Excentriske Noveller - 4

ind og lege med hans Børn ...
Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var
rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med
Knappenaale.
Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig
over Børnene.
Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.
Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde
Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.
Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.
Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert--Programmet var
efter Opfordring det samme som ved den anden--førte Hr. Theodor Franz
personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte
megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen
laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man
trængte frem til Baku.
Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.
Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav
Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin
Hat.
Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge,
og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom
overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden.
Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt
ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.
Saadan gik det Par Aar.
Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet
Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr.
de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt
og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet
for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa
siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.
Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem
de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i
Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede
ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den
klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo
de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.
Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.
Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste
Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.
Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin
langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig
uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at
ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer
og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde
han ud paa Perronen og klappe.
Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med
deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen
fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og
Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten.
Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot
ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar
han skulde ind igen.
De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo
de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa
levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og
hørte til.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel
udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa
sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.
De talte ogsaa om Haandværket.
Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med
Hænderne i Lommen.
-Pressen--min Herre--man skal ikke bespise den--det er det dummeste,
man kan gøre at bespise den--jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen
urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i
Familiekredsene, min Herre--vær fordringsløs--skriv mange Smaabreve,
min Herre. Det er Sukces'en.
-Ja--det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.
Hr. de las Foresas nikkede.
-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ...
Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa--vi drak alle Vand, min Herre
... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt
hende?
-Ja.
-Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.
Hr. Theodor Franz tav lidt.
-Blomster--det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa
Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à
tre Francs--overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en
Effekt ... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre--Miss
Tisbyrs græd ...
De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde
mest bare Ja og Amen.
-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt--man skal vende
sig til Hjertet--Følelsen--appellere til Følelsen. Det er Sagen.--Jeg
har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ... Jeg vil skabe en
Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.
Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud
fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den
sunde Sans.
-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har
ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre
Forretninger--tolv tusind Francs for to Arier--jeg kalder det for en
Fornærmelse. Skab Stjernerne--skab dem--jeg er Impresario, min Herre,
jeg er ikke Elefanttrækker.
Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med
Armene op paa Bordet.
Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.
-At skabe--at skabe--det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og
de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne
paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de
las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.
-Men det er snart forbi--det gaar ikke mer ... Man vil ha'
Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange
Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen
Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:
Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver
for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,
mine Herrer ... Men hjælper det--hva' hjælper det ... De skriver jo
Fingrene af sig--de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.
De ødelægger os Sagen--de skelner ikke--Det er konkurrencen--den ene
skriger højere end den anden--Publikum kan ikke høre Ørenlyd.
Min Herre--de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke
hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne
faldt slapt ud af Lommerne.
-Ikke hundrede Mark...
Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev
han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa
Bordpladen.
-Charlot--og Du er oppe endnu--Charlot ... at vi glemmer Barnet.
Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov,
mens han blev klædt af.
Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:
-Fa'er--har vi mange Penge?
-Penge?
-Ja.
-Jo--o--vi har Penge.
-Naa. Og Charlot sov ind.
Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.
Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget
iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.
De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa
Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om
Banken i Baden, han havde sprængt.
-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i
Mexiko--der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo
de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig
Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.
Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa
Sædet.
-Og Janeiro da--Rio Janeiro da--Hr. Emmanuelo de las Foresas lod
Kortene synke--hen mod Morgen, naar Guldet slap op--og Diamanterne kom
frem paa Bordet--Diamanter i hundredvis flød over Tæppet ...
-Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som
Monaco!
-Nej--det var noget at tale om--naar man forstod...
Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del
i sine unge Dage.
Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.
Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som
svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las
Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde
prøve, om han kunde endnu.
-Ja, prøv Fa'er.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.
-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene.
Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen
gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han
blev glad, han lærte, han rettede.
-Bravo--Bravo. En gang til.
Charlot gjorde Kunsten.
-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men--Bravo--Bravo. Han var
virkelig fingernem.
De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og
holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.
Han tabte igen.
-Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelte
Kort.
Hr. de las Foresas blev vred.
-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke
spille mer.
Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over
Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.
Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig
nemt.
Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem
efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene
og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng,
og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.
Han hvinte, saadan kildede de ham.
Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det
altsammen i Forvaring.
En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:
-Fa'er--hvor er egentlig vore Penge?
-I Paris.
-Hm. Er det mange nu?
-Aa--ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.
Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han
dem igen lang Tid.
* * * * *
Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et
fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paa
Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i
Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.
Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en
Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont
vilde spille til Fordel for de Vandlidte.
Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen
sammen.
-Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.
Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans
Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev.
Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig
Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse.
Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto--(og hvad koster
saa disse Kirker, min Herre? intet--ingenting, man har dem jo for
intet)--og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.
Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille
Kunstnerfænomens Fader--han har med Hæder tjent sit Frankrig og er
forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus--var uendelig lykkelig over,
at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret
en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.
Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret
blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot
blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.
Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog
tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.--
Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af
hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved
Knæet.
Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med
sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.
-Min Herre--Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv
Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.
Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.
* * * * *
De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til
Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.
Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i
Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del
Mennesker i Kunstnerværelset.
-Ind--ind, sagde Hr. Theodor Franz.
Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu
en Gang ind.
Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede
endnu.
-Ind--ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.
Ind igen.
Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han
dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.
Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt
Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød
Applaus'en endnu.
Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge
fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.
Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.
-Pauvre enfant--mon pauvre enfant.
Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede
Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot
holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine
Rejser som en gammel Mand.
-Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.
-I Paris--hos--Charlot vilde sige sin Moder--i Paris, gentog han saa.
Fa'er sender dem til Paris.
-Ja saa--din Fa'er har dem.
Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.
Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.
Emmanuelo de las Foresas bort.
-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal
hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i
Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.
Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.
Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa
Charlots Kuffert pakket.
-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig... Det er
noget--forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke--jeg har
faaet Lokalerne billigere, ser Du--det er et tusind Mark.
-Tusind Mark--til mig--rigtig til mig... Charlot saa Pengene.--Er de til
mig? Alle de til mig... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en,
paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa
dem.
Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære
... for alle Pengene.
Han delte Sedlerne af i Partier--det til den og det til den.
-For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.
Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de
havde det, og hvor de boede.--
-Ja--se--Mo'er--hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og
tav.
-Ja--for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er
slet ikke sandt, at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor
Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender
alle Pengene at gemme ...
De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i
Foret.
-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme--saa ingen véd
noget om det--saa har Du dem, naar Du skal købe for dem--ikke ...
-Jo--jeg gi'er dem til Tante--saa kan jeg hente dem henne hos hende--ja
...
Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.
-De er ... god ved mig, sagde han.
-Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans
Haar.
-Har De ingen Børn, spurgte Charlot.
-Nej--jeg har ingen Børn.
-Hm ... det skulde De ha'e ...
-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa
Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...
-Men nu maa vi pakke, min Dreng ...
Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.
--Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.
Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop
Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham
paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for
han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte
det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals--naar han var misfornøjet.
Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.
Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.
Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.
Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige
Forfjamskelse.
Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.
En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en
Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.
Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las
Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et
Dyr, der lider ondt.
Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og
i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten
Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en
skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen.
Han var saa god.
Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa
Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.
Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.
Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte
hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.
Han tjente en Formue.
Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa
Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig
dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han
sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine
Tanker.
Han røg Cigaretter og Cigaretter.
Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den
blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.
Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de
vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.
Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev
overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret
den Aften--de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo
de las Foresas fra at overvære Koncerterne--og han fik ikke Violinen at
se.
Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende
Pengene til Paris til Moderen.
Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.
Han vilde se den.
-Jeg har solgt den, sagde Charlot.
-Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.
-Ja.
Charlot saá paa sin Fader.
-Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.
Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte
ikke det Muk.
Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.
Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz
kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog
Havanna, Mexiko og Brasilien.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Jeg spytter mig i Øjnene--men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til
Australien.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik
til Australien.
Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.
Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa
Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde
han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:
-Véd De--Charlot er egentlig en god Dreng.
-Ser De, min Herre, det er Behageligheden--Børn gør ingen Ophævelser. De
er ikke Tenorister--de melder sig ikke syge--De holder ud ... man véd,
hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.
Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men
Anfald af Stædighed havde han.
En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit
Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og
trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen
af al sin Magt, saa det blev skævt--han stønnede af Anstrengelsen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod,
højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.
-Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj?--
-Jeg har revet det itu, sagde Charlot.
-Er Drengen bleven gal?--
Charlot knyttede begge Hænderne:
-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er
det ikke med.
Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:
Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.
Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i
sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare
fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.
Gadedrengene raabte tidt efter ham.
En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.
-Nej--se Blusemand--hej--se en Blusemand raabte en.
Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:
-Ej--hvor er Ammen.--
-Hvem skal knappe hans Bukser ...
-Tror I, han er ved de fem ...
Blusefaar--Blusefaar--
hva' ska' Du ha'e--
Blusefaar--Blusefaar--
ska' ha' Dada.
Stemte de i, i Kor.
-La' ham faa Ble.
-Har han en Sutte?
-Gi'e ham tørt paa.
Charlot tog en Sten og kastede efter dem.
Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte
an med sin Myndighed.
-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede,
de vilde slæbe ham ud.
-Jeg gør'et ikke ...
Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med
sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.
Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.
-Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.
-Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd
og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.
Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
Han var snart fjorten Aar.
Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.
--Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks
Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages
med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den
europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til
dette Fragment.
Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las
Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en
Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.
De rumlede gennem Europa med to Programmer.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.
Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.
De andre kørte sammen.
Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden
Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle
Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte
Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.
Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa
Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.
Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig
sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.
Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa
Pianistindens runde Arme.
Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.
Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.
Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.
Saa sov de igen.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens
Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa
Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa
Madame Simonin, som hun laa.
Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det
var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime
knæ.
De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt
i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved
den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.
De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.
Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske
Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa
Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.
-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las
Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn--er det maaske det, Du
vil--Idiot ... Ind.
Charlot kom ind dobbelt kejtet.
Hr. de las Foresas stod bag Portièren.
-Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig--buk.
Ikke en Haand rørte sig i Salen.
-Buk--buk.
De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.
Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine
Negle.
Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de
las Foresas bag Portièren.
-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i
den sidste Tid?
-Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz
gik.
Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo
de las Foresas.
Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.
-Ind--ind, raabte Hr. de las Foresas--Ind ...
-Smil, smil for den lede Satan.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.
Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.
Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet
noget, var det dette.
Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument--det var hans
Yndlingsplads--lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.
Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa
syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.
Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.