En adelig Opdager - 2

Tjeneren gned sine Hænder forlegent.
»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle
glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet
dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag
og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke
det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg
ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine
Benklæder.
»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.
»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«
-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden
Detektiven slap fra ham.
Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig
nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig
ængstelig ud fra Majendies Port.
Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af
Detektiven.
Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.
Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa
hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.
»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«
Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke
min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er
sandt, jeg forsikrer Dem det!«
»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De
ikke i Arbejde?«
»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde
møde for to Dage siden.«
Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting
sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa
mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger
Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«
Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt
Smil.
»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger
Sandhed!«

Kapitel II.
(Den ny Tjener.)
En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til
Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.
»Er Herren hjemme?«
»Herren er gaaet i Seng.«
»I Seng! Paa denne Tid af Dagen --?«
Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med
Tæpperne op om Ørene -- og tudbrølende.
Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad
Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig
klart, hvad der skete.
»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af
mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et
eller andet obskurt Sted ...«
»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«
»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor kører vi
hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«
Detektiven sprang ud i en Fart.
»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«
Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig
indigneret.
»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud,
Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«
Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«
Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og
før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.
»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«
Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er
vanskeligt at sige. Parker talte først.
»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i
denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.«
Majendie rømmede sig advarende.
Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.
»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«
Majendie skelede til Parker:
»Min Kone er myrdet, at De ved det!«
»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm,
maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ...
men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«
»Ja, hende var det, der ødelagde min.«
»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en
Kone....«
Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen
i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre
Smaahandlende.
»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«
Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa
hinanden.
Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre
Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.
Ingen Navneplade paa Døren.
Detektiven betænkte sig lidt.
Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.
Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.
Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et
hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«
Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv
Times Tid.
Pludselig for Detektiven op.
»Stille! Der kommer nogen!«
Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.
Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.
Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og
Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa
ind i den anden Stue, aa gør det ...«
Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.
»Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en
modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«
Parret kom ind.
Parker for dem i Møde.
»Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!«
Majendie saa maalløs paa sin Tjener:
»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige,
løbe bort med en Guldfugl!«
Detektiven kom til.
»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru
Majendie!«
Han gik hen mod den snavsede Tjener.
»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«
Der blev ganske stille.
Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye
Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne
Krøller.
»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget
slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa
Kinderne.«
Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er
dog virkelig et meget ondartet Puds!«
»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop!
Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de
5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden
til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«
Det vilde hun.
»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en
Uge, uden at Cyril skal kende mig.«
»Er Du gal«, sagde hun.
»Hvor meget vædder vi?«
»En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«
Her afbrød Fru Parker:
»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men
jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at
gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«
Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:
»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore
Intriger, der var godt nok fundet paa?«
Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et
lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv
maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller -- og er det da
ogsaa, heldigvis.
Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe.
Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat
Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen.
Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet.
Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest
til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve
Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«
»Det Papir --?«
»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af
Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der
bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«
Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde
købt Kager dernede....
»-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!«
»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt
fra Fru Majendie.
»-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet
Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig
bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««
Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.


IV. -- ET GAADEFULDT INDBRUD.

Kapitel I.
(Hvem er det?)
Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da
hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget
gerne vilde tale med ham.
Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end
sædvanlig.
»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker
til Affære!«
»Er det alt, hvad De har at fortælle?«
»Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte
sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde,
Frk. Tonny Darling bor.«
Detektiven kendte baade Hus og Dame.
Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende!
-- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun
#maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det værste!«
»Hvad da?«
»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne
Affære. Kan jeg stole paa Dem?«
»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«
»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet
hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit
Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min
Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...«
Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt
-- denne gamle, korrekte Adelsmand.
»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«
»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og
hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det
skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har
foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale
Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«
»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«
»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«
»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«
»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«
»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«
»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg
kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«
Detektiven rejste sig.
»Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid.
Maaske vil De møde mig derude.«
»Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«
Og saa gik han.
* * * * *
Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han
meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive
Tjeneren sit Navn.
»Spørg, hvad han vil mig?«
En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.
»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«
Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.
Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles.
Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.
»Gaa blot!«
Tjeneren gik.
»Hvad vil De? Men hurtigt!«
Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand
bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt
rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.
»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke
bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig -- jo,
han er en dejlig Kavaler!«
Detektiven begyndte at more sig.
»Kender #De# ham?«
»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen
rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«
»Saa--aa? Hvad har han da gjort?«
»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde
nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her,
jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at
der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. --
Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke
vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!«
Detektivens Munterhed voksede.
»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat
Indbrud paa Villaen?«
»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo
haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen
Politibetjent.«
»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«
»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes
snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«
Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:
»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar
jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.
Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget!
Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem
Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde
opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og
satte min Taske fra mig. -- --
Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde
til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et
væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.
Det hele varede kun et Øjeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg
havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges
til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed
saa han udfordrende paa Campnell.
»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg
gjorde paa at nappe Dem?«
»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er
meget værre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at
glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et
Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre
Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«
Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.
Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.
»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og
Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg
havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«
»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af
Deres Taske og lagt dette i Stedet?«
»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet.
Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det først, da det var for
sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort
Ulykken! At han kunde nænne det ...«

Kapitel II.
(Damen.)
Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.
Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid
stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og
netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest
tilfrosne Stemninger.
Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen
lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.
»Hvad skylder jeg Æren ...«
»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«
»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem.
Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det
Hele.«
»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«
»Næ --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman
kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende
Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«
»Saa--aa?«
»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog
mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig
--.«
Detektiven satte sig til Ro.
»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er
forsvundne?«
»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis
han pantsætter dem.«
»Blev De vækket sidste Nat?«
»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo
meget muligt, han har haft en Medhjælper.«
Der blev ringet paa Entréklokken.
»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg
sige Dem: han er uskyldig!«
Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op
fra Sofaen.
»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.
»Hvad jeg siger.«
»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem
tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem
tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke
Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal
vi se!«
Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste
Carman sig. Han stirrede paa hende.
»Er der noget i Vejen?«
»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af
Stuen.
Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort
det?«
»Hun siger, det er Dem selv!«
»Mig? -- Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«
»Er De sikker paa #det#?«
Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.
»Ja selvfølgelig er jeg sikker --«
»Vis mig lidt omkring, hvad?«
»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«
Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.
»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i
det hvide Værelse.
Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten,
hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte
Tasken fra sig.
Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I
Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.
»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«
»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.
»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan
kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.
»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. -- Er De saa snart
færdig med deres Undersøgelser?«
»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset,
hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«
»Ja--a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det
plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«
»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse
Omstændigheder.«
Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren,
inden hun svarede.
»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen
Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen
Lomme,« vedblev hun.
»Tonny, jeg sværger ...«
»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!«
»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham
til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa
inderligt ...«
Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.
Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa
Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.
»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«
»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven --« et Blik paa Carman, »har
allerede brækket Laasen i Stykker.«
Detektiven aabnede det.
»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«
Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# ligge?« Hun stampede i
Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det
#bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du
bange.«
Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var
propfuldt af Juveler igen!
»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.
»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens
spydige Svar.
Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette
var og blev tomt.
»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.
Detektiven gik hen mod Døren.
Lidt efter kom Pigen ind.
»Ringede De, Frøken?«
Detektiven svarede:
»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den
Frihed!«
Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem,
at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade
Hr. Hiles at tage dem med sig.«
Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.
Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her,
Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i
sin Varetægt.«
Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.
»#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#«
»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske
uforstaaende.
Detektiven trak paa Skulderen.
»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min
fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler
kun Ægteskabsløftet.«
»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ...
en Tjenestepige!«
»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt
overraskende.«
Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke
benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han
stadig prøvende:
»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De
-- Haanden paa Hjærtet, Frøken! -- har været lidt indiskret med.
Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at
Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er
blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«
Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.
Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:
»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i
længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«.
Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige,
der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet
til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk
ladet ham stjæle, men har under Dække af #hans# Bedrift selv
stjaalet Ægteskabsdokumentet.«
»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over
Beskyldningen.
»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind.
Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt
tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med
de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat
der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl.
Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare
Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.
I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig
skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog
hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som
-- det undersøgte jeg -- i et Nu kan gengive et stort Billede af
Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)!
Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis
bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne
og manglede naturligvis Mod til #ikke# at lægge dem tilbage. Men
Ægteskabsløftet har hun endnu.«
»Nej, jeg har ikke!«
»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!«
Pigen rystede over hele Legemet.
»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«
Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.
Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.
I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i
hysterisk Graad.
Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.
Det var virkelig Ægteskabsløftet.


V. -- DEN STJAALNE TRAKTAT.

Kapitel I.
(I Udenrigsministeriet.)
Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes
fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.
Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være
bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til
Kontorchefen, Kammerherre Horsam.
»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig
Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra
Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«
»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«
»Ja--a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene
Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han
lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen:
»Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas
Regeringsbefuldmægtigede«.
Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.
»I #det# Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker
Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«
»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand
--. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet
Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi
tvivler lidt om, det #altid# har været hans Navn.«
Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig
ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i
den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til
Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner
ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til
Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«
Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez
Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og
engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de
Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.
Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel
personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager,
hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke
om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af
Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens
Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til
at skaffe ham den.«
Dermed tav Kammerherren.
»Ja ja -- det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads
er Tyven.«
»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De
Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig
sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme
i Audients.
De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden.
Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak
Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at
han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med
ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit
Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var
den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det
frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«
»Hvornaar fandt det Sted?«
»Det er ikke en Time siden!«
»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt
af Caracas Repræsentanten endnu.«
»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig
Meddelelse.«
»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«
»Aa -- en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant
Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde
herkuliske Kræfter.«
»Og den anden?«
»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin
maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte
Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har
opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«
»Hvor bor Panama Fyren?«