Familien de Cats - 1

SANDSYNLIGE HISTORIER


FAMILIEN DE CATS

Mine Læsere, jeg vil ikke narre jer til at læse noget, som I senere
skulde fortryde. Her er en Historie, som ikke har nogen anden
Fortjeneste end en ganske udmærket Moral.
Men der var for hundrede Aar siden og er maaske endnu i Amsterdam en
Familie, som, skønt den var borgerlig, i Hæderlighed og Retsindighed
overgik alle andre. Da det havde været saaledes i mange Aar og det lod
til, at deres store Retsindighed gik i Arv fra Fader til Søn, var det
snart over hele Landet eet og det samme at være af Familien de Cats og
at være en udmærket Mand. De havde de højeste Embeder, baade gejstlige
og verdslige, og det var efter hele Folkets Ønske, thi det var ikke
alene for Hæderlighed, de var bekendte, de var dygtige Folk, de var
kloge og kraftige og meget rige.
Men paa samme Tid var der en stor Ulykke, som blev ved at følge Familien
de Cats og som de aldrig kunde holde op at sørge over, thi de havde
altid imellem sig een, der var lige saa lidt agtværdig som den øvrige
Familie var agtet, netop det man kalder et sort Faar i en Familie, og
det var sørgeligere og mere forunderligt i denne Familie end i nogen
anden. Endskønt alle Forældre i Familien med Tanken paa denne tunge
Skæbne gjorde hvad de kunde for at opdrage deres Børn til sande de
Catser, kunde de dog ikke undgaa den, thi næppe døde en af deres gamle
Syndere, og de var af med dem og drog Vejret lettere, saa viste det sig,
at der var een af deres unge parat til at tage Arven efter ham.
Naar de saa tilbage over deres Historie, som de holdt optegnet og alle
blev nøje oplærte i, saa maatte de, ved Siden af alle de udmærkede Navne
paa værdige Borgere og fromme og myndige Biskopper og Borgmestre og
hæderkronede Koner og Mødre, de fandt i den, se et sørgeligt Register af
Navne paa store Slyngler. De, der huskede det, kunde fortælle om den
gamle Jeremias de Cats, der endte som Sørøver, Adrian de Cats, som for
Resten var en Pryd for det amsterdamske Selskab, men om hvem det kom
frem, at han havde en Kone i Utrecht og en i Haarlem foruden sin Frue i
Amsterdam og to i Udlandet, Cornelius de Cats, som endnu bliver nævnet,
naar man vil skælde en anden ud for en rigtig Gnier, Petrus, Biskoppens
Søn, som ikke kunde holde sig fra Spil og Væddemaal, men spillede
Zeven-Eleffe med Meïr Goldsmet fra Lissabon og lovede at gaa over til
Jødedommen, hvis han tabte, og som for at betale en anden Spillegæld i
sin Faders Navn solgte alle de malede Ruder i St. Bavokirken i Haarlem,
og Jonas, som i Hidsighed slog sin Broder ihjel og Øjet ud paa Admiral
Dudok de Wit og maatte flygte ud af Landet.
Og mens de nu satte al deres Kraft ind paa at opdrage deres unge Sønner,
saaledes at disse Ulykker kunde undgaas, ramte den værste Ulykke dem
dér, hvor de mindst ventede det, thi Amalia de Cats, som var den
dejligste Pige i Amsterdam, rejste en smuk Sommermorgen ud af Byen med
sin Syngelærer og blev borte. Fra den Dag af nævnede de ikke hendes
Navn. (Skønt hun senere giftede sig Penge til med en rig Slavehandler og
boede paa Java. Dengang hendes Nevø, den unge Petrus de Cats, skulde
oplæres i Købmandskab og fulgte sin Faders Skib derud, gjorde hun en
stor Middag for ham, der ikke vidste, hvordan han skulde føre sig op
derved; han var meget forlegen ved Tanken paa, hvad de vilde sige
hjemme, da hun med stor Stolthed og Bevægelse udbragte hans og sin
Families Skaal ved Bordet, ligesom der aldrig havde været det ringeste
imellem dem, og omfavnede og kyssede ham.)
Ved hendes Død troede de at have Fred og blev alle meget angst ved det,
da deres mest begavede unge Mand, Jeremias, som studerede i Haag,
begyndte at søge daarligt Selskab og gøre Gæld, de var bange for, at han
skulde gaa i hendes Fodspor.
De tog heller ikke fejl, thi Aaret efter blev han viist ud af
Universitetet, og et Aar var ikke gaaet hen efter det, da han lavede saa
store Skandaler i Amsterdam, at han blev nødt til at forlade Byen og
Landet, og fra Udlandet hørte de i de næste Aar med stor Bedrøvelse
meget slemme Ting om ham.
Men efterat det nu var gaaet saaledes i hundrede Aar, syntes Skæbnen,
det havde varet længe nok.
Derfor hændte det en Foraarseftermiddag, mens en hel Forsamling af
Familien var til Stede i unge Petrus de Cats Hus for at fejre hans
første lille Søns, den yngste de Cats Daab, og mens Isen var ved at
smelte paa Kanalerne og Luften stod over Byen ligesom en fin gylden
Taage, at ind traadte den gamle Fru Emerenze de Cats for at tale med
dem.
De blev straks meget rørte og glade over hendes Besøg, bød hende den
bedste Stol, bød hende Chokolade, kandiserede Frugter og Honningkage og
prøvede at faa Barnet til at kysse hende, men hun brød kort efter
Samtalen af og sagde til dem: „Jeg kom herhen for at tale med eder om
noget andet. Jeg skulde ikke forstyrre eders Glæde i Dag, hvis det ikke
var nødvendigt, at jeg talte med eder, og dog vil jeg sige, at for mig
er den Efterretning jeg bringer, en Glæde. Min Søn Jeremias kommer
hjem.“ – De vidste ikke, hvad de skulde svare herpaa, og tav. Til sidst
sagde den gamle de Cats, Petrus’ Fader: „Det glæder mig. Det glæder mig
at høre.“ Men selv han var forlegen. „Jeg takker dig for det,“ sagde Fru
Emerenze. „Dog var det ikke for at tvinge eder til af Venlighed mod mig
at sige dette, at jeg kom herhen i Dag. Det var for at gøre jer et
Spørgsmaal. Thi det ved I, at der i Verden er et Adelskab af hæderlige
Folk. Ved Himlens Naade høre vi og vor Slægt til det ved vor Fødsel.
(Thi ogsaa hun var født de Cats, en Halvsøster til den gamle de Cats og
gift med sin Fætter.) Vi har i vort Blod Retten til at regne os med
dertil. Man har kaldt os Landets Samvittighed, lad os takke Gud, at det
er med Rette. Men det ved jeg, at denne Ret har min Søn forskertset, af
eget Valg er han traadt ud deraf, og ingen vil det falde ind at nævne
hans Navn, naar de nu taler om os. Derfor sømmer det sig for mig at
spørge jer, ja jeg vil gaa fra den ene til den anden og spørge jer, om I
vil tage ham op imellem jer og tillade, at han vender tilbage. Jeg beder
jer svare mig oprigtig og saaledes, som I synes, det er ret at svare,
hvis I nægter det, ved jeg, at det er, fordi I synes, det er retfærdigt
saaledes.“ Det var i Virkeligheden den gamle Petrus de Cats, hendes Ord
var henvendt til, thi ingen af de andre vilde tale her i hans Søns Hus,
inden han havde talt, men dette var ikke for ham lige at løbe til, og
saa længe at de andres Mening om hvad han vilde sige, fik Tid til at
skifte frem og tilbage, sad han tavs. De vidste, at han gik hele
Jeremias’ Historie igennem i Tankerne, fra han var en lille vandkæmmet
Dreng, der udmærkede sig i Skønhed og Intelligens mellem de andre Børn
af Familien, som kom til Nytaarsmiddag hos ham, op igennem de Tider,
hvor han paa hans Faders Vegne holdt de første Straffeprædikener for
Ynglingen, og til de sidste Aar, hvor hver eneste ny Efterretning om ham
var et Ulykkesbud. Men den gamle Petrus de Cats var bleven mildere med
Aarene, da han til sidst talte, sagde han: „Ja, jeg vil svare, som jeg
synes, det er retfærdig. Ja, vi vil tage ham op imellem os. Han skal
være velkommen hjem.“
Da smeltede den gamle Fru Emerenze, thi hun vidste, hvad en Naade af en
af denne Familie var værd, og hun kunde en Stund ikke tale. Den gamle
Petrus de Cats blev selv bevæget herved. „Der skal ikke være nogen af
os, Emerenze,“ sagde han, „af hvem han skal høre sin Ungdoms Fejltrin
nævne. Han hører til imellem os, og saaledes vil vi tage ham op. Jeg kan
sige det i Dag, naar vi taler om dette, jeg tror undertiden, Papa og
Mama var for strenge mod Amalia.“ „Det er jeg vis paa,“ sagde Fru
Emerenze, „at vi altid har stræbt at gøre, hvad der var retfærdigt, men
for min Søns Skyld staar jeg i Dag paa et Sted, hvorfra en mild Dom ser
anderledes ud, end den gjorde før. Jeg vil gaa i min Grav med Tak til
eder alle for dette Svar.“ Og da det havde været en saa højtidelig
Samtale, fulgte hendes Broder hende selv til hendes Vogn, og de andre
stod tavse, til de var ude af Døren.
Men ikke saa snart var de det, saa sagde Petrus de Cats, den unge:
„Dette var galt.“ De andre blev forundrede herved og forargede, vendte
sig imod ham og spurgte, hvad han mente.
Den unge Petrus de Cats var paa en Maade deres Stolthed, thi han var en
dygtig Forretningsmand, og ved Siden af havde han store Kundskaber i
Filosofi og Historie, han studerede Matematik og Astronomi, ja
Astrologi, for sin Fornøjelse, og de vidste, at, hvis han ikke havde
været en de Cats, vilde han have været en berømt Lærd. Han havde svage
Øjne og havde den Vane at knibe dem sammen, naar han talte, til Gengæld
havde han en fin stor Mund og smilte tit.
Han sagde: „Af to Grunde var det galt. Og dette er den første, at, naar
vi taler om Retfærdighed, saa er det lige saa galt som at hugge Hovedet
af en uskyldig at lade en skyldig gaa. Dette er et Fejltrin af os, som
Skæbnen vil løfte mod os, hvis vi nogen Sinde klager over dens
Uretfærdighed. Har vi nu noget at lade den høre, naar den ødelægger
hæderlige Mænd og lader de uhæderlige have Fremgang. Man maa vænne
Retfærdigheden til at være almægtig,“ sagde han, „dette vil vi kunne
mærke om tyve Aar.“
„Men Barmhjertigheden, min kære Petrus,“ sagde hans Onkel Biskoppen
ganske eftertænksom. „Hvor bliver Barmhjertigheden af.“ – „Og dette er
den anden Grund,“ sagde Petrus, – „ja Barmhjertigheden, Onkel Cornelius,
kan dog ikke sætte Retfærdigheden til Side. – At man kan gavne Verden
paa to Maader, man kan gøre Dyden skøn eller Lasten afskrækkende. Hele
Verden hviler paa, at Dyden belønnes, men hvem vil tro det, naar de ikke
ser det. Derfor er det, at Landet skylder os Tak, fordi vi har vist det
en heldig Dyd. Vi har haft to Grunde til at glæde os, naar vi havde
Fremgang i Verden, at Dyden gik frem og at vi gik frem. – Men nu
Jeremias. – Dyden har han sagt sig løs fra, men lad ham gøre Lasten
afskrækkende. Naar han slog Sten paa Vejene og tiggede paa Gaderne, saa
var ikke engang du, Onkel Cornelius, eller du, Tante Carolina, bedre som
Eksempel for Ungdommen. Der vilde ikke være nogen imellem os, hvis Navn
vilde blive nævnt tiere i moralske Taler til vore Børn. I ødelægger for
ham det eneste Haab om at gavne Verden, som han har!“ sagde den unge
Petrus de Cats.
Dette er paa en Maade første Del af Historien om Familien de Cats, her
holder den op.
Nu var jo Ordet sagt, Jeremias kom tilbage som den forlorne Søn og to
Maaneder efter døde den gamle Fru de Cats og blev begravet. Jeremias
boede i hendes Hus, han havde ikke meget med de andre at gøre, men da
de, efterhaanden som de saa mere til ham, ret godt kunde lide ham, mente
de og sagde til hinanden, at det dog var glædeligt, det lod til at være
Alvor med hans Omvendelse. –
Men det var et Aar efter Fru Emerenze de Cats Død, at Petrus de Cats en
blikstille og glødende varm Dag sendte et Bud til sin yngre Broder
Coenraad, den dygtigste unge Forretningsmand i Amsterdam, og bad ham
komme til sig, saa snart han fik Tid. Coenraad gik da derhen om Aftenen,
og mens han gik gennem Gaderne, var han saa tankefuld, at hans Bekendte,
der ogsaa var ude og spadsere i den milde Sommeraften, hilste paa ham
uden at faa Svar. Han vidste ikke, hvad hans Broder Petrus vilde ham, og
tænkte: „Det kan være, det er sandt, hvad jeg har hørt, at han har
Vanskeligheder i sin Forretning og vil bede mig hjælpe sig. Nu faar vi
at se.“
Da Coenraad havde hilst paa Petrus’ Kone og Barn og de var alene i
Studereværelset, sagde Petrus: „Hvis det, jeg nu fortæller dig, skulde
forbavse dig, saa tro mig dog, naar jeg siger, at jeg aldrig har været
saa alvorlig som nu.“ Coenraad tænkte da: „Han er meget bleg, som han
plejer at være, naar han har Bekymringer. Det maa være alvorligt, hvad
der er i Vejen, og nu kommer han til mig. Men i Forretninger gælder
Familieskab dog ikke saaledes.“ Han sagde ingenting, men blev siddende
og røg videre i Tavshed.
Nu sagde Petrus: „Lige fra jeg var ganske ung, har jeg studeret Skæbnen.
Ja, det har været mit første og sidste Studium; jeg har fulgt den
overalt, i min Forretning, i mine Studier, i mit Ægteskab, alle Vegne
har dens Styrelse været det vigtigste for mig, selv hvor den gik mig
imod, har der været for mig saa god en Lære at drage ud deraf, at det
har opvejet det for mig. Naar jeg siger dig dette, saa er det for at
bede dig høre mig til Ende i Tavshed.“ „Ja det er jo let at skyde
Skylden paa Skæbnen,“ tænkte Coenraad de Cats.
Petrus sagde: „Der hviler en forfærdelig og mærkelig Skæbne over os. Jeg
ved ikke, om det er en Forbandelse, men i dette Øjeblik har det vendt
sig til en Forbandelse. Det gælder nu vort Liv, ja mer end det.
Vi er kun saa meget bedre end andre,“ sagde Petrus de Cats, „fordi vi
altid imellem os har een, som bærer vore Synder. Alle Fejl, som skulde
have været fordelt mellem os alle, er samlet paa een af os, og
derigennem gaar vi andre fri.“
Nicolaus de Cats bar dem og drev en Gang for alle Usandhed ud af
Familien, Petrus bar dem, og vi har lige siden været bange for at røre
et Kort, Cornelius bar dem, saa at vi efter hans Tid har givet mer til
de Fattige end nogen anden Familie i Holland, Tante Amalia bar dem og nu
var vore unge Piger de dydigste i Landet. Men da Jeremias omvendte sig,
da ramte Ulykken os i Virkeligheden og kan vi nu ikke finde paa Raad, er
det ude med os.
„Hvad er det, du mener?“ sagde Coenraad.
„Ja Gud give jeg var gal,“ sagde Petrus, „men det er ikke saaledes. Vor
Anseelse er saa stor, at ingen endnu er faldet paa, at det er gaaet
tilbage med os, maaske de aldrig vil falde paa det, men hvis det er
Tilfældet, saa er det endnu det forfærdeligste ved vor Ulykke, thi saa
er der ingen Grænse for, hvilken Skade vi kan udrette, som er et
Eksempel for hele Folket.“ –
„Se dig om mellem os,“ sagde han til sin Broder, „er vi det, som vi var
for halvandet Aar siden, da Jeremias fik den usalige Tanke at omvende
sig og komme hjem?“ „Er vi ikke,“ sagde Coenraad.
„Det begyndte allerede kort efter, at Jeremias var vendt tilbage,“ sagde
Petrus, „een for een faldt vi, jeg ved ikke, om der nu er een imellem
os, som er værd at bære Navnet de Cats. Se Onkel Cornelius og husk paa,
hvordan hele Amsterdam før kom hjem fra hans Kirke som fra en
Regnskabstime med Himlen selv, han har i Gaar i sin egen Kirke viet
Fyrst Moritz til venstre Haand til Antonette v. Waffelbacker. Med den
Magt, han har, vil det kunne mærkes i hvert eneste Ægteskab i Holland.
Se paa Tante Carolina, som var et Mønster for alle Hollands Koner og
Mødre, – ingen kan nægte, at hun gjorde de Smets stor Uret for at gavne
sine egne Børn. Se hvordan Onkel Jonas med eet har slaaet Haanden af sin
Kones fattige Familie. Se Onkel Klaaes, som har trukket sin Bog om
Treenigheden tilbage, da Kirkeraadets Skrift om Kætteri udkom. –
Ja og her har jeg kun talt om Ting, som alle ved,“ sagde Petrus, „jeg
har ikke nævnt et eneste af de Rygter, som gaar. Ellers maatte jeg have
talt om dette, som Ulykken tvinger mig til at nævne, og som vi maa bede
til Himlen ikke er sandt, at Nicolaus har en maîtresse i Prinsengraacht.
Jeg burde ogsaa have talt om, hvad hele Byen taler om, at Wilhelmina,
Borgmesterens unge Kone, har en Elsker. Men hvis du ikke tror, det er
sandt, se saa paa vor egen Søster, Emerenze, vor Stolthed, som har solgt
sig til den største Idiot i Holland for et fornemt Navn, gjorde vore
unge Piger det før? – Der er ikke een af os, der længere er, hvad vi
var, ikke jeg, som sidder her og taler til dig om det, thi jeg burde
sørge og rive Haarene af mit Hoved og nu skal jeg sige dig, hvordan det
er, det har gjort mig glad, jeg har følt en Slags Fornøjelse over, at vi
ikke var bedre, ja ved hver ny Ulykke en Slags Fornøjelse som ikke er
til at udholde.“
Og da Petrus havde aflagt denne Bekendelse, tav han en Stund i den
største Bevægelse, men Coenraad, som havde hørt paa, hvad han sagde, med
bestandig større Opmærksomhed, blev først mørkerød og derefter, ligesom
Heltinden i en Roman, hvid som en Væg.
Da Petrus atter talte, sagde han: „Svar mig nu ærligt, er du den samme
som du var, da Jeremias kom hjem?“
Og ikke saa snart havde han sagt det, saa rejste Coenraad sig og slog
ham ind i Ansigtet, saa at han vaklede tilbage, og opfyldt af Vrede og
Forfærdelse stirrede de en Stund paa hinanden. Til sidst sagde Coenraad:
„Ja, jeg kunde nok tænke det. Du har ikke glemt dine gamle Vaner, fra vi
var Børn, du tror, du er Dommer over mig. Men jeg vil ikke have din
Indblanding, du, som ikke forstaar dig paa Forretninger, som hele dit
Liv har ærgret dig over, at du skulde være Købmand og ikke kunde studere
Stjernerne.“ Men endnu mens han talte, følte han, at han tog helt fejl,
med en uhyre Anstrengelse tav han da, vendte sig og tav og gik til
Vinduet og saa ud i voldsomt Oprør som et Menneske, der ikke er vant til
at være i Affekt og ikke aner, hvorhen han skal vende sig eller til hvad
han skal støtte sig for at finde Ligevægt.
Da sagde Petrus, i Midten af en dyb og smertefuld Tavshed: „Nu har jeg
vistnok min Kæde fuldendt.“
„Aa Gud,“ sagde Coenraad med eet ganske fortvivlet, „det er ikke til at
holde ud. Naar du dog ved det, saa lad os tale lige ud. Jeg er ved at
blive gal af Begærlighed efter at tjene Penge, jeg tænker paa det Dag og
Nat. Hvad skal jeg gøre for at blive fri, jeg kan ikke slippe det, det
sidder alt for dybt. Saa tænker jeg, at det er dog ikke uhæderligt, hvad
jeg har gjort, kan jeg gøre for, at Beeversen & Soon bærer sig ad som
gale Mennesker, men jeg ved det godt, jeg ved det selv, det er ikke
sandt, det ender med at drive mig ud i Forbrydelse. Naar jeg tænker paa,
hvad jeg var før og hvad jeg nu er, saa tror jeg, jeg skal blive gal.“
Han tav længe, og sagde saa: „Ja hvad Nytte er det til at tale om det?“
„Hvordan skulde der være Hjælp at finde, før vi kendte vor Ulykke,“
sagde Petrus. „Hjælp,“ sagde Coenraad, „Hvad Hjælp er der?“ Petrus saa
paa ham, gik til Vinduet og kom tilbage og sagde: „Ser du ikke at vor
Ulykke begyndte, da Jeremias kom hjem. Hvorfor skulde der ikke være en
Maade at faa ham til at blive, hvad han var?“
De to Brødre saa paa hinanden, og denne Stilhed varede længe.
„Ja,“ sagde Petrus, „du tænker, at det er en Gerning, man ikke gerne
gør. Maaske du mener, at det er en Forbrydelse, men det er ikke rigtigt.
At vi har vor egen Dyd kærere end hans, kan det bebrejdes os? For alle
hæderlige Folk er den det vigtigste af alt, ja alle de Opofrelser, de
paa anden Maade bringer, stræber kun efter at bevare og styrke den,
derfor bringer de dem med Glæde. For hvad vi nu gør, vil hele Familien
engang takke os.“ „Det var ikke det, jeg tænkte paa,“ sagde Coenraad,
„men hvordan vil du gøre det?“ „Han kom hjem, da han ingen Penge havde,“
sagde Petrus, „lad ham blive rig igen.“ „Ja det vil ikke være svært,“
sagde Coenraad, „ingen ved endnu, hvor meget Tante Emerenze har
efterladt sig. Jeremias ved selv ingen Besked. Da er det ikke vanskeligt
at bedrage ham. Hvor meget vil du give?“ Uden at betænke sig mere end et
Minut sagde Petrus: „Halvtredsindstyvetusind Gylden.“ „Ja jeg lige saa
meget,“ sagde Coenraad, og heraf kunde man se, at skønt denne Familie
havde Ord for at bryde sig lidt meget om Penge, saa gjaldt det ikke
noget for dem, naar deres Hæderlighed stod paa Spil.
Men en Tid efter kom Coenraad atter op til sin Broder, lige saa bleg som
han og lige saa tung af Bekymring.
„Det gaar ikke paa denne Maade,“ sagde han, „han har faaet vore Penge og
alt, hvad han har gjort med dem, er at fæste sig en fransk Kok og købe
sig en Samling af Blomsterløg. Og i Dag har jeg hørt, at unge Alexander
de Cats har forlovet sig med en rig Enke paa tredsindstyve Aar. Hvad
skal vi nu gøre?“ „Det skal jeg sige Dig,“ sagde Petrus, „thi jeg har i
Dag faaet et Brev fra Moritz Cannegieter, og Skæbnen er med os, han
taler om Jeremias i det. Han skriver, at den af alle, som Jeremias lod
til at bryde sig mest om, var en hollandsk Pige, der hed Jacobina og som
den Gang spillede Komedie paa Markederne. Tilfældigvis har han truffet
hende igen, hun er nu i en lille By, der hedder Saint Amour, ikke langt
fra Jurabjærgene.“ „Du gode Gud,“ sagde Coenraad, thi Jeremias var jo
dog en de Cats. „Nu maa vi søge hende op,“ sagde Petrus. „Vil du gøre
det?“ spurgte Coenraad. „Jeg,“ sagde Petrus saa forfærdet, som om han
vilde mane Fanden fra sig med dette Ord. „Nej. En Mand med Kone og Barn.
Nej, du maa gøre det, du er endnu Ungkarl.“ „Naa ja, jeg kan naturligvis
gøre det,“ sagde Coenraad, da han havde betænkt sig et Øjeblik, „man kan
jo gøre, hvad det skal være, naar det er nødvendigt.“ Petrus gav ham da
nøjagtig Besked om Stedet, Pigens Navn og Udseende, og de skiltes.
En Uge efter sagde da Coenraad til sin Fader og sine Bekendte, at han
skulde paa en Forretningsrejse til Frankrig, men Forretningernes Art
sagde han ikke noget om. Aldrig havde han begivet sig ud paa nogen Rejse
saa beklemt og tung om Hjertet, men han var en de Cats og tvang sig til
at gøre, hvad han havde foresat sig, ja endogsaa til at gøre det straks.
Da han kom til Saint Amour med Diligencen en maanelys og taaget
Septemberaften, klædte han sig om og gik op til hende.
Det har nok været en Samtale, som det var værd at høre, og den tog meget
længere Tid, end det havde været nødvendigt, thi det var svært for hver
af dem at forstaa den anden. Jacobinas Ansigt forvirrede straks Coenraad
noget, thi hun havde brune Øjne klarere end et Kildevæld og ganske blide
ligesom et aldeles uendeligt Dyb af Uskyldighed, Øjenbryn, der var
sværtede sorte med Kul, og hendes hvide Hud var saa klar som Mælk. Da de
havde talt lidt sammen, fik han ud af det, at hun og Jeremias var
skiltes som Uvenner, og at det maaske havde været Grunden til Jeremias’
Omvendelse, han følte en lynsnar Tilfredsstillelse herved, som om han
havde sporet en god Forretning. Da han forstod, at der ikke var Tale om,
at hun havde gennemskuet ham, blev han ogsaa frejdigere, han foreslog
hende da rent ud og ganske forretningsmæssigt, at hun skulde komme til
Amsterdam, han vilde sørge for at faa lejet et Hus til hende og bad
hende kun komme, saa snart hun kunde.
Jacobina, som ellers var vant til mange Slags Folk, kunde først ikke faa
i sit Hoved, hvad det var, han egentlig vilde hende, men derefter kom
hun til den Slutning, at det var Jeremias, der var kommen paa en grøn
Gren og havde sendt ham, og hun undrede sig over, hvor det vel kunde
falde ham ind at sende hende en saadan Ambassadør. Men da hun mærkede,
at det var Coenraad meget om at gøre at faa hende til Amsterdam, vejrede
ogsaa hun først og fremmest en god Forretning, og hun fik den gode Ide
at forlange et Hus paa Hjørnet af Herzengraacht, Hest og Vogn og en sort
Tjener til sin Opvartning. Coenraad gik straks ind paa det, thi han
anede ikke, hvordan han paa nogen Maade skulde forhandle med hende og
var glad ved, at Samtalen kunde faa en Ende. Hun foreslog ham, at de
skulde rejse sammen til den hollandske Grænse, hvor han kunde møde
Bekendte, og det var, som om Coenraads Blod blev stift ved Tanken, men
han svarede hende høfligt, thi de Catserne var høflige mod alle og
overalt, han rejste hjem alene, glad over, at han var sluppet for saa
godt Køb, og at alt nu var i Orden.
Jacobina kom da til Amsterdam og slog sig ned for Petrus’ og Coenraads
Penge, hun førte et lystigt Liv og blev meget omtalt, og det var en
uhyggelig Tid for Coenraad, thi hans Vej gik daglig forbi hendes Hus, og
det hændte to eller tre Gange, at han mødte hende i Kaalverstraat i
hendes Vogn med den sorte Tjener, men hun opsøgte ikke Jeremias, og hans
Længsel var i hvert Fald ikke saa stor, at den drev ham til hendes Hus.
Derfor kom Coenraad og Petrus endnu engang sammen og talte om deres
tunge Skæbne. „Saaledes bliver det jo til slet intet,“ sagde Petrus til
Coenraad, „du maa tale med hende igen.“ „Ja, paa den Betingelse,“ sagde
Coenraad, „at det bliver sidste Gang. Hvorfor skal det altid være mig,
der skal tale med hende? Mit Rygte bliver ødelagt. Det er forfærdeligt,
hvilken Modgang vi har i denne Sag, og Gud maa vide, om hun ikke tror,
det er for min egen Fornøjelse, jeg har faaet hende hertil.“ „Ja, det
kan ikke hjælpe,“ sagde Petrus, „har du ikke hørt, at Borgmesteren har
givet Ansøgning ind om at blive skilt fra Wilhelmina?“ „Nej,“ sagde
Coenraad. „Det er saaledes,“ sagde Petrus.
Med et tungt Hjerte begav Coenraad sig da op til Jacobina.
Det var en Decembereftermiddag, en af de første Snedage, og et tyndt Lag
Sne laa over Gaderne og Husenes Tage, over Dækket af Baadene og
Prammene, i de bladløse Træer langs Kanalerne sad de sorte Krager ganske
stille og betænksomme, og Himlen var brungraa som Tørverøg, kun langt i
Vest havde den en bred Stribe ligesom Citron eller meget gammelt
Elfenben.
Jacobina sad i sit Vindue og saa ud. Hun brændte Røgelse paa Kakkelovnen
og læste af og til i en opbyggelig Bog, hun tog venligt imod ham.
„Naa, det var en Ære,“ sagde hun, „at Mynheer de Cats kommer her. Sid
ned. Skal jeg sende Bud efter Malvasier eller Muskateller?“ Coenraad
kunde være aldrig saa optagen af sine egne Anliggender, saa havde dog
Jacobinas Nærhed en Magt, der helt tog Magten fra ham og gjorde ham
uhyggelig til Mode, ligesom om han saa sig selv med andres Øjne, og det
var noget, som ellers ikke hændte Familien de Cats. „Nej Tak, ikke efter
nogen af Delene,“ sagde han, „jeg kommer for at tale om Forretninger.“
„Naa ja,“ sagde Jacobina og foldede Hænderne i Skødet. „Ja,“ sagde
Coenraad, „som det nu gaar, kan det ikke blive ved at gaa.“ „Naa,“ sagde
hun. „Dengang jeg talte med Dem i Saint Amour,“ sagde Coenraad, „da
sagde jeg Dem maaske ikke rent ud, hvorfor jeg bad Dem komme hertil, men
jeg troede, De forstod det.“ „Ja, det er jeg ikke sikker paa,“ sagde
hun. Coenraad saa hastig hen paa hende, hun sad med Hagen støttet i sin
ene Haand og saa lige paa ham. „Ja, jeg vil sige Dem rent ud,“ sagde
han, „at det er for min Fætter Jeremias de Cats’ Skyld, jeg har faaet
Dem hertil, og nu kommer De til at slutte Fred med ham.“
Nu var det saaledes, at Jacobina i denne Tid havde faaet Interesse for
Coenraad de Cats, fordi hun aldrig i sit Liv havde mødt hans Lige.
Derfor sagde hun til ham, efter at hun havde betænkt sig en Stund: „Det
vil jeg ikke gøre, førend jeg faar at vide, hvorfor De vil have mig til
at gøre det.“ Her var en ny Modstand, som Coenraad ikke havde ventet.
Han tænkte, at det syntes ingen Ende at skulle tage. „Det kan jeg ikke
sige Dem,“ sagde han, „det kan være det samme.“ „Kan det være det
samme?“ sagde Jacobina, „saa kan det ogsaa være det samme, enten jeg gør
det eller ej, jeg gør det ikke, førend jeg faar at vide, hvad der
stikker under, det er evig Sandhed.“ Coenraad var saa lidt vant til at
lyve, at det var ham aldeles umuligt bare at finde paa noget at bilde
hende ind. „Naa ja,“ tænkte han, „det kan jo være, man kan tale
fornuftigt med hende.“ „Ja, hør saa da, Frøken Jacobina,“ sagde han, og
derpaa fortalte han hende hele Historien fra Begyndelsen til Enden. Han
var fortvivlet over at gøre det, han vilde aldrig have gjort det, hvis
han ikke havde været desperat, saa at sige saa langt nede, som han kunde
komme, og han tænkte, mens han talte: „Dette kan hun vist ikke forstaa.“
Da han var færdig, saa han ogsaa nok, at han havde Ret deri.
„Jeg har aldrig i mine Levedage hørt Mage,“ sagde hun. „Det er
uforskammet, at De tror, jeg er saa dum, at De kan bilde mig det ind.
Nej, nu skal jeg sige dig, min Ven, hvordan det hænger sammen. Der er en
gammel Kone i Familien, som snart skal til at dø, og Jeremias skal være
hendes Arving. Nu har I lagt den Plan at faa den stakkels Jeremias
trukket ind i al Slags Daarlighed, for at han kan lægge sig ud med hende
og blive gjort arveløs, det var smukt. Og der fik du mig narret med, for
at jeg skulde være Lokkedue for dig. Du er en de Cats, du skulde skamme
dig. (Thi ogsaa Jacobina var født i Amsterdam og vidste, hvad Familien
de Cats var.) Nu skal jeg fortælle dig rent ud, Coenraad de Cats, jeg
syntes godt om dig, fordi jeg syntes, du var en ægte de Cats, jeg vilde
hellere haft dig end Jeremias, men nu kan du tro, der bliver ikke noget
af det. I denne hellige Time kører jeg op og fortæller Jeremias, hvad