En adelig Opdager - 4
Total number of words is 4404
Total number of unique words is 1344
49.2 of words are in the 2000 most common words
65.6 of words are in the 5000 most common words
73.0 of words are in the 8000 most common words
Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i
Laas.
»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«
Dyb Tavshed. Alle saa ned.
Endelig tog den gamle Major Ordet:
»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte
videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er
forhastet ...«
»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«
»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de
andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have
Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«
»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i
truende Kor.
»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg
har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det
ikke. -- Det er bleven borte.«
»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.
»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den
fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i
en Fart!«
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.
»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.
Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre
bagefter.
»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende
og prøvede at lukket den op.
De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen
anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store
Anstrængelser.
Et Papir faldt ud.
Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt
omkring.
»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte
Papiret.
En af de andre greb det.
Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i
alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var
det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets
Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:
"Disse er Forræderne!"
Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.
#Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre?
Og hvordan i al Verden var det dog sket?
Kapitel II.
(En fortrolig Samtale.)
En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus,
var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt
Ærinde.
Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private
Kontor.
»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har
naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat
med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge
Beslag paa Deres Dygtighed.«
Greven bukkede.
»Igen Tyveri?«
»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af
Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de
Skyldiges Navne.«
»Disse Navne ønsker De altsaa?«
»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der
foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven,
»rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er
underrettede.
Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os
alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De
-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller
hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og
behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men
alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig
indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.
Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret
gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe
o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt
aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver
det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald
forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast
paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
tydeligere?«
»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld
hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!«
»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med
Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har
instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet.
Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket,
det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem!
Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i
Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!«
»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De
Mistanke til nogen bestemt?«
Ministeren trak paa Skuldrene:
»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer,
saadan er det jo altid.«
»Ja vel. Men derud over?«
»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«
»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om
det.«
Ministeren nikkede.
»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer
her?«
Den adspurgte rystede paa Hovedet.
Greven betænkte sig lidt.
»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi
maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt
som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede.
»For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«
Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.
Kapitel III.
(Forklaringen.)
Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i
Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og
forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
Kontor.
Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:
»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde,
paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr.
og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes
bemærkelsesværdigt eller ej.
Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok
adskillige Gange paa Vildspor.
I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en
hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente
Genstanden i den og den Butik.
Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken
gjorde mig alligevel lidt mistænksom.
Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus,
hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.
Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist,
der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige
Anskuelser.
Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig,
som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste
Kabinet.
Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand:
bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her
paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4
Minutter.
Det gik, som jeg ønskede.
Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg
for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske
rigtigt et Dokument --«
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede
Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«
Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.
»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres
regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren
det. »Tja -- saadan er det.«
Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell!
Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste
Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.
»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men
--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem
Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo
forblive tavs og lade uvidende.«
»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede
Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig.
De afbrød blot, før min Beretning var endt.«
Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige
Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et
Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede
Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev
Campnell og trykkede hans Haand.
»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg
overbevist!«
Ministeren fik Ret.
Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt,
at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere
Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods
Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke
Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.
Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!
VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER.
Kapitel I.
(Paa Havet.)
Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.
Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af
Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte
aabnedes.
En høj, slank Mand kom ind.
Hvem var det?
Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham
før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og
skægløst, men Øjnene sorte som Kul.
Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren
ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.
Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og
nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:
»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«
Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at
stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage,
lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.
Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin
Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.
»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget
mærkværdigt i den hele Beretning.
Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det
var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun
Kaptajnen.
»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ.
De er bare søsyg!« spottede han.
Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et
Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.
Kapitel II.
(Det sære Møde.)
Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem
Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede
Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere
raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.
»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du
se?«
»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«
»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre,
derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«
Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.
Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og
hen til Manden.
Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte
Haand.
»God Dag, hvordan har De det?«
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det
meget godt, men ...«
»Kan De maaske ikke huske mig?«
»Huske? Næ--æ--«
»Jamen prøv!«
Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.
»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og
blege, markerede Ansigt smilede blot.
Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«
»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu
værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at
være brudt ind i Damesalonen.
»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og
saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede
Bryn.
Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik
et Lys op for ham.
»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min
Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet,
han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers
vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske
mærkværdigt --«
»Ligner Deres Broder da Dem?«
»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at
fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue,
vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem
hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig
skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret.
Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i
Drømme og hørt ham tale ...«
»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig
i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.
Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld
Dagligstue paa 1ste Sal.
»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i
hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet
til Sæde.
Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske
Rejsende.
»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo
næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke
kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han
ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og
hentede et stort Billede ned fra Væggen.
»Her er det! Ligner han mig?«
Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.
Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa,
det ikke er Dem selv?«
»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i
en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu
et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var
ham selv.
Pavse.
»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand
til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set
Mage til sligt.«
Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude
og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.
Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle
tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.
Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde,
fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.
Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.
»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da
#han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.
»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton.
Ægteparret skyndte sig bort.
»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile
Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ...
Saa, følg nu med!«
De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste
sig i Døren, blot i en anden Dragt.
Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.
»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog
Mennesker!«
»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde
været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i
Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i
Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til
ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var
Efterforskningen sket kort efter Landgangen.
Den fremmede stirrede paa Stanton:
»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han
vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i
Mindelighed. Hvor meget vil I have?«
De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.
»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er
det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom!
Her er Pengene!«
»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du
nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«
»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton
godmodig nok til at svare.
»Og Nøglerne?«
»Her!«
Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler
i Pengekassen.
»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad
os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«
Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt
Pligten. Nølende sjokkede de af ...
Men den mystiske Tyveknægt triumferede.
Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen,
ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han
glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den
besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder
igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.
* * * * *
Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var
tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en
sandfærdig og spændende Tildragelse.
Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en
tarvelig Opdigtelse.
»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde
der saa være sket?« spurgte Fortælleren.
»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste
sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg --
forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden
Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene
vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre
Gentlemen.«
»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa
pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var#
hans Broder --?«
Detektiven smilede.
»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han.
... Saa kom Turen til ham.
Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie:
IX. -- DEN VELTALENDE PRÆST.
Kapitel I.
(Overraskelsen.)
»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i
Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal
De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«
Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende
Tanker.
»Hvad ... Goddag! Er De her?«
Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.
»Frk. ... Frk. Dundas?«
Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.
»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«
»Jeg kom i Gaar, Frøken!«
Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:
»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«
»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden
kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i
Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste
straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader
var Præst, end sige min egen Sognepræst.«
Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen
ledet over paa andre Emner.
»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«
Carr smilede lidt bittert.
»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke
heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa
til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg
derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«
»Ja, det ser jeg unægtelig.«
»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en
Taler ...«
»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der
undertiden næsten kan minde om Dem.«
»Saa--aa?«
Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin
Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til
Maedenham.
Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.
Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent
udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.
»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver
Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg
lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil
jeg gerne helt have fri.«
Kapellanen bukkede.
Nu kom Fruen ind.
»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for
hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare
udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en
Hukommelse!«
Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den
Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner
i Præstegaarden den Dag.
Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var
eftersendt fra Cranleigh.
»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her
dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...«
Resolut lukkede han Brevet op:
»Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro
paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi
forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.
Deres ærbødige
_Cook & Sable_.«
Kapellanen rev Brevet i Stykker.
»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre.
»Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i
Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være
ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg
tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg
skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst,
bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen
Tid til Forberedelse!«
Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl
om Pastor Dundas Popularitet.
»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«
»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa
vidunderligt.«
Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele
Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.
Nu nævnede Dundas Teksten.
Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han
havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt
lærerigt altsaa!
Prædikenen begyndte.
Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa
Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede
aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak
han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«
Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:
»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«
»Ja--a, jeg ved skam ikke.«
»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?«
»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«
»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er
altid et af mine Principper.«
»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er
sandelig en Karakter!«
En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.
»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes,
netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage
holdt i Cranleigh.«
»Naa, det tror jeg ikke!«
»Ja hvorfor ikke?«
Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til
Præstegaarden.
Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans
Værtinde ind.
»Ringede De?«
»Næ--æ.«
Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager
det Dem ikke?«
»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa
skyndte han sig atter til Kirken.
Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten
meddelte ham det.
»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde
ventet mig mere, Hr. Carr!«
-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund
det almindelige Samtaleemne.
»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.
»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen
interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.
»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende
Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b.
m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.
Pastoren talte videre.
Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig
saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.
»Hvem er det?« lød det barskt.
»Det er mig!«
Nu saa han, hvem det var.
De stod lidt tavse.
Carr rakte hende tøvende Haanden.
Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.
»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens
Datter ...«
»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny
Kapellan ...«
»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --«
Han drog hende til sig og kyssede hende.
»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i
Mørket?«
#Ja, hvad gjorde hun dog?#
Kapitel II.
(Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)
»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som
Kapellan!«
Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og
alvorligt Ansigt.
Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:
»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra
været en Gentleman's!«
»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«
Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.
»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min
Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra
sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver
hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk
Kandidat af Deres Art.«
»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«
»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min
Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«
»Har hun sagt det?«
Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i
Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som
Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand
kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.«
Kapellanen smilede atter.
»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«
»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre
travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og
-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til
Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«
»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset.
»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid,
desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af
#Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«
Kapellanen bukkede og gik.
Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han
til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede
Laas.
»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«
Dyb Tavshed. Alle saa ned.
Endelig tog den gamle Major Ordet:
»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte
videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er
forhastet ...«
»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«
»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de
andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have
Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«
»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i
truende Kor.
»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg
har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det
ikke. -- Det er bleven borte.«
»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.
»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den
fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i
en Fart!«
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.
»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.
Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre
bagefter.
»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende
og prøvede at lukket den op.
De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen
anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store
Anstrængelser.
Et Papir faldt ud.
Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt
omkring.
»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte
Papiret.
En af de andre greb det.
Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i
alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var
det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets
Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:
"Disse er Forræderne!"
Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.
#Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre?
Og hvordan i al Verden var det dog sket?
Kapitel II.
(En fortrolig Samtale.)
En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus,
var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt
Ærinde.
Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private
Kontor.
»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har
naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat
med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge
Beslag paa Deres Dygtighed.«
Greven bukkede.
»Igen Tyveri?«
»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af
Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de
Skyldiges Navne.«
»Disse Navne ønsker De altsaa?«
»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der
foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven,
»rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er
underrettede.
Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os
alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De
-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller
hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og
behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men
alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig
indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.
Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret
gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe
o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt
aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver
det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald
forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast
paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
tydeligere?«
»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld
hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!«
»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med
Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har
instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet.
Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket,
det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem!
Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i
Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!«
»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De
Mistanke til nogen bestemt?«
Ministeren trak paa Skuldrene:
»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer,
saadan er det jo altid.«
»Ja vel. Men derud over?«
»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«
»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om
det.«
Ministeren nikkede.
»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer
her?«
Den adspurgte rystede paa Hovedet.
Greven betænkte sig lidt.
»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi
maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt
som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede.
»For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«
Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.
Kapitel III.
(Forklaringen.)
Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i
Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og
forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
Kontor.
Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:
»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde,
paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr.
og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes
bemærkelsesværdigt eller ej.
Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok
adskillige Gange paa Vildspor.
I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en
hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente
Genstanden i den og den Butik.
Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken
gjorde mig alligevel lidt mistænksom.
Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus,
hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.
Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist,
der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige
Anskuelser.
Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig,
som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste
Kabinet.
Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand:
bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her
paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4
Minutter.
Det gik, som jeg ønskede.
Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg
for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske
rigtigt et Dokument --«
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede
Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«
Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.
»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres
regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren
det. »Tja -- saadan er det.«
Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell!
Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste
Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.
»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men
--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem
Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo
forblive tavs og lade uvidende.«
»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede
Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig.
De afbrød blot, før min Beretning var endt.«
Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige
Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et
Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede
Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev
Campnell og trykkede hans Haand.
»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg
overbevist!«
Ministeren fik Ret.
Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt,
at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere
Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods
Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke
Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.
Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!
VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER.
Kapitel I.
(Paa Havet.)
Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.
Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af
Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte
aabnedes.
En høj, slank Mand kom ind.
Hvem var det?
Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham
før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og
skægløst, men Øjnene sorte som Kul.
Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren
ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.
Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og
nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:
»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«
Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at
stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage,
lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.
Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin
Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.
»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget
mærkværdigt i den hele Beretning.
Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det
var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun
Kaptajnen.
»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ.
De er bare søsyg!« spottede han.
Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et
Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.
Kapitel II.
(Det sære Møde.)
Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem
Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede
Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere
raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.
»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du
se?«
»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«
»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre,
derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«
Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.
Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og
hen til Manden.
Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte
Haand.
»God Dag, hvordan har De det?«
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det
meget godt, men ...«
»Kan De maaske ikke huske mig?«
»Huske? Næ--æ--«
»Jamen prøv!«
Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.
»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og
blege, markerede Ansigt smilede blot.
Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«
»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu
værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at
være brudt ind i Damesalonen.
»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og
saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede
Bryn.
Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik
et Lys op for ham.
»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min
Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet,
han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers
vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske
mærkværdigt --«
»Ligner Deres Broder da Dem?«
»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at
fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue,
vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem
hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig
skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret.
Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i
Drømme og hørt ham tale ...«
»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig
i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.
Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld
Dagligstue paa 1ste Sal.
»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i
hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet
til Sæde.
Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske
Rejsende.
»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo
næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke
kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han
ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og
hentede et stort Billede ned fra Væggen.
»Her er det! Ligner han mig?«
Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.
Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa,
det ikke er Dem selv?«
»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i
en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu
et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var
ham selv.
Pavse.
»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand
til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set
Mage til sligt.«
Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude
og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.
Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle
tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.
Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde,
fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.
Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.
»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da
#han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.
»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton.
Ægteparret skyndte sig bort.
»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile
Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ...
Saa, følg nu med!«
De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste
sig i Døren, blot i en anden Dragt.
Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.
»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog
Mennesker!«
»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde
været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i
Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i
Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til
ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var
Efterforskningen sket kort efter Landgangen.
Den fremmede stirrede paa Stanton:
»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han
vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i
Mindelighed. Hvor meget vil I have?«
De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.
»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er
det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom!
Her er Pengene!«
»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du
nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«
»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton
godmodig nok til at svare.
»Og Nøglerne?«
»Her!«
Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler
i Pengekassen.
»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad
os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«
Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt
Pligten. Nølende sjokkede de af ...
Men den mystiske Tyveknægt triumferede.
Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen,
ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han
glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den
besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder
igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.
* * * * *
Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var
tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en
sandfærdig og spændende Tildragelse.
Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en
tarvelig Opdigtelse.
»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde
der saa være sket?« spurgte Fortælleren.
»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste
sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg --
forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden
Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene
vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre
Gentlemen.«
»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa
pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var#
hans Broder --?«
Detektiven smilede.
»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han.
... Saa kom Turen til ham.
Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie:
IX. -- DEN VELTALENDE PRÆST.
Kapitel I.
(Overraskelsen.)
»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i
Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal
De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«
Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende
Tanker.
»Hvad ... Goddag! Er De her?«
Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.
»Frk. ... Frk. Dundas?«
Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.
»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«
»Jeg kom i Gaar, Frøken!«
Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:
»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«
»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden
kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i
Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste
straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader
var Præst, end sige min egen Sognepræst.«
Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen
ledet over paa andre Emner.
»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«
Carr smilede lidt bittert.
»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke
heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa
til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg
derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«
»Ja, det ser jeg unægtelig.«
»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en
Taler ...«
»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der
undertiden næsten kan minde om Dem.«
»Saa--aa?«
Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin
Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til
Maedenham.
Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.
Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent
udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.
»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver
Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg
lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil
jeg gerne helt have fri.«
Kapellanen bukkede.
Nu kom Fruen ind.
»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for
hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare
udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en
Hukommelse!«
Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den
Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner
i Præstegaarden den Dag.
Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var
eftersendt fra Cranleigh.
»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her
dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...«
Resolut lukkede han Brevet op:
»Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro
paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi
forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.
Deres ærbødige
_Cook & Sable_.«
Kapellanen rev Brevet i Stykker.
»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre.
»Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i
Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være
ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg
tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg
skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst,
bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen
Tid til Forberedelse!«
Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl
om Pastor Dundas Popularitet.
»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«
»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa
vidunderligt.«
Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele
Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.
Nu nævnede Dundas Teksten.
Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han
havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt
lærerigt altsaa!
Prædikenen begyndte.
Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa
Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede
aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak
han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«
Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:
»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«
»Ja--a, jeg ved skam ikke.«
»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?«
»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«
»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er
altid et af mine Principper.«
»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er
sandelig en Karakter!«
En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.
»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes,
netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage
holdt i Cranleigh.«
»Naa, det tror jeg ikke!«
»Ja hvorfor ikke?«
Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til
Præstegaarden.
Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans
Værtinde ind.
»Ringede De?«
»Næ--æ.«
Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager
det Dem ikke?«
»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa
skyndte han sig atter til Kirken.
Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten
meddelte ham det.
»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde
ventet mig mere, Hr. Carr!«
-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund
det almindelige Samtaleemne.
»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.
»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen
interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.
»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende
Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b.
m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.
Pastoren talte videre.
Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig
saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.
»Hvem er det?« lød det barskt.
»Det er mig!«
Nu saa han, hvem det var.
De stod lidt tavse.
Carr rakte hende tøvende Haanden.
Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.
»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens
Datter ...«
»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny
Kapellan ...«
»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --«
Han drog hende til sig og kyssede hende.
»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i
Mørket?«
#Ja, hvad gjorde hun dog?#
Kapitel II.
(Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)
»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som
Kapellan!«
Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og
alvorligt Ansigt.
Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:
»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra
været en Gentleman's!«
»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«
Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.
»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min
Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra
sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver
hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk
Kandidat af Deres Art.«
»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«
»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min
Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«
»Har hun sagt det?«
Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i
Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som
Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand
kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.«
Kapellanen smilede atter.
»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«
»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre
travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og
-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til
Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«
»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset.
»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid,
desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af
#Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«
Kapellanen bukkede og gik.
Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han
til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede
You have read 1 text from Danish literature.
Next - En adelig Opdager - 5
- Parts
- En adelig Opdager - 1Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4434Total number of unique words is 129252.4 of words are in the 2000 most common words68.4 of words are in the 5000 most common words76.4 of words are in the 8000 most common words
- En adelig Opdager - 2Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4559Total number of unique words is 127351.1 of words are in the 2000 most common words68.0 of words are in the 5000 most common words76.4 of words are in the 8000 most common words
- En adelig Opdager - 3Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4473Total number of unique words is 137947.6 of words are in the 2000 most common words66.9 of words are in the 5000 most common words76.5 of words are in the 8000 most common words
- En adelig Opdager - 4Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4404Total number of unique words is 134449.2 of words are in the 2000 most common words65.6 of words are in the 5000 most common words73.0 of words are in the 8000 most common words
- En adelig Opdager - 5Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 2279Total number of unique words is 81761.3 of words are in the 2000 most common words73.4 of words are in the 5000 most common words80.9 of words are in the 8000 most common words