Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 6

Ja, det var nemt at gjøre. Han gaar ud og tager Stangen og sætter for
Døren.
Lige i det samme siger hun: »Der kan du staa ved den, og den ved dig
til i Morgen, Solen kommer.«
Saa blev han staaende til Dag. Da han kom hjem, spurgte de ham,
hvordan han havde haft det.
»Ja, saa udmærket«, siger han.
Næste Aften saa vilde Andenkarlen ned at prøve det, og de sad og
snakkede til Sengeaften. Han vilde ogsaa blive der lidt endnu.
»Ja, det maa du godt«, siger hun, »men saa skal du tage Ildtangen og
en Tørv og gaa ud og lægge Ilden her ude.«
Ja, det var han villig til, og saa stod han jo og makkede og makkede
og kunde ikke faa Ilden lagt.
Saa sagde hun: »Der kan du staa ved den og den ved dig til i Morgen,
Solen kommer.«
Han blev staaende, og da han kom, spurgte de ham, hvordan det var der
nede i Mosehuset.
Aa, det var saa udmærket morsomt, og saa vilde Tredjekarlen derned
den tredje Aften. Da det var bleven Sengeaften, skulde han jo til at
hjem, men vilde nok blive der lidt endnu.
Ja, det kunde han gjærne, »men her har a en bitte Kalv, kan du gaa ud
og faa den ind først.«
Ja, det var han villig til.
Men den var tvære og ikke saa nem at komme afsted med. »Nu kan du
blive staaende ved den og den ved dig, til i Morgen, Solen kommer.«
Hun havde sagt, han skulde have i Kalvens Hale, og saa skulde den nok
selv vise Vej, og han havde ogsaa faaet fat i Halen. Saa løb den med
ham, og han løb efter den til om Morgenen, Solen kom, saa kunde han
gaa hjem.
Imidlertid var Forvalteren bleven forlovet med Datteren der paa
Herregaarden, og saa skulde Brylluppet være. Der kom tre Vogne til at
kjøre til Kirken, og hver af de tre Karle kom til at kjøre én. Da de
saa kjørte over Mosen hen til Kirken, saa gik Stjærtenavlen itu paa
den forreste Vogn. Saa siger Kusken, det var jo Førstekarlen: »A tror
bestemt, den unge Pige i Mosehuset hun har en Stang, der kan passe,
maa a ikke gaa hen og laane den?«
Jo, det maatte han jo gjærne, og han laante saa Stangen til hendes
Yderdør. Den passede akkurat.
Saa kjørte de lidt igjen, da gik Seltræerne itu paa den næste Vogn.
Saa siger Andenkarlen: »Derhenne i det bitte Hus der har de en
Ildklemme, a er vis paa, den kan akkurat passe«; om han maatte ikke
løbe hen og laane den?
Jo, det maatte han gjærne, og han fik den ogsaa.
Den passede akkurat, og saa kjørte de lidt igjen. Saa styrtede den
ene Hest. »Det er vel saa sært at faa den for«, siger Tredjekarlen,
»men der henne i det Hus har de en Kalv, den er a vis paa, Tøjet kan
passe til, og den kan trække og er god til at rende? maa a ikke gaa
hen og laane den?«
Jo, og han kommer derhen og vil laane Kalven. »Ja, det kan du godt«,
siger Jomfruen, »men saa vil a med til Brylluppet, og vil ogsaa sidde
ved Brudebordet. Naar I kommer tilbage, skal I holde og tage mig med.«
Han kom saa med Kalven, og den kom for og kunde godt trække. De kom
nu til Kirken uden videre Uheld, og da de kjørte hjem, holdt de uden
for Mosehuset, og hun kom med. Saa skulde de til Bordet at spise. Da
de skulde have Eftermaden, tog hun en Sølvdaase op af hendes Lomme
og tog to Hvedekjærner af den og lagde paa hendes Tallerken. Saa kom
der en hvid Due ind ad Vinduet og fløj hen og tog begge Kjærner. Saa
siger Jomfru Nøggel: »Glem nu ikke din lille Mage, ligesom Knøsen han
glemte Jomfru Nøggel.«
Da hun sagde det Ord og nævnede hendes Navn, saa blev han saa
underlig, for nu kunde han huske hende. »Hvordan kan det være, a har
glemt dig?« siger han, »a kyssede ingen, da a kom hjem.«
»Nej, du vilde ikke kysse mig«, siger hans Moder saa, »men a kyssede
dig, da du var falden i Søvn.«
Saa siger han: »Ja, hvad der er sket her i Dag, det skal vi have
gjort om igjen. Hun hører mig til, og a hører hende til«, og saa
fortalte de deres Livs Hændelser der over Borde. »Havde hun ikke
været«, siger Knøsen til sidst, »saa havde a ikke været i Live her i
Dag.« Forbindelsen blev nu hævet med Herremandens Datter, og saa drak
Knøsen Bryllup med Jomfru Nøggel bag efter, og de lever saa godt.
Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg.


18. De gode Hjælpere.

En Mand havde tre Sønner, og de hed _Povl_ og _Per_ og _Esben
Naasvis_. Nu var han meget fattig og kunde ikke evne at holde dem
hjemme længere, end til de blev konfirmerede, og da Povl var den
ældste, saa skulde han først ud at tjene. Faderen gav ham mange gode
Formaninger med paa Vejen, og saa rejste han af, men meget forknyt
var han. Saa kommer han om ved et stort Kongeslot, og der gaar Kongen
udenfor.
»Hvor skal du til at hen, min Søn?« siger Kongen.
»Ja, a skal hen og være mig om en Tjeneste.«
Saa spørger Kongen, om han ikke vil tjene ham.
»Jo, det vil a godt.«
Naa, saa skulde han med ham ind, og Kongen sætter ham da for, han
skal gjøre et Skib, der kunde gaa baade paa Land og paa Vand, »og
naar du kan gjøre det, saa skal du have min Datter og det halve
Kongerige, men hvis du ikke kan, saa skal der skjæres en Øl baade af
din Bug og af din Bag, og saa strøes Salt og hede Emmer i.«
Naa, saa skulde han til at ud i Skoven og faa sig noget Træ. Han faar
en Madpose lavet til, og saa gaar han, og han begynder at save og
hugger og tumler. Da han saadan har arbejdet en Tid, sætter han sig
paa en Trærod og løser for Madposen. Da kommer der en gammel fattig
Mand til ham, og det var ingen anden end Vorherre. Han sagde: »Vil du
ikke give mig en Meldmad med dig eller blot et bitte halvt Stykke,
for jeg er saa sulten.«
»Nej, a kan ikke undvære noget, for a har saa meget at bestille, a
skal have et Skib gjort, der kan gaa baade paa Land og Vand, og hvis
a ikke faar det lavet, saa er der sat mig saa haard en Straf for.«
Den gamle Mand bød endda til at ville arbejde med, hvis han kunde
faa et bitte Stykke Mad, men Povl sagde: »Nej, saadan en gammel Mand
ser ikke ud til at kunne arbejde.« Han fik altsaa ikke noget, og den
gamle maatte gaa igjen. Men saa varede det ikke længe, inden hans
Madpose slap op, og han fik intet Skib færdigt. Straffen blev saa
udført paa ham, som Kongen havde bestemt, og saa kunde han rejse med
det.
Ja, saa blev Per konfirmeret, og saa skulde han ud i Verden. Ham gik
det akkurat lige saadan som den anden, og han fik ogsaa en Øl skaaren
af sin Bug og sin Bag, og saa blev der strøet Salt og hede Emmer i.
Saa kom Turen til Esben Naasvis, nu var han bleven konfirmeret.
Faderen var saa bange for ham, da han drog afsted, og gav ham saa
meget gode Formaninger med paa Vejen. Han rejste med et frit Mod og
sagde, at han skulde nok skikke sig godt i Verden.
Da han kom om ved Kongeslottet, stod Kongen udenfor, og saa siger
han: hvad han rejste efter?
Ja, han vilde da helst have sig en Tjeneste.
Saa tilbød Kongen ham at blive, og han skulde ogsaa til at bygge
Skibet, hvis han kunde det, skulde han have hans Datter og det hele
Kongerige.
Esben Naasvis tænkte mest paa Datteren, for hende havde han set og
funden stor Behag i, men Riget brød han sig ikke stort om. Han kunde
ogsaa snart forstaa, at han behagede hende. Saa skulde han til at
ud i Skoven, og hun havde en rigtig god Madpose til ham og ønskede
ham Velsignelse paa Rejsen, for hun vilde gjærne, det skulde gaa ham
godt. Saa rejste han af.
Nu havde han ikke nænnet til at spise synderlig hjemme ved Faderen,
og han var sulten og satte sig straks til at løse for Madposen. Da
kommer den gamle fattige Mand ogsaa til ham. Om han maatte ikke faa
et bitte Stykke med?
»Jo, a har en stor Madpose«, sagde Esben, »den kan nok slaa til til
os begge.«
Saa spiste de begge to med god Appetit, og da det var til Side,
hjalp den gamle ham at arbejde. Det var Esben godt tilpas med, for
han havde taget sig et Arbejde paa, som han ikke kjendte det mindste
til; han var saa ung og havde aldrig givet sig af med at være
Skibstømmermand. Naar Esben forhuggede noget, saa var den gamle til
Rede og rettede det. Det varede ikke længe, inden Skibet var færdigt,
og de saa nu efter at faa Ende paa Madposen. Saa siger den gamle:
»Naar du sejler nu hjem, kommer du nok til nogle paa Vejen, som du
kan bruge og maa tage med.«
Ja, saa sagde han den gamle Farvel og rejste af. Lidt efter kommer
han omkring ved én, der staar og nager i et Kjødben. »Hvad staar du
og nager der i det Ben for?«
»Jo, for a kan aldrig faa Kjød nok«, siger han.
»Kom du saa og sid paa med mig.«
Længere hen kom han til én, der stod og sugede i en Øltap. »Hvad
staar du og suger i den Tap for?«
»Det gjør a, for a kan aldrig faa Øl nok.«
»Kom saa og sid op med mig.«
Da han nu var kommen op, sejlede de videre. Saa kom de til én, der
stod med hans ene Fod i hans Haand. »Hvad staar du der med din Fod i
din Haand for?«
»Jo, for a kan rende til Verdens Ende fra en halv Time før Solen gaar
ned, og til den er nede, og endda komme tilbage, før den er helt
nede.«
»Kom du saa og sid op.«
Længere henne kom han til én, der stod og bankede i Jorden med en
stor Nødde. »Hvad staar du der og banker i Jorden for?«
»A kan banke saadan, de kan høre det til Verdens Ende.«
»Kom du og sid paa med mig.«
Endelig kom han til én, der laa og luttede hen ad Jorden med et Par
lange Ører. »Hvad ligger du der og lutter efter?« siger Esben.
»Jo, a kan høre hvert Ord, der bliver sagt, helt til Verdens Ende.«
»Kom du og sid paa med mig.«
Saa sejlede han, til han kom ind paa Slottet, og Skibet gik lige godt
over Bakker som over Dale, og over Land som Vand. Saa gaar han ind
og mælder sig for Kongen, at nu var han der med Skibet. Kongen og
Dronningen og Datteren kom nu ud og skulde se paa det Skib, og det
gik lige godt over alt. Saa blev der Sorg paa Kongen, nu skulde han
jo til at miste hans Kongerige. Men saa finder han paa at forhale
Tiden for Brylluppet og sætte ham noget for, som han ikke kunde
udføre, og maaske komme af med Livet ved, saa var han skilt ved ham.
Først sætter han ham til at spise tolv Tønder Kjød paa én Gang.
»Efter det strænge Arbejde er du bleven alt for mager«, siger han,
»du skal have lidt at styrke dig paa.«
Han faar saa Kjødet og rejser af med det hen til det bitte Hus, hvor
han havde de Folk, han havde faaet op med at sejle. Da han var kommen
sejlende til Slottet, satte han dem nemlig ind i et bitte Hus og
forseglede Døren, for at han kunde have dem der, naar han skulde have
godt af dem. Han taler saa til den, der aldrig kunde faa Kjød nok, og
beder ham hjælpe sig, for han begyndte at vente efter Bryllupsdagen.
Jo, det var han saa meget villig til, og de andre vilde ogsaa godt
hjælpe ham. Det var nogle gode Hjælpere, han der havde faaet, for den
første Mand han spiste en Tønde Kjød lige saa hastig, som alle de
andre var om én.
Det varede nu ikke mange Dage, inden det Kjød var fortæret. Saa gaar
han op paa Slottet og mælder, at nu var han færdig med det. Saa siger
Kongen: »Du er ikke fed nok endnu. Nu skal du først drikke 12 Tønder
godt Øl, inden du skal have Bryllup.«
Han rejser af med Øllet ned til det bitte Hus og beder ham, der var
saa god til drikke, om at hjælpe sig. Han var villig nok til det, og
de andre hjalp til, og saa varede det kun nogle faa Dage, inden det
var til Side.
Saa mældte han sig igjen ved Kongen. Ja, det var godt nok, men Kongen
havde nu faaet noget mere spekuleret ud.
Nu skulde han gaa til Verdens Ende og hente en Kjedel Tevand, der
skulde bruges til Brylluppet, og det skulde han komme tilbage med,
inden Solen gik ned, ellers fik han ikke Datteren. Da var Solen ikke
uden en halv Time i Vejret.
Nu begyndte Esben at blive forknyt med sig selv. Men han kom jo i
Tanker om ham, der var saa god til at rende, og saa skyndte han sig
hen til det bitte Hus og forklarede ham Sagens Lejlighed. Den Gang
han fik Besked, afsted lod han klø. »Naar Solen ikke er uden en halv
Time i Vejret, saa kan den jo snart søkke.« Tiden gik, og den halve
Time var snart omme, og der var ingen Ting at se endnu. Da beder han
ham, der var saa god til at banke, om han vilde ikke have bunket,
for at den anden skulde stræbe at løbe og komme igjen, da det var nu
nærved Tiden. Jo, han banker, men der kommer ingen. Saa beder han
Lutteren, om han vilde nu ikke have lagt sig ned og luttet efter,
om Renderen var kommen til Verdens Ende, for Solen var da saa lidt
i Vejret, og det var ikke fri, han var noget ængstelig nu. Jo, han
lægger sig og siger: »Han har været der og faaet Tevandet, og det
varer ikke mange Minutter, inden vi har ham.« Imens de snakkede om
ham, saa havde de ham ogsaa paa Pletten, og Esben Naasvis var glad og
skyndte sig afsted med Tevandet op til Kongen.
Saa var alt godt, og nu blev Brylluppet holdt, Kongen kunde indse, at
han ikke kunde faa nogen villere Svigersøn. Der blev saa travlt med
at lave paa det Gilde og byde sammen til det, og a blev ogsaa bøjen.
De foræret mig en Boksnæse og en Papirsforkel og et Par Glassko, og
saa bad de mig, om a vilde ikke gaa dem til Haande paa Bryllupsdagen.
A har nu altid været saa villig og gik og hjalp med at vende Stegene
og røre i Potter og Pander. Men saa vilde Ilden brænde vel stærkt, og
de bad da, om a vilde ikke rende ud og hente et Par vaade Tørv, at
det skulde ikke brænde slet saa stærkt. Da a stod og vendte Stegene,
da breddes min Boksnæse, og da a fik de vaade Tørv i mit Forkel, saa
gik det i Stykker. Da a saa gik og stampede i Stenbroen, gik mine
Glassko i Stykker. Se saa var det til Side med alle de Dele, a var
bleven foræret. Snip snap snude, nu er mit Emter ude.
Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.


19. Hesten Blank.

For omtrent en 50 Aar siden levede der en Konge i Spanien, han var
Enkemand, og saa blev han gift og fik en ung Hustru. En Dag gik hun
ude i Skoven at forlyste sig, og da blev hun pludselig henreven af en
Heks. Kongen havde saa en Karl, der tjente ham, og han lod hans Ord
lyde med, at det ikke var umuligt at tilvejebringe Dronningen. Nogle
Dage efter blev Kongens Søn ogsaa henreven af en Heks, det var én,
han havde med den første Kone. Saa lod Karlen hans Ord lyde med, at
han ogsaa kunde skaffe ham imod at faa en god Betaling. Hvorpaa det
Rygte kommer for Kongen, og han skikker Bud til Karlen, han skulde
komme ind, Kongen vilde snakke med ham.
Karlen kommer ogsaa ind, og Kongen spørger ham: »Mon det virkelig
passer, at du har sagt, du kan skaffe min Kone og min Søn til Veje
igjen?«
Han siger ja, det troede han nok, han kunde, men han vilde have otte
Dages Respit og høre sig for, hvor Heksen hun boede. Saa bliver han
lige godt lidt forskrækket for sig selv, han kunde nok indse, det var
vel meget, han havde taget sig paa. Saa gik han en Dag ude i Skoven
og græd.
I samme Lag kommer der en Heks til ham, og den siger: »Hvad græder du
for, min Søn?«
Ja, han fortalte hende hele Omstændigheden fra først til sidst.
»Nu skal du gaa tilbage til Kongen«, siger hun, »og forlange tolv
tusend Rigsdaler, for Vejen er lang og besværlig. Du skal ogsaa
forlange tolv Spænd Heste og en Kusk til hvert Spænd. Dernæst
forlanger du tolv Køer eller Stude, og de skal slagtes og hugges
i Stykker og Stumper, i Fjerdinger og Halvfjerdinger, ligesom du
kan. Skindene skal være paa den ene Vogn, og dem maa du ikke røre
undervejs, dem skal du have med til Afstedet. Heksen hun bor sønden
for Solen og norden for Vinden og vesten for det babyloniske Taarn,
og naar du saa kommer paa en halv Mil nær hendes Hjem, saa udviser
hun Ulve, Bjørne og alle glubendes Dyr for at fange og fortære dig,
men saa skal du have det Kjød at smide ud, saa de kan have det at
ro dem ved i Sted for dig. Naar du saa kommer til Heksen, og du
forlanger Dronningen og Sønnen, saa vil hun først se, om du kan nogen
Ting fra den sorte Skole. Saa omvandler hun Prinsen til en Hest, og
du skal da finde ham imellem 25 andre Heste. Men du skal ikke tage
nogen af de pæne Heste, du skal tage den allergrimmeste, der er,
for det er Sønnen. Saa omvandler hun Dronningen til en Hvedekage,
og hende skal du finde imellem en hel Del andre. Du tager blot den
midterste, og saa tager du din Kniv og forestiller, ligesom du vil
skjære Kagen over. Saa giver hun sig til Kjende, og du har da fundet
dem begge to.«
Nu lader vi det bero ved det, og saa lader vi det komme tilbage igjen
til Kongen. Karlen kommer saa ind til ham og siger, at nu vil han
begive sig paa Rejsen, men den er lang og besværlig, og han maa have
tolv tusend Daler i Rejsepenge, og saa maa han have tolv Spænd Heste
og en Karl og Kusk for hvert Spænd. »Dernæst skal jeg have tolv Køer
eller Stude, lige meget hvilke det er.«
Alle disse Dele faar han, og saa slagter han Studene og hugger dem i
Stumper, lægger dem og Huderne paa Vognen og kommer til Kjøren. Han
fortsætter Rejsen i lang Tid. De kjører og kjører den evige Kjøren,
men omsider kommer de til de Dyr, der var sendt ud for at fange ham.
Nu skulde Hestene løbe alt hvad de kunde, og han og Karlene vilde
smide ud af Kjødet. De glubende Dyr var der i hundredevis, og han bad
Karlene smide ud af Vognene saa stærkt som de kunde, det ene Stykke
efter det andet. Siden han nu kommer over den halve Mil, saa kjører
han i Fred og Ro, og omsider naaer han da til Heksens Bopæl.
Han bad om at komme hende ved Tale. Hun kom ogsaa straks, og han
spurgte, om det var muligt, hun vilde udlevere den Dronning og den
Kongesøn med det gode, ellers skulde han sætte hende en Ring i Næsen,
hun kunde ikke rode af sig i tre Aar.
Hun svarte, te hun vilde ikke lige straks, han skulde tjene dem
først. »Nu omvandler jeg Sønnen til en Hest, og saa finder du ham
allerførst«, hvorpaa hun udviste ham 25 smukke Heste i Stalden, og
saa skulde han gjætte, hvilken af dem der var Sønnen.
Han staar og ser lidt paa dem. »Saadanne smukke Heste, som her er«,
siger han, »dem kan jeg ikke bruge, for kommer jeg paa Ryggen af dem,
saa førend jeg véd, saa rider jeg paa Papir. Men her staar et gammelt
graat Mulæsel, det maa jeg have.«
»Det passer rigtig«, siger hun, »for det var netop Sønnen. Jeg vil
endnu en Gang se, om du har lært noget i den sorte Skole.«
Det mente han nok.
»Nu i Morgen omvandler jeg Dronningen til et Hvedebrød, og saa maa du
gjætte, hvilket det er.«
Dagen efter bliver der stilt saa mange Hvedebrød an for ham, te
det var rasendes, og nu skulde han gjætte, hvilket af dem der var
Dronningen. »Jeg vil tage nærmest for Haanden«, svarer han, »jeg
tager den midterste Kage«, hvorpaa han tog hans Lommekniv og vilde
skjære den over.
Saa siger Dronningen: »Skjær mig ikke, for her er jeg.«
Nu har han altsaa fundet hende. Men saa siger Heksen: »Jeg har endnu
en Ting, jeg vil prøve dig med, om du har lært noget ordentlig i den
sorte Skole. Der gaar en vild Hest ude i Skoven. Kan du fange den,
saa faar du Dronningen og Mulæselet med dig hjem.«
Nu var gode Raad dyre. Næste Morgen gaar Karlen ned i Stalden til
Mulæselet og siger til det: »Dersom du nu var Kongens Søn, saa skulde
du give mig et godt Raad, men da du er et Mulæsel, saa kan du jo
ikke.«
Æselet svarer ham og siger: »Det kan jeg. Du skal grave et Hul ude
i Skoven lige saa stort, som jeg er, og der skal du sætte mig i.
Saa skal du tage alle de Huder, som du har med dig, og dem skal du
lægge ovenpaa mig. Saa skal du kjøbe tolv Tønder Hesteskosøm og strø
ovenpaa Huderne, og endelig lidt Muld ovenpaa. Men naar du har put
mig i Graven, saa tager du Bidselet af mig, og det skal du staa med
tæt ved Graven og ringle med. Den vilde Hest vil da komme lige saa
rasendes og slaa Fødderne ned over Hullet. Men for at den ikke skal
træde mig ihjel, er det du lægger Huderne og Sømmene ovenpaa. Saa
staar den ganske stille, og saa kan du lægge Bidselet paa den. Du kan
da komme op paa den, og saa rider du paa den hen til Heksen. Du skal
blive ved at lade mig være et Mulæsel, indtil vi kommer hjem. Saa
skal du nok faa Besked paa, hvorledes du kan frelse mig, saa jeg kan
blive en Kongesøn igjen.«
Han gjorde, som Mulæselet havde sagt, gravede Hullet og satte den
ned i det. Dernæst lagde han alle Huderne ovenpaa Ryggen af det, og
saa strøede han Hesteskosømmene ovenpaa igjen og endelig lidt Muld
for at dække det hele. Men Bidselet havde han jo taget af, og saa
stod han tæt ved Hullet og ringlede med det. Da kom Hesten farende,
den hed _Blank_ og var saa rasende, at den kunde høres en Mil væk.
Som han nu stod der allerbedst, var Hesten der, den kom i saadan
Galop og stod med en Fart helt stille paa Mulæselets Ryg. Men den var
sukken igjennem alle Sømmene og stod paa de bare Huder. Saa lagde han
Bidselet paa Blank og satte sig op paa den. Men i Forvejen havde han
lejet Folk til at kaste Mulæselet op igjen.
Saa red han, og Æselet gik bag efter som et Føl. Nu kom han tilbage
til Heksen og spurgte hende, om hun havde mere at sætte ham for, for
nu med det første vilde han sætte hende noget for.
»Nej«, svarte hun, »jeg tør ikke have mere med dig at bestille, for
du er langt klogere end jeg; den Hest har jeg aldrig kunnet fange.«
Altsaa er han nu færdig til Hjemrejsen, hvorpaa han kjøber sig 24
Stude, og dem slagter han. Huderne solgte han, for dem havde han
ingen Brug for, men Kjødet beholdt han, og det hug han i Smaastumper,
for nu vidste han af Erfaring, at Vejen var lang og meget farlig. Da
han kom til Grændserne, hvor de Uhyrer opholdt sig, saa straks han
betraad Pladsen, saa havde han dem i hundrede- og tusendvis, Ulve
og Bjørne og glubende Dyr. Han kjørte rask til og befalede Karlene
at smide ud saa stærkt de kunde. De smed ét Stykke efter et andet,
saa længe der var noget tilbage, men da det hele var smidt ud, og
de endnu havde et lille Stykke Vej tilbage, raabte han til de andre
Kuske, at de skulde slippe Heste og Vogne og komme hen paa hans Vogn
og kjøre med ham. De kom ogsaa og kjørte paa den ene Vogn, og Ulvene
og Bjørnene tog til Takke med Hestene, der blev tilbage. Paa den
Maade reddede de dem da godt over Grændsen, og saa kjørte de hjem.
Da de kom i Kongens Skov, saa vilde de hvile dem en lille Tid, og
Karlen og Dronningen de lagde dem ved Siden af hinanden; men han tog
hans Sværd og lagde det imellem sig og Dronningen. I den samme Tid
kom der en Rejsendes forbi, og han kjendte Dronningen og Karlen. Saa
løb han straks op til Kongen og fortalte, at han havde set dem ligge
til Hobe ude i Skoven. Kongen gik straks ud i Skoven med ham, der
havde set dem. De laa og sov lige godt. Saa vækker Kongen Karlen og
siger til ham: »Det var min Mening at slaa dig ihjel, men da jeg ser,
at du har lagt dit Sværd imellem jer, og at du altsaa er uskyldig,
vil jeg spare dit Liv. Jeg ser nok, at du har skaffet min Dronning
til Veje, men hvor er min Søn?«
»Den skal jeg skaffe dig i Morgen«, siger Karlen.
Saa tog Kongen sin Dronning ved Armen og rejste hjem.
Om Morgenen efter siger Mulæselet til Karlen: »Du skal nu skjære mit
Hoved af og vende det om, saa det kommer til at vende til modsat
Side, og saa sætte det til igjen.«
Han skar ogsaa Hovedet af og vendte det omkring, saa Munden kom til
at sidde tilbage, og saa snart han havde sat den til Kroppen, saa
stod der den dejligste Kongesøn, nogen har set, hvorpaa Karlen rejste
op med ham til Kongen og spurgte ham, om det ikke var hans Søn.
»Jo«, svarte Kongen, »det er netop ham, og nu skal du faa alt, hvad
du begjærer, for din Ulejlighed.«
Siden lever de i Flor og Herlighed, og Kongen og Dronningen holdt
Bryllup paany med stor Glæde.
Roland Peder Andreassen, Slotved Fattiggaard.


20. Dug, Faar og Kølle.

Der var to Brødre et Sted, den ene var rigtig fattig, og den anden
var rig. Den fattige Mand havde Kone og mange Børn, og han trængte
ikke sjælden til Hjælp. Hans Broder maatte jo tit hjælpe ham i en
snæver Vending, men han var ogsaa slem til at benytte sig af ham og
sende Bud til ham om at komme og hjælpe sig med et og andet. Naar han
saa var færdig til at tage hjem om Aftenen, sagde de der oppe: ja, nu
skulde han have saa mange Tak, og det var den Betaling, han fik. Det
kunde de ikke vel leve af, og Konen blev især noget kjed af at høre
det alle Tider.
En Dag kom der Bud, at han skulde komme og hjælpe dem at slagte en
stor So, og saa siger hun til Manden: »Du skal ikke saadan gaa for
ene Tak; naar du er færdig og skal afsted, skal du sige, om du ikke
maa faa Svinehovedet til Jul.«
»Det faar a vel ikke«, siger han, »men a kan jo sagt sige det.«
Nu gik det saadan, at de sagde Tak, ligesom de plejede, og saa sagde
han det om Svinehovedet.
»Ja, tu tag det saa og rejs til Helvede med det«, sagde Broderen.
Den Gang han kommer hjem, bliver Konen saa glad. »Der kan du se, det
hjalp, nu har vi noget til Jul.«
»Ja, hvad kan det hjælpe, a skal jo til Helvede med det.«
Konen tykte, det var rent galt, at han skulde tøde en Dag med den
Tur, og maaske én Dag ikke kunde gjøre det. Men Manden vilde afsted.
Han kommer saa afsted tidlig om Morgenen.
Da han nu kommer næsten derned til Helvede, stod der en gammel Mand
og savede Brænde. Han sagde: »Hvor skal du hen med det Svinehoved?«
Ja, saa fortalte han, te han skulde til Helvede med det, hans Broder
havde sendt ham derned.
»Ja, du skal ikke kere dig efter, hvad din Broder siger. Naar du nu
kommer ind, spørger Ham selv dig vel om, hvad du skal have for det
Svinehoved. Saa skal du svare, te det har du ikke tænkt paa at faa
noget for, men du vil gjærne have den gamle skidne _Dug_, der ligger
uden for Døren. Naar du saa faar den og siger: Bred Dug, staar der
de fineste Retter paa den, og saa kan du leve lige saa godt som de
kongelige.«
Naa, saa kom han ind til Ham selv, og han spurgte ham om, hvad han
skulde have for Svinehovedet.
»Det kan a vel ikke faa noget for«, siger han, »men a vil gjærne have
den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren.«
»Ja tu, saa tag den, men den har ellers ikke slaaet dig paa Mund, der
har lært dig det.«
Saa rejste han af hjem ad med hans Dug. Han kom om ved en stor Gaard,
og der boede en rig Kone. Hende gik han ind til og sad og hvilte sig
lidt. Saa spørger Konen ham om, hvor langt han havde været henne.
Ja, han havde været i Helvede.
»Hvordan kan det være, du gaar med den gamle skidne Dug?«
Ja, saa fortæller han, hvordan han havde faaet den.
»Aa, det var da en rar Dug. Det bliver for sildig for dig, bitte
Mand, at komme til dit Hjem i Aften, du kan godt blive her og komme
til at ligge i vort Gjæstekammer.«
Det sagde han Tak for, han kunde ogsaa nok indse, det vilde blive for
sildig at komme hjem. Hun beværter ham nu godt, og saa følger hun
ham til Sengs. Han var saa forsigtig at tage Dugen med, og han lagde
den ved Fødderne af Sengen. Den Gang han var falden i Søvn, saa kom
Værtinden listende ind med en anden skiden Dug, og den lagde hun i
Steden for den, han havde.
Om Morgenen, da han kom op, blev han godt beværtet igjen, og saa
rejste han af med hans Dug. Paa Vejen kom han om ved et Fald pæne
grønne Agre, og han breder Dugen og vil til at holde Maaltid. Men
den laa lige saa slatte, og der vilde ikke til at komme Mad paa den.
Da han nu mærker, at den Dug ingen Ting duer til, saa vender han om
og gaar tilbage.
Saa kommer han igjen om ved den Mand, der stod og savede Brænde. »Det
hjalp ikke med den Dug«, siger han, »der blev ingen Mad sat paa den.«
»Saa har du vist ladet dig narre. Men du kan jo gaa ind til Ham selv
og faa den byttet. Naar du kommer ind, saa spørger han: hvad du skal
have for den Dug. Saa skal du sige, at du kan vel ikke faa noget for
den, men vil da gjærne have det _sorte Faar_, der staar bunden inde
i Stuen et Stykke fra Døren. Naar du vrider i Halen af det Faar, saa
gjør den Penge, lige saa mange du ønsker, og den bliver ved, saa
længe du vrider.«
Naa, saa kommer han ind og siger, at han vil gjærne af med Dugen.
»Hvad skal du have for den?« siger Ham selv.
»Ja, a kan vel ikke faa noget for den, men a vilde da gjærne have det
sorte Faar, der staar bunden her inde.«
»Tu tag det, men den har ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig
det.«
Han rejste nu derfra med det sorte Faar.