Anno 7603: Skuespil i 6 Acter - 3

Undskyldning falder bort som utroeværdig, da han for Raadet har
formastet sig til at paastaae, at Pletten var liden, som samtlige
Raadets Biesiddere dog har befundet at være stoer, saa har Raadet efter
fleste Stemmer
Kiendt for Ret:
Delinqventen Jesper Kammeraads bør for begangne Forbrydelse mod Citanten
bytte Strømpe mod Strømpe, saaledes at Citanten mod at levere ham sin
skamferede Strømpe, modtager en af hans reene.
Julie.
Men Hr. Raadsherre! om disse to Par Strømper ere forskiellige.
Anden Raadsherre _(til Julie.)_
Tie for Retten!
End skulle samme to Par Strømper være forskiellige, da bytte han
Strømper for Strømper, og med denne Skamferede spadsere lige herfra til
det Sted, hvor Ulykken skeede, ydermere haver han til Retten at erlægge
2 Mark som Tabende og Citanten som Vindende 3 Mark, hvilke 2 Mark og 3
Mark Deres respective Fruer haver inden 24 Timer at udrede; end ydermere
skal den første Punkt i Dommen her for Retten exeqveres. Mands Retten
den 22 Februarii 7603.
_(Ole og Jesper gaae bag Coulisen, som for at bytte Strømper.)_

Niende Scene.
Raadsherrerne. Betienten. Julie.
Julie.
Deres Høiviisheder! tager ikke ilde op, at jeg bevidner Dem min
Beundring over Deres Sindrighed og Retfærdighed i denne Dom.
Første Raadsherre.
Jeg troer ikke det giør deres Forstand Vanære.

Tiende Scene.
De Sagsøgende. Raadsherrerne. Julie. Betienten.
Jesper _(vemodigen.)_
Mine naadige, høiviise og indtagende Herrer! kunde Dommen ikke formildes
derhen, at jeg maatte tillades, at opfylde ogsaa den sidste Punkt af
Dommen her for Retten?
Første Raadsherre.
Det kommer an paa deres Contrapart.
Ole.
Jeg samtykker deri -- men med mindre end 30 Skrit lader jeg mig ikke
nøie.
Første Raadsherre.
Saa behag Hr. Jesper Kammeraads at gaae rundt omkring Bordet i en
Afstand af en Alen.
_(Raadsherrerne staae alle op, vende Ryggen mod Bordet, betragte
med deres Lorgnetter Jespers Strømper. Betienten tæller
Skrittene høit. Da Jesper har giort nogle Skrit, standser Ole
ham.)_
Ole.
Nei Tak! den Side skal vendes til Herrerne, som Pletten er paa.
_(Jesper maae gaae til den anden Side. Da alting er forbi, bukke
de Sagførende og gaae. Raadsherrerne sætte sig.)_
Første Raadsherre.
Betient! er der flere paa Listen?
Betienten.
Jens Rokkedreiers contra Peer Skoemagers, som skal have skieldt ham for
Tyv.
Anden Raadsherre.
Siig dem, vi befatter os ikke med grove Sager. Flere?
Betienten.
To Poeter med en Hoben Vidner.
Anden Raadsherre.
De Poeter-Sager ere de allerværste at dømme i; giver man den eene Ret,
saa skriver den anden Pasqvil om os. Faaer ingen af dem Ret faaer vi
Pasqviller af dem begge.
Julie.
Jeg tænker paa et Middel til at faae Sagen lovmessig afvist. Behager
Deres Høiviisheder først at lade indkalde den eene sagsøgende Poet.
Første Raadsherre. _(til Betienten.)_
Kald den een sagsøgende Poet ind.
_(Betienten gaaer.)_

Ellevte Scene.
Første Poet. Betienten. De Forrige.
Julie.
Jeg begriber ikke, hvorfor de vil føre Process med deres Contrapart, som
er en Slyngel.
Første Poet.
Ja det veed Himlen, han er.
Julie _(til Raadsherrerne.)_
Behager De at lade hans Contrapart hente.
Første Raadsherre. _(til Betienten.)_
Hent hans Contrapart.
_(Betienten gaaer, Julie hvisker til Raadsherren.)_
Fortæl Contraparten hvad hans Modstander har sagt om ham, saa vil de
faae god Anledning til at afvise Sagen.

Tolvte Scene.
Betienten. Fierde Poet. De Forrige.
Tredie Raadsherre.
_(til fierde Poet.)_
Deres Contrapart har erklæret her for Retten, at de er en Slyngel.
Fierde Poet.
Saa erklærer jeg her for Retten at han er en Esel.
Fierde Raadsherre.
Saa erklærer jeg paa Raadets Vegne, at denne Sag afvises til Dame-Retten
hvor de grovere Sager afgiøres.
_(De Sagsøgende bukke og gaae.)_

Trettende Scene.
De Overblevne.
Julie.
Nu seer De mine Herrer! at Sagen efter mit Raad blev afviist.
Fierde Raadsherre.
Himlen være lovet, at de skilte os af med dem. Nu kan vi hvile os lidt.
_(hver tager sit Syetøi op, en Sminkekrukke og Speil. De sminke
sig.)_
Tredie Raadsherre.
Au, au, au! det blir min Død.
_(Han falder om og besvimmer. De andre Raadsherrer reise sig
forskrekkede og blege, om de kan.)_
Anden Raadsherre.
Jeg seer det bare Blod, han har stukket sig med sin Syenaal.
Julie.
Jeg forstaaer saa meget af Medicinen, at jeg trøster mig til at curere
den Skade.
_(Hun tager sin Eaudelavande-Flaske op af Lommen og stenker nogle
Draaber paa den Besvimedes Hals. Han vogner af Besvimelsen.)_
Tredie Raadsherre.
_(i det han vogner, til Julie.)_
Staaer de inde for mit Liv.
Julie.
Inden to Minuter skal de være ligesaa frisk, som de var før, paa en
Feber nær.
_(Hun drypper nogle Draaber Eaudelavande paa sit Tørklæde, som
hun vikler om hans Finger. Patienten skriger ved Svien af
Eaudelavendet og besvimer igien.)_
Anden Raadsherre.
Vi vil intet foretage førend vores Hr. Collega er kommet sig igien? Vi
vil imidlertid see at erstatte den Skade, som vores Ansigt ved denne
Leilighed har lidt. _(til Betienten)_ Bring koldt Vand.
_(Betienten gaaer, de sminke sig.)_
Fierde Raadsherre.
_(gispende til Julie.)_
Mener Frøken Doctor, at han ikke beholder Mindelsen af denne Feber?
Julie.
O! intet af Betydenhed; men han maae tage sig vel vare for salt og suurt
og Trækvind.

Fiortende Scene.
_(Betienten kommer igien med koldt Vand, Raadsherrerne drikke,
den saarede Raadsherre vogner op efter at Julie har stænket
nogle Draaber Vand paa ham.)_
Julie.
_(til tredie Raadsherre.)_
Hvordan befinder De dem nu?
Tredie Raadsherre.
Himlen være lovet! meget bedre, men Feber føler jeg endnu i Kroppen, og
er ligesaa mat, saa mat, saa det er en grue. Frøken Doctor, torde jeg
vel vove saa strax at tage hiem?
Julie.
_(føler hans Puls.)_
Bevare os! ikke paa et Korteer endnu.
Tredie Raadsherre.
Saa gid det Korteer da var forbie! og jeg laae i min Seng! For deres
Umage skal min Kone forskylde dem, naar de vil giøre os den Ære at
besøge os.
Julie.
O! det kan altid finde sig; men det var dem nok tienligt, at de tog dem
lidt Motion her i Salen.
Tredie Raadsherre.
_(forsøger at reise sig.)_
Au! jeg kan ikke engang reise mig, end sige gaae.
Julie.
_(føler hans Puls.)_
Ja de er virkelig haardt angreben, men en smule Motion vil vist giøre en
ønskelig Virkning. _(til Betienten)_ Vær saa god at tage Herren under
Armen og gaae lidt om med ham.
_(Betienten tager ham under Armen. Patienten giver sig ynkelig og
med megen Møie og Lempe bringes paa Fødderne, og lader sig,
som en Krøbling, lede omkring af Betienten.)_

Femtende Scene.
En Pige. De Forrige.
Pigen.
_(til første Raadsherre.)_
Deres Frøken Søster, Lieutenant Ingeborg er styrtet med sin Hæst, og har
brækket sin Arm.
Første Raadsherre.
Der har man et nyt Beviis paa, hvad utidig Forvovenhed kan foraarsage.
_(til Julie)_ Vil De umage Dem hen til hende, Frøken Doctor?
Julie.
Jeg beder om Forladelse. Det er ganske uden for mit Fag, ligesom Deres
Høiviisheder ikke ere Dommere uden i de finere Sager, saa er jeg ikke
Doctor uden i de finere Sygdomme.
Første Raadsherre. _(til Pigen)_
Har min Søster faaet Doctor?
Pigen.
Ja, Regimentsfeldskiær Maren er hos hende.
Første Raadsherre.
Ja, saa siig hende fra mig, at det giør mig meget ondt, at hun er kommen
i den Uleilighed. _(Pigen gaaer)_ Nu maae hun dog sande mine Ord, at en
overdreven Dristighed fører Folk i Ulempe.

Sextende Scene.
En Pige i Liberie. De Forrige.
Pigen.
_(til Første Raadsherre)_
Herre! Deres Melampe har faaet Been i Halsen.
Første Raadsherre.
Jeg ulyksalige!
_(han græder.)_
Tredie Raadsherre.
Det er ret en Tycho Brahes Dag i Dag. _(Klokken slaaer, de staae alle
op)_ Meener Frøken Doctor, at jeg tør driste mig udi Kareten?
Julie.
Har de langt at kiøre?
Tredie Raadsherre.
Ja temmelig langt, til fierde Huus herfra.
Julie.
Ja det vover de ikke meget ved, naar de allene holder Karetvinduerne
lukkede.
Tredie Raadsherre.
Ja Himmelen bevare mig fra andet.
_(til fierde, med sygelig Stemme.)_
Hvad skader dem? De seer saa ilde ud?
Fierde Raadsherre.
Jeg vil sige dem reent ud, som det er. Jeg var i Aftensangen i Gaar; men
jeg forsikrer dem helligen paa, at jeg ikke fik Blund paa mine Øine den
hele udslagene Prædiken igiennem. Det har ikke hændt mig i de sidste
otte Aar. I Begyndelsen følte jeg ingen Uleilighed deraf; men jeg mærker
at det kommer efter.
Julie. _(leer afsides)_
Ja, Vanen er den anden Natur, og Uorden i den anden Natur er næsten
ligesaa farlig som Uorden i den første, som Hypocrates anmærker og
beviser i sin 5te, 6te og 7de Foliant.
Anden Raadsherre.
_(til sine Colleger.)_
Bevar os, hvor hun har megen Lærdom!
Julie.
Jeg vil curere Deres Høiviished med nogle Draaber. _(til Betienten)_
Bring et halvt Glas reent Vand. _(Betienten gaaer og kommer igien med
Vand, Julie vender sig til Siden, og lader som hun af sin
Eaudelavande-Flaske kommer Draaber deri)_ Det smager som det bare klare
Vand. _(til Patienten)_ Men de vil vist finde god Virkning deraf. _(hun
leverer Glasset til Patienten som drikker.)_
Fierde Raadsherre. _(puster.)_
Det gav Lise. Himlen velsigne dem Frøken! jeg er, saa sandt jeg lever,
næsten ganske restitueret.
Første Raadsherre. _(til Julie.)_
De er nok ikke fød her i Landet?
Julie.
Nei, mange hundrede Mile herfra.
Anden Raadsherre.
Det er bedrøveligt, at Fremmede skal saa langt overgaae os i alle Ting.
_(til Patienten)_ En af vore Doctore havde vist ladet dem pines i mange
Dage.
Tredie Raadsherre. _(til Julie.)_
Forlade min Synd; jeg vilde selv næsten ønske, jeg havde haft det Uhæld
ikke at have sovet under Aftensangen, for at nyde den Lykke at blive
cureret af dem.
Julie.
Jeg takker erbødigst for Complimenten. Men tør jeg spørge, hvorfor de
ikke heller sover hiemme.
Patienten.
Det vilde ansees for den gemeeneste Uanstændighed her i Landet at
forsømme Aftensangen, og for lige saa uanstændigt ikke at sove under
den. Jeg kan ikke sige, hvor jeg skammede mig over min Aarvaagenhed.
Julie. _(afsides)_
En kiøn Andagt. _(høit)_ Hvorfor gaaer de da ikker heller i Høimesse.
Patienten.
Nei der er reent af Brug blant honette Folk i vor Tidsalder. Vores
salige Forfædre, som jeg har hørt, sov i Høimessen, men det er nu længe,
længe siden gaaet af Moden.
Julie.
I mit Land gaaer man i Kirke for at opbygges.
Tredie Raadsherre.
Ligesaa hos os.
Julie.
Men opbygges de da i Søvne.
Anden Raadsherre.
Vi Cavalierer sover, og opbygges ikke, men Damerne og Pøbelen vaager, og
opbygges.
Julie.
Men hos mig vaager baade Cavalierer og Damer.
Første Raadsherre.
Ja hvert Land har sin Skik.
Patienten.
Gid jeg havde været i deres Land i Gaar, saa havde jeg ikke været nær
død af Skamfuldhed.
Tredie Raadsherre _(til Julie.)_
Hvad en vel opdragen Cavalier er blant os, seer ved sin Ankomst i Kirken
strax efter om der er opkommen nye Moder, giver et Vink til Fruentimmer
af nøie Bekiendtskab, og naar han dermed er færdig, sover han til hans
Kammerpige kommer og vækker ham, for at sige ham, at Prækenen er ude.
Julie.
Maaskee deres Præster prædike slet.
Siette Raadsherre.
Nei vi have ypperlige Mænd.
Fierde Raadsherre.
Det er just Ulykken den. Det var min i Gaar.
Femte Raadsherre.
Naar man af Glemsomhed er agtpaagivende for længe, saa farvel Søvn!
Tredie Raadsherre.
Ja naar man af Uforsigtighed har glemt at tage Bomuld i Lommen, saa
staaer man virkelig meget stoer Fare.
Julie.
Men siden deres Præster ere gode, hvorfor høre de dem da ikke?
Anden Raadsherre.
O Himmel hvor kan de tale saa? Bevare baade mig og hver ægte Kavailler
fra den Skam!
Første Raadsherre.
_(peger paa Patienten.)_
De seer, hvordan den Hr. Kollega er faren baade paa Siæl og Legeme.
Stakkel! han har, desværre, alt for stor Aarsag til at være saa. Men
mine Herrer, Klokken er mange.
Fierde Raadsherre _(til Julie.)_
Behager Frøkenen at spise Suppe med mig?
Julie.
Jeg takker ærbødigst, jeg spiser til Middag hos Jens Skoeflekkers.
Anden Raadsherre.
Det maae de takke Krandsen for. Ha, ha, ha.
Tredie Raadsherre.
Ja den Jens skal være en stor Nar efter Krandse.
Femte Raadsherre.
Lad os gaae, mine Herrer, hiem at spise og samle nye Kræfter til at
udholde nyt Slæb i Morgen.
Julie.
Ja jeg maae tilstaae, de har et møisommeligt Embede?
Anden Raadsherre.
Og det Dag ud og Dag ind.
Tredie Raadsherre.
Og alt, hvad vi fortiener derved er nogle visne Skillinger til
Knappenaale.
Siette Raadsherre.
Vi arbeide for at tiene et uskiønsomt Publicum, og arbeide os gamle for
Tiden. Men det er Tid at gaae.
_(De gaaer.)_


Femte Act.

Første Scene.
i Skoeflikkerens Huus.
To fremmede, Julie, de fire Poeter sidde om et Bord, hvorpaa
staaer en Ølkande, en Flaske og et Glas. De spise i Taushed,
Poeterne graadigen, og naar de kommer til at tale, tale de med
Maden i Munden, Grete Skoeflikker kiger frem af en Culis,
hvorfra hun ei sees eller høres af de andre.
Grete.
_(sagte pegende paa sin Mand.)_
Det vidste jeg nok min Mand, at du vilde holde Giestebud, da jeg bildte
dig ind, at jeg skulde spise paa Landet.
Jens.
I maae ikke tage ilde op I gode Venner, at jeg kun giver Erter og Flesk
og røget Kiød.
Første Poet.
Det bedste er godt nok Hr. Patron, det er og en solid og sund Føde, den
har man længst godt af. Jeg kan desuden nok begribe, at Hr. Patronens
Kone ikke under dem mange Penge at raade over i hendes Fraværelse at
kiøbe ferskt for.
Jens.
Nei, det veed Himlen; og saae hun mig beværte mine gode Venner, saa var
hun i Stand til at blive uartig, hvor tarveligt her end gaaer til.
Grete _(sagte.)_
Jeg bliver snart uartig, skal du see.
_(hun viser Spandremmen.)_
Anden Poet.
De Fruentimmer love meget, naar de frier til os, men naar de først har
os i deres Kløer saa --
Tredie Poet.
Pyt!
Julie. _(til Tredie Poet.)_
Hvor de er lykkelig i at anvende Pyt.
Tredie Poet.
Ja jeg er saa kiæk, at jeg tør sige, jeg har nogenledes bragt dette Ord
i Lyster.
Jens.
Jeg har ogsaa giort mit dertil.
Fierde Poet.
De har giort det meste dertil. De ere vores og Vittighedens Patron.
Julie. _(til Jens.)_
Nu kan Hr. Patron sige pyt til hele Verden.
Første Poet.
Ja Pyt til alle Verdener, om der ere flere til.
Grete. _(sagte.)_
Jeg har dog nogle Løier af at høre paa det Pølsesnak.
Julie. _(til Jens.)_
Under deres Beskyttelse er Pyt bleven stoer og de udødelig ved Pytten.
_(sagte)_ Man skal hykle for sin Mæcenas, især naar han er dum.
Jens.
Aberbos, vi talte nyelig om min Kone. Troer de, hun skiønner paa mine
Fortienester i de artige Videnskaber?
Tredie Poet.
Nei, ellers kunde hun aldrig være uartig mod dem.
Grete. _(sagte.)_
Jeg skal strax være uartig mod jer allesammen.
Første Poet.
Man roser hende just ikke paa de Steder i Byen, hvor jeg kommer.
Grete. _(sagte.)_
Maaskee de ikke vide der, at jeg er til engang.
Julie.
Man skal ikke troe, hvad Folk snakker. For Exempel den Historie om den
Sølvskee, som blev savnet i Kiøkkenet hos en fattig Kokkedreng strax
efter at han havde betalt Grete Skoeflikker for et Par nye Hælflekker.
Jens.
Det var godt sagt, ha, ha, ha.
_(hans Mave disser af Latter.)_
Grete. _(sagte)_
Jeg rammer jer siden got Folk. Den leer best, min lærde Mand, som leer
sidst.
Jens _(til Julie.)_
Frøkenen spiser jo intet? Smager det hende ikke?
Julie.
Jeg har intet smagt; thi sandt at sige, saa har jeg slet ingen Apetit.
Jeg takker Hr. Patron lige saa hiertelig, som om jeg havde spiist.
Grete. _(sagte.)_
Det Fruentimmer er ingen ret Poet, og beskiemmer sin Krands. Jeg kan
godt lide hende paa Sølvskeen nær.
Jens.
_(Tager Ølkanden)_ Singot. _(han drikker og byder Julie den, som rekker
den til sin Naboe, Tredie Poet)_ Hvad nu, de hverken spiser eller
drikker?
Julie.
Den Glæde at nyde deres Sælskab har ganske betaget mig Lyst dertil, og
skulde jeg nyde det daglig, troer jeg sikkert, at jeg kom til at døe af
Hunger og Tørst.
Jens.
Jeg siger tusend Tak. Hvad det dog er en Glæde at høre fornuftige Folk
tale.
Grete. _(sagte.)_
Som giør Nar af dig i dine aabne Øine.
Tredie Poet.
_(med Kanden i Haanden bukker for Jens.)_
Længe leve Mæcenas!
_(han drikker.)_
Jens.
Nu har jeg glemt hvad det Ord Micinas vil sige.
_(Fierde Poet betænker sig paa Svar forgieves.)_
Julie.
Det er en stor Mand, som beskytter Videnskaberne og deres Dyrkere.
Grete. _(sagte.)_
Nei, det er en Nar, som giver Kieltringer Erter og Flæsk.
Jens.
Jeg beskytter dem efter min Evne, og mere vilde jeg giøre, naar ikke min
fordømte dumme Kierling var mig i Veien. Forlade den Soe!
Grete. _(sagte.)_
Jeg skal erindre det.
Første, Anden, Fierde Poet.
_(efter hinanden drikker og raaber.)_
Længe leve Mæcenas.
Jens.
Men vil de gode Venner ikke spise mere?
Alle Poeter.
Nei, vi takke Hr. Patron!
Jens.
Saa en Sopken oven paa den fede Mad _(han tager Glasset og drikker)_
Singot.
_(Han rækker Glasset fra sig, de fire Poeter drikker, og raabe
efter hinanden:)_
Længe leve Mæcenas.
_(Poeterne drikke fulde Glas.)_
Jens.
Jeg har ingen Lekkerbisken at byde dem oven paa Maden, men de har
desmere at byde mig naar jeg faae høre nogle af deres kiønne Vers.
Første Poet.
_(langsomt.)_
Guddommelige Finger!
Du bortfilerer min Siel.
Den trykker sig ud
Igiennem Trængsel -- --
Han sover alt.
Grete.
Det er det første Tegn paa Fornuft, jeg har seet hos ham. Jeg kunde selv
sove ind over det Væv, naar jeg ikke var vred.
Første Poet.
Nu maae vi see at forsyne os med noget til Aftensmad.
_(De tage hver, Julie undtagen, et stort Stykke Brød i Lommen.)_
Grete _(sagte.)_
Nei nu gaaer det for vidt. _(hun springer frem)_ I udhungrede
Kieltringer, I Dagdrivere. _(De reise sig alle forbausede op)_ Tør I
udhungrede Bester bilde jer ind, at I skal leve af en ærlig arbeidsom
Kones Sveed. Spinder I sultne Slyngler, fortiener I kun lidt, fortiener
I det dog ærligt. _(til første Poet)_ Herfrem, du Skurk! med det Stykke
Brød du stial.
_(Første Poet forbluffet, trekker Papiret med Brødet op af sin
Lomme, og lægger det paa Bordet, Grete jager ham under Slag af
Spandremmen ud. Det gaaer de tre øvrige ligedan.)_

Anden Scene.
Julie.
Jeg har saamen intet Brød i Lommen Madam.
Grete.
Nei det veed jeg; men giør mig Regnskab for den Snak om Sølvskeen.
Julie _(afsides.)_
Himlen bevare mig fra Spandremmen. _(høit)_ Disse Poeter fortalte mig,
og bandte derpaa, at de havde hørt for en Vished, at de havde stiaalet
en Sølvskee af et Kiøkken. Jeg haver, om jeg selv skal sige det, intet
ont Gemyt, og det smerter mig overmaade at høre min Næste fordømmes
efter blotte Byerygter, og jeg var bange for at Poeterne skulle besværge
deres Bagvaskelse ved Bordet i Nærværelse af de Fremmede. Der har de den
hele Sammenheng.
Grete.
Nu forstaaer jeg dem. Deres hele Adfærd ved Bordet har jeg seet, den gav
tilkiende at de var et skikkeligt Menneske og ingen Snyltegiest. Jeg
troer dem paa deres Ord, men sig mig, hvor er de kommen i Lav med de
Kieltringer, og hvor er de kommen til den Krands.
Julie.
Poeterne har sat mig den paa.
Grete.
For Himmelens Skyld kast den pokker i Vold, den er som et lidet
Brændemerke paa Panden af dem, som bære den.
Julie.
Jeg er lystig af min Natur, jeg hørte tale om disse Poeters
Naragtigheder, og lod mig krone for at faae des større Anledning til
Latter, der ligger Krandsen. _(hun kaster den)_ Farvel Madam.
Grete.
Farvel Jomfrue, eller hvem hun er, og skye slet Selskab.
_(Julie gaaer.)_

Tredie Scene.
Grete. Jens.
Grete.
Nu maae jeg vække Mæcenas.
_(hun giver hannem jammerlig Prygl med Spandremmen.)_
Vogn op Patron.
Jens. _(skrigende.)_
Hvad pokker er paa færde?
Grete.
Det er den fordømte dumme Kone, den Soe, som viser sig lidt stødt over,
at hun ikke blev buden med til Giestebudet.
Jens.
Au, au, au.
_(han løber ud, Konen forfølger ham med Spandremmen paa hans
Ryg, Dækket falder.)_


Siette Act.

Theatret forestiller en aaben Mark, som i anden Act.

Første Scene.
Feen. Julie _leer_.
Feen.
Hold dog engang op at lee! Fortæl mig hvordan de fine Mandfolk gefalder
dig, som du nu har seet. Hvem vilde du Leander skulle blive liig? En af
Raadsherrerne eller en af Poeterne.
Julie.
Himlen bevare mig fra at blive hans, naar han lignede en af disse
Byttinger! Jeg er ellers bleven kronet til Poet, men har kastet min
Krands og bleven Doctor Medicinæ. Ha, ha, ha, jeg kureerte et ført
Mandfolk for Stik af en Syenaal. Ha, ha, ha, jeg har befundet at
Mandfolkene her duer ikke uden til at lee af.
Feen.
Nu kan du see hvordan Mandfolkene blive, naar de blive, jo længere i
Tiden, jo mere opdragne til kiælne og pene Junkere.