Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - 4

og at vi saa skal sætte
os selv i Hedningernes Sted
for at fælde det rette
Skøn over Maal og Med,
og at vi burde kigge
bag egne Fordommes Mur,
før vi fordømmer Skikke
af fremmedartet Natur.
Vi korser os over det syndige
Liv i obskure Gader,
men er næppe selv saa yndige
Helgener, som vi lader.
Over de _andres_ Laster
bander vi, saa vi faar Mulkt,
eller bekæmper dem aabenlyst
-- og synder dog _selv_ gedulgt.
Men her iblandt de »Vilde«
paa Jordens nordligste Kyster
er intet standsmæssigt Skille,
her følger enhver sine Lyster.
Kan en dygtig Fanger forsørge
mér end en enkelt Kone,
er der ingen »Moral« at spørge
og ingen Brøde at sone.
Hos _os_ kan kun én man binde
gennem Præst eller Øvrighed,
-- saa holder man Elskerinde,
hvad Gud og Hvermand véd.
Hjemme spiser man Vildt,
som raadner -- en Modens Gaade --,
_da_ er vel Forargelsen spildt
over Hedningens Levemaade.
Man ækles over de Lus,
der Liv paa hans Legem frister.
-- Hos os i hvert andet Hus
snylter der Syfilister.
Hjemme bærer vi Hatteflor,
naar en af de nærmeste dør,
klæder os sort det næste Aar
-- og lever dog Livet som før.
Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog,
har _sit_ Begravelsesvæsen.
Heroppe sværter man Øjenlaag
og putter sig Renshaar i Næsen.
Hjemme dyrker vi Fanden
som straffende Gud for det onde,
heroppe bor Bussemanden
i Havet, hvor ingen kan bunde.
Her tages det Barn af Live,
hvis Slægt er til Graven fulgt,
som ingen kan Næring give,
som snart maatte dø af Sult.
Men Jomfruen hjemme, der føder
sit Barn i Jordemorens Gade,
maa dyrt en Pengesum bøde
for at dække over sin »Skade«.
Maaske vil Barnet krepere
af gennemført ussel Pleje,
-- saa er der jo intet mere,
som røber Elskovens Veje.
Og vi, som endnu fører Krige
af den smudsigste Egennytte,
bør ikke hysterisk skrige
om Hævnmord i Hedningehytte.
Det ene Folk er som det andet,
det er _Mennesker_ alle Vegne.
Der er Kristne i Hedningelandet
og Hedninger blandt Guds egne.
Og hvad maa _vi_ ikke taale
af alle Lægprædikanterne,
som er værre til at gøgle og skraale
end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.
Ak -- lad os da blot missionere
blandt Grønlands sidste »fortabte«,
_Skikkene_ kan man polere,
_Sjælene_ blir som de er skabte.
Og lad os bygge Butikker
til Støtte for Salmesangen,
saa faar den »Vilde« en sikker
Genvej til Undergangen.
Saa kan den kongelige Handel
og Missionens Aarsberetninger
servere den bitre Mandel
i slørede Frase-Sætninger.
Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg
og Spækket til Lampetran
-- og sidder i Mørke og fryser selv
og sulter sit Hundespand.
Sidder og remser Bønner
i Handelens Bomulds-Klæder
-- disse Naturens Sønner,
der fødtes til frie Glæder!
Ingen maa Koner bytte
eller dræbe hverken Gamle eller Unge,
-- de lover det, men maa dog lytte
til Naturens ærlige Tunge.
Snart er de kristnede Vilde
at se til som Munke i Kloster,
nu synder de skjult og stille,
bedriver Hor og fordriver Foster.
_Det_ gør deres Frænder mod Syd,
som kristnedes af Hans Egede.
Alverden skilter med Dyd,
men hvor er dens Fraser afblegede!
Den Vilde var sand i sin Last,
og Lasten var alles i Fællig,
-- hos _os_ blir hver Synder sat fast
af dem, der hykler sig hellig.
Men hellere Hedning og fuld af Synd
og ærlig i alt sit Væsen
end brovte med Kristendom, som er tynd,
og saa tage Godtfolk ved Næsen.
Nu, da jeg lever blandt disse
foragtede Faar og fortabte,
erkender min Sjæl tilvisse:
vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte.
Det ene Folk er som det andet,
det er _Mennesker_ alle Vegne.
Der er Kristne i Hedningelandet
og Hedninger blandt Guds egne.
Ikke at _vi_ skal anvende
disse hedenske Skikke,
bare frimodigt erkende,
at _bedre_ er vore ikke!


LANDSMÆND

Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer
saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer.
Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles
derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.
Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn,
dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.
Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden,
som hjemme er Fjender som bare Fanden.
Tilsammen rakker de Danmark ned
og røber deres Venners Hemmelighed.
De følges i Cirkus og Opera;
det er tydeligt, hvilket Land de er fra.
De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat,
altid til Kaffesladder parat ...
-- Men da jeg kom til Eskimoernes Land,
da maatte _jeg_ søge den danske Mand.
Han hersker i Grønland som nogen Czar,
behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.
Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige,
vi talte ofte sammen som Lige.
_Jeg_ haanede Grønlands usle Regering,
_han_ peged paa Eskimoernes Formering:
at _nu_ var de vokset til elleve Tusende;
-- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!
Især naar man véd, at adskillige Hundrede
er uægte Frugt af den højligt beundrede
danske Regerings Embedsmænd,
der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ...
-- De elsker mig ikke i denne Region,
de tror, jeg er kommen herop som Spion.
De véd, at jeg mener, vi handler ilde
mod dem, over hvem vi Herrer spille.
Jeg finder vort Styre dumt og slet,
-- og der er vel dem, som giver mig Ret.
De frygter, at jeg skal Sandheden skrive
og Grønlands Enevoldsmagt aflive.
En nybagt Præst, der mest var Kujon,
spotlo bestandig vor Ekspedition.
Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse:
Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.
Nu sad han i Landet som »Missionær«
og mente sig Martyr-Glorien værd.
Langt fra den hjemlige Faarestald
»_led_« han -- for at vente paa federe Kald.
Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.«
Selv turde han ikke sin Slæde køre.
Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.«
Selv laa han lunt i sin Præsteseng ...
Nogle Præstefruer troede min Virken
bare galdt at omstyrte Kirken.
Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde
kom et Par af dem Fjenden i Møde.
Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant,
er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.
Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l
-- saadan er grønlandsk Missions-Moral.
Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag,
havde hun vel næppe skjult sit Nag.
Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil
her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ...
Der er i Verden, hvorhen jeg drog,
ingensteds Mage til Sladrekrog.
Endnu har jeg aldrig paa min Færden
truffet saa snæver en Tankeverden.
Ingen kan holde sig for sig selv,
enhver maa ud i Skænderiets Elv.
Hver Plads har højst tre-fire Familjer,
-- men alle saa er de selvstændige Viljer.
Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens,
Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.
Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene,
at han havde det bedst, hvor han boede _alene_.
-- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede,
i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.
Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted
af mere opofrende Værter jeg véd.
Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt,
er det bedste, de ejer, ikke for godt.
Som Budbringer kom han fra Verdenshavet
til dem, der er Aar efter Aar som begravet.
Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen
og tror paa Personlighed bag Berømmelsen
og længes naivt efter Bud om de Røster,
som hjemme Humbugens Laurbær høster,
som læser Romanerne uden Nøgler
og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,
som vilde den bitreste Skuffelse lide,
om de fik Hemmeligheden at vide.
De sidder og lytter med graadige Øjne
til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,
véd ikke selv, hvor lykkelig skjult
langt borte de er fra forlorent og hult,
fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse
-- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse,
fra alt, der saa afstands-lokkende stod,
-- _det_, som vi andre tilfredse forlod,
sidder og finder sig selv forurettede,
-- de graadige Øjne blir aldrig mættede,
saa er det, de fristes til at nyde,
hvad Naboen koger i sin Gryde,
og saa er de midt i det grønlandske Kævl
og splittes til bare Las og Trevl ...
-- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt,
var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.
Nu sidder jeg her og mindes med Tak
de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,
baade de hyklerske og de ærlige,
baade de kølige og de kærlige,
længes mod nogle faa især,
som virkelig traadte mit Hjærte nær,
som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt,
naar længst deres gode Mad er glemt.
Ét, hvor man tog mig som den, jeg er,
og viste sig selv i dagligdags Klær,
ét, hvor man ingen Bordtaler holdt,
ét, hvis Vært var korrekt og stolt,
ét, hvor Tanker blev drøftet tidt,
ét, hvor Latteren blussede frit,
ét, hvor man græd, da vi Afsked tog,
da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ...
-- Her, hvor jeg lever paa Sultekost
og savner Livretter og liflig Most
og immer det sejge Hvalroskød nyder,
her længes jeg ned til de danske Gryder.
Her mindes jeg altid bevæget og glad
Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.
Fortørnes ikke -- men her er desværre
Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.
Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan,
I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.
I er som Blomster, oprykket med Rod,
udplantet i Muld Eders Væsen imod.
Men Aarene rinder med ondt og godt,
alt smaat bliver stort, det store smaat.
I føler det selv: I forkrøbles let,
Modstanden svigter, Aanden blir træt.
Det er kun de Faa, der i dette Øde
altid har Aand og Hjærte i Grøde.
_Dem_ er det især, jeg mindes med Tak,
af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.
Vredes I over en ærlig Paamindelse?
Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!
Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner,
hvis _sande_ Mening I ikke kender.
De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed,
smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.
De kom jo saa ynkeligt tilkort:
de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.
-- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf,
naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!


TEATER

Man har spurgt mig, om jeg savner
Scenens Kunst, som hjemme bydes,
og som jeg til Gavns har søgt.
Nej! Jeg savner Aand og Kløgt,
og jeg ækles ved de Avner,
der som Kunstens Kerne nydes.
Jeg har kendt en Hob Aktører
og mangfoldige Aktricer
i den _sande_ Hjemmedragt,
og jeg mindes med Foragt,
hvad blandt dem man ser og hører
-- Scenekunsten _bag_ Kulisser.
Sur Misundelse var Præget,
raa Kynisme Modersmaalet,
falsk Elskværdighed en Norm,
selv om tidt nok de har skraalet,
svine-gryntet, faare-bræget
højt om Kunstens Maal og Form.
Og hvem af dem gør vel Fyldest:
-- kundskabsløse, aandsforladte,
blottet for Kultur og Smag!
Men de fraadser i vor Hyldest,
er Nationens dyre Skatte,
deres »Kunst« en Samfundssag.
Nej -- Gud fri mig for den Vaande
atter at besé vor Scene
med dens Pøbel og dens »Kunst«.
Heller Sne og Is og ene
end fra hver Avis indaande
Scenegulvets mugne Dunst.
-- Da fra Galleriets Bænke
ung og arm paa Sparepenge
jeg de første Indtryk fik,
kunde jeg gaa ene, længe
gadelangs og gennemtænke
alt med varmt begejstret Blik.
Men min Drøm blev sønderflænget,
da jeg naade i Parkettet
og fik Teksten fra Sufflør:
alt var grelt af Sminke plettet,
alle Miner grimt forvrænget
-- og jeg kendte hver Aktør!
Kendte mangen vigtig Blære,
mange sløve Solderister,
deres blinde Selvrespekt,
deres tomme Tankekister
og forlorne Pral og Ære,
kendte -- ak! -- Den hele Slægt ...
Men blandt denne simple Vrimmel
stiger højt en ensom Søjle
med et klassisk Kapitæl,
stræbende mod Kunstens Himmel.
-- Mens de andre kun vil gøgle,
skaber han ud af sin Sjæl.
Disse faa og stolte Hjærter
og den danske Scenes Hæder
kan jeg ofte længes til:
_de_ har kendt de dyre Glæder,
gennemlevet dybe Smærter,
_de_ er, trods Teatrets Klæder,
_Mennesker_ i deres Spil.
Og jeg véd, at ses vi atter,
staar I som hver Gang, jeg rejser,
ubønhørligt kun jer _selv_,
I har trodset Pøblens Latter,
I er Søjler, og I knejser
rankt mod Kunstens Himmelhvælv.


MUSIK

Tænk, naar jeg igen skal høre Musik,
Musik, som rører min Sjæl til Suk!
Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik,
jeg atter hører Musik, som er smuk.
Musik, o Musik! Beethoven og Bach!
Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort,
jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort,
blot leve med Mestrene, aande min Tak.
Heroppe synger kun Søfugl og Hval,
selv voved jeg bare en enkelt Gang
at nynne en lille Schubertsk Sang,
-- Folk lo og tænkte, at jeg var gal.
Deres Hedningehjærner har ikke Rum
for Lykke og Lidelse sat i Musik,
blot Troldmandens monotone Brum
til Tarmskindstrommens sære Rytmik.
Maaske man kunde faaet dem lært
-- hvad Tusinder Danske jo lever i --
en flunkende tom Revy-Melodi,
men det var nok ikke Umagen værd.
Thi lykkeligvis er de ikke bragt
saa vidt som de kristnede Eskimoer,
hvis Salmesang blot er drævende Kor
-- al anden Musik gaar i Hopsatakt.
Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,
og al min Hjerne blev Lirekasse-ør,
min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk
efter Toner, som altid fyldte mig før.
Der er ikke i Verden en Kunst som Musik,
hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt,
hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik,
de lønligste Ting har Musikken mig sagt.
Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist,
snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur,
og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst,
naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.
Naar jeg ikke længer kan røre en Pen
og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt,
da er vel endnu Musikken igen,
jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.
-- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik,
en kendt Symfoni, tungsindig og stærk,
o, hvilket højtideligt Øjeblik,
naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,
naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog
og glemmer mit eget forsvindende Fnug,
med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog,
og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.


KVINDER

Kvinder, Kvinder!
Jeg savner Kvinder:
dem derhjemme, jeg glad forlod,
ikke en eneste en var mig god,
jeg var saa inderlig ked af jer alle,
træt af at sejre, syg af at falde,
o! Og bedrøvet af Minder.
Fjernt gaar Rejsen
bag Nord-Atlanten,
Fjælde løfter sig, klædt med Is,
Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.
Endelig fri! Kan uhinderlig drage
Vejen i sære Henrykkelsens Dage
-- lykkelige jeg, som fandt den!
Og jeg nyder
med skærpede Sanser,
stormer frem med ubændig Kraft,
alt mit Blod er som sydende Saft,
daglig sejrer ærgerrige Kræfter,
grundigt hviler de sig derefter,
naar ved Maalet jeg stanser.
O, men nu savner jeg
Kvinder, Kvinder,
dem derhjemme, de dunkle Blik,
deres berusende Skumringsdrik!
Jeg havde troet jer ude af Tanke ...
Stille, Hjærte! Du maa ikke banke
Blodet til mine Kinder.
Hør, jeg raaber det:
Kvinde, Kvinde!
Bort med Forsagelsen, Elskov først,
kom nu og sluk mine Læbers Tørst,
se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,
ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,
og lad mig dø derinde.
Danske Kvinder!
I skal dog vide det:
Kvinderne her i det høje Nord
er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,
Manddyrets Trælle, afhændelig Vare
-- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare;
man væmmes kun, at de maa lide det.
Nej, _Kulturens_
stolte Kvinde,
hende jeg haanede tidt af Trods,
hun er den eneste Kvinde for os.
Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig
bare en eneste Gang. Den beholder jeg
gemt som mit helligste Minde.
Ja, jeg savner dig,
Hjemmets Kvinde!
Al din friske, fortryllende Skæmt,
din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,
savner især dine kærligt dømmende
dunkle Øjne, de vemods-drømmende
-- mer end en Himmel at vinde!
Dit stille Vemod,
din _Sjæl_, Veninde:
dybt, hvor din reneste Strengebund toner
i sælsomt grublende Regioner,
_den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, --
naar i de svimlende Drømme jeg favner
mit Hjærtes eneste Kvinde!


NATUR OG CIVILISATION

Overmæt af Kunst og Kultur,
led og ked af Venner og Fjender
søgte jeg bort til en vild Natur,
hvor intet dagligdags hænder.
Her fik jeg prøvet min Muskelkraft,
véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter,
fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft,
og alle forsømte Pligter.
Frosset og sultet og legemlig slidt,
savnet, hvad før var mig uundværligt,
svævet i pirrende Farer tidt,
-- aa, dette Liv er herligt!
Levet i Solskin Maaneder rundt
vaagen og virksom Døgnet til Ende,
besteget Fjældene, sovet sundt
og bare tænkt smukt om min Fjende.
Kysterne ejer rige Spor
om fjerne, formummede Tider,
da frem af Kaos vor elskede Jord
ung og almægtig stiger.
Mangt et besynderligt Visdomsord
talte den vilde, hedenske Stamme,
Hunde og Herre fik gratis For
og Herren _Telt_ med det samme.
Og naar man først sig vænnet har
til Kødmad raat ud af Skankerne
eller Kødmad lunknet i grissede Kar,
pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.
Og kan man bare faa Hvile og Mad
og nøgen hos Værtsfolket ligge,
da er man tilfreds og lader glad
Polar-Parasiterne stikke.
Mangen fordummende Overtro
hersker her oppe som hjemme
-- men her var lykkeligt frit for to,
der gerne sig _selv_ vilde glemme ...
-- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang,
og Sanserne, friheds-svimle,
og Blodet, der gennem Aarerne sang,
gløded med glødende Himle!
Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem
norden for Lands Lov og Ret,
-- heroppe drog mangen Polstormer frem
og drog sit sidste Aandedræt.
Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl,
søgte at bruge to aabne Øjne,
jagede Réner og Bjørn og Sæl
de hellige Døgn som de søgne.
_Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar,
lod haant om Kulturens Krøller,
ynkede Oprørets tamme Faar,
belo vore aandelige Bøller.
Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt
eller agtedes saare ringe.
Bravo, Københavner! Des mere bekvemt
kunde her jeg sprede min Vinge.
Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud,
hørte du Luften suse!
Himlen har ikke saa høj en Gud,
jeg var jo dèr til Huse.
Alle mine inderste Tanker steg
fremad, ustanseligt fremad.
-- Om det blir _Liv_ eller bare Leg,
skal kendes, naar jeg vender hjemad ...
Men jeg maa sige jer det for sandt,
_nu_ længes jeg hjem til de danske,
dem jeg dog helst har været iblandt,
og som jeg tilhører ganske.
Her oppe leved jeg længe nok
til for bestandigt at vide:
_jeg_ er et Faar af min egen Flok,
det hjemlige Hø vil jeg bide.
Saadan ender vi Menneskers Flugt
bort fra Kulturens Centrer.
Den Tid er dog ikke forgæves brugt,
hvori vore Meninger kæntrer.
Mennesket bliver sig selv overalt,
vi er Dyr, baade vilde og tamme,
ingen er Sukker blot, ingen Salt,
vi er allesammen det samme.
Blot en Nuance, uendelig lidt
adskiller Stodder fra Greve,
denne Erkendelse gør jeg tidt,
den gør det til Fest at leve.
Hedningen her er ej ideal
og heller ej sjælesort,
snart er han god, snart er han gal,
-- men hans Liv er en herlig Sport.
Det var til dette friske Pust,
jeg længtes af al mit Hjærte,
-- o! Mine unge Vinger har brust,
men nu har jeg Hjemvéens Smærte.
Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag
og aander Civilisationen,
saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag,
den ligger i Midt-Regionen.
Den Vished kan gøre moderat og svag,
men _falsk_ bliver ikke Tonen!


DA SKIBET KOM

Saa staar vi da en Dag og bygger Hus
højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse,
-- vort Byggestof er bare Sten og Grus --,
opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse,
hen over Havet gaar Sensomrens Sus,
og vi har ingen Baad, og udeblevet
er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet,
maaske er det forlist med Mand og Mus.
-- Hér har vi drøje Længslens Timer levet,
hér maa vi vente, til der lægges Is,
og sælge Livet for den dyreste Pris ...
En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset,
og det er fattigt nu med Fuglesang,
saa staar vi da og spejder sidste Gang
ud over Havet efter Skib bag Næsset.
Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen
tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen.
-- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer;
hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme,
og skal med dette Skib Befrielsen komme?
-- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ...
Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær,
fik snart Kajakken fat, klemte os ned
og stak til Søs med vore Boplads-Fæller:
Der blir en Raaben-op, mens de fortæller,
om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted,
hvor mange Master, Skorstene og Rær,
om nu den sjældne Gæst vil stanse her,
om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- --
Men som vi naar derud: énmastet, lille
fremglider Skuden paa den brede Fjord,
bjerget er Sejlene, og fra dens Motor
hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget,
og rundt om tier Verden lyttende stille.
Og op mod Masteknappen farer Flaget,
det rene norske! Og vi kommer ombord ...
Nej -- der var ingen Post og intet Bud ...
Er vi da helt af Vennerne forglemte,
og mon de tror os sporløst slettede ud,
saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte;
-- men maaske er de alle sammen døde?
-- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud
mod Skuffelsen ved dette glade Møde ...
Men der blev Fest ombord: blot ved at se
Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner.
Af deres Læber lød de kendte Toner,
der indebærer al vor Fryd og Vé,
-- hvor vi dog kunde snakke løs og le!
Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad,
vor syge Ven blev bragt ombord i Baad,
paany sad vi ved dækket Bord og aad;
Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde,
vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ...
Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder,
snart roede vi fra Skibet i Kajakken.
Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken
og vinked os et hjærteligt Farvel.
Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under,
paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --,
og Is og Polnat vil sig om dem lukke,
og hjemme vil de bange Hjærter sukke,
-- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat,
her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet --
og endnu skal der roes to Mil til Landet,
-- og dèr skal vi gaa mod den store Nat.
Men tidt vil over Havet, der os skiller,
og bag de mange Hundred Mil derhjem
Tankerne graadigt søge Næring frem
af vore fælles Minders forfriskende Kilder.


SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN"

I
Jeg er saa glad for Solen,
glad for September-Solen,
den bryder uformodet
frem af den tunge Sky,
saa gul som Æggeblommen
skinner den uindbuden,
men hjærteligt velkommen
gennem Tarmskindsruden
ind i vort ringe Ly,
bestraaler en tilsodet
mos-fuget Sandstensvæg,
gløder over mit Skæg,
varmer mig dybt i Blodet
og strejfer skælmsk Reolen
-- ja, for vi har en Bogreol,
tre Pakkasse-Borde og en Stol.
Ak ja, vort Hus er lille,
beskedent Inventaret,
stenhaard vor Soveplads,
ingen bruger Madrats,
-- vi ejer jo ikke meget.
Men her er Rum for os alle,
frit Rum for frie Tanker,
for hver personlig Mening,
og Ordene er som forynget,
thi Huset er vort eget,
ved egne Kræfter bygget,
af ingen Skatter tynget,
ej heller truet og trykket
af nogen Kreditforening
-- det eneste Hus, jeg har set,
uden Prioritet!
Dog: _kunde_ man prioritere,
til Mønningen prioritere
den stadigt vedligeholdte
barnligt selvejer-stolte
Glæde hos Hulebeboerne,
naar vi har Besøg af Bekendte
og Venner blandt Eskimoerne
og fester for dem i vor »Sal«,
saa blev der Tilbud om Kapital,
for _den_ skulde nok svare Rente,
-- men det er nok ikke at vente ...
Her er saa solskins-stille,
saa høstligt højtids-stille,
for en Naturtilbeder
underfuldt fredsomme Steder:
En af os sidder og maler
Isfjældene, guld-bestrøde,
en anden skæmtende taler
med Folkene her fra Landet,
selv falder jeg hen i Goethe,
læser mig langt, langt bort,
_véd_, hvad jeg gerne vilde,
nu, da Dagen er kort
og Aftenen mørk og stille.
Jeg mindes en fjern Akkord
og _længes_, kæreste du:
»Ueber allen Gipfeln ist Ruh.«

II
Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,
der trives paa »Længselens Ø«,
blege er de som brystsyge Børn,
der ligger og kan ikke dø.
En Valmu, en Liljekonval og en blaa,
som jeg ikke kender ved Navn.
Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule;
de ligesom fylder et Savn.
Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,
i Sommer de straalede rent!
Stormene slog dem nok skaanselsløst,
og nu er det ogsaa sent.
Ja -- det er altfor sent for en Blomst
at staa i den frosne Muld ...
Bare der var nogle flere af jer,
saa hele Hulen blev fuld!

III
Hvor er dog Havet mørkt i Dag
som ved Decembertide hjemme.
Nordvestens tunge Aandedrag
kan gennem Væggen jeg fornemme.
Koldt er her: Termometret Nul,
Blæst stryger ind af hver en Sprække.
Og dog! Hvor hyggeligt et Hul,
mod Uvejr et velsignet Dække.
Spæklampens muntre Flammeild
flakker kærtegnende paa Muren,
ude raser en arktisk vild
Efteraarshærgning i Naturen.
Lav rinder Solen, høstlig gul,
hver Nat blir nye Stjerner tændte,
visnet er Blomst og flygtet Fugl,
kun Vintrens dybe Nat i Vente.
Ude Orkan -- men inde Fred,
den lykkeligste Fred, jeg kender,
naar Dag er endt, og Sol gaar ned,
og alle Længslers Lamper brænder.

IV
Den første dryssende Sne
over de nøgne Fjælde
og Frostens klingre Bjælde.
Forbi den korte Sommer,
Valmuer og Konvaller,
Elvenes Draabe-Krystaller.
Den nøgne Jord blev Is
ved første Nattekulde,
nu sover Kim i Mulde.
Nu graver sig alle Mennesker
ned i den lune Jord
med alt deres Vinterfor.
Borte er Narhvalstrækket,
ikke en Fugl under Land,
bare det mumlende Vand.
Og ved de stejle Kløfter
vaander sig Ræv og Hare
inde i Saks og Snare ...
Men til det store Mørke,
klædte i Dyrehuder,
bringer vi vore Guder:
Hjemmets og alle Erindringers!
-- drøfter gamle Hændelser,
kommer med sære Bekendelser,
trevler vort Livsvæv op,
de skøre, bristende Traade,
brænder dem uden Naade,
klæder os splitternøgne,
kender til Bunds hinanden
-- dog bare til Afgrundsranden,
bygger jo, hver især,
et Ly for sit skjulteste Minde,
hvor man er _ene_ inde,
ene -- altid alene:
en vanskelig Jord at dyrke,
men Ensomhed giver Styrke ...
Saa er da Sommeren død,
og i det yderste Thule
gemmer vi os i en Hule,
er som et udflyttet Danmark
varmet af hjemlig Sol
her ved den kolde Pol,
drømmer saa meget gammelt,
higer mod nye Stier,