Markens grøde, Første del - 01

MARKENS GRØDE
FØRSTE DEL


_14. TUSINDE_


Knut Hamsun
MARKENS GRØDE
Første Del

Gyldendalske Boghandel
Kristiania Og København
MDCCCCXVII


_Copyright 1917
by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag._
_Oversættelsesretten for Rusland forbeholdes._

København -- Forlagstrykkeriet


I

Den lange, lange Sti over Myrene og ind i Skogene, hvem har trakket op
den? Manden, Mennesket, den første som var her. Det var ingen Sti før
ham. Siden fulgte et og andet Dyr de svake Spor over Moer og Myrer og
gjorde dem tydeligere, og siden igjen begyndte en og anden Lap at snuse
Stien op og gaa den naar han skulde fra Fjæld til Fjæld og se til sin
Ren. Slik blev Stien til gjennem den store Almenning som ingen eiet, det
herreløse Land.
Manden kommer gaaende mot Nord. Han bærer en Sæk, den første Sæk, den
indeholder Niste og nogen Redskaper. Manden er stærk og grov, han har
rødt Jærnskjæg og smaa Ar i Ansigtet og paa Hænderne -- disse
Saartomter, har han faat dem i Arbeide eller i Strid? Han er kanske
kommet fra Straf og vil skjule sig, han er kanske Filosof og søker Fred,
men ialfald saa kommer han der, et Menneske midt i denne uhyre Ensomhet.
Han gaar og gaar, det er stilt for Fugler og Dyr omkring ham, stundom
taler han et eller andet Ord med sig selv: Aaja Herregud! sier han. Naar
han kommer over Myrene og til venlige Steder med en aapen Slette i
Skogen sætter han Sækken ned og begynder at vandre omkring og undersøke
Forholdene, efter en Stund kommer han tilbake, tar Sækken paa Ryggen og
gaar igjen. Det varer hele Dagen, han ser paa Solen hvad det lider, det
blir Nat og han kaster sig paa sin Arm i Lyngen.
Om nogen Timer gaar han igjen, aaja Herregud! gaar igjen ret mot Nord,
ser paa Solen hvad det lider, holder Maaltid paa en Leiv Fiatbrød og
Gjeitost, drikker Vand i en Bæk og fortsætter sin Gang. Ogsaa denne Dag
gaar med til hans Vandring, for han maa undersøke saa mange venlige
Steder i Skogen. Hvad gaar han efter? Efter Land, efter Jord? Han er
kanske en Utvandrer fra Bygderne, han har Øinene med sig og speider,
stundom stiger han op paa en Haug og speider. Nu synker Solen igjen.
Han gaar paa Vestsiden af et Dalføre med blandet Skog, her er ogsaa
Løvskog og Græsbund, det rækker i Timer, det skumrer, men han hører et
lite Sus av en Elv, og dette lille Sus opliver ham som noget levende. Da
han kommer op paa Høiden ser han Dalen i Halvmørke nedover og længst ute
Himlen mot Sør. Han lægger sig.
Om Morgningen staar han foran et Landskap av Skog og Beitesmark, han
stiger ned, her er en grøn Li, han ser et Skimt av Elven langt nede og
en Hare som sætter over den i et Sprang. Manden nikker som om det just
høver at Elven ikke er bredere end et Sprang. En rugende Rype slaar
pludselig op ved hans Føtter og hvæser vildt imot ham, og Manden nikker
igjen at her paa Stedet er Dyr og Fugler, det høver atter! Han vandrer i
Blaabærlyng og Tyttebærlyng, i den syvtakkede Skogstjærne og i
Smaabregner; naar han stanser hist og her og graver med et Jærn i Jorden
finder han her Muldjord og der Myr, gjødslet av flere Tusen Aars Løvfald
og rotten Kvist. Manden nikker at her slaar han sig ned, jo det gjør
han, slaar sig ned. I to Dager vedblir han at streife om i Omegnen, men
vender om Kvældene tilbake til Lien. Han sover om Nætterne paa et
Barleie, han er blit saa hjemme her, han har alt et Barleie under en
Berghammer.
Det værste hadde været at finde Stedet, dette ingens Sted, men hans; nu
blev Dagene optat av Arbeide. Han begyndte straks at løipe Næver i de
fjærnere Skoger nu mens Sevjen var i Trærne, han la Næveren i Pres og
tørket den, naar han hadde en stor Bør bar han den alle Milene tilbake
til Bygden og solgte den til Bygningsbruk. Og hjem til Lien bar han
atter nye Sækker av Matvarer og Værktøi, Mel, Flæsk, en Gryte, en Spade,
gik Stien frem og tilbake og bar og bar. En født Bærer, en Pram gjennem
Skogene, aa det var som han elsket sit Kald at gaa meget og bære meget,
som om det ikke at ha en Bør paa Ryggen var en lat Tilværelse og ikke
noget for ham.
Han kom en Dag med sin tunge Bør og desuten leiende to Gjeiter og en
Ungbuk i Baand. Han var lykkelig for sine Gjeiter som om de hadde været
Kjyr og var god mot dem. Det første fremmede Menneske kom forbi, en
vandrende Lap, han saa Gjeiterne og forstod at han var kommet til en
Mand som hadde slaat sig ned her, han sa:
Skal du bo her for godt? -- Ja, svarte Manden. -- Hvad du heter? --
Isak. Du vet ikke av en Kvindfolkhjælp til mig? -- Nei. Men jeg skal
orde det der jeg farer. -- Gjør saa! At jeg har Dyr og ingen til at
passe dem.
Isak altsaa, ogsaa det vilde Lappen orde, Manden i Marken var ingen
Rømling, han opgav sit Navn. Han en Rømling? Saa var han blit funden.
Han var bare en ufortrøden Arbeider, han slog Vinterfor til sine
Gjeiter, begyndte at rydde Mark, at bryte Aker, at bære Sten bort, mure
Gjærder av Sten. Om Høsten fik han en Bolig op, en Gamme av Torv, den
var tæt og varm, det knaket ikke i den i Storm, den kunde ikke brænde
op. Han kunde gaa ind i dette Hjem og lukke Døren og være der, han kunde
staa utenfor paa Dørhellen og eie hele Bygningen hvis nogen kom forbi.
Gammen var delt i to, i den ene Ende bodde han selv, i den anden Dyrene,
inderst mot Berghammeren hadde han indrettet sit Høihus. Alt var der.
Et Par nye Lapper kommer forbi, Far og Søn, de staar og hviler paa sine
lange Staver med begge Hænder og ser paa Gammen og paa Rydningen og
hører Gjeitbjælderne opi Lien.
Ja Goddag, sier de, og at her er kommet gromt Folk i Marken! -- Lapperne
de slesker altid.
Dokker vet ikke av nogen Kvindfolkhjælp til mig? svarer Isak. For han
har bare denne Ting i Hodet. -- Kvindfolkhjælp? Nei. Men vi skal orde
det. -- Dokker maatte ha været saa godagtig! Og at jeg har Hus og Jord
og Dyr, men ingen Kvindfolkhjælp, skal dokker si.
Aa han hadde søkt efter denne Kvindfolkhjælp hver Gang han var nede i
Bygden med sin Næver, men ingen faat. De hadde set paa ham, en Enke, et
Par ældre Piker, og ikke vaaget sig til at love ham Hjælp, hvad det nu
kunde komme av, Isak forstod det ikke. Forstod han det ikke? Hvem vilde
tjene hos en Mand i vide Marken, Mile til Folk, ja en Dagsreise til
næste Menneskebolig! Og Manden selv han var ikke det Spor søt eller
nydelig, men tværtimot, og naar han talte da var han jo ingen Tenor med
Øinene mot Himlen, men litt dyrisk og grov i Røsten.
Saa var det bare at være alene.
Om Vinteren gjorde han store Trætraug og solgte i Bygden og bar Sækker
med Mat og Redskaper hjem igjen i Sneen, det var haarde Dager, han var
fæstet til en Bør. Da han hadde Dyr og var alene til at passe dem kunde
han ikke forlate dem for længere Tid isenn, og hvorledes bar han sig da
ad? Nød gjør opfindsom, hans Hjærne var stærk og ubrukt, han øvet den op
til mere og mere. Det første han gjorde før han gik hjemmefra var at
slippe Gjeiterne ut saa de fik bite Mætten sin av Ris i Skogen. Men han
visste ogsaa en anden Raad: han hængte op et Hølke, et stort Kjørrel,
ved Elven og lot et enkelt Vanddryp fylde det, det tok fjorten Timer at
fylde det. Naar Hølket var fuldt til Randen hadde det faat akkurat den
rette Vægt og sank ned fra sin Stilling, men idet det sank trak det i en
Line som stod i Forbindelse med Høihuset, en Lem aapnedes og tre
Gjeitmater faldt ned: Dyrene fik Mat.
Slik bar han sig ad.
Et sindrig Paafund, ja kanske en Indskytelse fra Gud, Manden var
selvhjulpen. Det gik godt like til senhøstes, saa kom det Sne, saa kom
det Regn, saa kom det Sne igjen, varig Sne, Maskineriet virket galt,
Kjørlet fyldtes av Nedbøren og aapnet Lemmen fortidlig. Manden dækket
Kjørlet over, saa gik det godt igjen en Tid, men da Vinteren kom frøs
Vanddryppet til Is og Maskineriet stanset helt.
Da maatte hans Gjeiter som Manden selv lære at undvære.
Haarde Dager, Manden skulde hat Hjælp, men hadde ingen og blev allikevel
ikke raadløs. Han vedblev at arbeide og gjøre Hjemmet istand, han fik
Vindu i Gammen, to Glasruter, det blev en mærkelig og lys Dag i hans
Liv, han behøvet ikke at brænde paa Gruven for at se, han kunde sitte
inde og arbeide Trætraug i Dagslys. Det bedredes og dagedes, aaja
Herregud! Han læste aldrig i en Bok, men hadde ofte sine Tanker paa Gud,
det kunde ikke undgaas, det var Troskyldighet og Bæven. Stjærnehimlen,
Suset i Skogen, Ensomheten, den store Sne, Vælden paa Jorden og over
Jorden gjorde ham dyp og andægtig mange Ganger i Døgnet, han var syndig
og gudfrygtig, om Søndagene vasket han sig til Ære for Helgen, men
arbeidet da som ellers.
Vaaren kom, han dyrket sin lille Jord og satte Potet. Det var nu blit en
større Buskap, hver Gjeit hadde faat Tvillinger, det var syv Gjeiter med
smaat og stort i Marken. Han utvidet Fjøset med Fremtiden for Øie og
satte ogsaa et Par Ruter ind hos Dyrene. Det lysnet, det dagedes i alle
Maater.
En Dag saa kom Hjælpen. Hun krysset længe frem og tilbake opi i Lien før
hun vaaget sig frem, det blev Kvæld før hun kom sig til det, men saa kom
hun -- en stor, brunøiet Pike, hun var saa frodig og grov, med tunge
gode Hænder, med Komager paa Føtterne skjønt hun ikke var Lap og med en
Kalveskinds Sæk paa Ryggen. Hun kunde være ute i Aarene, høflig talt op
til tredive.
Hvad hadde hun at frygte, men hun hilste og skyndte sig at si: Jeg
skulde bare over Fjældene og derfor saa gik jeg denne Veien. -- Naa, sa
Manden. Han forstod hende bare saavidt, hun talte utydelig og vendte
desuten Ansigtet bort. -- Ja, sa hun. Og det er saa meget til lang Vei!
-- Ja, svarte han. Skal du over Fjældene? -- Ja. -- Hvad skal du der? --
Jeg har Folket mit der. -- Naa, har du Folket dit der. Hvad du heter? --
Inger. Hvad du heter? -- Isak. -- Naa, Isak. Er det du som bor her? --
Ja her bor jeg og slik som du nu ser det. -- Det skulde vel ikke være
uvennes! sa hun rosende.
Han var blit en hel Kar til at tænke sig om og nu faldt det ham ind at
hun var kommet ens Ærend, ja at hun var gaat hjemmefra som i Forgaars og
skulde bare hit. Hun hadde kanske hørt at han manglet Kvindfolkhjælp.
Gaa ind og hvil Føtterne, sa han.
De gik ind i Gammen og aat av hendes Niste og drak av hans Gjeitmælk;
saa kokte de Kaffe som hun hadde med i en Blære. De koset sig med Kaffe
før de gik tilsengs. Han laa og var graadig efter hende om Natten og fik
hende.
Om Morgningen gik hun ikke igjen og hele Dagen gik hun heller ikke
igjen, men var til Nytte og mælket Gjeiterne og skuret Kjørler med fin
Sand og fik dem rene. Hun gik aldrig mere. Inger hette hun. Isak hette
han.
Saa blev det et andet Liv for den ensomme Mand. Det var nu det at hans
Kone talte utydelig og idelig vendte sig bort fra Folk for Hareskaarets
Skyld i hendes Ansigt, men det var intet at klage over. Uten denne
vansirede Mund var hun vel aldrig kommet til ham, Hareskaaret var hans
Held. Og han selv, var han uten Lyte? Isak med Jærnskjægget og den
altfor rotvoksede Krop, han var som en gruelig Kværnkall, ja han var som
set gjennem en Hvirvel i Ruten. Og hvem andre gik med et slikt Opsyn i
Ansigtet! Han syntes hvert Øieblik at kunne slippe et Slags Barrabas
løs. Det var meget at ikke Inger rændte sin Vei.
Hun rændte ikke. Naar han var borte og kom hjem igjen var Inger ved
Gammen, de to var ett, Gammen og hun.
Det blev et Menneske mere at forsørge for ham, men det lønnet sig, han
slap mere bort, han kunde faa røre sig. Der var nu Elven, en hyggelig
Elv og foruten det at den var hyggelig av Utseende ogsaa det at den var
dyp og strid, det var ingenlunde en ringe Elv og den maatte komme fra et
stort Vand opi Fjældet. Han skaffet sig Fiskeredskaper og søkte Vandet
op, han kom hjem igjen om Kvælden med en Bør Ørret og Røyr. Inger tok
imot ham med Forundring og var overvældet og ikke bedre vant, hun slog
Hænderne sammen og sa: Du store Verden for dig! Hun mærket vel at han
syntes om hendes Ros og blev stolt over den, hun sa endnu flere gode
Ord: at hun hadde aldrig set slikt, at hun forstod ikke hvorledes han
hadde baaret sig ad!
Ogsaa paa anden Maate var Inger velsignet. Skjønt hun ikke hadde noget
herlig Hode med Forstand i saa hadde hun to Sauer med Lam hos en eller
anden av sit Folk, og dem hentet hun. De var det nødvendigste som kunde
hjembringes til Gammen nu, Sauer med Uld og Lam, fire Liv, Buskapen
økedes i stor Maalestok og det var et Regnestykke og en Forunderlighet
hvorledes den øket. Inger hentet desuten Klær og andre Smaating som hun
eiet, et Speil, en Traad med nogen pene Glasperler paa, Karder og Rok.
Se, drev hun paa slik blev det snart fra Gulv til Tak og Gammen kunde
ikke rumme alt! Isak blev naturlig bevæget ved denne jordiske Middel,
men taus som han altid var hadde han ondt for at uttale sig, han rugget
ut paa Dørhellen og saa paa Veiret og rugget ind igjen. Javisst hadde
han været svært heldig og han kjendte mere og mere Forelskelse i sig,
Dragelse, eller hvad det kunde kaldes.
Du skal ikke vør med saa meget! sa han. -- Jeg har endda mere et Sted.
Og saa har jeg han Sivert Morbror, har du hørt om han? -- Nei. -- Ja han
er en rik Mand. Han er Herredskasserer for Bygden.
Forelskelse gjør den Kloke dum, han vilde vise sig velbehagelig paa sin
Maate og gjorde formeget av det: Hvad jeg skulde sagt, sa han; du gjør
ikke at hyppe Poteten. Jeg skal hyppe han naar jeg kommer hjem i Kvæld.
Dermed tog han Øksen og gik tilskogs.
Hun hørte ham hugge i Skogen, det var ikke langt borte, hun hørte paa
Braket at det var store Trær han fældte. Da hun hadde hørt paa det en
Stund gik hun ut paa Akeren og gav sig til at hyppe Poteten. Forelskelse
gjør den Dumme klok.
Han kom hjem om Kvælden og drog en uhyre Tømmerstok i Rep. Aa den
aldeles grove og troskyldige Isak, han larmet det han kunde med Stokken
og kremtet og hostet for at hun skulde komme ut og bli ikke saa lite
slagen over ham.
Jeg mener du er gal! sa hun ogsaa meget rigtig da hun kom. Du er da vel
et Menneske! sa hun. -- Manden svarte ikke. Faldt ham ikke ind. At være
litt mere end et Menneske mot en Tømmerstok var ikke noget at snakke om.
-- Og hvad du skal ha den Stokken til? spurgte hun. -- Nei det vet jeg
ikke, svarte han kostbar.
Men nu saa han at hun alt hadde hyppet Poteten og det gjorde hende
næsten like saa dygtig som han. Det var ikke efter hans Sind, han løste
Repet av Stokken og gik med det. -- Gaar du igjen? spurte hun. -- Ja,
svarte han forarget.
Han kom med en Stok til, blaaste ikke og larmet ikke, men drog den bare
som en Okse frem til Gammen og la den ned.
Han drog i Sommerens Løp mange Tømmerstokker til Gammen.


II

En Dag saa la Inger atter Niste i sin Kalveskinds Sæk og sa: Nu gaar jeg
over til Folket mit igjen en Snoptur. -- Naa, sa Isak. -- Ja jeg skulde
ha snakket med dem som snarest. --
Isak fulgte ikke ut med hende med det samme, men drygde længe. Da han
endelig rugget ut paa Dørhellen og aldeles ikke lot nysgjærrig og fuld
av tunge Anelser holdt Inger paa at forsvinde i Skogkanten. -- Hm.
Kommer du igjen? ropte han og kunde ikke bare sig. -- Kommer jeg ikke
igjen! svarte hun. Du aper! -- Naa. --
Saa var han alene igjen, jaja Herregud! Med sine Arbeidskræfter og sin
Arbeidslyst kunde han ikke gaa ut og ind i Gammen og bare være i Veien
for sig selv, han begyndte at gjøre noget, ry Tømmer, telgje Stokkene
flate paa to Sider. Han drev paa til Kvælden, saa mælket han Gjeiterne
og gik tilsengs.
Øde og stille i Gammen, det tidde tungt fra Torvvæggene og fra
Jordgulvet, han var dypt og alvorlig alene. Men Rokken og Karderne var
paa sin Plass og Perlerne paa sin Traad laa vel forvaret i en Pose under
Taket, Inger hadde intet tat med sig. Men Isak var saa uendelig dum at
han blev mørkræd lyse Sommernatten og saa baade det ene og det andre
snike sig forbi Ruterne. Da Klokken efter Lyset kunde være omkring to
stod han like saa godt op igjen og aat Frokost, et uhyre Grøtfat for
hele Dagen, saa han skulde slippe at hæfte bort Tiden med ny Koking. Han
brøt Nyland tilkvælds, et Tillæg til Potetakeren.
Han skiftet med at ry Tømmer og bryte Jord i tre Dager -- saa vilde vel
Inger komme imorgen. Det var ikke formeget om han hadde Fisk til hende
naar hun kom, men han vilde ikke ta Benveien og likefrem gaa imot hende
op gjennem Fjældet, men gjøre en Omvei til Fiskevandet. Han kom ind i
ukjendte Regioner av Fjældet, her var nu graat Berg og brunt Berg og her
var Smaasten saa tunge at de kunde være av Bly eller Kobber. Her kunde
være meget i disse brune Stenene, kanske baade Guld og Sølv, han forstod
sig ikke paa det og det samme kunde det være for ham. Han kom til
Vandet, Fisken nappet godt om Natten i det myggfulde Veir, det blev
igjen en Bør av Røyr og Ørret og Inger skulde faa se! Da han gik hjem
igjen om Morgningen den samme Omvei som han var kommet fandt han paa at
ta med sig et Par av de tunge Smaastener fra Fjældet, og de var brune
med mørkeblaa Flækker i og saa mægtig tunge.
Inger var ikke kommet og kom ikke. Det var nu fjerde Dagen. Han mælket
Gjeiterne som dengang han var alene med dem og ikke hadde nogen anden
til det, saa gik han op i et Stenbrudd og bar frem til Gaardsplassen
store Hauger av høvelig Sten til en Mur. Han hadde Alverdens mange
Gjøremaal.
Den femte Kvælden gik han tilsengs med en liten Mistanke i Hjærtet, men
der var nu forresten Rokken og Karderne og der var Perlerne. Samme Øde i
Gammen og ikke en Lyd, det blev lange Timer, og da han endelig hørte som
et Slags Tramp utenfor forstod han jo at det bare var noget han syntes.
Aaja Herregud! sa han i sin Forlatthet, og slike Ord frembragte ikke
Isak uten at han mente dem. Der hørte han nu Trampingen igjen og litt
efter saa han noget glide forbi Ruterne, hvad det nu var, noget med
Horn, livagtig. Han sprang op, ut paa Dørhellen og saa et Syn. Gud eller
Satan! mumlet han, og slikt sa ikke Isak uten at han var nødt til det.
Han saa en Ku, Inger og en Ku, de forsvandt i Fjøset.
Hvis han nu ikke stod der og hørte at Inger talte saa smaat med Kua i
Fjøset vilde han ikke ha trodd sig selv, men der stod han. I samme
Øieblik fik han en ond Anelse: Gud velsigne hende, naturligvis, det var
en makeløs og Pokkers Kone, men formeget var formeget. Rokken og
Karderne, lat gaa med dem, og Perlerne var mistænkelig fine, men lat gaa
med dem ogsaa! Men en Ku, kanske funden paa en Vei eller i en Bumark,
den vilde bli savnet av Eiermanden og opspurt.
Inger traadte ut av Fjøset og sa smaaleende av Stolthet: Jeg kom bare
med Kua mi! -- Naa, svarte han. -- Jeg blev saa længe, for jeg kunde
ikke gaa haardere med hende over Fjældet. Hun er med Kalv. -- Kom du med
en Ku? sa han. -- Ja, sa hun og var sprækkefærdig av Rikdom paa denne
Jord. Eller tror du jeg staar og aper! sa hun. -- Isak frygtet det
værste, men aget sig og sa bare: Du maa komme ind og faa dig Mat. --
Saa du Kua? Var hun ikke pen? -- Makeløs. Hvor har du faat hende? spurte
han saa likegyldig som han kunde. -- Hun heter Guldhorn. Hvad skal du
med den Muren du har muret her? Du arbeider dig ihjæl, det gjør du. Nei
kom og se paa Kua!
De gik og Isak var i Underklærne, men det gjorde ikke noget. De saa Kua
over uendelig nøie og paa alle Mærker, paa Hodet, Juret, Krysset,
Lænderne; rød og hvit, letforet.
Isak spurte forsigtig: Hvor gammel tror du at hun er? -- Tror? sa Inger.
Hun er net akkurat ørlite paa fjerde Foret. Jeg har alet hende, og alle
saa sa de at det var den snilleste Kalv de har set fra Barnsben. Hvad du
mener, faar vi Foder til hende? -- Isak begyndte at tro det han gjærne
vilde og erklærte: Hvad som angaar Foder da skal det bli Foder nok til
hende!
Saa gik de ind og aat og drak og kvældet sig. De blev liggende og talte
om Kua, om Begivenheten: Ja men er det ikke en pen Ku? Nu skal hun ha
andre Kalven. Hun heter Guldhorn. Sover du, Isak? -- Nei. -- Og hvad det
angaar saa kjendte hun mig igjen straks og gik med mig som et Lam igaar.
Vi laa en Stund paa Fjældet inat. -- Naa. -- Vi maa tjore hende i hele
Sommer, for ellers stryker hun av, for Ku er Ku. -- Hvor har hun været
før? spurte Isak endelig. -- Hos Folket mit, de hadde hende. De vilde
ikke miste hende og Børnene de graat da jeg tok hende med.
Var det mulig at Inger kunde lyve saa herlig? Hun talte naturligvis
sandt at Kua var hendes. Det blev nu gromt paa Plassen, paa Gaarden, der
blev værendes, det var snart sagt ikke den Ting som manglet! Aa den
Inger, han elsket hende og hun elsket ham tilbake, de var nøisomme, de
levet i Træskeens Tidsalder og hadde det godt. Lat os sove! tænkte de.
Og saa sovnet de. Om Morgningen vaknet de til den næste Dag, det var et
og andet at bale med da ogsaa, javel, Strid og Glæde som Livet det er.
Der var nu for Eksempel disse Tømmerstokkene, skulde han prøve at lægge
dem op? Isak hadde desangaaende hat Øinene med sig naar han var nede i
Bygden og hadde utfunderet Byggemaaten, han kunde hugge en Nov. Og var
han ikke absolut nødt til at gjøre det? Her var kommet Sau tilgaards, Ku
tilgaards, Gjeiterne var blit mange og vilde bli flere, Buskapen
sprængte sin Avdeling av Gammen, han maatte finde en Utvei. Det høvde at
gaa i Gang straks mens Poteten blomstret og Slaatten endnu ikke var
begyndt, Inger maatte gi ham en og anden Haandsrækning.
Isak vakner om Natten og staar op, Inger sover stenhaardt efter sin
Vandring. Han gaar atter til Fjøset. Nu tiltaler han jo ikke Kua
saaledes at det gaar over til væmmelig Smiger, men han klapper hende
pent og undersøker hende paany paa alle Kanter, om hun ikke skulde ha et
Mærke, et Tegn av en fremmed Eiermand. Han finder intet Mærke og gaar
lettet bort.
Der ligger Tømmeret. Han begynder at rulle paa det, at løfte det op paa
Muren i en Rute, i en stor Rute til Stue og en liten Rute til Kammers.
Det var saare trøisomt, det optok ham saa helt at han glemte Tiden. Nu
røk det fra Takhullet i Gammen og Inger kom og mældte om Frokosten. Og
hvad er det du holder paa med? sa hun. -- Er du oppe? svarte Isak.
Se, den Isak, han var saa hemmelighetsfuld, men han likte nok godt at
hun spurte og var nysgjærrig og gjorde Væsen av hans Forehavende. Da han
hadde faat Mat sat han litt længe i Gammen før han gik ut igjen. Hvad
ventet han paa?
Nei jeg som sitter her! sa han og reiste sig. Og som har saa meget at
gjøre! sa han. -- Bygger du en Bygning? spurte hun. Kan du ikke
svare! -- Han svarte av Naade, ja han var saa utmærket stor fordi han
bygget og var Mand for det hele, derfor svarte han: Du ser vel at jeg
bygger. -- Naa. Jaja. -- Kan jeg slippe unda det? sa Isak. Her kommer du
med en hel Ku tilgaards og hun maa vel ha Fjøs.
Stakkars Inger, hun var ikke saa ugudelig klok som han, som Isak,
Skapningens Herre. Og det var før hun lærte ham at kjende, før hun
skjønte hans Maate at tale paa. Inger sa: Ja det er da ikke Fjøs du
bygger? -- Naa, sa han. -- Du aper vel? Saa var det meget likere at du
bygget Stue. -- Mener du det? sa han og saa paa hende med en paatat Mine
av Tomhet i Ansigtet, ja som om han blev slaat av hendes Ide. -- Ja. Saa
fik Dyrene Gammen. -- Han tænkte paa det: Jeg tror saa vel at det blir
bedst! -- Der ser du, sa den seirende Inger, jeg er nu ikke saa av Veien
heller! -- Nei. Og hvad du mener om et Kammers til Stuen? -- Et Kammers?
Saa blev det som hos andre. Ja om det kunde times os!
Det timedes dem, Isak han bygget og hugget Nov og la sine Omfar,
samtidig muret han Gruve av dertil høvelig Sten, men dette siste Arbeide
lykkedes mindst for ham og Isak var til Tider utilfreds med sig selv. Da
Slaatten begyndte maatte han stige ned av Bygningen og gaa vide om i
Lierne og slaa, han bar Høiet hjem i uhyre Bører. En Regnveirsdag sa
Isak at han maatte ned i Bygden. -- Hvad skal du der? -- Nei det vet jeg
ikke akkurat. --
Han gik og var borte i to Døgn, han kom bærende hjem med en Kokeovn --
Prammen kom duvende gjennem Skogen med en Komfyr paa Ryggen. Du er ikke
et Menneske mot dig selv! sa Inger. Nu rev Isak ned igjen Gruven som tok
sig saa daarlig ut i det nye Huset og stillet Kokeovnen i Stedet. Det er
ikke alle som har Kokeovn, sa Inger, og du store Verden for os! sa hun.
Slaatten fortsatte, Isak berget Høi i Masse, for Skoggræs er desværre
ikke det samme som Enggræs, men langt ringere. Det var nu bare i
Regnveirsdager han kunde bygge paa Stuen, det gik traat, endda i August
da alt Høiet var hjemme og i Skjul under Berghammeren var det nye Huset
kommet bare halvt op. I September sa Isak at dette gaar ikke, sa han,
jeg mener du maa springe ned i Bygden og faa en Mands Hjælp til mig, sa
han til Inger. Inger var begyndt at bli litt pusket av sig i det siste
og kunde ikke springe mere, men naturligvis gjorde hun sig færdig til at
ta avsted.
Men nu hadde Manden betænkt sig, han blev atter hoffærdig og vilde gjøre
alt alene. Det er lite at bry Folk for, sa han, jeg klarer det alene! --
Du staar ikke ut med det. -- Hjælp mig bare op med Stokkene. --
Da Oktober kom erklærte Inger: Jeg vinn ikke mere! Det var nu stor
Skade, Takbjælkerne maatte og skulde op saa han fik tække Huset før
Høstvæten begyndte, det var paa høi Tid. Hvad var det med Inger? Hun tok
vel ikke paa at sykne? Nu og da ystet hun Gjeitost, men ellers dugde hun
mest bare til at flytte Guldhorn i sit Tjor mange Ganger om Dag. -- Faa
med dig en stor Kurv eller Kasse eller slikt noget næste Gang du er i
Bygden! hadde Inger sagt. -- Hvad skal du med det? spurte Isak. -- Jeg
trænger det, svarte hun.
Han drog Takbjælkerne op med Rep og Inger skuvet paa med en Haand, det
var som om det hjalp bare at hun var tilstede. Det skred frem litt
isenn, det var jo ikke høiere Taket, men Bjælkerne var fantastisk store
og stærke til det lille Hus.
Det gode Høstveir holdt sig nogenlunde, Inger tok alene op al Poteten og
Isak fik tækket før Nedbøren begyndte for Alvor. Gjeiterne var alt nu
flyttet ind i Gammen til Menneskene om Natten, ogsaa det gik, alt gik,
Menneskene klynket ikke derover. Isak laget sig atter til at gaa ned i
Bygden. -- Du maatte ha kunnet faat med dig en stor Kurv eller Kasse til
mig! sa Inger igjen som et ydmykt Ønske. -- Jeg har bestilt mig nogen
Glasvinduer som jeg skal hente, svarte Isak, og jeg har bestilt mig to
malte Dører, svarte han og var overlegen. -- Naa, jaja saa faar det være
med Kurven. -- Hvad skal du med den? -- Hvad jeg skal med han? Har du
ikke Øine i Hodet! --
Isak gik bort i dype Tanker og kom tilbake om to Døgn med et Vindu og en
Dør til Stuen og en Dør til Kammerset, desuten hadde han hængende foran
sig paa Brystet den Kassen til Inger og i Kassen var forskjellige
Matvarer. Inger sa: Ja dersom at ikke du bærer dig ihjæl en Dag! -- Ho,
ihjæl? Det var saa uendelig langt ifra at Isak nu var næsten død at han
tok op av Lommen en Medicinflaske med Nafta og gav den til Inger med
Tilhold om at bruke dygtig av den saa hun kunde komme sig. Og der var nu
Vinduerne og de malte Dører som han fremdeles kunde gjøre sig til av,
han gav sig straks til at sætte dem ind. Aa de smaa Dører, og brukte var
de ogsaa, men malet pene igjen med hvit og rød Maling, de pyntet som
Skilderier i Hjemmet.
Nu flyttet de ind i den nye Bygning og Buskapen fordeltes over hele
Gammen; det blev en Sau med Lam igjen hos Kua for at hun ikke skulde ha
det ensomt.
Folkene i Ødemarken var nu kommet langt, et Under saa langt.


III

Saalænge Marken var tien brøt Isak op Sten og Røtter paa Jordet og
jævnet sin Eng til næste Aar, da Marken frøs gik han tilskogs og hugget
store Mængder av Favnved. -- Hvad skal du med al den Veden? kunde Inger
spørre. -- Det vet jeg ikke saa nøie, svarte Isak, men han visste det
nok. Her stod nu gammel og diger Urskog like ind paa Husene og spærret
al Utvidelse av Slaatmarken, desuten agtet han at faa Favnveden ført ned
i Bygden paa en eller anden Maate i Vinter og sælge den til Folk som
ingen Ved hadde. Det var det god Mening i, Isak var sikker, han drev paa
at rydde Skog og hugge den op i Favnved. Inger kom ofte og saa til ham
under Arbeidet og han lot jo som om det var ham likegyldig og slet ikke
var nødvendig av hende, men hun forstod at hun gjorde vel imot ham ved
det. Det kunde falde rare Ord imellem dem: Har du ikke andet at gjøre