Ambrosius - 2

_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den
"charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders
Komplimenter.
_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til?
_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?
_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved
Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker
hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter
Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er
mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke
Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et
lille Ord til, som for Exempel....
_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker
Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist
ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min
Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.
_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg
kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg
bliver saa let echaufferet.
_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet.
#(_Bodil_ gaaer ud til Høire.)# Ønsker I heller ikke Andet, Junker
Claus?
_Claus_. I Eders _présence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller
Tørst. Men en lille Bagatel....
_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee?
_Claus_. Tak, hvis det findes.
_Abigael_. Et Par Skiver Skinke?
_Claus_. I er altfor god.
_Abigael_. En lille Agerhøne eller to?
_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhøns er en af mine Livretter.
_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm!
_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _présence_ tænker jeg
hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt,
om det saa var....
_Abigael_. Agerhøns?
_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen!
Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere
Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes
Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er
_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ...
meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i
Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er
cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer
superb, naar I engang kommer til Hove.
_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd,
det kunde være fristende nok.
_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende?
_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjære Baron!


SJETTE SCENE.
_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).#

_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede
saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.
_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.
_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig,
foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er
nok saa lækker, det bekjender jeg frit.
_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!
_Abigael_. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde
gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det
ellers kan forenes med hans Tjeneste.
_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han
vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig
dertil, saa for mig gjerne.
_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?
_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til
Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.
_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en
Skriverdreng?
_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at
indvende.
_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Søn have at
indvende.
_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?
_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa være en sjelden
Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.
_Abigael_. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt
Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.
_Baronen_. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!
_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!


SYVENDE SCENE.
_De Forrige. Jørgen_.

_Jørgen_. Naadige Herre, der er serveret.
_Baronen_. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som
en Tærsker.
_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!
_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa
jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?
_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om
Alting er i Orden.
_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?
_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden
og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi
med hinanden.
_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.


OTTENDE SCENE.
_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under højrøstet
Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).#

_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder
Gaarden, eller hvad er paa Færde?
_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har
understaaet sig....
_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min
Dristighed....
_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad
mig høre, hvad der er i Veien.
_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye
Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr.
Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa
Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om
Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at
vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu.
Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var
gaaen for sig?
_Baronen_. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!
_Niels_. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere
Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden,
var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten
og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?
_Baronen_. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke
gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for
Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur,
hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.
_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har
at sige til Undskyldning.
_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa,
tal da! Kan han lukke Munden op!
_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over
mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.
_Baronen_. En gammel Mand?
_Ambrosius_. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa
Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det
skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget
blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som
ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!
_Niels_. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin
Ryg, den Kjæltring!
_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!
_Ambrosius_ #(til Niels).# Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden
for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med
Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans
Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde
ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I
hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og
alligevel....
_Baronen_. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen?
Hvem er det?
_Jørgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre!
_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede
Benet sidste Vaar?
_Jørgen_. Ja, naadige Herre!
_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo
tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.
_Niels_. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.
_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes
sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men
der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham
har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og
ladet ham gaae med en Advarsel.
_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet
Brændsel paa Godset herefterdags.
_Baronen_. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud
over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden
Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar
han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade
hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.
_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa
Herrens Velgaaende.
_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Øieblik. Min Fader har
tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers
har Lyst dertil.
_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det
visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.
_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil
imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! #(gaaer ud til
Høire.)#
_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa
forlade, at jeg lod Jer vente.
_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og
det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne
Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt,
Claus?
_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!
_Baronen_. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken,
Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse,
ha, ha, ha!
#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Høire.
_Ambrosius_ hilser og følger lidt bag efter.#)
_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte
hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?
_Jørgen_. Jeg siger, den er grov, Niels!
_Niels_. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret,
saa begynder han alt at gale.
_Jørgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op
endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du
lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham
Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.
_Niels_. Ja saa, har hun det?
_Jørgen_. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged.
_Niels_. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.
_Jørgen_. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv
besørger det.
_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak?
_Jørgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som
han kunde bryde sin Hals paa.
_Niels_. Hvad skulde det være for en Steen?
_Jørgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved
Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.
_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae
til, Jørgen?
_Jørgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.
#(Tæppet falder.)#
* * * * *


ANDEN AKT.


* * * * *
#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til
Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.#
* * * * *


FØRSTE SCENE.

_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et
synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem
de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser,
baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har
sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for
Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom
Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran,
#(læser)# "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie
med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og sætter
sig derpaa ved Bordet.)# See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er
Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille,
og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien.
#(læser:)#

"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale."

#(taler:)#
To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en
Frøken....
#(læser:)#

"Den ene begyndte en Vise at kvæde
Saa faurt over alle Kvinder.
Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde."

#(taler:)#
Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer
mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er
der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at
see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.
#(læser:)#

"Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne."

#(taler:)#
Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og
musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende.
Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over
Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som
hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun
er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo
være god for sig, tænker jeg. #(læser sagte videre.)# Jeg gad ellers
vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort
fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er
næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder
det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre.
Visen ender saa underlig alvorligt.
#(læser:)#

"Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elvehøi
Og lægge sig der at sove.
Siden jeg hende først saae."

#(taler:)#
Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred
kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer
ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En
Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. #(skriver.)# Nummer
223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhørende.... Jomfru
eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken.... Ane Sofie.... og saa en
Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og
tager fat paa den næste. #(Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa
Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget
tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de
Indtrædende.)#


ANDEN SCENE.
_Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen_.

_Jørgen_ #(i Døren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest
slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt.
Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition,
at I selv lønner ham.
_Peder_. Ja men det gjør jeg ikke.
_Jørgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I
ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele
Indtægten af Embedet ... i det første Aar.
_Peder_. Hele Indtægten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjælpedegn?
_Jørgen_. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?
_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den
Skriverdreng.
_Jørgen._ Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne
Ansigt.
_Peder._ Men det første jeg træffer ham...!
_Jørgen._ Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen
spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer
I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en
duelig Person.
_Peder._ Hvad er det da for en Person?
_Jørgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig.
_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?
_Jørgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder
mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har
ogsaa lovet at gjengjælde mig.
_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
_Jørgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham
ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første,
for saa bliver det den nye Skriverdreng.
_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa
komme ind til Baronen.
_Jørgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer.
#(idet han vender sig, træder _Ambrosius_ frem.)#
_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede.
_Jørgen._ Hvad! Staaer I her og lurer?
_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke
skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære,
veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen
ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.
_Jørgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre
Bestillinger?
_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig
komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!
_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra
Kjøbenhavn.
_Peder_. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt
Foden i Kjøbenhavn.
_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.
_Peder_. Er jeg?
_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul
Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.
_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager
han mig for en Anden.
_Ambrosius_. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?
_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg
vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.
_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke
ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?
_Peder_. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.
_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?
_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.
_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en
Pandekage?
_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!
_Jørgen_. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!
_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane?
_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det,
Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!
_Jørgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer
aldrig godt; I maa styre Jer.
_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane?
Slip mig, siger jeg!
_Jørgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for
Jer.


TREDIE SCENE.
#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Høire).#

_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke
befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?
_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men
Degnen vilde ikke lade sig sige.
_Baronen_. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer
Rasmussen?
_Peder_. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit
Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes
Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...
_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?
_Peder_. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men _det_ tænkte den
høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og
Palmetræer ... _det_ tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar
siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og
Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive
skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.
_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham
for en Hane?
_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han
kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.
_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har
tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte
værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu,
som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer,
og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele
Anledningen.
_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig
op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for,
saa....
_Peder_. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han
har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var
den femtende Søndag efter Trinitatis....
_Jørgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre.
_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og
Altergang....
_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?
_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang,
som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. #(til
Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan!
_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I
har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?
_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!
_Peder_. Ja men....
_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak.
Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For
Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med
Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig
paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig!
Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jørgen_, som vil
følge:)# Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde _han_ at
skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være
Degnens Fortaler?
_Jørgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg
kunde.
_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden
Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.
_Jørgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru
Geheimeraadinden.
_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog?
_Jørgen_. Det er ... en Historiebog.
_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne
Titelen!
_Jørgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om
Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens
Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette
Aar.
_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her?
_Ambrosius_. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en
maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg
ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller
Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig
udkommen i Trykken?
#(Bodil ind fra Venstre).#
_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa
have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger?


FJERDE SCENE.
#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.#

_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt,
vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at
følge med.
_Baronen_. Skriveren ... med Frøken Abigael?
_Ambrosius_. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide
paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af
har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den
Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig
med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.
_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?
_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jørgen:)# Her er den Bog,
I forlangte.
#(_Jørgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)#
_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham.
#(_Baronen_ ud til Høire.)#
_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal
vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.
_Bodil_. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.
_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger
baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg
kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det.
Hvor er Frøkenen?
_Bodil_. I Havestuen.
_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!
#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)#

Skuepladsen forandres til:
#Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole,
Portræter paa Væggene.#


FEMTE SCENE.
_Geheimeraadinden og Jørgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden
lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)#

_Jørgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi
jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg
havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen
engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.
_Geheimeraadinden_. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig
kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.
_Jørgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst.
_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han
sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ...
Skriverkarlen?
_Jørgen_. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden.
Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.
_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?
_Jørgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ...
_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik.
_Jørgen_. Ja--nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme
Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.
_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?
_Jørgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen.
_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne
Skriverkarl? Hvor stammer han fra?
_Jørgen_. Fra Gummerup, Eders Naade.
_Geheimeraadinden_. Gummerup?
_Jørgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans
Fader er Skræder.
_Geheimeraadinden_ Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen
Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?
_Jørgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive
Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl
som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den