Luftseilerens Skat - 09

Fem minutter omtrent var han derinde, og da han kom ut igjen, saa han
aldeles het ut. Frokosten stod paa bordet.
„Naa, noget vigtig?“ spurte Dale.
„Ja, det er. Men av en eller anden grund er telegrammet saa springende,
at jeg bare her og der kan faa noget ut av det. Men saa meget er ialfald
tydelig.“ Han saa paa et stykke papir han hadde i haanden: „Der er en
damper ved navn „Grand Falls“ ikke langt fra os, og derfra telegraferer
de om maskinskade og at de behøver hjælp. Saa meget var tydelig. Men
skibets nøiagtige beliggenhet og videre detaljer er utydelig. Jeg kunde
ikke opfatte noget mere. Dette var forresten rart, for at dømme efter
hvor tydelig det andet hørtes, skulde jeg tro skibet ikke var langt
fra os.“
„Det er i hvert fald bare maskinskade. De kan ikke ha sunket,“ bemerket
Dale. „Hvad de behøver, er vel at komme paa slæp. Men,“ tilføiet han
smilende, „jeg tror ikke vi kan paata os at ha det skibet hængende efter
os i et taug.“
„Kanske vi snart faar et telegram til,“ sa Jack.
Longley nikket og satte sig til frokostbordet, da pludselig Sir Ralph
ropte fra forkahytten.
„Jeg skal høre hvad det er,“ sa Dale og fór op.
Idet flyveren kom springende, pekte Sir Ralph ned og sa: „Jeg fik øie
paa den damperen for omtrent fem minutter siden. Den kom pludselig
tilsyne i en revne i taaken. Jeg agtet først ikke stort paa den; men saa
fik jeg se at den sendte op røkraketter. Den maa være i nogenslags nød,
hvad? Skal jeg forandre kursen, og se at komme ned til den?“
„Ved Jupiter maa vi det, ja,“ svarte Dale. „Jeg tænker det maa være den
som har sendt os et traadløst telegram.“ Han fortalte Sir Ralph om de
avbrutte sætninger Longley hadde mottat.
Sir Ralph dreiet paa rattet og satte kurs mot damperen. Imidlertid
brukte Dale kikkerten.
„Den har to skorstener, saa det er øiensynlig et stort skib,
formodentlig et passagerskib. Men den signaliserer ikke nu, og der er
ingen baater ute, saa det kan ikke være nogen øieblikkelig fare.“
Men i det samme ringte signalklokken heftig igjen, og Longley fór op fra
frokostbordet og ind i telegrafrummet.
Han kom snart ut igjen og skyndte sig ned i forkahytten med gutterne i
hælene paa sig.
„Fra „Grand Falls“ igjen,“ meldte Longley. „De sier de har faat øie
paa os.“
„Ja, det var vel,“ sa Dale og pekte paa damperen, som de nu saa
tydeligere og tydeligere.
Longley saa ret frem. „Naturligvis, det er den. Men vi behøver vist ikke
at bekymre os om den. Det ser ut som om maskinen gaar igjen, men
rigtignok bare med halv fart. Og telegrafisten sier at kapteinen har
bestemt at la den gaa med den langsomme farten til San Frananco for at
undgaa omkostningerne med at bli tat paa slæp.“
„Vi styrer væk igjen, da, Sir Ralph,“ sa Dale raskt, „og kommer tilbake
til vor kurs igjen.“
„Godt,“ lød svaret. Og Sir Ralph dreiet rattet igjen. Men idet de
svinget, lød klokken fra den traadløse igjen, utfordrende.
„Naa -- hvad er nu paafærde?“ ropte Dale, „stans rattet, Sir Ralph.“
Longley skyndte sig igjen til kahytten. Dale sagtnet imidlertid farten,
og instruerte Sir Ralph til at holde kursen mot damperen, i tilfælde av
at de allikevel skulde behøve hjælp.
Longley var indelukket i kahytten en liten stund. Men uagtet
sveddraaperne perlet i panden paa ham, smilte han fornøiet da han
kom ut.
„Kapteinen paa „Grand Falls“ har sendt os et bud, som dere ogsaa vil le
av naar dere faar høre det. Han sier at en av hans passagerer er en hr.
John P. Rockerman, en millionær fra Kalifornia. Og det synes som om
denne herre er meget vred. Han har en svær forretning som venter paa ham
i San Frananco, og han sier at hvis han blir heftet med at ligge der og
somle med halv fart, vil han miste, guderne maa vite hvormange tusen
dollars.“
„Nu skjønner jeg resten,“ sa Sir Ralph og lo.
„Ja, jeg ogsaa,“ erklærte Dale.
„Jeg skjønte dere vilde forstaa det, ja,“ sa Longley. „Kapteinen sier
videre at denne dollarmanden har set vor flyvemaskine, og tilbyr os en
hvilkensomhelst sum for at faa ham op her og ta ham med som passager til
San Frananco.“
„Ikke noget at gjøre ved dette, vel, Sir Ralph?“ spurte Dale.
„Overordentlig smart fyr, forresten,“ tilføiet han. „Ikke rart at han
har tjent penge.“
„Nei, den slags mennesker lar ikke mange chancer gaa fra sig,“ svarte
Sir Ralph. „Men hør her, Dale, hvorfor ikke heise ham op, hvis det da er
mulig at faa ham ombord? Jeg mener ikke for at ta de pengene han tilbyr
os, naturligvis. Kommer han, skal han være vor gjest. Men jeg tænker paa
det, at om han er en mægtig mand i San Frananco, saa kunde han kanske
bli nyttig for os, og hjælpe os at finde den manden som har den fjerde
„nøkkel“. San Frananco er jo en stor by, og alt vi vet er at manden
heter Montgomery. Vi kunde komme til at spilde en masse tid med at lete
efter ham.“
„Ved Jupiter! det er noget i det der,“ sa Dale. Og det mente Longley
ogsaa.
„Men nu er spørsmaalet,“ fortsatte Dale, „hvordan skal vi bære os ad for
at faa ham op?“
Han studerte en stund, foreslog saa at de skulde prøve at komme ned like
over skibet og staa stille i luften saa længe til de kunde faa sluppet
ned en taug-stige. Og hvis saa den smarte millionær var meget rask,
kunde han gripe den og klatre opover. Og saa kunde de hale ham ind
gjennem skyvedøren.
„Det vil han nok gaa med paa,“ garanterte Sir Ralph; og Longley gik
igjen til telegrafrummet for at underhandle videre og forklare deres
plan om at faa luftpassageren ombord.
Imidlertid tok Dale selv plads i styrehuset og manøvrerte flyvemaskinen
nedover slik som han hadde forklart de andre. Longley hadde telegrafert
besked ned til skibet. Flyvemaskinen var kommet i den stilling de vilde
ha den, og stod saa godt som aldeles stille i luften, ret over dækket.
Sir Ralph hadde ved hjælp av gutterne faat fæstet en lang taugstige inde
i salongen, og stod nu færdig til at kaste den ut og ned paa dækket.
„Grand Falls“ hadde stoppet maskinen og laa stille. Paa broen foran den
første skorsten kunde man nu se kapteinen og skibets officerer, og
sammen med dem en liten rask mand med hue og en let overfrak. Han sendte
store røkskyer fra en lang cigar, som flot stak ut av munden paa ham.
„Der har vi ganske sikkert vor passager,“ sa Sir Ralph idet han stak
hodet ut gjennem døren et øieblik og fik et gufs av den friske vind. Saa
forsatte han leende: „Sandelig har ikke fyren en liten haandkuffert
staaende ved siden av sig paa dækket; han tænker nok at ha bagage med
sig ombord ogsaa!“
Aeroplanet hang som en gigantisk sjøfugl over skibet, og saa ut som om
den lurte paa sit bytte. Sir Ralph saa ogsaa at skibsdækkene var tæt
besat med passagerer, som alle stirret op i veiret.
„Dæk, hallo!“ ropte Sir Ralph.
Kapteinen paa „Grand Falls“, en firskaaren mørk mand, svarte
øieblikkelig: „Aeroplan, hallo! Kast taugstigen ned, hvis dere er
færdige. Hr. Rockerman sier at det er ikke første gang han klatrer op ad
en slik.“
Den lille mand som stod ved siden av kapteinen, tok cigaren ut av munden
og svinget den muntert, for paa denne maate at bekræfte hvad der var
blit sagt.
„Bli staaende der da!“ ropte Sir Ralph, og i det samme kastet Longley
taugstigen ut. Den snodde sig nedover som en slange, men faldt ned like
utenfor broen. En av officererne lænte sig ut over rækverket og fik
saavidt grepet den og halt den ind.
Imidlertid fik Dale med adskillig stræv holdt aeroplanet i samme
stilling over skibet. Men det vendte og bevæget sig uavladelig som en
papirdrage i en snor, mens vinden strøk under vingerne paa det.
„Alt i orden?“ skrek kapteinen.
„Ja, all right!“ ropte Sir Ralph tilbake.
Den lille mand begyndte fort at ta alle de omstaaende i haanden, og gik
saa bort til stigen med cigaren fremdeles i mundviken. To av officererne
holdt i stigen, mens han begyndte at klatre op ad den uten at nøle et
øieblik eller vise det mindste tegn til frygt.
Opstigningen var ingenlunde behagelig; for uagtet officererne holdt
stigen saa støtt som mulig, strammedes og slakkedes den eftersom
aeroplanet svinget med vinden. Og da den blev sluppet løs, hoppet den
ikke alene op og ned, men snurret pludselig rundt i luften. Men med en
apekats behændighet klatret den lille, vevre figuren opover, holdt bare
stille litt, naar stigen svinget saa voldsomt rundt at han holdt paa at
bli svimmel. Saa skjøt han opover igjen som en edderkop i sin væv, mens
aeroplanet svævet over ham. At han dinglet i en anselig høide over
skibsdækket, lot aldeles ikke til at genere den lille mand.
„Millionær eller ikke, den fyren er ikke dum,“ sa Sir Ralph. Gutterne
var enige, og saa beundrende paa ham; de visste fra gymnastikken hvad
dette var for en vanskelig sport.
Men opover kom fyren, og idet han klatret, saa de hele tiden røkskyerne
fra cigaren hans.
Pludselig hørte de klart og tydelig og med sterk amerikansk akcent:
„Puh! fælt til stræv det her! Si mig, Dere deroppe, hvorfor har Dere
ikke en elevator?“ Han hørtes noksaa stakaandet nu.
„Aa, De klarer det fint,“ ropte Sir Ralph ned til ham. „Ta det bare med
ro nu.“
„Ta det med ro, ja! Armene mine verker. Jeg skal si Dere det, at gjøre
mynt, det leter ordentlig paa musklerne. Men jeg er vel snart oppe nu.“
Og op kom han de sidste trinene ogsaa, mens Sir Ralph og Longley stod
færdige til at hjælpe ham gjennem døren og ind i salongen.
„Puh!“ pæste han igjen. „Det er aar siden jeg var en fattig gutunge og
klatret op i masten paa et seilskib. Jeg hadde næsten glemt hvordan det
var. Men hør her! Jeg har en liten kuffert med papirer paa broen
dernede, dokumenter og denslags, for ikke at nævne en kasse cigarer. Bed
dem fæste den til stigen før Dere haler den op, gutter!“
„Javist maa vi faa bagagen ombord ogsaa,“ svarte Sir Ralph leende.
Og op kom haandkufferten. Sir Ralph viftet farvel til de dernede og
lukket døren, mens Longley ropte ned til Dale i forkahytten at de var
klar til at seile.
Ikke før var motorerne begyndt at surre, før millionæren hoppet op og
bad om at faa komme ned i maskinrummet. „Jeg er aldeles gal efter
maskiner, gutter.“
„Kom bare med,“ sa Sir Ralph muntert. „De er vor gjest, og jeg vil
forestille Dem for de andre.“
„Jeg tror jeg kommer til at opleve mit livs herligste eventyr,“ sa
millionæren henrykt. „Men John P. Rockerman er ikke den som gjør en
Jules Verne-trip som denne uten at betale for sig, og --“
Men Sir Ralph avbrøt ham leende, og snart var den lille fyren i bedste
forstaaelse med dem alle, mens han fór om og saa paa alt og febrilsk bød
frem sine cigarer.
„240 kilometer i timen! Det kalder jeg at reise!“ ropte han beundrende.
Men idet han manøvrerte cigaren ned i den ene mundviken, spurte han:
„Tør jeg saa spørre hvad det er for nogen ekstra-affærer som er skyld i
at Dere reiser over Stillehavet paa denne elegante maate?“
Dale smilte og saa spørgende paa Sir Ralph, som saa forsigtig fortalte
manden litt om grunden til deres reise.
Millionæren var henrykt. „Da forstaar jeg Dere er paa jagt efter
dollarerne likesom Deres ydmyge tjener her. Og jeg haaber Dere vil naa
maalet. Hvis John P. Rockerman kan hjælpe Dere, saa bed ham bare. Dere
gjør mig en umaadelig tjeneste ved at skysse mig over her med slik fart,
saa jeg vil gjerne gjøre gjengjæld.“
Dale fortalte ham at det kunde han kanske faa anledning til, og nævnte
den manden i San Frananco som hadde den fjerde „nøkkel“, og hvis spor de
ikke visste at finde.
„Gutter!“ sa millionæren med eftertryk; „ved at møte John P. Rockerman
har Dere været ordentlig heldige. Hiram S. Montgomery er en av mine
forretningsforbindelser i San Frananco og en meget anset mand. Hans
forfædre har levet der i mange generationer.
Si om ikke dette er held? Nok en cigar, hr. Dale?“


KAPITEL XVIII.
„Nøkkelen“ blir fuldstændig, og en duel i luften.

Kl. 3 efterm. samme dag styrte aeroplanet nedover til San Franancos
travle havn paa Kaliforniakysten.
Dale kredset tre ganger rundt byen for at utse sig landingssted,
hvorefter han steg ned i en stor, vakker park i utkanten av byen. Og fem
minutter efter sat Sir Ralph og Dale med Rockerman i en bil og kjørte
raskt til byens forretningsstrøk for at finde Montgomery.
Rockerman var meget ivrig i at vise dem denne tjeneste til tak for den
hurtige befordring. Og ikke en halv time efter landingen sat Sir Ralph
og Dale i hr. Montgomerys kontor, og fandt til sin glæde at han var den
rette mand.
Det sidste ord viste sig at være „solopgangen“. Og den fuldstændige
„nøkkel“ blev altsaa nu en sammenhængende sætning: „_Giv agt paa
solopgangen._“
Hvorledes denne kunde hjælpe dem til at finde skatten, vilde de vel faa
vite naar de kom til øen.
Hr. Montgomery, som var en meget gjestfri mand, inviterte hele selskapet
til middag paa byens største hotel, og satte en politivakt ved
aeroplanet mens de var borte.
Under den lille muntre middag fortalte verten sine gjester om den nyeste
maate at drive sjørøveri paa. I flere maaneder hadde kapteiner som førte
passagerbaater, klaget over at de var blit anholdt paa forskjellige
steder, ikke mange mil ut til havs, av et stort sjørøver-luftskib. Og
metoden hadde hver gang været den samme. Luftskibet svævet lavt nede
over skibet og sigtet paa det med sine to kanoner. Og naar saa den
forfærdede kaptein, truet med ilden fra luftskibet, hadde maattet trække
sine hjælpeløse passagerer op paa dækket, klatret et par væbnede mænd i
taugstiger ned til dem og truet fra dem alle deres juveler og værdifulde
saker. Torpedobaater var sendt ut for at befri sjøen fra disse
luftrøvere, men hadde intet kunnet utrette, da de aldeles ikke hadde
fundet skibet.
„De gjemmer det vel i et skur som de har bygget paa en øde strand ved
kysten et sted,“ mente Dale, som meget interessert hadde hørt paa sin
verts beretning.
„Det kan nok være,“ sa Montgomery. „Men jeg har fortalt dette, fordi jeg
tænkte om Dere muligens ved at krydse litt paa denne strækning hvor de
har været, kunde komme ind paa dem og saa ødelægge gasballongen deres?“
„Ja, her har vi manden som har denslags i sin magt,“ svarte Dale leende
og pekte paa Longley.
Longley smilte og svarte rolig: „Ganske vist, hr. Montgomery, er vi
istand til at flyve en god del hurtigere end de kan. Og jeg skulde tro
at vor ene kanon, som er et særskilt godt vaaben, skulde kunne hamle op
med deres to. Klart er det ogsaa, at en duel i luften mellem vort
aeroplan og et luftskib vilde være en meget lærerik oplevelse, endskjønt
jeg for min part ikke har stor tvil om resultatet. Men det er høist
tvilsomt om det i det hele tat vil lykkes os at komme over de
kjeltringerne.“
„Det er saa,“ svarte Montgomery; „men om Dere kan avse nogen timer
imorgen til at krydse efter dem, saa gjør det. Har Dere ikke fundet dem
inden middag, saa send mig et traadløst telegram, og fortsæt saa jagten
efter skatten.“
Og dette blev de enige om.

Havet laa under dem paa alle kanter, og en glødende sol kastet sine
straaler ned paa det.
Aeroplanet var en times flyvning fra San Frananco, og kredset om, ti
tusen fot oppe i luften, i store cirkler, som en vældig ørn speidende
efter sit bytte.
Sir Ralph hadde efter frokosten sat Jack og Tony paa vakt i
taarnvinduerne, og lovt en tokrone til den som først fik
sjørøver-luftskibet i sigte.
En halv times tid hadde de flittig brukt kikkerterne, da Dale, som da
styrte, pludselig sa: „Hvad er det for en prik vi ser der mot horisonten
ret frem?“
„Bare en damper,“ svarte Jack skuffet. „Ikke nogen tokrone at tjene
denne gangen.“
„Jeg tror nu allikevel vi maa holde kursen dit og faa kapteinen i tale,“
mente Dale. „Kanske han kan ha hørt noget om luftskibet. Slik som vi
holder paa her, synes jeg det er som at lete efter en naal i et
høilass.“
Han vendte baugen mot damperen.
Imidlertid hadde Tony tat kikkerten fra Jack og stirret ivrig paa
skibet. Saa ropte han pludselig: „Se, Dale, se!“
„Naa -- tror du at du har vundet tokronen nu kanske?“ spurte Dale og lo.
Men han tok kikkerten og stod et øieblik og saa gjennem den.
„Tony, tokronen er din! Det er ikke saa let at faa øie paa den gasblæren
mot himmelen. Men jeg er sikker paa at det er luftskibet, og jeg tror de
kjeltringerne agter at slaa ned paa damperen der nede.“
„Sandelig min hat! Da skal vi knipe dem!“ ropte Jack og løp for at
fortælle sin far nyheten.
De var alle enige om at dette virkelig var luftskibet, og satte med fuld
fart mot det.
„Aha! de har faat øie paa os og begynder at styre væk,“ sa Sir Ralph.
„Ganske rigtig. Og det viser netop at det er de kjeltringerne vi er
efter,“ sa Dale. „Men la dem bare fare, foreløbig. Vi skal nok naa dem
igjen; la os først snakke med kapteinen paa damperen.“
„Udmerket idé,“ mente Sir Ralph.
Et par minutter efter var de over dampskibet og praiet det fra
utgangsdøren. Det viste sig at være leiet til en lysttur med en hel del
av San Franancos velstaaende beboere ombord. Saa det vilde blit et
storartet bytte for sjørøverne. Dale var nu endda sikrere paa at det var
sjørøverluftskibet de hadde set, og at det laa og lurte paa damperen.
Han styrte derfor øieblikkelig efter det. De kunde nu tydelig se dets to
store propeller paa hver side av gondolen svinge rundt i luften. Longley
stod og betragtet det kritisk gjennem kikkerten. „Det er ikke en
Zeppeliner,“ erklærte han. „Det har en svær gasballong, der holdes
stramt utspændt ved en indvendig balonet, og er øiensynlig indrettet til
at kunne bære meget, men gaar langsomt. Dets maksimumfart tænker jeg er
omtrent en 60-70 km. i timen, saa vi klarer godt at kredse omkring det.“
Aeroplanet halte ogsaa hurtig ind paa sit bytte, og da de der saa at de
var forfulgt, lot de en hel del vandballast gaa overbord, og begyndte
hurtig at stige i det haab, uten tvil, at undgaa angrep saa høit oppe i
luften.
Men Dale „klatret“ resolut efter.
„Det er otte av de røverne der ombord,“ fortalte Sir Ralph, som nu hadde
kikkerten; „og de løper op og ned i gondolen som mus i en fælde. Hallo,
der slipper de ned mere vandballast. Men vi faar nok være litt
forsigtige, gutter, naar vi nærmer os dem. Jeg ser to uhyggelige kanoner
paa styrebroen.“
„Det har jeg ogsaa set,“ sa Longley. „Og da denne historien sikkerlig
ender med at vi utveksler bomber og blykuler, saa tænker jeg det er
bedst jeg forbereder mig. Skal jeg faa de samme hjælperne mine nu
ogsaa?“
Jack og Tony var mere end villige og fulgte ivrige med Longley.
Efterat luftskibet hadde sluttet at stige og var i en høide av 8000 fot,
sagtnet Dale farten og styrte henimot det.
„Hold øie med dem, Sir Ralph,“ bad han; „jeg tænker de er av samme
farlige sorten som dem vi før har hat med at bestille.“
Dale var nu kommet luftskibet saa nær at det bare var en kilometer
mellem dem.
„Naa, Sir Ralph,“ begyndte han, men blev avbrutt av et skarpt: „Aa!“
Fra luftskibets gondol saaes et blink, en røksky, og et øieblik efter
hørte de en svak, raslende lyd.
Dale dreiet instinktmæssig rattet. Men just som aeroplanet skulde til at
lystre og svinge til siden, hørtes en skarp, metallisk klang fra den
vingen som var nærmest luftskibet.
„Jeg spør, Dale,“ ropte Sir Ralph forfærdet. „De slynglerne maa ha
truffet os! Tror De skaden er farlig?“
„Kan ikke tænke det,“ svarte Dale rolig. „To eller tre skud fra deres
kanoner har rimeligvis gjort nogen smaa huller i de tynde metalplaterne
i den ene vingen. Men det vil vist ikke gjøre noget, ikke ha spor av
indflydelse paa flyvningen. Og vi kan sætte nye plater paa næste gang vi
lander. Men se allikevel efter.“
Sir Ralph saa ut av vinduet. „De har ret, Dale. De har truffet os ute i
vingespidsen. Skuddene er gaat tvers igjennem. Jeg kan se hvor kulerne
er gaat ut igjen.“
„Ja, det gjør ingenting,“ forsikret Dale. „Saa længe propellerne er
uskadte, er det ikke noget at være bekymret for. Men disse slynglerne
som har vovet at skyte paa os, de skal ha det igjen! Ved Jupiter!“
Ikke før hadde han sagt dette, før de begyndte at fyre paany fra
luftskibet.
„Ja, hvad er saa programmet?“ spurte Sir Ralph. „Skal vi sprænge dem i
filler straks?“
„Nei, paa ingen maate,“ svarte Dale; „vi vil ikke ha deres død paa vor
samvittighet, endda saa store kjeltringer som de er. Men jeg har en
plan.“
I faa ord forklarte han denne, og Sir Ralph fandt den aldeles udmerket.
„Godt, meddel den saa til de andre, er De snild, og bed Longley bruke
almindelige projektiler og ikke bomber. Imens manøvrerer jeg os i rigtig
stilling.“
Fra luftskibet skjøt de fremdeles, men da aeroplanet kredset forsigtig
om utenfor skudvidde, var det til ingen nytte. Og nu opdaget mandskapet
paa luftskibet at aeroplanet forandret taktik. Det kom i fuld fart mot
dem, og et glimt, fulgt av et knald, kom fra et sted bakom taarnet. De
forsøkte at møte dette pludselige angrep, men hørte i det samme noget
knake og brake like ved. Det var en av propellerne som var blit rammet
av et skud fra aeroplanet, og nu hang der ubrukelig.
Der blev en øieblikkelig forvirring. Den anden propel, som nu ingen
kamerat hadde til at hjælpe sig, snurret fremdeles rundt og førte skibet
ut av kurs, like mot fienden. Og før styreren kunde faa stanset
motorerne og kastet roret om, kom der nok et skud og traf den anden
propel med samme fortvilede sikkerhet som første gang. Nu hang begge
propellerne der ødelagte. Motorerne fór aldeles vildt en stund. Saa
stoppet ogsaa de, og skibet begyndte hjælpeløst at drive for vinden.
„Hør her, min kjære Longley,“ sa Sir Ralph. „De træffer saa sikkert at
det er næsten uhyggelig.“
Longley bare smilte og grep som han pleide, efter pipen sin. „Det der
var bare som at skyte mot façaden av et hus.“ Han nikket foragtelig
bortover mot skibet. „Men det som blir vanskelig at træffe, det er, som
jeg har sagt, et hurtigflyvende aeroplan.“
„Se, de heiser et hvitt flag i gondolen,“ ropte Jack.
„De har vel hat nok av Deres opmerksomheter nu da, Longley,“ sa Sir
Ralph leende.
Men Longley fandt det sikrest fremdeles at ha kanonmundingen vendt imot
dem mens de styrte bort til sin motstander, og Sir Ralph gik ut paa
platformen for at praie mandskapet derover. De stod der alle og hang
over rækverket paa gondolen.
En høi, tynd, skjegget mand, som øiensynlig var anføreren, svarte med
sterk amerikansk akcent.
Sir Ralph la merke til at hans undergivne saa ut til at være rigtig
nogen slyngler av blandet nationalitet.
Amerikaneren, som først bandte stygt, ropte saa over til dem: „De har
faat overtaket over os med den kanonen Deres, det er sikkert nok. Men
hvad er saa betingelserne?“
Sir Ralph svarte, langsomt og tydelig:
„Vinden vil drive Dere tilbake til kysten. Slip ut en del gas saa snart
Dere naar stranden, og land der. Hører De?“
„Jeg antar det. Men hvad saa?“
„Gjør bare hvad jeg har sagt; det er det hele. Og husk at om Dere finder
paa nogen streker, sprænger vi ballongen i filler.“
Efter denne trusel snudde Sir Ralph om og gik ned, mens Dale begyndte at
kredse langsomt om i luften for at holde skridt med det drivende
luftskib.
Omtrent en time gik med før de naadde kysten; da slap luftskibet ut en
del gas og sank hurtig. Det naadde jorden i en dal bak nogen lave aaser.
Dale hadde hele tiden fulgt med, og Sir Ralph viste sig nu igjen paa
platformen.
„Hvad befaler kapteinen nu?“ spurte amerikaneren ironisk.
„Kom Dere alle ut av gondolen saa fort Dere kan,“ lød svaret.
„Hvad mener De? Da vil jo skibet vort fare tilveirs og blaase bort som
en fjær!“ protesterte amerikaneren.
„Det er akkurat hvad vi vil,“ svarte Sir Ralph tørt.
„Øgler!“ ropte den anden. „Tror De vi vil ut av luftskibet, som har
kostet os tusener paa tusener, bare fordi De befaler os det, og la det
drive av som en anden sæpeboble?“
„Ja, jeg gjør,“ svarte Sir Ralph tørt igjen. „Og hvis Dere ikke skynder
Dere, saa sprænger vi baade skibet og Dere i filler.“
Amerikaneren svor rædselsfuldt. Men det elendige mandskapet hans, som
var ræd for livet, bestormet ham, og forlangte tydelig at han skulde
lystre fiendens ordre.
„Men vi kommer til at sulte ihjel her paa denne øde stranden,“
protesterte han fremdeles.
„Saa ta noget mat med Dere. Og hør her, hvis Dere ikke er ute av
gondolen inden tre minutter, saa skyter vi.“ Han tok uret frem.
Amerikaneren svor og bandte, men til ingen nytte. Mandskapet tok ingen
notis av ham længer, men grep alt hvad de kunde faa med av proviant, og
gjorde sig istand til at forlate luftskibet. Og da anføreren saa at han
risikerte at fare alene tilveirs med skibet, gjorde han sig færdig til
at hoppe ut med de andre.
Sir Ralph saa paa klokken. „Et halvt minut igjen!“ ropte han.
Neppe hadde han sagt det, førend de alle klatret over rækverket og
hoppet ned.
I samme øieblik fór luftskibet tilveirs som en anden boble, og strøk med
en viss fart op mot skyerne.
Dale efter med aeroplanet, og lot de strandede luftsjørøvere bli
staaende der alene og stirre efter sit eget skib og dets erobrer.
Longley gik igjen ut paa kanon-platformen og tok sigte. Bom! sa det, og
ut sprat et projektil, som traf midt paa gasballongen. I næste øieblik
faldt hele det ødelagte luftskib med et smeld ned paa trætoppene og blev
hængende der.
Dale vendte sig rolig til Sir Ralph: „En udmerket maate at behandle
sjørøvere paa, ikke sandt?“
„Storartet!“ var svaret.


KAPITEL XIX.
Øen.

Efter at ha øvet justis over de flyvende sjørøvere fortsatte aeroplanet
sin kurs mot sydøst. Søndag morgen, 7de aug., hadde de den Mexikanske
Bugt under sig. Ved frokosttid var de igjen over land; det var Yucatan.
Saa time efter time over det Caraibiske Hav, og da natten kom, fløi de
fremdeles høit oppe og med fuld fart over umaadelige havstrækninger.
Men ved daggry næste morgen var de alle paafærde, og fik da se at de
hadde naadd det sted de styrte imot, den vide munding av den store
Omano-flod paa den nordøstlige kyst av Syd-Amerika.
„Men elven er jo brun!“ ropte Jack.
Sir Ralph forklarte at den hadde denne farve fordi den i sit hurtige løp
førte med sig en hel del jord.
„Og nu skal altsaa kursen sættes mot øst-nord-øst?“ spurte Dale.
„Ganske rigtig,“ svarte Sir Ralph. „Ifølge gamle Granit-Girdlestones
kart vil retningen øst-nord-øst fra mundingen av Omanofloden føre os
direkte til øen med vor skat.“
Efter frokost holdtes skarp utkik fra taarnvinduerne; men der var endnu
intet andet at se end det ensformige syn av himmel og hav.
Saa kom lunchen, og forventningerne steg. Klokken var et kvarter over
to, da Dale, som stod i styrehuset og brukte sin kikkert, pludselig
satte i at le og spurte: „Er der en tokrone at vinde nu ogsaa, Sir
Ralph?“
„Nei, ikke denne gang,“ kom det leende til svar. „De og gutterne er
altfor skarpsynte for mig!“
„Men ser De virkelig noget, Dale?“ spurte Jack ivrig. „Noget virkelig --
ikke noget narreri!“
„Spøk er utelukket, Jack,“ svarte Dale. „Men nu har jeg i tre minutter
set paa noget som, hvis det ikke er øen, maa være noget som prøver paa
at bedrage os.“
„Aa, la mig se!“ ropte Jack.
„Ja, men husk, det er ingen tokrone at vinde denne gangen.“
Jack holdt pusten av bare iver, satte saa i: „Sandelig min hat! Der er
den!“
„Ta det med ro nu, Jack,“ sa Sir Ralph, som stod ved styrehjulet. „Det
kan nok hænde det er en ø; men er det vor ø?“
„Ja, det er pointet,“ sa ogsaa Dale smilende.
Jack tok kikkerten igjen og ropte snart triumferende:
„Der er et fjeld paa den øen vi skal til, ikke sandt, far?“
„Jo, et stort, spidst fjeld, som stiger næsten ret op fra stranden.“
„Ja, da er det vor ø,“ forsikret Jack. „Det Dale saa, _er_ en ø, og der
_er_ et fjeld som staar ret op som en sukkertop.“
„Det klinger lovende; men la mig nu ogsaa faa se,“ svarte Sir Ralph.
„Jeg tror nok du har ret, gutten min,“ sa han om en stund. „Dette er