Et forfærdeligt Hus-Kors - 2

Total number of words is 5155
Total number of unique words is 1257
47.3 of words are in the 2000 most common words
60.7 of words are in the 5000 most common words
67.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Klokken var ni, thi det var om Sommeren. Der vi nu kom ind, og jeg
vilde gaa iseng til ham: borte var han. Gud veed da, hvad mit Hierte
var. Vi ledte allevegne, og ingensteds vi kunde finde ham indtil
længe derefter, da kom vi paa et lidet Kammer; der laa han og gav sig
saare. Og holdt det saa paa samme Sted den ganske Nat med stor Jammer
og Uro. Ligesaa anden Nat paa en liden Sal, saa tredie Nat i Stuen og
fierde Nat i Sengekammeret.
Som vi der laa begge sammen i Sengen, kom der en forfærdelig Rotte
springende op i Sengen og løb paa alle fire Sengestolper, og omsider
hen under hans Hoved og løftede to Puder og Hoveddyner og en
Sengedyne op, tog et Stykke bort af den underste Sengedyne, saa stort
som et Spunds paa en Tønde, saa at Fieren fløi op i Sengen og omkring
i Sengekammeret. Den Forfærdelse glemmer jeg aldrig. Da sagde den
salig Mand: Far nu bort, du fordømte Aand, til den Sted, som du est
kommen fra, til den evige Død, som dig og dine er beredt til evig
Tid. Ære være Gud, som mig haver forløst! Der haver du alt det du
haver vundet. -- Saa blev han fri efter den Dag og ikke mere fristet.

Femte Kapitel.
Der vi nu havde ladet takke paa Prædikestolen og tænkte alting var
godt, saa kommer den almægtige og gode Gud og tilsteder endnu mere
Hiertesorrig. Vi havde en liden Dreng, som var paa niende Aar. Han
blev saa underlig, at vi ikke kunde tænke, hvad ham skadte. Han
sagde, det løb i hans Bug og stak ham. Vi tænkte at det havde været
Skiæver{4}. Hvorfor vi lod ham bade og brugte adskillig Raad dertil,
men det blev jo længer jo værre. Saa sendte vi Bud efter
Bartskiæreren, at han skulde forfare, hvad ham skadte. Han vidste
ingen Raad, men eftersom her paa samme Tid var kommen til Byen en
Doktorske, sagde han, vi skulde høre hendes Betænkning derom. Hende
lod vi ogsaa hente; hun sagde, at han var besat med den onde Aand og
vidste ingen Raad uden en hellig og alvorlig Bøn til Gud i Himmelen.
Gud veed, hvad Sorrig vi da fik, at saadan en Giæst var kommen igien.
Som jeg nu stod i Stuen og dette Barn laa i en Kurveseng, blev Sengen
optagen halvanden Alen fra Jorden og begyndte at springe op og ned.
Jeg løb til salig Hans og kaldte ham ind. Der vi kom ind, var han
tagen af Sengen; han stod paa Hovedet og Benene i Veiret med
udstrakte Arme, og var med stor Nød, at vi kunde faa ham ned i Sengen
igien. Efter den Dag saae vi stor Ynk paa ham. Den onde Aand løb op
og ned i ham som en Gris og reiste hans Bug op, at det var grueligt
at see, skiød Tungen ud af hans Hals og trillede den tilsammen som et
Klæde, og Blodet flød af Munden. Han smadskede i hans Bug som en
Gris og knytted hans Lemmer saa hart tilsammen, at fire føre Karle
vare ikke stærke nok til at skille dem fra hinanden. Han galede som
en Hane, giøede som en Hund, førte ham op paa vore Bielker i Stuen,
desligeste paa Vedhammeren i Gaarden. Og naar han havde ført ham
derop, forlod han ham. Saa sad Barnet der og græd og kunde ingensteds
komme. Han kastede ham og over Plankerne ind i Jakob Meiers Gaard.
Han drog hans Øine ind i hans Hoved, desligeste ogsaa hans Kinder, og
giorde ham saa stiv som en Stok, saa at den det ikke vidste, skulde
ikke andet sige, end at det var et Træ. Vi reiste ham op til Væggen.
Der stod han uden al Bevægelse som et Træbillede. Hvo, som ellers
ikke letteligen kunde græde, den maatte jo da græde.
{4} En Børnesygdom.
Engang var jeg gaaet i Aftensang. Den Tid jeg kom hiem igien, da var
Stuen fuld af Folk. Og havde han da anfægtet min Moder, at det maatte
sig Gud derover forbarme. Hendes Mund havde han vredet op til den
ene Side, hendes Ben sprang op og ned, at ingen af største Magt kunde
holde dem til Jorden. Der sad den arme Kvinde, græd og jamrede sig,
klagede ynkeligen over mig og sagde, at jeg havde taget hendes Sko af
hendes Fødder og ilde slaget hende. Det kunde intet hielpe, at jeg
sagde nei, og hvad gode Ord jeg gav hende, da hialp det intet. Om
Morgenen derefter lod jeg hente nogle Kvinder, som skulde tale med
hende, men hun blev hart ved de samme Ord. Dog kom hun strax tilrette
igien. Der han nu kom til Drengen igien og talede af hans Mund, sagde
han til salig Hans: Jeg giorde din Kone en stor Harm dermed, at jeg
skabte mig i hendes Lignelse og pinte hendes Moder, at hun ikke andet
vidste, end det var hendes Datter. Hvorfor hun klagede hart over
hende. Der vare og nogle, som troede det var Sanden, at hun slog sin
Moder. Men havde jeg maattet for den store Mand, jeg skulde saa
handlet med hende, at den ganske By skulde have grædt for hende. --
Om Aftenen, naar vi sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, eller
læste, vrinskede han som en Hest og giorde den allerstørste Spot
deraf, som han kunde; spyttede den salig Mand op i Øinene, at det
flød ned i hans Skiæg og satte dragne Knive for mit Bryst. Naar jeg
bad ham slaa til i Jesu Navn, saa faldt Kniven. Han sagde til salig
Hans: Du maa ligesaa gierne være tilfreds; forhast dig ikke, du faar
mig ikke herud, førend de faa Skam, som mig haver her indført. Den
store Mand vil det saa have. Endog jeg er en løgnagtig Aand, saa maa
jeg alligevel undertiden sige Sanden; thi den store Mand tvinger mig
dertil. Jeg var tilfreds at min Tid var kommen at rømme denne Bolig.
Da sagde salig Hans: Naar kommer den Tid? Da svarede Satan af Barnets
Mund: Det veed vel den store Mand og ikke jeg. Naar han siger: pak
dig, saa maa jeg rømme.

Sjette Kapitel.
Der den salige Mand havde nu udstaaet saadan stor Bedrøvelse og
Fristelse baade paa sit eget Legemes saavelsom ganske Huses Vegne,
saa kom den gode Gud og forløste ham fra al Jammer og Elendighed og
kaldte ham fra denne onde Verden til sit evige Riges Herlighed og
Glæde.
Men jeg med mine smaa Børn maatte blive her tilbage i den store
Sorrig og havde inden mine lukte Døre den arge Fiende Dag og Nat. Den
alvidende Gud, som ingen Ting er forborgen, allene veed den store
Sorrig jeg maatte lide. Og var Under at høre paa de Ord, som Satan
talede af Barnets Mund.
Nogen Tid derefter, som min salig Mand var død, skulde jeg age hen
til Haarløv og der kræve nogen Giæld ind hos Præsten sammesteds, Hr.
Samuel. Og Erik Brygger i Vesterstræde kiørte selv for mig. Som vi nu
kom en halv Mil fra Byen, blev jeg saa sælsom, som jeg sad i Vognen,
at jeg havde ingen Ro. Hvorfor jeg maatte staa af og sætte mig ned
paa Jorden. Der jeg nu havde siddet ved et halvt Kvarter, blev jeg
tilpas igien og vilde stige i Vognen; men borte var Mand, Heste og
alting. Jeg kunde see Fugle flyve, men Mand, Heste og Vogn kunde jeg
ikke see. Som jeg nu længe havde gaaet omkring paa Marken og intet
Menneske kunde komme tilords med, og det led hen over Middag, og jeg
saa gik og vænede mig, for jeg vidste ingen Raad ei heller Vei at
komme til, blev jeg henført til et Morads, som var fuldt af mange
smaa Buske. Mig syntes, jeg vilde gaa paa dem og tog mit Forklæde fra
mig og vilde have skaaret det isønder og bundet det tilsammen, at jeg
kunde dermed opkilte mig. Og saa antvordede jeg mine Børn og mit
ganske Hus den evige Gud ivold, thi jeg tænkte aldrig at see dem
mere. Der jeg nu vilde skiære Forklædet isønder til et Kiltebaand,
syntes mig langt borte ligesom der havde været to Krager tilsammen,
hvoraf jeg blev endda mere bedrøvet. Men det var mine Heste, som jeg
omsider med Vognen blev var. I det samme hørte jeg, at Erik kaldte
paa mig, og jeg kaldte igien paa ham, indtil vi kom tilsammen. Og
vare vi begge saa bange, at vi neppe kunde tale. Han sagde, han havde
spurgt om mig, men ingen kunde sige at have seet mig. Saa gik han til
den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Træ og vilde maale,
hvor dybt det var. Men han kunde ikke naa Bunden. Jeg maa vel sige,
at Christus Guds Søn var hos mig og hialp mig. Saa kom vi dog omsider
vel hiem til Huset igien. Men førend vi kom hiem, havde den fule Aand
af Barnets Mund sagt, hvor langt han havde fulgt os, og hvorledes han
vilde have omkommet mig, havde han maattet for den store Mand; men
dog glædede han sig derved, at han havde saa forfærdet os.

Syvende Kapitel.
En liden Tid derefter skulde jeg drage til Kiøbenhavn, og forberørte
Mand, Erik Brygger, kiørte for mig. Da havde den arrige Satan truet,
at han skulde følge mig til Kroen. Som vi nu kom ud ved Ølsemagle ved
Stranden, begyndte Hestene at fnyse, og Vognen løb trindt omkring som
et Hiul, og Klæderne og hvad i Vognen var fløi af den. Jeg havde tre
eller fire Par Høns, som jeg vilde forære bort. De bleve alle løse og
sade paa Marken, dukkede og vare meget rædde. Som vi nu havde samlet
Klæderne og Hønsene op igien og aget et Stenkast bort, blev Erik var,
at han havde tabt sin Sæk, som var noget Havre udi. Der han løb
tilbage at hente den igien, bar han saa tungt paa den, saa ham
syntes, at han aldrig bar saa tung en Byrde. Jeg troer vist, sagde
han, at Dievlen er i Sækken, thi han er saa tung, alligevel her ikke
er uden en Skiæppe Havre udi.
Han bandt Sækken bag paa Vognen, men som vi havde lidet aget: borte
var hans Sæk igien. Jeg bad ham, at han vilde lade Sækken fare, jeg
vilde gierne betale ham den. Erik svarede, han ikke vilde miste samme
Sæk, thi han havde om Løverdagen tilforn givet fire og tyve Skilling
for den. Saa tog han ham og bandt ham for i Vognen og satte sig selv
derpaa. Men det hialp intet; thi den trimlede imellem hans Ben og
faldt ud paa Jorden.
I det samme kom en Mand agende; ham bad jeg, han vilde kiøre for i
Veien, jeg vilde betale ham derfor. Hvilket han ogsaa giorde; men det
kunde intet lide dermed. Hvorfor samme Mand drog sin Vei til
Kiøbenhavn. Der han var borte, kom vi til en Bæk, hvor vi bleve
siddende, og Vandet gik ind i Vognen; Hestene kunde ei heller
nogensteds komme. Saa maatte han bære mig og min Datter først til
Land og siden hvad som var paa Vognen og endda have Hielp at han
kunde faa Hestene op og Vognen med. Det holdt os saa, at vi med stor
Møisommelighed kom til Kroen. Siden kom vi ubehindret frem. Der vi
agede fra Kiøge, var Klokken imellem fire og fem om Sommeren aarle om
Morgenen; der vi kom til Kiøbenhavn, slog Klokken syv om Aftenen. Før
jeg kom hiem, havde Satan talt af Barnets Mund og sagt, hvor langt
han havde fulgt os og hvad Skielmeri han havde giort.

Ottende Kapitel.
Saaledes holdt jeg Hus med den arrige Fiende to Aar efter min salig
Mands Død med stor Hiertesorrig. Hvilket den gode Mand, Magister
Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre
mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besøgte mit
Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bøn af Prædikestolen for
os.
Som han kom engang at besøge os, sagde Satan til ham: Maatte jeg for
den store Mand, jeg skulde saa handle med dig, at du skulde faa Skam.
Du beder saa inderlig til den store Mand for dette Barn og det ganske
Hus og piner mig dermed. Idag sad jeg i Sømmen paa din Kiortel, men
den Tid du bad for den lille Dreng, da faldt jeg ned og slog mig et
Fandens Slag, saa jeg fik Skam. Mag. Niels svarede: Du haver Skam
nok, du fordømte Aand. -- Da svarede Satan: Det veed jeg vel selv. --
Mag. Niels spurgte ham ad: Naar vil du fordømte Aand rømme denne
Bolig, hvor du har stiaalet dig ind, og forlade dette fattige Barn,
som du piner Nat og Dag? -- Den onde Aand svarede af Barnets Mund:
Vil Du have mig herud? -- Dertil svarede Mag. Niels: Den
allermægtigste Gud skal drive dig herud og hen til den Sted, som er
dig bered i den evige Ild. -- Satan svarede: Naar den store Mand
siger: pak dig, saa maa jeg rømme. Saa talede Mag. Niels Latin til
ham. Satan svarede af Spot, at han ikke gad brudt sit Hoved dermed.
Men han sagde til ham: Maa jeg være din Giæst til Aften, da vil jeg
komme til dig? Da sagde Mag. Niels: Gud skal bevare mig fra dig!
Satan svarede: Jeg kan komme ind der, som et lidet Sandkorn ikke kan
komme igiennem; gak hiem og giv den lille Dreng et Stykke af den
Steg, som din Kone haver paa Ilden. Da svarede Mag. Niels: Gud
forbande dig Satan, du løgnagtige Aand, til evig Tid. Hvad veed du af
den Steg? Det er Sanden, sagde Satan, at jeg er en løgnagtig Aand,
men det er vist, at du haver en Steg paa Ilden. Jeg var i Kiøbenhavn
til dit Bryllup og vilde saa gierne have giort Perlament og sad i
Døren, men jeg maatte ikke for den store Mand. Dog var det nær, at de
havde kommet op at slaas om Dandsen. -- Saadant og andet lod han
høre.
Men den alsommægtigste Gud, som raader over alting havde dog forbudt
ham at skade noget Ledemod paa dem, som han af Guds Tilladelse havde
plaget og anfægtet. Og der den naadige Gud nu ikke længere vilde
tilstede ham at bruge sin Ondskab imod os, saa maatte han endelig
rømme, og det ganske Hus blev saa rent som det tilforn var. Hvorfor
Guds hellige Navn være lovet, som ikke forlader sine Børn, som af
Hiertet raaber til ham.
Dette haver jeg skrevet til en Ihukommelse om det min kiære og salige
Husbonde Hans Bartskiær og jeg med vores smaa Børn og ganske Hus have
af Dievelen og hans Lemmer udstaaet. Saa sandt som Gud skal hielpe
mig og er en naadig Gud og jeg et syndigt Menneske, da er dette
forskrevne Sanden. Hvilket ogsaa vitterlig er de hæderlige og
vellærde Mænd Mag. Niels Glostrup, nu Bisp til Opslo, paa den Tid vor
kiære Sognepræst; Hr. Bertel Hansen i Duebrødre; Hr. Peder Mand i
Jersie; Hr. Jakob i Nordrup; Hr. Jesper i Roeskilde; Hr. Lauritz i
Liemark og Hr. Niels i Vallensby; af hvilke nogle leve endnu, nogle
ere hensovede. Hr. Peder Mand af stor Medynk tog Barnet til sig og
havde det hos sig nogle Ugers Tid. Siden jeg blev Enke havde Mag.
Niels Drengen hos sig paa et halvt Aars Tid. Og som han var bleven
tilpas igjen, og de fik deres Løn, som saadant ondt havde kommet
afsted og indført Satan i vort Hus, levede han indtil den store Pest
kom, som var Aar 1620. Saa kom den gode Gud og kaldte ham fra denne
onde Verden af al Jammer og Elendighed til sit evige Rige og
himmelske herlige Glæde. Gud skee Lov og Tak fra nu og til evig Tid.
Amen.
Hvo som staar, han bede Gud Dag og Nat at han ikke falder.
Man kan ikke sige, hvad et Menneske kan tilkomme førend man lægger
det i Graven.
* * * * *
Hidindtil Kvindens egne Ord, saasom de i de troværdigste Exemplarer
befandtes. I somme af de andre lægges en Drøm til, som ikke er meget
at lide paa, ikke heller hører synderlig til Sagen. Hvilken vi dog
ville her for deres Skyld fremføre, som kunde begiære den at vide, og
hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien
borte. Og henføres samme Drøms Beretning til Enden af det tredie
Kapitel og lyder saaledes:
Søndagen næst efter den Løverdag, som Drengen Jakob blev den onde
Aand kvit, der Folkene kom af Høimesse, kaldte han mig -- (forstaa:
Kvinden i Huset,) -- til sig, bad jeg vilde høre, hvilken Drøm han
havde havt denne Nat. Han sagde: Mig tyktes, at en gammel Mand med en
hvid Kiep i sin Haand kom og tog mig af min Seng og satte mig paa
Marken. Saa tykte mig, at den gode Engel, som havde været hos mig i
min Sygdom, kom og tog mig op og førte mig i Luften. Saa kom den onde
Engel Satan, som og havde været hos mig i min Sygdom og tog mig fra
den gode Engel og førte mig til en stor bred Port, som skulde være
Helvedes Port. Der jeg kom derind, da tykte mig, at der vare mange
grumme og slemme Trolde derinde, og Belsebub sad paa et gloende
Hynde, bunden i en Jernlænke og sad for sig selv allene. Og mig
syntes, sagde han, at der var en lang Skive, derved sade mange slemme
Trolde og havde mange store Bøger og Penne for sig og skrev. Og andre
Trolde, som ikke skulde være saa meget agtede, de stode og tiente de
andre og gjorde Regnskab for hvad de havde giort her i Verden imod
Menneskene, saasom om Mord, Manddrab og anden Ulykke. Saa førte han
mig derfra igien og udi et stort Hus. Derudi stod et langt Trug,
deraf stod en gloende Lue. Derom stode mange Mennesker, som vare
kosteligt klædte. Saa sandt som Gud skal hielpe mig, sagde han, jeg
kiendte de Mennesker deriblandt, som jeg har kiendt her i Verden for
nogle Aar siden. Og idet de stode saa udstafferede, da kom disse
Trolde med gloende Brande og sloge paa disse Mennesker og kastede dem
ned i den gloende Lue, at de skrege meget ynkeligen. Saa førte han
mig derfra og i et stort Hus. Der stode Snedkere og giorde Stole. Jeg
kiendte de Mennesker, hvis Stole Satan viste mig, at de vare nær
færdige. Saa førte han mig derfra til et andet Hus, som var meget
Sølv og Guld udi. Og sagde til mig: Alt dette vil jeg give dig, om du
vil være hos mig. Da tykte mig, at jeg svarede nei. Saa førte han mig
ud af den brede Port igien, og saa kom den gode Engel og tog mig fra
den onde og førte mig udi Luften som tilforn og satte mig paa den
grønne Sted. Saa kom den gamle Mand med sin hvide Kiep og førte mig i
min Seng igien. --
Saa vidt Drømmen, hvilken enhver for sit Værd kan skattere. Men at
Kvinden den skulde have skrevet, er hel uvist. Thi baade er der mange
troværdige Exemplarer, i hvilke den ikke findes, saa er der og udi et
af dem disse efterskrevne Ord i fortalevis antegnede: Der ere nogle,
som have denne Historie skreven og noget mere indført, end som den
Dannekvinde selv har optegnet. Men denne nærværende er en rigtig Kopi
af det hun selv med sin egen Haand har skreven. -- Hvoraf er let at
slutte at saadant ikke af Kvinden selv er giort, men snarere af
andre, der have ladet dem forlyste at lægge noget dertil. Og dette
maa saa være om Kvindens egen Beretning.


Følger:
Videre Forklaring om samme Sag, til mere Forsikkring derom.

Hidindtil om Kvindens egne Ord, hvilke i Førsten ene var agtet til
Trykken at befordres. Men siden er videre Forklaring derom bekommen,
endel af Kiøge Tingbøger, som de fornemme Mænd Mag. Ole Løxdorff,
fordum Sognepræst der i Byen, og Rasmus Christensøn Skiøler,
Borgemester samme Sted, have meddelt at læse og dem derfor bør at
takkes; -- endel af gamle troværdige Folk der i Byen, som derom
vidste at sige. Hvoraf den gode Læser til Underretning skal meddeles
hvad forekommer.
Og synes det altsammen bedst at kunne afdeles i #Personen#, #Stedet#,
#Tiden#, #Begyndelsen#, #Fremgangen# og #Enden#.
Belangende #Personen#, denne Handel fornemmeligen angaar, da er
Mandens Navn Hans Bartskiær. Hans Næring var Kiøbmandskab, for hvis
Skyld han og udi Kiøge Tingbøger kaldes gemenligen Hans Kræmmer. Hans
Kvinde og Ægtehustru, som hed Anna, og den forrige Beretning skreven
haver, døde han fra to Aar før dette Hus-Kors fik Ende, efter at han
ved Rettergang tvende Troldkvinder, som hans Hus havde fortryllet,
havde ladet dømme og henrette med Baal og Brand, som de havde
forskyldt. Af hans Børn, som Aar 1674, da denne Bog blev først trykt,
var endda i Live og boede i Kiøge: Lisbet Hans Bukkes, en Enkekvinde
paa halvfiersindstyve Aar, som hun selv sagde for mig, der dette
beretter, og sig at være født Aar 1603, havde i forrige Tider været
Borgemester-Kvinde der i Byen; men var saa kommen tilagters, at hun
levede næsten af Folks Almisse. Hendes Moder, som hun berettede,
havde Hans Bartskiær i sytten Aar. Sad saa Enke i fire Aar. Havde
siden Kort Richter i nitten Aar. -- #Steden# anlangende, da har dette
svare Hus-Kors været i den Hiørnegaard paa Torvet, hvor Nørregade
begynder, i hvilken Aar 1674 boede den gode Mand Jakob Pomeyer,
Raadmand der i Byen, som havde i forrige Tider tient Kort Richter og
vidste meget af denne Handel at sige, hvis Velvillie til at meddele,
hvad ham bevidst var, jeg for mange Stykker i denne Beretning har at
takke.
#Tiden#, paa hvilken det er begyndt, er omtrent Aar 1608 og 1609; thi
Aar 1612, da det allerede nogle Aar havde varet, lod Hans Bartskiær
søge disse Troldfolk med Lov og Ret, saa de to fornemste af dem samme
Aar bleve brændte. Men han levede ikke længe derefter, og synes han
at være død enten i Enden paa samme Aar eller i Begyndelsen paa det
efterfølgende. Hvorfor han og i Tingbogen Aar 1613 d. 5. Juli nævnes:
salig Hans Kræmmer, saasom han da var død. Men Hus-Korset varede to
Aar efter hans Død, som i Kvindens Beretning staar i Begyndelsen paa
det ottende Kapitel. Og skal derfor uden Tvivl være endt ved Aar
1615. Vor vidtberømte ~Dr.~ Th. Bartholinus, i hans Skrift ~de morbis
biblicis~, melder om noget saadant ved hans Barndomstid i Kiøge
passeret, og at en af Satan paa en underlig Maade er bleven fristet,
saa at han endogsaa undertiden førte ham om i Luften. Og ingen af
Præsterne turde besøge ham, uden han havde levet et ustraffeligt
Levnet. Thi den besatte bebreidede dem, hvad de lønligen havde
beganget. Saa vidt den gode Mands Ord, hvilke han for mig selv
saaledes har forklaret, at han har hørt saadant i hans Barndom for
vist at fortælles. Skal derfor ikke feile meget, at de, det har
berettet, jo har havt Henseende til noget i denne Historie.
#Begyndelsen# til al den hele Handel er denne, at en Troldkvinde ved
Navn Johanne Thomesis fattede en svar Vrede og Had til Hans
Bartskiær. Hvortil fortælles disse Aarsager, nemlig at bemeldte
Johanne Thomesis, som pleiede i Førsten at have god Kundskab med Hans
Kræmmer og ofte kiøbslaa med ham, blev af en anden Troldkvinde ved
Navn Kirsten Snedkers udlagt for at have Gemenskab med saadanne Folk,
og der det kom i Rygte, vilde han som en Mand, der haver Afsky til
saadant Pak, ikke mere kiendes ved hende, og om han nogen Tid mødte
hende paa Gaden, gik han hende forbi, som han ikke vidste, hvem hun
var. Hvorover hun skal være bleven meget forbittret paa ham,
fornemmeligen for der ogsaa ved samme Tid en Gaard blev tilkiøbs, som
bemeldte Johanne hel gierne vilde have, men Hans Kræmmer fik før ja
paa den og kiøbte den bort for hende. For saadanne og andre Aarsagers
Skyld fatter hun, som sagt er, saadan Had til ham og derfor med andre
Troldfolk, som hun dertil brugte, lagde sig efter at fortrylle ham og
hans Hus. Og har saa opmanet Dievlen til at føre den ind i hans
Gaard. Hvilket efter deres egen Bekiendelse til Tinge skal være skeet
to Gange: den ene Gang i Johanne Thomesis egen Gaard, hvorom i
Tingbogen findes d. 14. Juni og 5. Juli 1613 antegnet, at en af dem
ved Navn Annike Christoffers Datter har bekiendt og derpaa gaaet
tildøde, at de havde været tilsammen i Johanne Thomesis Gaard og ved
hendes Brønd opmanet Dievelen, saa den er opkommen i en brun,
stakket-stiertet Rottes Lignelse. Den anden Gang uden for Byen ved en
Bæk, som ligger strax udenfor Broporten paa den høire Haand, [naar]
man kommer ud af Byen og kaldes Banghors-Bæk. Der har de slemme
Mennesker ladet sig finde tilsammen at mane den onde Aand. Derom
findes i Tingbogen antegnet den 11. September 1612, at en af dem ved
Navn Kirsten Lauritzdatter, som havde tient Johanne Thomesis og blev
samme Dag dømt fra sit Liv, bekiendte, hun havde hørt af samme
Johanne Thomesis, at baade hun selv og en anden Troldkvinde ved Navn
Mette Banghors, samt andre, som vare udlagte, vare med at opmane den
onde af Bækken og førte ham i Hans Kræmmers Hus.
Videre berettes, at der de manede den onde, har han i Førsten stillet
sig som han nødig vilde komme og abet dem med dette Giensvar, at han
havde Horn paa Hovedet, men de ikke, derfor vilde han ikke komme;
hvorpaa den slemme Mette Banghors har hentet en Gryde, sat den paa
sit Hovede og sagt til den onde, han skulde herop, thi havde han to
Horn, saa havde hun tre. Derpaa skal han være opkommen i en Rottes
Lignelse og i saadant Gestalt paa en Søndag ad Aften i Hans
Bartskiærs Hus indført.
Derpaa er det onde begyndt at tee sig i de fromme Folks Hus og faaet
saa sin #Fremgang#, hvilket, hvor det er passeret, i det forrige
Skrift med Kvindens egne Ord fortælles. Hvortil man kan lægge dette,
som i Tingbogen findes antegnet d. 5. Oktober 1612, at fire
Dannekvinder, hvis Navne der opregnes, have med Ed vundet, de havde
været i Hans Kræmmers Hus d. 22. Sept. næst forleden og der seet,
hvorledes Drengen, som sagdes at være besat, sprang af Sengen op paa
Bordet og fra Bordet op under Bielkerne og hængte sig ved Benene som
en Kat. Tilmed at den onde sagde af Barnets Mund: Han hed Pibere.
Item Mette Gaardløs, og at hans Frue hed Mette Banghors, med mange
flere og slemme Ord, som ikke er fornøden at omtale. Saavidt
Tingbogen.
Anlangende #Enden# og #Udgangen#, da foruden det i Kvindens egen
Relation fortælles, er dertil at henføre, hvorledes disse
Umennesker, (at jeg saa skal tale) som det onde med Trolddom i
Mandens Hus indført have, ere omsider en efter anden aabenbarede,
fast tagne og med Lov og Ret til Baal og Brand forfulgte. Den første
af dem skal være en Boel Peders i Eghøi, om hvilken der fandtes
skreven i et Exemplar af Hus-Korset, at samme Boel Peders med sin
Datter er bleven brændt og har udlagt det andet Selskab. Saa meldes
og i Tingbogen d. 24. August 1612 at denne Boel Peders har været deri
delagtig.
Den, dernæst blev fasttagen, var bemeldte Johanne Thomesis. Og er hun
bleven røbet ikke alleneste af den Boel Peders, men endogsaa af en
Taterkvinde. Hvorom der staar i Kiøge Tingbog skreven d. 22. Juni
1612, at for fire Aar tilforn er en Taterkvinde ved Traminde ved
Lybek kommen til Hans Kræmmers Tiener Jakob, som fra Kiøge paa sin
Husbondes Hans Kræmmers Ærinde did var forseilet. Denne Kvinde har
sagt ham alt det ham i Hans Kræmmers Hus var vederfaren. Desligeste
at Johanne Thomesis havde ført Dievelen ind i samme Hans Kræmmers Hus
og giort det, for han havde kiøbt Gaarden fra hendes Husbonde. -- Saa
vidt af Tingbogen.
Ellers berettes der, at saa ofte samme ugudelige Menneske gik Hans
Kræmmers Vindue forbi, raabte den onde Aand af Drengens Mund, han
havde besat: Der gaar min Frue, der gaar min Frue. Desligeste stod
der i et Exemplar af Hus-Korset skreven, at Satan raabte af Barnets
Mund i Hans Kræmmers Hus: Lader mig faa min Frue, Johanne Thomesis i
Byesgaard, brændt. Over hvilket og andet deslige hun kom i stor
Mistanke, fornemmeligen for hun og tilforn for Trolddom og Gemenskab
med Troldfolk var berygtet.
Men eftersom hun var af Formue, turde ingen vel lægge hende det til,
førend der blev forhvervet Kongebrev, hun skulde paa saadant Rygte
gaa i Kiælderen.
Derpaa blev hun sat ungefær først i Mai 1612, og strax d. 8. Juni er
der sexten Nævningsmænd tilnævnet, som skulde forfare i Sagen. Hvorom
saaledes læses i Tingbogen paa samme Dag at være passeret: Matz
Jensen, Borger her i Kiøge, paa Hans Kræmmers Vegne med Fuldmagt, som
idag inden Tinge blev læst og paaskreven, opkrævede Nævningsmænd, som
skulde granske, udlede og udi ret Sandhed forfare om Johanne
Andersdatter her i Kiøge, boende i Byesgaard, kan findes udi
Trolddoms Konst skyldig at være og med Trolddom haver medværet at
opmane Dievelen og indført udi Hans Kræmmers Hus her i Kiøge, som
legemlig kan have besat hans Dreng, den ene efter den anden, som hun
er besigtet for, og offentlig for Dom og Retssag given, saa hun
derfor bør at lide etc. Saa vidt af Tingbogen, hvori siden opregnes
sexten Mænd ved Navn, som dertil paa samme Tid ere forordnede. Og
staar videre: At de inden Tinge derom skal giøre deres Afsigt til
Laugetid efter Recessen, som de for Gud allermægtigste og Menneskene
ville ansvare.
Siden fremføres Vidnesbyrd imod hende, hvilket skete d. 22. Juni og
6. Juli. Iblandt dem var dette, som Taterkvinden til Hans Kræmmers
Tiener havde sagt til Traminde og tilforn er fremført. Derforuden at
hun har lovet adskillige ondt, og de havde saa faaet. Saa ogsaa at
hun i Byfogdens Hus har engang falden paa Knæ for Hans Kræmmer, som
da var kommen derind, og bedt, han hende vilde benaade. Ydermere at
en Aften har en Kvinde ved Navn Anna Simonsdatter staaet ved
Fængselsdøren og hørt, at Johanne talte høit derinde, klagede sig og
sagde: Du har forført mig fra mit Gods og Biergning og ført mig i
dette skidne sorte Hul. Tvi vorde dig, jeg vil intet have med dig at
giøre; Mag. Laurs skal vel forsvare mig. Disse ere hendes Ord. Den
Mag. Laurs, hun ommelder, skal være Præsten i Byen paa de Tider,
efter hvilken kort derefter kom Mag. Niels Glostrup at være Præst der
samme Sted. End er der vidnet hende paa, at hun kort før denne Tid
har staaet i Døren til Kirsten Snedkers (som før disse Tider, der hun
for Retten blev tiltalt, udlagde denne Johanne Thomesis), og der
denne Kirsten beklagede sig for Johanne og sagde: Jeg er saa meget
bange, at jeg veed ret aldrig, hvort jeg vil; jeg tænker, jeg vil
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Et forfærdeligt Hus-Kors - 3
  • Parts
  • Et forfærdeligt Hus-Kors - 1
    Total number of words is 4965
    Total number of unique words is 1354
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    56.8 of words are in the 5000 most common words
    62.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et forfærdeligt Hus-Kors - 2
    Total number of words is 5155
    Total number of unique words is 1257
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    60.7 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et forfærdeligt Hus-Kors - 3
    Total number of words is 3261
    Total number of unique words is 894
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    58.7 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.