Catilina - 4

og jeg ser mig i en hvælving,
klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel,
tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel,
ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser,
som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses
mod en stenet kyst.
Dog, midt i denne vilde vrimmel
titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger
om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket
for en lysning klar,--
og i rummets midte skimter
jeg et ensomt par;
tvende kvinder,--streng den ene
og som natten sort,--
og den anden mild, som dagen,
når den flygter bort.
Ah, hvor selsomt velbekendte
tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged
i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne
gnistred som et lyn;
skræk mig greb,--og dog jeg fulgte
gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene,
og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spille
et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter
om fra sted til sted;--
da er spillet tabt og vundet,
og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden
med det lyse smil;
og de smykte børneklynger
viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser;
men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne
som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke
øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden
i min feberblund
ligger under glemsels-dækket
i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes.
Ak, det er forglemt!
MANLIUS.
Forunderlig i sandhed, Catilina,
er denne drøm.
CATILINA
(grublende).
Hvis blot jeg kunde mindes--.
Men nej; det lykkes ikke--
MANLIUS.
Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening.
CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere;--
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.
(Manlius går ind i skoven.)
CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes;
derpå standser han og siger tankefuld):
Hvis blot jeg kunde--. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog--i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte--
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder
ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem trærne.)
CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt--!
SKYGGEN.
Vær hilset, Catilina!
CATILINA.
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?
SKYGGEN.
Vent! Jeg har retten til at spørge her,--
og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst?
CATILINA.
Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst--.
Men sig,--hvem søger du i midnatstimen?
SKYGGEN.
Dig søger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe.
CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du?
SKYGGEN.
Stille!
Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
så jeg må søge dig med truslers hvisken
og værne om min dyrekøbte hæder?
CATILINA.
Ah, denne røst--! Jeg aner og jeg mindes--
SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav--og blev til intet.
Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
på fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hånd
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store værker?
Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn,--så tænkte jeg,--skal evig stå,
ej venligt glimtende som stjernens øje,--
nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!
Ej vilde jeg, som hundreder før mig,
ved ædelsind og milde dyder mindes;
ej vilde jeg beundres;--denne lod
blev alt så mangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rædsel
jeg vilde bygge mig mit eftermæle!
I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gåde,--
man skulde stirre på min færd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen,--
ej før, ej siden, vovede at nå!--
Således drømte jeg,--og blev bedragen.
Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,
hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
ieennem fremtids-dækket, hvad det dølger;
blandt stjerner skrevet--læser jeg din skæbne!
CATILINA.
Min skæbne læser du? Så tyd den da!
SKYGGEN.
Nej, først bag dødens dunkle port
forsvinder dæmringen, som hylles
omkring hvad grufuldt og hvad stort
af fremtids-bølgerne bortskylles.
Kun dette tør en frigjort ånd
ud af din skæbnes bog dig melde:
Du falder for din egen hånd,--
og dog en fremmed skal dig fælde!
(Åndeskikkelsen glider bort som i en tåge.)
CATILINA
(efter et ophold).
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?
Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrække mig.
Han frygted for at miste sejrens krone,--
ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,
hvori hans minde lever. Egges da
blodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned.)
Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia,--og atter
genlyder i mig Furias manings-råb.
Og mer end dette;--frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kækt mod mit mål;--snart står jeg sejrrig der!
(Curius kommer gennem skoven i heftig bevægelse.)
CURIUS.
O, Catilina--!
CATILINA
(overrasket).
Du,--du her, min ven?
CURIUS.
Jeg måtte--
CATILINA.
Hvorfor blev du ej i staden?
CURIUS.
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig.
CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham).
CURIUS
(viger tilbage).
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær!
CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius?
CURIUS.
Bryd op!
Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!
Ad alle veje kommer fiendens hær;
din lejr omringes, Catilina!
CATILINA.
Fat dig;
du taler vildt. Har rejsen rystet dig--?
CURIUS.
O, nej; men frels dig mens det end er tid!
Du er forrådt--
(kaster sig ned for ham.)
CATILINA
(farer tilbage).
Forrådt! Hvad siger du?
CURIUS.
Forrådt bag venskabs maske!
CATILINA.
Nu du fejler;
de vilde venner er mig tro som du.
CURIUS.
O, ve dig da for dine venners troskab!
CATILINA.
Kom til dig selv! Det er din kærlighed,
din omhu for min sikkerhed, som lader
dig skimte farer, hvor der ingen er.
CURIUS.
O, véd du vel at disse ord mig myrder?
Men flygt! Så bønligt jeg besværger dig--!
CATILINA.
Fat dig og tal med overlæg. Hvi skulde
jeg flygte? Fienden véd ej, hvor jeg står.
CURIUS.
Han véd,--han kender alle dine anslag!
CATILINA.
Ah, raser du? Han véd--? Det er umuligt.
CURIUS.
O, var det så! Men nyt den knappe stund;
end kan måske ved flugt du livet frelse!
CATILINA.
Forrådt? Nej;--tifold nej; det er umuligt!
CURIUS
(griber sin dolk og rækker den imod ham).
Der, Catilina! Stød den i mit bryst;--
igennem hjertet! Jeg forrådte dig!
CATILINA.
Du? Hvilket vanvid!
CURIUS.
Ja, det var i vanvid!
Spørg ej om grunden; knapt jeg véd den selv;
men jeg har røbet alle dine anslag.
CATILINA
(smerteligt).
Nu dræbte du min trygge tro på venskab.
CURIUS.
Stød dolken i mit bryst, og pin mig ej
med skånsel længer--!
CATILINA
(mildt).
Lev, min Curius!
Stå op! Du fejled;--jeg tilgiver dig.
CURIUS
(overvældet).
O, Catilina, se mig sønderknust--!
Men skynd dig; flygt! Du hører jo, det haster.
Snart bryder Romer-hæren ind i lejren;
den er på vejen; den er allevegne.
CATILINA.
Og vennerne i staden--?
CURIUS.
De er tagne;--
en del blev fængslet, men de fleste dræbtes.
CATILINA
(hen for sig).
O, skæbne,--skæbne!
CURIUS
(rækker atter dolken imod ham).
Stød den i mit hjerte!
CATILINA
(ser stille på ham).
Du var et redskab kun. Du handled ret--
CURIUS.
O, lad med livet mig udsone brøden!
CATILINA.
Jeg har tilgivet dig.
(idet han går.)
Nu er kun _et_
at vælge, ven!
CURIUS
(springer op).
Ja, flugt?
CATILINA.
Nej, heltedøden!
(han går bort gennem skoven.)
CURIUS.
Det er forgæves! Undergang ham venter.
Ah, denne mildhed er en tifold straf!
Jeg følger ham;--et skal ej nægtes mig:--
at falde kæmpende ved heltens side!
(han iler ud.)
(Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem
trærne.)
LENTULUS
(sagte).
Her talte nogen--
DEN ENE GLADIATOR.
Nu er alting stille.
DEN ANDEN GLADIATOR.
Måske det nattevagten var, som gik
at løses af.
LENTULUS.
Vel troligt. Her er stedet;
her skal I vente. Har I eders våben
skarpt slebne?
FØRSTE GLADIATOR.
Blinkende som lynet, herre!
ANDEN GLADIATOR.
Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma
faldt tvende fægtere for dette sværd.
LENTULUS.
Så hold jer ganske stille her i krattet;
og når en mand, som jeg betegner jer,
mod teltet går, da skal I styrte frem
og hugge ned ham bagfra.
FØRSTE GLADIATOR.
Det skal ske.
(Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.)
LENTULUS
(for sig selv).
Det er et vovespil, jeg frister her;--
men øves må det endnu denne nat,
hvis det skal lykkes.--Falder Catilina,
kan ingen føre dem undtagen jeg.
Med gyldne løfter køber jeg dem alle
og rykker ufortøvet imod staden,
hvor end senatet i en rådvild skræk
ej tænker på at væbne sig mod faren.
(han går ind mellem trærne)
FØRSTE GLADIATOR.
(sagte til den anden).
Hvem er han, denne ubekendte mand,
som vi skal hugge ned?
ANDEN GLADIATOR.
Hvad rager os,
hvem manden er? Når Lentulus betaler,
så må han og forsvare, hvad vi gør.
LENTULUS
(kommer hurtig tilbage).
Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter!
(Lentulus og gladiatorerne stiller sig på lur mellem buskerne. Straks
efter kommer Catilina gennem skoven og går henimod teltet.)
LENTULUS
(hviskende).
Frem! Stød ham ned; hug ham igennem ryggen!
(alle tre styrter ind på Catilina.)
CATILINA
(drager sit sværd og forsvarer sig).
Ah, uslinger,-- hvad vover I--?
LENTULUS
(til gladiatorerne).
Stød ned!
CATILINA
(genkender ham).
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?
FØRSTE GLADIATOR.
(forskrækket.)
Ham er det!
ANDEN GLADIATOR.
(viger tilbage).
Catilina! Ej mod ham
jeg bruger sværdet. Fly!
(begge gladiatorerne flygter.)
LENTULUS.
Så fald for mit!
(de kæmper; Catilina slår Lentulus sværdet ud af hånden; Lentulus vil
flygte, men Catilina holder ham fast.)
CATILINA.
Forræder! Morder!
LENTULUS
(bønfaldende).
Nåde, Catilina!
CATILINA.
Jeg ser dit anslag skrevet på din pande.
Du vilde myrde mig, og selv dig stille
i mine venners spidse. Var det så?
LENTULUS.
Så var det, Catilina!
CATILINA
(ser på ham med dulgt hån).
Nu, hvad så?
Ifald dig magten lyster,--lad så være.
LENTULUS.
Forklar,--hvad mener du?
CATILINA.
Jeg træder af;
du fører hæren i mit sted--
LENTULUS
(forbauset).
Det vil du?
CATILINA.
Jeg vil. Men vær på alting forberedt;
thi vid,--vort forehavende er røbet;
senatet kender alle vore anslag;
dets hær omringer os--
LENTULUS.
Hvad siger du?
CATILINA.
Nu vil jeg kalde vore venner sammen.
Kom med, og stil dig frem som deres fører;
jeg takker af.
LENTULUS
(holder ham tilbage).
Nej, vent dog, Catilina!
CATILINA.
Din tid er kostbar; førend dagen gryr
du frygte kan et angreb--
LENTULUS
(ængstelig).
Hør mig, ven!
Du spøger vel? Det kan ej være muligt--
CATILINA.
Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig.
Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen.
LENTULUS.
Forrådt? Da ve os alle!
CATILINA
(smiler hånligt).
Fejge usling!
Nu skælver du;--og _du_ vil styrte _mig_;
_du_ tror dig kaldet til en herskers stilling?
LENTULUS.
Tilgiv mig, Catilina!
CATILINA.
Søg din frelse
ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt.
LENTULUS.
Ah, du tillader--?
CATILINA.
Tænkte du, det var
mit alvor at forlade denne post
i farens stund? Du kender mig kun slet.
LENTULUS.
O, Catilina--!
CATILINA
(koldt).
Spild ej øjeblikket.
Søg redning du;--jeg vide skal at dø.
(vender sig fra ham.)
LENTULUS
(for sig selv).
Jeg takker dig for denne store nyhed,--
og jeg skal bruge den til eget bedste.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt
i denne egn; jeg søger fiendens hær
og fører den ad skjulte stier hid,
til dit fordærv og til min egen frelse.--
Vid, ormen, som du overmodigt træder
i støvet, har endnu sin hvasse brod!
(han går.)
CATILINA.
(efter et ophold).
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun.
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma,--
og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)
Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
Hvor lystet klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;
afgørelsen er nær,--den store stund,
som løser alle tvil. Jeg hilser stunden!
(Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer
gennem skoven.)
MANLIUS.
Her, Catilina, har du dine venner;
i lejren slog jeg larm, som nys du bød--
CATILINA.
Har du dem sagt--?
MANLIUS.
De kender nu vor stilling.
STATILIUS.
Vi kender den, og vi skal følge dig
med sværd i hånd til kamp om liv og død.
CATILINA.
Jeg takker eder, tapre våbenbrødre!
Men håb ej på at her er valg tilovers
imellem liv og død;--kun mellem døden
i heltekamp mod overmagtens skarer,
og døden under pinsler, når vi grumt
som dyr forfølges, er os valget stillet.
Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste
et uselt liv en stakket tid endnu,--
hvad heller kækt som eders stolte fædre
at falde kæmpende med sværd i hånd?
GABINIUS.
Det sidste vælger vi!
MANGE STEMMER.
Før os til døden!
CATILINA.
Nu, så afsted! Ved denne død vi vies
ind til udødlighedens skønne liv.
Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider
skal nævnes højt med stolthed--
FURIA
(råber bag ham mellem trærne).
--eller rædsel!
NOGLE STEMMER.
Ah, se,--en kvinde--!
CATILINA
(farer sammen).
Furia! Du her?
Hvad drev dig hid?
FURIA.
Jeg må ledsage dig
til målet.
CATILINA.
Nu,--hvor er mit mål? Sig frem!
FURIA.
Hver søger målet ad sin egen vej.
Du søger dit igennem håbløs kamp;
og kampen avler undergang og død.
CATILINA.
Men også hæder og et evigt navn!
Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time;
min barm er døv for dine hæse skrig.
(Aurelia kommer frem i teltåbningen.)
AURELIA.
Min Catilina--!
(hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede).
CATILINA
(smerteligt).
O, Aurelia!
AURELIA.
Hvad er påfærde? Denne larm i lejren--.
Hvad går her for sig?
CATILINA.
Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din skæbne vorde--?
FURIA
(hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia).
Vakler du
alt i dit høje forsæt, Catilina?
Er _det_ dit dødsmod?
CATILINA
(opfarende).
Nej, ved mørkets guder!
AURELIA
(nærmer sig).
O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer--
FURIA
(dæmpet bag ham).
Flygt med din viv--mens dine venner dør!
MANLIUS.
Nøl ikke længer; før os ud på sletten--
CATILINA.
O, hvilket valg! Og dog,--her er ej valg;--
til målet må jeg,--tør ej midtvejs standse.
(råber.)
Så følg mig ud på sletten!
AURELIA
(kaster sig i hans arme).
Catilina--
gå ikke fra mig,--eller tag mig med!
CATILINA.
Nej, bliv, Aurelia!
FURIA
(som før).
Tag hende med!
Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig,
når ned du hugges--i en kvindes arme.
CATILINA
(støder Aurelia tilside).
Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry!--
Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvætte--
FURIA.
Ret så; ret så, min stolte Catilina!
CATILINA.
Ud af min sjæl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drøm!
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet--
AURELIA.
O, forstød mig ikke!
Ved al min elskov,--jeg besværger dig,--
lad os ej skilles, Catilina!
CATILINA.
Ti!
Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,
og ser kun mod den store blege stjerne
på eftermælets himmel!
AURELIA.
Milde guder!
(hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.)
CATILINA
(til mændene).
Og nu afsted!
MANLIUS.
Hist lyder våbenbrag.
FLERE STEMMER.
De nærmer sig.
CATILINA.
Godt! vi vil kækt dem møde.
Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag--.
Til bad i kampens morgenskyer røde!
Følg mig! For Romer-sværd med Romer-mod
skal Romas sidste segne i sit blod!
(de iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb).
FURIA.
Han er borte. Jeg har nået
målet for mit liv.
Solens første blik på sletten
ser ham kold og stiv.
AURELIA
(hen for sig).
I hans harmopfyldte hjerte
skulde elskov mer ej bo?
Var det drømme? Nej, så lød det
fra hans vrede læbe jo.
FURIA.
Sværdet klinger; Catilina
svæver alt på gravens rand;
snart han som en lydløs skygge
haster mod de dødes land.
AURELIA
(farer sammen).
Ah, hvo er du uheldsvangre
røst, der høres hist,
uglen lig, når hult den varsler
ifra træets kvist!
Er du stegen fra de klamme
skyggelande frem
for at føre Catilina
til dit skumle hjem?
FURIA.
Hjemmet er jo vandrings-målet,
og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe--
AURELIA.
Kun et øjeblik.
Frit og ædelt var hans hjerte,
stærk hans sjæl og god,
til et giftfrø den omklamred
med sin slangerod.
FURIA.
Friskt og grønt er og platanens
løv i brede lag,
til dens stamme kvæles i en
slyngvæksts favnetag.
AURELIA.
Der forrådte du dit ophav!
Denne stemmes klang
gav fra Catilinas læber
genlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgifted
for mig livets frugt,
slangen, som for al min ømhed
har hans hjerte lukt.
Fra de vågne nætters drømme
grant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stillet
mellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds side
higed jeg så fro
mod et liv, af stilhed hegnet,
mod et hvilens bo;
i hans trætte hjerte planted
jeg et urtebed;
som dets bedste smykke freded
jeg vor kærlighed.
Ah, din hadske hånd har rykket
urten op med rod,
og i støvet ligger den, hvor
før den frodig stod!
FURIA.
Svage tåbe; du vil lede
Catilinas skridt?
Ser du ikke, at hans hjerte
aldrig helt var dit?
Tror du, dine blomster trives
kan i slig en grund?
I det solskin-svangre forår
gror violer kun.
medens bulmen yppigst vokser
under skyens tag;
og hans sjæl var alt forlængst en
skyfuld høstens dag.
Alt er tabt for dig! Snart slukkes
gnisten i hans barm,
og som hævnens offer ligger
han i dødens arm!
AURELIA
(med stigende ild).
Nej, ved alle lysets guder,
nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine tårer
baner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodig
efter kampens larm,
slynge vil jeg mine arme
om hans kolde barm,
ånde på hans stumme læbe
al min kærlighed,
mildne smerten i hans indre,
bringe trøst og fred.
Hævnens bud, dit offer skal jeg
vriste af din hånd,
binde ham til lysets hjemland
med et elskovsbånd;
og er hjertets slag forstummet,
medens øjet brast,
går vi begge bort fra livet
i et favntag fast.
Skænk mig da, I milde magter,
for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravens
store stille fred.
(hun går.)
FURIA
(ser efter hende).
Søg ham, forblindede;--jeg frygter ej;
jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes
med døds-skrig og med brustne skjoldes brag.
Mon alt han bløder? Mon han lever end?
O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler
bag tykke tordenskyer i sin nedgang.
Det vorder nat et øjeblik påny
før dagen kommer;--og med dagens komme
er alting ude. Han forgår i mørket,
som han i mørket leved. Skønne stund!
(hun lytter.)
Nu suser det forbi, lig høstens stormpust,
og mister mælet i det vide fjerne;
de tunge skarer fejer sletten ren.
Ustandselig, nedtrampende de faldne,
de vælter frem som havets vrede bølger.--
Jeg hører klynk og gisp og støn derude,--
den sidste vuggesang,--hvori de dysser
til ro sig selv og alle blege brødre.--
Nu stemmer uglen i. Den ønsker dem
velkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold.)
Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min,--
alene min, og min for alle tider.
Nu kan vi følges ad til glemselsfloden--
og over floden, hvor det aldrig dages,
dog først jeg søge vil hans lig derude,
vil mætte mig ved synet af de skønne
forhadte ansigtsdrag før de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.
(vil gå, men studser og farer tilbage.)
Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig tætner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nærmer det sig. --Catilinas skygge!
Hans genfærd--! Jeg kan se hans brustne øje,
hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;
jeg ser den hele døde mand; kun _et_,--
forunderligt,--døds-såret ser jeg ikke.
(Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og
forstyrrede blikke.)
CATILINA
(hen for sig).
"Du falder for din egen hånd,--
og dog en fremmed skal dig fælde."
Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden--
skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden?
FURIA.
Vær hilset efter kampen, Catilina!
CATILINA.
Ah, hvo er du?
FURIA.
Jeg er en skygges skygge.
CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig?
FURIA.
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan
vi følges ad til Charons båd,--to genfærd.
Dog først--tag sejers-kransen af min hånd.
(hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen
til en krans.)
CATILINA.
Hvad gør du der?
FURIA.
Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En høvdings skygge skulde følges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner?
CATILINA.
De sover, Furia!
FURIA.
De sover end?
CATILINA.
De sover end-- og de vil sove længe.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud på sletten,--tyst; forstyr dem ikke!
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved sværdes vuggesang;
de slumred ind,--og vågned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne højder.
Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfærd af mig selv. Men tro blot ej
at hines slummer er så ganske rolig
og drømmeløs. O, tro det ikke!
FURIA.
Tal!
Hvad drømmer dine venner?
CATILINA.
Du skal høre.--
Jeg stred i spidsen, med fortvilet sind,
og søgte døden under sværdets egg.
Til højre og til venstre segned alle;
Statilius faldt,--Gabinius, Manlius;
min Curius dræbtes, da mit bryst han dækked;
da alle faldt for blanke Romer-sværd,--
for hine sværd, som vraged mig alene.
Ja, Romas våben vraged Catilina.
Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,
og sansed intet medens kampens bølger
mig overskylled. Samling vandt jeg først
da alt blev stilt omkring, og jeg så op,
og øjned slaget som et hav--langt bag mig!
Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun,--
jeg stod alene mellem mine døde.
Men der var liv i disse brustne øjne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og øjne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene,--
mod mig, der havde stridt for dem og Roma,--
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas sværd. --Da døde Catilina.
FURIA.
Falskt har du tydet dine dødes drømme;
falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.
Med smil og øjekast de bød dig ind
at sove, som de selv--
CATILINA.
Ja, hvis jeg kunde!
FURIA.
Vær trøstig,--genfærd af en fordums helt;
din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved;--
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rækker den imod ham.)
CATILINA.
Fy,--hvad er det? En valmuekrans--!
FURIA
(med vild lystighed).
Nu, ja,
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en bræm af blod.
CATILINA.
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde.
FURIA
(ler højt).
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,
som Silvia bar i de våde lokker,
da hendes lig flød op ved Tibers munding.
CATILINA.
Ah, hvilke syner--!
FURIA.
Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strømmed for din hand, min Catilina?
CATILINA.
Hold inde!
FURIA.
Eller lyster dig en løvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanæret kvinde
med høje skrig sprang sansesløs i floden?
CATILINA.
Tøm alle hævnens skåler over mig
på engang ud--!
FURIA.
Jeg er dit eget øje,--
dit eget minde og din egen dom.
CATILINA.
Men hvorfor _nu_--?
FURIA.
Ved målet skuer jo
den trætte vandrer på sin vej tilbage.
CATILINA.
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?
Jeg er ej levende,--og ej begravet.
Hvor ligger målet?
FURIA.
Nær,--såfremt du vil.
CATILINA.
Jeg har ej vilje mer; min vilje døde
da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slår ud med hænderne.)
Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!
Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder?
Jeg kan ej skænke jer--! O, denne skare--!
FURIA.