Fru Inger til Østråt - 1

Henrik Ibsen
SAMLEDE VÆRKER

Mindeudgave
Første Bind


Kristiania og København
Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
Centraltrykkeriet
KRISTIANIA
1908
* * * * *

FRU INGER TIL ØSTRÅT
(1857)


PERSONERNE:
FRU INGER OTTISDATTER RØMER, rigshovmester Nils Gyldenløves enke.
ELINE GYLDENLØVE, hendes datter.
RIGSRÅDEN NILS LYKKE, dansk ridder.
OLAF SKAKTAVL, en fredløs norsk adelsmand.
NILS STENSSØN.
HERR JENS BJELKE, svensk befalingsmand.
BJØRN, kammersvend på Østråt.
HUSTJENEREN FINN.
GÅRDSFOGDEN EJNAR HUK.
HUSFOLK, BØNDER og SVENSKE KRIGSKNÆGTE.

(Handlingen foregår på herresædet Østråt ved Trondhjemsfjorden
i året 1528.)


FØRSTE AKT.

(En stue på Østråt. Gennem den åbne dør i baggrunden ses riddersalen
i svagt månelys, som fra og til streifer ind gennem et dybt buevindu
på den modsatte væg. Til højre udgangsdør; foran samme et vindu med
forhæng. På venstre side en dør, som fører ind til de indre værelser;
nærmere mod forgrunden et stort åbent ildsted, der belyser stuen.
Det er stormfuld aften.)
(Kammersvenden Bjørn og hustjeneren Finn sidder ved ildstedet.
Den sidste er beskæftiget med at afpudse en hjelm. Forskellige
våbenstykker, et sværd og et skjold ligger ved siden af dem.)
FINN
(efter et ophold)
Hvem var Knut Alfsøn?
BJØRN.
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.
FINN.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?
BJØRN.
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.
FINN.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død
og borte!
(idet han holder hjelmen ivejret.)
Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i
riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal;
kernen--den har ormene ædt for mange vintre siden.
Hør, du Bjørn,--kunde en ikke sige, at Norges land også er slig
en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå,
ormstukken indeni?
BJØRN.
Hold kæft og pas din dont!--Er hjelmen færdig?
FINN.
Den skinner som sølv i måneskin.
BJØRN.
Så sæt den væk. --Se der; skrab gravrusten af sværdet.
FINN.
(vender og drejer på det.)
Men kan det lønne sig?
BJØRN.
Hvad mener du?
FINN.
Eggen er borte.
BJØRN.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. --Se der er skjoldet.
FINN
(som før)
Det mangler håndgrebet, du!
BJØRN
(mumler)
Ja, gid jeg så sandt havde et håndgreb i dig, som--
FINN
(nynner en stund for sig selv).
BJØRN.
Hvad er det nu?
FINN.
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb,--se,
det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru
Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen,
i stedet for at lade dem rustne i Daneblod.
BJØRN.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.
FINN.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har
stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig
imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad
den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at
rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord:
"kun riddersmanden er en mand";--og da vi nu ikke længer har
nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand;
og hvor der ingen mand er, _der_ får kvinden råde; se,
derfor--
BJØRN.
Derfor--derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak.
(han rejser sig.)
Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade
ind i salen igen.
FINN
(dæmpet)
Nej, lad det heller være til imorgen.
BJØRN.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?
FINN.
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved
kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du
skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget.
(sagtere.)
Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt
skikkelse _der inde_ hver evige nat.
BJØRN.
Kærringsladder!
FINN.
Ja, men de bander allesammen på at det er sandt.
BJØRN.
Det tror jeg nok.
FINN.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening--
BJØRN
(studsende)
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?
FINN.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd.
Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se at
hun blir blegere og magrere dag for dag?
(med et forskende øjekast)
Folkene siger, at hun aldrig sover,--og at det er for spøgelsets
skyld--
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den halvåbne
dør til venstre. Hun stanser og lytter uden at bemærkes.)
BJØRN.
Og slig dumhed tror du på?
FINN.
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en
anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. --Hør, du Bjørn,--
kender du visen, som går landet rundt?
BJØRN.
En vise?
FINN
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår
sig. Men den går ret artigt for resten. Hør nu bare efter.
(han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår,--
men har ikke fred i sit sind.
Fru Inger har solgt sig til Danskens drot
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag--
(Bjørn griber ham forbitret i brystet. Eline Gyldenløve trækker
sig ubemærket tilbage.)
BJØRN.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du
mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!
FINN
(idet han river sig løs)
Nå, nå,--er det _mig_, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)
BJØRN.
Hys,--hvad er det?
FINN.
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.
BJØRN
(ved vinduet)
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en
riddersmand.
FINN.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.
BJØRN.
Hvorfor ikke?
FINN.
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
(han går ud til højre.)
BJØRN.
Den forbandede skelm,--han har øjnene med sig overalt. Så lidt
har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i
folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at--
ELINE GYLDENLØVE
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og spørger
med undertrykt bevægelse:)
Er du alene, Bjørn?
BJØRN.
Er det jer, jomfru Eline?
ELINE.
Hør--fortæl mig et af dine eventyr;--jeg véd, du kan flere end
dem, som--
BJØRN.
Fortælle? Men nu,--så sent på kvelden--?
ELINE.
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det
visselig sent.
BJØRN.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.
ELINE.
Det er muligt.
BJØRN.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt
kunnet kende jer igen.
ELINE.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i
ligkælderen.
BJØRN.
Det er ikke derfor, jomfru Eline,--det er ikke alene derfor, at I
går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og
rådløs som nu ikveld.
ELINE.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som
en sommernat? Bjørn,--jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit
eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn
på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du
fortalte--
BJØRN.
Ja, dengang var I fro og glad.
ELINE.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i
mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var
så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var
det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte
kom langvejs fra og fór over havet igen; jeg selv leved iblandt
dem og fulgte med, når de drog bort.
(synker ned på en stol.)
Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig
længer;--de er kun--eventyr.
(rejser sig heftigt)
Bjørn,--véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg,
styg sandhed, som nager mig nat og dag.
BJØRN.
Hvad mener I?
ELINE.
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd?
Søster Lucia fulgte dem; men jeg,--gud bedre!
BJØRN
(trøstende)
Nå, nå!
ELINE.
Jeg véd det,--jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde
jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste,
den kløgtigste. Jeg véd det!
BJØRN.
Det er sandt.
ELINE.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du
sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt
som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger
Gyldenløves datter!
BJØRN.
I havde vel grund til at være stolt derover.
ELINE.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så
mange eventyr dengang.
(trykker hans hånd.)
Tak for dem allesammen!--Fortæl mig endnu ét; det turde hænde
sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.
BJØRN.
I er jo ikke længer noget barn.
ELINE.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. --Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten
af ildstedet.)
BJØRN.
Der var engang en højbaaren riddersmand--
ELINE,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder
heftigt men hviskende):
Hys! Skrig da ikke så;--jeg er jo ikke tunghørt!
BJØRN
(sagtere)
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det
selsomme ord--
ELINE
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).
BJØRN.
Jomfru Eline,--hvad fattes jer?
ELINE
(sætter sig atter)
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.
BJØRN.
Nå, som sagt,--når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte
hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og
stod, og sygnede hen af sorg.
ELINE.
Det har jeg hørt. --Det er for resten ikke noget eventyr, det, du
der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils
Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd--
BJØRN.
Kan vel hænde.
ELINE.
Nu ja, lige godt;--bliv kun ved!
BJØRN.
Og så begav det sig engang--
ELINE
(rejser sig pludselig)
Hys; vær stille!
BJØRN.
Hvad nu? Hvad går der af jer?
ELINE
(lyttende)
Hører du?
BJØRN.
Hvilket?
ELINE.
Det _er_ der! Ja, ved Kristi kors, det _er_ der!
BJØRN
(rejser sig)
_Hvad_ er der? Hvor?
ELINE.
Hun selv,--i riddersalen--(hun iler op mod baggrunden.)
BJØRN
(følger efter)
Hvor kan I tro--? Jomfru Eline,--gå til jert kammer!
ELINE.
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent;--der kommer
månen frem--. Kan du skimte den sorte skikkelse--?
BJØRN.
Ved alle hellige--!
ELINE.
Ser du,--der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen.
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!
BJØRN.
Jomfru Eline, hør mig!
ELINE
(idet hun går nedover mod ildstedet)
Nu véd jeg, hvad jeg véd!
BJØRN
(hen for sig)
Så er det dog sandt!
ELINE.
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?
BJØRN.
Det så I ligeså grant som jeg.
ELINE.
Nu vel? Hvem så jeg?
BJØRN.
I så eders moder.
ELINE
(halvt for sig selv)
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt
hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo--;
ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at--
BJØRN.
Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtig ud fra salen uden at lægge
mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker forhænget
fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen på
landeveien; derpå vender hun sig og går langsomt ind i salen igen.)
ELINE
(sagte, følger hende med øjnene)
Så drivende hvid, som en dødning--!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)
BJØRN.
Hvad er der nu?
ELINE.
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bønder kommer
tilsyne i forstuen.)
EJNAR HUK
(i døren)
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!
BJØRN.
Hvad søger I?
EJNAR HUK.
Fru Inger selv.
BJØRN.
Fru Inger? Så sent på kvelden?
EJNAR HUK.
Sent, men tidsnok, tænker jeg.
BØNDERNE.
Ja, ja,--nu må hun høre os!
(Hele mængden trænger ind i stuen. I det samme viser fru Inger
Gyldenløve sig i døren til riddersalen. Alle tier pludselig.)
FRU INGER.
Hvad vil I mig?
EJNAR HUK.
Vi søgte eder, højbårne frue, for at--
FRU INGER.
Nu vel,--sig frem!
EJNAR HUK.
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt,--vi kommer for at bede
eder om orlov og våben--
FRU INGER.
Orlov og våben? Hvortil?
EJNAR HUK.
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig
i Dalarne og stævner imod kong Gustav--
FRU INGER.
Har almuen i Dalarne?
EJNAR HUK.
Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.
FRU INGER.
Nu,--om så var,--hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gøre?
BØNDERNE.
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!
FRU INGER
(sagte)
Ah, skulde tiden være kommen!
EJNAR HUK.
Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover til
Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i
fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og
sliber eggen på sine rustne værger.
FRU INGER
(efter et ophold)
Hør,--sig mig, har I tilfulde betænkt jer? Har I regnet efter,
hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?
BJØRN
(sagte og bønligt til fru Inger)
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mænd
skulde tabe.
FRU INGER
(afvisende)
Det regnestykke er ikke min sag.
(hun vender sig til mængden.)
I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra Danmark. Kong
Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken--
EJNAR HUK.
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele Norges land?
Dersom vi rejste os alle tilhobe,--herskabsfolk og almue?--Ja,
fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen,
som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede ud af
landet.
BØNDERNE.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremænd! Ud med
rigsrådernes svende!
FRU INGER
(sagte)
O, malm er der i dem;--men dog, dog--!
BJØRN
(hen for sig)
Hun er tvilrådig,
(til Eline.)
Hvad gælder det, jomfru Eline,--I har forsyndet jer i dommen over
eders moder.
ELINE.
Bjørn,--jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde
løjet for mig!
EJNAR HUK.
Ser I vel, min højbårne frue,--først gælder det kong Gustav; er
_han_ gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig
længe her i landet--
FRU INGER.
Og så?
EJNAR HUK.
Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre
os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.
FRU INGER
(levende)
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?
EJNAR HUK.
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt
om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker
fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel
hænde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af
de gamle slægter, som--
FRU INGER
(hurtig)
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok!
(hen for sig.)
Ah, mit dyreste håb!
(hun vender sig til bønderne og husfolkene.)
Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer,
hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i
eders forsæt, så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde
jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.
EJNAR HUK.
Vi har altså eders minde til at--?
FRU INGER.
I har eders egen faste vilje; spørg _den_ tilråds. Er det
så, som I siger, at I dagligen plages og trykkes--. Jeg véd så
lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en
enlig kvinde--? Selv om I vilde plyndre riddersalen--; og der
findes mangt et brugeligt værge derinde--; I har jo hele magten
på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
(Mængden bryder ud i høje glædesråb. Der tændes lys og huskarlene
henter allehånde våbenstykker ind fra salen.)
BJØRN
(griber fru Ingers hånd idet hun vil gå.)
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra
barneårene, jeg har aldrig tvilet på jer.
FRU INGER.
Stille, Bjørn,--det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne
kveld. --For de andre gælder det kun livet; men for mig--tusende
gange mere; tro mig!
BJØRN.
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse
med--?
FRU INGER.
Min magt? O, gud i himlen!
EN HUSKARL
(kommer fra salen med et stort sværd)
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge
blodsugernes svende.
EJNAR HUK
(til en anden huskarl)
Hvad har du fundet der?
HUSKARLEN.
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.
EJNAR HUK.
Den er for god til dig;--se, her har jeg lansestagen efter Sten
Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke,
nogen mand vil forlange.
HUSTJENEREN FINN
(med et brev i hånden, kommer fra døren til venstre og går hen
imod fru Inger)
Jeg har ledt efter eder i alle stuer--
FRU INGER.
Hvad vil du?
FINN
(rækker hende brevet)
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.
FRU INGER.
Lad os se!
(idet hun åbner brevet.)
Fra Trondhjem? Hvad kan det gælde?
(gennemløber skrivelsen.)
Hjælp, Krist! Fra ham! Og her i landet--
(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver at
hente våben ind fra salen.)
FRU INGER
(hen for sig)
Han kommer altså hid. Han kommer hid i denne nat. --Ja, så gælder
det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.
EJNAR HUK.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan
vi lægge ivej!
FRU INGER
(med en hurtig vending)
Ingen mand må forlade gården inat!
EJNAR HUK.
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover
fjorden og--
FRU INGER.
Det bliver, som jeg har sagt.
EINAR HUK.
Skal vi da bie til imorgen?
FRU INGER.
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at
forlade Østråt for det første.
(Der fornemmes uvilje iblandt mængden.)
NOGLE AF BØNDERNE.
Vi går alligevel, fru Inger!
MANGE FLERE.
Ja, ja; vi går alligevel!
FRU INGER
(et skridt nærmere)
Hvem vover det?
(alle tier; efter et øjebliks ophold tilføjer hun:)
Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets
sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at
tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer for
nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke
bedre kår nutildags. --Bær alle våben ind i salen igen. Siden
skal I få min vilje at vide. Gå ud!
(Husfolkene bringer våbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken
fjerner sig gennem døren til højre.)
ELINE
(sagte til Bjørn)
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over--fruen på
Østråt?
FRU INGER
(vinker Bjørn til sig og siger):
Hold et gæstekammer rede.
BJØRN.
Vel, fru Inger!
FRU INGER.
Og porten åben for enhver, som måtte banke på.
BJØRN.
Men--?
FRU INGER.
Porten åben!
BJØRN.
Porten åben.
(han går ud til højre.)
FRU INGER
(til Eline, som allerede er i døren til venstre)
Bliv her!--Eline;--mit barn,--jeg har noget at sige dig i enrum.
ELINE.
Jeg hører eder.
FRU INGER.
Eline,--du tror ilde om din moder.
ELINE.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.
FRU INGER.
Og du svarer mig som dit umilde sind byder.
ELINE.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af
havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet
kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at
læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud
Herren selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som
den, der skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang
riddere og herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern,
kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem
eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder
skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og
snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer
med eder.
FRU INGER.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra.
Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og
mumler om ting, som den lidet kan dømme om.
ELINE.
I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i
sang og tale.
FRU INGER.
Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt
det stod til mig at handle,--tror du da ikke, at slige kår var
mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?
ELINE.
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig ligeså tungt som
eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder
at tro på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde
jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.
FRU INGER.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline,--hvoraf véd
du så visst, at du ikke gør din moder uret?
ELINE
(frembrydende)
O, hvis jeg gjorde det!
FRU INGER.
Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder. --
Med et eneste ord kunde jeg--; dog, det vilde ikke være godt for
dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde,
at--
ELINE
(idet hun vil gå)
Sov vel, min moder!
FRU INGER
(nølende)
Nej,--bliv hos mig; der er endnu noget, som--Kom nærmere;--du maa
høre mig, Eline!
(hun sætter sig ved bordet foran vinduet.)
ELINE.
Jeg hører eder.
FRU INGER.
Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end
engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på
Østråt.
ELINE.
Hvor kan det undre jer, min moder?
FRU INGER.
Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.
ELINE.
Hvordan?
FRU INGER.
Hør mig. --I denne nat venter jeg en gæst til gården.
ELINE
(nærmere)
En gæst?
FRU INGER.
En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør vide, hvorfra
han kommer eller hvor han går hen.
ELINE
(kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes
hænder)
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan
det!
FRU INGER.
Hvad mener du?--Eline, jeg forstår dig ikke.
ELINE.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!
FRU INGER.
Men så rejs dig,--og sig mig--
ELINE.
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?
FRU INGER.
Du véd det? Og alligevel--?
ELINE.
Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et
jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg
véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs
mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans
fædres gård?
FRU INGER.
Og så? Hvad mere?
ELINE.
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i
skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide--
FRU INGER
(koldt)
Det er nok! Nu forstår jeg dig.
ELINE
(vedblivende)
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid! Derfor må han
være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide,
hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strenge
herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi
med ly og pleje--
FRU INGER.
Det er nok, siger jeg!
(hun tier lidt og tilføjer med overvindelse:)
Du fejler, Eline;--det er ingen fredløs mand jeg venter.
ELINE
(rejser sig)
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.
FRU INGER.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter
at tæmme dit vilde sind.
ELINE.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.
FRU INGER.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. --Jeg har, sa vidt det
stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og
vånde, som vi nu er stedt i. Thi hvad kunde det både, om jeg
dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og
kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod
og mandskraft.
ELINE.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det
gøres behov?
FRU INGER.
Stille, barn;--jeg kunde tage dig på ordet.
ELINE.
Hvordan, min moder?
FRU INGER.
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde--dog, lad mig først
få tale til ende.
Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske
rigsråd gennem mange år har virket for,--den tid, mener jeg, da
de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se,
derfor gælder det--
ELINE
(livfuldt)
At slå løs, min moder?
FRU INGER.
Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet nu
forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sågen
an. De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke
kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi
beholder vore rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg
engang skal foregå, så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart
ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre--
ELINE.
Ja, de vil forhindre det,--ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi
roligt se til, at--?
FRU INGER.
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben,--at træde frem
i åben dyst,--hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er
enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands,
end netop nu?--Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i
løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at
område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de
Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvilsomt. Derfor har
kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for
med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.
ELINE
(spændt)
Nu;--og så--?
FRU INGER.
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.
ELINE.
Herhid? Og inat?
FRU INGER.
Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg
det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.
ELINE.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for,
ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke
almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I
håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det
spørges, at--
FRU INGER.
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har
ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er
han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt
vil han også gæste Østråt.
ELINE.
Og denne danske herres navn--?
FRU INGER.
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at
nævne.
ELINE.
Men hvad har I så i sinde? Endnu har jeg ikke fattet eders
mening.
FRU INGER.
Du vil snart begribe. --Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må
vi binde den.
ELINE.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.
FRU INGER.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.