Jan van Huysums Blomsterstykke: En Buket - 2

af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn.
Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende
Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat.
»O min Sjel, o vær nu stærk!
Bær Vorherres Underværk!
Dø ej, Hjerte, som maa standse,
at min Aand kan bedre sandse,
at, i Lytten til dets Banken,
ikke den forvilder Tanken!
Døv mig ikke, om du daarer,
om du tryller og beruser,
du Henrykkelsens Musik,
som i mine Øren suser!
Søde Graad, ei blind mit Blik!
Lad mig see med disse Taarer,
som med tusind Øjne klart,
som med alle Stjerners Fakler,
det Mirakel af Mirakler,
som er bleven aabenbart!
Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
ve mig meer end Øjeblinde,
tvivlte jeg om Guds Mirakel!
Slaaer vel Solen i sin Glands,
højest paa sin Middagstinde,
klart som _Dette_ Syn og Sands?
Maa mod Klippen knuste Pande
saa dens haarde Tilvær sande?
Føler Moderen saa sandt
af sin vellystfulde Smerte
Livet af sit Elskovspant?
Elskeren, at det er Hende,
Hende kun, den Sukbegjerte,
paa hvis Mund hans Læber brænde?
Naaden, dette milde Hjerte
i trefoldig Guddoms Aand,
større Under gjør paa Under
med hans Almagts venstre Haand,
end i Drøm selv Englen blunder,
mens hans Viisdom, forat maale
Dybets Dyb og Fjernets Fjerne,
forat styre vilden Stjerne
strengt og stramt med Solens Straale,
for Kometerne at tøjre,
lede Alt saa regelret,
at selv Ormen fatter det,
kun har Brugen af den Højre.
O hvo prøvte Almagts Styrke?
Og hvo saae til Viisdoms Tinde,
til det Lys, af Soles Mørke
og af Stjerners Mulm ernært,
hvori Englene er' blinde,
hvori Tanken blier fortært?
Mennesket i Brystets Hule
kan sit eget Hjerte skjule,--
Hvo har i Algodheds seet?
Hvo Barmhjertighedens Skjød,
hvor Undfangelsen er skeet
til det Under, som er fød?
Fødes ei i helligt Løn
Støvets Barn og Syndens Søn?
O hvo turde da vel see
Naaden i dens Fødselsvee,
I den Stund, af Almagt svanger,
da Guds Kjærlighed undfanger
Underet, den lader skee?
Jeg har seet det! O _Margrethe_,
hvilke Undre ere skete!
Gud ske Lov for Sands og Sind!
Gud ske Lov jeg er ei blind,
som min gudsforgangne Klage,
der var blindere end Steen,
djærvere end Hjobs i Støvet.
Alt er kommet jo tilbage,
Alting som i gamle Dage,
Alt igjen som Foraarsløvet;
Ingen fattes; ikke Een.
Gud i disse Blomstre givet
atter har jer Alle Livet.
Gud har eders Sjeles Blod
gydt i disse Planters Rod,
saa jeg hvert Lineament
seer i Blomsten velbekjendt,
hører elskte Hjerters Banken,
føler Pulsen, læser Tanken,
seer bekjendte Øjnes Straaler
i de fine Blomsterskaaler
klart som nogensinde før.
Ja, hvad Under Gud dog gjør!
Tidens sønderbrudte Krands
har han atter sammenbunden:
smigrende som Ammemunden
hvisker til min vakte Sands
gamle Dage ved mit Øre.
O hvad Toner faaer jeg høre!
_Margarethas_ Stemme leer
blidt som forhen under Grenen,
den som rasler paa Syrenen;
Blomstens fine Violet,
Blaat og Rødt i Hvidhed badet,
endnu dæmpet meer bag Bladet,
er--o tør jeg løfte det?
tør et Underværk jeg granske?--
jo grangiveligt og ganske
hendes Sløjfes egen Let,
som hun sad der dagligdags,
med det fromme Hoved bøjet,
over Søm og Strikketøjet,
syslende med Alleslags.
Jeg var meer end blind, om ei
jeg min _Annalidens_ Øje
flux gjenkjendte grant og nøje
her i denne Glemmigej.
Ak, jo meer jeg seer paa den,
kjender jeg mit Barn igjen,
skilner jeg grangivelig
min fra andre Glemmigejer.
Gud, mit Barn, velsigne dig,
Du har slynget, som du plejer,
Armen om din Tvillingbroer:
Rosenknoppen der, som groer
Glemmigejen min ved Siden:
_Benjamin og Annaliden_.
Over Begge med den rene,
fulde, sølvertunge Draabe,
har et Fløjelsblad sig lagt.
Det er gamle _Magdalene_
med sin Graad og med sin Kaabe,
paa sin ømme Ammevagt.
Og mit Syn er ej saa blindt,
at det kjender ej min egen
Elsklingsdreng, min _Hyacinth_,
frem i Hyacinthen stegen.
Hvor var slig en Dreng blandt Drenge,
slank og sværmerisk og from?
Hvor er slig Vidunderblom
i alt Hollands Blomstersenge?
O jeg seer i denne fine
amethystne Kalk den ømme
sværmeriske Josefsmine,
hvormed han fortalte Drømme.
Og naar Drømmen saa var ude,
Hovedet Fantasten bøjed,
blegnede og nedslog Øjet,
som de fuldtudsprungne af
Hyacinthens Blomstre lude,
naar de første Duft udgav.
Favreste Konvolvel, fiin
som en Serafs Aandedræt,
fanget af en Cherubin
I et Blomsters Maskenet,
i en død Blaaklokkes Liin,
du er min _Elisabeth_,
Hyacinths Tilhørerinde,
som ham kunde bedst forstaae,
med de store Øjne blaae
af sin Tro aldeles blinde.
Kjendte jeg mit Barn, mit bedste,
havde jeg en Faders Hjerte,
om jeg ej _Narcissas_ Smerte
her i Pintseliljen læste?
om jeg ikke meer forstod
hvorfor hun er uden Blod,
paa hiint skarpe Purpurskjær,
paa hiint sikkre Flammebilled,
af den Fæstensring, som brødes
kun af Døden, som den Dødes,
som paa hendes Kinder spilled,
paa den hede Draabe nær,
som jeg angest saae paa Kinden
I Fremtindren og Forsvinden?
Ve, sin Stribe af Karmin,
Arret efter Smertens Bid,
Dødens Judaskys indsvi'd,
Stjernen er ej hvid som denne,
bærer endnu hendes Kind!
syge Perle ei saa bleg
(Liljen, som af Mulden steg,
er jo vistnok ogsaa Hende),
Dybets Glød, Korallens Brand,
solskinmættede Rubin
tindrer ej saa hedt som hiin.
Ve, om efter disse Mærker,
som hvert Øjekast forstærker,
om jeg da med grum Forstand,
med en Ravnefaders Vilje,
med et indbildt Blik, som al
Glæde fra sig selv bestjal,
kunde skilne mellem disse,
mellem denne Pintselilje
og min døende Narcisse!
O hvad Jubelfryd opdager
jeg til denne Time spart!
Søde Øjeblik, der bruge
Tiden kun af Pilens Fart,
af et Glimt fra Solens Øje,
for den hele Gift at suge,
for det Bittre at fordøje
af saamange Dages Klager,
af saamange smertebulne,
jammerfulde, taaresvullne
Nattetimers vaagne Vee!
Lever jeg? Er bristefærdigt
Oldingøje bleven værdigt,
til sin Salighed at see
saa fuldstændigt aabenbaret,
før velsignet Død har klaret
med sit Pust hans Øjesteen?
Se der mangler ikke Een!
Der i Rosen ved sin Rose,
se, der er jo Brudeparret
_Katharina og Johan_!
Kjærligheds Apotheose,
_Katharina og Johan_!
Begge i hinanden tabte,
i hinandens Billed skabte,
vexle deres Hjerter Slag
under Taarers Sammenblanden,
i et evigt Favnetag,
vexle deres Øjne Lys,
tænde Straaler i hinanden,
vexler Læben Saligheder,
høje, endskjøndt tause, Eeder
i de endeløse Kys.
Salig er jo Bryllupsstunden,
slugt af Flammen, gjenoprunden?
Himmelnaadens milde Graad
gjorde Asken frugtbarvaad,
mine egne Taarers Kræfter
dugged tæt og lunkent efter,
hede Stønnen af min Vaande,
mine Bønners varme Aande
lokked da fra Buskens Skud
begge mine Roser ud:
_Katharina og Johan_,
begge disse sammenbøjde,
i hinanden saa fornøjde,
morgenrøde, morgenfriske
Roser, som isammen hviske--
_Katharina og Johan_.
Mig imøde, som fra Bunden
af to gyldne Trylleskaaler,
fra de dybe Roser straaler
deres fagre ungdomshulde
Aasyns Træk saa frydefulde.
Thi for dem er Bryllupsstunden,
den som Flammerne fortærte,
atter salig gjenoprunden,
Hjerte knyttende til Hjerte,
_Katharina_ til _Johan_.
Thi ved Himlens Under kan
nu i Fred jeg gamle Hyrde
deres Vielse fuldbyrde,
afbrudt paa hiin Rædselsdag,
ende saa i Ro og Mag
Brudetalen, som de vilde
rædsomme Walloners Magt
havde Hjerte til at spilde
før Velsignelsen blev sagt.
Nu jeg frit, med Haand paalagt,
Guds Velsignelse nedbeder,
Himlens Væld af Saligheder,
Brud og Brudgom, over Eder:
Herre, sign du og bevar
dette Rosenbrudepar!
Herre, lys dit Aasyn over,
Yndighed, som sig trolover!
Herre, løft dit Aasyns Glands
over Fromheds Brudekrands!
Herren give dig sin Fred,
elskende Uskyldighed!
O Henrykkelses Sekund,
Saligheders Fødselsstund!
du er altfor tung af Glæde
til at flye saa flygtig hen,
som de andre duungraae, lette,
farveløse Solgransstunder,
Skjebnens Pust mod Døden hvifter
henad Livets Ørkenslette;--
du demantne af Sekunder,
som er engang allerede
kommen himmelsendt igjen,
ej saa troløst og saa let,
som de andre dig omskifter;
du maa frydbelæsset dvæle
til mit Hjerte vinder Mæle,
til det mestre kan sin Tanke,
til det engang bliver træt
af saa maalløst, stærkt at banke,
til det engang bliver mæt
af den søde Fryd at græde,
medens mine Læber juble,
medens Øjet straaler, medens
brudte, vilde Ord (og dog
skjønne som af Salighedens
ubekjendte Himmelsprog)
stødende paa Tungen snuble,
somom ikke jeg var klog.
O det er somom en stille
lummer Regn faldt i mit Hjerte,
somom Knuden af min Smerte,
Dryppestenen af min Vee,
Sorgkrystallen i mit Sind,
opløst i Velsignelse,
ud i denne Graad maa trille
over hele vide Jorden,
hyllende dens Bjerge ind
i en skabningssvanger Sky,
i sit lunkne Mulms Neddignen
svangrende den med Velsignen,
til en frydfuld, skyldløs Vorden
svangrende dens Dyb paany.
O hvor har jeg nok af Mæle,
for at tale ud min Lyst?
nok af Hvælving i mit Bryst,
nok af Luft, af Rum, af Lyd,
ømme, zittrende og høje,
for i Toner at besjele
denne Overlast af Fryd?
nok af Spejle i mit Øje
forat fange op det Hele?
nok af Sandser for at nemme?
nok Erindring for at gjemme?
nok af Tanker for at fatte?
nok af stærke Nervestrenge
for at bære Glæden længe?
nok af Hjerte for at dele
Ømhed nok til mine Skatte:
til _Margretha_, til de tvende
_Smaa_, som smile næst ved hende,
til _Narcissa_ min, som skranter,
_Hyacinth_ med Drømmermine,
troende _Elisabeth_,
aldrig af hans Undre mæt,
til min Stolthed, _Katharine_,
til de dyrebare Panter,
Himlen atter mig betro'ede
frem i disse Blomster groede,
disse der, min egen Æt?
Ve mit Ravnefaderhjertes
sløve mosbegroede Steen!
Jeg har kunnet glemme Een
af mit eget Kjød og Been:
stakkels _Klaras_ Dødningsmertes
blege Billede i denne
hvide Rose, som er Hende,
hende Selv. Se Blusel kjæmper
end paa Kinden jo som før
i det Rødmende, som døer,
som med Bleghed Smerten dæmper,
med de dunkelhvide Emmer
af en nedbrændt Lidenskab,
Kalkestøvet af Ruinen,
som hun under Blidhedsminen
sønderknust i Hjertet gjemmer
af sin Freds og Uskylds Tab!
O mit Barn, se til din Fa'r!
Rose hvid, som _Klara_ var!
Han er ikke længer vred
paa din syge Kjærlighed,
Han har intet Blik, som rammer
knusende din knuste Jammer;
Han har intet Øjekast
for at skjære hvad der brast;
Han har kun en Faders Hjerte
og Velsignelser i Munden
og en Smerte for din Smerte,
og et Taaredryp for Vunden,
Taarer af balsamisk Glæde;
thi jeg ogsaa dig har funden:
Ingen mangler i min Kjæde.
Alle ere jo tilstede
saa lyslevende og sande,
at jeg ikke kan forblande
Sandheds Syn med Sandheds Skin.
Thi det sværges i min Sjel,
derpaa mine Øjne bande,
kjendende jer altfor vel:
Blomsterne ej _skulle være_
eder blot i Fantasi'n,
eder, mine Børn og Viv,
men forvist de Eder _ere_,
Eder ja til Sjel og Liv,
Eder ja i Ansigtstræk,
Ejendommelighedssind,
Karakterens fødte Mine,
Smilene, som præge ind
sine sommerfuglefine
Spor, idet de flygte væk.
Og jeg hørte eder tale,
hvis min Sands ej laae i Dvale,
hvis ej Dødens Gravmos alt
spirede i Ørets Spalt.
Men hvad mere Sands behøves?
Øjet seer, om Øret døves,
Alt er blomstret frem igjen,
Alting som i gamle Dage:--
dugget til af Himmelen,
giver Jorden det tilbage,
Alting som i Bryllupsstunden,
da min Lykke folded ud
alle sine Hjerteblade,
spredende sin Krones Straaler
mere ud end Himlen taaler,
da dens modne Blomsterskud
højere mod Sky var runden
end de Himmelske tillade,
just i det Moment den brast
paa den vrede Almagts Bud
ned med Flammeme i Grunden,
og foer hen med Gnistens Hast.
Derfor--o er det Sekunden,
atter nu med Liv begavet,
frem af Tidens Bæger runden,
da min frydberuste Lykke
blev i Rædslerne begravet,
som i denne sig fornyer?
Derfor mangle heller ikke
Flammeme, de røde Skyer
fulde af Dæmoners Blikke,
bragende af Helveds Latter.
... O der gløde frem de atter.
Ve mig! frels!... O frelst er Alt,
siden over er Sekunden,
da, sig borende i Granden,
Taarnet brændende nedfaldt.
Derfor denne Tulipan,
(ægte »Admiral Enkhuisen»)
som sit Flammedyb bedækker
fuldt med hvide Emmers Flekker,
ikke _er_, men _kun_ betyder,
Huset, da det stod i Brand,
og den Valmu' der, som skyder,
pralende med Flammer ziret,
over Bedet, den er Spiret,
da det svimlede og faldt.
Denne Zwiebel dunkelrød,
(»Admiral van Liefkenshoek»)
liig en Nat i Luer sat,
liig et Baal med Nat bemalt,
Døden livlig, Livet død,
fyrig-kold og kraftig-mat,
liig en netslørt Kjæmpestyrke,
tryllebundne Dæmonshu,
den betyde skal hin mørke,
gaadefulde, fromme, vilde,
barske, milde Spaniol,
som i Rædselsstundens Nu
turde sig mod Skaren stille,
somom Helved han befo'l:
Han med Dommen paa sin Pande
halvtens ud af Naadens Skrivt
i et herligt Træk udslettet,
Han med Lidenskabens Brande
sydende i Smertens Vande,
med sit Smiil af Kummer mættet,
fuldt af Honning og af Gift.
Og ved Siden se Uhyret,
se hans vilde Kammerat,
se den rasende Soldat
i en dobbelt, guldbaldyret,
tigerøjet Fløjelsblomst--
Han, hvis Rædselsid blev styret
kun ved Dødens Mellemkomst!
Disse fareløse Luer,
denne Flamme, som ei hviner,
disse Rædsler uden Skræk,
denne Blomsterdæmons Træk
jeg med uforsteente Miner,
uden Øjeblinken skuer.
Ned i Tulipanens Grube,
ind i denne Kobberkube,
fuld af vildtforfløjne Gnister,
tør jeg stirre uden Svimlen;
uden Sortnen for mit Øje
Flammekjedlens Dyb jeg maaler;
Lueblomsterspirets høje
Flugt jeg følge tør mod Himlen,
vexle Mine kjæk og bister,
Øjekast af Ørnemod
med den fromme Morderengel,
Spaniolens Sjel, som gløder
(dertil Gud ham altfor ømt
har evindelig fordømt),
ud fra denne Zwiebels Stengel
i den dybe Kalk, der bløder
af en Sygdoms sorte Blod.
Ja, jeg elsker dette Syn,
hvis Betydning let er gjettet
uden megen uvis Almen:
Husets Brand i Tulipanen;
Taarnets (som et sammenflettet
ifra Dybet opskudt Lyn)
i Papav'rens Knops Skarlag;
Kirkens eget brede Tag
i dens Blomsts udslagne Flammer;
Spaniolens vilde Jammer
(som han viste sig i Døren
blodig, rædsom, dog kanskee
forat redde Alle førend
enten Flammens Rædselsdød
eller ind hans Landsmænd brød)
i den mystiske, tilflorte,
krigerrøde, munkesorte
Pragttulipes aabne Bæger,
hvori Nat og Flamme leger.
O jeg elsker disse Syner!
O jeg seer med Kjærlighed
Blomsten, som saa skummelt lyner,
Farven, som er bleven heed.
Disse Blomsters skjønne, tyste
Rædsler kun mit Minde skrække;
mine Øjne de forlyste,
Læbens døde Smiil de vække.
Thi de høre ogsaa med
til den samme Time jo,
da hengivnest var min Tro,
til den samme Time, da
højest var min Salighed,
da min Sjel var Himlen næst,
Støvets Tanker længst ifra,
lettest under Rædslers Tyngde.
Thi det var jo just Sekunden,
da jeg elsked Mine mest,
da os Døden Alle fandt
som os Rædslen sammenbandt,
I hverandre sammenslyng'de
og med Herrens Lov paa Munden,
uden Knurren deriblandt.
O hvormed har jeg fortjent
dit Mirakel, store Gud?
Skulde--o det var ej meent!
Ormen tør ej tale ud!--
Skulde, ja, om ej du Selv,
Du, den Helligste og Største,
fjernere fra Engles Første,
end fra højest Himmels Hvælv
dybeste af Havets Kilder ...
skulde ikke Du, du Selv,
Du, hvem intet Navn afbilder,
Du, hvem Verdner Blomster ere,
Græs, som Dybderne maae bære,
men kun En af Engles Orden,
en blandt Aanderne Ophøjet,
som har Vælde over Jorden,
have, i din Naade stærk,
gjort det store Underværk,
for at see en Orm fornøjet,
for sin Herre Gud at ligne,
naar han, efter Seklers Rækker,
slukte Stjerner gjenopvækker
i de Rum, der døde ud,
--o! da beder jeg, o Gud,
at Du Englen vil velsigne,
der har været god som Du,
mægtig med barmhjertig Hu,
mægtig i hvad der er herligst,
mægtig til sin Gud at ligne,
kjærlig--o som du er kjærligst!
Da jeg beder--Tys!....»

En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den
prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten, en Børs
hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med
en
Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene,
der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.--


IV
Jan van Huysum, Blomstermaleren

»Vær forsigtig, _Navnløs_,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes
Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod
og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.»

Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra _Margarethas_
Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en
af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig
Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner
eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.

»Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne
Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med
disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive
mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.»

_Adrian_: »Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.» Og
han mumlede atter:
»Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
ve mig meer end Øjeblinde,
tvivlte jeg om Guds Mirakel!»
_Den Fremmede_: »Du maa overlade mig dem, Gamle.»
»Nej, nej, nej!»
»Du maa. Jeg vil betale dem.»
»Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.» »Troer du?» Og han kaster sin
Guldbørs til Adrian.
»Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.»
Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funklede. »Jeg har
sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!»
Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. »Er
du fornøjet?»
»Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men
forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds
Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?»
Den Fremmede har trukket sin Daggert. »Ikke dit Liv, men Blomsterne.»
»Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere
Liv, de ere Liv!»
»Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i
denne.»
Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i
sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han
skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med
Haanden paa Hjertet. »_Benjamin, Benjamin_, mit Barn!» hviner Oldingen,
og synker tilbage med Døden i sit Aasyn.
Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand.
»Hvad gaaer af dig, Dreng? _Navnløs, Navnløs_, min Dreng, fik du ondt af
denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?»
Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død.
* * * * *
»Hvad er dette? Ha, der var
Blod paa Qvisten, som jeg skar,
Blod som i en Vunde aaben,
og en Draabe paa mit Vaaben.
Men nu er jo alt forsvundet;
Smerten vel, _men_ ej min Angst
midti Glæden for min Fangst,
er jo lykkelig forvimdet.
Rædsel! var da min afsjelte
Yndlings Livsenssnor forbundet
her med denne Knop? og dvælte
da hans Genius i den?
Mon sit Liv med den han delte?
Dobbelt, med fornyet Kraft
synes det indblæst igjen
i dens friske Purpursaft.
Knoppen synes vakt af Dvale,
vaagen Gejst i sig at hilde,
og dens Læbe, blot den vilde,
digtende at kunne tale.
Jeg maa derfor raskt mig skynde,
ende, som begyndt at synde;
jeg maa skynde mig før du,
Rosengeist, forandrer Hu,
før du lyster at forlade
dine saa forvandte Blade.»

Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel
heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i
sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan
forstyrre mig.»
Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu.
»Ha, hvo har negtet _Jan van Huysum_, Blomstermaleren, en Buket?»

Inden tre Sekunder prange _Adrians_ Blomster i Malerens Vase. Der er
ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Lidenskab end
Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber
efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et
Gudehjerte.

Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op,
vaagnede den Gamle. »O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han
med Hænderne for Øjnene.
»Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt.
»Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.»
»Ja, ja, han var det ... min _Benjamin_; og du har myrdet ham, myrdet
dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig
med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn
indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en
Tusinddeel Lige for Lige--du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget
Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at
kunne døe som jeg.»

Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. »Djævel!» stønnede
han endnu, »du veed ikke hvad du har gjort.» Han sukkede endnu engang og
saa ikke mere.

»Men jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre, og hvad jeg _kan_ gjøre,» raabte
Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae
Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens
blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse;
men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik,
»ja jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre. Hvo har negtet _Jan van Huysum_ en
Buket?»
_Jan van Huysum_ malte _Adrians_ Blomster. Der flød aldrig et herligere
Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en
angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste.
Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme
Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes
stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langtfra
at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han
stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at
indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk,
men herligere i sine Arbejder end nogensinde.
Man holdt disse Egenskaber for Træk af en Originalitet, der tilhørte
hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at
tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller
ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være _den_ han var.
Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til
hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det
omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem.
Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et
af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i
Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en
Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens
hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen,
forberedede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig
rammede Mesteren: Vanvid--som det hedte, over sit Barns Slethed.
Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang,
naar han mumlede stille hen for sig: »Benjamin! Benjamin!» Det var i de
tungeste Timer. Da lettede hans sig ved at pensle paa Rosenknoppen.

Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment
nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke
og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet.
Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke--visselig ikke
nødvendigt uden for sløvere Øjne for _de Heems_, Blomsterdigterens,
Skyld, »Blomsteraltarets» genifulde Skaber, han, som forholder sig til
_van Huysum_ som _Pereira_ til _Velasquez_ og _Alonzo de Tobar_ til
_Murillos_. For hver Gang han greb Penselen til sit Navnetræk kom der
nogle Uefterligneligheder af Fluer. Snegler og et Fuglerede og ogsaa et
Par Blomster uden hiin hemmelige Betydning til, som Ting, hvorved han
søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig
selv med at det var den blotte Natur han havde malt.

Endelig engang i et lyst Øjeblik--Blomsterne syntes at bøje sig imod
ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede--sætter han Penselspidsen
atter til forat gjøre Trækket: »_Jan van Huysum fecit_.»
Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han opløfter Maleriet
i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig
selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt.
Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over
Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive siddende, evigt siddende, fastere
end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre
Blomster, hvor de falde.
»Gamle! du er forsonet,» jubler Mesteren. »Det var din Taare.» Og han
fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans
Hjerte.

Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men undertiden mærkes dog
deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i
vore Hjerter.
Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft.
Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de
mirakelherlige Draaber paa _Jan van Huysums Blomsterstykke_.
* * * * *
_Jan van Huysum_.
Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle
Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det
Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile
Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem
Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu
forsmædeligere, om ikke Pressen reddede det ved at gjøre det almindeligt
som Brostenene.
Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke
gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed.

Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunsttrofæer,
Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt
hjem til sit Rede under den høje Kolonnade. Der var ogsaa »Santa
Katharinas Trolovelse» af Alonzo de Tobar, Velasquez's »Familie», en
»Familie» af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums
Blomsterstykke. Galleriet var fuldt af Beskuere.

Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkeme, end
med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han
følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa
Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem
enhver af Blomsterne og Individerne i hans »Familie» efter Velasquez. De
loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian.
En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger
ærbødig tilside. »Følg mig!» siger han venligen, »Du er Maler.»
Det var Mesteren _David_, som førte _Gros_, »Amor og Psyches» Maler, som
sin Discipel til sit Atelier.

Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et
Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for