Markens grøde, Anden del - 01

MARKENS GRØDE
ANDEN DEL


_14. TUSINDE_


Knut Hamsun
MARKENS GRØDE
Anden Del

Gyldendalske Boghandel
Kristiania Og København
MDCCCCXVII


_Copyright 1917
by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag._
_Oversættelsesretten for Rusland forbeholdes._

København -- Forlagstrykkeriet


I

Sellanraa er ikke længer et øde Sted, her er syv Mennesker med smaat og
stort. Men i den korte Tid Slaatten stod paa kom det ogsaa en og anden
Fremmed, Folk som skulde se Slaamaskinen, Brede naturligvis som
Førstemand, men ogsaa Aksel Strøm kom og Naboerne nedenfor helt ned til
Bygden. Og fra andre Siden av Fjældet kom Oline. Hun var uforgjængelig.
Oline kom heller ikke denne Gang uten Nyheter fra sin Bygd, hun møtte
aldrig tom op: nu var Regnskapet hans Gammel-Sivert gjennemgaat og det
fandtes ingen Formue efter ham! Intet!
Her knep Oline Munden sammen og saa fra den ene til den andre: Naa, gik
det ikke et Suk gjennem Stuen? faldt ikke Taket ned? Eleseus var den
første som smilte: Hvorledes er det, heter ikke du efter han Sivert
Morbror? spør han dæmpet. -- Lille-Sivert svarer like saa dæmpet: Jo.
Men jeg forærte dig alt som faldt efter ham. -- Hvormeget var det? --
Mellem fem og ti Tusen. -- Daler? ropte Eleseus pludselig og hærmet
efter Sivert.
Oline syntes vel ikke at Stunden var til at spøke i, aa hun selv var
blit saa snytt og endog ved Gammel-Sivert sin Kiste hadde hun opbydd al
sin seige Kraft og graatt Taarer. Eleseus visste jo selv bedst hvad han
hadde skrevet: saa og saa meget til Oline, en Støttestav i hendes
Alderdom -- hvor var Staven blit av? Lagt over et Knæ og brutt.
Stakkars Oline, hun kunde gjærne ha arvet litt, det vilde ha blit det
eneste gyldne Glimt i hendes Liv! Hun var ikke forvænnet. Øvet i Ondt,
javel, vant til at stride sig frem med Knep og Smaabedragerier fra Dag
til Dag, stærk alene ved at sprede Sladder, ved at gjøre sin Tunge
frygtet, javel. Men intet vilde nu ha kunnet gjøre hende værre, en Arv
mindst av alt. Hun hadde i hele sit Liv arbeidet, hadde født Børn og
lært dem sine egne faa Haandgrep, tigget til dem, kanske ogsaa stjaalet
til dem, men berget dem -- en Mor i de smaa Forhold. Hendes Ævner var
ikke ringere end andre Politikeres Ævner, hun virket for sig og sine,
talte for Stunden og reddet sig, tjente hjem en Ost paa det, en
Haandfuld Uld paa det, ogsaa hun kunde leve og dø i banal og uoprigtig
Slagfærdighet. Oline -- kanske Gammel-Sivert et Øieblik hadde husket
hende som ung, som pen og rød, men nu er hun gammel og vanskapt, et
Portræt av Ødelæggelsen, hun skulde været død. Hvor skal hun jordes? Hun
har ikke sit eget Familjegravsted, hun blir sandelig sænket ned i en
Kirkegaard til lutter fremmede og ukjendte Benrester, der havner hun.
Oline, født og død. Hun var ung engang. En Arv til hende nu paa
Faldrepet? Javel, et eneste gyldent Glimt, og en Trælkvindes Hænder
vilde ha foldet sig et Øieblik. Retfærdigheten vilde ha indhentet hende
med sin sene Løn fordi hun tagg til sine Børn, kanske ogsaa stjal til
dem, men ialfald berget dem. Et Øieblik -- og Mørket vilde atter herske
i hende, Øinene skule, Fingrene lete: Hvormeget er det? vilde hun si,
ikke mere? vilde hun si. Hun vilde atter ha Ret. Hun var mange Ganger
Mor og realiserte Livet, det var stor Løn værd.
Alt slog feil. Gammel-Sivert sine Regnskaper var nu efter Eleseus’
Gjennemsyn blit nogenlunde greie, men Gaarden og Kua, Naustet og Noten
kunde snaut nok dække Underbalancen i Kassen. Og at det i det hele tat
gik saapas godt som det gik skyldtes for en Del Oline, hun var saa opsat
paa at det skulde bli en Rest til hende selv at hun fremdrog glemte
Poster som hun som gammel Sladderkjærring visste om, eller Poster som
Revisionen vilde overse med Vilje for ikke at gjøre agtværdige
Sambygdinger Mén. Den Pokkers Oline! Og hun lastet heller ikke nu
Gammel-Sivert selv, han hadde saavisst testamenteret av et godt Hjærte
og der vilde ha blit rundelig efter ham, men de to Mænd av Herredsstyret
som greidde med Saken hadde snytt hende. Men engang skal alt komme for
den Alvidendes Ører! sa Oline truende.
Forunderlig, hun saa intet latterlig i at hun var blit nævnt i
Testamentet, det var trods alt en Ære, ingen av hendes Gelikere var
nævnt der!
Folkene paa Sellanraa tok Ulykken med Taal, de var nu heller ikke helt
uforberedte. Inger kunde rigtignok ikke forstaa det: han Sivert Bror som
al sin Dag var saa rik! sa hun. -- Han kunde ha staat en rank og rik
Mand indfor Lammet og Tronen, men de har røvet han! sa Oline. -- Isak
stod færdig til at gaa nedover Marken og Oline sa: Det var Skrôt du
skulde bort, Isak, saa faar jeg ikke se Slaamaskinen. Du har jo faat
Slaamaskine, er det ikke saa? -- Jo. -- Ja det snakker de paa. Og at hun
slaar fortere end som Hundrede Ljaaer. Og hvad ikke du faar, Isak, for
din Middel og dit Guld! Presten hos os har faat en ny Plog med to Skaft
paa, men hvad er Presten imot dig, det skulde jeg si opi hans aapne
Ansigt. -- Han Sivert vil slaa med Maskinen til dig, han er nu meget
bedre end som jeg, sa Isak og gik.
Isak gik. Det er Auktion paa Breidablik just ved Nontid og han skal dit,
det blir bare saavidt han rækker frem. Ikke saa at Isak tænker paa at
kjøpe Nybygget mere, men Auktionen er nu den første Auktion i Marken,
det er saa sin Sak at utebli fra den.
Da han kommer saa langt ned som til Maaneland og ser Barbro vil han bare
hilse og gaa forbi, men Barbro taler til ham og spør om han skal
nedover. -- Ja, svarer han og vil atter gaa. Det er hendes Barndomshjem
som skal sælges, derfor svarer han saa kort. -- Skal du paa Auktionen?
spør hun. -- Paa Auktionen? Naa, jeg gaar nu bare nedover. Hvor du har
han Aksel? -- Han Aksel, nei han vet ikke jeg av. Han er gaat paa
Auktionen. Han skal vel snike sig til Godkjøp paa et eller andet han
ogsaa.
Hvor tyk Barbro var, og hvor bisk hun var, rasende!
Auktionen er begyndt, han hører Lensmandens Oprop og ser mange Folk. Da
han kommer nærmere kjender han ikke alle, det er somme utenbygds, men
Brede vimser om i sin bedste Stas og er livlig og pratsom: Goddag, Isak!
Naa, du vil vise mig den Agt og Ære at du vil møte paa Auktionen min?
Det skal du ha Tak for. Vi har været Naboer og gode Venner i mange Aar
og aldrig har det været et ondt Ord mellem os! Brede blir rørt: Det er
jo underlig at tænke paa at forlate et Sted som jeg har levet paa og
strævet paa og faat kjært; men hvad Raad er det med det naar at det er
saa beskikket. -- Det kan bli meget bedre for dig herefter, trøster
Isak. -- Ja, vet du, svarer Brede og griper til, det tror jeg ogsaa. Jeg
angrer ikke paa det, aldrig det Slag. Jeg har ikke spundet Silke her i
Marken, det maa vel bli bedre herefter, Børnene blir større og flagrer
ut av Reiret -- jaja, Konen lager sig til med en til, men allikevel! Og
pludselig sier Brede kort og godt: Jeg har sagt ifra mig Telegrafen. --
Hvad? spør Isak. -- Jeg har sagt ifra mig Telegrafen. -- Har du sagt
ifra dig Telegrafen? -- Fra Nytaar. Hvad skulde jeg med han! Og dersom
at jeg var paa Fortjeneste og var med Lensmanden eller Doktoren i Skyss
saa skulde Telegrafen gaa først og fremst? Nei det skal ikke
eksisterest! Det kan den gjøre som har god Tid: at han rænder efter
Telegraflinjen over Berg og Dal for liten eller ingen Betaling, det blir
ikke han Brede! Og saa forresten saa blev jeg uklar med Bestyrelsen som
er over mig igjen.
Lensmanden vedblir at nævne Budene paa Nybygget, det er nu kommet op i
de faa Hundrede Kroner som det menes værdt, derfor bydes det bare fem og
ti Kroner ad Gangen. -- Jeg mener det er han Aksel som byr! sier Brede
pludselig og iler nysgjærrig over til ham: Skal du ha Gaarden min? Har
ikke du stor nok Gaard? -- Jeg byr for en anden Mand, svarer Aksel litt
vikende. -- Naa, jaja det er ikke mig imot, det er ikke saa at forstaa.
-- Lensmanden hæver Hammeren, et nyt Bud falder, et Hundrede Kroner med
en Gang, ingen gaar høiere, Lensmanden nævner Budet nogen Ganger, venter
en Stund med Hammeren iveiret og slaar.
Hvem bydde?
Aksel Strøm. For en anden Mand.
Lensmanden fører ind i Protokollen: Aksel Strøm pr. Kommission.
Hvem er det du kjøper for? spør Brede. Ja ikke saa at det skjeller mig,
men.
Men nu stikker nogen Herrer Hoderne sammen ved Lensmandens Bord, der
sitter en Repræsentant for Banken, Handelsmanden er møtt ved sin
Betjent, noget er kommet paa, Kreditorerne er ikke dækket. Brede blir
kaldt til, og Brede, let og sorgløs, nikker bare at javel han er enig,
men hvem kunde ha trodd at det ikke blev mere for Gaarden! sier han. Og
pludselig forkynder han høit til alle: Efterdi at vi nu har Auktion
korsom er og at jeg har brydd Lensmanden hit saa vil jeg sælge det jeg
har her: Kjærren, Dyrene mine, en Greip, Slipestenen, jeg faar ikke Bruk
for det mere, jeg sælger Rub og Stub!
Smaa Bud. Bredes Kone, let og sorgløs hun ogsaa, skjønt med en uhyre
Mave, er imens begyndt at sælge Kaffe ved et Bord, hun finder det
trøisomt at være Handelsmand, hun smiler, og da Brede selv kommer og
faar Kaffe forlanger hun for Spøk Betaling av ham ogsaa. Brede tar
virkelig op sin slunkne Pung og betaler. Se bare paa Kona! sier han til
Forsamlingen, hun er om sig! sier han.
Kjærren er ikke stort værdt, den har staat formeget ute under aapen
Himmel, men Aksel lægger paa hele fem Kroner tilslut og faar Kjærren
ogsaa. Saa kjøper ikke Aksel mere; men alle forundrer sig over at den
forsigtige Mand kjøpte saa meget.
Nu var det Dyrene. De stod inde idag for at være forhaanden. Hvad skulde
Brede med Dyr naar han ikke længer hadde Mark til dem! Han hadde ikke
Kjyr. Han hadde begyndt sit Jordbruk med to Gjeiter, nu stod han paa
fire. Saa hadde han desuten seks Sauer. Han hadde ikke Hest.
Isak kjøpte en viss Sau med flate Ører. Da Børnene til Brede kom
leiendes ut med denne Sau fra Fjøset begyndte han straks at by paa den,
det vakte Opmærksomhet, Isak paa Sellanraa var jo en rik og agtet Mand
og heller ikke trængte han mere Sau end han alt hadde. Bredes Kone
holder et Øieblik inde med sit Kaffesalg og sier: Ja den Sauen kan du
gjærne kjøpe, Isak, hun er gammel, men hun har to og tre Lam hvert
eneste Aar. -- Ja jeg vet det, svarte Isak og saa paa hende, jeg kjender
Sauen.
Han blir sammen med Aksel Strøm paa Hjemveien og leier sin Sau i Baand.
Aksel er faamælt og synes naget av noget, hvad det nu kunde være. Han
har ikke nogen ytre Aarsak til at være nedslaat, tænker vel Isak,
Avlingen hans staar pent, han har faat ind det meste av Fodret alt og
han er begyndt at lafte paa Stuehuset. Det gaar som det skal gaa hos
Aksel Strøm, litt sent, men sikkert. Nu har han faat Hest.
Du blev Kjøper av Stedet hans Brede, sa Isak, skal du bruke det? -- Nei
jeg skal ikke bruke det. Jeg kjøpte det for en anden. -- Naa. -- Hvad du
synes, gav jeg formeget? -- Aanei. Der er gode Myrer naar at de blir
opdyrket. -- Jeg kjøpte det til en Bror jeg har paa Helgeland. -- Naa.
-- Men saa tænkte jeg saa halvveis at jeg kanske kunde bytte med han. --
Bytte med han, vil du det? -- Om at ho Barbro heller skulde ville være
dernede. -- Minders saa, sa Isak.
De gaar et godt Stykke i Taushet. Aksel sier: De er saa efter mig om at
ta Telegrafen. -- Telegrafen? Naa. Ja jeg hørte han Brede har sagt han
ifra sig. -- Naa, svarer Aksel og smiler, det er nu ikke net akkurat
saa, men det er han Brede som er blit opsagt. -- Jaja, sier Isak og
undskylder Brede litt, det kan kastes megen Tid bort paa Telegrafen. --
De sa han op til Nytaar, om han skulde ville forbedre sig. -- Naa. -- Du
synes ikke jeg skal overta den Posten? -- Isak tænkte længe og svarte:
Jaja, det er nu de Pengene, men. -- De vil lægge paa til mig. --
Hvormeget? -- Det dobbelte. -- Det dobbelte? Ja da mener jeg du maa
tænke saa smaat paa det. -- Men de har gjort Strækningen noget længer.
Nei jeg vet ikke hvad jeg skal gjøre; men her er nu mindre at sælge av
Skogen end som det var hos dig og jeg maa kjøpe mere Redskap end den
lille jeg har. Penger og Kontanter trænges til enhver Tid og jeg har
ikke faat Budraatten saa stor at jeg kan sælge av han. Jeg mener jeg maa
prøve et Aar med Telegrafen for som først .... Det faldt ingen av dem
ind at Brede kunde forbedre sig og beholde Posten.
Da de kommer til Maaneland er ogsaa Oline kommet dit paa sin Nedtur, ja
Oline er mærkelig, hun kryper fet og rund som en Makk og er over de
sytti Aar, men hun kommer frem. Hun sitter og drikker Kaffe i Gammen,
men da hun blir Mændene var maa alt vike og hun stiger ut: Goddag,
Aksel, og velkommen fra Auktionen! Du fortryter vel ikke paa at jeg ser
indom dig og ho Barbro? Og du baler og bygger Storstue og blir mere og
mere mægtig! Har du kjøpt dig Sau, Isak? -- Ja, svarer Isak, kjender du
hende? -- Om jeg kjender hende? Nei. -- Hun har disse flate Ørene som du
ser. -- Flate Ører, hvorledes? Ja end saa? Hvad det var jeg skulde sagt:
hvem fik Gaarden hans Brede? Jeg sa netop til ho Barbro at hvem skal nu
bli Naboen din dernede? sa jeg. Ho Barbro stakkar sitter bare og
graater, som ventende er; men den Almægtige har beskikket hende et andet
Hjem her paa Maaneland! Flate Ører -- jeg har set mangen Sau i mine
Dager med flate Ører. Og det var sandt, Isak, at den Maskinen din det
var næsten mere end som at mine gamle Øine kunde fatte. Og hvad hun
koster det vil jeg ikke engang spørre om, for jeg kan ikke tælle det.
Har du set hende, Aksel, saa skjønner du hvad jeg mener, det var som jeg
saa Elias sin Ildvogn, forlate min Synd .. ..
Da Høiet var i Hus begyndte Eleseus at ruste sig til sin Atterfærd til
Byen. Han hadde skrevet til Ingeniøren at nu kom han, men faat det
mærkelige Svar at Tiderne var blit daarlige, de krævet Indskrænkninger,
Ingeniøren maatte ophæve hans Post og fra nu av skrive alt selv.
Det var som Pokker! Men hvad skulde i Grunden en Distriktsingeniør med
Kontorhjælp? Dengang han tok Smaagutten Eleseus hjemmefra vilde han vel
bare vise sig som stor Mand i Marken, og om han fødde og klædde ham til
over Konfirmationen saa hadde han meget rigtig litt Skrivehjælp igjen
for det. Nu var Gutten blit voksen, det hadde ændret alt.
Men, skrev Ingeniøren, kommer du tilbake saa vil jeg gjøre alt for at
faa dig ind paa et andet Kontor, skjønt det kanske vil falde vanskelig,
her er saa overflødig mange Unge som gaar den Vei. Venlig Hilsen.
Visst vilde Eleseus tilbake til Byen, var det at tvile paa? Skulde han
kaste sig bort? Han vilde jo frem i Verden! Og Eleseus sa ikke noget til
dem derhjemme om den forandrede Situation, det var til intet, og
forresten saa var han litt slap, altsaa tidde han. Livet paa Sellanraa
virket paa ham igjen, det var et uberømt og dagligdags Liv, men det var
rolig og sløvende, det virket til Drøm, han hadde ingen at skape sig til
for, han behøvet ikke at speile sig. Hans Byophold hadde spaltet ham og
gjort ham finere end de andre, gjort ham svakere, han begyndte i Grunden
at føle sig hjemløs alle Steder. At han tok paa at like Lugten av
Reinfant igjen -- lat gaa! Men det var ikke nogen Mening i for en
Bondegut at staa og høre paa at Morn og Pikerne mælket Dyrene om Kvælden
og saa falde i følgende Tanker: de mælker, hør nu vel efter, det er
næsten omentrent forunderlig at høre paa, et Slags Sang i bare eneste
Striper, forskjellig fra Hornmusiken i Byen og Frelsesarmeen og
Dampskibsfløiten. Striper ned i en Spand ....
De hadde det ikke meget med at vise sine Følelser paa Sellanraa og
Eleseus kvidde sig for det Øieblik da han skulde ta Avsked. Nu var han
godt utrustet, han skulde atter faa en ny Væv til Undertøi med sig og
Farn hadde overdraget til Mellemmand at levere Eleseus nogen Penger idet
han gik ut av Døren. Penger -- kunde Isak virkelig avse Penger? Det
skulde ikke anderledes gaa, Inger ymtet jo at det vel skedde for siste
Gang, Eleseus skulde med det første begynde at stige og komme frem selv.
-- Naa, sa Isak. -- Stemningen blev høitidelig, Hjemmet blev stille, de
hadde allesammen faat et kokt Æg hver til siste Maaltid og Sivert stod
alt utenfor færdig til at være med nedover Marken og bære. Eleseus kunde
begynde.
Han begyndte med Leopoldine. Ja hun sa Farvel tilbake og greidde det
godt. Likeens Tausen Jensine som sat og kardet Uld, hun svarte Farvel;
men de glodde forbandet paa ham begge Pikerne bare fordi han kanske var
litt rødrandet om Øinene. Han rakte Haanden til sin Mor, og hun graat
naturligvis bent ut og brydde sig Fan om at han var en Motstander av
Graat. Du maa leve saa vel! hikstet hun. Farn blev det værst med,
absolut, aa av alle Grunder: han var saa slitt og uendelig trofast,
hadde baaret Børnene paa Armen, fortalt dem om Maaser og andre Fugler og
Dyr og Markens Undere, det var ikke længe siden, nogen Aar .... Farn
staar ved Glasvinduet, saa snur han sig pludselig rundt, griper Sønnens
Haand og sier fort og ærgerlig: Jaja Farvel! Jeg ser Nyhesten har slitt
sig dernede! Og ut svinger han og rænder avsted. Aa men han hadde jo
selv luret sig til at løse Nyhesten for litt siden, og det skjønte
Skøieren Sivert meget godt der han stod utenfor og saa efter Farn og
smilte. Og forresten saa gik jo Hesten paa Haaen.
Saa var Eleseus færdig.
Saa kom Morn efter ham ut paa Dørhellen og hikstet mere og sa at Gud
være med dig! og leverte ham noget -- dette her -- og du skal ikke takke
han, det vil han ikke. Glem nu ikke at skrive flittig. --
To Hundrede Kroner.
Eleseus saa nedover: Farn strævet uhyre med at faa banket en Tjorpaal
ned i Jorden, det syntes ikke at ville lykkes ham endda det var paa
bløte Engen.
Brødrene gik ind i Marken, de kom til Maaneland og Barbro stod paa
Dørhellen og bad dem til sig: Skal du reise igjen nu, Eleseus? Nei saa
maa du komme ind og faa en Kop Kaffe om ikke andet! De gaar ind i Gammen
og Eleseus er ikke mere saa tilredt av Kjærlighed og vil springe ut av
Vinduet og ta Gift, nei han lægger sin lyse Vaarfrak over sine Knæ og
sørger for at Sølvskiltet vender op, derpaa stryker han sit Haar med
Lommetørklædet og derpaa sier han aldeles fint: Et klassisk Veir vi har!
Barbro er heller ikke borte, hun spiller med Sølvring paa en Haand og
Guldring paa en anden -- jo der hadde hun sandelig faat Guldringen ogsaa
-- og hun har et Forklæde paa som rækker fra Halsen til Føtterne, saa
det er likesom ikke hun som er tyk, hvem det nu ellers er. Og da hun
faar Kaffen færdig og Gjæsterne drikker syr hun først litt paa en hvit
Duk og hækler derpaa litt paa en Krave og driver flere jomfruelige
Sysler. Barbro er ikke brydd av Besøket og det er godt, Tonen blir
naturlig derved, Eleseus kan være paa Overflaten igjen ung og fjasende.
Hvor du har gjort av han Aksel? spør Sivert. -- Enkvar Stædn, et eller
andet Sted, svarer hun og retter sig. Ja nu kommer du vel aldrig mere
hjem til Marken? spør hun Eleseus. -- Det er vel høist usandsynlig,
svarer han. -- For her er ikke Sted for den som er vant til Byen. Jeg
var tilfreds jeg kunde slaa Lag med dig. -- Naa, det mener du nu ikke?
-- Mener jeg det ikke? Jeg har smakt hvorledes at det er at være i By og
hvorledes at det er at være i Bygd, for jeg har været i større By end
som du; saa skulde jeg ikke vantrives her? -- Jo det mente jeg ikke, du
som har været i selve Bergen! skyndte han sig at si, det var da svært
hvor utaalsom hun var! -- Det vet jeg visst at hadde jeg ikke Avisen at
læse i saa fôr jeg min Vei straks, sa hun. -- End han Aksel da og siden
altsammen, det var det jeg mente? -- Ja han Aksel det blev nu ikke min
Sak. End du selv, har du kanske ikke nogen som venter paa dig i Byen? --
Nu kunde ikke Eleseus late være at skape sig noget til og lukke Øinene
og smælte det paa Tungen at han muligens aldeles rigtig hadde nogen som
ventet paa ham i Byen. Aa men han kunde ha utnyttet dette helt
anderledes hvis ikke Sivert hadde sittet der, nu maatte han bare svare:
Du tøver! -- Naa, sa hun støtt, og det var da i det hele tat skammelig
saa grætten hun var: Tøver, sa hun. Ja du kan ikke vente mere av Folk
her paa Maaneland, vi er ikke saa storveies. --
Eleseus gav hende forresten Pokker, hun var blit godt grimet i Ansigtet
og hendes Tilstand var endelig gaat op ogsaa for hans Barneøine. -- Kan
du ikke spille litt paa Gitaren? sa han. -- Nei, svarte hun kort. Hvad
det var jeg skulde sagt, Sivert: kan du ikke komme og hjælpe han Aksel
med at lafte paa Nystuen i nogen Dager? End om at du begyndte imorgen
naar at du kommer tilbake fra Bygden? -- Sivert tænkte paa det: Ja. Men
jeg har ikke Klær til det. -- Jeg skal rænde hjem efter Hverdagsklærne
dine i Kvæld saa du har dem her naar du kommer. -- Ja, sa Sivert,
minders saa. -- Barbro blev overflødig ivrig: Du maatte ha villet det!
Det er nu saa at Sommeren gaar og Stuen skulde været oppe og tækket før
Høstvæten. Han Aksel har villet bedt dig mange Ganger, men han kommer
sig ikke til. Nei du maatte ha villet gjort os den Velgjærningen! -- Den
Hjælpen jeg kan gjøre skal jeg gjøre, sa Sivert.
Det var avgjort.
Men nu er det sandelig Eleseus sin Tur at bli støtt. Han skjønner nok
det er dygtig gjort av Barbro at være om sig paa sine egne og Aksels
Vegne og skaffe Hjælp til Byggingen og berge til Hus, men det er litt
for aapenlyst, hun er ikke Kone paa Gaarden endda og det er ingen
Evighet siden han selv hadde kysset hende, dette Menneske. Fandtes det
ikke Skam i hende! -- Jo, sier han derfor pludselig, jeg skal komme
igjen og være Fadder hos dig. -- Hun gav ham et Blik og svarte forarget:
Fadder? Du snakker om at tøve! Og saaforresten saa skal jeg sende Bud
paa dig naar at jeg blir opraadd for Fadder. -- Hvad kunde Eleseus andet
gjøre end le skamfuld og ønske sig ut av Gammen! -- Tak for Kaffen! sa
Sivert. -- Ja Tak for Kaffen! sa Eleseus ogsaa, men han reiste sig ikke
og ikke bukket han heller, det skulde Pokker, og hun var et Nøste av
Sinne, et Eiter.
Lat mig se! sa Barbro. Ja de Kontoristerne som jeg var hos de hadde
ogsaa Sølvplater i Frakkerne sine, meget større Sølvplater, sa hun. Jaja
saa kommer du indom og ligger her i Nat, Sivert? Jeg skal hente Klærne
dine.
Det var Avskeden.
Brødrene gik igjen, Eleseus gav hende altsaa Pokker og hadde endda to
digre Pengesedler i Brystlommen! Brødrene agtet sig vel for at komme ind
paa nogen Slags sørgmodige Æmner, paa Farns rare Farvel og Morns Graat,
de gjorde en Omvei forbi Breidablik for at slippe at bli hæftet og
spøkte muntert med dette Snyteri. Men da de kom saa langt ned at de
kunde se Bygden og Sivert skulde snu blev de litt umandige begge to.
Sivert kom til at si: Det er nu ikke frit for at det kanske blir
langsomt efter dig! -- Da begyndte Eleseus at plystre og at undersøke
sine Sko og faa en Flis i Fingeren og lete efter noget i Lommerne, nogen
Papirer, sa han, set paa Maken! Aa men det hadde nok allikevel gaat ilde
hvis ikke Sivert hadde reddet dem: Sisten! ropte han og gav Brorn et
Rapp og sprang væk. Det hjalp, de sendte hverandre nogen Farvelord mere
langveis fra og tok hver sin Vei.
Skjæbne eller Slump. Eleseus vendte paa Trods av alt tilbake til Byen
til en Post som han ikke længer hadde, men ved samme særlige Høve fik
Aksel Strøm en Mand i Arbeide. De begyndte at lægge Stuen op den 21de
August og ti Dager senere var den under Tak. Aa det var ikke større
Stuen og bare nogen faa Omfar i Høiden, bare saavidt det var Træhus og
ikke Gamme, men saavidt at Dyrene vilde faa et herlig Fjøs til Vinteren
i det som hittil hadde været Menneskenes Hus.


II

Den 3die September blev Barbro borte. Helt borte var hun nu ikke, men
hun var ikke ved Husene.
Aksel stod og snedkret det bedste han kunde, han strævet med at faa et
Glasvindu og en Dør sat ind i Nystuen, saa han var meget optat; men da
det lidde over Høgstdags og han endda ikke hadde faat Matbud gik han ind
i Gammen. Ingen der. Han fandt sig selv noget Mat og saa sig om mens han
spiste, alle Barbros Klær hang der, hun var bare ute et eller andet
Sted. Han gik tilbake til sit Arbeide i Nystuen og drev paa en Stund
til, saa kikket han ind i Gammen igjen -- nei ingen der. Hun maatte være
blit liggende et Sted. Han gaar ut og leter.
Barbro! kalder han. Nei. Han leter omkring Husene, gaar over til nogen
Busker i Kanten av Jordet, leter længe, kanske en Time, kalder -- nei.
Han finder hende godt avsides, hun ligger paa Jorden skjult av Busker,
Bækken løper forbi hendes Føtter, hun er barhodet og barbent, dertil
dyvaat helt op i Ryggen.
Ligger du her? sier han. Hvorfor svarte du ikke? -- Jeg kunde ikke,
hvisket hun og var næsten maalløst hæs. -- Hvad -- har du været i
Vandet? -- Ja. Jeg glidde. Aa! -- Er du ussel? -- Ja. Det er over. -- Er
det over? sier han. -- Ja. Nu maa du hjælpe mig hjem. -- Hvor er --? --
Hvad? -- Var det ikke Barn? -- Nei. Det var dødt. -- Var det dødt? --
Ja.
Aksel er sen og uten Fremfærd, han staar der. -- Hvor det er? spør han.
Det gjør du ikke at vite, svarer hun. Hjælp mig hjem. Det var dødt. Jeg
kan gaa selv naar at du letter mig ørlite under Armen.
Aksel bærer hende hjem og sætter hende paa en Stol. Vandet randt av
hende. -- Var det dødt? spør han. -- Det hører du vel, svarer hun. --
Hvor du har det? -- Skal du lugte paa det? Har du fundet dig Mat mens
jeg var borte? -- Men hvad du skulde atmed Bækken? -- Hvad jeg skulde
atmed Bækken? Jeg skulde finde Ener. -- Ener? -- Til Kjørlerne. -- Det
er ingen Ener der, sier han. -- Du skal bare gaa og arbeide! advarer hun
hæst og utaalmodig. Hvad jeg skulde atmed Bækken? Jeg skulde finde mig
Soplimeris. Har du spist, spør jeg? -- Spist? gjentar han. Er du meget
ussel? -- Aanei. -- Jeg mener jeg maa faa Doktoren til dig. -- Du kan
bare prøve! svarer hun og reiser sig og begynder at finde sig tørre Klær
til Skifte. Har du ikke andet at kaste Penger bort til!
Aksel gaar tilbake til sit Arbeide og han faar ikke stort utrettet, men
han dunker litt og høvler litt saa hun skal høre ham; tilslut kiler han
Vinduet og dytter det med Mose.
Om Kvælden er ikke Barbro videre paa Maten, men hun gaar og pusler og er
i Fjøset og mælker og stiger bare litt forsigtigere end ellers over
Dørstokkerne. Hun gik tilsengs i Høihuset som hun pleiet og de to
Gangene Aksel saa til hende om Natten sov hun fast. Hun hadde en god
Nat.
Morgningen efter var hun næsten som ellers, bare hæs indtil Stumhet og
med en lang Strømpe reivet om Halsen. De kunde ikke tale med hverandre.
Dagene gik og Episoden blev gammel, andre Ting traadte i Forgrunden.
Nystuen skulde egentlig staa og sige i Lafterne og bli tæt og trækfri,
men det var det ikke Tid til, den maatte gjøres brukbar straks og det
nye Fjøs indredes. Da det var gjort og Flytningen over tok de op Poteten
og da den var oppe skar de Kornet. Livet var det almindelige.
Men av mange smaa og større Ting skjønte Aksel at Stillingen var blit
løsere, Barbro fandt sig ikke mere hjemme paa Maaneland end en anden
Taus vilde ha gjort, heller ikke mere bundet, hans Tak i hende hadde
raknet da Barnet døde. Han hadde tænkt saa stort at bare vent til Barnet
kommer! Men Barnet kom og gik. Tilsist strøk Barbro endog av sig
Fingerringene og brukte ingen av dem. -- Hvad det skal bety? spurte han.
-- Hvad det skal bety? svarte hun og kastet med Nakken. --
Men det kunde ikke godt bety andet end Træskhet og Svik fra hendes Side.
Nu hadde han fundet det lille Lik ved Bækken. Ikke saa at han hadde lett
videre efter det, han visste jo næsten paa en Prik hvor det maatte være,
men han lod det sløvt bero. Tilfældet vilde da at han ikke skulde glemme
det helt bort: det begyndte at staa Fugl over Stedet, skrikende Skjur og
Kraake, men en Tid efter ogsaa et Ørnepar i svimlende Høide. Det var som
oprindelig bare en enkelt Skjur hadde set noget bli henlagt der og saa
ikke hadde kunnet tie med det som et Menneske, men var begyndt at
skravle. Saa vaknet jo ogsaa Aksel av sin Likegyldighet og ventet paa en
høvelig Stund til at snike sig ditbort. Han fandt det under Mose og
Kvist og et Par Stenheller, i en Klut, en stor Fille. Med Nyfikenhet og
Gru aapnet han litt paa Klædet -- Øinene lukte, mørkt Haar, Gut, Benene
overkors, mere saa han ikke. Kluten hadde været vaat, men var begyndt at
tørkes, det hele saa ut som en halvt opvridd Bundel efter Vask.