Familien de Cats - 2

det er for en Familie, han har. Du har jo selv givet mig Hest og Vogn
til det.“ „For Guds Skyld,“ sagde Coenraad, „gør dog ikke det.“ „Jo, det
gør jeg netop,“ sagde hun, „hvordan vil du maaske forhindre det? vil du
maaske holde paa mig?“ „De maa paa ingen Maade gøre det,“ sagde Coenraad
med hele sin Myndighed (men i Hjertet var han saa bange, som han nogen
Sinde havde været, han forbandede sin Skæbne). „Jeg skal sige dig,
hvorfor jeg vil gøre det,“ sagde hun. „Hvis du straks var kommen og
havde fortalt mig det og bedt mig hjælpe dig, saa havde jeg nok gjort
det. Men nu har du faaet mig til at gøre mig til Nar i tre Maaneder og
vil endda skjule Sandheden for mig. Kan man behandle dig som en hæderlig
Mand?“ „Jeg vil give Dem fem Hundrede Gylden for at lade være,“ sagde
Coenraad. „Naa det synes du, du kan være bekendt,“ sagde hun, „hvad tror
du, din Familie vilde sige? Din Onkel, Biskoppen, og gamle Joseph de
Cats. Desuden vil jeg ikke gøre det for fem Hundrede.“ „Ja, saa Tusind
da,“ sagde Coenraad ude af sig selv. „Ja, for Tusind vil jeg gøre det,“
sagde hun. „Giver De mig saa – lover De mig saa ikke at nævne mit Navn
for Jeremias,“ sagde Coenraad. „Ja,“ sagde hun. „Sværger det?“ sagde
han. „Ja, jeg sværger det,“ sagde Jacobina.
Ganske fortvivlede mødtes da Coenraad og Petrus for sidste Gang, de sad
og røg i haabløs Tavshed. Til sidst sagde Coenraad:
„100,000 Gylden gav vi Jeremias, min Rejse (som
Gud skal vide var ubehagelig nok
foruden) kostede mig
500,
vi har givet hende 20,000,
og 1,000 for at tie stille,
———————
det er 121,500 Gylden, som vi har betalt for at være
lige saa vidt, som da vi begyndte.“ „Der er en værre Nyhed,“ sagde
Petrus. „Tante Carolina fortalte mig i Dag, at Dina vil gifte sig med
Jeremias. Gør hun det, saa er det ude med os.“ (Thi Dina var en af deres
bedste unge Piger.) „Gode Gud,“ sagde Coenraad, „er det sandt?“ Han
lagde Panden i sin Haand og sagde: „Det er, som om der var vendt op og
ned paa hele Verden. Aldrig i mit Liv har jeg været saa ulykkelig.“ –
„Naa ja,“ sagde han en Stund efter som en ægte de Cats, „hvad skal vi nu
gøre?“ „Vi kan ikke gøre mere,“ sagde Petrus, „vi har gjort, hvad vi
kunde, og det har ikke hjulpet. Nu maa vi prøve den sidste Udvej, thi vi
staar paa Undergangens Rand. Vi maa sammenkalde et Familieraad.“
Det gjorde de da, de sammenkaldte et Familieraad i Petrus’ Hus den
sidste Aften i Aaret 1771. Ingen blev givet Adgang til det undtagen de
fødte de Catser fra tyve Aar og op til de ældste, og det var et smukt
Syn, da de var samlede, og Petrus’ Lys i Messingstager fordelte
fredeligt Lys og dybe brune Skygger over ærværdige hvide Hoveder med
livskraftige røde Ansigter og sorte og tætte Øjenbryn, hvide opsatte
Kapper med pibede Strimler, unge mørke og blonde Hoveder og en enkelt
skaldet Isse, der skinnede, som om den var poleret. Det var et smukt
Syn, da de havde indtaget deres Pladser, og der var faldet Ro og
Forventning over deres Forsamling, hver for sig en udmærket Type og dog
med eet Præg over sig, ligesom hver af disse uafhængige Folk var sig
selv helt ud og ikke noget andet og ikke gik ind under nogen Kategori i
Verden undtagen netop Familien de Cats.
Da den blege Petrus kom frem ved sit indlagte Valnøddetræsbord,
fremsatte sin Teori og beviste den ud af Familiepapirerne, som han havde
liggende i en Bunke foran sig, maa de have grebet i deres egen Barm, han
kaldte paa deres Samvittighed, og den svarede saa uventet og mægtigt, at
dens Røst forfærdede dem selv. De blev meget blege, en enkelt af dem
rejste sig og satte sig igen, men han blev ikke modsagt af en eneste. De
sad saa rystede, de unge saa forfærdede, de gamle saa dybt bedrøvede,
som de overhovedet kunde blive. Om nogen var kommet og havde fortalt
dem, at de havde mistet hele deres Formue, vilde de have taget det
værdigt og med Ro, men naar de tænkte paa, at de ikke var bedre end
andre Mennesker, var det mer, end de kunde bære.
Petrus lod Coenraad tage fat, hvor han selv slap, og berette om sine
Erfaringer. Han fortalte alvorligt og noget forlegen, men ganske ærligt,
thi mindst af alt kunde Coenraad lyve for sin Familie. Men da han var
færdig, fulgtes han lige i Hælene af en lang og gruelig Stilhed, som
syntes at være ualmindelig dyb, ja bundløs, fordi de var saa mange om
den, og som forekom dem alle det forfærdeligste, de i deres Liv havde
oplevet.
Da rejste Biskoppen af Haarlem sig og drog alle deres urolige Øjne til
sig. Han strøg med Fingrene over sit hvide Kalvekryds, rømmede sig og
talte saaledes:
„Ja,“ sagde han, „vi er forfærdede over, hvad vi nu har hørt, og det er
ret, thi det er forfærdeligt. Men lad os ikke forvirres. Vi staar her
over for en ny, ukendt og frygtelig Fare. Nu vel, vi ved ikke, hvorledes
vi skal frelses ud af denne Fare, men vi ved, at vi er blevne frelste
før. Ved Hjælp af hvad? Ved Hjælp af Fornuft og Retsind og Tillid til,
at Verdens Gang er fornuftig og retfærdig. Hvad der sker, er godt.
Der er to Ting, jeg vil sige jer. Den første er: Kunde vi tænke os en
Verden uden Synd? Nej. Thi hvorledes skulde vi, der stræber mod det
gode, kunne fremmes i en saadan Verden, hvad vilde vor Gerning der være?
Hvor vilde Barmhjertigheden, Overbærenheden, ja, endog Retfærdigheden,
de højeste Dyder, faa Plads i en saadan Verden? Dyden selv er betinget
af Synden. Vi kan ikke tænke paa at ophæve denne Lov.
Dernæst: Skæbnen, Livet fordrer i Dag et Offer af os. Ja. Ja, hvad vil
det da sige at ofre og at ofres. Er det en haard Lod? Naar det er
nødvendigt, er det ikke haardt, Verdens Love er retfærdige, men de er
ikke haarde, kun Svagheden kalder dem saaledes. Lad os spørge: hvad er
det, der kræver Ofret? Det gode, Dyden. Er den Lov haard at ofre sig
herfor? Det er derimod de bedste af os stræber, at ofre vort Liv for
Dyden. Ja, mine Venner, naar vi ser rigtig paa det, saa er det en skøn,
en ophøjet Lod at ofres for at frelse de mange. Den enkelte bærer de
manges Synder, paa ham samles deres Skyld, for at de kan retfærdiggøres,
for at de kan leve, maa han dømmes. Men af den enes Offer gror Frelsen
for de mange, ja for et helt Folk. Lad os ikke forvirres. Lad os ikke
tale om Ulykke eller Smerte nu, det er en Gave, en Naade, der er bleven
os tilbudt. Lad os handle derefter.“
Efter Biskoppen af Haarlem talte den gamle Fru Carolina Ploos van
Amstel. Hun stod for Enden af Bordet, ret op og ned som et Lys, med sine
kraftige og urolige Hænder for en Gangs Skyld rolige, den ene over den
anden. –
„Ja,“ sagde ogsaa hun, „jeg vil ikke tie stille nu, da jeg ser, at vi de
Catser kan tvivle om en Pligt. Her maa tales og her maa handles og det
ikke i Svaghed, men med Kraft. Naar jeg ser, at de Catserne vakler, saa
behøves her kraftig Tale af et hæderligt Menneske, det er jeg, derfor
staar jeg her.
Vi de Catser er uafhængige Folk, vi vil ikke have, at Franskmændene skal
regere os, og heller ikke at Kirken skal regere os, vi vil ikke have, at
Adelen skal regere Borgerskabet eller de rige de fattige. Men eet er
der, som har staaet fast, mens jeg har levet, og som skal staa
bestandig: De bedste skal regere. Vi vil ikke have de adelige
Privilegier, men dette Privilegium er blevet os betroet. Der er blevet
os betroet at dømme Jeremias. Jeg har Medlidenhed med ham, jeg takker
Himlen, at hans Moder ikke er her i Dag, men havde hun været her, var
hun staaet op som jeg, og havde mindet jer om eders Pligt.“ –
Derefter rejste en ung, smuk og bleg Pige sig og talte, det var Dina de
Cats. Der gik en Bevægelse gennem Forsamlingen, thi de huskede Rygtet om
hende og Jeremias og blev bange. Men Dina var en virkelig de Cats, hun
sagde:
„I ved, at Jeremias har friet til mig. Jeg staar da her for at sige, at
efter hvad jeg i Aften har hørt, vil jeg ikke mere se ham. Jeg vil ikke
være med til at bringe Undergang over det, som jeg fra min Barndom har
bygget paa. Jeg vil ikke svigte min Fader og Moder, min Slægt, som har
staaet fast i hundrede Aar, som de har levet, vil jeg leve. Jeg kunde
ofre min Lykke for Jeremias, men jeg vil ikke for hans Skyld blive de
Menneskers Lige, jeg ser ned paa. Det er forbi.“
Men efter at Dina de Cats havde talt og sat sig igen, fulgte den anden
dybe Tavshed i denne Familieforsamling. Thi da de nu havde løst
Spørgsmaalet, om hvad de burde, vidste de slet ikke, hvad de skulde
gøre.
De var saa lidt erfarne i nogen Slags Laster, at det laa langt over
deres Kræfter at forføre Jeremias, ikke een af dem havde nogen Ide at
tale om. Ikke een af dem kunde tænke sig det næste Ord, som skulde blive
sagt i denne Sag. Det var en Stilling, som Familien de Cats aldrig før
havde været i, de var uerfarne som Børn og forsvarsløse, og i Løbet af
nogle faa Minutter var Rædselen kommen over dem alle, de følte, at de
var fortabte.
Da, mens de sad saaledes i den selvsamme Stue, hvori de for et Aar siden
glade og lykkelige havde fejret lille Coenraad de Cats Daab, gik den
samme Dør op, hvoraf Fru Emerenze var traadt ind den Dag, hun lagde
Grunden til alle deres Ulykker, og hendes Søn Jeremias kom ind og hilste
Forsamlingen ærbødig.
De blev alle meget stille. Det var, som om et mægtigt Stød havde ramt
hver af dem, og dog følte de det som en Lettelse, Skæbnen havde taget
deres Sag i sin Haand, men de bævede derunder.
„Ja, hvis dette er et Familieraad,“ sagde saa Jeremias, „saa angaar det
maaske mig. Ja, eller rent ud sagt,“ sagde han, da ingen svarede (thi
hvad skulde de sige), „jeg ved, at det angaar mig. Jacobina har fortalt
mig det. Hun kørte op til mig lige straks, da hun havde talt med dig,“
sagde han til Coenraad, „og fortalte mig alt, hvad du havde sagt til
hende, fordi hun troede, der stak noget under, men det er, fordi hun
ikke kender jer. Jeg, der kender jer, ja, der saa at sige selv er en af
jer, forstod straks, at der stak ikke noget under, I mente det. Jeg har
tænkt paa det lige siden. Nu kommer jeg ikke for at forstyrre eders
Raadslagning, men for med eders Tilladelse at tage Del i den.“
„Sæt dig ned,“ sagde Petrus og bød ham en Stol.
Jeremias satte sig ned, og i samme Øjeblik var han en af dem, i Kraft af
sin Fødsel Medlem af deres højtidelige Familieforsamling, og som det
lod, en af de Ledende i den. –
„I vil nok sige mig,“ sagde Jeremias og saa fra den ene af dem til den
anden, „om her er blevet noget bestemt i denne Forsamling, inden jeg nu
kom?“ Ingen af dem svarede ham, det var dem aldeles umuligt. Men han var
en de Cats og kunde læse i deres Ansigter, som for alle uden for
Familien tit kunde være lukkede Bøger.
„Ja, saa vil jeg komme frem med mit Forslag,“ sagde Jeremias. „Jeg vilde
gerne gøre en Aftale med jer, som baade I og jeg kunde blive tilfredse
med. Vi behøver jo ikke at give nogen Forklaring, vi er saa godt inde i
denne Sag, som man kan være.
Jeg paa min Side lover jer at rejse bort fra Amsterdam i næste Uge med
Jacobina, saaledes som vi har aftalt i Dag.“ Han saa hastigt paa
Coenraad for at vise ham, at hans Ulejlighed ikke havde været spildt.
„Og for hele Resten af mit Liv forpligter jeg mig til: Ikke at komme
hjem, ikke at tage mig noget nyttigt for, ikke at søge min Omgang mellem
agtværdige Folk, ikke at gifte mig, ikke at lægge Penge op, ikke at
bruge dem til Godgørenhed mod hæderlige fattige, men give dem ud i hvad
man kalder daarligt Selskab.
Til Gengæld maa I, saa længe jeg lever, give mig en –“ her tænkte han
sig et Øjeblik om, „en Løn paa halvtredsindstyvetusind Gylden om Aaret.
Jeg vil ikke forlange mindre, for egentlig er det jo hele den de Catske
Dyd, der bliver betalt med den, men jeg bryder mig heller ikke om mere.
Det er nok.
Vil I have Tid til at betænke jer?“ sagde Jeremias, „I kan selv
bestemme, naar vi skal sætte Kontrakten op.“
Der gik en dyb Bevægelse gennem de Catsernes Familieforsamling, da
Jeremias havde talt. Det var, som om et Under fra Himlen, de ikke
forstod, havde frelst dem, da deres Ulykke var størst, og de følte en
dyb Taknemmelighed mod Himlen derfor. De var nær ved at føle
Taknemmelighed mod Himlens Redskab, Jeremias, endskønt det forekom dem
(thi alle de Catserne forstod sig paa Penge), at det var meget, han
forlangte. Men det var jo ikke i deres egen Plan, at Jeremias skulde
vise sig nøjsom, de gav ham det af et ærligt Hjerte med Glæde.
Den største Vanskelighed var nu for dem at vide, hvilke Ansigter de
skulde sætte op dertil, derfor tav de endnu længe efter, at deres
Bestemmelse var tagen. Men netop det viser Familien de Cats Storhed, at
de havde Ærlighed og Alvor til at sætte igennem, hvad de vilde, selv om
de ikke vidste, hvad Ansigt de skulde sætte op dertil. Uden at se paa
hinanden vidste de ved den skjulte og stærke de Catske Sympati, at de
var enige. „Nu vel,“ sagde Biskoppen af Haarlem med en forandret Stemme,
„vi gaar ind derpaa.“
„Det er godt,“ sagde Jeremias, „saa er det afgjort. Og jeg er ganske
overbevist om, Onkel Cornelius, at en Overenskomst, hvor begge Parter er
af Familien, aldrig bliver brudt. Jeg vil saa kun haabe, at der imellem
jer vil vokse en ung de Cats op, som med Tiden kan løse mig af.“
Uvilkaarlig saa de alle paa Jeremias, de af dem, der havde Børn, tænkte
med Skræk paa dem og lovede i deres Hjerter, at dem skulde det ikke
blive. Deres Sind vendte sig med Gru fra den, der kunde tale saaledes,
og det var i det hele mærkeligt for dem i denne mærkelige Sag at komme
til at skylde en Mand Taknemmelighed, som de saa lidt forstod.
Jeremias sagde til Petrus: „Det gør mig ondt, at I har haft saa megen
Ulejlighed med denne Sag. Men det var eders egen Skyld. I skulde være
komne til mig straks, vi kunde have talt sammen og ordnet den for et
halvt Aar siden, og saa var Familien sluppen for mange Bekymringer.“
Derefter talte han til hele Forsamlingen under eet og sagde: „Hvor er
dog Livet viist og forunderlig vel indrettet, bedre end jeg kunde have
gjort det. Se hvor det er smukt, at vi alle ender med at blive
lykkelige, I faar den himmelske Fornøjelse at være udmærkede Mennesker,
men jeg, som ikke kommer med i den, faar dog ogsaa Fornøjelser. Jeg
ønsker jer af hele mit Hjerte et glædeligt Nytaar, og at eders Dyd
bestandig maa blive større. Farvel Tante Carolina, Farvel Onkel
Cornelius, Farvel Coenraad, Jacobina bad mig hilse dig. Jeg er meget
glad over, at vi skilles saaledes, at vi altid vil tænke paa hinanden
med Venlighed.“
Og dermed gik Jeremias de Cats ud af Stuen og af denne Historie, og de
som havde sejret, kunde falde i hinandens Arme.
Det er vist, at denne Sag havde kostet mange af Familien vaagne Nætter.
Men som alle vaagne Nætter i Familien de Cats satte de skøn Frugt. Og
derfor saa Amsterdam snart, at den yndige Amalia de Cats hævede sin
Forlovelse og Alexander sin med den gamle rige Enke, Borgmesterens Kone
sendte i den største Skræk og Ruelse sin unge Elsker langt bort.
Professor Klaaes de Cats udgav sit Skrift om Treenigheden uden Frygt.
Biskop Cornelius de Cats udtalte fra selve Prædikestolen, at den Løshed
i Sæder, som greb om sig, var lige gruelig hos hvem den saa fandtes. Den
gamle Petrus de Cats skænkede tyvetusend Gylden til det ny Vaisenhus, og
den unge Coenraad de Cats nævnedes snart som den alvorligste unge Mand i
Amsterdam. Og efterhaanden som Tiden gik, tænkte de med Ro paa den store
Krise, de havde gennemgaaet, ja, Fru Carolina Ploos van Amstel fandt en
Trøst, som hun holdt fast paa. „Maaske,“ tænkte hun, „er Jeremias saa
meget en de Cats, at det kan volde ham Glæde at gavne det gode i Verden
og Familien.“
Saaledes var da Familien de Cats, som den før havde været det, Landets
Samvittighed, og saaledes er den det maaske endnu.
OSCEOLA.