Anno 7603: Skuespil i 6 Acter - 4

Julie.
Hvordan ville da Fruentimmernes Adfærd blive i det Tilfælde, at de bleve
frie og martialske opdragne.
Feen.
Du saae nys Mandfolkene udartede fra at være peene til at være under det
qvindagtige, saaledes ville Fruentimmerne udarte fra at være frie og
mandige, til at være mandige og brutale, men du maae selv see dem. Gaae
derhen, hvor Teltet er, der findes en stoer Hob af dem, og din Leander
midt imellem dem.
Julie.
Skulde jeg troe Leander til sligt.
Feen.
Gaae saa faaer du see? Jeg maae bort et Øieblik.
_(Feen gaaer, Julie vil gaae til Leiren, men møder paa Veien
Sergeant Gunild.)_

Anden Scene.
Julie. Sergeant Gunild.
Gunild.
Jeg møder dig ret beleiligt min Moer. Har du Lyst at tiene i Capitain
Sophies Compagnie? Hun er den beste Capitain ved det hele Regiment, og
hendes Soldatere har det prægtigste Leven i hele Armeen, der skal du
faae en smuk Mundering Kamerat, i Steden for den hæslige Narredragt du
bær, og Haandpenge til.
Julie.
_(slaaer op en stor Latter.)_
Jeg trænger ikke til Haandpenge, min Dragt er ingen Narredragt, og jeg
er Gud skee Lov ikke jer Kammerat.
Gunild.
Spot ikke min Søster, du skal blive det med Magt, om du ikke vil med det
gode.

Tredie Scene.
Capitain Sophie. De Forrige.
Capitain Sophie.
Er det den Pige, hun talte om, Corporal?
Sergeant Gunild.
Ja Frue Capitain, men hun vil ikke tage Tieneste med det gode.
Capitain Sophie.
Stoer Sag. Saa lad hende tage den med det Onde. _(til Julie)_ Vil du
behandles som Spion eller Løsgienger. Een af Deelene maa du være. Er du
Spion, skal du henges; er du Løsgienger skal du tage Tieneste, at vælge
det sidste indseer du selv er det raadeligste.
Julie.
Jeg vælger hverken det første eller sidste; thi jeg er hverken Spion
eller Løsgienger.
Capitain Sophie.
Raisoner ikke Tøs. Corporal! bring hende i Mundering.
_(Corporalen tager Julie ved Armen og leder hende ud.)_

Fierde Scene.
Capitainen _alene_.
De fiendtlige Soldater ligge kun to Mile herfra, de vente maaskee paa,
vi skal angribe dem, men siden vores Terrein er fordeelagtig, saa vil vi
nok oppebie deres Besøgelse.

Femte Scene.
En Auditeur. Capitainen.
Auditeuren.
Frue Capitain! jeg troer Nagerne ere gaaet hiem igien; den udsendte saae
dem ikke paa deres forrige Station.
Capitainen.
Jeg skulde aldrig troe, at de lure sig bag paa os igiennem Skoven. Om
saa er, skal de treffe os vaagne.
Auditeuren.
Synes Capitainen det er værdt at holde nogen ordentlig Krigsret over det
forløbne Mandfolk, som er kommen ind i Leiren for at søge sin Kiereste,
som han siger.
Capitain Sophie.
O! ikke, lad ham uden Omstændighed gaae i Fiddelen. _(Auditeuren
gaaer.)_

Siette Scene.
Capitainen. Sergeanten. Julie _i Mundering_.
Capitainen.
Nu Sergeant hvordan skikker sig vor nye Rekrut?
Sergeanten.
Det vil nok blive bedre, hun græder som et Mandfolk.
Capitainen.
Ei min Datter, det lader ilde at græde, som et stakkels Mandfolk, du
giør dit Kiøn Vanære -- men jeg haaber, at Exempler af saa mange kiekke
Piger skal skabe Mod i dig.

Syvende Scene.
En Tambour. De Forrige.
Tambouren.
Capitainen har tidt taalt mine Indfald -- nu har jeg et igien. -- Den
Omløber, som er dømt til at gaae i Fiddelen, syntes mig, behagede
Capitainen -- vil De ikke jeg maae føre ham hid, om Capitainen skulle
have Lyst at kysse ham, førend han blev uærlig.
Capitain Sophie.
Du har nu altid nogle forrykte Indfald. enfin Det er ret en vakker ung
Karl -- Lad os bringe ham ind.
_(Tambouren gaaer.)_

Ottende Scene.
Capitainen _(til Julie.)_
Du græder endnu, mit Barn!
Gunild.
Den Flæben forgaaer hende nok, Frue Capitain! men det værste er, at hun
er, eller forstiller sig at være meget svag. Jeg gav hende et Gevær i
Haanden, som hun lod falde.
Capitainen.
Lad hende flittig excercere, saa faaer hun nok Kræfter.

Niende Scene.
En Soldat med Leander i Lænker. De Forrige.
Julie.
Min Leander! hvad er dette?
Leander.
Min Julie! hvordan seer de ud?
Capitain Sophie. _(til Leander.)_
Jeg maae dog kysse dig, min Dreng! førend du bliver uærlig.
Julie.
_(i det hun giver Capitainen et Ørefigen.)_
Leander kan ikke blive uærlig, du Laptaske.
Capitainen. _(til Gunild.)_
Bring hende i Vagten, og lad holdes Stand-Ret over hende. _(til
Soldaten)_ Bring du Omløberen ind, for du maae være Vidne.
_(De gaae.)_

Tiende Scene.
Capitainen alene.
Det giør mig ondt, at Pigen skal skydes, men det er alt for farligt ikke
at straffe saa grov en Forbrydelse mod Subordinationen.

Ellevte Scene.
Gunild. Capitainen. Gunild _bær sig rasende ad_.
Capitainen.
Hvad skader hende, min kiære Gunild! hun seer jo ganske fortvivlet ud.
Gunild.
Det har jeg desværre alt for stor Aarsag til. Den Estafette, Generalen
sendte hen at udspionere Fiendens Tilstand, er kommen tilbage -- jeg
græder af Arrighed --
Capitainen.
Var det ikke got, at han kom tilbage?
Gunild.
Havde Officererne ikke været, havde Soldaterne længe siden hugget hende
ihiel. Saa rasende ere de, og saa er jeg.
Capitainen.
Har hun maaskee bragt den Efterretning, at Nagerne kommer anmarscherende
med dobbelt Magt imod os.
Gunild.
Nei, det er noget langt værre end det. Jeg er færdig at blive gal!
Capitainen.
Det lader halveis saa. Men siig mig, hvor ere Nagerne?
Gunild.
Frue Capitain! de er _(hun tramper med Fødderne)_ de er -- o! lad en
anden sige dem det.
Capitainen.
Nu er hun her, nu kan hun jo sige mig det. Hvor ere de?
Gunild.
Det fordømte Pak er -- --
Capitainen.
Hvor?
Gunild.
_(med fortvivlet Brøl)_
Væk.
Capitainen.
Bliv ikke rasende! en brav Pige bør være kiæk men ikke afsindig. Den
Trøst er dog tilbage, at mange tapre Piger ved denne Leilighed spare
deres Blod.
Gunild.
_(tramper bister mod Capitainen.)_
De vil ikke spare det.
Capitainen.
Hun glemmer sig Gunild; men jeg vil sætte hendes Forvovenhed paa hendes
Ivrigheds Regning.
Gunild.
_(forbaust gaaer nogle Skridt tilbage.)_
Den Skam har aldrig hendt mig min Livstid, at vise mig formastelig mod
min Capitain, den skal heller aldrig hende mig tiere.
_(hun vil trække Kaarden, Capitainen hindrer hende.)_
Capitainen.
Hvor vil hun hen Pige? Det er jo tilgivet? Jeg har en Trøst at give
hende, om hun er i den Forfatning, at hun kan tage mod den. Op med
Hovedet, jeg vil see om der endnu boer Raserie i hendes Øine.
Gunild.
_(med nedslagne Øine løfter Hovedet op)_
Maae jeg see paa Capitainen, saa skal det snart forsvinde.
Capitainen.
Du kan frit see paa mig, min Pige! jeg er ikke Solen. _(hun seer paa
Capitainen)_ Jeg synes min Pige, at hun nu er i Stand til at høre paa
mig. Siig mig, troer hun, at Nagerne ere feige Folk.
Gunild.
Ja vist nok, feige som Mandfolk.
Capitainen.
Saa maae hun ogsaa troe, at de havde flygtet, saa snart de havde seet,
at vi nærmede os dem, og vi til ingen Nytte udholdet en besværlig
Marchs.
Gunild.
Men vi kunde hentet dem ind.
Capitainen.
Vilde hun vel gaae i Krig mod Mandfolk.
Gunild.
Nei, det var skiændigt.
Capitainen.
Men synes hun ikke, det maatte være lige ærefuldt at vinde Seier over
feige Fruentimmer, eller over det svage Kiøn. Nu tænker jeg, hun
forstaaer mig.
Gunild.
Ja, og jeg skammer mig over, at hverken jeg eller de andre har indseet
dette før. Jeg vil betyde dem, hvordan Capitainen omvendte mig, og de
skal alle blive omvendte.
Capitainen.
Giør saa mit Barn.
Gunild.
Men Frue Capitain! naar de vare saadanne Kujoner, hvorfor kom de os da
saa nær?
Capitainen.
Maaskee for at kyse os. Maaskee -- _(sagte)_ Men Generalen har vist sat
Forposter. _(høit)_ Jeg gaaer hen i Retten. Gaae hun hen at omvende.
_(De gaae.)_


Syvende Act.

Første Scene.
Julie, Leander, _(under stoer Vagt, Majoren, Profossen med en
Fiddel i Haanden og en Stoel. De løses af Lænkerne, Julie
bindes for Øinene og sættes paa Stoelen, Majoren commanderer
ved Tegn dem, som skal skyde; i det de træde frem, høres Allarm
af Trommer, der høres Skud, der raabes: Fienden er i Skoven
tæt ved Leiren; de løbe alle derhen undtagen Leander og Julie.
Soldaterne vise største Glæde, raabe Hurra! vi træffe Nagerne.)_

Anden Scene.
Julie _staaer op_. Leander. Feen.
Julie.
Forlade dem, naadige Fee! saa de har voldt mig Skræk og Forliis af mine
smukke Klæder.
Leander.
Og mig forbittrelse og Forliis af min Kaarde.
Feen.
Den Skræk, Forbittrelse, Klæder og Kaardes Forliis ere I fuldkommen
holden skadesløse for, ifald I forsage de Griller, hvorved I have selv
bragt mig til at volde Jer denne Uleilighed. Det er giort til Eders eget
Beste. Jeg har ellers bestilt hid en Skuespiller, som agerer i
udenlandsk Maneer. Denne vil give Eder en gavnlig Adspredelse i Eders
oprørte Sinds Forfatning. I skal oven i Kiøbet faae høre en lærd
Afhandling af en Mand, fra et andet fremmed Land. Der kommer den Lærde.

Tredie Scene.
Den Lærde. De Forrige.
Den Lærde _(til Feen.)_
Naadige Frue! De har behaget at bestille mig hid for at oplæse min
Afhandling over de gyldne Ord: Kommer Tid, kommer Raad. Den vandt i
vores Akademie, paa en Kabale nær, Prisen forleden Aar. Men alle de, jeg
har oplæst den for, velsigner vist ikke Kabalen. -- Dog selv Roes er
overflødig her. Mine Damer, min Herre! De behager selv at høre og dømme.
Korthed er mit Liv; derfor er mit Foredrag kort.
Julie. _(halv sagte.)_
Jo kortere, jo bedre.
Den Lærde. _(til Julie.)_
Hvad behager den smukke Dame at sige?
Leander.
Hun sagde: Faa Ord og megen Viisdom.
Feen.
Ja underviis os Hr. Doktor! i mueligste Korthed.
Den Lærde.
I Korthed? Ja deri har jeg min Styrke. Jeg ligner ikke visse, (min
Rival, som vandt Prisen fra mig ved Kabale, unævnt) visse, siger jeg,
som forstaaer den Konst at koge Suppe paa Pølsepinde. Nei kort men
fyndigt er Sagen. Hvad bliver Frugten af unødvendig Vidtløftighed? Ingen
uden den, at Læsere eller Tilhørere sove ind ved de langtrækkende
Omsvøb.
Julie. _(sagte.)_
Jeg er allerede paa Veien.
Leander. _(sagte.)_
Jeg, min Troe, ogsaa.
_(Feen smiler.)_
Den Lærde.
De give altsaa lidet Agt paa Hovedsagen, og man fremsiger sine Arbeider
uden at høste deraf den fornemste, ja den eneste Frugt, nemlig at oplyse
sine Medmennesker og at --
_(han grunder.)_
Julie. _(sagte.)_
At hielpe dem af med Penge.
Leander. _(sagte.)_
Naadige Fee! skal vi længer plages med dette Sladder?
Den Lærde.
At -- oplyse vore Medmennesker og forstærke deres Tænkekraft. Desaarsage
er Korthed i Tale- og Skrivemaade en nødvendig Egenskab for den som vil
høste foromtalte Frugt. Men nu til Texten.
Feen.
Vi crediterer Dem Texten til næste Gang, vi sees.
Leander.
Vil De i Korthed sige, hvormed vi i Korthed kan vise Dem vores
Erkiendtlighed for Deres Par Ord om Korthed.
Julie.
Jeg har tænkt paa 8 Skilling for min Part.
Leander.
Dem giver jeg ogsaa.
Feen.
Jeg ogsaa.
Den Lærde.
Det er vel sandt at Menneskekierlighed og fortient Ære ere mit eneste
Formaal, men til at nytte Mennesker og skaffe sig Ære behøves at leve;
jeg takker altsaa for det tilbudne. Jeg erindrer kun, at det kunde
anderledes ansees at tale i aaben Mark end inden lukte Døre.
Julie.
Top! Fire Skilling meer for den aabne Mark.
_(De tage hver til deres Pung, og give ham 12 Skilling.)_
Den Lærde.
Jeg takker ærbødigst. Jeg har den Ære at recommendere mig.
Julie.
Jeg takker ærbødigst.
_(Den Lærde bukker og gaaer.)_

Fierde Scene.
De Tilbageblevne.
Feen.
Hvordan gefaldt Eder denne lærde Doktor.
Leander.
Som en Nar.
Julie.
Han var kiedsommelig til Døden.
Feen.
Nu faaer I snart noget andet at see. Der kommer han med den udenlandske
Maneer.

Femte Scene.
De Forrige. En Aktør _(stærk pudret og sminket, kommer med
den Gang hvormed vore Fadderjunkere lede deres Damer op ad
Kirkegulvet.)_
Aktøren _(til Feen.)_
De har beæret Deres ydmygeste Tienere med Deres Ordres, jeg giør mig
stolt af at adlyde Dem, og glædes inderligen over at De vil bruge mig
som et Redskab til at indgive Nationen Smag paa, hvad fiint og smukt og
delineux er. Jeg forlader mig for Eftertiden paa Deres Recommendation.
Feen.
Jo før De vil fornøie os, jo bedre.
Aktøren.
_(declamerende saa unaturligt som mueligt.)_
Gode, oprigtige, kiærlige Creatur!
Og jeg vover det?
Tør jeg holde ved den Tanke?
Jeg vover at forlade dig?
Mit Livs Skytsgudinde! Min Velgiørerinde, min Elskelige, min beste Deel!
Ha Forræder! Avlede nogensinde Helvede et saa afskyeligt Uhyre?
Hun rev mig ud fra Minos's Hevn --
Reddede mig af Labyrinthen --
Gav mig Minotaurus i Hænde --
Forlod Forældre, Venner, Fædreneland --
For at følge mig i en Ørken!
Og jeg skulde forlade hende?
Forlade Ariadne?
Give hende til Priis for den skrækkeligste Fortvivlelse, for Hunger, for
Skovens glubende Dyr?
Nei Theseus! Nei Athenienser, saavidt gaaer eders Gruesomhed ikke!
Jeg har befriet mit Fædreneland fra den skiændige Skat: en Borgers
Pligter har jeg opfyldt!
Ogsaa Kiærlighed har sine Pligter! disse ere mig ikke mindre hellige.
Hendes Bryst hæver sig --
Hun sukker!
De tillader, at jeg puster lidt! Paa aaben Mark bliver man saasnart
stakaandet, naar man -- -- _(Han puster.)_
Julie _(sagte.)_
Hvor en slet Aktør dog kan fordærve det beste Stykke.
Feen.
Min Herre! De har allerede nok overbeviist os om, at De er den sande
Vertuos i Declamationen og Gesticulationen. Naar De faaer udpustet, vil
De behage at vise os, at De er den samme i Sangen.
Leander. _(sagte.)_
Jeg frygter for at han er lige afskyelig i begge Dele.
Aktøren _(synger)_
Ah! je triomphe de son coeur,
Je suis aimé, je suis vainqueur.
Quelle innocence!
Quelle candeur!
C'est le desit dans sa naissance;
C'est le plaisir dans sa fleur.
Ah! je triomphe, &c.
De l'amour, dans ma lettre,
Le poison va couler.
D'un feu qui la pénétre,
Ma plume va brûler.
Elle lira,
S'attendrira;
Et dans son ame
Un trait de flâme
Se glissera.
Oui, je triomphe de son coeur,
Je suis aimé, je suis vainqueur.
Julie. _(sagte.)_
Det var en afskyelig Tuden.
Leander.
Ja Komponisten er ham ingen Tak skyldig.
Feen.
Hvad tør vi byde Hr. Virtuosen for at vise vor Beundring over Deres
sieldne Talenter.
Aktøren.
Jeg er reist fra mit Hiem for at forfine Smagen i Verden og ikke for
Fordeel; men De, naadige Frue! har meget vel anmærket, at et Ærestegn af
gangbar Mynt giver mig og mine Lige en stor Opmuntring til at fortfare i
vores engang fattede ædle Forsæt. Jeg har derfor tænkt paa en Bagatelle
af en Rixdaler par tête til en Souvenir og Satisfaction over haabefulde
Tilhøreres Bifald.
Feen.
De Indfødte her vilde aldrig faae saa meget.
Aktøren.
_(med spodsk Smiil.)_
Ja de Indfødte her -- -- nok sagt.
Julie. _(sagte.)_
Jeg mærker at Fremmedes Næsvished og forstemte Gebærder giøre her stor
Paastand.
Leander. _(sagte.)_
Som hos os.
Feen.
Dette Skuespil beværter jeg med.
_(hun leverer tre Rixdaler.)_
Aktøren.
Underdanige Tiener.
_(han gaaer.)_

Siette Scene.
De efterblevne.
Feen.
Mine Børn! vil I endnu see hinanden forandrede?
Leander.
Nei Himlen bevare mig fra at eie et ryggesløst Fruentimmer.
Julie.
Og mig fra en forfinet Mandsperson!
Feen.
Saa bliver I da fornøiede med hverandre, som I ere?
Trio.
Julie.
Lad os blive, som vi ere,
Leander.
Altid troe, hinanden kiære!
Feen.
Bliver, Børn! kun, som I ere.
Leander. _(til Julie.)_
Bliv ei ryggesløs Soldat.
Julie. _(til Leander.)_
Bliv ey en udmajet Fat.
Julie, Leander, Feen.
Lad os blive, som vi ere,
Altid troe, hinanden kiære!
Bliver Børn! da, som I ere.


Feil.