Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - 3

_min_ Stolthed er det og mit Savn,
herfra udgaar mit Skæbnespor,
her fik jeg Liv, her døde Mor.
Og dette Land, jeg har saa kært,
min unge Elskovs Brudeseng,
hvor er det blevet misregért
og pint af fremmed Fyrsteslæng!
I slog vor Ret, udaad vor Marv
og leved selv i Sus og Dus,
lod Vold og Vælde gaa i Arv,
udødelige Kongehus,
vort sunde Legems Snyltelus!
Jeg hader Kongemagt og Krig,
og jeg vil ikke ofre Blod
og ikke ligge Valplads-Lig
-- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod!
Hver den, som øger Livets Værd
ved Brødets Kamp som Arbejdsmand,
i Videnskab, paa Forskerfærd,
ad Kunstens Baner, hel og sand,
han bløder for sit Fædreland.
Ja, _dette_ dyre Blod har flydt,
fra Danmarks gamle Land blev skabt;
en tusind-tunget Vé har lydt,
naar disse Daadens Mænd gik tabt.
Men Fyrsten sad paa Tronens Stol
fra Folkets Liv og Tanker fjern
som Maanens Fjæs fra Livets Sol,
forskanset bag »Guds Naade«s Værn,
hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_.
O, Danmark! Mangen ydmyg Nar
lod hæfte Kongens Guld paa Bryst,
-- men tifold stolt sit Hoved bar
hver ukøbt Mand i Dagens Dyst.
Om Danmark som en Frihedsstat,
hvor Folket raader Folkets Kaar,
hvor Kongen og hans Hof-Etat
af Folkets Naade Aftægt faar,
dog lige dristig Drømmen gaar.
Ja, drøm dig frem til Republik,
saa alle Evners Fylde naas,
før du skal tømme Dødens Drik
og af et »Stor-Evropa« flaas.
Det _Kongens_ Danmark, vi har troet
var Flammen i vor Hjærtebrand,
vil dø og blive mosbegroet,
men _leve_ mellem Mand og Mand
vil _Folkets_ gamle danske Land.
Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud,
hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø,
naar jeg har adlydt Livets Bud
som Blomsterkalken, der gav Frø,
du skønne Land af Øer og Næs
med Oldtidsskov paa Bakkedrag,
med Aa og Eng og frodigt Græs
og Lyngklit ud mod Bølgeslag,
med frigjort Folk som Fremtidssag!
O, lad mig se endnu en Gang
mit jydske Hjem, min Far, min Brud
og høre Hedelærkens Sang,
naar Klokkelyngen springer ud.
O, lad min Baad en stormfuld Dag
for stærke Sejl naa hjem i Havn,
-- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag,
min Last forlist, forglemt mit Navn,
saa fandt jeg dog min Fødestavn!
Mit gode danske Fædreland
du ejer alt mit Hjærteblod,
hjem til din lave, lyse Strand
gaar altid glad min Aand og Fod.
Og er du end et usselt Fnug,
en ukendt Plet paa Globens Rand,
udpint til Armod, Had og Suk
af fremmed, lovløs Fyrstestand,
du er mit Land, mit dyre Land!


VENNER
TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM

I
Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt!
Det har krydret mig de ferske Retter,
Mennesker paa Livets Festbord sætter,
været Gærstof i den vamle Malt.
Der var Tider, hvor jeg nød det alt:
sukret Bagværk, som kun daarligt mætter,
søde Vine, der gav tørre Pletter,
men den Levevis for Brystet faldt.
_Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen,
naar jeg valgte anden Drik end Vand,
høstlig sval den flød bag Glassets Rand.
Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand,
men afklaret var jeg da: en Mand,
der aad ikke Brød blot for Rosinen.

II
Venner! I gav Surdejg til mit Brød.
Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,
_jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage,
og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.
Jeg var ung og endnu grøn af Lød.
_Mestrene_ gav kandiseret Kage,
skulde Kundekresen da beklage
Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød.
Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,
ikke én af Fagets Folk jeg kendte,
aabned angst min Bod i Sidegaden.
Men dèr var det, at det slemme hændte,
_I_ gav mig paa Surdejg Appetit,
og saa gik Bedriften snart fallit.

III
Salt og Surdejg, bedske Krydderier
blev mit Væsen og mit Kald en Tugt.
-- Ikke mange Folk ser noget smukt
i de livsens-bitre Poesier.
Men den kloge Mand er den, der tier,
lige glad om Værket blot blir slugt
af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt,
og som hader Kling-Klang-Melodier.
Han er Digter og kan ikke ænse,
om han overskred den Smagens Grænse,
som er gængs for dannede Poeter.
Maaske saares alle hans Bekendte,
men som Literaturens Dumme-Peter
vil han ikke sine Laurbær hente.

IV
Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa,
om vi vikler os i Hensyns-Vævet;
-- men jeg véd, at vi har alle bævet,
hvor de store Opgør forelaa.
Men hver den, som paa Akkord vil gaa,
naar det blir af Slægt og Omgang krævet,
og som ikke faar sit Livsværk hævet
op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,
han maa altid give Køb og lyve,
han er Larven, der skal aldrig flyve
sommerfugle-fri til Blomstens Kube.
Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke,
skiller al hans Kres i Faar og Bukke,
er ham ene Vej til Sjælens Grube.

V
Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande.
Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,
derfor staar I begge to som støbt,
møder Grin og Svig med aaben Pande.
I er Lys ud over plumre Vande,
Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,
alt jert Arbejd bliver smærte-døbt
og gaar derfor virkningsløst om Lande.
Thi vi kender dansk Moral og Mode:
-- Kunsten er det skønne, ædle, gode
i sødladen, smærtefri Servering ...
Lad _os_ Hyl i Harmonien blande:
Kunst er ikke Tossernes Formering,
Kunst er Liv -- det dybt personligt sande!

VI
Venner, _I_ har levet denne Lære
og før nogen rakt mig Broderhaand,
Næring drog vi af hinandens Aand;
hvor vi fulgtes, var der godt at være.
_Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære,
rodfast Egen skød af spinkel Vaand;
skilte ad skal just vort Venskabs-Baand,
fri for Egennytte, styrket være!
Fyldt af Udvé følger hver sin Bane,
Farten det er Livet, Kunstens Lods,
lutret naar vi hjem til fælles Fane.
Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl,
er ej Slaver af hinandens Ros,
derfor ses vi -- og ser os i Spejl!

VII
Kunstnere! Du Digter og du Maler!
I, mit Hjærtekalds de bedste Venner,
husker I, vi stod med bare Hænder
henrykt rige under Kaldets Kvaler?
-- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er,
vi er Folk, som Livets Trængsler kender;
men vi tror paa Lykken, naar det hænder,
at rettidigt Lejen vi betaler ...
Unge, grødefulde Foraarsfest,
oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler,
naar vi slog de mugne Idealer!
_Hver_ bar Skotøj efter egen Læst,
fodfri blot, som luftige Sandaler,
-- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!

VIII
Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,
har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,
Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle --
deler trofast mine Sultekaar.
Kan I huske vore Ungdomsaar,
da vort Eje var en ringe Smule!
-- Aldrig dog som her i yderst Thule
var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!
Heller aldrig var jeg _rig_ som her:
se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme
og min Friheds Verdensherredømme,
rigest dog ved dem, som jeg har kær,
aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær
som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!


DANSKE MÆND

Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,
stærke, kloge, besynderlige Mand!
Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme
hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.
Den Mund, som før havde flammet saa tidt,
var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,
den tav blot og var som et fint lille Smil
over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil.
-- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær.
Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.
Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge!
Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...
En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,
kom han gaaende gennem vort Kontor.
Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik
»glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik,
et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god --
men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.
For dette gaadefuldt smilende Blik
slog Tankerne Sludder og Munden Klik.
Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,
forundret tav jeg -- han smilte blot ...
_Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød,
begreb det, længe før han var død:
»Min unge Ven! Over den hele Jord
de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«
»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;
_handle_ skal han i Stedet for haabe.«
»Folk, som er enige, samtaler nødig;
overfor Fjender er Ord overflødig!« ...
-- Bag Hørup, den utilgængelige Mand,
stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.
Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne,
han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,
var derfor saa inderlig frygtet og forhadt
og _savnet_, da han havde sin Plads forladt --
denne tavse Mund, disse talende Øjne.
* * * * *
HØRUP er som Minister endt,
GEORG BRANDES blev stats-anerkendt.
Det er just intet logisk Punktum
for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,
medmindre vi danske ikke mere
vil lade den hædrede Alderdom regere!
-- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud.
Da skammede mine Venner mig ud.
Og Guden selv var saa venlig at lade,
som om han ikke læste de Blade.
Det ligger nu langt tilbage i Tiden;
desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.
Det er jo dog ellers svært moderne
at haane sin forrige Ledestjerne,
at sparke til den, der har lært os at gaa.
Brandes er blevet sparket som faa.
For mig staar aldrig saa stærk en Glans
af en Himmelens Stjerne som af hans.
Men der sidder jo rundt i den danske Stat
mangen overbevist Renegat.
Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,
ved Renegaterne haabed de Sejr.
Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,
_nu_ er Brandes stats-anerkendt ...
-- Alligevel! Han er den samme som før
og bliver bare sig _selv_, til han dør.
De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,
han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,
en Samfundets evigt lutrende Ild,
en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.
Stærk som Døden, der trued ham tidt,
har for de dristigste Tanker han stridt.
Tanker, der har omformet os alle,
som helt har sejret, naar han maa falde,
sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:
Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det!
-- Blot hos det alleryngste Kuld
er Brandes ej længer lødigt Guld.
_De_ Folk har i egne Indvolde set
og set: at de selv er den ny Profet.
Og Menneskeheden hungrende bier
paa det yngste Danmarks ny Profetier.
Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;
-- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!
For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,
jeg sidder nu som før ved hans Skammel.
Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,
-- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_.
Maaske er jeg konservativ af Nemme,
for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.
Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn
fra Jordens nordligst beboede Egn.
Vinternatten gaar lykkeligt hen:
jeg lever med Georg Brandes igen
med ham og Hørup -- de _danske Mænd_.


KLASSICISME

Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,
de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,
al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,
den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!
Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere!
Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand
af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand
paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!
Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden.
-- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,
men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris
-- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!
Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:
»Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,
men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,
-- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«
Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,
de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,
-- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,
blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte!
Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider
alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.
Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:
der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider.
For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;
den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.
Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,
vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.
Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,
men kender ikke Formerne for vor egen Stat.
Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!
Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?
Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,
som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,
det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,
rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ...
Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,
en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink
fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,
Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.
Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder
bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,
-- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund
Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder.
Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater,
vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog,
men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,
mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.
Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,
men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.
Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,
og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.
Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge
og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.
Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,
-- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!
Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,
alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab?
Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,
derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.
Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,
Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,
men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set,
bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.
Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;
vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ...
-- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,
kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.
Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,
naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.
Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,
ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.
Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,
Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,
og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald,
og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.
Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer,
lad selve Livet tale og gamle Moder Jord.
Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,
_den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.
_Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker,
som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,
-- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution
til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.
-- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,
de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.
-- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,
ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!


NORDPOLEN

Fjernt henne, vej-fjernt,
borte i det dunkle,
hvor man i Zenith
ser Nordstjernen funkle,
dèr i det mystiske,
evigt dragende
ubekendte,
hvor Livet er ude,
Striden endt,
-- om den nogen Tid var der --
_Nordpolen_ ligger,
et udregnet Punkt,
jomfrueligt, ungt,
vildt, dødt,
-- alting tier;
hvor der aldrig stod
hverken Skib eller Fod
paa de dristigste Farter
og fra ingen Tegninger
eller Fotografier
verdensbekendt.
Baade Fantasten
og den stringente
higer derefter:
_den_, der har Tillid,
urokkelig, sikker
til egne Kræfter,
og _den_, der vil Liv
af de døde Beregninger ...
-- Aa, der er stivnet
Hundreder Hjærter
paa Vej mod Polen,
af navnløse Smærter
tilsidst løst ud.
Fra Midnatssolen,
fra Vinternatten,
den gravkammer-sorte,
intet Bud ...
Vi kender jo knapt
dem, der blev borte
før om Dage,
knapt nok de faa,
der med Held
kom tilbage.
Alligevel
_er_ det jo saa,
-- og hvor er det godt! --
At aldrig vil Stormløbet stanse
for Maalet at naa
og Berømmelsens Kranse.
-- Og at Maalet blir naaet,
derom er ej tvistet,
men ingen véd
hvornaar;
-- maaske gaar der _Aar_,
før Mandsviljen faar
Polen afvristet
dens Hemmelighed ...
-- Blandt alle de kække,
der trængte mod Nord,
den malmfaste Række,
nogle dumme, somme frække,
straaler et eneste
Navn over Verden;
naar andre glemmes,
da huskes Færden,
hvor Fridtjof Nansen
drog sine Spor,
_han_ var stor,
kunde slet ikke skræmmes.
Han hentede Kransen,
den stolteste, prægtigste:
Sejr for den mægtigste
Menneskekraft
nogen Mand har haft! ...
Og den, der har prøvet
blot Hundredeparten
af hvad _han_ har øvet
og lidt paa Farten,
han bøjer sig
hilsende,
undrende,
stum,
-- bøjer sig ...
Men mangen en dum
Ignorant derhjemme,
som selv-ophøjer sig,
hæved sin Stemme.
Og mangen vigtig
Katheder-Profet
mente sig pligtig
i Begejstringens Stund
til at slaa Hyldesten
koldt Vand i Blodet.
Fra sin kritiske Mund
tog Vismanden Bladet
og voved at pille
ved Forskerens Resultater.
Fy! Ti stille!
Fingrene af Fadet,
I Kakkelovnsstympere,
hvor tør I kny?
I sidder i By,
lunt er jert Ly,
dèr leger I Polfart med Tinsoldater.
Men Nansen:
se, han satte _Livet_ ind;
det var nu saa efter _den_ Mands Sind!
-- Jeg véd jo nok,
der var Jubel ved Møderne,
hvor Nansen talte
selvsikkert til Støderne
fra Professorerne
ned til Pogene,
-- højlydt turde I intet sige!
Men jeg véd tillige,
at I skumled i Krogene.
I tvivler altid paa det mærkværdige
ude fra Mandskraftens Vidunderrige
-- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...
Længst er forbi
den stolte Fest,
hvor Nansen var Gæst,
-- aldrig har jeg kendt Mage dertil,
I kan besmøre det,
hvordan I vil.
-- Men _nu_ skal I høre det:
Hvad er I?
I er Gløderne,
_Nansen_ er selve den levende Ild,
_han_ kunde gøre det!
Det er fordi,
han er Geni.


FORAAR VED SNEHYTTEN

Det er Søndag i Dag, sidst i April.
Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen,
-- hvor gør det dog godt at møde dens Smil,
en Foraarsbebuder her oppe ved Polen,
Natmørket flyr for dens røde Skær,
der bræmmer i Øst de blaanende Brær.
Sneen fordamper, Føret er træls,
Hundene gisper i ti Graders Kulde,
Vildrénen fælder sin hvide Pels,
og ned ad Fjældet Lavinerne rulle.
En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt,
siger, at han har Snespurven hørt.
Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt:
Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken
og syr midt i Sneen Familjens Telt,
mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken,
selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud,
og mindes, at nu springer Skoven ud.
Skoven derhjemme, af Bøge og Linde,
nu sprænger det lyse Løv sit Dække,
Knopskæl hvirvler for lune Vinde,
det dufter syrligt fra Tjørnehække ...
Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt,
hvis dyreste Minde spirer som nyt!
Det var i den bristende Vaar en Gang,
at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde,
men Livet gjorde dem Vejen trang
og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille,
og tavs er endnu deres hede Bøn
om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn.
Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst
til Dagens Kampe og Nattens Leje,
maa altid færdes ad skilte Veje,
om deres Kærlighed skal blive frelst,
maa have imellem sig Braadd og Skær
for ret at være hinanden nær ...
Det er Søndag i Dag, sidst i April.
Vær hilset, hjemlige Foraarsminder,
trofaste Trøstere i mit Eksil,
naar Timerne dræbende langsomt rinder,
nu lysner, hvad mørkt jeg levede før,
jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.
Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne
ligger vor tro Kammerat derinde
og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske!
Snespurven er kommen. Solen vil skinne
hans svækkede Legeme sundt og ungt ...
Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ...


VEJRFAST

Kuling af Syd og Taage
og Is, som bryder i Sundet.
Nu ligger jeg uvejrsbundet,
stormslagen som en Maage.
I Morgen skulde jeg været,
hvor Kammeraterne venter mig.
-- Al min Mad er fortæret,
ingen kommer og henter mig.
Hundene hyler af Sult,
nu æder de deres Skagler.
Himlen er ubarmhjærtig,
det regner, sner og hagler.
Utæt og trangt er Teltet,
Sneen hvirvler herind,
snart er Fnuggene smæltet
gennem mit Brikseskind.
Ned over vilde Fjælde
hviner en ondsindet Blæst,
bragende Stenskred løsnes
og vækker den ensomme Gæst.
Alle Barduner er sprungne,
Teltvæggen sønderflængt,
dybt i min Sovepose
ligger jeg indestængt.
Dejlige lune Rede,
mens Stormen holder sig stiv,
her kan jeg gennemtænke
hele _Aar_ af mit Liv.
Tage dem for mig Dag for Dag
alle de rundne Aar,
alle mine svare Synders
aldrig lægede Saar.
Ene, ene! Lange er Døgnene,
ikke en Menneskestemme,
blot Is, som sukker i Fjæren;
-- nu er alle mine Tanker hjemme.


TILBAGEBLIK

Jeg tog mit Liv og saa' det
Kapitel for Kapitel,
jeg kunde knapt forstaa det,
troede det var Digt.
Mit Navn, min Daad, min Titel:
_alt_ var modbydeligt.
Meget, jeg havde handlet
og altid troet forsvarligt,
blev nu som rent forvandlet,
tillagt hvert slet Motiv ...
Det er sjæle-sundhedsfarligt
at gennemgaa sit Liv.
Hvad er det vel for Love,
der raadet har min Bane? ...
Tidt kan jeg ikke sove,
grubler mig forknyt.
Mon jeg som en Vejrhane
har hver en Vind adlydt? ...
I disse øde Nætter,
naar ikke jeg kan blunde,
og Fremtidsplaner trætter,
og vegt er mit Mod,
da flyder hver en Vunde
med gamle Sorgers Blod.
Da tænder Selvanklagen
hævngerrig Heksebaalet,
blodigt stryges til Kagen
mit falske Selvforsvar;
tilsidst Skarpretter-Staalet
hver Humbug blottet har.
-- -- Men disse øde Nætter,
_Tak_, at I blev mig givet:
Selverkendelsen letter,
nu har jeg set mig i Spejl
og gaar vel ud til Livet
_klogere_ paa mine Fejl!


SKIBET

Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst,
ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre,
da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre,
og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst!
Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part,
Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde.
Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde,
Ganen er ikke længer kræsen og sart.
Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn,
vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager,
Legemet beder om Brød og søde Sager,
men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.
Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal,
som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes,
det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes,
nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal.
Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks,
det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen,
der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen.
Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks.
Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked,
med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme
og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme:
»Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!«
Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom,
maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_!
-- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende.
Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ...


I KAJAK

Se Solen, hvor den suger
hvert Fnug af Havets Taageslør,
og hør, hvor Isen lystigt tør,
nu skal vi ud til Skær og Øer,
hvor Edderfuglen ruger.
Smalhals behersker Teltet:
lidt Pemmikan, jeg gemte viist,
er -- ak! -- I Hundene forlist,
vort sidste Sælkød har vi spist,
og Grynene er væltet.
Naa -- altsaa ud paa Havet,
dèr kender jeg bag Taagens Skjul
et rigt Revier med dejligt Sul
af Tejst og Alk og Edderfugl
og Æg, i Dun begravet!
Jeg faar en flot Eskorte
af pragtfuldt skidne Eskimoer,
der stolt de smaa Kajakker ror
og brummer sære Aandekor
med Genlyd fjernest borte.
Der staar lidt nordlig Brise,
den giver Slid og Søgang nok.
-- Længst nynner i den muntre Flok
_Odâk_, en vældig Angakok,
sin monotone Vise.
Jeg sér ham avancere
og sér en knortet Hvalroskrop,
der dukker tungt af Havet op
-- og fler og fler -- en talrig Trop,
nu skal vi harpunere.
_Odâk_ vil Kampen lede,
_Panig'pak_ farer ogsaa frem,
_Sivdluk_ og jeg er nær bag dem;
indstukket ved en Kobberem
holder jeg Riflen rede.
Dødsramt neddykker Dyret,
-- og hvis nu Fangelinen brast,
sank denne Kødkolos i Hast;
men før den gør sit Friheds-Kast,
lykkes det at faa fyret.
Dèr flyder nu i Søen
seks Hundrede Pund kraftig Mad;
med mine Fæller ler jeg glad,
og med Kajakkerne paa Rad
bugserer vi til Øen.
Aa! Hvilket Ædegilde!
Vi slubrer Blod og gnaver Ben
og breder Skind af Bjørn og Rén
til Soveplads paa mosklædt Sten,
-- og Vejret blir saa stille.
Se, Midnatssolen daler,
rødt flammer Bræerne i Nord,
og langt ud i den blanke Fjord
genspejles Solen gylden stor
og Isens blaa Portaler.
Vi sover sødt og trøstigt,
og næste Dag gaar vi paa Jagt
og skyder Fugle, faar dem smagt
og samler Æg, en mægtig Dragt,
og har det frit og lystigt.
Hjem over Havet glider
lydløst og lynsnart vor Kajak,
som om uset en Hval den trak,
fjernt gløder Sol paa Nunatak,
mens Sommerdøgnet skrider.
O, hvilke skønne Tider!
En lønlig Fred paa Hav og Jord,
her er mit Rige, højt mod Nord,
og her, blandt frie Eskimoer,
jubler jeg stolt -- og lider.


ESKIMOER

Straks da jeg hørte berette
om Eskimoernes Sæder,
væmmedes jeg ved de slette,
kyniske Hedningeglæder,
fordømte Flerkoneriet,
de yndede Konebytninger
og Madlavnings-Svineriet
i temmelig hvasse Ytringer,
fandt, at Aandemanerne
drev et hæsligt Bedrag,
og at Blodhævns-Vanerne
var en forkastelig Sag.
Men -- som jeg leved iblandt dem
og fik de fleste kær,
hændtes det, at jeg fandt dem
et smukkere Rygte værd,
hændte det, at jeg satte
deres uslebne Natur
over vor egen glatte
ofte forlorne Kultur.
-- Ikke at _vi_ skal anvende
disse hedenske Skikke,
bare frimodigt erkende,
at _bedre_ er vore ikke,