Kærlighedens Komedie - 3

(ler hånligt).
_Det_ er den frihedssjæl De pralte med,--
den, som gad vove, når kun målet var der!
(med styrke.)
Jeg har Dem målet vist; giv nu et svar, der
for evigt strækker til.
SVANHILD.
De svaret véd:
På Deres veje kan jeg aldrig nå Dem.
FALK
(koldt afbrydende).
Så nok om den ting; lad så verden få Dem.
SVANHILD
(har i taushed vendt sig fra ham. Hun støtter hænderne mod altanens
rækværk og hviler hovedet på dem).
FALK
(går nogle gange frem og tilbage, tar en cigar op, stanser nær ved
hende og siger efter en pause):
De finder visst, at det er meget latterligt,
hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente på svar. Svanhild tier.)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt;--
herefter taler jeg med hansker på,
slig vil vi to hinanden bedst forstå.--
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig stående, vender han
sig og går over til højre.)
SVANHILD
(løfter hovedet efter en kort taushed, ser fast på ham og nærmer
sig).
Nu vil jeg sige Dem et alvorsord
til tak for frelsens hånd, De vilde rakt mig.
De brugte før et billed, som har vakt mig
til klar forstand på Deres "flugt fra jord".
De ligned Dem med falken, der må stævne
_mod_ vinden, dersom den skal højden nå;
_jeg_ var det vift, der bar Dem mod det blå,--
foruden mig var magtløs Deres evne.--
Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt,--
ja latterligt, som selv til slut De aned!
I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;
thi for mit syn en _anden_ frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg så Dem, ej som falken, men som dragen,
som digterdrage, dannet af papir,
hvis eget jeg en biting er og blir,
mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.
Den brede brystning var som skreven fuld
af fremtidsveksler på poetisk guld;
hver vinge var en bundt af epigrammer,
som slår i vejr og vind, men ingen rammer;
den lange hale var et tidens digt,
der skulde synes slægtens fejl at piske,
men som kun drev det til så småt at hviske
om et og andet, der har brudt sin pligt.
Slig lå De magtesløs for mig og bad:
"Å, sæt mig op i vester eller øster!
Å, lad tilvejrs mig gå med mine kvad,
selv om det koster skænd af mor og søster!"
FALK
(knytter hænderne i stærk indre bevægelse)
Ved Gud i himmelen--!
SVANHILD.
Nej, tro mit ord,
til slig en børneleg er jeg for stor;
men De, som fødtes til en åndens dåd,--
De nøjes med en flugt mod skyens kyster
og hænger Deres digtliv i en tråd,
som jeg kan slippe når og hvor jeg lyster!
FALK
(raskt).
Hvad skriver vi idag?
SVANHILD
(mildere).
Se, det er smukt;
lad denne dag en mærkedag Dem være;
lad farten gå for egne vingers flugt,
så får det enten briste eller bære.
Papirets digtning hører pulten til,
og kun den levende er livets eje;
kun _den_ har færdselsret på højdens veje;
men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham.)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
jeg sunget har min sidste sang fra grenen;
det var min eneste; nu er jeg tom;
hvis nu De lyster, kan De kaste stenen!
(hun går ind i huset; Falk blir ubevægelig stående og ser efter
hende; langt ude på vandet skimtes en båd, derfra høres fjernt
og dæmpet følgende:)
KOR.
Jeg spiler min vinge, hejser mit sejl,
suser som ørn over livssjøens spejl;
agter går mågernes skare.
Overbord med fornuftens ballast kun!
Kanhænde jeg sejler min skude på grund;
men så _er_ det dog dejligt at fare!
FALK
(adspredt, farer op af sine tanker).
Hvad? sang? Nå ja--det er nok Linds kvartet,
den øver jublen ind; se det er ret!
(til Guldstad, som kommer ud med en støvfrakke på armen.)
Nå, herr grosserer,--lister man sig væk?
GULDSTAD.
Ja. Lad mig bare først få på mig frakken;
vi upoeter tåler ikke træk,
hos os slår aftenluften sig på nakken.
Godnat!
FALK.
Grosserer! Før De går,--et ord!
Peg på en gerning for mig, men en _stor_--!
På livet løs--!
GULDSTAD
(med ironisk eftertryk).
Nå, gå De løs på livet,
så skal De se, det går på livet løs.
FALK
(ser tankefuld på ham og siger langsomt):
_Der_ er i kort begreb programmet givet.
(udbryder livligt.)
_Nu_ er jeg vågnet af den tomme døs,
nu har jeg kastet livets store terning,
og De skal se,--ja fanden ta mig--
GULDSTAD.
Fy,
band ikke; sligt gør ej en flue sky.
FALK.
Nej, ikke ord, men gerning, bare gerning!
Vorherres arbejdsplan jeg vender om--
seks ugedage spildtes med at gabe;
min verdensbygning ligger endnu tom;--
imorgen, søndag--hej, da vil jeg skabe!
GULDSTAD
(leende).
Ja, lad mig se, at De med kraft tar fat;
men gå nu ind og læg Dem først, godnat!
(går ud til venstre. Svanhild ses i værelset over verandaen, hun
lukker vinduet og ruller gardinet ned.)
FALK.
Nej, nu til dåd; for længe har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds vindu og udbryder som greben af en stærk
beslutning:)
Godnat! Godnat! Drøm sødt i denne nat;
imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.
(går raskt ud til højre; fra vandet lyder atter:)
KORET.
Kanhænde du sejler din skude på grund;
men så _er_ det dog dejligt at fare!
(Båden glider langsomt videre, idet teppet falder.)


ANDEN AKT.

(Søndag eftermiddag. Pyntede damer og herrer drikker kaffe på
altanen. Gennem de åbne glasdøre ses flere af gæsterne inde i
havestuen; derfra høres følgende:)
KOR.
Velkommen i vort, de forlovedes, lag!
Nu kan I elske for åbne døre,
nu kan I favnes den lange dag,
nu kan I kysses efter behag;--
frygt ikke lytterens øre.
Nu kan I sværme så dejligt, I to;
det har I lov til ude og hjemme.
Nu kan jer kærlighed frit sætte bo;
plej den og vand den og lad den så gro;
vis os nu pent I har nemme!
FRØKEN SKÆRE
(inde i stuen).
Nej, at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
jeg skulde drillet Dem!
EN DAME
(sammesteds).
Uf, ja, hvor græmmeligt!
EN ANDEN DAME
(i døren).
Han _skrev_ vel, Anna?
EN TANTE.
Nej!
FRØKEN SKÆRE.
Det gjorde _min_.
EN DAME
(på altanen).
Anna, hvor længe har det været hemmeligt?
(løber ind i stuen.)
FRØKEN SKÆRE.
Imorgen må du ud og købe ring.
FLERE DAMER
(ivrigt).
Vi skal ta mål af ham!
FRØKEN SKÆRE.
Snak om en ting;
det skal hun selv.
FRU STRÅMAND
(på altanen til en dame med håndarbejde).
De syr med attersting?
HUSJOMFRUEN
(i døren, med en brikke).
En halv kop kaffe til?
EN DAME.
Ja tak, en dråbe.
FRØKEN SKÆRE.
Hvor heldigt, at du får din nye kåbe
til næste uge, når I skal omkring.
EN ALDRENDE DAME
(i stuen ved vinduet).
Når går vi så i udstyrsmagasinet?
FRU STRÅMAND.
Hvad er vel prisen nu på postelinet?
EN HERRE
(til nogle damer på altanen).
Læg mærke til herr Lind med Annas hanske.
NOGLE AF DAMERNE
(med højrøstet glæde).
Ved Gud, han kyssed den!
ANDRE
(ligeså, idet de springer op).
Hvad! Er det sandt!
LIND
(viser sig, rød og forlegen indenfor døren).
Å hvilken snak!
(fjerner sig)
FRØKEN SKÆRE.
Jo visst, jeg så det grant!
STYVER
(i døren med en kaffekop i den ene hånd og en tvebak i den anden).
Nej, man må ikke faktum så forvanske;
jeg attesterer, vidnerne tar fejl.
FRØKEN SKÆRE
(indenfor og uden at ses).
Kom, Anna; stil dig foran dette speil!
NOGLE DAMER
(råbende).
De også, Lind!
FRØKEN SKÆRE.
Ryg imod ryg! Lidt nøjere!
DAMERNE PÅ ALTANEN.
Kom, lad os se, hvor meget han er højere.
(Alle løber ind i havestuen; latter og højrøstet passiar høres en
stund derinde.)
FALK.
(som under det foregående optrin har spadseret omkring i haven,
kommer nu frem i forgrunden, stanser og ser ind, til larmen
nogenlunde har lagt sig).
Der slagter de en elskovs poesi.--
Hin fusker, som stak koen ubehændigt,
så den i døden pintes unødvendigt,
han fik sit vand og brød i dage ti;
men disse--disse _der_--, de slipper fri.
(knytter hånden.)
Jeg kunde fristes til--; hys, tomt er ordet;
kun handling fra idag, det har jeg svoret.
LIND
(kommer hastig og forsigtigt ud af døren).
Nå, Gud ske lov, nu taler de om smagen;
nu kan jeg slippe--
FALK.
Hej, du er da tryg
på lykken; ønskesværmen, tæt, som myg,
har surret op og ned her hele dagen.
LIND.
De mener det så vel, den hele flok;
skønt noget mindre kunde være nok.
Den andel, som de tar, er næsten trættende;
at slippe bort en stund vil være lettende.
(vil gå ud til højre.)
FALK.
Hvor går du?
LIND.
Ned på hyblen, har jeg tænkt.
Bank på, ifald du finder døren stængt.
FALK.
Men skal jeg ikke hente Anna ud til dig?
LIND.
Nej,--vil hun noget, sender hun nok bud til mig.
Vi taltes ved igår til langt på nat;
da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;
desuden synes jeg, det er det rigtigste,
at omgås sparsomt med sin lykkes skat.
FALK.
Ja, du har ret; man bør for dybt ej gribe
til dagligbrug--
LIND.
Hys, lad mig komme væk.
Nu skal jeg få mig en fornuftig pibe;
jeg har ej røgt tre hele døgn i træk.
Mit blod har været i en slig bevægelse;
jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig--
FALK.
Ja, du kan trænge til lidt vederkvægelse.
LIND.
Og du kan tro, at knasteren skal smage mig.
(går ud til højre. Frøken Skære og nogle andre damer kommer fra
havestuen.)
FRØKEN SKÆRE
(til Falk).
Det var visst _ham_, der gik?
FALK.
Ja, det var vildtet.
NOGLE DAMER.
At løbe fra os!
ANDRE.
Fy, det er da skam!
FALK.
Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,
når han en ugestid har båret skiltet.
FRØKEN SKÆRE
(ser sig om).
Hvor sidder han?
FALK.
Nu sidder han på kvisten
i havehuset, i vor fælles rede;
(bønligt.)
men De må ikke _drive_ ham dernede;
å lad ham puste ud!
FRØKEN SKÆRE.
Nu vel; men fristen
blir ikke lang.
FALK.
Å, giv ham et kvarter,--
så kan De forfra jo begynde legen.
Nu er han inde i en engelsk præken--
FRØKEN SKÆRE.
En engelsk--?
DAMERNE.
Å, De narrer os! De ler!
FALK.
For ramme alvor. Han er fast bestemt på
at modta kald etsteds blandt emigranterne,
og derfor--
FRØKEN SKÆRE
(forskrækket).
Gud, han har da ikke gemt på
det gale indfald?
(til damerne.)
Råb på alle tanterne!
Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm!
NOGLE DAMER
(i bevægelse).
Ja, sligt må hindres!
ANDRE.
Vi må gøre kvalm!
FRØKEN SKÆRE.
Der er de; Gud ske lov;
(til Anna, der kommer fra havestuen sammen med presten, hans kone
og børn, Styver, Guldstad, fru Halm og de øvrige gæster.)
Véd du, hvad Lind
er fast bestemt på i sit stille sind?
At gå som prest derover--
ANNA.
Ja, jeg véd.
FRU HALM.
Og du har lovet ham--!
ANNA
(forlegen).
At rejse med.
FRØKEN SKÆRE
(oprørt).
Så har han snakket for dig!
DAMERNE
(slår hænderne sammen).
Nej,--hvor snedig!
FALK.
Men husk den indre trang hos ham--!
FRØKEN SKÆRE.
Ja, Gud;
den følger man, når man er _løs_ og _ledig_.
men en _forlovet_ følger blot sin brud.--
Nej, søde Anna, tænk dig om i tide;
du er i hovedstaden barnefødt--?
FALK.
At lide for ideen er dog sødt!
FRØKEN SKÆRE.
Skal man for kærestens ideer lide?
Til sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!
(til damerne.)
Kom allesammen!
(tar Anna under armen.)
Vent; nu skal du høre;--
lad så ham vide, hvad han har at gøre.
(de går op mod baggrunden og ud til højre i ivrig samtale med flere
af damerne; de øvrige gæster spreder sig i forskellige grupper rundt
om i haven. Falk stanser Stråmand, hvis kone og børn stedse holder
sig i hans nærhed. Guldstad går fra og til under den følgende
samtale.)
FALK.
Herr pastor, hjælp den unge troens kæmpe,
før de får frøken Anna stemt imod ham.
STRÅMAND
(i embedstone).
Ja kvinden bør sig efter manden lempe;--
(betænkelig.)
Men dersom jeg i middags ret forstod ham,
så hviler kaldet på en uviss grund,
og offeret, som bringes, er nok tvilsomt--
FALK.
Å nej, herr pastor, døm dog ej for ilsomt.
Jeg tør forsikre Dem med hånd og mund,
hans kald er meget stort og ubestrideligt--
STRÅMAND
(opklaret).
Ja,--er han sikret _noget visst_ pålideligt
for året,--_da_ er det en anden sag.
FALK
(utålmodig).
De stiller foran, hvad jeg sætter bag;
jeg mener _kaldet_,--_trangen_,--ikke _gagen_.
STRÅMAND
(med et følelsesfuldt smil).
Foruden den kan ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien,--
kort ingensteds. Ja, dersom han var _fri_.
min kære unge ven,--hvis han var _enlig_.
var _løs_ og _ledig_,--nå, da gik det an;
men Lind, som er i fuld forlovet stand,--
for ham er slig bestilling ikke tjenlig.
Tænk efter selv; han er en kraftig mand,
med tiden må han stifte lidt familje;--
jeg forudsætter han har bedste vilje;--
men _midlerne_, min ven--? "Byg ej på sand",
så siger skriften. Tingen var en anden,
hvis offeret--
FALK.
Ja, det er ikke ringe,
det véd jeg nok.
STRÅMAND.
Ja se,--_det_ hjælper manden!
Når _offeret_ man villig er at bringe,
og rigeligt--
FALK.
Han villig er som få.
STRÅMAND.
_Han?_ Hvordan skal jeg Deres ord forstå?
I standens medfør skal han offer _tage_.
men ikke _bringe_--
FRU STRÅMAND
(ser ud i baggrunden).
Der er de tilbage.
FALK
(stirrer et øjeblik forbauset på ham, forstår ham pludselig og
brister i latter).
Hurra for offeret;--ja det, som blir
til højtids _bragt_--i struttende papir!
STRÅMAND.
For går man året rundt i tørn og trinse,
så har man det igen til jul og pinse.
FALK
(lystig).
Og "kaldet" lydes--når det er _tilstrækkeligt_,--
selv om man hører til familjeskafferne!
STRÅMAND.
Forstår sig; er man sikret noget _klækkeligt_.
så bør man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dæmpet.)
Nu skal jeg tage hende med det gode.
(til en af småpigerne:)
Min lille Mette, hent mig ud mit hode.
Klodshodet mener jeg, mit barn, forstå mig--
(føler bag i frakkelommen)
nej, vent et øjeblik;--jeg har det på mig.
(går opover og stopper sin pibe, fulgt af kone og børn.)
GULDSTAD
(kommer nærmere).
De spiller nok en smule slange her
i elskovsparadiset, kan jeg skønne!
FALK.
Å, kundskabstræets karter er så grønne;
de frister ingen.
(til Lind, som kommer fra højre.)
Nå da,--er du der?
LIND.
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
på værelset; der ligger lampen knækket,
gardinet revet ned, vor stålpen brækket,
og over kakkelovnspladen flyder blækket--
FALK
(slår ham på skuldren).
Det hærværk bær min livsvårs første bud.
For længe har jeg siddet bag gardiner
og digtet skriftlig under lampen tændt;
nu er min døde stuedigtning endt;--
med Herrens solskin jeg i dagen triner;--
min vår er kommen og min sjæls forvandling;
herefter digter jeg i dåd og handling.
LIND.
Ja, digt for mig i hvad du vil; men vent
ej derfor, at min svigermor er tjent
med tabet af de malede gardiner.
FALK.
Hvad! Hun, som ofrer alt på de logerende,
selv søsterbørn og døtre,--skulde hun
ta slig en småting op med sure miner!
LIND
(vred).
Det er usømmeligt i bund og grund,
ja for os begge to kompromitterende!
Dog hun og du om det; men lampen var
_min_ eiendom med både glas og kuppel--
FALK.
Å pyt,--_den_ volder mig da ingen skruppel;
du hår Vorherres sommer lys og klar,--
hvad skal så lampen til?
LIND.
Du er mærkværdig;
du glemmer rent, at sommeren er kort.
Jeg tænker nok, skal jeg til jul bli færdig,
det gælder, ej at sløse tiden bort.
FALK
(med store øjne).
Du tænker _fremad?_
LIND.
Ja, det gør jeg rigtignok;
jeg skulde tro, eksamen er en vigtig nok--
FALK.
Men husk iaftes! Husk: Du går og _lever_.
beruset i nuet intet mer du kræver,--
selv ej et middelmådigt _haud_ til jul;--
du har jo fanget lykkens fagre fugl;
du har en følelse, som om du stod
med verdens rigdom drysset for din fod!
LIND.
Det har jeg sagt; men sligt er at forstå,
naturligvis, _cum grano salis_--
FALK.
Nå!
LIND.
Om _formiddagen_ vil jeg nyde lykken,
det er jeg fast bestemt på.
FALK.
Det er kækt!
LIND.
Jeg må jo hilse på min nye slægt
så tiden går alligevel tilspilde;
men nogen yderligere forrykken
af timeplanen lønned sig nok ilde.
FALK.
Og endda vilde du i forrige uge
gå i den vide verden ud med sang.
LIND.
Ja, men jeg skønte turen blev for lang;
de fjorten dage kan jeg bedre bruge.
FALK.
Nej, du blev hjemme af en _anden_ grund;
du snakked noget om at dalens bund
for dig har højfjeldsluft og fuglekvidder.
LIND.
Ja visstnok,--luften her er meget sund;
men den kan nydes, om man også sidder
i regelmæssigt arbejd med sin bog.
FALK.
Men _bogen_ var det jo, der ej forslog,
som himmelstige--
LIND.
Uf, hvor du er stædig;
sligt siger man, når man er _løs_ og _ledig_--
FALK
(ser på ham og folder hænderne i stille forbauselse).
Du ogsaa, Brutus!
LIND
(med et anstrøg af forlegenhed og ærgrelse).
Kom dog vel ihu,
at jeg har andre pligter, jeg, end du.
Jeg har min kæreste. Se alle andre
forlovede, selv folk med lang erfaring,
som du forhåbentlig dog ej vil klandre,--
de påstår alle, dersom to skal vandre
igennem livet, så--
FALK.
Spar din forklaring.
Hvem gav dig den?
LIND.
Å, for eksempel Styver,
og det er dog en mand, som ikke lyver.
Og frøken Skære, som er så erfaren,
hun siger--
FALK.
Nå, men presten og hans Maren?
LIND.
Ja, det er mærkeligt med disse to;
der hviler over dem en sindets ro--
tænk dig, hun kan ej huske sin forlovelse,
har ganske glemt, hvad den ting er, at elske.
FALK.
Ja, _det_ er følgen af enhver forsovelse,--
erindringsfuglene blir rent rebelske.
(lægger hånden på hans skulder og ser ironisk på ham.)
Du, kære Lind, du sov visst sødt inat?
LIND.
Til langt på dag; jeg gik tilsengs så mat,
og dog på samme tid i slig en rørelse;
jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.
FALK.
Å ja, du led jo af et slags forgørelse.
LIND.
Men Gud ske lov, så vågned jeg normal.
(Under dette optrin har Stråmand af og til vist sig spadserende i
baggrunden i ivrig samtale med Anna; fru Stråmand og børnene følger
bagefter. Frøken Skære viser sig nu også; tilligemed hende fru Halm
og endel andre damer.)
FRØKEN SKÆRE
(endnu før indtrædelsen).
Herr Lind!
LIND
(til Falk).
Der er de efter mig igen!
Kom, lad os gå.
FRØKEN SKÆRE.
Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os i hast få ende på uenigheden,
Som De og Deres kæreste er kommen i.
LIND.
Er vi uenige?
FRØKEN SKÆRE
(viser mod Anna, som står længere inde i haven).
Ja, læs selv dommen i
hint tårerige blik. Det gælder menigheden
der over i Amerika.
LIND.
Men, Gud,
hun var jo villig--
FRØKEN SKÆRE
(spodsk).
Jo, det ser så ud!
Nej, kære, De vil anderledes dømme,
når vi får drøftet sagen mer i ro.
LIND.
Men denne strid for troen, den er jo
min fremtids bedste drøm!
FRØKEN SKÆRE.
Å, hvem vil tro
i vor civiliserte tid på drømme?
Se, Styver drømte nu forleden nat,
der kom et brev, som var så selsomt kantet--
FRU STRÅMAND.
At drømme sligt er forbud for en _skat_.
FRØKEN SKÆRE
(med et nik).
Ja,--næste dag han blev for _byskat_ pantet.
(Damerne slår kreds om Lind og går samtalende med ham opover i
haven.)
STRÅMAND
(fortsættende til Anna, der næsten søger at undgå ham).
Af disse grunde, kære unge barn,
af disse grunde, hentet fra fornuften,
ja fra moralen og tildels fra skriften,
De indser nu, at slig en meningsskiften
må kaldes ganske greben ud af luften.
ANNA
(halvt grædende).
Ja, Gud,--jeg er endnu så uerfaren--
STRÅMAND.
Og det er så naturligt, at man har en
utidig frygt for faren og for snaren;
men lad ej tvilen få Dem i sit garn,--
vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!
FRU STRÅMAND.
Ja, jeg har hørt idag af Deres moder,
at jeg var ligeså forknyt, som De,
da vi fik kaldet--
STRÅMAND.
Det var og fordi
hun skulde bort fra hovedstadens goder;
men da vi havde samlet nogle skillinger,
og da vi havde fåt de første tvillinger,
så gik det over.
FALK
(sagte til Stråmand).
Bravo! De er stor
som taler!
STRÅMAND
(nikker til ham og vender sig atter til Anna).
Hold De derfor Deres ord!
Skal mennesket forsage? Falk fortæller,
at kaldet ikke er så ringe heller;--
så var det jo?
FALK.
Nej, pastor--
STRÅMAND.
Jo, ved Gud--!
(til Anna.)
Så _noget_ visst kan deraf gøres ud.
Og er det så, hvi skal vi da forsage?
sku om Dem i de længst fremfarne dage!
Se Adam, Eva, dyrene i arken--
se liljerne i luften--fuglene på marken--
de fugle små--de fugle små--de fiske--
(vedbliver dæmpet, idet han fjerner sig med Anna.)
FALK
(idet frøken Skære og tanterne kommer med Lind).
Hurra! Der kommer kernetropper friske;
den hele gamle garde i gevær!
FRØKEN SKÆRE.
Nå, det er godt vi finder hende her.
(dæmpet.)
Vi _har_ ham, Falk!--nu til veninden _der_.
(nærmer sig Anna.)
STRÅMAND
(med en afværgende bevægelse.)
_Hun_ trænger ingen verdslig overtalelse;
ej gøres _der_, hvor ånden har gjort sit,
behov at verden--
(beskeden.)
har jeg virket lidt,
så fik jeg kraft--!
FRU HALM.
Nå, uden al forhalelse
forsoning da!
TANTERNE
(rørte).
O Gud, hvor det er smukt!
STRÅMAND.
Ja, gives vel et sind, så døvt og lukt,
at ej det finder sligt et optrin gribende?
det er så skærpende, det er så slibende,
det er så vækkende, at se et ungt
umyndigt barn, som bringer ofret, tungt,
men villigt dog på pligtens alter.
FRU HALM.
Ja,
men hendes slægt har også været virksom.
FRØKEN SKÆRE.
Ja, jeg og tanterne,--det véd jeg da!
De, Lind, De ejer hendes hjertes nøgle;
men vi, veninderne, vi har en dirk, som
kan lukke op, hvor nøglen ej forslår;--
(trykker hans hånd.)
og hvis det trænges i de senere år,
så kom til os,--vort venskab kan ej gøgle.
FRU HALM.
Ja, vi er om jer, hvor I står og går--
FRØKEN SKÆRE.
Og skærmer jer mod tvedragts fæle øgle.
STRÅMAND.
O, denne klynge! Kærlighed og venskab!
en stund, så glad, og dog så vemoddryssende!
(vender sig til Lind.)
Men, unge mand, lad tingen få en endskab!
(fører Anna til ham.)
Tag hen din brud,--din brud tag hen--og kys hende!
LIND
(rekker Anna hånden).
Jeg rejser ej!
ANNA
(på samme tid).
Jeg følger med!
ANNA
(forbauset).
Du rejser ej?
LIND
(ligeså).
Du følger?
ANNA
(med et hjælpeløst blik på de omstående).
Men, Gud, så skilles vi jo lige fuldt!
LIND.
Ja, hvad er _det?_
DAMERNE.
Hvad nu!
FRØKEN SKÆRE
(ivrig).
Nej, her sig dølger
en misforståelse--
STRÅMAND.
Hun loved huldt,
at rejse med!
FRØKEN SKÆRE.
Og Lind svor højt at blive!
FALK
(leende).
De begge føjed sig; hvad fattes _da?_
STRÅMAND.
Nej, de forviklinger er mig for stive!
(går op mod baggrunden.)
TANTERNE
(i munden på hverandre).
Men Herregud, hvem kommer striden fra?
FRU HALM
(til Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i haven og nu
nærmer sig).
Her er uenighed på alle kanter.
(taler sagte med dem.)
FRU STRÅMAND
(til Frøken Skære, idet hun ser, at havebordet dækkes).
Nu får vi thevand.
FRØKEN SKÆRE
(kort).
Gud ske lov.
FALK.
Hurra
for venskab, thevand, kærlighed og tanter!
STYVER.
Men dersom sagen hænger sådan sammen,
så kan den endes let til alles gammen.
Processen hviler på en paragraf,
som siger: konen skal sin husbond følge.
Dens ord er klare, det kan ingen dølge--
FRØKEN SKÆRE.
Ja så; men hvor blir da forliget af?
STRÅMAND.
Hun lyde må en lov, som kom fra oven--
STYVER.
Men så kan Lind jo eludere loven;--
(henvendt til Lind.)
Hal rejsen ud, og rør Dem ej af pletten.
TANTERNE
(glade).
Ja det går an!
FRU HALM.
Ja visst!
FRØKEN SKÆRE.
Så skilles trætten.
(Svanhild og pigerne har imidlertid dækket thebordet nedenfor
altantrappen. På fru Halms opfordring sætter damerne sig om
bordet. Det øvrige selskab tager plads dels på altanen og i
lysthuset, dels rundt om i haven. Falk sidder på altanen.
Under det følgende drikkes the.)
FRU HALM
(smilende).
Så trak det lille uvejr da forbi.
Slig sommerregn gør godt, når den er over;
da skinner solen dobbelt smukt, og lover
en eftermiddagsstund for skyer fri.
FRØKEN SKÆRE.
Ja, kærlighedens blomst behøver større
og mindre regnskyl for at holdes frisk.
FALK.
Den dør, så snart den bringes på det tørre;
for så vidt har den lighed med en fisk--
SVANHILD.
Nej, kærligheden lever jo af luften--
FRØKEN SKÆRE.
Og den må fisken dø i--
FALK.
Ganske sandt.
FRØKEN SKÆRE.
Der kan De se, vi Deres tunge bandt!
FRU STRÅMAND.
Den the er god, det kender man på duften.
FALK.
Nå, lad det blive da ved blomsterlignelsen.
Den _er_ en blomst; thi nægtes den velsignelsen
af himlens regn, så hartad den går fløjten--
(stanser.)
FRØKEN SKÆRE.
Hvad da?
FALK
(med et galant buk).
Da kommer tanterne med sprøjten.--
Men lignelsen har digterne nu brugt,
og godtfolk gennem snese slægter slugt,--
og endda er den for de fleste tåget;
thi blomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken særlig blomst er kærligheden?
Nævn _den_, som har den største lighed med den.
FRØKEN SKÆRE.
Den er en _rose_; Gud, det véd enhver;--
den låner livet jo et rosenskær.
EN UNG DAME.
Den er en _hvidvejs_, vokser under sneen;
først når den springer ud får verden se'en.
EN TANTE.
Den er en _løvetand_, som trives bedst,
når den blir knust af mandshæl eller hest,
ja skyder skud, når nedtrådt den er blevet,
som digter Pedersen så smukt har skrevet.
LIND.
_Vårklokken_ er den; i dit unge sind
den ringer livets pinsehøjtid ind.
FRU HALM.
Nej, den er _eviggrønt_, som ej står brun i
december selv, så lidt som midt i juni.