Catilina - 3

Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod!--
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi.--
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
(han styrter ud; Furia følger ham.)

(Det indre af en svagt oplyst taberne.)
(Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer
ind.)
STATILIUS.
Her, venner, kan vi drive natten bort;
her er vi sikre; ingen hører os.
GABINIUS.
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!
Hvo véd, hvor længe det blir os forundt?
COEPARIUS.
Nej, lad os vente først det budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.
GABINIUS.
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!
Der bringes vin; den prøver vi imens.
Rask, brødre,--stem nu i en lystig sang!
(Tjenere kommer med vinkander og bægre.)
ALLE VENNERNE.
(synger).
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
liflig lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
Venlig tilsmiler
os fader Liber;
rusen os vinker;
druen er klar.
Kom, lad os nyde!
Vinen kan fryde,
stemme til glæde
tanker og sind.
Du dog for alle
blinkende perler,
klare Falerner,
herlige drik!
Modet du liver;
kraft du os giver;
munterhed sænker
du i vor sjæl.
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
liflig lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
(Lentulus og Cethegus kommer ind.)
LENTULUS.
Hold op med sang og lystighed!
STATILIUS.
Hvad nu?
Er Catilina ej i eders følge?
GABINIUS.
Han var dog villig vel?
COEPARIUS.
Hvad har han svaret?
Sig frem; fortæl os alt!
CETHEGUS.
Hel anderledes,
end vi os tænkte, lød hans svar.
GABINIUS.
Nu da?
LENTULUS.
Han viste fra sig alle vore tilbud;--
om vore anslag vil han intet høre.
STATILIUS.
Er dette sandhed?
COEPARIUS.
Hvorfor vil han ikke?
LENTULUS.
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;
forlader vennerne,--forlader staden.
STATILIUS.
Forlader, siger du?
CETHEGUS.
Han drager bort
i denne nat. Nu,--dadles kan han ej;
hans grund var gyldig--
LENTULUS.
Fejghed var hans grund!
I farens time svigter han os troløst.
GABINIUS.
Ah, _det_ er Catilinas venskab!
COEPARIUS.
Nej;--
troløs og fejg var aldrig Catilina!
LENTULUS.
Og dog, han drager bort.
STATILIUS.
Med ham vort håb.
Hvor findes nu den mand, som kan os lede?
COEPARIUS.
Han findes ej, opgives må vort anslag.
LENTULUS.
End ikke, venner! Hør nu først, hvad jeg
om sagen tænker. Hvad har vi besluttet?
Med væbnet hånd at ville vinde, hvad
en uretfærdig skæbne nægted os.
Man undertrykker os;--men vi vil herske.
Vi lider mangel;--rigdom er vort mål.
MANGE STEMMER.
Ja, magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom!
LENTULUS.
Nu vel;--til fører valgte vi en ven,
på hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.
Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.
Ah, venner,--ej forsagt! Han skal erfare,
vi kan os hjælpe uden ham. Hvad kræves?
Ej andet, end en mand med mod og fasthed,
som går i spidsen--
NOGLE.
Nævn os slig en mand!
LENTULUS.
Og hvis jeg nævner ham, og han står frem,--
vil I så kåre ham til eders fører?
NOGLE.
Ja, vi vil kåre ham!
ANDRE.
Ja, ja; det vil vi!
STATILIUS.
Så nævn ham, ven!
LENTULUS.
Hvad om det var mig selv?
GABINIUS.
Dig selv?
COEPARIUS.
Du, Lentulus--!
FLERE
(tvilende).
Du vil os føre?
LENTULUS.
Jeg vil.
CETHEGUS.
Formår du det? Se, dertil fordres
en Catilinas kraft og vilde mod.
LENTULUS.
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.
Kun hånd på værket! Eller vil I træde
tilbage nu, da øjeblikket maner?
Nu eller aldrig! Alting tyder på
et heldigt udfald--
STATILIUS.
Godt;--vi følger dig!
FLERE.
Vi følger dig!
GABINIUS.
Nu ja,--når Catilina
forlader os, er du vel nærmest til
at tage styret efter ham.
LENTULUS.
Så hør,
hvad fremgangsmåde jeg har tænkt mig. Først--
(Catilina kommer ilsomt ind.)
CATILINA.
Her er jeg, venner!
ALLE.
Catilina!
LENTULUS
(afsides).
Han!
Fordømt--
CATILINA.
Sig frem,--hvad fordrer I af mig?
Dog nej; jeg véd jo, hvad der handles om.
Jeg vil jer føre. Vil I følge mig?
ALLE
(undtagen Lentulus).
Ja, Catilina, ja,--dig vil vi følge.
STATILIUS.
Man har bedraget os--
GABINIUS.
--har løjet på dig!
COEPARIUS.
Man har fortalt, du vilde rejse bort
og slippe sagen ud af dine hænder.
CATILINA.
Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu lever
jeg kun for dette ene store formål.
LENTULUS.
Men hvilket er dit formål da i grunden?
CATILINA.
Mit formål ligger højere, end du--
og måske nogen--aner. Hør mig, venner!
Først vil jeg vinde for vor sag hver borger
med frihedssind, der sætter folkets hæder
og fædrelandets velfærd over alt.
Den gamle Romer-ånd er end i live;--
dens sidste gnist er ikke ganske slukket.
Nu skal den pustes op til klare flammer,
så lysende, som aldrig før de steg.
Ak, altfor længe lå et trældomsmørke,
så sort som natten, over Roma spredt.
Se, dette rige--om end stolt og mægtigt
det synes--vakler og står brat for fald.
Thi må en kraftig hånd dets tøjler tage;
her renses må, og ryddes op fra grunden;
af søvnen må det sløve samfund vækkes;
tilintetgøres må de usles magt,
der strør sin gift i sindene og kvæler
den sidste mulighed for nyskabt liv.
Se,--borgerfrihed er det, jeg vil fremme,--
og borgerånd, som den i fordums tid
har rådet her. Tilbage vil jeg mane
den gyldne alder, da hver Romer glad
gav livet hen for fædrelandets hæder,
og ofred gods og arv for folkets lykke!
LENTULUS.
Du sværmer, Catilina! Det var ikke
sådan vi mente det.
GABINIUS.
Hvad nytter os
at genoprette hine gamle tider
med deres tåbelige enfold?
NOGLE.
Nej!
Magt fordrer vi--
ANDRE.
--og midler til at føre
et frit og sorgløst liv!
MANGE STEMMER.
Ja, det er målet!
COEPARIUS.
Skal vi for andres frihed eller lykke
vel sætte livet på et terningkast?
HELE SKAREN.
Selv vil vi sejrens frugter!
CATILINA.
Usle slægt!
Er I en afkom af de store fædre?
At dynge skændsel over fædrenavnet
er eders vis at værne om dets glans!
LENTULUS.
Du vover os at håne,--du, som længst
et skrækkebilled var--
CATILINA.
Ja, det er sandt;
jeg var en rædsel for den gode; dog,
så usel var jeg aldrig end, som I!
LENTULUS.
Tæm tungen nu! Vi tåler ej din spot.
FLERE.
Nej, nej,--vi vil ej--
CATILINA.
(rolig).
Så? I fejgheds yngel,--
I vover end at ville noget, I?
LENTULUS.
Ah, ned med ham!
MANGE STEMMER.
Ja, ned med Catilina!
(de drager sine dolke og styrter ind på ham; Catilina trækker kappen
rolig bort fra brystet og betragter dem med et koldt hånsmil; de lader
dolkene synke.)
CATILINA.
Stød til! I vover ej? O, venner, venner,--
jeg skulde agte jer, ifald I bored
det åbne bryst igennem, som I truer.
Er ej en gnist af mod da i jer længer?
NOGLE.
Han vil vort vel!
ANDRE.
Vi har hans hån fortjent.
CATILINA.
Det har I.--Dog--se, nu er timen kommen
da I kan slette skændsels-mærket ud.
Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme;--
en ny tilværelse os vinker nær.
(med bitterhed.)
Jeg dåre! Håbe,--tro på sejr ved eder!
Er sejrens ånd i denne sunkne skare?
(henreven.)
Skønt har jeg engang drømt, og store syner
fór gennem mig og drog mit blik forbi.
Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højt
opunder himlens hvælv bevinget fløj;
jeg drømte, guderne min hånd forlened
med kæmpekraft og bød mig lynets stråle.
Og denne hånd greb lynet i dets flugt
og slynged det mod staden dybt dernede.
Og da de røde flammer steg og slikked,
og Roma sank i brune resters støv,--
da råbte jeg med høj og vældig røst,
og maned Catos frænder op af graven;
og tusend ånder kom og fulgte kaldet,--
tog liv--og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende.)
Det var kun drømme. Ingen guder maner
forgangenheden op i dagens lys,--
og fortids ånder stiger ej af graven.
(vildt.)
Nu vel; kan ej det _gamle_ Roma rejses
ved denne hånd,--_vort_ Roma skal forgå!
Snart skal, hvor marmorsøjler står i rader,
røgsøjler hvirvle mellem luers brag;
palatser, templer styrte skal i grus,
og Kapitol skal vejres fra sin højde!
Sværg, venner, at I vier eder ind
til denne dåd! Jeg stiller mig i spidsen.
Sig,--vil I følge mig?
STATILIUS.
Vi vil dig følge!
(Flere af de øvrige synes tvilrådige og taler hviskende sammen.
Catilina betragter dem med et hånligt smil.)
LENTULUS
(dæmpet).
Bedst, at vi følger ham. Blandt sunkne rester
vi finder lettest, hvad der var vort mål.
ALLE
(råbende).
Ja, Catilina, vi vil følge dig!
CATILINA.
Så sværg mig til ved vore fædres guder
at I vil lystre hvert mit vink!
HELE SKAREN
(med oprakte hænder).
Ja, ja;
højt sværger vi, i alt at lystre blindt!
CATILINA.
Så snig jer enkeltvis, ad delte veje,
ind i mit hus. Der vil I finde våben.
Jeg kommer efter; I skal få at vide,
hvad fremgangsmåde jeg har valgt. Gå nu!
(De går alle ud.)
LENTULUS
(holder Catilina tilbage).
Et ord i hast! Véd du, at til senatet
har Allobroger-folket skikket mænd
med klager og besværinger?
CATILINA.
Jeg véd det.
De kom idag til staden.
LENTULUS.
Ganske rigtigt.
Hvad, om vi stemte dem for vore anslag?
Med dem vil hele Gallien rejse sig
og hvirvle op en storm mod vore fiender.
CATILINA
(uvillig).
Vi skulde søge forbund med barbarer?
LENTULUS.
Et sådant forbund er nødvendigt for os.
Ved egne kræfter vindes sejren ej;
hjælp udenfra--
CATILINA
(smiler bittert).
Ak, dybt er Romas fald!
Dets mure rummer ikke mænd med kræfter
at styrte selv en vaklende ruin.
(de går ud.)

(En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem trærne. Til venstre en
sidebygning.)
(Curius, Cethegus og flere af de sammensvorne kommer forsigtig ind fra
højre under en hviskende samtale.)
CURIUS.
Men er det også sandt, hvad du fortæller?
CETHEGUS.
Hvert ord er sandt. I dette øjeblik
blev sagen afgjort.
CURIUS.
Og han leder alt?
CETHEGUS.
Han står for alting. Tal kun med ham selv.
(De går alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.)
CURIUS.
En selsom nat! Hvor mine tanker tumles
i kredse rundt! Mon jeg har drømt det hele?
Oplevet eller drømt,--jeg vågen ser,
hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed.
(Catilina kommer ind fra højre.)
CATILINA
(hen imod ham).
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet.--
Et helt uventet udfald fik mit møde
med vestalinden--
CURIUS
(forvirret).
Så? Ja, du har ret!
CATILINA.
Jeg vil ej tænke mer på denne sag.
Det var et skjæbnesvangert møde for mig.
(grublende.)
Man siger jo, at furierne kommer
fra underverdnen for at følge os
igennem livet.--Ah, hvis så det var!
CURIUS
(urolig).
Hvad? Har du mødt--?
CATILINA.
Hun var her selv inat.--
Dog, lad det være glemt. Hør, Curius,--
et vigtigt foretagende beredes--
CURIUS.
Jeg kender det. Cethegus har fortalt--
CATILINA.
Hvo véd, hvad udgang guderne har sat
for dette værk? Måské min skæbne bliver
at knuses undervejs af hadske magter--
og aldrig målet nå. Nu, lad så være!
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket
fra du var barn,--du skal ej drages ind
i farens hvirvel. Lov mig,--bliv tilbage
i staden, hvis jeg vælger at forlægge
mit angreb andetsteds,--hvad vel er muligt;
og støt os ej før fremgang kroner værket.
CURIUS
(bevæget).
Min faderlige ven! O, denne omsorg--!
CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.
(han går ind i huset.)
CURIUS
(ser efter ham).
Han elsker mig som før. Han aner intet.
(Lentulus og andre sammensvorne kommer fra højre.)
LENTULUS.
Hør, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven?
CURIUS.
Jo, han er derinde.
(De går ind i huset.)
CURIUS
(går urolig omkring).
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?
En rastløs uro gærer i mit blod.
Ah, Furia,--forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig?--
Hvor blev hun af? Bort gled hun som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gådefulde ord,--
og øjet, slukt og skinnende på engang--?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formørket hendes sjæl--?
FURIA
(bag ham, mellem trærne).
Nej, blege yngling!
CURIUS
(med et skrig).
Min Furia! Her--?
FURIA
(nærmer sig).
Her færdes Catilina.
Hvor _han_ er,--der må Furia også være.
CURIUS.
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betænk--om nogen så dig--!
FURIA.
De døde frygter ej. Har du forglemt--
du tog mit lig og bar det op af graven?
CURIUS.
Igen de rædselsfulde ord! O, hør;--
kom til dig selv,--og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd.)
FURIA
(støder ham vildt tilbage).
Forvovne dåre,--føler du ej gru
for dødens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund?
CURIUS.
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst.
FURIA.
Hvad vil du mig? Forgjæves er din tale.
Jeg hører graven til; hist er mit hjem;--
jeg er en flygtning fra de dødes dale;
med dagens komme må jeg ned til dem.
Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddet
i Plutons sal imellem blege skygger?
jeg siger dig,--jeg var der ganske nylig,--
hinsides floden og de sorte sumpe.
CURIUS.
Så før mig did!
FURIA.
Dig?
CURIUS.
Ja;--jeg følger villig,
går selv din vej igennem dødens nat!
FURIA.
Det kan ej ske. Heroppe må vi skilles;--
hist tør ej lig og levende gå sammen.--
Hvi røver du min tid, der er så kort?
Jeg har kun mørkets timer til at handle;
mit værk er mørkets; jeg er mørkets bud.--
Men hvor er Catilina?
CURIUS.
Ham du søger?
FURIA.
Ham søger jeg.
CURIUS.
Forfølger du ham endnu?
FURIA.
Hvi stod inat jeg op ifra de døde,
hvis ej det var for Catilinas skyld?
CURIUS.
Ah, dette vanvid, som har grebet dig--!
Dog, du er skøn midt i din vilde sværmen.
O, tænk ej mer på Catilina nu!
Følg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
(kaster sig ned for hende.)
Her trygler jeg som slaven for din fod
kun om et blik! O, hør mig, Furia!
Jeg elsker dig! En sød og giftfuld ild
fortærer mig, og ingen uden du
kan lindre mine kvaler--
FURIA
(ser mod huset).
Hist er lys--
og mange mænd. Hvad foregår derinde
hos Catilina?
CURIUS
(springer op).
Atter dette navn!
Om ham sig drejer alle dine tanker.
Jeg kunde hade ham--!
FURIA.
Har han besluttet
at sætte snart i værk det djærve forsæt,
han længe næred?
CURIUS.
Kender du--?
FURIA.
Det hele.
CURIUS.
Så véd du da vel og at han har stillet
sig forrest i det vovelige forbund?
Dog, jeg besværger dig, spørg ikke mere
om Catilina!
FURIA.
Svar mig kun på _et_;--
det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham?
CURIUS.
Han er mig som en kærlig fader--
FURIA
(smilende).
Han?
Min Catilina?
CURIUS.
Ah!
FURIA.
Den mand, om hvem
min tanke kredser?
CURIUS.
Svimmel griber mig!
Jeg hader--! O, jeg kunde myrde ham!
FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig?
CURIUS.
Kræv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bøn til dig,--glem Catilina!
FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham--når han er stegen
ned i sin grav.
CURIUS
(viger tilbage).
Ah, kræver du at jeg--?
FURIA.
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbe
hans foretagende--
CURIUS.
Forræderi
og mord på engang! Husk dog at han er
min fosterfader og--
FURIA.
--min tankes mål!
Ah, svage dåre,--vover du at tale
om elskov,--du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
(hun vender ham ryggen.)
CURIUS
(holder hende tilbage).
Nej;--
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig!--
En rædsel isner mig fra dig imøde;
og dog jeg kan ej sprænge dette net,
hvori du hilded mig.
FURIA.
Så er du villig?
CURIUS.
Hvi håner du mig med at spørge så?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, når det sig fæster
med trolddomsmagt på fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nær det frygtelige svælg.
FURIA.
Så gå til værket!
CURIUS.
Og når jeg har ofret
mit venskab for min kærlighed,--hvad da?
FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere!
CURIUS.
For denne pris jeg skulde--?
FURIA.
Nøler du?
er da dit håb så svagt, at det ej bygger
på, hvad en taksom kvinde skænke kan,
når tiden først--?
CURIUS.
Ved alle nattens magter,--
jeg nøler ej! Han ene skiller os.
Så lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af ømhed for ham; alle bånd er brustne!--
Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhed
forstener og fortærer mig på engang.
Min længsel isner mig,--min skræk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et véd jeg kun: jeg er ej den, jeg var
før dig jeg så. Glad springer jeg i dybet
for dig at følge!--Dømt er Catilina!
Jeg går til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forråder Catilinas værk.--Lev vel!
(han går ilsomt ud.)
FURIA
(for sig selv).
Alt tårner skyer sig; snart lynet knitrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina;--
med store skridt du går imod din grav!
(Allobrogernes udsendinge, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden
at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem trærne.)
AMBIORIX.
Så er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund.
OLLOVICO.
Ja;
men rådets afslag på hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning åben;
og sejrens løn, hvis vore venner sejrer,--
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu.
AMBIORIX.
Så er det, broder!
OLLOVICO.
Løsrivelse fra Romas herrevælde,--
vor tabte frihed er vel værd en kamp.
AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;
i hele Gallien må vi oprør tænde.
Let egges alle stammer der til rejsning
mod undertrykkerne, og følger os,
og slutter sig til Catilinas skarer.
OLLOVICO.
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt.
AMBIORIX.
Det voves må. Afsted, Ollovico!
FURIA
(råber advarende til dem).
Ve over eder!
AMBIORIX
(farer sammen).
Alle guder!
OLLOVICO
(forfærdet).
Hør!
En stemme varsler os i nattens mørke!
FURIA.
Ve over eders folk!
OLLOVICO.
Hist står hun, broder,--
den blege varselsfulde skygge; se!
FURIA.
Ve over dem, der følger Catilina!
AMBIORIX.
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter.
OLLOVICO.
En røst har varslet os; vi lyder røsten.
(de går hurtig ud til højre.)
(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)
CATILINA.
Fortvilet håb--at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed,--
kun nød og rovlyst driver dem til handling.
Er det vel møjen værd, for slige formål
at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig?
FURIA
(usynlig bag trærne).
Hævn, Catilina!
CATILINA
(farer sammen).
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder
af søvnen op? Kom denne røst ifra
mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet,--
mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!
Hævn over alle håb og alle drømme,
som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!
Hævn for mit hele sønderbrudte liv!
(De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.)
LENTULUS.
End ruger nattemørket over staden;
nu er det tid at bryde op.
FLERE
(hviskende).
Afsted!
(Aurelia kommer ud fra sidebygningen uden at bemærke de sammensvorne.)
AURELIA.
Min elskte,--er du her?
CATILINA
(med et skrig).
Aurelia!
AURELIA.
Sig,--har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.)
Milde guder!
CATILINA
(støder hende tilside).
Bort fra mig, kvinde!
AURELIA.
Catilina,--tal!
De mange mænd i våben--? Også du--?
O du vil drage--
CATILINA
(vildt).
Ja, ved mørkets ånder,--
en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker?
Hedt tørster det; jeg går--at stille tørsten.
AURELIA.
Mit håb,--min drøm! Livsalig var min drøm!
Og sådan vækkes jeg af drømmen--
CATILINA.
Ti!
Bliv.--eller følg os! Lukket er mit bryst
for gråd og klage.--Venner, se, hvor lyst
fuldmånen i sin nedgang nu forsvinder!
Når næste gang den fuld i østen rinder,
skal flammers stormflod vælte sig med magt
udover staden og dens gyldne pragt.
Og når om tusend år den atter skinner
på Latiums ørk blandt smuldrende ruiner,--
en enlig støtte skal i gruset stå
og sige vandreren: her Roma lå!
(Han iler ud til højre; alle følger ham.)


TREDJE AKT.

(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. Til højre ses Catilinas
telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en
vagtild. Flere lignende skimtes mellem trærne i baggrunden. Det er nat.
Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.)
(Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage
udenfor teltet.)
MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de så rolig og så fast,
som var det moder-skødets trygge værn,
der dækked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig som om de vented på
at skulle vækkes til en munter leg
og ej til kamp,--måske den aller sidste,
de får at kæmpe her.
STATILIUS
(vågner og reiser sig).
Endnu på vagt?
Du er vel træt? nu løser jeg dig af.
MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trænger til
en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber
behøver kræfter. Anderledes er det
når håret gråner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre.
STATILIUS.
Ja, du har ret; så vil jeg og engang
som gammel hærdet kriger--
MANLIUS.
Véd du da
så visst, at skæbnen har for dig bestemt
en alderdom?
STATILIUS.
Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig på disse anelser?
Er noget uheld hændt?
MANLIUS.
Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dåre?
STATILIUS.
Vor hær er stærkt forøget--
MANLIUS.
Såre stærkt,--
med rømte slaver og med fægtere--
STATILIUS.
Nu, lad så være; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjælp--
MANLIUS.
--som endnu ej er kommen.
STATILIUS.
Du tviler på at Allobrogerne
vil holde ord?
MANLIUS.
Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det være godt.
Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,
hvad guderne har over os besluttet.
Men gå, Statilius, og efterse
om alle vagter gør sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi må os sikre;
vi véd jo ej, hvor vore fiender står.
(Statilius går ind i skoven.)
MANLIUS
(alene ved vagtilden).
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mørk og uvejrssvanger nat;--
en fugtig tåge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Selsomt nok,--iaftes
mig tykkes selv de unge sært forstemte.
(efter et ophold.)
Nu, guderne skal vide hævn var ej
det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket;--
det gamle blod er end ei ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gjennem åren.
Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal våge over ham med omhu.
Her står han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mægter ej at fatte ham,--og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.
(han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.)
(Catilina kommer ud fra teltet.)
CATILINA
(for sig selv).
Det er mod midnat. Alting er så tyst;--
kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.
Koldt blæser vinden, den skal kvæge mig
og skænke kræfter--. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius.)
Dig er det, gamle Manlius? Du våger
alene her den mørke nat?
MANLIUS.
Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig så tidt.
Sig, mindes du det ej?
CATILINA.
Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,
forfølges jeg af mangehånde syner.
Alt, Manlius,--alt huses i mit bryst;--
kun ikke freden. Den er i det fjerne.
MANLIUS.
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!
Husk på at morgendagen kræve tør
din fulde kraft i kamp for alles frelse.
CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drømme.
Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,
da trådte atter disse syner frem,
mer sært, end nogensinde,--mer forblommet
og gådefuldt--Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej--
MANLIUS.
Betro mig
din drøm; måske jeg kunde tyde den.
CATILINA
(efter et ophold).
Om jeg slumred eller våged,
véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden
uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig
mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker
i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset,
mørk og rædselsfuld;