Anno 7603: Skuespil i 6 Acter - 1

Anno 7603.

Kiøbenhavn 1785.
Trykt hos P. Horrebow, boende i store
Fiolstrædet No. 204.


Personerne:

Een Feen. Adskillige Raadsherrer.
Julie. En Rettens Betient.
Leander. En Pedel.
Professor. Nogle Soldater.
Capitain Sophie. En Kammerpige.
Sergeant Gunild. En Auditeur.
En Tambour. En Major.
Ole Secretairs. Et Pigebarn.
Jesper Kammeraads. Grete Skoeflikker.
Adskillige Poeter. Jens, Gretes Mand.
En Aktør.
Anno 7603.
Skuespil i 6 Acter.


Første Act.

Første Scene.
En Fee. Julie. Leander.
Feen _til_ Julie _og_ Leander.
Nu mine Børn! ønsker I endnu at see hinanden omskabte? Julie! vil du
endnu have din Elsker forvandlet til en forfinet Kiældedægge? Og du
Leander, seer du endnu gierne at din Julie blir en martialsk Person.
Julie.
Jeg ønsker ham min naadige! mere øm og kiælen.
Leander.
Hvor vilde de forbinde mig, om de skaffede Julie mere Kiækhed, mindre
Qvindagtighed. Det maae være en himmelsk Fornøielse, at eie en Person,
som man ikke maae elske, som man elsker et Barn. Qvindagtig er et
Udtryk, hvormed man forbinder et Begreb, modsat mandig. Menneskene vare
eens i Tænkemaade, naar Opdragelsen ikke giorde Forskiel.
Feen.
Julie! du kiender ikke ret de forfinede Væsener, de stift udzirede
Dukker, de foragtelige Skabninger, som med den ækkelste Lispen og
Skurren fremsige stiaalne Vittigheder, og, i Mangel af Hukommelse,
hiemmegiorte Dumheder. Lærte du at kiende dem, vilde du skienke dem din
hele Foragt -- og du Leander?
Leander.
Jeg troer min Naadige, at Julie vilde behage mig mere, naar hun var
mindre det, man kalder qvindagtig. De har sagt mig, at Fruentimmer har
af Naturen faaet Egenskaber forskiellige fra dem, som den meddeelte
Mandspersonerne; men erindrer de Amazonerne.
Feen.
Nok et Beviis imod dig. Amazonerne maatte lemlæste sig for at gaae i
Krig; saa vist er det, at Mands Væsen og Handteringer ere unaturlige for
Fruentimmer: men jeg har fra jeres Fødsel af taget dig og Julie under
min Beskyttelse, og besluttet at giøre jer lykkelige; det kan I ikke
blive fuldkommen, saa længe I plages af uopfyldte Længseler; jeg vil
derfor vise baade dig og Julie hvordan eders Efterslægt vilde blive,
naar man giennem mange Aarhundrede opdrog sine Børn saaledes, som I
ønsker hinanden at have været opdragne. Det torde maaskee udrette saa
meget, at I bleve vel fornøiede med hverandre saadanne, som I ere.
Julie.
Det troer jeg neppe med deres naadige Tilladelse.
Feen.
Nu vel, jeg vil føre jer mange hundrede Aar frem i Tiden til et Folk,
hvis Forfædre opdrog fordum deres Børn efter jeres Ønske, og hvis
Efterslægt stedse rafinerede paa denne Opdragelsesmaade.
Leander.
Men vi forstaae jo ikke deres Sprog? og mange hundrede Aar frem i Tiden?
Feen.
Det bliver min Sag.
I skulle snart den største Fee
I jer Beskytterinde see;
Min Magt Naturens Orden bryder,
Umueligheder Trods jeg byder,
Og puffer, naar jeg seer min Kands,
Min Fiende den sunde Sands.
Særskildte Sprog eens Lyd jeg giver,
Og Tid og Sted forflyttet bliver,
Saasnart det stikker mægtig Fee
At lade sine Konster see.
Hvad jeg har sagt, jeg kan udøve
I snart skal see derpaa en Prøve.
Kommer nu og følger mig.
_(de gaae)_


Anden Act.

Theatret forestiller en aaben Mark, inderst sees et Telt,
Fruentimmerne ere klædte, saa meget mueligt, som Mandspersoner.
-- Mandspersonerne qvindagtigen pyntede.

Første Scene.
Leander. Professor Anne Cattrine.
Leander _(seer sig rundt om, bliver Anne Cattrine vaer)_
Med Tilladelse min smukke Dame! vil De have den Godhed at sige mig, hvor
jeg er.
Anne Cattrine.
Deilige Cavailler! De spørger hvor De er? De veed nok selv, at De er i
Koklikot. _(afsides)_ Det er uden Tvivl et letfærdigt Mandfolk, som
søger Eventyrer i Leiren. _(høit.)_ De har maaskee nogen af Deres
Paarørende i Leiren min Smukke! der staaer den.
_(peger derhen hvor Teltet staaer.)_
Leander. _(afsides.)_
Deilige Cavailler, min Smukke! Hun er vist ikke Kydskheden selv. -- Saa
venlig ved første Øiekast. _(høit)_ Jeg kiender ingen i Leiren, jeg har
ikke engang vidst, at her stod en Leir. _(afsides)_ hvilken Dragt!
Professor Anne Cattrine.
Vi har her Krig med Nagerne. _(afsides)_ Et Mandfolk med Kaarde, han er
klædt som Cavaillererne der, hvor jeg kom fra. Maaskee -- -- _(høit)_
Min Herre, det er ikke Brug her, at Mandspersonerne bære Kaarde.
Leander.
Bære Fruentimmerne den da?
Professor Anne Cattrine.
Ja hvad andet _(afsides)_ enten er han forrykt, eller det er en fremmed,
som er kommen hid paa samme Maade som jeg. _(høit)_ Maae jeg spørge,
hvem jeg har den Ære at tale med.
Leander.
Mit Navn er Leander, og jeg er Kaptein. Maae jeg nu tage mig den Frihed
at spørge hvem den Dame er, som jeg har den Ære at tale med.
Professor Anne Cattrine.
Min navn er Anne Cattrine, jeg er Professor i den gamle Historie; jeg
skulde været Soldat, men Kundskab i den nye Historie erhvervede mig
Professoratet i den gamle.
Leander. _(afsides)_
Hun har en Hoben Skruer løse. _(høit)_ Det er selsomt nok, at Damer ere
Professorer, men at de blive det i den gamle Historie for deres Kundskab
i den nye -- -- _(afsides)_ Hun er fra Forstanden. _(høit)_ Jeg beder,
forklar mig det.
Professor Anne Cattrine.
Min Herre! fortæl mig først een Ting! ved hvad Leilighed er De kommen
hid?
Leander.
De spørger mere, end jeg kan svare Dem paa. For et Øieblik siden var jeg
i Kiøbenhavn. Hvorledes min Reise herhid gik for sig, kan jeg ingen Rede
giøre for.
Professor Anne Cattrine.
Beskyttes, eller hades De af nogen Fee?
Leander.
Jeg beskyttes af en Fee, som har lovet at vise mig Ting, som under visse
Vilkaar skulle kunde skee.
Professor Anne Cattrine.
Og hun, som taler med Dem, er kommen herhid fra samme Sted og paa samme
Maade, som De for otte Dage siden. Da De er fremmed, saa vil jeg
underrette Dem om, at Mandfolk er Fruentimmer her til Lands i Henseende
til Deres Sysler. Nu seer De hvorfor jeg som Fruentimmer kan være
Professor. End videre, maae De vide at man er her nogle Tusinde Aar
længere frem i Tiden end vi. -- De skrive i Aar 7603, saa den nye
Historie hos os, er den ældgamle hos dem.
Leander.
Men siig Frue Professor! hvad tager Mandfolkene sig for.
Professor Anne Cattrine.
Jeg har sagt Dem, de ere de samme i Staten, som Fruentimmer hos os, men
langt mere forkiælede. De har dog en svag Skygge tilbage af deres
forrige Værdighed. De har for Exempel et Raad, hvori de leege
Raadsherrer, og dømme med den pudseerligste Alvorlighed i Sager af det
jammerligste og latterligste Slags. I dette Raad indtræde de fleste
smukke Folkes Børn. Fruentimmerne har og forundt dem et Academie, hvoraf
Medlemmerne alle ere Poeter, og kaldes den herlige Poesies Academie.
Dets Poeter ere ligesaa, om ikke mere forrykte end _(hun hvisker)_ hos
os.
Leander. _(efter at have seet sig om.)_
Hvorfor hvisker De. Der hører jo ingen os.
Professor Anne Cattrine.
Det er en Vane. Jeg har altid hvisket Sandhed om ham. Thi at sige den
høit var orimen læsi &c. Nu har jeg givet Dem den Underviisning jeg har
faaet. Tag Dem vare for, at De ikke bliver forført, ja vel voldtaget af
Fruentimmerne her.
Leander.
Ha, ha, ha, det skal jeg dog vel være sikker for ikke at blive.
_(Man hører en vild Sang bag Teltet, som vedvarer, til tre
Soldater lader sig see syngende.)_
Professor Anne Cattrine.
Ja see Dem for! der kommer nogle vilde Soldater -- Lad os gaae.
Leander.
Lad os bie -- jeg er just kommen for at lære at kiende Landets Sæder.
Professor Anne Cattrine.
Som De behager -- jeg gaaer -- Farvel.
Leander.
Farvel smukke Professor.
Professor Anne Cattrine.
Tag Dem vare for at tiltale saaledes de indfødte Fruentimmer, De vilde
da vist blive anseet for et Skiørlevnets Mandfolk, og behandlet paa den
uanstændigste Maade, omtrent som liderlige Fruentimmer hos os. Der
kommer de, Adjeu Cavailler.
Leander.
Adjeu Frue Professor.

Anden Scene.
Leander. Tre Soldater _(noget beskiænkede, og blive efterhaanden
mere.)_
Leander.
Ha! ha! de have min Troe Kaarde paa!
Første Soldat.
Lad os sætte os her at drikke vort Brændeviin. Her kan Capitain Sophie
ikke see os, hun er en rar Kone; men hun drikker ikke selv, den Nar, hun
er.
_(De sætte sig, tager hver sin Pegleflaske af Lommen, hvormed de
klinke, og synge)_
Første Soldat.
Elske Mandfolk, Tungen væde,
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.
Anden Soldat.
Elske varmt, men ikke længe,
Pene, nydelige Drenge,
Det er Krigerens Maneer.
Glade vi i Krigen drage,
Kommer seirende tilbage,
Glad hver Dreng i Landet seer.
Tredie Soldat.
Kiække Piger, vi vil drikke,
Naar vi mere det giør ikke
Er vi heller meer ei til;
Elske vil vi smukke Drenge,
Som: I streede alt for længe,
Ved vor Hiemkomst sige vil.
Alle.
Elske Mandfolk, Tungen væde
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.
Leander.
Det er en anstændig Sang for Fruentimmer!
Anden Soldat.
Nei see der Søster; vi har, paa min Siæl, faaet en Rekrut til Leiren.
Men hvad for Pokker er det? han har Kaarde paa.
_(De see alle paa Leander, og slaae op en stor Latter.)_
Tredie Soldat. _(til Leander)_
Kys mig mit velsignede, deilige Drengebarn!
_(Hun kysser ham, de andre følge hendes Exempel, og derpaa sætte
sig igien)_
Første Soldat. _(til Anden Soldat)_
Søster Grete! har du dine sædvanlige Tærninger hos dig?
Anden Soldat.
Ja naar gik jeg uden dem? De er mit halve Liv i Fredstider, de har
skaffet mig Levebrød, siden jeg blev Soldat. -- Lønningen skulde jeg
ikke komme langt med, og sauge Brænde gider jeg ikke.
Tredie Soldat.
Nei, lad os heller spille Femkort, det er et ærligt reent Spil. -- Jeg
har Kort. --
_(Hun tager Kortet af Patrontasken.)_
De Tre Andre.
Ja fem Kort, fem Kort.
Første Soldat.
Men drikke først det vakre Drengebarns Skaal.
Anden Soldat.
Det var Ret. _(De drikke.)_
Alle.
Skaal for dig du vakre Drengebarn!
Leander.
Jeg takker. _(sagte)_ Jeg er i godt Sælskab.
Tredie Soldat.
Men hvad skal vi spille om?
Første Soldat.
Hvor kan du spørge saa taabeligt? Om hvem der først skal føre ham i
Teltet.
Leander. _(sagte)_
Om han ellers vil lade sig føre. De godt Folk giøre Regning uden Verten.
Tredie Soldat.
Første Es har Forhaand. _(han lægger Kort om)_ Forhaanden fik jeg.
Leander. _(medens Kortene blandes)_
See, hvor alting gaaer ordentlig til.
Anden Soldat.
Ja min Siæl vandt Fridrike.
Tredie Soldat.
Det priser jeg min Kunst for.
Første Soldat. _(til Anden)_
Siden vi ikke vandt, saa lad os drikke paa den Skræk.
Tredie Soldat.
_(staaer op, til Leander)_
Kom med mig min søde Dreng, der skal ingen være i Teltet uden vi to.
Leander. _(sagte)_
Hvilken Uforskammenhed og Frækhed! _(høit)_ Jeg følges aldrig med drukne
Folk.
Første Soldat.
Hille Knø! der kommer Capitain Sophie.

Tredie Scene.
Capitain Sophie. De Forrige.
Capitain Sophie _(til Soldaterne)_
Børn! I ere jo ganske drukne. Det er en vakker Ære for Piger at drikke
sig ud af stand til at fægte paa en Tid, da man kan vente Fienden hvert
Øieblik.
Første Soldat.
Frue Capitain! Vi drikke paa Nagernes Ruin.
De tre Soldater synge:
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager,
Millioner Draaber Blod.
Capitain Sophie.
Jeg er bange for, I drikker saa vel meent paa Nagernes Ruin, at det
bliver jeres egen. Jeg har desuden den Troe til mine brave Piger, at de
har Mod nok uden at hente det af Brændeviinsflasken.
Anden Soldat.
Capitain hun giør os skamfulde; gid vi aldrig havde smagt en Draabe, saa
skulde de faae see, at de troer sandt om os.
Tredie Soldat.
_(tager sin Flaske, og seer paa den.)_
Min Flaske er ikke halv uddrukken, der ligger den. _(han kaster den, de
andre ligesaa, og raaber i det de kaster den)_ Hurra! leve Sophie.
Capitain Sophie.
Tak mine Børn; det er mig kiert, at I holder af mig.
Første Soldat.
Var der en ved hendes Compagnie Capitain, som ikke holdte af hende,
skulle jeg see den Carnailes Hierteblod.
Anden Soldat.
Du faaer vist ingens Hierteblod at see.
Tredie Soldat.
Nei vist nok ikke. Det maatte være en Vanskabning af et Menneske, som
ikke vilde hende vel.
Capitain Sophie.
Mine Børn! gaaer hen i Leiren.
Første Soldat.
Frue Capitain! det er dristigt, men torde vi bede om en Ting til Beviis
paa, at Capitainen holder af os.
Capitain Sophie.
Siig kun, hvad er det?
Første Soldat.
Om det maatte være os tilladt -- -- det er, som sagt, noget dristigt, om
vi maatte kysse Capitainen.
Capitain Sophie.
Vi kan jo være gode Venner uden at kysses. _(De staae alle tre med
nedslagne Øine)_ Jeg gider ikke see misfornøiede Ansigter; kysser mig
da. _(De kysse hende og derpaa gaae, raabende:)_ Hurra, længe leve
Sophie.

Fierde Scene.
Capitain Sophie. Leander. En Tambour.
Tambour.
Frue Capitain! Musketeer Marie har giort Barsel.
Capitain Sophie.
Schwere Noth! det er nu den fierde af mit Compagnie, som ligger i
Barselseng, og ingen Rekruter er her at faae. Veed du nogen?
Tambour.
Sergeant Gunild talte om, at hun havde Øie paa en Løsgienger som kalder
sig Julie, en ung vakker Pige?
Capitain Sophie.
Lad Sergeanten komme ind til mig.
Tambour.
Har Capitainen seet hvad der staaer?
_(peger paa Leander)_
Capitain Sophie.
Det er en fortryllende Karl. _(til Tambouren)_ Gaae efter Sergeanten.
_(til Leander)_ mit velsignede Barn, lad mig omfavne dig! _(hun omfavner
ham. Tambouren gaaer smilende bort.)_ _(afsides)_ Han tager meget rolig
mod Karesser; det er vist ikke de første han har faaet. _(høit)_ Men hør
min Dreng! jeg seer du har Kaarde paa; det ser pudseerlig nok ud; men
her til Lands bruges ikke Vaaben til Pudserier. Du er en deilig Karl,
men klæd dig ikke som en Nar, at bære Vaaben er dit Kiøn uanstændigt;
leveer mig din Kaarde, min Søn, og følg mig i mit Telt.
Leander.
Jeg er ikke klædt som en Nar, at bære Vaaben er ikke uanstændigt for mit
Kiøn der, hvor jeg er kommen fra. Fanden selv skal ikke tage min Kaarde,
jeg er ikke deres Søn, og følger dem ikke i deres Telt.
Capitain Sophie.
Jeg troer du ordentlig vil giøre Nar af mig, strax hid med din Kaarde.
_(hun vil tage den med Magt, men Leander er hende for sterk)_ Du skal
snart see dem, som kan tage den.
Leander.
Det vil koste --

Femte Scene.
Sergeant Gunild. De Forrige.
Sergeant Gunild.
Hvad befaler Frue Capitainen.
Capitain Sophie.
Min kiære Gunild! har hun faaet fat paa den Omløberske. Grete Tambour
har sagt mig, at hun havde Øie paa hende.
Sergeant Gunild.
Endnu ikke; men hun skal være mig vis nok.
Capitain Sophie.
Ja det er godt nok, men lad Doctoren sige os, om hun laver til Barsel;
hvis saa er, vil jeg ikke eie hende, jeg er saa kied af disse evige
Barselsenge. A propos, hvad har Musketeer Marie faaet, Pige eller Dreng.
Sergeant Gunild.
Dreng.
Capitain Sophie.
Fy! -- hør et Ord Sergeant.
_(hun hvisker til Sergeanten og viser paa Leander.)_
Sergeant Gunild.
Strax Frue Capitain.
_(hun gaaer.)_

Siette Scene.
Capitain Sophie. Leander.
Capitain Sophie. _(til Leander.)_
Nu min Søn! vil du følge mig i Teltet; du kan derved undgaae endeel
Uleiligheder.
Leander.
Fy!

Syvende Scene.
Sergeant Gunild. Tre Soldater. De Forrige.
Capitain Sophie.
Fører ham i Arrest, den Omløber.
_(Sergeanten og Soldaterne føre ham med megen Besværlighed
bort.)_

Ottende Scene.
Capitain Sophie _allene_.
Mage til den Knøses Mod og Kræfter, har jeg endnu aldrig seet hos nogen
af hans Kiøn; jeg gad have ham ved mit Compagnie; men mine Folk ere alt
for ærekiære til at giøre Tieneste med en Mandsperson. Dersom alle
Mandfolk vare af den Kaliber, vilde vi Fruentimmer blive nødt til at
overlade dem Sværdet.

Niende Scene.
Sergeant Gunild. Capitain Sophie.
Sergeant Gunild.
Frue Capitain! da vi vilde tage Kaarden fra Omløberen, blev han rasende,
rev sig løs, trak ud, saarede ti Musketerer, og gav Lieutenant Berthe et
farligt Stik i Armen.
Capitain Sophie.
Enten er han gal, eller det er et forklædt Fruentimmer; maaskee begge
Dele. Er han lagt i Lænker?
Sergeant Gunild.
Ja Frue Capitain! vi havde Møie nok med at faae dem paa ham.
Capitain Sophie.
Jeg vil gaae ind i Vagttæltet at see, hvordan han nu skikker sig. _(De
gaae.)_


Tredie Act.

Endeel Poeter, qvindagtigen og uselt klædte med Krandse paa
Hovedet og Lapper paa Albuen, siddende om et Bord med Vifter
liggende for dem.

Første Scene.
Første Poet.
Hvor bliver det Fruentimmer af, som lod sig melde at bivaane vor
Samling?
Anden Poet.
Vores Academie kommer i Anseelse, kan man mærke, siden det besøges
endogsaa af Fruentimmer.
Tredie Poet.
Ja der maatte dog vel findes en og anden blant dem ogsaa, som viste at
skiønne paa, hvad sublimt og fiint og smukt og herligt og stolt er.
Fierde Poet.
Der har vi Damen, hun er underlig klædt.

Anden Scene.
Julie. De Forrige
Julie.
_(bukker dybt, leer af og til Acten igiennem)_
Mine Herrer Cavaillerer! jeg bevidner dem min Stolthed over at have
faaet deres gunstige Tilladelse til at beundre deres Talenter.
Fierde Poet.
De behager at sidde Frøken. _(hun sætter sig)_ Om de Herrer Colleger
behager, saa vil vi oplæse vore Gaar-Dags Arbeider _(til første Poet)_
Behager Hr. Collega at begynde?
Første Poet _læser_
Til
Andreas Raadmand ved at modtage hans Filee.
Ha!
Guddommelige Finger
Du bortfileerer min Siæl,
Den trykker sig ud igiennem
Trængsel af indveltende Saligheder.
Ha!
Poeterne paa eengang.
O! guddommeligt!
Første Poet. _(til Julie)_
Hvad synes den fremmede Frøken om mit Vers.
Julie.
Guddommelige Pen
Du river Hierter hen,
Du dem kan smelte,
Som Butterdei dem ælte,
Og du som heldig førte den
Bliv min Velynder og min Ven.
Anden Poet.
Ulyksalig plat, hvad synes de Herrer Colleger?
De øvrige.
Plat, plat.
Første Poet.
Jeg kan dog ikke nægte, at hun jo røber Genie, og det er meget af et
Fruentimmer.
Anden Poet.
_(til sin Sidemand, sagte)_
Han tager hendes Partie, fordi hun har roest hans Vers. _(høit)_ Jeg
veed snart ikke mine Herrer, om jeg tør forelæse dem en Gravskrift, som
jeg har giort over salig Christian Generals.
Han bevægede en Finger
Og Damer zittrede
For deres Frihed
Han drog en Smiil.
Og dræbte Hierter.
Her hviler han,
Og Millioner Piger græde,
For han kan ikke dræbe mere.
Det er sublimt, hvad synes de andre Herrer.
Alle.
Sublimt.
Julie.
Mine deilige Herrer! hvor vilde jeg agte mig lyksalig, om jeg kunde
haabe at blive antaget som Medlem af et saa ypperligt Selskab.
Tredie Poet.
Vores Titel er ellers De herlige Brødre.
Julie.
Herlige Herrer! tør jeg anmode dem om Salighed i Selskab med deres
Herligheder.
Anden Poet.
Det er maaskee uhørt, at et Fruentimmer er kommet ind i vores Academie;
de pleier ikke at have de behørige Egenskaber dertil. Men Herrer
Colleger! mig synes dog, vi kunde forelægge hende de anordnede Prøver.
Første Poet.
Frøkenen behager da, at giøre sit første Prøvestykke, det bestaaer i et
Vers efter givne Riim; det er vanskeligt, og bør saa være. _(han tager
et Papiir op af en liden Kasse)_ De behager at læse Rimene.
Julie _(læser.)_
-- Aanden
-- Haanden
-- Pen
-- den
-- Bryst
-- Røst
-- Mennesker
-- er
-- bær
-- Arier
Anden Poet.
Disse Riim maae de fylde inden tre Minuter, hvorpaa Verset skal blive
bedømt.
_(Julie skriver.)_
Første Poet. _(sagte)_
Hun vil vist nok falde igiennem.
Anden Poet.
Det skader os jo slet ikke og hende meget lidet; der kan ikke hendes
hende værre, end at hun maae gaae tilbage igien til sine Søstre og
dyrke, hvad de kalde sund Sands, som Himlen i Naade bevare det herlige
Broderskab fra.
Tredie Poet.
Har vi kundet holde den ude saa længe, saa bliver hun vist ikke den, som
skal fordærve os.
Fierde Poet.
Ret lige nu ere de tre Minutter forbie.
Julie. _(staaer op.)_
Herlige Herrer! forundres ikke over, at jeg i saa oplyst et Selskab
bævende oplæser et Prøvedigt, hvis gunstige eller ugunstige Bedømmelse
vil afgiøre, om jeg bliver for Livstid lykkelig eller ulykkelig; jeg
haaber, at de ædelmodigen vil bære over med et Fruentimmer og en
Begynder i Videnskaberne.
Første Poet.
Frøkenen behager da at oplæse sit Vers.
Julie.
Elektriskhed fra Aanden,
Gid funkle mig af Haanden,
Fra Haanden giennem Pen,
Papiret stoppe den!
Saa svulmende mit Bryst
Skal revne ved den Røst
Blandt meer end Mennesker
Du nu indlemmet er,
Hvis Sange Stempel bær
Af Sphærers Arier.
Anden Poet.
Hun har megen Smag.
Tredie Poet.
Det er allerede meget af et Fruentimmer at paaskiønne den.
Fierde Poet.
Jeg troer ikke at vi med Føie kommer til at nægte hende Krandsen; thi
naar man veed at vælge sig gode Mestere til Mynster, og stræber efter
Evne at komme dem nær, har man allerede giort et godt Skrit henad
Fuldkommenheden.
Første Poet. _(til Julie)_
Frøken! kan de skille dem saa godt fra den anden Prøve, saa tør vi give
dem Haab om at blive antaget. -- Tiener! træk mine Støvler af! hvordan
vilde de ophæve dette hverdags Udtryk til det høie.
Julie. _(grunder lidt, og oplæser.)_
Du, som er mod mig Insekt,
Og faaer Underholdning
Af hvad jeg har tilovers
Skiær Luft igiennem som en Piil