Kærlighedens Komedie - 4

GULDSTAD.
Nej, den er _islandsk mos_ i godvejr høstet:
den læger frøkener med ondt for brystet.
EN HERRE.
Den er en _vild kastanje_,--meget priselig
som kakkelovnsved, men frugten er uspiselig.
SVANHILD.
Nej, en _kamelia_; som før konvallerne,
den er jo damers _hovedpynt_ på ballerne.
FRU STRÅMAND.
Nej, den er lig en blomst, som var så net;--
bi lidt--den var nok grå--nej, violet;--
hvad hed den nu--? Lad se--den ligned dem, som--;
nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.
STYVER.
Hvert blomsterbilled går på halte ben.
Den ligner snarere en blomster_potte_.
_ad gangen_ har den ikkun plads for én,
men _efterhånden_ kan den rumme otte.
STRÅMAND
(i børneflokken).
Nej, kærligheden er et _pæretræ_.
om våren pære-blomster-hvid, som sne;
lidt udpå året blomsterne sig arter
til fler og flere store grønne karter;
af faderstammens safter de sig nærer;--
med guds hjælp blir de allesammen pærer.
FALK.
Så mange hoveder, så mange sind!
Nej, alle famler de på gale veje.
Hver lignelse er skæv; men hør nu min;--
den kan på hver en vis De sno og dreje.
(rejser sig i talerstilling.)
Der gror en plante i det fjerne øst;
dens odelhjem er solens fætters have--
DAMERNE.
Å, det er _theen_.
FALK.
Ja.
FRU STRÅMAND.
Han har en røst,
som Stråmand, når han--
STRÅMAND.
Bring ham ej af lave.
FALK.
Den har sit hjem i fabellandets dale,
vel tusend mile bagom ørkner golde;--
fyld koppen, Lind! Så tak. Nu skal jeg holde
om the og kærlighed en thevandstale.
(Gæsterne rykker nærmere sammen.)
Den har sit hjem i eventyrets land;
ak, _der_ har også kærligheden hjemme.
Kun solens sønner, véd vi, fik forstand
på urtens dyrkning, på dens røgt og fremme.
Med kærligheden er det ligeså.
En dråbe solblod må i åren slå,
hvis kærlighed skal skyde rod derinde,
skal grønnes, gro, og frem til blomstring vinde.
FRØKEN SKÆRE.
Men Kina er et meget gammelt land,
så theens ælde deraf sluttes kan--
STRÅMAND.
Den var visst til før Tyrus og Jerusalem.
FALK.
Ja den var kendt, da salig herr Metusalem
i billedbogen bladed på sin skammel--
FRØKEN SKÆRE
(triumferende).
Og kærlighedens væsen er jo ungt!
at finde lighed her, vil falde tungt.
FALK.
Nej, kærligheden er og meget gammel;
den læresætning underskriver _vi_ jo
så troende, som folk i Kap og Rio;--
ja, fra Neapel og til nord for Brevig
der gives dem, der påstår den er _evig_;--
nå, deri er vel nogen overdrivelse,--
men _gammel_ er den over al beskrivelse.
FRØKEN SKÆRE.
Men kærlighed og kærlighed er ét;
af the der gives både god og slet.
FRU STRÅMAND.
Ja, man har the i mange kvaliteter.
ANNA.
De grønne forårsspirer aller først--
SVANHILD.
Den slags er kun for solens døtres tørst.
EN UNG DAME.
Man skildrer den berusende som æter--
EN ANDEN.
Som lotos duftende, og sød som mandelen.
GULDSTAD.
_Den_ forekommer aldrig _her_ i handelen.
FALK
(som imidlertid er trådt ned fra altanen).
Ak, mine damer, hver i sin natur
har og et særligt lidet "himmelsk rige".
_Der_ knopped sig af spirer tusend slige
bag blyheds faldende kinesermur.
Men fantasiens små kineserdukker,
som sidder i kioskens ly og sukker,
som drømmer vidt--så vidt--, med slør om lænderne,
med gyldne tulipaners flor i hænderne,--
til dem I førstegrødens knopper sanked;
jer var det ét, hvad høst der siden vanked.
Se, derfor når til os, med grus og stilke,--
en efterslæt, mod hin, som hamp mod silke,--
en høst, som fås af træet ved at sparke det--
GULDSTAD.
Det er den sorte the.
FALK
(med et nik).
Den fylder markedet.
EN HERRE.
Så taler Holberg om en thé de boeuf--
FRØKEN SKÆRE
(snerpet).
Den er visst ubekendt for nutidsganer.
FALK.
Der gives og en kærlighed de boeuf;
den slår sin mand for panden--i romaner,
og skal nok spores fra og til i tøf-
felhæren under ægteskabets faner.
Kort, der er lighed, hvor De mindst det tror.
Således siger jo et gammelt ord,
at theen lider, mister noget af et
aroma, som i plantens indre bor,
ifald til os den føres over havet.
Igennem ørknen må den, over bakkerne,--
må svare told til Russen og Kosakkerne;
de stempler den, så får den vidre fare,
så gælder den blandt os for ægte vare.
Men går ej kærligheden samme vej?
Igennem livets ørk? Hvad blev vel følgerne,
hvad skrig, hvad verdens dom, hvis De, hvis jeg
bar kækt vor elskov over frihedsbølgerne!
"Gud, den har tabt moralens krydderi!"
"Legalitetens duft er rent forbi!"
STRÅMAND
(rejser sig).
Ja, Gud ske lov--i sedelige lande
er slige varer endnu kontrabande!
FALK.
Ja, skal den hertillands passere frit,
så må den gennem reglernes Siberien,
hvor ingen havluft skade kan materien;--
så må den vise segl og sort på hvidt
fra kirkeværge, organist og klokker,
fra slægt og venner, kendinger og pokker,
og mange andre brave mænd, foruden
det fripas, som den fik af selve guden.--
Og så det sidste store lighedspunkt;
se, hvor kulturens hånd har lagt sig tungt
på "himmelriget" i det fjerne østen;
dets mur forfalder, og dets magt er sprængt,
den sidste ægte mandarin er hængt,
profane hænder alt besørger høsten.
Snart "himlens rige" er en saga blot,
et eventyr, som ingen længer tror på;
den hele verden er et gråt i gråt;--
vidunderlandet har vi kastet jord på.
Men har vi det,--hvor er da kærligheden?
Ak, da er også den jo vandret heden!
(løfter koppen ivejret.)
Nå, lad forgå, hvad tiden ej kan bære;--
en thevandsskål til salig Amors ære!
(drikker ud; stærk uvilje og bevægelse i selskabet.)
FRØKEN SKÆRE.
Det var en meget selsom brug af ordet!
DAMERNE.
At kærligheden skulde være død--!
STRÅMAND.
Her sidder den jo sund og rund og rød
i alskens skikkelser om thevandsbordet.
Her har vi enken i sin sorte dragt--
FRØKEN SKÆRE.
Et trofast ægtepar--
STYVER.
Hvis elskovspagt
kan lægge mangt et håndfast pant irette.
GULDSTAD.
Derefter kommer kærlighedens lette
kavaleri,--de mange slags forlovede.
STRÅMAND.
Først veteranerne, hvis forbund vovede
at trodse tidens tand--
FRØKEN SKÆRE
(afbryder).
Og så eleverne
i første klasse,--parret fra igår--
STRÅMAND.
Kort, her er sommer, vinter, høst og vår;
den sandhed kan De tage på med næverne,
med øjne se, og høre den med øren--
FALK.
Nu ja?
FRØKEN SKÆRE.
Og endda viser De den døren!
FALK.
De har nok højlig misforståt mig, frøken.
Når har jeg nægtet disse ting var til?
Men De må komme vel ihug, at røgen
er ikke altid just bevis på ild.
Jeg véd så såre vel, man tar tilægte,
familje stiftes, og deslige ting;
De skal visst aldrig høre mig benægte,
at der i verden findes kurv og ring,
at rosenrøde små billetter skrives
og lukkes med et duepar, som--kives,
at der går kærester i hver en gade,
at gratulanterne får chokolade,
at skik og brug har formet et reskript
med egne regler for enhver "forliebt";--
men Herregud, vi har jo og majorer,
et arsenal med stort materiel,
her findes trommer, huggerter og sporer,--
men hvad beviser så det hele vel?
Blot at vi ejer folk med sværd ved belte,
men ingenlunde at vi ejer helte.
Ja, selv om hele lejren fuld af telte stod,--
var det da derfor sagt der gaves heltemod?
STRÅMAND.
Nå, billighed i alt; oprigtigt talt
det er ej altid just i sandheds tjeneste,
når unge folks forelskelse blir malt
så stærk og så,--ja, som det var den eneste,
På _den_ er ej til hver en tid at bygge;
nej, først i ægteskabets huslig-hygge
står kærligheden grundet på en klippe,
som aldrig svigter og som ej kan glippe.
FRØKEN SKÆRE.
Da er jeg af en ganske anden mening.
Jeg skulde tro to hjerters fri forening,
som løses kan idag, men årvis varer,
dog kærlighedens ægthed bedst forsvarer.
ANNA
(med varme).
O, nej,--et forhold, som er friskt og ungt,
er dog på kerne mere rigt og tungt.
LIND
(tankefuld).
Hvem véd om ej det dufter af ideen,
som frøknens hvidvejs, ikkun under sneen.
FALK
(pludselig udbrydende).
Du faldne Adam! Det var hjemve-tanken,
som søgte Eden bagom gærdeplanken!
LIND.
Hvad snak!
FRU HALM
(krænket, til Falk, idet hun rejser sig).
Det er just intet venskabsstykke,
at vække tvist, hvor vi har stiftet fred;
frygt ej for Deres ven og for hans lykke--
NOGLE DAMER.
Nej, den er viss!
ANDRE.
Ja, det vi sikkert véd.
FRU HALM.
Vel har hun ej lært kogebog i skolen,
men det skal læres endnu denne høst.
FRØKEN SKÆRE.
Til bryllupet hun selv broderer kjolen.
EN TANTE
(klapper Anna på hovedet).
Og blir fornuftig så det er en lyst.
FALK
(ler højt).
O, du fornuft-karrikatur, som dræber
med galskabs hallingdans på vennelæber!
Var det fornuftighed, han vilde finde?
Var det en kogebogs professorinde?
Han kom herind som vårens glade svend,
han kåred havens unge vilde rose.
I drog den op for ham;--han kom igen;--
hvad bar så busken? Hyben!
FRØKEN SKÆRE
(stødt).
Vil De skose?
FALK.
En nyttig frugt til husbrug,--ja, ved Gud!
Men hybnen var dog ej hans vårdags brud.
FRU HALM.
Ja, hvis herr Lind har søgt en balheltinde,
så er det slemt; hun er ej her at finde.
FALK.
O ja,--jeg véd, der drives jo et døgn-
koketteri med huslighedens tanke;
det er et rodskud af den store løgn,
der gror i højden, lig en humleranke.
_Jeg_ tar ærbødig hatten af, min frue,
for "balheltinden"; hun er skønhedsbarn,--
og idealet spænder gyldne garn
i ballets sal, men knapt i ammens stue.
FRU HALM
(med undertrykt forbitrelse).
Herr Falk, slig adfærd har en nem forklaring.
Forlovet mand er tabt for venners lag;
_det_ er nok kernen i den hele sag;
jeg har i det kapitel god erfaring.
FALK.
Naturligvis;--syv søsterdøtre gifte--
FRU HALM.
Og gifte lykkeligt!
FALK
(med eftertryk).
Ja, _er_ det visst!
GULDSTAD.
Hvad nu!
FRØKEN SKÆRE.
Herr Falk!
LIND.
Er det din agt at stifte
uenighed!
FALK
(med udbrud).
Ja, krig og splid og tvist!
STYVER.
Du, som er lægmand, en profan i faget!
FALK.
Ja, lad det gå; jeg hejser endda flaget!
Ja, krig jeg vil med hænder og med fødder,
en krig mod løgnen med de stærke rødder,
mod løgnen, som I røgtet har og vandet,
så frækt den knejser og ser ud som sandhed!
STYVER.
Jeg protesterer mod alt ubevist,
og forbeholder mig regres--
FRØKEN SKÆRE.
Ti stille!
FALK.
Så det er _kærlighedens_ friske kilde,
som hvisker om, hvad enken har forlist,--
hin kærlighed, som sletted "savn" og "klage"
af sproget ud i lykkens lyse dage!
Så det er _kærlighedens_ sejersflod,
som ruller gennem ægteparrets årer,--
hin kærlighed, som kækt på skansen stod,
og trådte skik og vedtægt under fod,
og lo af alle verdens kloge dårer!
Så det er _kærlighedens_ skønhedsflamme,
som holder en forlovelse i gang
i lange år! Ja så! Det er den samme,
som ildned selv kontorets søn til sang!
Så det er _kærlighedens_ unge lykke,
som frygter farten over havets hvælv,
som _kræver_ offer, skønt i fagrest smykke
den skulde stråle--_ofrende sig selv!_--
O nej, i løgnens dagligdagsprofeter,
kald tingen en gang med sit rette navn;
kald enkestandens rørelser for _savn_.
og ægtestandens _vane_, som de heder!
STRÅMAND.
Nej, unge mand, slig frækhed er for stor!
Der er bespottelse i hvert et ord!
(træder Falk tæt under øjnene.)
Nu aksler jeg mit gamle skind til striden
for arvet tro imod den nye viden!
FALK.
Jeg går til kampens højtid som til fest.
STRÅMAND.
Godt! De skal se mig trodse kugleregnen!--
(nærmere.)
Et viet par er helligt, som en prest--
STYVER
(på Falks anden side).
Og et forlovet--
FALK.
Halvt om halvt, som degnen.
STRÅMAND.
Se disse børn;--De ser den--denne klynge?
Den kan på forhånd mig Viktoria synge!
Hvor var det muligt at--hvor var det gørligt--;
nej, sandheds ord er mægtigt, ubønhørligt;--
at stoppe øret til, kan kun en tåbe.
Se,--disse børn er elskovsbørn tilhobe--!
(stanser forvirret)
Ja det vil sige--nej, naturligvis--!
FRØKEN SKÆRE
(vifter sig med lommetørkledet).
Det er en meget uforståelig tale.
FALK.
Se der leverer De jo selv bevis;
et af de ægte, gode, nationale.
De skelner mellem ægteskabets panter,
og elskovs ditto;--deri gør De klogt;
der forskel er, som mellem råt og kogt,
som mellem markens blomst og potteplanter.
Hos os er kærligheden snart en videnskab;
forlængst den hørte op at være lidenskab.
Hos os er kærligheden som et fag;
den har sit faste laug, sit eget flag;
den er en stand af kærester og ægtemænd,--
de passer tjenesten og kan nok mægte den;
thi der er samhold, som i havets tangforgrening.
Alt, hvad etaten mangler, er en sangforening--
GULDSTAD.
Og en avis!
FALK.
Godt! I skal få avisen!
Det var en god idé; vi har jo blade
for børn og damer, troende og skytter.
Jeg håber ingen spørger efter prisen.
_Der_ skal I få at se, som på parade,
hvert bånd, som Per og Paul i byen knytter;
_der_ rykkes ind hvert rosenfarvet brev,
som Vilhelm til sin ømme Laura skrev;
_der_ trykkes blandt ulykkelige hændelser,--
som ellers mord og krinolinforbrændelser,--
hvert opslag, som fandt sted i ugens løb;
_der_ averteres under salg og køb
hvor brugte ringe billigst kan bekommes;
_der_ annonceres tvillingen og trillingen,--
og er der vielse, så sammentrommes
det hele laug at se på forestillingen;--
og vanker der en kurv, så prentes den
i bladet mellem andre nyhedsstoffer;
det lyde skal omtrent som så: "Igen
har elskovsdjævlen krævet her et offer!"
Jo, I skal se, det går; thi når det lider
imod den tid, da abonnenten bider,
da bruger jeg en madding, som ej dræber den;--
da slagter jeg, på storbladsvis, en pebersvend.
Jo, I skal se mig kækt til laugets nytte stridende;
som tiger, ja, som redaktør mit bytte bidende--
GULDSTAD.
Og bladets titel?
FALK.
"Amors norske skyttetidende"!
STYVER
(nærmer sig).
Det er dog ej dit alvor vel? Du vil
ej sætte slig dit gode navn på spil!
FALK.
Mit ramme alvor. Tidt nok påstod man,
at ingen kan af kærligheden leve;
jeg vise skal, den påstand er ej sand;
thi jeg skal leve af den som en greve,
især hvis frøken Skære, som jeg håber,
levere vil herr Stråmands "livsroman"
til skænkning ud, som feuilleton, i dråber.
STRÅMAND
(forskrækket).
Gud stå mig bi! Hvad er nu det for plan?
Mit livs roman? Når var mit liv romantisk?
FRØKEN SKÆRE.
Det har jeg aldrig sagt!
STYVER.
En misforståelse!
STRÅMAND.
Jeg skulde gjort mig skyldig i forgåelse
mod skik og brug! Der lyver De gigantisk!
FALK.
Nu godt.
(slår Styver på skulderen.)
Her står en ven, som ej vil svigte.
Jeg åbner bladet med kopistens digte.
STYVER
(efter et forferdet blik på presten).
Men er du gal! Nej, må jeg be om ordet!--
Du tør beskylde mig for vers--
FRØKEN SKÆRE.
Nej Gud--!
FALK.
Det rygte går dog ud ifra kontoret.
STYVER
(i høj vrede).
Fra vort kontor går aldrig noget ud!
FALK.
Ja, svigt mig også _du_; jeg har endda
en trofast bror, som ikke falder fra.
"Et hjertes saga" venter jeg fra Lind,
hvis elskov er for fin for havets vind,
som ofrer landsmænds sjæle for sin kærlighed,--
sligt viser følelsen i al dens herlighed!
FRU HALM.
Herr Falk, nu er mit tålmods rest til ende.
Vi kan ej leve under samme tag;--
jeg håber, at De flytter end idag--
FALK
(med et buk, idet fruen og selskabet går ind).
Det var jeg forberedt på vilde hænde.
STRÅMAND.
Imellem os er krig på død og liv;
De har fornærmet mig med samt min viv,
ja mine børn, fra Trine ned til Ane;--
gal kun, herr Falk,--gal, som ideens hane--
(går ind med kone og børn.)
FALK.
Og skrid De fremad på apostlens bane
med Deres kærlighed, som De har mægtet
at få, før tredje hanegal, fornægtet!
FRØKEN SKÆRE
(får ondt).
Følg med mig, Styver! hjælp mig at få hægtet
korsettet op;--kom, skynd dig,--denne vej.
STYVER
(til Falk, idet han går med Frøken Skære under armen).
Jeg siger op vort venskab!
LIND.
Også jeg.
FALK
(alvorlig).
Du også, Lind!
LIND.
Farvel!
FALK.
Du var min næreste--
LIND.
Det hjælper ej; hun ønsker det, min kæreste.
(han går ind; Svanhild er bleven stående ved altantrappen.)
FALK.
Se så; nu har jeg plads på alle kanter,--
nu har jeg ryddet om mig!
SVANHILD.
Falk, et ord!
FALK
(viser høfligt mod huset).
_Den_ vej, min frøken;--_der_ gik Deres mor
med alle venner og med alle tanter.
SVANHILD
(nærmer sig).
Ja, lad dem gå; min vej er ikke deres;
ved mig skal ikke flokkens tal forfleres.
FALK.
De går ej?
SVANHILD.
Nej. Vil De mod løgnen stride,
jeg står, som væbner, tro ved Deres side.
FALK.
De, Svanhild; De, som--
SVANHILD.
Jeg, som end igår--?
O, var De selv da, Falk, igår den samme?
De bød mig, som en lykke, siljens kår--
FALK.
Og siljen fløjted, fløjted mig til skamme!
Nej De har ret; _da_ var det børneværk;
men De har vakt mig til et bedre virke;--
midt indi stimlen står den store kirke,
hvor sandheds røst skal runge ren og stærk.
Det gælder ej at skue, som Asynjen,
fra _højden_ over al den vilde dyst;--
nej, bære skønhedsmærket i sit bryst,
som Hellig-Olaf bar sit kors på brynjen,--
at se med langsyn over slagets vidder,
skønt hildet han i kampens virvar sidder,--
et skimt af sol bag tågen at bevare,
_det_ er det livsenskrav, en mand skal klare!
SVANHILD.
Og De vil klare det, når De står fri,
og står alene.
FALK.
Stod jeg _da_ i stimlen?
Og _det_ er kravet. Nej, den er forbi,
hin isolerthedspagt med mig og himlen.
Endt er min digtning indfor stuevæg;
mit digt skal _leves_ under gran og hæg,
min krig skal føres midt i døgnets rige;--
jeg eller løgnen--en af os skal vige!
SVANHILD.
Så gå da signet frem fra digt til dåd!
Jeg har Dem miskendt; De har hjertevarme;
tilgiv,--og lad os skilles uden harme--
FALK.
Nej, den har plads for to, min fremtids båd!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De mod,
så følges vi i kampen fod for fod!
SVANHILD.
Vi følges?
FALK.
Se, jeg står forladt af alle,
har ingen ven, har krig med hver bekendt,
mod mig er hadets hvasse spydsod vendt;--
sig, har De mod, med mig at stå og falde?
min fremtidsvej går gennem skik og brug,
hvor tusend hensyns lænker foden tvinger;--
_der_ breder jeg, som alle andre, dug,
og sætter ringen på min elsktes finger!
(drager en ring af sin hånd, og holder den ivejret.)
SVANHILD
(i åndeløs spænding).
_Det_ vil De?
FALK.
Ja, og vi skal vise verden,
at kærligheden har en evig magt,
som bær den uskadt og i al sin pragt
igennem døgnets dynd på hverdagsfærden.
Igår jeg pegte mod ideens bål,
der brandt, som baun på bergets bratte tinde;--
da blev De ræd, De skalv, thi De var kvinde;
nu peger jeg mod kvindens sande mål!
En sjæl, som Deres, holder, hvad den lover;
se sluget for Dem,--Svanhild, sæt nu over!
SVANHILD
(neppe hørligt).
Og hvis vi faldt--!
FALK
(jublende).
O nej, jeg ser et skær
i Deres øje, som vor sejr forkynder!
SVANHILD.
Så tag mig hel og holden, som jeg er!
_Nu_ springer løvet ud; min vår begynder!
(hun kaster sig med kækhed i hans arme, idet teppet falder.)


TREDJE AKT.

(Aften og klart måneskin. Rundt om på trærne brænder farvede
lamper. I baggrunden borde med opdækning af vinflasker, glasse,
kager o.s.v. Inde fra huset, hvor alle vinduer er oplyste, høres
dæmpet pianofortespil og sang under de følgende optrin. Svanhild
står ved altanen. Falk kommer fra højre med nogle bøger og en
skrivemappe under armen. Oppasseren følger efter med en kuffert
og en vadsæk.)
FALK.
Det er jo resten?
OPPASSEREN.
Ja, nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden skræppe
og sommerfrakken.
FALK.
Godt; det tar jeg med
på ryggen, når jeg går. Kom så afsted;--
se her er mappen.
OPPASSEREN.
Der er lås for, ser jeg.
FALK.
Ja, der er lås for, Sivert.
OPPASSEREN.
Godt.
FALK.
Den ber jeg,
du straks vil brænde.
OPPASSEREN.
Brænde?
FALK.
Ja, til kul--
(smilende.)
med alle veksler på poetisk guld.
Og bøgerne,--dem kan du selv beholde.
OPPASSEREN.
Å nej da; skal jeg slig bekostning volde?
Men når herr Falk kan bøger bortforære,
så er han færdig da med al sin lære?
FALK.
Alt, hvad af bøger læres, har jeg lært--
og endda mere.
OPPASSEREN.
Mere? Det var svært.
FALK.
Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren;--
nu får du hjælpe dem at læsse børen.
(Oppasseren går ud til venstre.)
FALK
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
Vi har en time, Svanhild, for os selv,
i lys af Gud og sommernattens stjerner.
Se, hvor de glitrer gennem løvets hvælv,
lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.
Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,
nu har for sidste gang mig svøben rammet;
som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd
og rejseklædt, jeg står for påskelammet.
Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt
for løftets land bag ørkensandets flugt,
du travle ridderslagne træl af tiden,
mur du kun kongegrav i pyramiden,--
_jeg_ går til frihed gennem døgnets ørk,
for mig er fremkomst selv i havets fjære;
men fiendens fylking, løgnens fule lære,
skal finde _der_ sin gravtomt, dyb og mørk!
(kort ophold; han ser på hende og tar hendes hånd.)
Du er så stille, Svanhild!
SVANHILD.
Og så glad!
O, lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal da for mig; frem går da, som på rad,
min tankes knopper, sprungne ud til kvad,
lig modne liljer over tjernets strømme.
FALK.
Nej, sig det engang til med sandheds rene
usvigelige røst, at du er min!
O, sig det, Svanhild, sig--
SVANHILD
(kaster sig om hans hals).
Ja, jeg er din!
FALK.
Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene!
SVANHILD.
Jeg var en hjemløs i min moders hus,
jeg var en ensom i mit eget indre,
en ubedt gæst i glædens glans og sus,--
gjaldt _intet_ der--ja stundom endnu _mindre_.
Se da kom du! For første gang på jord
jeg fandt min tanke bag en andens ord;
hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle!
du ungdomskække mellem livets gamle!
Halvt stødte du mig bort med hvas forstand,
halvt vidste du med solblink mig at drage,
som havet drages af en løvklædt strand,
og skæret skyver sjøerne tilbage.
_Nu_ har jeg set til bunden af din sjæl,
nu _har_ du mig udelelig og hel;
du løvtræ over bølgeleg, du kære,
mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære!
FALK.
Og takket være Gud, at han har døbt
min kærlighed i smertens bad. Jeg vidste
knapt selv hvad trang mig drog, før dyrekøbt
jeg så i dig den skat, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min livsensbog
med sorgens indsegl har min elskov adlet,
som gav os fribrev på vort sejerstog,
og bød os jage hjemad gennem skog,
som adelspar, på vingehesten sadlet!
SVANHILD
(peger mod huset).
Derinde er der fest i alle sale,
_der_ lyser lamper for de unge to,
_der_ lyder glade venners sang og tale.
Fra alfarvejen skulde hvermand tro,
at _der_ er lykken--blandt de glade røster.
(medlidende.)
Du verdens lykkebarn,--du stakkels søster!
FALK.
Du siger stakkels?
SVANHILD.
Har hun ikke delt
sit sjæleguld med _ham_ og alle frænder,
sat ud sin kapital på hundred hænder,
så ingen skylder hende summen helt?
Hos ingen af dem har hun _alt_ at kræve,
for ingen af dem har hun _helt_ at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i verden kun.
Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,
med tusendfoldig sang du drog derind;
du råder _der_ på alle tankens baner;
lig vårens vellugt fylder du mit sind.
Ja, jeg må takke Gud i denne time,
at jeg var ensom indtil dig jeg fandt,--
at jeg var død og hørte klokken kime,
som kaldte mig til lys fra livets tant.
FALK.
Ja vi, de venneløse to i verden,
vi er de rige; vi har lykkens skat,
vi, som står udenfor og ser på færden
igennem ruden i den stille nat;
lad lamper lyse og lad toner klinge,
lad dem derinde sig i dansen svinge;--
se opad, Svanhild,--opad i det blå;--
_der_ lyser også tusend lamper små--
SVANHILD.
Lyt, stilt, du elskte,--i den svale kveld
går gennem lindens løv et tonevæld--
FALK.
Det er for os de tindrer højt i salen--
SVANHILD.
Det er for os det synger gennem dalen!
FALK.
Jeg føler mig som Guds forlorne barn;
jeg svigted ham og gik i verdens garn.
Da vinked han mig hjem med milde hænder;
og nu, jeg kommer, nu han lampen tænder,
bereder højtid for den fundne søn,
og skænker mig sit bedste værk i løn.
Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte,--
men stå som væbnet vagt i lysets lejr.
Vi holder sammen, og vort liv skal digte
en højsang stærk om kærlighedens sejr!
SVANHILD.
Og se, hvor let det er for to at vinde,
når _han_ er _mand_--
FALK.
Og _hun_ er heltud _kvinde_;--
det var ugørligt at to slige faldt!
SVANHILD.
Så op til kamp mod savnet og mod sorgen;
(viser Falks ring, som hun bær på fingeren.)
i denne stund fortæller jeg dem alt!
FALK
(hurtig).
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker lykkens roser røde;
at gå til dagværk nu, var helligbrøde.
(Døren til havestuen åbnes.)
Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud
skal intet øje dig iaften møde!
(de går ud mellem trærne ved lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer
ud på altanen.)
FRU HALM.
Han flytter virkelig!
GULDSTAD.
Det ser så ud.
STYVER
(kommer).
Han flytter, frue!
FRU HALM.
Ja, du gode Gud,--
vi véd det nok!
STYVER.
Det er en slem omstændighed.
Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.
Han sætter os i bladet allesammen;
min kæreste blir trykt i flere oplag,
imellem kurve, tvillinger og opslag.
Hør, véd De hvad: hvis ej det var for skammen,
jeg foreslog forlig, en våbenstilstand--
FRU HALM.
Det tror De han går ind på!
STYVER.
Ja, jeg tror.
Der er indicier, der er visse spor,
som viser, at da nys det store ord
han førte, var han i beskænket tilstand.
Ja, der er et prov, som, om just ikke fældende,
dog taler meget stærkt imod angældende;
det er ham overført, at efter bordet
han indfandt sig i Linds og egen bolig,
og viste _der_ en adfærd højst urolig,
slog sønder--
GULDSTAD
(ser et glimt af Falk og Svanhild, som skilles, idet Falk går op
mod baggrunden; Svanhild blir stående skjult ved lysthuset).
Stop, vi er på rette sporet!
Et øjeblik, fru Halm! Falk flytter _ikke_.
og gør han det, da gør han det som ven.