Kærlighedens Komedie - 6

De vinder lykken; det var _det_, jeg vilde.
(til Falk.)
Og, det er sandt,--De talte før om mynt;
tro mig, den er lidt mer, end flitterpynt.
Jeg står alene, kender ingen kære;
alt det, som _mit_ er, det skal Deres være;
De blir som søn for mig, og hun min datter.
De véd, ved grænsen ejer jeg et brug;
did flytter jeg, De sætter disk og dug,
og er så året omme, ses vi atter.--
Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
glem ej, at farten nedad livets elv
er ingen leg, er ej at nyde, svælge;--
og så, i Herrens navn,--så får I vælge!
(går ind i huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)
FALK.
Du er så bleg.
SVANHILD.
Og du så stille.
FALK.
Ja.
SVANHILD.
Han var os værst.
FALK
(hen for sig).
Han stjal mig styrken fra.
SVANHILD.
Hvor hårdt han slog.
FALK.
Han vidste godt at ramme.
SVANHILD.
Det var, som alt gik under i det samme.
(nærmere ved ham.)
Hvor vi var rige, rige i hinanden,
da hele verden havde os forladt,
da vore tanker steg, som slag mod stranden
af bølgebrydning i den stille nat.
Da var der sejersmod i vore sjæle,
og lid på evig elskov mellem to;--
han kom med verdens gaver, tog vor tro,
og planted tvil,--og så forgik det hele!
FALK
(med vild heftighed).
Riv det af mindet ud! Alt, hvad han sagde,
var sandt for andre, men en løgn for os!
SVANHILD
(ryster stille på hovedet).
Det kornaks, som et tvilens haglslag lagde,
kan aldrig svaje mer i livsenstrods.
FALK
(med udbrydende angst).
Jo, vi to, Svanhild--!
SVANHILD.
Slip et håb, som dårer;
Ifald du løgnen sår, du høster tårer.
De andre, siger du? Og tror du ej,
at hver og én har tænkt som du og jeg,
at _han_ var den, som turde trodse lynet,--
hvem ingen storm til jorden kunde slå,
hvem tågebanken fjernt i himmelsynet
på uvejrsvinger aldrig kunde nå?
FALK.
De andre delte sig mod spredte mål;
jeg vil din elskov kun, og den alene.
Se, _de_ forskriger sig i livets skrål,
jeg stilt skal støtte dig med stærke grene.
SVANHILD.
Men dersom den alligevel gik under,
den kærlighed, som skulde bære alt,--
har du da _det_, som endda lykken grunder?
FALK.
Nej, med min kærlighed det hele faldt.
SVANHILD.
Og tør du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge,
men dufte, som idag, og holde ud
for _hele livet?_
FALK
(efter et kort ophold).
Den vil holde _længe_.
SVANHILD
(smerteligt).
O, "længe", "længe";--usle armodsord!
Hvad gælder "længe" vel for kærligheden?
Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.
"På evigt liv for kærlighed jeg tror"--
_den_ sang skal altså tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk indskydelse.)
Nej; _så_ skal ej vor lykkes dag gå under,
ej dø med solgråd bag en sky i vest;--
vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,
i middagsstunden, der den glitrer bedst!
FALK
(forfærdet).
Hvad vil du, Svanhild?
SVANHILD.
Vi er børn af våren;
bag _den_ skal ikke komme nogen høst,
da sangerfuglen tier i dit bryst
og aldrig længes did, hvor den er båren.
Bag _den_ skal aldrig noget vinterdække
slå linet over alle drømmes lig;--
vor kærlighed, den glade, sejerskække,
skal sot ej tære på, ej ælde svække,--
dø skal den, som den leved, ung og rig!
FALK
(i dyb smerte).
Og langt fra dig,--hvad blev mig _der_ vel livet!
SVANHILD.
Hvad blev det _nær_ mig--uden kærlighed?
FALK.
Et hjem!
SVANHILD.
Hvor lykkens alf med døden stred.
(med styrke.)
Til viv for dig blev evnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det føler jeg og véd!
Jeg kunde elskovs glade leg dig lære,
men tør din sjæl ej gennem alvor bære.
(nærmere og med stigende ild.)
Nu har vi jublet i en vårdags rus;
nu ingen søvnig døs på slapheds puder!
Giv alfen vinger, lad for sangens sus
ham gå på flugt i flok med unge guder!
Og er den kantret end, vor fremtids båd,--
et bræt er oven vande,--jeg véd råd;
den kække svømmer rækker paradiset!
Lad lykken synke, gå i graven våd;
vor _kærlighed_ skal dog, Gud være priset,
nå sejersfrelst iland ifra forliset!
FALK.
O, jeg forstår dig! Men at skilles _så!_
Just nu, den fagre verden står os åben,--
her, midt i våren, under himmel blå,
den samme dag vor unge pagt fik dåben!
SVANHILD.
Just derfor må vi. Efter denne stund
vort jubeltog går nedad bakke kun!
Og ve, når engang regnskabsdagen kommer,
og når vi stædes for den store dommer,
og når han kræver, som retfærdig Gud,
den skat han lånte os i livsenshaven--
_da_, Falk, et svar, som sletted nåden ud:
"Den har vi mistet undervejs til graven!"
FALK
(i stærk beslutning).
Kast ringen!
SVANHILD
(ildfuldt).
Vil du!
FALK.
Kast den! Jeg forstår dig!
Ja, det er kun på denne vej, jeg når dig!
Som grav er vej til livets morgenskær,
så er og elskov først til livet viet,
når løst fra længsler og fra vildt begær
den flyr til mindets åndehjem befriet!
Kast ringen, Svanhild!
SVANHILD
(jublende).
Jeg har løst min pligt!
Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt!
Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget,--
nu har din Svanhild svanesangen sunget!
(tar ringen af og trykker et kys på den.)
Til verdens fald imellem havets siv
duk ned, min drøm,--dig ofrer jeg isteden!
(går et par skridt opover, kaster ringen ud i fjorden og nærmer sig
Falk med et forklaret udtryk.)
Nu har jeg mistet dig for dette liv,--
men jeg har vundet dig for evigheden!
FALK
(stærkt).
Og nu til dagens gerning hver for sig!
På jorden krydses aldrig mer vor vej.
Hver går til sit, hver strider uden klage.
Vi smittet var af tidens feberdamp;
vi vilde sejrens løn foruden kamp,
sabbatens fred foruden virkedage,
skønt kravet er at _kæmpe_ og _forsage_.
SVANHILD.
Men ikke sygt.
FALK.
Nej, nej,--med sandheds mod.
Os truer ingen flom af straffens flod;
det minde, vi to har for livet arvet,
skal stråle smukt fra mørke skyer ud,
og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet,--
som pagtens tegn imellem os og Gud.
I skær af _det_ du går til stille pligter--
SVANHILD.
Og du går opad mod dit mål som digter!
FALK.
Som digter; ja, thi det er hver den mand,
i skolestue, tingsal eller kirke,
hver den, i højheds som i ringheds stand,
der øjner idealet bag sit virke.
Ja, _opad_ går jeg; flugtens hest er sadlet;
jeg véd, min gerning er for livet adlet!
Og nu, farvel!
SVANHILD.
Farvel!
FALK
(favner hende).
Et kys!
SVANHILD.
Det sidste!
(river sig løs.)
Nu kan jeg glad for dette liv dig miste!
FALK.
Om alle lys i verden slukkes ud,--
lystanken lever dog; thi den er Gud.
SVANHILD
(fjerner sig mod baggrunden).
Farvel!
(går videre.)
FALK.
Farvel!--Jeg råber glad endda--
(svinger hatten.)
Guds fagre kærlighed på jord, hurra!
(Døren åbnes. Falk går over mod højre; de unge blandt gæsterne
kommer ud under latter og glæde.)
DE UNGE PIGER.
Til dans i haven!
EN ENKELT.
Livet er at danse!
EN ANDEN.
En vårdags blomsterdans med friske kranse!
NOGLE.
Ja, danse, danse!
ALLE.
Ja, og aldrig stanse!
(Styver kommer med Stråmand under armen. Fru Stråmand og børnene
følger efter.)
STYVER.
Ja, du og jeg er venner fra idag.
STRÅMAND.
Og jeg og du vil slå for fælles sag.
STYVER.
Når begge statens magter slår sig sammen--
STRÅMAND.
Blir resultatet alles--
STYVER
(hurtig).
Tarv!
STRÅMAND.
Og gammen.
(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og frøken Skære, samt resten af
gæsterne kommer ud. Hele familjens øjne søger Falk og Svanhild.
Almindelig studsen, da man ser dem hver for sig.)
FRØKEN SKÆRE
(mellem tanterne, slår hænderne sammen).
Hvad? Sig mig, om jeg drømmer eller våger!
LIND
(som intet har mærket).
Jeg får vel hilse på min nye svoger.
(han, tilligemed flere af gæsterne, nærmer sig Falk, men farer
uvilkårligt et skridt tilbage ved at se på ham og udbryder):
Hvad er der hændt med _dig?_ Du har, som Janus,
to ansigter!
FALK
(med et smil).
Jeg råber, som Montanus:
Jorden er flak, Messieurs;--mig skuffed øjet;
flak, som et fladbrød;--er I nu fornøjet!
(går raskt ud til højre.)
FRØKEN SKÆRE.
En kurv!
TANTERNE.
En kurv?
FRU HALM.
Hys, lad det bli fortiet!
(går opover til Svanhild.)
FRU STRÅMAND
(til presten).
Tænk dig, en kurv!
STRÅMAND.
Men er det muligt?
FRØKEN SKÆRE.
Ja!
DAMERNE
(fra mund til mund).
En kurv! En kurv! En kurv!
(de samler sig i klynge lengere inde i haven.)
STYVER
(som forstenet).
Hvad? Har han friet?
STRÅMAND.
Ja, tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha,--
(de ser målløse på hinanden.)
ANNA
(til Lind).
Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!
LIND
(omfavner og kysser hende).
Hurra, nu er du min i alle dele!
(de går opover i haven.)
GULDSTAD
(ser tilbage mod Svanhild.)
Her er nok noget brustet i en sjæl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele.
STRÅMAND
(får mælet igen og omfavner Styver).
Nu kan du trøstig blive ved at være
forlovet med din elskte frøken Skære!
STYVER.
Og du kan skue gladelig din slægt
forøget årligårs med unge Stråmænd!
STRÅMAND
(gnider sig fornøjet i hænderne og ser ud efter Falk).
Det var tilpas for ham, den frække knægt;--
_så_ skal de ha det, disse kloge spåmænd!
(de går opover i samtale, idet fru Halm nærmer sig med Svanhild.)
FRU HALM
(dæmpet og ivrig).
Og intet binder dig?
SVANHILD.
Nej, intet binder.
FRU HALM.
Nu godt; så kender du en datters pligt--
SVANHILD.
Råd over mig.
FRU HALM.
Tak, barn.
(med et tegn mod Guldstad).
Han er et rigt
parti, og når der intet er til hinder--
SVANHILD.
Jo, ét forlanger jeg ved denne pagt:
at flytte bort--
FRU HALM.
Der er jo just hans agt.
SVANHILD.
Og frist--
FRU HALM.
Hvor længe da? Husk, lykken kalder.
SVANHILD
(smiler stille).
Å, ikke længe; blot til løvet falder.
(hun går hen imod altanen; fru Halm opsøger Guldstad.)
STRÅMAND
(mellem gæsterne).
Ét, kære venner, har vi lært idag:
om tvilsmål tidt os hårdelig belejrer,
så vinder over slangen sandheds sag,
og kærligheden sejrer.
GÆSTERNE.
Ja den sejrer!
(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til venstre høres latter
og sang.)
FRØKEN SKÆRE.
Hvad er nu det?
ANNA.
Studenterne!
LIND.
Kvartetten,
som går tilfjelds;--og jeg, som rent har glemt
at sende afbud--
(Studenterne kommer ind til venstre og blir stående ved indgangen)
EN STUDENT
(til Lind).
Her er vi på pletten!
FRU HALM.
Så det er Lind, De søger?
FRØKEN SKÆRE.
Det er slemt;
han er forlovet nu--
EN TANTE.
Så De kan skønne,
han intet har at gøre i det grønne.
STUDENTEN.
Forlovet!
ALLE STUDENTERNE.
Gratulerer!
LIND.
Mange tak.
STUDENTEN
(til kammeraterne).
Der ligger altså sangerskuden bak.
Hvad gør vi nu? Vi mangler vor tenor.
FALK
(der kommer fra højre, sommerklædt, med studenterhue, skræppe og
stav).
Den synger jeg i Norges ungdoms kor!
STUDENTERNE.
Du, Falk! Hurra!
FALK.
Tilfjelds i Guds natur,
som bien jager fra sit vinterbur!
Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,
en langelek med underspundne strenge,
med tvefold klang, en _høj_ for livets lyst,
Og en, som dirrer _under_, dybt og længe.
(til enkelte mellem studenterne.)
_Du_ har paletten?--Du papir til noder?
Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,
hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv
til kubens dronning, til vor store moder!
(henvendt til selskabet, idet studenterne går og koret fra første
akt istemmes dæmpet udenfor.)
Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,
_jeg_ intet huske vil;
(sagte)
men alt erindre.
STRÅMAND
(i overstadig glæde).
Pyt, nu er lykkepotten atter hel!
Min kone har et håb, et sødt, forjættende--
(trækker ham hviskende tilside.)
Nys hun betrode mig, den kære sjæl--
(uhørligt imellem.)
Hvis alt går godt ... til mikkelsdag ... det trettende!
STYVER
(med frøken Skære under armen, vender sig til Falk, smiler
hoverende, og siger, idet han tyder mod presten):
Jeg får de hundred daler, sætter bo--
FRØKEN SKÆRE
(nejer ironisk).
Ved juletider kaster jeg min pigekjole.
ANNA
(ligeså, idet hun tar kærestens arm).
Min Lind blir her, lad troen være tro--
LIND
(dølger sin forlegenhed).
og søger plads som lærer på en pigeskole.
FRU HALM.
Jeg øver Anna op i alskens dueligheder--
GULDSTAD
(alvorlig).
Jeg går til arbejds med et bramfrit digt--
om en, som lever for en hellig pligt.
FALK
(med et smil udover mængden).
Og jeg går opad--til en fremtids muligheder!
Farvel!
(dæmpet til Svanhild.)
Gud signe dig, min livsvårs viv;--
hvor langt jeg går, skal dog min gerning nå dig!
(svinger huen og følger studenterne.)
SVANHILD
(ser en kort stund efter ham og siger stille men stærk).
Nu er jeg færdig med mit friluftsliv;
nu falder løvet;--lad nu verden få mig.
(I dette øjeblik spilles op til dans ved pianoet, og champagnen
knalder i baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine
damer under armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende;
hun farer et øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham hånden.
Fru Halm og den nærmeste familje, som spændt har iagttaget scenen,
iler til og omringer dem under høj glede, der overdøves af musiken
og munterheden blandt de dansende længere inde i haven.)
(Men langt oppe fra landet, og klingende igennem dansemusiken,
lyder kraftigt og kækt:)
KOR AF FALK og STUDENTERNE.
Og har jeg end sejlet min skude på grund,
o, så var det dog dejligt at fare!
DE FLESTE PÅ SCENEN.
Hurra!
(dans og jubel; teppet falder.)