Et forfærdeligt Hus-Kors - 3

rømme min Kaas, eller jeg bliver sat. Da sagde Johanne: Hvad i giør,
da rømmer ikke. Dersom i det giør, da tager i Sagen med eder. Bliver
i sat og bliver hart ved nei, da kan de ikke komme længer med eder.
Omsider har hun og selv bekiendt, at hun i al den Tid hun sad i
Kiælderen intet aad. Derfor staar der, at d. 18. Juni har hun sagt
for Retten, at siden hun i Kiælderen er kommen at sidde, da haver hun
ikke ædt nogen Smule Brød eller nogen Mad, dog hende haver hver Dag
været buden baade Mad og Øl i timelig Tid, og det som godt er.
Desligeste staar der d. 7. Juli antegnet: Johanne Thomesis bekiender
endnu som tilforn, at nu paa ottende Uge hun haver siddet i Fængsel,
haver hun ikke ædt nogen Krumme Brød eller anden Mad i hendes Liv. Og
som hun blev tilspurgt, om hun ikke desimidlertid har havt sit
legemlige Behov, vilde hun slet intet svare dertil, enten ja eller
nei. Tilmed at hendes Mand, Jens Nielsen, havde bekiendt, at: Ihvor
længe hun sidder, da æder hun intet af Hans Kræmmers Mad, om hun end
sad et halvt Aar. Men dersom jeg eller hendes Børn maatte give hende
af vor egen Mad, da skulde hun vel æde strax.
Saa vidt af Tingbogen. Men at hun ganske intet vilde æde af den Mad,
hende blev tilbaaren, skete, som Folk berette og Udgangen lærer,
deraf, at Dievelen hende havde indbildt, Folk skulde deraf tænke, hun
var uskyldig. Hvorfor hun og siges at have sagt, hendes Gud skulde
vel opholde hende, alligevel hun intet aad, og derved vise, hun
usandfærdig for saadan Gierning var beskyldt. Ikke desmindre, som
godt Folk i Kiøge, der levede paa den Tid dette Skrift blev trykt af
Førsten, vidste at sige, blev der imidlertid allevegne i Byen Stege
og anden Mad borte. Og det saaledes, at ingen kunde vide, hvor de
skulde være henkommen. Blandt andet er det synderligt som fortælles
om en fornem Mand, hvis Navn vi ville forbigaa, der engang havde
budet adskillige godt Folk til Giæst, hvilke han blandt andre Retter
vilde foresætte en hel skiøn Kalkunshane. Denne bliver, idet der
rettes an i Kiøkkenet, mellem Folkenes Hænder borte, hvoraf bliver
en stor Forundring, som omsider gik derud oppaa, at en af Pigerne fik
Hug derfor. Imidlertid begynder den onde Fiende i Hans Kræmmers Hus
udi den besatte Dreng overlydt at lee og sagde, han lo ad det Pigen
fik Hug for den Steg, hans Frue i Kiælderen med sine Tænder slider.
Dette kommer for Øvrigheden, som strax lader visitere og befinder saa
at være, som den onde sagt havde. Saaledes kunde troværdige Folk
derom berette. Skal udentvivl i Pennen have været forfattet i nogen
af de skriftlige Vidnesbyrd om samme Sag, som d. 22. Juni vel meldes
at være for Retten læst og paaskreven, men dog nu ingensteds fandtes.
Og vare disse først nogle Præstemænds Vidnesbyrd, nemlig
Herreds-Provstens, Mag. Clauses i Herfølge, Hr. Knud Koldings i
Roeskild, Hr. Peders i Ringsted. Dernæst et Bevis, som en Soldat ved
Navn Georgius Subbert, som laa udi Hans Kræmmers Hus, havde givet
beskreven. For det tredie Steen Hansens skriftlige Vidnesbyrd.
Dernæst Falkvord Pundførs Vidnesbyrd. Og for det sidste Christen
Povelsøns Vidnesbyrd.
Ellers blev og samme 22. Juni Landsdommers Dom og Vidnesbyrd mod
samme udædiske Menneske paa Kiøge Ting fremført, læst og paaskreven.
Men hvad der i den indeholdtes, staar der ikke. Dog at det ikke har
været godt, er deraf at slutte, at der hos læses, at hendes Mand Jens
Nielsen da i fire Ting havde begiæret hans Hustrues Skudsmaal, og
ingen har turdet understaa sig at give hende noget Skudsmaal imod
Landsdommers Dom og Vidnesbyrd.
Den 20. Juli er antegnet, hendes Husbonde Jens Nielsen at være for
otte Dage tilforn given kongelig Varsel at møde samme Dag til Tinge
paa hans Hustrues Vegne at svare til det, de samme sexten Mænd vilde
fremføre. Den 27. Juli staar der, at samme sexten Mænd ere af samme
Jens Nielsen indstævnet for Landsdommeren, og at Stævningen til Tinge
samme Dag er læst og paaskreven. Ikke desmindre have samme sexten
Mænd den 3. August fuldkommet deres Tag og: Endrægtelige (saa lyder
Ordene i Bogen) hver efter anden lagt Haand paa Bog og bedet dem saa
sandt Gud hielpe og hans hellige Ord, som de udi denne Sag ikke
rettere udi Sandhed kan forfare, end Johanne Thomesis jo har været
Aarsag udi den onde Medfart, som er vederfaret Hans Kræmmers Dreng,
som siges at være besat, og at de kunde ikke rettere sige, end hun jo
skyldig er udi Trolddoms Gierninger og Konster.
Den 24. August bliver hun atter stillet for Retten, saasom den, der
samme Dag skulde lide for sine Gierninger. Og meldes, at hun da som
tilforn har bekiendt det, som hun var beskyldt for, desligeste udlagt
Voldborg Bødkers, Maren i Rinsbierg, Mette Banghors og en Pige ved
Navn Kirstine, som havde tient hende, og at de vare saa slemme i
Trolddom og end værre, end hun var, og derpaa vilde hun gaa til sin
Død.
Derforuden meldes, at de sexten Mænds Tag over hende samt
Vidnesbyrdene ere til Landsting dømt for fulde, og at Landsdommers
Dom derom er inden Tinge læst og paaskreven.
Ydermere at bemeldte Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne samme Dag
til Tinge har været begiærende Dom og Ret over hende, og at hun
derfor er dømt fra hendes Liv og for hendes onde Gierninger at
straffes paa Baal og Brand efter Loven.
Samme Dag giver og Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne Mette Banghors
fuldkommelig Sag, og: At hun (saa lyder Bogens Ord) med Boel Peders i
Eghøi, fornævnte Johanne Thomesis og flere have været med at opmane
Dievelen og ført det onde i Hans Kræmmers Hus og i saa Maade Aarsag i
den Medfart, hans Dreng, som siges er besat, er med beladen, eftersom
de nu tvende derpaa ere gaaede tildøde; og var han begiærende en
nøiagtig Borgen for hende etc.
Den 11. September meldes Johanne Thomesis at være henrettet.
Desligeste staar der, at den Kirsten (eller Kirsten Larsdatter), som
hende tient havde og var udlagt af hende, er samme Dag stillet for
Retten at dømmes og lide for sine Gierninger, som hun havde tilforn
bekiendt og da ogsaa for Retten kiendte, nemlig at hun havde giort
den uhørlige Gierning med Fonten i Kiøge Kirke at besmitte, og at en
Troldkvinde ved Navn Skiel-Annike flyede hende en Skammel, som hun
tog i en af Stolene; den stod hun op paa, mens hun det giorde. --
Dommen faar hun, at miste sit Liv og at straffes paa Baal og Brand.
Og dermed begynder Vidnesbyrd at fremføres mod Mette Banghors.
Iblandt hvilke ere disse, at bemeldte Kirsten for Retten samme Dag
bekiendte, hun havde hørt af Johanne Thomesis, at baade Mette
Banghors og de andre, hun havde udlagt, var med at opmane den onde og
at indføre ham i Hans Kræmmers Hus.
Den 21. Septbr. vidnes hende paa, at der hun af Kathrine Markusdatter
blev tilspurgt, om hun havde hørt noget om Johanne Thomesis Handel og
om hun havde skikket den onde ind til Hans Kræmmers, undskyldte hun
hende og sagde, Johanne deri var uskyldig. Ikke desmindre, der
Kathrine spurgte, hvem det da havde giort, svarede hun og sagde,
somme vare levende og somme vare døde. Til hvilket Vidne Mette, som
da stod for Retten, sagde nei, og at hun ikke saa har sagt. Dog
benægtede hun ikke, at Johanne var ligesaa uskyldig som hun er i
denne Sag.
Den 5. Oktober fremførtes det foromtalte Vidne af fire Dannekvinder,
som saae, at den besatte Dreng sprang op af Bordet og hængte sig
under Bielken ved Benene som en Kat og hørte den onde sagde af ham,
hans Frue hedder Mette paa Banghors.
Den 26. Oktober meldes, hun paa Raadhuset har udi Borgemester og
Raads Nærværelse adskilligt bekiendt efter en skriftlig Fortegnelse,
som derom blev oplæst. Desligeste at hun samme 26. Oktober denne
Bekiendelse var gestændig og sagde, hun af ganske Hierte fortryder,
hun havde givet sig Fanden ivold.
Samme Dag efter Matz Jensens Begiæring paa Hans Kræmmers Vegne
forordnes sexten Nævningsmænd, som skulde granske, udlede og udi ret
Sandhed forfare, om hun er skyldig i det samme, Matz Jensen har givet
hende Sag for. Samme sexten Mænd opregnes derefter ved Navn.
Den 9. November bekiender hun for Retten, at: Voldborg Bødkers var
med at indføre (saa lyde Ordene) det Dievelskab og onde Medfart, som
den lille Dreng til Hans Kræmmers er beladt med, og at være ligesaa
god som hun er. -- Dog at samme Voldborg ikke var med at opmane den
onde, men at hun var med at bære den onde ind i Hans Kræmmers Hus, og
hendes Apostel hedder Smukker, og at Mette, Johanne Thomesis og
Voldborg Bødkers, de vare samtlige om at bære den onde ind i Hans
Kræmmers Hus.
Den 30. Novbr. fuldkomme de sexten Mænd over Mette Banghors deres
Tag. Hvorom staar antegnet, at de samme Dag lagde Haand paa Bog og
endregteligen svore Eed og Jevneed og afsagde, at fornævnte Mette
Banghors er skyldig i den onde Medfart og Hus-Kors, som Hans Kræmmers
Dreng er med beladt, og at være skyldig udi Trolddomskonst, saa hun
derfor bør at lide.
Den 7. Decbr. meldes der, at samme Tag er af Landsdommeren kiendt ved
Magt, og at hun derfor samme 7. Decbr. er sagt fra hendes Liv, at
straffes med Baal og Brand. Dermed lod Hans Kræmmer Sagen fare.
Derfor staar der antegnet Mandagen den 13. Decbr., at efterat Mette
Banghors var af sexten Mænd kiendt skyldig i det hun blev beskyldt
for, har Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne sagt sig fra Sagen og
intet mere at ville have dermed at bestille.
De andre Dievels Lemmer søgtes af Øvrigheden i Byen og andre, dem
mistænkt havde. Og begyndtes saa Proces mod Voldborg Bødkers og
Annike Christoffersdatter. Og toges Aar 1613 den 22. Februar
Nævningsmænd over Annike og den 22. Marts over Voldborg. Samme 22.
Marts, saavel som den 29. dito og den 10. Mai fremføres og Vidnesbyrd
mod denne Voldborg, iblandt hvilke ere disse de mærkeligste:
Hans Pottemager vidnede at Voldborg var engang kommen ind til hans og
der faldt tre Gange i Knæ for hans Hustru og vilde have Barnet at
lege med; men der hun ikke fik det, begiærte hun at besee nogle
Potter og fik dem ikke heller at see; gik saa vred paa Døren. Og
derefter er strax en ganske Ovn fuld af Arbeide sønderslaget og
fordærvet, alligevel ingen Mennesker rørte derved. Saa og er hans
Hustru bleven langsommelig Tid syg. For hvilken Skade og Sygdom han
gav hende fuldkommelig Sag.
Peder Lademager og andre adskillige vidnede om en Guldsmedsvend, som
havde ligget en Nat til Voldborgs, at han har beklaget, samme Nat var
ham en ond Nat, og at Voldborg og hendes Pige have ført ham over
Trætoppe ind paa Gammel-Kiøge Kirkegaard og der gravet en Tørv, som
de vilde have ham derned. Og at han i nogles Paahør har sagt til
Voldborg: Gud forlade eder for Nat, i have giort mig fattige Karl. I
have giort mig en ond Nat; i og eders Pige ere lige gode. I burde at
være brændt paa en Ild for ti Aar siden. -- Desligeste at han samme
Nat barbenet og i Skiorten med et draget Værge i Haanden er kommen ud
af Voldborgs Gaard og til hendes Nabo Peder Lademager og bedet for
Guds Skyld, at de vilde lade ham ind; ellers, sagde han, tage de
Livet af mig.
Rasmus Rafn og Lars Bødker med oprakte Fingre vandt efter Loven, at
de i Peder Karmagers Hus har seet, at som de bedst talede tilsammen,
kom Peder Karmager at sidde i et Kar som var ved fiorten Tønder Vand
udi, og ingen saae eller vidste, hvor han kom derudi. Og havde de
ikke strax faaet fat paa ham og taget ham op af Karret, da havde han
deri druknet. Videre at Bartskiæren M. Hans og hans Søn Casper vandt,
at der de efter Begiæring kom at forbinde samme Karmagers Kvinde,
viste hun noget levende i sit Laar, som løb op og ned som en spæd
Gris. Og der M. Hans vilde skiære et Hul derpaa og mente det skulde
være af Sygdom, gav det sig strax op i Hovedet, saa Hovedet slog op
og ned, at nogle Kvinder det maatte holde.
Desligeste at der han atter kom derhen, har hun spyttet ad ham og
med en sælsom Skik revet Plasteret af og vilde ingen Salve lide.
Saa vandt og Thomas Biørnsøn og Matz Jensen med oprakte Fingre, at de
have engang været i Peder Karmagers Hus og samme Tid seet og hørt
mange underlige Ord af hans Kvindes Mund, saavel som og underlige
Fagter, saasom hun var besat. Og der den onde blev tilspurgt, hvad
han var for en, svaredes af Kvindens Mund: Jeg er Lucifer. Min Frue
Voldborg Bødkers kom mig ind i dette Menneske at jeg skal pine hende;
at samme Voldborg var hans med Krop og Siæl til evig Tid. -- Det
samme meldes og flere at have vidnet. Iblandt andre Gregers Guldsmed,
som og lagde dette dertil, at den onde sagde, Voldborg havde besvoret
sig med ham, for hun kunde faa Sølv og Penninge nok.
Den 29. Marts stilles Annike Christoffersdatter for Retten og selv
bekiendte, som hun havde giort mange Gange tilforn, at hun var
skyldig i det, hun blev anklaget for. Udlægger og samme Voldborg
saavel som Else Holtugs, Birthe Rokkemagers, Karen Eriks og Kirsten
Væverkvinde. Siger og at Kirsten Væverkvinde i Fængslet har været
begiærende, hun vilde aarsage hende. Samme Kirsten, som stod der til
Vedermæle, brød omsider ud og begiærede den hellige Kirkes Forbøn
for sig, at hun kunde komme til en sand Bekiendelse og Poenitentze.
Men Annike faar samme Dag af sexten Mænd dette Tag, at hun var
skyldig i Trolddomskonst og haver medværet at opmane Dievelskab, som
udi Hans Kræmmers Hus er indført, saa hun bør derfor at lide.
Den 14. Juni stilles hun atter for Retten, og meldes de sexten Mænds
Tag over hende den 2. Juni næst forleden til Landsting at være dømt
ved Magt efter Landsdommersdom, som blev læst og paaskreven. Annike
bliver og i sin forrige Bekiendelse bestandig, og foruden de andre,
hun havde udlagt, udlægger og Maren Bysvends og siger, at Karen Eriks
har begiæret af hende i Fængslet, hun vilde undskylde og aarsage
hende.
Blev saa dømt fra hendes Liv, paa Baal og Brand, til Høi og hedensk
Jord.
Voldborg Bødkers meldes den 10. Mai, den 7. og 14. Juni at være rømt.
Ikke des mindre bliver den 7. Juni over hende af sexten Mænd afsagt,
at hun i Trolddoms Konst og Gierninger skyldig er og derfor bør at
lide.
Den 14. Juni røber omsider Karen Eriks sig selv for Retten og bad
Byfogden for Guds Skyld, hende maatte benaades hendes Liv; hun vilde
gierne forsværge Landet.
Den 5. Juli siges Annike at være henrettet; antegnes og Vidnesbyrd
imod Maren Ringsbierg, der og skal være udlagt. Iblandt andet
bevises, hun har ladet sig bruge til at vise igien og med adskillige
Personer brugt allehaande Kogleri og Signeri, som her ikke giøres
Behov at opregne, saa og spaaet om dem, og at hun har sagt om ens
Sygdom, som hun blev tilspurgt om, at han var ikke forgiort af onde
Folk, og at han staar aldrig op af den Syge og døer lidt efter
Paaske, som og skeete.
Samme Dag beskikkes sexten Mænd over Karen Eriks, hvilke den 30.
August dømte hende at være skyldig i Trolddoms Konst og Gierninger,
og at hun derfor bør at lide.
Den 13. Marts begyndes Proces mod Anne Olufs for Trolddom og
fremføres Vidnesbyrd iblandt andet, at Kirsten Pedersdatter
beklagede, der hun havde faaet engang at drikke af Anne Olufs Øl, fik
hun ondt, saa det begyndte at løbe i hendes venstre Læg og saa langs
opad og stædtes i hendes venstre Skulder, som det havde været en Mus,
hvilket hende holdt ved fiorten Dages Tid og skyldte hun Anne Olufs
derfor.
Anne Niels Ibsens vidnede, at efterat Anne Olufs havde engang lovet
hende ondt, blev hun angreben med en underlig og heftig Sygdom og
krøb det omkring i Livet paa hende, og rev og sled, saa hun ingen Ro
havde, og var det ligesom det havde været en levende Snog og somme
Tid som en Mus baade omkring Navlen, Skuldrene og Nakken.
Den 26. Juni meldes Anne Olufs at være henrettet. Samme Dag er og
sexten Mænd forordnede at kiende: Om Else Holtugs (saa lyde Bogens
Ord) kan befindes at være skyldig udi det Dievelskab, som var hængt
paa Lars Krogs Tag, som kunde give eller være Aarsag udi Lars Krogs
Ulykke og i hans Tieners Jørgens langvarige Sygdom.
Derforuden andre sexten Mænd over Birgitte Rokkemagers, om hun kan
findes med Trolddom at have forgiort hendes forrige Husbonde, og udi
hvis mere hun paa adskillige Tider er beskyldt og udlagt for.
Den 17. og 24. Juli føres Vidnesbyrd mod Else Holtugs og Birgitte
Rokkemagers. Iblandt andet en skriftlig Fortegnelse paa Maren
Murmesters Bekiendelse, som hun var gaaet tildøde paa. Men hvad der
stod i den meldes ikke. Derforuden at Ellen Hendrik Snedkers vandt og
høitideligen beklagede baade for Gud i Himlen og for Verden, at
hendes Mand engang var kommen i Skienderi med Birgitte Rokkemagers,
og at hun truede ham og derefter manede den onde ind i deres Hus, saa
at de slet ingen Ro kunde have derinde Nat eller Dag, og de nødtes
til at sælge Boligen derfor, og at hendes Mand siden blev syg og
grueligen pintes og brændte saa saare som af gloende Ild og pintes
saa i otte Aar til han døde, og i sit yderste gav Birgitte Skyld
derfor.
Didrik Snedker vandt desligeste saadant om Hendrik Snedker, og at han
havde saadan Hede og saadan Brynde indvortes, at naar man lagde koldt
Smør paa hans Bryst, da stod det og sydede, som det kunde staaet paa
en Ild.
Peder Pedersen vidnede, at Birgitte Rokkemagers havde paa en Søndag
hentet Øl for en Skilling hos ham, og om Mandag Morgen derefter kom
han gaaende ud i sit Bryggers, og ret som han lod Døren op, kom der
en Ting løbende fra Urtekarret og imod ham, ligesom en Hare, og havde
to Øine som en gloende Glød, og siden den Dag kunde han aldrig faa en
god Brygning Øl, og derfor skyldte han Birgitte fuldt og fast.
Den 21. August bleve de begge kiendt skyldige i Trolddom.
Den 18. Septbr. faar Birgitte Rokkemagers sin Dom til Baal og Brand,
til Høi og hedensk Jord.
Den 19. Oktober opkræves sexten Mænd over Mette Navnes, som af
Birgitte Rokkemagers var udlagt.
Den 6. November føres Vidne imod hende. Saa siger hun selv, at hun
kunde døve Ildebrand ved to eller tre Ord, og det kunde hun giøre,
sagde hun, for hun var et Søndagsbarn og sagde, det var ikke
Trolddom.
Den 20. November dømmes saaledes af sexten Mænd, at efterdi hun
af adskillige Troldkvinder er udlagt at være medvidende udi
Trolddomskunster, og haver forgiort hendes egen Mand, hvorpaa nogle
af dem ere gaaede tildøde, saa har hun og i mange Aar havt et ondt
Rygte for Trolddom, og intet godt Skudsmaal hende af nogen bliver
meddelt, er ogsaa bevist, hun haver lovet ondt og Ulykke, og de, hun
har lovet det, har saa faaet, da kunde de ikke skiære eller purgere
hende for Trolddoms Sag; men hun udi samme onde Dievels Konst og
Trolddom skyldig er, saa hun derfor bør at lide.
* * * * *
Saa vidt om denne forskrækkelige og grusomme Dievelens Vold og
Tyranni og det øvrige af Historien; thi videre Kundskab om noget, der
værd er at fortælle, var ikke at bekomme. Og dette er saa Enden og
Udgangen paa denne Handel.
Gud os naadelig fra alt ondt bevare!