Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 8

talte sammen.
»Vi skal saa altsaa til det?« spurgte Bill.
»Det er sikkert nok,« svarede Handerson, »for jeg hørte selv Professoren
sige, at om en 14 Dage vilde vi fryse ihjel paa Maanen eller brænde op
paa Solen.«
»Jeg har nu altid holdt mest af lidt Varme,« sagde Bill, »og det gaar
maaske ogsaa hurtigere at brænde op end ...«
Her sank deres Samtale ned til en sagte Hvisken, da de fik Øje paa Ethel
og Doktoren.
Da Ethel og Doktoren kom ind i Salonen, sad Dillingham paa en Stol og
stirrede hen for sig med en fortvivlet Mine.
Doktoren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder, idet han
sagde: »Tag Dem dog sammen, kære Ven, om ikke for andet, saa for Deres
lille Kærestes Skyld.«
Dillingham saa op paa Doktoren med et mistrøstigt Blik, og Burd belavede
sig paa at tage ham ordentlig i Skole, da Døren bag ved dem blev revet
op med et Brag og Stone styrtede ind i Salonen.
»Jeg har fundet en Fejl i Logaritmetabellen!« raabte han, ude af sig
selv af Henrykkelse.
»Hvorfor er De dog saa glad over det?« udbrød Burd ærgerlig, »har De
aldrig før fundet Fejl i andre Folks Arbejde? Det forekommer mig dog,«
tilføjede han spydigt. »Saa at De nu har fundet en Fejl i en eller anden
Tabel, hvor De dog umuligt paa Grund af Omstændighederne kan gøre Dem
endnu mere berømt derved, det begriber jeg ikke. Det er jo en Fejl, De
aldrig vil kunne paavise for Verden!«
»Aldrig paavise!« raabte Stone, »den Fejl er netop selv Skyld i, at jeg
kan komme til at paavise den for Verden. Havde Professor Hopkins ikke
regnet sine Rækker galt ud, vilde vi, efter mine astronomiske
Beregninger, hvortil jeg har benyttet Hopkins Logaritmer, aldrig have
naaet Jorden, hvis vi var afgaaet fra Mars i rette Tid.«
»Ja, men det er der jo ingen Grund til at tale om nu,« sagde Burd
gnavent, »vi kommer der jo i alle Tilfælde ikke, efter hvad De selv har
sagt os.«
»Men kan De da ingenting forstaa? Paa Grund af denne Fejlregning er vi
netop kommet af Sted i rette Tid, det er det, jeg hele Tiden staar og
forklarer Dem,« sagde Stone overlegent.
Her sprang Dillingham op.
»Hvad er det dog, De siger, Stone? Er der Haab om, at vi kan komme
tilbage til Jorden?«
»Der er ikke Haab,« svarede Stone, »der er Vished.«
»Hører du, Ethel, vi skal atter se Jorden sammen, og jeg skal sætte
Himmel og Jord i Bevægelse for at finde din Onkels Morder og rense dig
for den skrækkelige Beskyldning!«
Ethel klappede ham paa Kinden med et lille bedrøvet Smil, hun havde
gaaet alt for meget igennem til at kunne være saa forhaabningsfuld som
Dillingham.
Stone var imidlertid ilet ud af Døren, fulgt af Burd, for at meddele de
andre den lykkelige Nyhed. Der blev en almindelig Jublen. Trods sin
Modstand blev han grebet af Handerson og Bill og baaret i Triumf op i
Salonen igen. Her raabte de alle tre dundrende Hurraer for ham, hvad han
mod Sædvane lod til at føle sig tilfreds med. Han nød det som en lille
Forsmag paa de Triumfer, han vilde høste, naar han naaede Jorden igen.
Derpaa udbad Hyde sig paa egne og de andres Vegne en nærmere Forklaring
af ham angaaende Fejlen i Beregningerne.
Heri indvilligede han med Glæde og udviklede i de næste to Timer en
saadan Masse af Formler og matematiske Beregninger, at det kørte aldeles
rundt for hans ulykkelige Tilhørere; men da det aabenbart var til stor
Glæde for ham selv, saa bar hans Venner det med engleblid Taalmodighed
og søgte at lade, som om de forstod hvert eneste Ord.
Men hvad finder man sig ikke i, naar man pludselig ser sig reddet fra
den visse Undergang og givet tilbage til Livet?


SYTTENDE KAPITEL.
London. – Nedstigningen.

Betjent Nr. 454, Johnson, drejede om Hjørnet af Jamesstreet og travede
sindigt ned ad Budcasce walk og op af Victoria embankment, ned forbi
Scotland Yard.
Klokken var fem om Morgenen, og Taagen begyndte at lette, saa Betjenten
slukkede Lygten, der hang ved hans Bælte.
Der kom efterhaanden Liv i de øde Gader.
Ensomme Natteravne, der var sent paa Færde, listede forpjuskede og med
graa, trætte og slappe Ansigter af Sted i det første kolde Dagslys.
Tjenestepigerne, der var tidlig paa Færde, frøs om de bare Arme og
skuttede sig i den skarpe, disede Morgenluft, medens de stod stille for
at veksle et Par Ord med Betjenten eller en og anden tjenstivrig
Portner, som var kommet frem af sit Hi for at feje Gaden.
Svære Vogne kom rumlende gennem Gaderne, Vinduerne blev smækket op, og
Mælkedrengenes Træsko slog »Klip Klap« hen ad Fliserne.
Arbejdernes duknakkede Skikkelser begyndte at vise sig paa deres
Vandring til Dagens Slæb og Slid.
De havarerede Eksistenser kom listende fra Hyde Park eller krøb frem fra
de store Broer, eller hvor de ellers havde søgt at faa deres Søvn, og
gik paa Rov efter noget spiseligt til deres tomme Maver.
Johnson skuttede sig og gabede, om et Kvarter kom Afløsningen, og saa
skulde Madammens Kaffe smage efter den kolde Nattur.
Han spejdede hen imod Hjørnet, hvorfra Afløsningen skulde komme, da der
højt over hans Hoved lød en Susen som af et mægtigt Fugletræk.
Han saa op. Hvad var dog det? Nu havde han aldrig set saa galt. Et
Luftskib over Byen. Var der ikke udtrykkeligt Forbud mod Luftsejlads
over beboede Steder?
Han anstrengte sine Øjne for at se bedre. Det var min Sandten for galt!
Ikke engang deres Nummer kunde han se.
Med eet slog en Tanke ned i ham.
Kunde det ikke være Ingeniør Hydes Luftskib, der forsvandt pludselig en
Dag, da Mac Carty selv havde set dem bortføre Ethel Gray paa en Tur, som
de ikke var vendt tilbage fra, saa alle mente, de maatte være
forulykkede? Det var bestemt dem, der kom tilbage, det maatte meldes og
det straks. Det havde jo dobbelt Interesse netop nu, da Sagen mod Frøken
Gray havde været fremme igen.
Hende havde de saamænd nok gemt et Sted ovre i Amerika, for at hun ikke
skulde falde i Politiets Hænder.
Medens disse Tanker for gennem Betjentens Hoved, ilede han af Sted hen
mod Scotland Yard og løb i Porten lige i Armene paa sin overordnede,
Inspektør Mac Carty.
Med Haanden paa Hjelmen gjorde han sin Melding.
Inspektøren gik raskt ud paa Gaden og saa opad, jo, Manden havde Ret, et
Luftskib var det, men om det var Hydes, var umuligt at afgøre paa den
Afstand, selv om man havde set det saa nær ved, som Inspektøren havde,
egentlig ikke for sin Fornøjelses Skyld.
Han vendte sig mod Betjenten: »Har De Tjeneste, 454?«
»Ja, Hr. Inspektør, men om 5 Minutter kommer Afløsningen.«
»Godt, giv mig Deres Bind, jeg tager Deres Post, medens De henter
Overbetjent Dirckins.«
»Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom lidt efter tilbage med en
svær, rødmosset Mand.
»Ser De det Skib deroppe?« spurgte Mac Carty ham.
Dirckins saa opad, hvor Skibet svævede højt over hans Hoved.
Han indrømmede derfor, overensstemmende med Sandheden, at han saa det.
»Vil De have noget Mandskab og nogle Biler parate i Udkanterne af Byen.
Skibet maa jo ned uden for London, men De maa se efter, hvor det sker,
og hurtigst sende mig Meddelelse derom og samtidig lade de ombordværende
bevogte, uden at de aner det, saa at De kan underrette mig om, hvor de
tager hen.«
»Well, Sir,« var Dirckins’ korte Svar, inden han skyndsomst forsvandt
for at udføre Inspektørens Ordre.
* * * * *
Medens der saaledes allerede var sørget for at tage imod dem hernede paa
Jorden, svævede vore Venner oppe i den klare Luft. De var alle samlede
paa Platformen med Undtagelse af Stone, der var nede i Kahytten for at
pakke sine Instrumenter og Optegnelser ind.
Dernede, dybt under dem, laa London, den lignede højt oppe fra en uhyre,
graalig Masse af Sten.
Saa sank de, og Massen opløste sig i Huse, Taarne, Monumenter, Skibe og
smaa bitte Mennesker, medens der lød en Summen som af en Bisværm op til
dem. Det var Begejstringsraab fra de tusinde og atter tusinde af
Mennesker, der havde samlet sig i utrolig kort Tid, da det rygtedes, at
Ingeniør Hydes i lang Tid savnede Luftskib var vendt tilbage.
Der var en Larm og en Begejstring som i de hedeste Zeppelin-Dage i
Berlin, da »Meteor« kredsede om St. Paulskirkens gyldne Spir.
Leslie og Folkene svingede med Hattene og udstødte høje Raab, der var
mere velmente end vellydende. De vidste godt, at Menneskene dernede
intet kunde høre, men deres Jubel og Fryd over igen at være nær Jorden
maatte have Luft.
Hydes Ansigt havde det samme rolige, energiske Udtryk som sædvanlig, han
grundede paa, hvor højt hans Skib var steget i Pris efter denne
vidunderlige Rejse til Mars.
Doktoren havde kastet sig ned i en Flugtstol og smilede veltilfreds. Han
var glad over atter at være saa nær Hjemmet, og han saa i Aanden et
eller andet hyggeligt lille Sted ude paa Landet, hvor han kunde nyde en
velfortjent Ferie efter alle sine Anstrengelser.
Dillingham og Ethel stod sammen og stirrede ned paa Mængden, der bølgede
frem og tilbage som et uroligt Hav.
For dem betød Tilbagekomsten jo kun Adskillelse, i alle Tilfælde da
foreløbig, og Ethels smukke Ansigt var blegt og bedrøvet, medens
Dillingham følte sig ganske syg om Hjertet ved Tanken om, at hun skulde
skilles fra ham og maaske tilbage til Fængslet med dets Rædsler og
Uhygge.
Skibet steg nu paa Hydes Befaling atter til Vejrs, og da det jo var
ganske umuligt at gaa ned i en Storstads Gader, fløj de af Sted hen over
London til den samme Plads uden for Byen, hvor de 6 Maaneder i Forvejen
var steget op for at begynde deres eventyrlige Fart.
Da det var et øde Sted, og det endnu var tidligt paa Dagen, lykkedes det
dem at slippe ubemærket ned og fortøje Skibet, og de ilede da alle hen
til Kroen for at nyde det første Maaltid paa Jorden efter deres lange
Rejse.
Da vore Venner havde besluttet at afvente Begivenhedernes Gang for
Ethels Vedkommende, maatte de jo have hende anbragt et Sted, hvor hun
kunde være, indtil Mac Carty dukkede op, hvad de ikke var i Tvivl om, at
han snart vilde gøre.
Professoren vilde straks til sit Hjem for at kunne afhente de Skatte,
der laa i Skibet, og Hyde maatte se sig om efter Arbejdere, for at han
snarest muligt kunde faa Skibet under Tag, medens han ventede paa den
eventuelle Køber.
Burd tilbød da at køre hen til et rigtig pænt Hotel garni med de to
bedrøvede Kærestefolk. Han havde ofte selv boet der og mente, at det
vilde passe godt for Ethel.
Denne Plan bifaldt de alle, og da Værten havde skaffet dem en Vogn,
kørte de sammen ind til Byen.
Undervejs mødte de en Bil med en svær, rødmosset Mand, der fikserede dem
skarpt.
Det var Dirckins, der udførte Mac Cartys Ordre.


ATTENDE KAPITEL.
Inspektør Mac Carty igen.

Doktoren og Dillingham fik lykkelig og vel anbragt Ethel i Hotellet, og
da hun var nervøs og forknyt af Angst for, hvad der nu vilde komme, saa
blev begge Herrerne og spiste til Middag med hende.
Om Aftenen, da de skiltes, maatte baade Dillingham og Burd love hende at
komme igen næste Dag, saa tidligt det var dem muligt.
De holdt Ord, og ved Titiden kørte de op for Døren.
Den stakkels Ethel var endnu mere urolig end den foregaaende Dag, og det
gjorde Doktoren oprigtig ondt for hende.
Et Kvarters Tid efter, at Herrerne var kommet, lød der en forsigtig
Banken paa Døren.
Burd raabte: »Kom ind!« og en ældre Mand med rødt Haar og røde Whiskers
traadte ind med sin Serviet i Haanden og meldte, at der var en Herre,
der ønskede at tale med Frk. Gray.
»Vær saa god at vise ham herop!« sagde Ethel med blege Læber.
I det samme lukkede Tjeneren Døren indefra, lod Haar og Whiskers
forsvinde i Lommen, og Mac Carty stod for deres forbavsede og forfærdede
Blikke.
»Jeg kom paa denne Maade for ikke at vække Opsigt,« sagde han
forklarende, »jeg er kendt af hele Tjenerpersonalet her.«
»Skal vi maaske arresteres for Opsætsighed mod Politiet?« spurgte
Doktoren og søgte at anslaa en spøgende Tone.
»Absolut ikke,« svarede Mac Carty, »efter at jeg nu til Morgen har læst
Bladene og set, hvilken gyldig Grund De havde til ikke at parere Ordre,
vilde jeg føle mig som en Barbar og ikke som et kultiveret Menneske,
hvis jeg, efter hvad De har udrettet for vort Land, vilde hænge mig i
saadanne Bagateller. Nej, mit Besøg gælder Frk. Gray.«
Ethel bad ham ved en Haandbevægelse at tage Plads. Hun var bleg som et
Lig og sendte Dillingham et hjælpeløst og fortvivlet Blik, som han
besvarede ved at lægge sin Haand beskyttende over hendes lille, kolde
Haand, der laa paa Bordet, medens han sendte Mac Carty et morderisk
Blik.
Inspektøren tog rolig Plads og begyndte: »Medens De, mine Herrer, gjorde
Menneskeheden en stor Tjeneste, har jeg heller ikke ligget paa den lade
Side, idet det er lykkedes mig at finde Sir Rupert Staffords virkelige
Morder.«
Ethel græd: »Aah, er det sandt, De narrer mig ikke, det er bevist, at
jeg er uskyldig?«
Hun vendte sig mod Dillingham: »Hørte du det, Dick, jeg er fri!«
»Forklar Dem nærmere,« bad Doktoren, »spænd os ikke paa Pinebænken.«
»Ja, Miss Gray, De er frank og fri, og det var ved et rent Tilfælde, at
jeg kom paa Sporet. Som De vel ved, havde Deres afdøde Onkel gjort et
Testamente, hvor han indsatte Dem til sin Universalarving, hvis De
overlevede ham og i alle Maader viste Dem værdig dertil. I Tilfælde af
Deres Død indsatte han en Slægtning, der bar det samme Navn som han
selv, men som han var bleven alvorlig Uvenner med adskillige Aar i
Forvejen. Denne Mand havde paa Grund af forskellige mindre heldige
Bekendtskaber med Spillere og andre Driverter paadraget sig en Gæld, som
Deres Onkel betalte paa den udtrykkelige Betingelse, at han forlod
England og banede sig Vej i en anden Verdensdel. En af denne unge Mands
intimeste Venner var den Mr. Brown, der optraadte som Vidne mod Dem, og
som paastod, han havde set Dem fylde et Pulver i Deres Onkels Glas,
medens han betragtede Dem gennem Vinduet. Mr. Brown var, som De vel ved,
paa mødrene Side langt ude beslægtet med Deres Onkel.
Efter Trætten med sin Onkel rejste den unge Stafford til Sydafrika, hvor
han fik en ret taalelig Stilling. Han vedblev at staa i Brevveksling med
Mr. Brown i de paafølgende Aar.
Otte Dage efter Deres Flugt, Miss Gray, meldte en gammel Aagerkarl sig
paa Scotland Yard og bad om Beskyttelse mod en Person ved Navn Brown.
Denne, der havde en Del Veksler løbende hos den gamle Mand, havde ikke
set sig i Stand til at indfri dem, og da Aagerkarlen trængte paa og
vilde have sine Penge, greb Brown ham i Struben og var lige ved at kvæle
den ulyksalige Mand. Da der i det samme blev ringet, slap Brown
Aagerkarlen og styrtede af Sted under vilde Trusler.
Nu var Manden bange baade for sine Penge og for sit Liv og henvendte sig
til Politiet om Hjælp, skønt hele Affæren ogsaa fra hans Side var af en
mer end tvivlsom Art.
Det blev overdraget mig at skaffe Oplysninger om nævnte Brown, og jeg
opdagede jo straks, at det var den samme Mand, der havde optraadt som
Vidne i Ethel Grays Sag.
Det forbavsede mig noget, og efter at jeg havde faaet at vide, at det
var Sir Rupert Staffords Navn, der stod paa Vekslerne, begyndte min
Mistro at vaagne. Jeg fik opsporet, – hvorledes kommer ikke denne Sag
ved – at Vekslerne var falske, og Mr. Brown blev sat fast for det
morderiske Overfald paa den gamle Mand.
Imedens undersøgte jeg hans Papirer, og mellem en Masse Breve fra den
unge Stafford i Afrika fandt jeg et Brev dernede fra, skrevet med en
ganske anden Haandskrift. Det var nogle Maaneder gammelt, og i det
underretter en Mr. Philps, en Ven af Stafford derovre, Mr. Brown om den
unge Mands Død og beder ham underrette hans Slægtninge i England herom.
Dette Brev dømte Manden i mine Øjne.
Han havde falske Veksler løbende paa Sir Ruperts Navn, altsaa kom dennes
Død ham meget belejlig. Men selv om Manden er død, staar der to
Mennesker mellem ham og Arven.
Tilfældet hjælper ham, og han gør selv Resten.
Det er et Tilfælde, at unge Stafford dør, og at den gamle Sir Rupert
bliver syg.
Saa træder han til; hvis den gamle Herre dør, og Ethel er uværdig til at
arve ham, er han nærmeste Arving, og han kan dække sine Veksler og
skjule, han er en Falskner.
Saa er Planen færdig i Forbryderens Hjerne, han beholder Brevet for sig
selv og vælter Anklagen for det Mord, han naturligvis selv har begaaet,
over paa Dem, Frk. Gray.
Denne snedige Plan vilde ganske sikkert være lykkedes, hvis ikke Deres
lange Sygdom var kommet. Som De husker, blev De syg, inden Dommen faldt,
og i alle de Maaneder, De laa bevidstløs og svag paa Hospitalet, var De
dog stadig Deres Onkels Arving, først naar Juryen havde dømt Dem, vilde
Deres Halvfætter i Sydafrika være Arvingen.
Altsaa, De kom Dem endelig og blev dømt, og samtidig gjorde
Myndighederne Skridt til at sætte sig i Forbindelse med unge Stafford,
som jo ingen andre end Brown vidste var død.
Men dette trak Sagerne i Langdrag for Brown, der ikke kan dække
Vekslerne. Saa er det han taber Hovedet og forgriber sig paa
Aagerkarlen.
Hele Sagen stod mig nu aldeles klar, og ved en fornyet Undersøgelse af
Deres Værelse i Sir Ruperts Hus fandt jeg endnu et Bevis.
Som De ved, blev der af en Opdagelsesbetjent fundet Morfinpulver i en
lille Skuffe i Deres Juvelskrin, jeg var de første Dage optaget af en
anden Sag og fik saa kun Mandens Rapport.
Jeg foretog nu en grundig Undersøgelse af Deres Juvelskrin og fandt da
en Del Aske af en Cigar. Med uendelig Forsigtighed fik jeg den samlet op
og sendt til kemisk Undersøgelse, og Resultatet lød, at det var Aske fra
en endogsaa meget stærk Havannacigar.
Ved at udspørge Sir Ruperts gamle Tjenestefolk fik jeg at vide, at Frk.
Gray aldrig røg, medens jeg hos Hr. Brown havde set et Utal af
Cigarkasser med stærke Havannesere.
Med disse forskellige Holdepunkter lykkedes det mig i forholdsvis kort
Tid at gøre Mr. Brown mør – undskyld dette tekniske Udtryk, min Frøken!
Med andre Ord, han afgav en fuldstændig Tilstaaelse, og da imidlertid
Myndighederne har faaet officiel Meddelelse om den unge Staffords Død,
saa er De, Frk. Gray, i dette Øjeblik ikke alene fri og frank, men ogsaa
Arving til Deres afdøde Onkels meget store Formue. Det var dette, jeg
ikke kunde nægte mig Fornøjelsen af at meddele Dem.«
»Tak, tusind Tak, Hr. Inspektør,« sagde Ethel, »men hvad er der blevet
af den ulykkelige Brown?«
»Han tog det fornuftige Parti at forlade Skuepladsen, nu da hans Rolle
var udspillet. Han hængte sig.«
Mac Carty rejste sig med disse Ord, satte atter Haar og Whiskers paa
Plads og forsvandt med Servietten i Haanden og et elegant Kelnerbuk ud
af Døren.
Doktoren var den første, der brød Tavsheden.
»Til Lykke, kære Frk. Gray, til Lykke, Dillingham! Hvis De synes som
jeg, saa kører jeg nu sporenstregs hen til vore fælles Venner og beder
dem komme hen til en større Middag, som jeg med det samme bestiller
nede.
Dillingham, kan De passe paa Frk. Ethel saa længe?«
Og smilende og nikkende forsvandt den joviale Doktor ud af Døren og
overlod de to lykkelige Mennesker til hinanden.


NITTENDE KAPITEL.
Slutning.

Fire Maaneder efter, at vore Venner atter var landede paa Jorden, fandt
det store Gallataffel Sted til Ære for dem. London var klædt i
Festdragt, fra alle Husene i de Gader, de berømte rejsende skulde
igennem, vajede Flag, der smældede muntert i Solskinnet og syntes kaade
at tage Del i den fælles Glæde. Hist og her saas Stones og Hydes Navne,
anbragte paa Skjolde af Grønt og Blomster. Pyntede Mennesker stod i
Rækker over en Time, før Vogntoget skulde komme, og i Vinduerne saas
unge, smilende, hvidklædte Piger med store Kurve med Blomster til at
kaste ned til de forbikørende.
Der var Sommer og Solskin og Fest i Luften.
Engelske Borgere vilde hylde deres store Landsmænd, der havde bragt
Englands Flag endog ud over Jordklodens Grænser og endnu en Gang gjort
Englands Navn berømt over hele den civiliserede Verden.
Stor Kamp havde der staaet om Rigtigheden af disse Mænds Udsagn, og
bitre Timer havde Stone maatte opleve. Den beedigede Erklæring, der var
underskrevet af de 7 Mænd, havde ikke været nok til at overbevise Folk,
men Professor Stones overvældende Bevisstof, der til fulde stadfæstede
tidligere Teorier, hans uomstridelige videnskabelige Bevisgrunde og hans
klare, logiske Udvikling slog enhver Tvivl ned og overbeviste de lærde.
Der var ingen Indvending mulig, de havde været paa Mars.
Saa havde Doktoren haft det nemmere, han havde trukket sig tilbage til
en lille Villa, han ejede paa Landet, da al den Opsigt, de vakte i
London, var ham saa uendelig imod.
Hyde havde set sine dristigste Forventninger gaa i Opfyldelse, hans
Fædreland havde afkøbt ham Luftskibet for en svimlende Sum.
Dillingham var for tre Maaneder siden blevet viet i al Stilhed til
Ethel, kun Stone, Burd og Hyde havde været til Stede som Forlovere. Lige
fra Kirken havde det lykkelige unge Par begivet sig paa Bryllupsrejse,
hvorfra de først var vendt tilbage for otte Dage siden.
Samme Dag som Festen, hvortil de Kongelige havde givet Løfte om at være
til Stede, skulde finde Sted, havde hver af vore Venner faaet en
officiel Skrivelse, hvori der tilstodes dem en livsvarig Pension i
Forhold til deres borgerlige Stilling i Samfundet.
I Dag skulde de altsaa atter samles for at hyldes for deres fælles store
Bedrift.
Nu kom Vogntoget kørende. I den første Vogn sad Stone, med sin sorte
Kjole dækket af Ordener; jublende Skrig fra de begejstrede Mennesker
hilste ham paa hans Vej, tunge og duftende faldt Sommerens smukkeste
Roser ned for hans Fødder, medens unge, friske Pigeansigter sendte ham
deres bedste Smil. Da følte den kolde, kloge, gnavne Mand for første
Gang i sit Liv en underlig Fornemmelse, en kold Strøm ned ad Ryggen, der
fik ham til at dirre og frembragte et underligt kvælende Tryk i hans
Hals, medens hans Øjne fyldtes af hede Taarer. Og til sin egen
Forbavselse mærkede han, at alt, hvad den Anerkendelse, der var blevet
ham til Del af videnskabelige Autoriteter, og al den Virak, der var
ofret paa ham fra sagkyndig Side, alt, hvad den ikke havde formaaet, det
vaktes nu i ham ved Folkets naive Hyldest. Og han mærkede, at han var
givet sine Følelser i Vold uden Hensyn til, hvad hans Hjerne og Forstand
mente derom.
Bagved hans Vogn kom Burd og Hyde sammen. Hyde tog mod Hyldesten som
noget, man var nødt til at tage med, medens Doktoren aabenbart ikke var
rigtig i sit Es.
Derefter kom Dillingham med sin unge Hustru. Dillingham var rørt, og
aaben, naturlig og oprigtig som han var, lagde han aldeles ikke Skjul
derpaa. Ethel var aldeles henrivende i sin hvide Silkedragt, og mange
var de Blikke, der hang beundrende ved hendes lykkelige Ansigt med det
blide Smil.
I den sidste Vogn var de tre andre, der svingede lystigt med Hattene og
vinkede til Menneskemassen.
Modtagelsen var storartet og Middagen glimrende i det store, festlig
smykkede Rum, og mange var de officielle Taler, som alle efter Aftale
besvaredes saa kort som muligt af Professoren.
Da de alle var vel overstaaede, rejste Professoren sig og mindedes under
dyb Tavshed med smukke, varmtfølte Ord det Offer, deres eventyrlige
Rejse havde kostet, nemlig Craddock. Staaende og i dyb Tavshed drak de
alle Glasset ud.
Endnu en Gang rejste Stone sig op og udbragte en Skaal – for Kvinden,
idet han bad Ethel tage imod den paa Damernes Vegne, som en Tak for den
Hygge, hun havde været til for dem alle paa deres Luftrejse. Men da
vekslede Burd og Hyde et meget sigende Blik: det kunde ikke staa rigtig
til med deres gamle Ven.
Næste Aften samledes vore Venner efter Aftale ved Ballonhuset uden for
London paa den Mark, hvor Ethel slap fra Inspektør Mac Carty hin
mindeværdige Aften, da »Meteor« skulde til at stige op for at føre dem
til Mars.
Ved et Glas Champagne vilde de tage Afsked med Skibet, der den næste Dag
skulde overgaa i de militære Myndigheders Hænder.
»Se der,« sagde Stone, idet han pegede opad, »der er Mars, det lille
lysende Punkt histoppe.«
Da satte Leslie Hænderne for Munden og raabte op mod Himmelhvælvingen af
sine Lungers fulde Kraft:
»Tak for sidst!«