Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) - 5

og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og
franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og
jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at
holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.
Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i
stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger
som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til
Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange
dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under
for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for
vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde
Sumpegne.
Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den
Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes,
Menneskejagternes Land.
"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas
Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen
som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store
Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste
Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af
Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones
Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller
om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev
begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.
Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig
Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille
Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første
den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse
Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til
Fortvivlelse.
Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved
Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille,
mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter.
Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads,
og de to Mænd var Harris og -- Negoro.
"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand,
længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.
"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at
faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans
Mistanke til mig i lys Lue."
"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft
dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa -- --. Men de
skal ikke slippe fra os alligevel!"
"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg
kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den
inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første
Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje.
Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."
"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende
med Fyren."
"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren.
"De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt
sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa
begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og
Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham
med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter -- -- -- saa kunde
jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande
paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse -- den Dosis var
næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den
gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede
Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg
fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."
"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.
"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt
dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at
sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde
aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den
Hund at gøre?"
"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede
Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.
"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret
din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget
dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt,
pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du
saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia.
Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport,
tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted
fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der
ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du
ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"
"Jo, jeg var ikke langt fra det."
"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede
Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at
dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"
"Nej, en Portugiser."
"Før du var blevet af med Ladningen?"
Negoro betænkte sig lidt før han svarede.
"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev
de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa
nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig
til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."
"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange
bedre at blive hængt."
"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg
havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at
fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland.
Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en
Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter,
foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for
at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret
til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar
du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals
frelste jeg ogsaa."
"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.
"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og
optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar -- -- --."
Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.
"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget -- -- -- der i Sivene?"
Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden,
og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.
"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets
Rislen, eller et eller andet Dyr -- --. Du er bare afvant med
Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af
Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."
"Naa -- ja, -- jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en
Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som
en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte
Negoro.
"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde
som en sølle, ærlig Daglejer."
"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' -- det Skib,
som jeg kom med, ved du -- og da Kaptajnen netop manglede en Kok,
meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om
Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt -- naar jeg selv
skal sige det."
"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand;
men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"
"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et
selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa
kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."
"All right, lad os bare høre."
"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke
have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget
som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt
Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa
en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om
Bord."
"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.
"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa
fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus
til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik
tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine
Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig
efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost
lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du,
i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et
Tilfælde -- og et meget behageligt ovenikøbet -- var det jo at jeg
traf dig her."
"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa
disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det
er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid,
hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"
"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar
vor gamle Herre og Mester, Alvez?"
"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og
han bliver nok glad over at se dig igen."
"Er han paa Markedet i Bihe?"
"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars
Tid."
"Og hvordan gaar det med Forretningen?"
"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der
er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de
spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De
portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske
Krydser-Fartøjer paa den anden -- de generer Udførslen og gør det
vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved
Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de
sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig
heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør
tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i
den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa
tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode
Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele
Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte
Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.
"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.
"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"
"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene --
-- --." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod
ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.
"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den
gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle
vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt
du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"
"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede
Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"
"Lige her i Nærheden -- blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa
en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal
jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at
drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og
fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke
at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi
er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult.
Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til
Havet. Det er hans eneste Udvej, -- men heldigvis fører hans Vej
ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi -- --
--."
Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede
en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump
Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.
"Dingo!" udbrød Harris.
"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede
den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod
ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.
De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.


XIV.
Afsted igen.

Afrika! Afrika! genlød det atter og atter i Dicks Tanker Natten
efter den frygtelige Opdagelse af Harris Forræderi.
Lidt efter lidt fandt han i de søvnløse Timers triste Overvejelser
Traaden i det lumske Anslag, som de alle var blevet Ofre for. Han
forstod, at Negoro og Harris havde arbejdet sammen, imod et fælles
Maal, Negoro for at tage en personlig Hævn over ham, Dick, Harris
for at sælge Negrene som Slaver. Men Fru Weldon, Fætter Benedict og
lille Jack -- hvad var Uslingernes Plan med dem?
Saa stod de altsaa nu -- istedet for at være nær Hjemmet og dets
kære -- midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rædsler, hundrede
Gange værre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod
ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold;
hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som
havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den
øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved
at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig
et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde
den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede, og følge
den tilbage i Haab om, at træffe paa en eller anden portugisisk
Handelsplads eller Plantage. Om ikke før, saa mente han sikkert at
han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd
vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.
Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den
næste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for
alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende
Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke,
turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den
hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han
havde opdaget, at Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis
i Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den vejløse Skov for
der at overlade dem til deres Skæbne -- uhyggelig som den let kunde
være blevet, hvis han havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.
Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven fandt Dick en
lille Bæk med rødligt, jærnholdigt Vand, som sikkert maatte falde
ud i den Flod, de søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb,
og efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket Resten af
Fødevarerne sammen, begav man sig straks afsted.
"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke
har noget at bære paa bliver jeg træt."
Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i
Spidsen for den lille haardt prøvede Trop.
Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"
"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst:
"Dingo, Dingo!"
Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.
"Dingo, Dingo."
Kun Tavshed til Svar.
"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.
"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske
ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."
"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den
naar os," bemærkede Herkules.
"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen,
"vi maa afsted."
Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst,
særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med
Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med
stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget
Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag.
Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo
havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt
Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn
paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe
Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.
"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende.
"Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack
bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os
tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart
godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige
Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."
Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de
udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette,
bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over
dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med
Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at
den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse
forræderiske Sumpe.
"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først
Bunden inden I træder til."
Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog
ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at
dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi
skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.
"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over
disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa
Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for
at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict -- -- De
maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der -- hvad gaar der dog
af Dem?"
"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig
forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var
spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod
ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man
ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med
seigt, stinkende Dynd.
Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu
kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde
tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at
flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet
Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at
bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder
Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa
Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly?
Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere
Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod
Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for
Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.
"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi
ovenpaa -- bogstavelig talt."
Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere
og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart
bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar
sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende
Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare
for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne
træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man
travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var
muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og
allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var
det foreløbige Maal.
"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset,
da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller
Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."
"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og
fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne
Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter
hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte
sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:
"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters
Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført
disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt
konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"
"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter
dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os,"
bemærkede Herkules tørt.
"De gør det af med os!" protesterede Benedict.
"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."
"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg
ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, --
de hører hjemme i Afrika."
"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa
ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning;
og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os,
inden vi bliver helt gennemblødte."
Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt
Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin
Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man
var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige
Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit
sig.
Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke
og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og
da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at
Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter
i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg -- det højeste i
Himalayakæden -- saa gav man ham gladelig Ret.
Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at
undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og
ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod
høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de
vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne -- de forskellige
Lejligheder -- var godt en Fod tykke.
Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues
Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de
frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika,
formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste
Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre,
ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu
mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i
Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der
sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at
dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.
Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick,
der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end
vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes,
at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der
raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og
saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i
saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og
vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?
Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige
Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict
var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der
konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt
og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store
Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne,
de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte
han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var
saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham
forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man
erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.
Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa
sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa
Dagens Anstrængelser.
Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den
nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde
kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte
han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og
bevæget, hviskede i hans Øre:
"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud
og ikke tabe Modet."


XV.
I Dykkerklokken.

Ganske tidlig den næste Morgen vækkedes de Rejsende paa en ret
ubehagelig Maade ved at de pludselig følte sig drivvaade. Det var
Vandet som gennem Aabningen var trængt ind i Termithytten. I en Fart
var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick og Tom klatrede
op i første Etage, hvor man havde det tørt -- saa længe det varede.
Lygten blev tændt og viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og
snart stod over fire Fod højt.
"Det maa være et Vandløb, der ved Regnskyllet er svulmet op, og som
nu strømmer over Sletten," sagde Tom.
"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick, "det beviser da i
al Fald, at der er større Vandløb som kan føre os ud til Havet igen.
Og nu stiger Vandet aabenbart ikke mere."
"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet staar højere end
Indgangen, og derved stopper Tilførslen af Luft," spurgte Fru
Weldon.
"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning højere oppe," foreslog Tom.
"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at
tage i Betragtning, at Vandet maaske staar højere udenfor end her
inde. Ved at trænge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo
sammentrængt Luften herinde i Keglens øverste Del, og denne Luft
forhindrer, at Vandet kan stige højere. Borer vi nu et Hul højere
oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet
stiger lige saa højt herinde, som det staar udenfor -- forstaar De?
Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."
Denne Sammenligning var ganske træffende, men i en Dykkerklokke
fornyes Luften stadig ved Hjælp af en Pumpe, hvorimod Hyttens
Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at føle, som følger med
et længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden
bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrængen allerede
blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende
nødvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.
"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede
stod højere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo
slaa Hul i Hyttens Top."
"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til
der?" spurgte Bat.
"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af
vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen!
hvis den er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag
efter Dem."
Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forløb nogle
Sekunder, saa viste han sig igen.
"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg
følte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."
De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.
Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.
Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon
med Jack, Fætter Benedict og Nan, der havde søgt Tilflugt i det
lille Rum øverst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var
altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.
Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over
Keglen, vilde det i et Nu strømme ind, og dette betød den visse Død
for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget
længere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu
frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.
"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod højere oppe