Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det - 07

en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa
musikalsk som min Fader. Et andet Talent havde han udviklet paa sine
Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke
Ting med hjem.
Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og
Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet
Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den
ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om
Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit
fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema,
hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled
sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et
Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.
Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers
Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min
Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det
smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med
engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse -- hvorvel jeg i den Tid
ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher -- og Landstedet
om Sommeren, først paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor
Østerfælled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i
det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.
Ungdommen er Venskabets Tid, og andre Venner fandt jeg paa
Universitetet. Vi havde, som litterære Ungersvende sædvanlig
have, en lille Forening, hvori vi skrev Afhandlinger, foredrog
og gjennemdiscuterede dem. Der var intet sandseligt derved,
Studenterkommers, Drik og sligt var i det Hele kommen saa stærkt
i Dekadence i denne ideelle Periode, at der paa Regentsen kun
fandtes Thekopper, ingen Glas. Vi kom sammen i Auditoriet paa Borchs
Collegium ganske nøgtern, men desmere berusede af Kastale og dens
moderne Afløbsrender. Nogle leverede abstract Filosofi, som ingen
af os forstod, andre sproglig Lærdom, som kjedede mig, jeg var
ubegribelig heldig med engang at finde, hvad der laa for mig. Jeg
skrev en lang saare dybsindig Afhandling, en Sammenligning mellem
Homer og Ossian, og saameget andet der end er forsvundet for mig,
har jeg tilfældigvis Concepten endnu. Naar jeg seer i den, kan jeg
ikke finde andet end at den, paa nogle Ungdommeligheder nær, er
omtrent ligesaa god, som jeg kunde skrive den endnu. Jeg forstaaer
ikke, hvor jeg har faaet alle de Tanker fra, de stemmer ikke med,
hvad jeg ellers mindes fra en Tid, da jeg ikke havde stort andet end
Skolelærdommen at tage til. Jeg burde mere have dyrket den Kunst, men
har ikke gjort det.
De andre forstod mig bedre, og jeg troer, at hvad der af dette Slags
kunde flyde ind i min ivrige Tale, har erhvervet mig mine bedste
Venner. I Foreningen vare vi atter en mindre Kreds, som forelskede
sig i hinanden. Ringere Udtryk kan der aldeles ikke bruges, naar man
vil holde sig til historisk Virkelighed og ikke være fornem. Det var
navnlig tre foruden min Uværdighed. Hvorfor jeg siger saa, kommer vi
siden til.
Der var Ludvig Mynster, Biskoppens Søn, et Særsyn af et Menneske.
Spinkel med en spæd Stemme, følelsesfuld indtil Kvindelighed, henrykt
over alt, hvad der havde poetisk Klædebon, selv om Lemmerne derunder,
som han ikke saae, var prosaiske nok, en Stueplante, der ikke kjendte
til djærvere Natur, men et rivende Hoved, der gik gjennem enhver
Examen med Udmærkelse, og en Hukommelse, som jeg ikke har kjendt
Mage til. Naar han hurtigst muligt havde slugt en Digtsamling, kunde
han recitere hele Sider af den udenad. Men naar han besang den bly
Martsviol, og vi drillende spurgte ham, om han havde seet den i Marts
og fundet den bly, kom han i Forlegenhed, han kjendte den kun fra
Digterne. Foruden Theologie studerede han Mennesker, og morede os med
de Træk, han havde observeret, der var omtrent af samme Natur, som om
han var gaaet paa Opdagelse i en Skov, og ikke lært de forskjellige
Træsorter at kjende, men fundet, at de svaiede med Grenene til en
eller anden Side, uden at have bemærket, at det var Vindens Retning,
der gjorde det. Skuespillerinder sværmede han stærkt for, ogsaa
Skuespillere, men forestilte sig dem som rene poetiske Metaforer.
Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskværdig, kunde bruges
bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var
han langtfra; snarere sky. Man tilgive mig dette Udtryk, ogsaa mellem
Mandfolk kan der drives en Del Koketteri.
Siden blev han en gammel sygelig Pebersvend, tungt at sige, hans
Liv har været ulykkeligt. Hans svage Legeme hæmmede hans Aand, han
led meget. Men hans Character forandrede sig ikke, uden forsaavidt
Eiendommeligheder med Alderen antage et mere stivnet Præg. Han
studerede stedse Litteratur med Lidenskab, studerede ogsaa Mennesker,
helst litterære, og forstod dem paa sin Maade. Et lille Skrift mod S.
Kierkegaard viser, at han ikke har forstaaet ham.
Han beboede i sin Faders Tid et Kvistværelse i Bispegaarden, og
det var med en høitidelig Fornemmelse, at jeg sneg mig op ad den
store hieroglyf-besatte Trappe for at kaste mig i hans Arme som ved
et Stevnemøde. Da var det en Egenskab hos ham, at naar han hørte
nogen udenfor, gjemte han hurtig sit Arbeide som en ung Pige, der
overraskes ved noget ganske uskyldigt, men som hun dog rødmer over.
Men strax var han inde i en høitsvævende Samtale, og jeg gik aldrig
fra ham uden at have lært noget af Poesiens Mysterier, og hvad der
for mig var meget mere, uden at have nydt fuld lykkelig Kjærlighed.
I hans Familie kom jeg ikke. Saa fortræffelige Mennesker det end var,
havde de dog deres aristokratiske Anstrøg, som Ludvig ganske var
fri for. Enkelte Gange er jeg bleven bedt ned til Aftensbordet, og
Biskoppen converserede som altid behagelig og passende, men fjern.
Eengang ogsaa bedt til Bal, men der var jeg mindst hjemme. Jeg
dandsede vel saa godt som de andre, men havde Følelsen af -- hvad
skal jeg kalde det? -- ikke at være godt nok klædt. Den Bevidsthed at
være fattig har længe forfulgt mig.
En Ven i en anden Stil havde jeg i hans Fætter, Emil Mynster. Han
var min Skolekammerad, og skjønt han ogsaa var »rigere« end jeg,
det vil sige, jeg saae op til ham i Henseende til Stilling, gjorde
dog det gamle Skoleforhold strax en Forskjel. Vort Forhold var
ligesaa inderligt, men han var mere overlegen, han var min Mentor.
I Overlegenhed havde han ligesaa store Evner som den gamle Biskop,
hvem han ogsaa legemlig lignede saameget, at jeg kan tænke mig, at
han vilde være kommen til at see ud ganske som det Portræt, der
staaer foran i Mynsters Levnet -- Ordenerne ikke at forglemme --
hvis han havde opnaaet den Alder. Han var tre Aar ældre end jeg, og
to Aar ældre Student, var desuden tidlig udviklet, og havde en ældre
Mands Væsen. Med sit fuldklare Hoved, sin overordentlige Flid og
Regelmæssighed var det ham en let Sag at blive theologisk Candidat
tidligere end andre, men det hjalp ham ikke. Han forstod bedre
Filosofiens Væsen end vi andre, og havde fuldkommen gjort sig Rede
for, at den ikke førte til nogen Christendom. Dog kunde han ikke
opgive dens imponerende Bygning, og var kommen til det Resultat, som
hedder: Lykkelig den, der kunde blive en Troende. Dette var hans
korte Livs Motto. Med sine kjærlige, men forstandige Følelser værnede
han om os andre som Planter, det vilde være hans Livs Lykke at kunne
vende mod det hellige Sollys, om han end selv med et Suk maatte
staae i Skyggen. Han havde dannet sig en sokratisk Forestilling
om, hvad han i Guds Navn -- Nei! »hvem der dog kunde tro paa en
levende Gud!« -- i ~Evighedens~ Navn (det hed jo det Absolute) maatte
gjøre for hver Sjæl, der kom ham nær. Og han udførte det med en
urokkelig Samvittighedsfuldhed, med ligesaa fin Forstand som rørende
Kjærlighed, kun talende det Nødvendige, rolig i Væsen, men i Dybden
med en Helgens Sværmeri. Naar han var bevæget, kunde hans Ansigt
faae et helt forklaret Udtryk. Jeg veed ikke at have seet noget saa
henrykt inderligt som Glandsen i hans store blegblaae Øine og det
vemodige Smil paa de smalle Læber i saadanne Øieblikke. Jeg elskede
ham af al den Styrke, jeg dengang formaaede, og han gjorde den selv
til endnu mere, end jeg havde kunnet tænkt mig. Han gjorde den til et
Vendepunkt i mit Liv.
Min i Virkeligheden nærmeste og fortroligste Ven var imidlertid
Andreas Peter Lunddahl, en Kjøbenhavner fra Metropolitanskolen, men
visselig ikke med Hovedstadens Væsen. Høi, stærktbygget, bleg, meget
lys- og glathaaret, med det freidigste Udtryk, behageligt nok, skjønt
ikke hvad man kalder smuk, med alle Bevægelser, Ansigt og Lemmer saa
mærkværdig betegnende, at man bestandig maatte baade lee og røres
derover, var han saa overfyldt med Kjældermænd og andre latterlige
Talemaader, at han knap kunde aabne Munden uden at de faldt ud af
ham. Men han var tillige det alvorligste Menneske, der saa dybt som
nogen blev rystet af, hvad der kan røre.
Jeg kan næppe huske, hvor jeg først fandt ham og Ludvig Mynster, vi
var hverken Skolekammerader eller Studenter sammen. Det maa have
været i mit første Studentaar, thi da jeg tog Filosoficum, sad Ludvig
og hørte spændt til, høilig oprømt over, som han siden fortalte,
at jeg var kommen saaledes i med Sibbern, at vi syntes lige ivrige
begge to. Og da jeg næste Sommer gjorde en Feriereise med Lunddahl
til Møen, hvor vi drev vidtgaaende Abekattestreger med det Smithske
Selskab og derfra til Fods over Falster til Berritsgaard, og siden
til Maribo, hvor hans Familie hjalp os til at afsøge den yndige Sø
tillands og tilvands, da var vi allerede saa gamle Venner, at vi
snart intet mere havde at betroe hinanden, hvilket vel vil sige,
at vi havde kjendt hinanden et Aarstid. I min Skoletid har jeg
rimeligvis set ham i min Onkel Adolfs Familie, da han, saavidt jeg
veed, i den omtalte Komedie paa den militære Høiskole gav Gedske
Klokkers.
Det var Mode blandt de unge Filosofer systematisk at bevise, at Tiden
var forbi for Poesie og Kunst, det umiddelbare Stadium var man ude
over, kun Reflexionen var tilbage. Dette anfegtede imidlertid ikke
vor Kreds, om det i det Hele har anfegtet nogen. Maaskee dog Emil
Mynster, men for Ludvig var Poesien en Hovedsag i Livet, for mig var
Livet endnu saa ubekjendt, at jeg ikke havde noget at vente eller
frygte, og Lunddahl var en ligesaa troende Æsthetiker som Christen.
Han var tre Aar ældre end jeg og havde allerede oplevet meget. Hans
større Livserfaring i Forening med hans Styrke i kraftig at udhæve
Modsætninger og gaae til Bunds i hvad der har Værd for Livet og
stille det Uværdige blot, har væsentlig bidraget til at udvide mit
Blik i enhver Retning og fæstne mine Tanker under al den Aandernes
Strid.
Vi gik meget i Theatret sammen, og jeg tvivler om, at jeg fattige
Stakkel saa ofte havde faaet skrabet tre Mark sammen til en
Parterrebillet, havde han ikke rykket i mig. Men det kom igen, hvad
jeg har talt om ved min Drengetid. Naar min Ven var henreven af den
tragiske Høihed hos Øhlenschlæger, er jeg bange for, at min Følelse
ikke er slaaet til.
Han fik mig ogsaa med paa Concert, og gjorde mig til et uværdigt
Medlem af Musikforeningen, thi han var en fin Kjender, Ven med Tidens
Musikere, og havde selv en herlig Sangstemme. Forunderligt nok gjorde
Musiken, som jeg intet forstod af, stærkere Indtryk paa mig end
Tragedien.
Han var ogsaa en Kjender af Billedkunsten, og vidste paa det nøieste
ethvert Sted og enhver Tid, hvor man kunde finde Kunstværker.
Christiansborg Galleri bestod dengang af ligesaa mange Sale, som de,
der nu optages af den ældre Kunst, men der var mange Gange flere
Malerier. Fra Loft til Gulvet var Væggene tæt behængte til enhver
Krog, vistnok mange Kopier eller af saa tvivlsomt Værd, at Høyen har
gjort Ret i at sætte største Delen ud, men ligefuldt var der meget at
lære deraf. Vi lærte det ogsaa saaledes, at ikke et eneste Billede
undgik vor Kritik. Jeg kunde det vidtløftige Katalog fuldstændig
udenad. Det samme var Tilfældet med det Moltkeske Galleri, der var
anbragt i et daarligt Baghus oven over et Snedkerværksted, uden at
det syntes at være gaaet op for Besidderen, at et eneste af dets
Malerier kunde være mere værd i Penge end et ordentligt Lokale.
Det maa erindres, at i den Tid var Billedkunsten saa tilsidesat i
Kjøbenhavns toneangivende Kredse, at f. Ex. Heiberg kunde yttre, at
han aldrig havde set Christiansborg Galleri. Forstaaer sig, han havde
seet Paris's Kunstskatte og savnede derfor ikke vore; men ligefuldt
vidner det ikke om Kjærlighed til Kunst, og at en Mand, der var en
Fører og Mester i en Tid, hvor æsthetiske Interesser overstraalede
alt andet, ikke havde Sands for, hvorledes det stod sig med hans
Fædreland i den Retning og hvad det besad eller ikke besad, er dog
eiendommeligt.
Indtil Thorvaldsens Musæum blev aabnet, var der ingen anden Samling
af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstøbninger af
Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjøbet, naar man
tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes,
at indtil det flygtigste Træk og den letteste Muskel var der intet,
der undgik os. Ægineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren
naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke længer tilbage i Tiden
end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved
Siden af, men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.
Ifølge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke
fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg
kjendte endnu ingen Kunstnere, den første, han førte mig til, var
Landskabsmaleren Gurlitt[3], en net trind lille Mand, der med sin
tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske
Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen sværmerisk Time i hans
Atelier, og hørte ham ikke blot udbrede sig med stor Tænksomhed over
Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rørelse
fortælle sine forskjellige Kjærlighedshistorier. Naar han kom i
Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe,
smed sig i Sofaen og læste, for at jeg skulde høre, hvor skammelig
hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae
i en meget høi og værdig Stilling, havde just slaaet op med ham.
[3] En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev
en bekjendt Maler. Død for et Par Aar siden, høit i Firserne.
Han bevarede en vemodig Kjærlighed til Danmark og navnlig en
sværmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.
En Dag vi gik paa Gaden, mødte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl,
som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige
Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som --
Nu skal I see noget -- Jo! -- og trak af med os. Ved Frederiksholms
Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistværelse, hvor der sad en lille
sygelig udseende Maler og arbeidede paa et større Landskab, hvis Bag-
og Mellemgrund var temmelig færdig, men i Forgrunden var der kun
hensat nogle smukt udførte store Planter. Det var første Gang jeg
saae min siden saa kjære Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt
og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt
om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier,
og hvorledes man fra en bred Forgrund maa ile dybt ind i Billedet.
Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var
endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glæde
over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.
Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den
nye Skole, som vi mest fandt værd at hylde. Jeg har ofte hørt Tidens
store Prædikant, Biskop Mynster, men hans skjønne følelsesfulde Tale
og pompøse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin,
han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk
paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod
havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af
Mynster, i høi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven
Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som
Martensen, som den der speculativt haabede at løse Christendommens
Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin
Dødsdag bevarede han en stærk Tro paa den tydske Filosofie, altid
fordybet i dens nyeste Værker. Medens denne Side af ham ikke ganske
laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde
støde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at
forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskværdige
Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt
og kjærligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjærtelag malet i
hans spillende Træk og klare Øine, og kom tilsyne i alle hans raske
Bevægelser.
Jeg hørte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prædikener efter
Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu
nøiagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at
hylde vor Prædikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham
male af Datidens mest renommerede Portrætmaler, Gertner; men vi var
ikke ganske fornøiede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne,
kom jeg ved denne Leilighed førstegang i Stiftsprovstens Hus. Til
egentlig Omgang førte dette dog først efterat Lunddahl var bleven
forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med
en høist elskværdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Løb desuden
den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste
litterære Personligheder, i Særdeleshed Brødrene Paludan-Müller, der
var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ældste
Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes
undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det
smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa
den Tarvelighed, der bedst sømmer sig for en Præst. Han samlede alt
hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men
han beværtede sit Selskab foruden med den høitflyvende Samtale kun
med almindelige Retter og Rødvin.


TREDIE KAPITEL.
CHRISTENDOM.

Naar man med høie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end
overfladisk Læsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet,
og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vænnet sig til
en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet
at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan
Person maatte blive betragtet med noget mistænkelige Blikke af sine
Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjærte for dem,
og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han møder
berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige og
overlegne Væsen. Jeg var virkelig en trofast Sjæl, og i Stilhed mere
ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at
jeg dog aldrig ophørte med at see op til de andre.
For dog ikke at være uretfærdig mod mig selv, vil jeg anføre en
Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede
min Moders Lykønskning til min Fødselsdag 27. Januar 1840.
»Kjæreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom
takke dig for dit Brev, den kjæreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg
seer, at du tænker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes
Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger
mig nærmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glæder og Haab om flere,
saa er det ogsaa min kjæreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde
gjengjælde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min
Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie,
saa føler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end
er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa
det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan
ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer
jeg nu med ligesaa store Savn, Følelse af mine egne Mangler og Haab
om Fremtiden, som ifjor, da næsten hele min Bane var mig ubekjendt.
Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den
Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for
en Moder forstaaer altid en halvkvædet Vise. Men hvad Kundskaber
og intellektuelle Kræfter angaaer, som du vist oftere har hørt mig
prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste
Sag at lære mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lært meget godt
og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betænker,
med hvilke sørgeligt ødelagte Sjæle den gode Prof. Bloch sendte sine
Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er store Ting,
men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i
denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie
er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil
gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men
tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun,
hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal
begribe det, saa maa man selv see til at gennemføre dens Regler
gjennem sin Kundskabsrække. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og
sætte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal være, naar den i Sandhed
skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med
vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye
Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en
farlig Gjæst, thi intet er lettere end at bære dens Methode med sig
som om det var en dyb Indsigt, skjønt der dermed intet virkeligt
endnu er tænkt eller følt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk
end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere
Metaphysiken. Hermed har jeg, kjæreste Moder, villet antyde vor
Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens
høieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan
der være Tomhed og Misfornøielse med sig selv, dog staar det høie
aldrig naaede Ideal for Øie. Thi en fuldkommen Theolog vilde være et
Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade
paa sin Sjæl.
Ved at skildre dig, kjære Moer, det videnskabelige Livs store Savn
og endnu større Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et
Gebet, som den, der kjender det af egen Erfaring, ikke godt kan finde
sig i, da Sorger og Glæder er noget ganske andet i Aandens Sphære end
i den ydre Verdens og den almindelige Følelses Sphære, men jeg haaber
dog, at du har forstaaet min Mening om hvorlidt jeg kan tage imod din
kjærlige Ros, da her en fast Villie og et klart Blik forekommer mig
en saa uopnaaelig Ting, at man maa opgive Tilliden til sig selv og
kun vente Hjælp fra høiere Steder.« -- -- -- Derefter en Mængde om
Dagens Begivenheder og Familieforhold.
Andreas Lunddahl, der vel var mest aandsbeslægtet med mig, oversaae
helst mine Unoder. Han havde ogsaa lettest derved, da han var min
Mester paa min egen Kampplads. Medens han derfor helst tog mig i
Forsvar, i alt Fald altid var mig god, var de to Mynstere strengere
imod mig. Alvorlige og ærlige Mennesker som de var, med høi Grad af
ligefrem ren Følelse, men uden at kunne komme til Klarhed med et saa
sammensat Væsen som mit, uden at kunne tænke sig, at der kunde være
virkelig Alvor og Kjærlighed under saameget Lapseri og Ironi, vilde
de, af Mangel paa Sympathi for mig, maaskee endog have maattet opgive
mig, dersom ikke Ludvig havde havt en egen naiv Maade at forklare sig
paa, hvad der stødte ham, og dersom ikke Emil havde været besjælet af
det ophøiede Formaal, han mente at burde forfølge med sine Venner.
Jeg har alt talt om dette Træk hos ham. Han tog sig for at redde mig;
han vilde intet mindre end gribe frelsende ind i mit Liv, og han
havde, saavidt jeg kan forstaae, allerede længe tænkt derpaa.
Naar jeg kalder det at frelse mig, var det dog ikke nærmest det at
gjøre mig til en Christen. Da det skete, blev han snarere ængstelig
for, at jeg gik en Vei, som han ikke mente var fremkommelig. Han var
selv en Tvivler, forsaavidt han ikke kunde forlige sine filosofiske
Anskuelser med den historiske Christendom. Naar han nu tydelig saae
mine Svagheder, satte han dem hovedsagelig i Mangel paa ren og
ærlig Følelse, i en Stolthed, som ikke vilde give sit Hjærte hen
i inderlige menneskelige Forhold. Ganske vist havde han ikke Ret
deri, men i mit Væsen saae det vistnok kun altfor meget saaledes ud.
Lunddahl fandt det som sagt for strengt, og brugte det Udtryk, at
naar der skulde holdes Dom over mig, vilde Emil M. være Advocatus
diaboli.
Jeg har altid havt den Vane, og har den endnu, at sige noget mere,
end jeg virkelig mener. Jeg ynder at overdrive, at gjøre Ytringerne
saa stærke, at de lyde som Paradoxer, dels af Hidsighed, dels ogsaa
ganske bevidst forat more mig over, hvad der saaledes kan siges og
med nogen Dristighed forsvares. Den Tid, da jeg ingen Betænkeligheder
gjorde mig, tvivler jeg ikke om, at dette kunde gaa saa vidt, at det
nødvendige Correction, som jeg dog havde deri, at jeg aldrig har
villet være ensidig, tvertimod har Natur til at følge en forstandig
Middelvei, ikke fik Tid til at komme til Orde.
Hvad værre var, jeg kunde ogsaa overdrive mine Følelser og stille
deres Frembrud i et fordelagtigt Lys, særdeles som en Kjender
analysere dem, og maatte dog bekjende for mig selv, at jeg til de
Tider, jeg dybest skulde have følt alt dette, havde havt mine Tanker
andetsteds henne. Jeg var den yngste i en meget følelsesfuld Kreds,
og kunde ikke undgaae den Forfængelighed gjerne at ville være med.
Disse Svagheder kjendte jeg vel hos mig selv, men tog dem dog let.
Men mine Venner vare bekymrede for mig, ogsaa mangengang ærgerlige
paa mig.
I Sommeren 1840 var Emil syg og opholdt sig i Roskilde hos sin Moder,
som var Enke. Han havde et svagt Bryst og havde spyttet Blod. Jeg
vidste ikke, at hans Sygdom var saa farlig som den var, og skrev ham
et Brev til, som i Virkeligheden var medfølende nok, men dog var
skæmmet af en Del Kaadhed af den Slags, som dengang var bleven min
Vane, at jeg udtrykte min Følelse paa en barok Maade, der skulde være
humoristisk opmuntrende; ved denne Leilighed det mindst passende
af alt. Ligefuldt svarede han mig i sin sædvanlige kjærlige og
skjøntformede Stil, takkende mig for, at jeg tænkte paa ham og sagde
mig med vemodig Alvor, at han i sin Svaghed mest af alt trængte til
Venners Støtte. Det rørte mig, jeg forsikkrede ham om mit Venskab,
men kunde dog ikke lade være tillige at forklare, at jeg havde Mistro
til det tydske Venskabssværmeri som noget vel sødt. Denne Traad optog
han og viste mig udførligt og smukt, hvad Betydning i en sønderrevet
og kold Tid de store tydske Forfatteres forherligede Venskab havde
lært, og belagde det med skjønne Citater af Schiller. Vore Breve
vexlede hurtigt, og jeg følte min Uret.
Da havde jeg sidst paa Aaret skrevet et Brev til Ludvig M., som blev
afgjørende for mig. Mellem ham og Fætteren bestod der et saadant
erklæret sværmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nærede i
samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phædros.
Intet er for mig mere rørende end den lange Brevvexling mellem dem,
fyldt med den ømmeste tungsindige Kjærlighed, som nu efter begges Død
er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden,
sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk
at undersøge dem sammen, og lægge Planen til, hvorledes Brevskriveren
kunde drages ind i deres Kjærligheds Mysterium og derved frelses,
thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var
udkastet efter.
Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun
at der var talt om christen Kjærlighed, og berørt den Ting at bede
for hinanden. For Ludvig har det vistnok været mest magtpaaliggende
at paavise et Charactertræk hos mig, som glædede ham. Men Emil var
ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nærmere
undersøgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at
foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds
Haand.
Da dette er et Vendepunkt, som har afgjørende Betydning for hele