En adelig Opdager - 1

En adelig Opdager.


Richard Marsh

En adelig Opdager

Bearbejdet efter Originalens 4. Oplag
af
Axel Thomsen

Kjøbenhavn.
H. Hagerups Forlag.
1902.


A. Rosenbergs Bogtrykkeri.


Indhold.

Side
1. Det stjaalne Brev 9
2. En frygtelig Nat 20
3. Den forsvundne Hustru 33
4. Et gaadefuldt Indbrud 46
5. Den stjaalne Traktat 62
6. Den snedige Herredsfoged 80
7. Sammensværgelsen 93
8. En mystisk Passager 108
9. En veltalende Præst 118
10. Grev Campnells Klinge 132


Richard Marsh,

nærværende Bogs Forfatter, er en af Englands nulevende
Romanforfattere, med hvem ofte kun Conan Doyle kommer paa Højde.
Han er en Mand i sine bedste Aar og har allerede udgivet omkring en
Snes Romaner, alle paa Londons største og fineste Forlag. Næstefter
»#En adelig Opdager#«, der udkom for faa Aar siden og naaede 3.
Oplag i Fjor og 4. i Aar, har R. M. skrevet Bøger med saa spændende
Titler som »Kunstmorderen«, »Kvinden med den ene Haand«, »Det
Synlige og det Usynlige«, »Det mystiske Hus«, »Djævlen« o. m. a.
Dog, ikke nok med, at Bøgerne bærer de mystiske Titler, Forfatteren
selv er en ret mystisk Personlighed.
Der findes i hele England ikke et Blad eller Tidsskrift, hvori blot
den ringeste biografiske Oplysning om ham nogensinde har været
offentliggjort, skønt han er særdeles læst. Det er et Særsyn i
England, men Forfatteren ønsker selv denne Hemmelighedsfuldhed og
vaager stærkt over den.
Grundene kan være mange. Der er Englændere, der vil vide, at Navnet
er et Pseudonym, som dækker over en kendt engelsk Detektiv, andre
mener en Videnskabsmand, atter andre en Hertugsøn(!) o. s. v.
Med »En adelig Opdager« indføres Forfatteren for den danske
Læseverden.
_A. T._


Den engelske Presse
om
"En adelig Opdager".

MORNING NEWS: »Hele Bogen er god og spændende, skrevet i det
livligste Sprog med usædvanlig godt tegnede Figurer og gode Paafund.
... Enhver, der søger en spændende Bog, vil læse »En adelig Opdager«
med den største Interesse.«
COURT CIRKULAR: »Richard Marsh har her skrevet fortræffelige Ting i
Sherlock Holmes Genren. Alle Bogens Begivenheder er uhyre snildt
opfundne og glimrende kombinerede. »En adelig Opdager« vil forøge
Forfatterens Ry«.


I. -- DET STJAALNE BREV.

Kapitel I.
(Hvem er Tyven?)
Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den
gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin
Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.
Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han
straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu
ventede han længselsfuldt.
Endelig bankede det.
Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor.
»Der er en Herre --!«
Godsejeren greb hurtig Visitkortet.
»Lad ham straks komme herind!«
Tjeneren bukkede.
Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk,
aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk.
»Det er altsaa Grev Campnell?«
Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«
»Ja--a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr.
Greve! Ja--a, der er hændt mig noget --«
»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«
»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit
Skrivebord!«
»Hvornaar?«
»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru;
da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«
Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre
gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.
»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«
»Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte
læses af andre end den, det var skrevet til.«
»Var det et Brev, De havde modtaget?«
»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da
min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«
»Hvem kom med det Bud?«
»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran
mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens
Soveværelse«.
»Hvor længe var De da borte?«
»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste,
det laa fremme.«
»Lukkede De Døren, da De gik?«
»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«
»Hm --! Er der blevet andet borte?«
»Nej, ikke en Smule!«
»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«
»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«
»Er De sikker paa #det#?«
Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg
syntes, jeg gjorde det.«
»Saa Pigen, De skrev?«
»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«
»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«
»Nej, vist var der ej ...« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig.
»Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv,
hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det
Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«
Detektiven smilede.
»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om
nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«
»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i
Forstuen.«
»Ja saa ...«
Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min
Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«
»Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke
til, om nogen er gaaet herind i Værelset. -- Eller ogsaa er Tyven
kommen ind gennem Vinduet!«
»Ja -- det har ganske vist staaet aaben ...!«
Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor
var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.
Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget
pludselig hans Blik.
»Hvad er det?«
Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted
paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.
Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven
undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.
»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som --«
»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over
den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i
Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har
smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja
ikke sandt, det er soleklart ...«
Detektiven maatte smile.
»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har
været inde i Værelset? Fra Haven kan man #ikke# se Deres Skrivebord.
De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«
Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.
De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da
Døren knirkede.
Det var Godsejerens lille Nevø.
Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede
Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde
ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke,
James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.
»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt
puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør
hun det nok --«
Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til
Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.
»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«
»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«
»Ja -- ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, #hvem# der har taget
det -- jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«
»Naa--aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er
mange Penge, Hr. Godsejer.«
»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer
og mer!«
Detektiven trak paa Skulderen.
»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig
Undersøgelse eller --« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og
Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«
»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«
Detektiven tyssede.
»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre
sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først
de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de
mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.
Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at
se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.
»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud
og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«
Dermed gik han.
Godsejeren blev alene.
Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var,
kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.
»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set
ham?«
»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med
Godsforvalterens lille Pige.«
»Naa--!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa
vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.
Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer
han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive
Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ...
Da banker det.
»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men --«

Kapitel II.
(Den værdifulde Hale.)
Det var atter Grev Campnell.
Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at
telefonere til Herredsfogden.
Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg
takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel
til Herredsfogden og beder ham hjælpe os --«
»Før eller efter Brevet er fundet?«
»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.
»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet
er fundet!«
»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«
»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:
»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«
Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den
klodsede Hale, han selv havde lavet.
»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.
»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende.
»Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...«
En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens
Arm.
»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! -- Gaa Du blot,
lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal
komme ned og lave en bedre om lidt!«
Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben
kunde bære ham.
»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede
Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom
ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan
læse.«
»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at #jeg# er Tyven?«
Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.
»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da
Papiret var fundet.«
»Hva--?«
Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.
»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige
Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. #De har væltet Deres
Gummiflaske!#«
»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?«
»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet -- og paa Deres Ærme.
Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«
»Naa ja -- og hvad saa --?«
»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste
Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De
selvfølgelig #ikke# haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget
det. De har tabt det ganske kort efter -- herude paa Gangen, hvor
Roland legede, og hvor #han# netop har fundet det, og i bedste Tro
lavet Dragehale deraf. -- Til yderligere Betryggelse vil De
forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«
Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav
med Et Detektiven Ret.
Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de
2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp
ingen Naade og Forestillinger.
En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og
Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste
Muligheder«.


II. -- EN FRYGTELIG NAT.

Kapitel I.
(En Mumie?)
Det var i Juletiden.
De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende
og en lurvet Fyr i den anden.
Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen
faldt med et Brag paa Gulvet.
Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.
»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«
Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved
Aftensbordet.
»Sig mig, Onkel -- hvad var der i den Kasse?«
Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.
»En Mumie!« svarede han.
Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.
Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en
Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i
Morgen!
»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.
»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa
Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel
ikke værd?«
»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa
den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!«
Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der
foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke,
hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød,
den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din
Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«
* * * * *
Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.
»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.
»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var
laaset.«
»Vi kan da #se# paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.
»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«
»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme -- kom, lad os se ad!«
Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.
»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie --
tænk Dig en rigtig Mumie -- saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse
ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og
venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«
Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i
Studereværelset.
»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.
Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen -- en
ækel Tingest at se paa.
»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«
»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«
Men Clara #vilde# paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og
bankede paa Laaget.
»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.
Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.
»Hvor tung mon den er?«
Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.
Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det
lykkedes ikke.
I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.
Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol
væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.
#Dér# stod vi i Bælgmørke!

Kapitel II.
(I dødelig Angst.)
»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.
Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa
Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«
Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en
uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.
Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud
og laasede udvendig fra.
Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.
Jeg skulde sove deroppe -- derom var vi uhyre enige.
Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først
da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:
»Næ -- var det dog ikke forfærdeligt!«
»Lad være at tale om det, Clara!«
»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«
»Mumier kan da ikke stønne!«
»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en
Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var
bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller -- tror Du, den kan gaa
omkring om Natten?«
»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«
Men vi #kunde# ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid,
bankede det sagte paa Døren.
Vi laa ganske stille ...
»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.
»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«
»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har
naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa
trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«
Saa gik de igen.
Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke
have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«
»Nu er det i hvert Fald for sent.«
»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham,
naar han om lidt gaar til Sengs.«
Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.
»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu #maatte# jeg sige det.
»Ja!«
»Kan Du høre det?«
»Ja --« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«
»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«
»Jeg tror det ogsaa ...«
»Hvad skal vi gøre?«
Clara var grædefærdig.
Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.
»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.
Resolut sprang jeg op.
»Hvor gaar Du hen?«
»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. -- Nu #maa# vi have fat paa
ham!«
»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«
Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.
Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi
rystede af Skræk.
»Naa! Hvad er der løs?«
»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar
dernede.«
»Hvad for noget?«
»Aa skynd Dem, skynd Dem ...«
»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.
»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I
tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.
Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre
lange Skridts Afstand.
Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt
deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.
Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd
derinde.
Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han
aabnede Døren.
Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.
»Kom saa med Lyset!«
Han greb det hastigt.
En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med
forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.
Detektiven gik hen imod den.
»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«
»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.
»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde
holdt Mandfolkene ikke ud.«
I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.
»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«
»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb
stønnende hen mod Vinduet.
»Saa--saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa
hendes Skulder og holdt hende tilbage.
»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo
ved at dø af Forskrækkelse.«
»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«
Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende
og fulgte selv bagefter.
Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.
»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække
nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I
faa Historien at vide.«

Kapitel III.
(Nød bryder alle Love.)
Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som
Grev Campnell fortalte os næste Dag.
Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent
havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste
Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i
London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den
sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser,
men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han
pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min
gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en
Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for'
han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart
han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr
vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var
genial.
Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin
Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og
haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa
den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til
Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse
ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde
klare sig for Natten, som han kunde bedst.
Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs
Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget
med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet
var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var
frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
* * * * *
Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste
Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten
indløst.
Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore
Julegæster -- særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor
belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.


III. -- DEN FORSVUNDNE HUSTRU.

Kapitel I.
(Selvmord eller --?)
Ȯrede Grev Campnell!
Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De
straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd
hverken ud eller ind -- maaske har jeg allerede været Skyld i et
Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!
Deres meget ærbødige
_Cyril Majendie_.«
Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der
for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske
Millionærdatter, Frk. Scraggs -- hvorfor hun tog ham, maa Pokker
vide. Han saa meget ophidset ud.
»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!«
»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«.
»Vel, saa venter jeg Dem.«
Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han
vendte sig om:
»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik,
da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig
for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet.
»Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys
Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig
Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg,
enhver har nok. -- Farvel, jeg venter Dem altsaa.«
Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst
derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med
udstrakte Hænder:
»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer ... De er et prægtigt
Menneske! Vil De have noget at drikke?«
»Nej tusind Tak!«
Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell
ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har
fortalt mig, hvad der er i Vejen.«
»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min
Hustru og mig?«
»Ikke en Smule.«
»Min Hustru er forsvunden!«
»Ja saa.«
»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men
denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld -- denne
Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan
aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal
#jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr.
-- skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde
det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.
Næste Morgen viste hun sig ikke.
Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set
Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar
de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges
fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«
Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes
Ringe og Smykker.
Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt
Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige
mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.
Majendies Stemme blev hviskende:
»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...«
»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil.
»Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«
Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran
dem.
»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre
sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid
til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt ...«
»Hr. Campnell --!«
»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres
Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres
Samvittighed i Alkohol«.
Majendie tøvede.
»Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes ...
havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.
»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal
overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«
»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De
tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg
øjeblikkelig tage dem bort.«
... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han
Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.
»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst
besynderligt, der er passeret her i Huset.«
»Naa, og det er?«