Excentriske Noveller - 2

megen forgæves Omhu, rakte Johanne--hun vidste ikke selv
hvorfor--Haanden knyttet op imod Himlen.
* * * * *


_FRATELLI BEDINI_
Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han
troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen
over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt
Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved
Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.
Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:
-Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.
Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken
kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl,
og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask
som sine Sække.
Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede
til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.
-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang
i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.
Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar
over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.
De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede
saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom
ind:
-Er de færdige, spurgte hun.
-Ja--jeg staar kun og pudser ham til--naa, saa gik vi.
Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham.
Han har Skabelonen.
Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det,
og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over
sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et
Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.
Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.
-Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen
og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.
Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af
Faderen. Nabokonen snakkede.
-Vist maatte vi afsted iaften--der er nok om det Ben maa man tro, der
hænger i--tro bare ikke det--og saa var han forsørget ...
-Ja, gryntede Mølleren.
-Ja--det maa De nok sige Ja til ... Som om det var let for Fattigfolk,
naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne--nej--tro
bare ikke det, siger jeg.--
De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare
Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:
-Og fint er det--for jeg ser 'et, naar jeg fejer--i Garderoberne--de
ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk--om de gør--baade i Silke og Fløjl er
de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser
ikke, hvad de er gjort af ... om man gør.
Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang
imellem:
-Ja, naar de bare havde ham--
De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig
Luft paa Trappen.
Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var
geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.
-Ja, de er i Garderoben.
Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange
Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i
Munden: saadan noget--nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden,
og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.
De havde Guld om Livet.
Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede
ind til hinanden.
Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med
hende.
Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og
strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var
lige ved at græde.
Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham
op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.
Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.
En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte
Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen--hvor vi bor. Henne
foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.
De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den
lille, som blev hevet op i Luften, var sidst ...
Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ...
-Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.
De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet
længe, sagde Faderen og stod lidt stille:
-Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.
Madammen sagde: Det er en Øvelse.
Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.
Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de
to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han
saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han
sov ind, hed og fortumlet.
Den næste Dag hentede Madammen ham--Faderen var paa Møllen--og de gik ud
igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af
Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.
Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:
-Naa--er det Dem--klæd ham af, Madam.
Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten
vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til
Kufferten.
-Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.
Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.
-Hvor gammel er han?
-Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke
det--en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.
-Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig
sidelænds: Naa, lige Ben--bøj Ryggen.
Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.
-Hvad hedder Du?
-Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.
-Klaus--Satan--Turen kom til Brystkassen--god
Statur--Klaus--sacrebleu--for et Navn i Bedini-Truppen--na--ligemeget:
paa Plakaten ka' han hedde Giovanni ... Han hed Giovanni, som brækkede
Rygraden.
-Ja--gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han
beholder nok sit Kristennavn endda.
Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.
-Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til
Breslau--kom saa med ham imorgen tidlig--
Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik
en Thaler i Duçør.
Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade
Haand.
-Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.
Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de
hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen
end at le og synge.
Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og
spørge ham.
Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den
yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han.
Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene
klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.
Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste
saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.
Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af
Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.
Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og
varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med
ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i
Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.
Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen
ind til Nabomadammen i Køkkenet.
-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.
-Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.
-Han ska' derhen nu til Morgen ...
-Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering.
Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det
...
Konen saá hurtig op:
-Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled
væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.
Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:
-Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa
paa hende. Saa gik han.
--Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han
uden videre Vrøvl Giovanni.
Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.
Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han
staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk
og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om
Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa
nøje, hvor han ramte.
"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen
og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik
med Bøjningerne.
Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar
tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en
Rygbøjning.
Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet
og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler
eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det
svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i
Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.
Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede
strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik
og Bifald steg op fra Salen,--saa blev Giovanni urolig, som maatte han
med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var
det hans egne Lemmer, der spændtes.
Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med
dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale.
De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede
Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke
Sal.
Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en
Kattekilling.
En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:
-Ja, den Dreng har en blød Krop.
Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind,
arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte,
klaprede hans Tænder i Munden af Angst.
Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde
hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de
første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget
op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa
én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.
Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge,
som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i
Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.
Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som
Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde
næppe staa paa deres egne Ben.
De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om,
til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og
svedige, helt sløve.
Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.
Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik
Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en
Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.
Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme
ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet,
siddende foran sit Spejl.
De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og
arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev--de købte et kønt
Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer.
Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde
det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.
Det var en Slags Paradisets Have--uden noget Kundskabens træ paa hvad
der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til
at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i
nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af
dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at
de havde saa meget som tænkt paa det.
Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.
Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med
dette Rovdyr, naar han satte i Spring--Hovedet dukket, med sammenkneben
Mund--fra Araberens Skulder.
Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for,
han skulde gaa fra Truppen.
Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig,
og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig.
Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben
Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.
Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit
Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine
egne Lemmer.
Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet
af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han,
vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude
af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed
paa Gulvet.
Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i
Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.
Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster
og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen
lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.
Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni
og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen.
Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.
Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over
en Kvinde med ubændig Rasen.
Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid,
inden han søgte til en anden.
--Bedini-Truppen skulde til Renz.
De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres
Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev
ved.
Angelo spurgte:
-Er den Gamle her?
-De sagde, han kommer.
De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre
Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre
sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og
Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.
Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og
satte sig i en Loge.
Ham.
Angelo hviskede stakaandet:
-Se, den Gamle.
Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham,
saadan hamrede det.
Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt
oppe i Rotunden. Saa stille var der.
Bedini-Truppen havde en heldig Dag.
Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.
-De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?
-Nej--kun Parterre.
Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat
Haand.
-Hvor gammel er De?
-Tyve Aar.
-Hm. De kunde lære endnu.
Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.

-Hvem var han? spurgte Giovanni.
-Han? Mr. Cooke.
-Cooke--Jokeyen?
-Ja.
Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.
--Giovanni opsøgte sin Fader. For fire--fem Aar siden var Faderen falden
gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og
humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde
illumineret hans Næse.
Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin
Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som
havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med
Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.
Om Søndagen gik Giovanni hjem.
Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og
kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de
vidste ikke, hvad de skulde sige--men sad der.
Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte
ved hinanden. Der gik en Stund.
-Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.
-Skal Du gaa?
-Ja--det er det bedste. Farvel da.
Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til
han var drejet om Hjørnet.
Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for
ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu
gjorde han det--Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham
Parten.
Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde
arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede
Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted,
skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét
Minut.
Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige
Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske
Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde
ikke vække ham.
To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med
Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene
af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad
ved Siden af hinanden.
-Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.
-Det kan De jo.
-Parterre betaler sig ikke.
-Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?
-Hvis jeg kunde lære det.
Den næste Aften sagde Jokeyen:
-Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne
springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.
Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede
timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.
En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren.
Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt
op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han
til Giovanni.
Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken
til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til
Hesten med smaa, afskaarne Hvin.
Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra.
Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og
staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine
Hæle.
Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.
-Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.
-Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.
-Aa, det kommer.
-Tror De?
-Ja vist.
-Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.
-Farvel, Mr. Batty. Vi ses.
Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab,
det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.
De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden
om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.
De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det
mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi
Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet
saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver
Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.
Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage
Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.
Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.
De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin
gennem de stille Gader.
Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt
paa hans blege Ansigt:
-Ja--om vi ses igen.
Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:
-Batty, sagde han.
Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:
-Man véd jo, det kommer en Dag.
Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.
-Nu, lev vel, sagde Batty.
-Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt
ingen Ord.
Saa gik Batty ned ad Gaden.
Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et
stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.
Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.
Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til
Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.
Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og
Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende
Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.
Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret
Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.
Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.
Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos
Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af
Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem
Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.
Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle
Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med
ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.
Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han
blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var
han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.
Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse--Aarene svulmede i hans
Pande--sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger
foran sig Ridtets Spænding.
Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida,
Staaltraadskunstnerinden.
Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes
Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig
for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende--skød Blodet op
i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne
opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.
Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da
hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste
han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.
Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne--fulgte han efter uden
at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med
Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre,
ind.
Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss
Alida sad med graat Slør om en rød Hat.
Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke
noget andet end Miss Alida.
Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede
eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede
paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven
havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han
pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige
noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige
foran hende, og gik.
Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde
sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til
mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev
hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter
Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.
Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var
bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette
Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke
gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af
saadan En. Han rejste paa Markeder--en Cooke.
Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det
altsammen og saa--gav han efter.
Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført
frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten
tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og
lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.
Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.
Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til
Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.
Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.
Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende
ind ad Døren, som han slog i.
--Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.
Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.
For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri
mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid
kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa
rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den
Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en
kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.
Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede
ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og
vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han
sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og
gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget
som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om
dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven,
med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en
Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor
Akrobatungen nylig havde ligget.
Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store
Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han
vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang
efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg
af Raseri under Prøverne.
En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler,
beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.
Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig
til den forreste Klovn:
-_Cette Alida est bien forte_, sagde han, _canaille_.
Saa kom Giovanni op den syvende Gang.
Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var
sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss
Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.
Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.
En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede
ned og snublede og sprang.
Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens
Ryg og faldt.