Kærlighedens Komedie - 5

STYVER.
Så? Tror De også--?
FRU HALM.
Å, hvor vil De hen!
GULDSTAD.
Ej længer, frue, end det kan sig skikke;
jeg klarer sagen til gensidigt held.
Blot et minut på tomandshånd--
FRU HALM.
Nu vel!
(de går sammen ud i haven; under det følgende ser man dem fra og til
i baggrunden i ivrig samtale.)
STYVER
(stiger ned i haven, idet han opdager Falk, som står og ser ud
over vandet).
De herrer digtere er hævns- og hads-mænd;
men vi regeringsfolk er fine statsmænd;
jeg vil arbejde for mig selv--
(ser presten, som kommer fra havestuen.)
Se så!
STRÅMAND
(på altanen).
Han flytter virkelig!
(går ned til Styver.)
Å, kære,--gå,
gå ind et lidet øjeblik i stuen
og hold min kone--
STYVER.
Skal jeg holde fruen!
STRÅMAND.
Med selskab, mener jeg. Vi og de små,
vi er så vante til at være sammen,
og aldrig--
(idet fruen og børnene viser sig i døren.)
Nå, der er de alt på trammen!
FRU STRÅMAND.
Hvor er du, Stråmand?
STRÅMAND
(sagte til Styver).
Find på et par ord, som
kan fængsle dem,--en ting, som er lidt morsom!
STYVER
(går op på altanen).
Har fruen læst departementets bønskrift?
Det er et mønster på stilistisk skønskrift;--
(tar en bog op af lommen.)
nu skal jeg in extenso referere--
(nøder dem høfligt ind i stuen, og går selv med. Falk kommer frem i
haven; han og Stråmand mødes; de ser en stund på hinanden.)
STRÅMAND.
Nu?
FALK.
Nu?
STRÅMAND.
Herr Falk!
FALK.
Herr pastor!
STRÅMAND.
Er de mere
medgørlig nu, end da vi skiltes?
FALK.
Nej,
jeg går min ufravigelige vej--
STRÅMAND.
Selv om De træder næstens lykke ned?
FALK.
Jeg planter sandheds urt i lykkens sted.
(smilende.)
For resten tænker De nok på avisen
for elskende?
STRÅMAND.
Nå, var det kanske spøg?
FALK.
Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg;
i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.
STRÅMAND.
Og om de sparer mig, så véd jeg visst en
person, som ikke slipper mig så let;
han nytter overtaget, han, kopisten,--
og det er _Deres_ skyld, og det er slet,
De rørte op i gamle sværmerier,
og De kan bande på, han ikke tier
med dem, ifald jeg mukker blot et ord
mod kravet, som de skråler på i kor.
Regeringsfolket har en svare magt
i pressen nuomstunder, er mig sagt.
En styverfængeropsats kan mig fælde,
hvis den blir prentet i det store blad,
som slår med Samsons håndgevær og vælde,
og går ivej med både håv og vad,
besynderlig mod slutten af kvartalerne--
FALK
(indrømmende).
Ja--hørte Deres saga til skandalerne--
STRÅMAND
(forsagt).
Alligevel. Det blad har mange spalter;
pas på: _der_ ofres jeg på hævnens alter.
FALK
(med lune).
På _straffens_, mener De,--og vel fortjent.
Der går en Nemesis igennem livet;
den rammer sikkert, skønt den rammer sent,--
at rømme væk fra den, er ingen givet.
Har en forsyndet sig imod ideen,
så kommer pressen, dens årvågne vagt,
og man får finde sig i efterveen.
STRÅMAND.
Men Herregud, når slutted jeg kontrakt
med den "idé", som føres her i munden!
Jeg er jo ægtemand, familjefar,--
husk på, at tolv umyndige jeg har;--
jeg er jo af min dagliggerning bunden,
jeg har annekser og en vidtstrakt gård,
en talrig stamhjord, åndelige får,--
se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;
der tærskes skal og i komposten klores;
man spør om mig i stalden og i kveen;--
når får _jeg_ tid at leve for _ideen_.
FALK.
Ja, så rejs hjem igen jo før jo heller;
kryb ind, før vinter, under torvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
den kække fylking tusend stridsmænd tæller,
og morgenvindens strømning fylder flaget.
STRÅMAND.
Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var igår mit lille kongerige,--
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom--
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hør på, hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en tid, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre kæk og uforfærdet.
Jeg sled for brød og der gik år forbi;
se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet.
Jeg kom der nord; mit hjem lå stilt bag fjeldet,
og verdens ring for mig blev prestegældet.--
Mit hjem--herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er?
FALK
(kort).
Det har jeg aldrig vidst.
STRÅMAND.
Det vil jeg tro.
Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er,
skønt der blandt fiender tykkes trangt for to.
Et hjem er der, hvor alle dine tanker
kan lege frit, som børn på faders fang,
hvor ej din røst på hjertedøren banker,
før svaret lyder i beslægtet sang.
Et hjem er _der_, hvor dine hår kan gråne,
og ingen mærker, at du ældes dog,
hvor kære minder dæmrer for at blåne,
som åsens rygning blåner bagom skog.
FALK
(med tvungen spot).
De blir jo varm--
STRÅMAND.
Ved det, som De kun ler af!
Så uligt har Vorherre os to skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra skyen skimtet, ser ud som en skrøne
mangt sandhedskorn ved landevejens kant;
De vil tilvejrs, jeg knapt til tagets møne,--
én fugl blev skabt til ørn--
FALK.
Og én til høne.
STRÅMAND.
Ja, le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en høne;--godt; men under vingen
jeg har en kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har hønens mod og hjerterum,
og jeg slår fra mig, når det mine gælder.
Jeg véd jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en værre dom De fælder,
og holder mig for grisk på verdens gods;--
godt, ingen strid om sligt imellem os!
(griber Falks arm og tilføjer dæmpet, men med stigende styrke.)
Ja, jeg er grisk og dum og sløv tillige;
men jeg er grisk for _dem_, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i trængselskrige,
og jeg blev sløv på ensomhedens hav.
Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,
gik under bag den endeløse dønning,
da stak en anden op på havets spejl,
og bar for landvind ind med livets lønning.
For hver en drøm, som gik i strævet under,
for hver en svingfjær, som på flugten knak,
jeg fik til skænk et lidet Guds vidunder,
og Herrens skænk jeg tog med pris og tak.
For _dem_ jeg stred, for _dem_ jeg bar i dynge,
for _dem_ jeg tyded selv den hellige skrift;--
_det_ var min blomstergård, min børneklynge;--
nu har De plettet dem med spottens gift!
De har bevist, æstetisk og forfatterligt,
at al min lykke var en dåres tro,
at det, jeg tog for alvor, det var latterligt;--
nu kræver jeg, giv mig igen min ro,
men giv mig den foruden bræk og mén--
FALK.
De kræver, _jeg_ skal lykkens hjemmel drøfte?--
STRÅMAND.
Ja, De har kastet på min vej en sten,
en tvilens sten, som ikkun De kan løfte.
Tag væk det stængsel mellem mig og mine,
som De har bygt, tag grimen af min hals--
FALK.
De tror, at jeg har løgnens lim tilfals,
for lykkens sprukne kar med det at kline?
STRÅMAND.
Jeg tror, at troen, som De rev omkuld
med ord, den kan med ord igen De rejse;
jeg tror, De kan den brukne lænke svejse;--
døm om igen,--tal sandhed hel og fuld,
bevis pånyt,--så jeg kan flaget hejse--
FALK
(stolt).
Jeg stempler lykkens messing ej som guld.
STRÅMAND
(ser fast på ham).
Så kom ihug, her nys blev sagt et ord
af en, som vejrer sandhedsharens spor:
(med opløftet finger.)
Der går en Nemesis igennem livet;
at rømme væk fra den, er ingen givet!
(han går mod huset.)
STYVER
(kommer ud med briller på og med den åbne bog i hånden).
Herr pastor, De må være som en vind!
De unge græder--
BØRNENE
(i døren).
Far!
STYVER.
Og fruen venter!
(Stråmand går ind i huset.)
STYVER.
Den dame har ej sans for argumenter.
(putter bogen og brillerne i lommen og kommer nærmere.)
Falk!
FALK.
Ja!
STYVER.
Jeg håber du har skiftet sind.
FALK.
Og hvorfor?
STYVER.
Å, det er da let forklarligt;
du indser sagtens, det er uforsvarligt
at gøre brug af konfidentielle
meddelelser;--dem må man ej fortælle.
FALK.
Nej, jeg har hørt, at _det_ skal være farligt.
STYVER.
Ja død og pine!
FALK.
Ja, men blot for storfolk.
STYVER
(ivrig).
Det farligt er for alle slags kontorfolk.
Du kan vel tænke dig, hvor det forminsker
hver udsigt for mig, dersom chefen tror,
jeg har en pegasus som går og vrinsker
i arbejdstiden i et _sligt_ kontor.
Du véd, fra "revisionen" og til "kirken"
man ynder ikke vingehestens virken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
at jeg har brudt kontorets første bud,
og åbenbaret skjulte ting af vigtighed.
FALK.
Så den er strafbar, slig en uforsigtighed?
STYVER
(hemmelighedsfuldt).
Den tvinge kan en offentlig person
til at begære straks sin demission.
Det er et lovbud for os, statens mandfolk,
at gå med lås for munden selv blandt grandfolk.
FALK.
Men det er jo tyrannisk af en hersker
at binde mund på den--kopist, som tærsker.
STYVER
(trækker på skuldrene).
Det er legalt; må lydes uden knur.
Desuden, i et tidspunkt, som nærværende,
da gagerevisionen står for tur,
det er ej klogt at ytre sig belærende
om arbejdstidens brug og dens natur.
Se, derfor er det, at jeg ber dig: ti dog;
et ord kan skille mig ved--
FALK.
Porteføljen?
STYVER.
Officielt benævnes det "kopibog".
Den protokol er egentlig som søljen,
der lukker linet for kontorets barm;
at gætte gåder der, forvolder harm.
FALK.
Og dog det var dig selv, som bad mig tale,
og kaste ud et vink om pultens skat.
STYVER.
Ja, vidste _jeg_, at presten kunde dale
så dybt i dynd, han, som har lykken fat,
som er i embed, som har kone, børn,
og penge til at trodse livets tørn?
Men kan _han_ falde ned til slig filister,
hvad skal man sige da om os _kopister_.
om _mig_, som er i uforfremmet stand
og har en kæreste, og snart skal giftes,
og passe på, at der familje stiftes,
etcetera!
(heftigere.)
O, var jeg velstandsmand,
jeg skulde spænde panseret om hærden
og slå i bordet til den hele verden.
Og var jeg enligt mandfolk, jeg, som du,
da kan du tro, at gennem prosa-sneen
jeg skulde bryde bane for ideen!
FALK.
Så berg dig, mand!
STYVER.
Hvad?
FALK.
Der er tid endnu!
Agt ikke verdens uglekloge dommerfugl:
husk, frihed gør en kålorm selv til sommerfugl!
STYVER
(træder tilbage).
Du mener, at jeg skulde bryde--?
FALK.
Ja;
er perlen væk, hvad gælder skallet da?
STYVER.
Sligt forslag kunde stilles til en rus,
ej til en mand med karakter i jus!
Jeg regner ej, hvad Kristian den femte
i sin tid om trolovelser bestemte,--
thi det slags forhold findes ej berørt i
"lov om forbrydelser" af to-og-fyrti;
for så vidt var ej sagen kriminel,
det var jo intet brudd på det legale--
FALK.
Der kan du se!
STYVER
(fast).
Ja, men alligevel,--
om slig en eksception blir aldrig tale.
I trange tider holdt vi trofast sammen;
_hun_ fordrer ikke stort af livets gammen,
og _jeg_ er nøjsom, har alt længe sporet,
at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret.
Lad andre følge svaneflokkens flugt;
liv i det små kan også være smukt.
Hvad siger ej etsteds geheimeråd Goethe
om melkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan ingen skumme lykkens fløde,
og endnu mindre hente smørret hid--
FALK.
Nå, var end målet lykkesmørrets kerning,
må ånden råde dog i al din slid;--
en mand skal være borger af sin tid,
men adle tidens borgerlige gerning.
Ja visstnok er der skønhed i det små;
men kunsten er at _skue_ og _forstå_.
Ej hver, som ynder at håndtere sølen,
må _derfor_ tro sig ligemand med "Dølen".
STYVER.
Så lad os gå med fred vor jævne vej;
vi stænger ikke stierne for dig,
vi følger gaden, du i højden svæver.
Hm, _der_ fór også hun og jeg engang;
men dagens krav er arbejd, ikke sang,--
den dør man fra, alt efter som man lever.
Se, ungdomslivet er en stor proces
og den unødigste af alle trætter;--
gå på akkord, og tænk ej på regres;
thi sagen taber du for alle retter.
FALK
(kæk og trøstig, idet han kaster et øje på lysthuset).
Nej, er den end for sidste domstol kommen,--
jeg véd, der er benådning bagom dommen!
Jeg véd, et liv kan _leves_ ud af to,
med frelst begejstring og med reddet tro;
men _du_ forkynder tidens usle lære:
at idealet er det sekundære!
STYVER.
Nej, det _primære_; thi dets hverv er ude,
som blomstens hverv--når frugten sætter knude.
(Inde ved pianoet spiller og synger frøken Skære: "Ach, du lieber
Augustin". Styver stanser og lytter i stille bevægelse.)
Hun kalder på mig med den samme sang,
som talte, da vi mødtes første gang.
(lægger hånden på Falks arm og ser ham ind i øjet.)
Så tidt hun _den_ til liv i længsel henter,
går ud ifra min kærestes tangenter
bekræftet genpart af det første ja.
Og når vor kærlighed til slut har endskab,
og afdør, til opstandelse som venskab,
skal sangen binde mellem _før_ og _da_.
Og krøges end min ryg i flugt med pulten,
og blir mit dagværk kun en krig mod sulten,
så går jeg glad dog vejen til mit hjem,
hvor det forsvundne står i toner frem.
Er _der_ en stakket kveldstund helt vor egen,--
da er jeg sluppen skadesløs fra legen!
(han går ind i huset. Falk vender sig mod lysthuset. Svanhild
kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en stund i taushed på
hinanden og kaster sig med heftighed i hinandens arme.)
FALK.
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske friluftsblomst på kirkegården,--
_der_ ser du, hvad de kalder liv i våren!
Der lugter lig af brudgom og af brud;
der lugter lig, hvor to går dig forbi
på gadehjørnet, smilende med læben,
med løgnens klumre kalkgrav indeni,
med dødens slaphed over hver en stræben.
Sligt kalder de at _leve!_ Himlens magter,
er slig en lod da værd de tusend fagter?
At drætte børnehjorder op til sligt,
at fede dem med retsind og med pligt,
at gøde dem med tro en stakket sommer,--
til brug, når sjæleslagtningstiden kommer!
SVANHILD.
Falk, lad os rejse!
FALK.
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke verden overalt den samme,
og findes ej på hvermands væg igen
den samme løgn i sandheds glas og ramme?
Nej, vil vi blive, nydende spektaklet,
tragikomedien, harlekinsmiraklet,--
et folk, som _tror_--hvad hele folket _lyver!_
Se presten og hans kone, Lind og Styver,
som kærlighedens julebukke taklet,
med løgn i hjertet og med tro i munden,--
og endda respektable folk i grunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
men løgnens indhold, det tør ingen klandre;--
hver regner sig, skønt havsnødsmand på kølen,
for lykkens Krøsus, salig som en gud;
_selv_ drev de sig af paradiset ud,
og bums til ørerne i svovelpølen;
men ingen af dem skønner, hvor han sidder,
og hvermand tror sig paradisets ridder,
og hvermand smiler under ak og uf;
og kommer Belsebub med brøl og gluf,
med horn og bukkeben og noget værre,--
da muntrer man sin nabo med et puf:
tag hatten af dig; se, der går Vorherre!
SVANHILD
(efter en kort tankefuld stilhed).
Hvor underfuld en kærlig hånd har pegt
på vejen for mig til vort vårdagsstævne.
Det liv, jeg har i spredte drømme legt,
skal jeg fra denne stund mit dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde;--
da bød du lys,--da lod du _ham_ mig finde!
(ser på Falk med stille, kærlig forundring.)
Hvad kraft er dog i dig, du stærke træ,
som står i vindfaldsskogen rank og frodig,
som står alene, og som dog har læ
for mig--?
FALK.
Guds sandhed, Svanhild;--den gør modig.
SVANHILD
(ser mod huset med et udtryk af skyhed).
De kom som onde fristere, de to,
_hver_ talsmand for sin halve del af slægten.
En spurgte: hvor kan ungdomselskov gro,
når sjælen luder under velstandsvægten?
Den anden spurgte: hvor har elskov liv,
når kravet er en evig armodskiv?
Forfærdeligt--at præke denne lære
som sandheds ord, og endda livet bære!
FALK.
Og hvis det nu gjaldt os?
SVANHILD.
Gjaldt os?--Hvad da?
Kan ydre vilkår gøre til og fra?
Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,
da vil jeg stå og falde ved din side.
O, intet er så let som biblens bud,
at lægge hjemmet bag sig, juble, lide,
og følge den, man elsker, frem til Gud.
FALK
(favner hende).
Så kom da, vintervejr, med vold og vælde!
Vi _står_ i stormen; os kan ingen fælde!
(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i baggrunden. Falk og
Svanhild blir stående ved lysthuset.)
GULDSTAD
(dæmpet).
Se, frue!
FRU HALM
(overrasket).
Sammen!
GULDSTAD.
Tviler De endnu?
FRU HALM.
Det var mærkværdigt!
GULDSTAD.
Å, jeg har nok mærket,
at han så stilt har ruget over værket.
FRU HALM
(hen for sig).
Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu?
(livligt til Guldstad.)
Men, nej, jeg kan ej tro--
GULDSTAD.
Vel; det skal prøves.
FRU HALM.
Nu straks på stedet?
GULDSTAD.
Ja, og eftertrykkeligt.
FRU HALM
(rækker ham handen).
Gud være med Dem!
GULDSTAD
(alvorlig).
Tak, det kan behøves.
(kommer nedover.)
FRU HALM
(ser sig tilbage, idet hun går).
Hvad udfald sagen får, blir barnet lykkeligt.
(går ind i huset.)
GULDSTAD
(nærmer sig til Falk).
Det er vel knapt med tiden?
FALK.
Et kvarter,
så går jeg.
GULDSTAD.
Der behøves ikke mer.
SVANHILD
(vil fjerne sig).
Farvel!
GULDSTAD.
Nej bi!
SVANHILD.
Skal jeg?
GULDSTAD.
Til De har svaret.
Imellem os må alting være klaret;--
vi tre får tale ud af hjertet sammen.
FALK
(overrasket).
Vi tre?
GULDSTAD.
Ja, Falk,--nu må vi kaste hammen.
FALK
(undertrykker et smil).
Til tjeneste.
GULDSTAD.
Så hør. Det er omtrent
et halvt års tid vi har hinanden kendt;
vi kævled--
FALK.
Ja.
GULDSTAD.
Fast aldrig var vi enige;
vi gav hinanden tidt det glatte lag;
De stod som høvding for en stortænkt sag,
jeg var kun en af døgnbedriftens menige.
Og endda var det som en streng, der bandt
imellem os, som tusend glemte sager
ifra min egen ungdoms tankelager,
De støved op og frem for dagen fandt.
Ja ja, De ser på mig; men gråsprængt hår
har også flommet frit og brunt en vår,
og panden, som ens daglig-gerning dynker
med trældoms-sved, bar ikke altid rynker.
Dog nok om det! jeg er forretningsmand--
FALK
(let spottende).
De er den sunde praktiske forstand.
GULDSTAD.
Og De er håbets unge glade sanger.
(træder mellem dem.)
Se derfor, Falk og Svanhild, står jeg her.
Nu må vi tale; thi den stund er nær,
som bær i skjoldet lykke eller anger.
FALK
(spændt).
Så tal!
GULDSTAD
(smilende).
Jeg sagde Dem igår, jeg grunded
på et slags digtning--
FALK.
På en faktisk.
GULDSTAD
(nikker langsomt).
Ja!
FALK.
O hvis man spør, hvor De tar stoffet fra--?
GULDSTAD
(ser et øjeblik på Svanhild og vender sig atter mod Falk).
Det er et fælles stof vi to har fundet.
SVANHILD.
Nu må jeg gå.
GULDSTAD.
Nej, bliv og hør til ende.
En anden kvinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kende;
til snerperi er Deres sind for rigt.
Jeg så Dem vokse, så Dem foldes ud;
De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter;--
men længe så jeg kun i Dem en datter;--
nu spør jeg--vil De være mig en brud?
(Svanhild viger sky tilbage.)
FALK
(griber ham ved armen).
Tal ikke mere!
GULDSTAD.
Rolig; hun skal svare
Spørg også De,--så kan hun vælge frit.
FALK.
Jeg--siger De?
GULDSTAD
(ser fast på ham).
Det gælder at bevare
tre liv for lykken,--ej alene mit.
Forstil Dem ej, det nytter Dem kun lidt;
thi skønt min gerning ligger i det lave,
så fik jeg endda et slags klarsyns-gave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg så
den unge kærlighed i blomst at stå;
men denne kærlighed, den stærke, kække,
_den_ er det, som kan hendes lykke knække.
FALK
(farer op).
Det tør De sige!
GULDSTAD
(rolig).
Med erfarings ret.
Hvis nu De hende vandt--
FALK
(trodsende).
Hvad så?
GULDSTAD
(langsomt og med eftertryk).
Ja sæt
hun turde _alt_ på denne grundvold bygge,
og vove _alt_ på dette ene kort,--
og livets storm så fejed grunden bort;
og blomsten falmed under tidens skygge?
FALK
(forglemmer sig og udbryder):
Ugørligt!
GULDSTAD
(ser betydningsfuldt på ham).
Hm, så tænkte også jeg
da jeg var ung, som De. I gamle dage
jeg brandt for en; da delte sig vor vej.
Igår vi mødtes;--intet er tilbage.
FALK.
Igår?
GULDSTAD
(smiler alvorligt).
Igår. De kender prestefruen--
FALK.
Hvad? Det var _hende_, som--
GULDSTAD.
Som tændte luen.
For hende sørged jeg i mange år,
og i dem alle stod hun for mit minde,
som den hun var, hin unge fagre kvinde,
dengang vi mødtes i den friske vår.
Nu tænder I den samme dårskabsild,
nu frister I det samme vovespil,--
se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!
Stans lidt, og tænk jer om;--jer leg er farlig!
FALK.
Nej, jeg har sagt det hele thevandslag
min stærke tro, som ingen tvil kan fælde--
GULDSTAD
(udfylder meningen).
At kærligheden efter frit behag
kan trodse vane, nød og sorg og ælde.
Nå, lad så være; mulig er det sandt;
men se nu sagen fra en anden kant.
Hvad _elskov_ er, véd ingen at forklare;
hvori den stikker, denne glade tro,
at én blev skabt til saligt liv i _to_--
se, det kan ingen mand på jord besvare.
men _ægteskabet_, det er noget praktisk,
og ligeså _forlovelse_, min ven;
og let det lar sig eftervise faktisk,
at en er skikket just for _den_ og _den_.
Men kærligheden kårer jo _iblinde_.
den vælger ej en _hustru_, men en _kvinde_.
og hvis nu denne kvinde ej er skabt
til viv for Dem--?
FALK
(spændt).
Nu?
GULDSTAD
(trækker på skuldrene).
Så er sagen tabt.
En lykkelig forlovelse betinges
ej blot af elskov, men af meget mer,
familjelemmer, som man gerne ser,
af sind, som under samme hat kan bringes.
Og ægteskabet? Ja, det er et hav
af lutter fordringer og lutter krav,
som lidet har med elskov at bestille.
Her kræves huslighed og dyder milde,
her kræves køkkensans og andet sligt,
forsagelse og agt for bud og pligt,--
og meget som i frøkenens nærværelse
ej gøres kan til genstand for belærelse.
FALK.
Og derfor--?
GULDSTAD.
Lyd et råd, så godt som guld.
Brug lidt erfaring; hør Dem om i livet,
hvor hvert par elskende tar munden fuld,
som hele millionen _dem_ var givet.
For alteret skal de sporenstregs, de to;
de får et hjem og er i lykkens kridthus;
så går en tid i sejersrus og tro;
så kommer der en opgørsdag;--jo, jo!
Da er det hele bo et stort fallithus!
Fallit er ungdoms blomst på konens kind,
fallit er tankens flor i hendes indre;
fallit er sejrens mod i mandens sind,
fallit hver glød, som fordum sås at tindre;
fallit, fallit er hele boets masse;
og slige to gik dog i livet ind
som elskovs handelshus af første klasse!
FALK
(i stærkt udbrud).
Det er en løgn!
GULDSTAD
(urokkelig).
For nogle timer siden
var det dog sandhed. Det var _Deres_ ord,
da her De stod, som han i brabantstriden,
og sloges med det ganske thevandsbord.
Da lød benægtelsen fra alle kanter,
som nu fra Dem; nå ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at høre døden nævne, når vi skranter.
Se presten, han, som komponerte, malte,
i frierdagene med ånd og smag;--
hvor kan De undres på, at manden dalte,
da han og hun kom under fælles tag?
Hun var jo skabt for ham til elskerinde,--
til viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og så kopisten, som skrev gode vers?
Da fyren var i Herrens navn forlovet,
kom hele rimeriet straks på tvers,
og siden den tid har hans muse sovet
ved rokkeduren af en evig jus.
Der ser I--
(betragter Svanhild.)
Fryser De?
SVANHILD
(sagte).
Jeg fryser ikke.
FALK
(tvinger sig ind under en spøgende tone).
Og når det aldrig ender med et plus,
men kun med minus,--hvorfor vil De stikke
den kapital, De råder over, i
sligt lidet fordelagtigt lotteri?
Det lader næsten, som De har den tro,
at De blev særlig skabt for bankerotten?
GULDSTAD
(ser på ham, smiler og ryster på hovedet).
Min kække unge Falk,--gem lidt på spotten.--
På to _slags_ vis et par kan sætte bo.
Det grundes kan ved illusionskrediten,
ved langsigtsveksler på en evig rus,
på permanents af aldren atten-nitten,
og på umulighed af gigt og snus;--
det grundes kan på rosenrøde kinder,
på klare øjne og på lange hår,
på tryghed for, at aldrig sligt forsvinder,
og at parykkens time aldrig slår.
Det grundes kan på stemningsfulde tanker,
på blomsterflor i ørkenstøvet tørt,
på hjerter, der, et livsløb gennem, banker,
som da det første ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig trafik? De navnet kender;--
det kaldes humbug,--humbug, kære venner!
FALK.
Nu skønner jeg, De er en farlig frister,--
De, velstandsmanden, kanske millionær,
mens alt, hvad _mit_ i denne verden er,
blev båret bort af to artillerister.
GULDSTAD
(skarpt).
Hvad mener De med det?
FALK.
Det ligger nær;
thi den _solide_ grundvold, kan jeg tænke,
er sagtens _mynt_,--mirakelmidlet _mynt_.
som låner mangen middelaldersk enke
Sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.
GULDSTAD.
Å nej, den er dog noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme strøm
af venlig agt, der kan sin genstand hædre,
så fuldt, som jublen i en ørskedrøm.
Den er en følelse af pligtens lykke,
af omsorgs velbehag, af hjemmets fred,
af viljers bøjning mod hinanden ned,
af vågen for at ingen sten skal trykke
den kårnes fod, hvor hun i livet skred.
Den er en mildhedshånd, som læger sårene,
den mandekraft, som bær med villig ryg,
den ligevægt, som rækker gennem årene,
den arm, som støtter tro og løfter tryg.--
_Det_ er det indskud, Svanhild, _jeg_ kan byde
til Deres lykkes bygning; svar mig nu.
(Svanhild gør en stærk anstrengelse for at tale; Guldstad løfter
hånden og hindrer hende.)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig hu.
FALK.
Og hvoraf véd De--
GULDSTAD.
At De elsker hende!
Det har jeg læst på Deres øjnes bund.
Sig også _hende_ det i denne stund.
(trykker hans hånd.)
Nu går jeg ind. Lad legen få en ende.
Og tør De love mig med hånd og mund,
at være hende slig en ven i livet,
slig stav på vejen, slig en trøst i nød,
som jeg kan være det,--
(vender sig til Svanhild.)
Nu godt, så skriv et
udsletningsmærke over det, _jeg_ bød.
Da har jeg sejret, sejret i det stille;