Kærlighedens Komedie - 2

men altfor stort og stærkt og strengt for tiden.
Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud
den tanke, navnet "Svanhild" i sig fatter?
Nej, kast det bort, som et forældet skrud.
SVANHILD.
De tænker nok på sagakongens datter--
FALK.
Som skyldfri knustes under hestens hov.
SVANHILD.
Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.
Nej, højt i sadlen! I min stille tanke
jeg drømte tidt mig båren på dens ryg,
jog ud i verden vidt, jog kæk og tryg,
mens vinden slog som frihedsflag dens manke!
FALK.
Ja det er gammelt. I den "stille tanke",
_der_ ænser ingen af os grind og skranke,
_der_ ræddes ingen for at bruge sporen;--
i _gerning_ holder vi os smukt til jorden;
thi livet er i grunden hvermand kært,
og der er ingen, som et dødsspring vover!
SVANHILD
(livligt).
Jo, peg på målet, og jeg sætter over!
Men da må målet være springet værd.
Et Kalifornien bag ørkensandet,--
hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet.
FALK
(spottende).
Nå, jeg forstår Dem; det er _tidens_ fejl.
SVANHILD
(varm).
Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl,
når ingen luftning stryger over fjorden?
FALK
(ironisk).
Ja hvorfor slide pisken eller sporen,
når ingen gylden indsats står som skænk
til den, der river sig fra bord og bænk
og jager fremad, båren højt i sadlen?
Slig færd _for færdens skyld_ tilhører adlen,
og adelsfærd i vor tid kaldes tant;
så var nok meningen?
SVANHILD.
Ja, ganske sandt,
se pæretræet, som ved gærdet står,--
hvor det er goldt og blomsterløst iår.
Ifjor De skulde set, hvor det stod kækt
med kronen krøget under frugtens vægt.
FALK
(noget uviss).
Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren?
SVANHILD
(med finhed).
Å, iblandt andet, at det fast er frækt,
når vor tids Sakarias kræver pæren.
Har træet overblomstret sig ifjor,
så må iår ej fordres samme flor.
FALK.
Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen
i romantiken--bagud i historien.
SVANHILD.
Ja--vor tids dyd er af en anden slags.
Hvem ruster sig for sandhed nutildags?
Hvem er personens indsats vel tillags?
Hvor findes helten?
FALK
(ser skarpt på hende).
Og hvor er valkyrien?
SVANHILD
(ryster på hovedet).
Valkyrien bruges ej i dette land!
Da troen truedes ifjor i Syrien,
gik De da did som korsets svorne mand?
Nej, på papiret var De varm som taler,--
og sendte "kirketidenden" en daler.
(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og går
opover haven.)
SVANHILD
(betragter ham en stund, nærmer sig og spørger blidt).
Falk, er De vred?
FALK.
Nej visst; jeg går og sturer,--
se, det er alt.
SVANHILD
(med tankefuld deltagelse).
De er som to naturer,--
to uforligte--
FALK.
Ja, det véd jeg vel.
SVANHILD
(heftigt).
Men grunden!
FALK
(med udbrud).
Grunden? Jo, fordi jeg hader
at gå omkring med frækt udringet sjæl,
lig godtfolks kærlighed i alle gader,--
at gå omkring med blottet hjertevarme,
som unge kvinder går med nøgne arme!
_De_ var den eneste,--_De_, Svanhild, De--
så tænkte jeg,--nå, den ting er forbi--
(vender sig efter hende, idet hun går over mod lysthuset og ser ud.)
De lytter--?
SVANHILD.
Til en anden røst, som taler,
hys! Hører De! hver kveld, når solen daler,
da kommer flyvende en liden fugl,--
se _der_,--der kom den frem af løvets skjul--
véd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
som her på jord blev nægtet sangens gave,
hun fik af Gud en liden fugl til ven--
for én kun skabt og for den enes have.
FALK
(tager en sten op fra jorden).
Da gælder det, at fugl og ejer mødes,
skal ej dens sang i fremmed have ødes.
SVANHILD.
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;
men kvidrer fuglen i sit grønne gemme,
det er som digte daled i mit sind--
nu ja--de dvæler ej--de flyver bort--
(Falk kaster stenen med heftighed; Svanhild udstøder et skrig.)
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til højre og kommer snart ind igen.)
O det var syndigt, syndigt!
FALK
(i lidenskabeligt oprør).
Nej--kun øje
for øje, Svanhild,--ikkun tand for tand!
_Nu_ får De ingen hilsen fra det høje,
og ingen gave mer fra sangens land.
Se, det er hevnen over Deres værk!
SVANHILD.
Mit værk?
FALK.
Ja Deres! Indtil denne time
slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk.
Se--nu kan klokken over begge kime,--
De har den dræbt!
SVANHILD.
Har jeg?
FALK.
Ja, da De slog
min unge, glade sejrstro til jorden--
(foragteligt.)
da De _forloved_ Dem!
SVANHILD.
Men sig mig dog!
FALK.
Å ja, den ting er sagtens i sin orden;
han tar eksamen, får sig straks en stilling,--
han går jo til Amerika som prest--
SVANHILD
(i samme tone).
Og arver nok en ganske vakker skilling;--
ja, for det er vel Lind De mener?
FALK.
Bedst
må _De_ vel vide--
SVANHILD
(med dæmpet smil).
Ja, som brudens søster
bør _jeg_ jo--
FALK.
Gud! Det er ej Dem--!
SVANHILD.
Som høster
hin lykkens overflod? Ak nej desværre!
FALK
(med næsten barnlig glæde).
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kærlig dog, Vorherre!
Jeg får ej se Dem som en andens brud;--
det var kun smertens lys han vilde tænde--
(vil gribe hendes hånd)
O hør mig, Svanhild--hør mig--
SVANHILD
(peger raskt mod baggrunden).
Se derhenne!
(hun går henimod huset. Fra baggrunden kommer i det samme fru Halm,
Anna, frøken Skære, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregående
optrin er solen gået ned; landskabet ligger i tusmørke.)
FRU HALM
(til Svanhild).
Nu har vi prestens lige på minuttet.
Hvor blev du af?
FRØKEN SKÆRE
(efter et blik på Falk).
Du synes så betuttet.
SVANHILD.
Lidt ondt i hodet; det går over snart.
FRU HALM.
Og endda går du her med håret bart?
Hold theen færdig; ryd så op i stuen;
Pent må her være, for jeg kender fruen.
(Svanhild går ind i huset.)
STYVER
(til Falk).
Véd du besked om prestens politik?
FALK.
Jeg tror ej han for dyrtidstillæg stemmer.
STYVER.
Men dersom nu et lidet vink han fik
om versene, som jeg i pulten gemmer?
FALK.
Det mulig hjalp.
STYVER.
Ja gid,--for, tro du mig,
det kniber for os nu, vi bo skal sætte.
De elskovssorger, de er ikke lette.
FALK.
Tilpas; hvad vilde du på den galej!
STYVER.
Er elskov en galej?
FALK.
Nej _ægteskabet_.
med lænker, trælleliv og frihedstabet.
STYVER
(da han ser, at frøken Skære nærmer sig).
Du kender ej den kapital, som bor
i kvindens tanker og i kvindens ord.
FRØKEN SKÆRE
(sagte).
Tror du grossereren vil endossere?
STYVER
(gnaven).
Jeg véd ej visst endnu; jeg skal probere.
(de fjerner sig i samtale.)
LIND
(dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna).
Jeg kan ej dy mig længer; i en fart
jeg forestille må--
FALK.
Du burde tie,
og ingen uvedkommende indvie
i det, som eders er--
LIND.
Nå, det var rart;--
for dig, min medlogerende i huset,
jeg skulde holdt min unge lykke skjult!
Nej, nu, mit hode har fåt håret _gult_,--
FALK.
Nu vil du gøre dig dit hode _kruset?_
Ja, kære bedste ven, hvis _det_ er meningen,
så skynd dig blot og deklarer foreningen!
LIND.
Det har jeg også tænkt af flere grunde,
og deriblandt er én især af vægt;
sæt for eksempel, at her findes kunde
en kurtisør, som lusked om fordækt;
sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt,
som frieri; det var dog ubehageligt.
FALK.
Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt,
du var til noget _højere_ bestemt.
Som elskovs friprest står du _midlertidigt_.
sent eller tidlig skal der avanceres;
men det er selv mod skik og vedtægt stridigt,
om allerede _nu_ du ordineres.
LIND.
Ja dersom ej grossereren--
FALK.
Hvad han?
ANNA
(undseligt).
Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder.
LIND.
Sig ikke det; det aner mig han skiller
mig ved min lykke, når og hvor han kan.
Den fyr er jo en daglig gæst herude,
er rig og ugift, fører jer omkring;
kort sagt, min elskte, der er tusend ting,
som ej kan andet os end ondt bebude.
ANNA
(med et suk).
O det var synd; her var så godt idag.
FALK
(deltagende til Lind).
Ja slip ej lykken for en rodløs grille;
vent i det længste før du toner flag.
ANNA.
Gud! Frøken Skære ser på os; ti stille!
(hun og Lind fjerner sig til forskellige kanter.)
FALK
(ser efter Lind).
Der går han til sin ungdoms nederlag.
GULDSTAD
(som imidlertid har stået ved trappen i samtale med fru Halm og
frøken Skære, nærmer sig og slår ham på skuldren).
Nå, står man her og grunder på et digt?
FALK.
Nej, på et drama.
GULDSTAD.
Det var da som fanden;--
jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.
FALK.
Nej, dette her er også af en anden,
en ven af mig, ja af os beggeto;--
en fejende forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra middagstider og til kveld
han digtet har en hel idyl til ende.
GULDSTAD
(polisk).
Og slutningen er god!
FALK.
De véd da vel
at teppet falder først--med _ham_ og _hende_.
Men _det_ er blot en del af trilogien;
bagefter kommer nok forfattersvien,
når nummer to, forlovelsens komedie,
skal digtes gennem lange akter fem,
og stoffets tråd skal spindes ud af dem
til ægteskabets drama, som det tredje.
GULDSTAD
(smilende).
Man skulde tro forfatterlyst var smitsom.
FALK.
Så? Hvorfor det?
GULDSTAD.
Jeg mener for så vidt som
jeg også går og grunder på en digtning,--
(hemmelighedsfuldt.)
en faktisk en,--foruden alskens svigtning.
FALK.
Og hvem er helten, om man spørge tør?
GULDSTAD.
Det siger jeg imorgen, ikke før.
FALK.
Det er Dem selv!
GULDSTAD.
Tror De, som slig, mig duelig?
FALK.
En bedre helt var sikkert ikke mulig.
Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes
fra landets friluft, ej fra byens kvalm?
GULDSTAD
(truer med fingeren).
Hys,--det er knuden og med den må ventes!--
(slår over i en anden tone.)
Sig mig, hvad synes De om frøken Halm?
FALK.
Å, hende kender De visst meget bedre;
min dom kan hverken skæmme eller hædre.--
(smilende.)
Men vogt Dem bare, at det ej går galt
med dette "digt", hvorom De har fortalt.
Sæt at jeg kunde Deres tillid svige
og omkalfatre udfald og intrige.
GULDSTAD
(godmodigt).
Nå ja, så vilde jeg mit Amen sige.
FALK.
Det er et ord?
GULDSTAD.
De er jo mand af faget;
det var jo dumt, om Deres hjælp blev vraget
af en, der regnes må til fuskerlaget.
(går op mod baggrunden.)
FALK
(i forbigående til Lind).
Du havde ret; grossereren går om
med morderplaner mod din unge lykke.
(fjerner sig.)
LIND
(dæmpet til Anna).
Der kan du se, at ej min frygt var tom;
vi må på timen ud med sproget rykke.
(de nærmer sig fru Halm, der tilligemed frøken Skære står
ved huset.)
GULDSTAD
(i samtale med Styver).
Et dejligt vejr ikveld.
STYVER.
Å ja såmæn,
når man er oplagt--
GULDSTAD
(spøgende).
Er der galt påfærde
med Deres kærlighed?
STYVER.
Ej just med den--
FALK
(der er kommen til).
Men med _forlovelsen?_
STYVER.
Det kunde være.
FALK.
Hurra; du er da ikke blank og bar
for poesiens småmynt, kan jeg høre!
STYVER
(stødt).
Jeg skønner ej, hvad poesien har
med mig og min forlovelse at gøre.
FALK.
Du _skal_ ej skønne det; hvis elskov grunder
sit eget væsen ud, da går den under.
GULDSTAD
(til Styver).
Men er det noget, som kan rettes på,
så ud med det.
STYVER.
Ja, jeg har hele dagen
funderet på at foredrage sagen,
men kan ej frem til konklusionen nå.
FALK.
Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:
Alt fra du op til kæreste var rykket,
så har du følt dig, så at sige, trykket--
STYVER.
Ja det til sine tider endog hårdt.
FALK
(vedblivende).
Har følt dig svært betynget af forpligtelser,
som du gav fanden, hvis det blot gik an;
se det er tingen.
STYVER.
Hvad er det for sigtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig mand;
(henvendt til Guldstad.)
men mere kommer til i næste måned;
når man sig gifter, får man jo en kone--
FALK
(glad).
Nu er påny din ungdomshimmel blånet,
_det_ var en genklang af din sangtids tone!
Så skal det være; jeg forstod det straks;
du trængte blot til vinger og en saks!
STYVER.
En saks?
FALK.
Ja, viljesaksen, for at klippe
hvert bånd itu, så bort du kunde slippe,
og flyve ud--
STYVER
(i vrede).
Nej, nu blir du for grov!
At sigte _mig_ for brudd på statens lov!
_Jeg_ skulde tænke på at absentere mig?
Sligt er jo attentat på at blamere mig,--
verbalinjurier!
FALK.
Men er du gal!
Hvad er din mening da? Så tal dog--tal!
GULDSTAD
(leende til Styver).
Ja, selv De kommer til at klare tanken!
hvad handles om?
STYVER
(griber sig sammen).
Et lån i sparebanken.
FALK.
Et lån!
STYVER
(hurtig til Guldstad).
Ja egentlig en endossent
for hundred daler eller så omtrent.
FRØKEN SKÆRE
(der imidlertid har stået hos fru Halm, Lind og Anna.)
Å nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!
GULDSTAD.
Hvad er der nu!
(går hen til damerne.)
STYVER.
Det var da ubelejligt.
FALK
(slår overgivent armen om hans nakke).
Hurra; trompetens lyd forkynder sødt,
at dig en broder er i Amor født!
(drager ham med sig til de andre.)
FRØKEN SKÆRE
(overvældet til herrerne).
Tænk, Lind og Anna,--tænk Dem, han har fåt hende!
Nu er de kærester!
FRU HALM
(med rørelsens tårer, medens parret ønskes tillykke).
Det er den ottende,
som går forsørget ud fra dette hus;
(rettet mod Falk.)
syv søsterdøtre,--alle med logerende--
(angribes for stærkt og holder tørklædet for øjnene.)
FRØKEN SKÆRE
(til Anna).
Nå, her vil komme nok af gratulerende!
(kæler for hende og er bevæget.)
LIND
(griber Falks hænder).
Min ven, jeg går som i en salig rus!
FALK.
Hys;--som forlovet mand du medlem er
af salighedens _mådeholds_forening;
lyd laugets love;--ingen orgier her!
(vender sig til Guldstad med et anstrøg af ondskabsfuld deltagelse.)
Nå, herr grosserer!
GULDSTAD
(fornøjet).
Efter min formening
spår dette lykke for dem begge to.
FALK
(ser studsende på ham).
De bær jo sorgen med prisværdig ro.
Det glæder mig.
GULDSTAD.
Hvad mener De, højstærede?
FALK.
Jeg mener blot, at eftersom De nærede
forhåbning for Dem selv--
GULDSTAD.
Så? Gjorde jeg?
FALK.
Ja, i det mindste var De nær på vej;
De nævnte frøken Halm; her stod De jo
og spurgte--
GULDSTAD
(smilende).
Ja, men er der ikke to?
FALK.
Det er--den anden, søsteren, De mener!
GULDSTAD.
Ja, _søsteren_, den _anden_,--netop hende.
Lær denne søster nærmere at kende,
og døm så selv, om ikke hun fortjener
at lægges mærke til en smule mer,
end her i huset nu for tiden sker.
FALK
(koldt).
Hun har visst alle gode egenskaber.
GULDSTAD.
Just ikke alle; selskabstonen har
hun ej det rette greb på; _der_ hun taber--
FALK.
Ja det er slemt.
GULDSTAD.
Men hvis fru Halm blot tar
en vinter til det, vædder jeg hun viger
for ingen anden.
FALK.
Nej, den ting er klar.
GULDSTAD
(leende).
Ja, det er mærkeligt med unge piger!
FALK
(lystig).
De er som vinterrugens sæd at se;
de spirer uformærkt i frost og sne.
GULDSTAD.
Fra jul er balsalonen deres hjem--
FALK.
_Der_ gødsles med skandaler og med blamer--
GULDSTAD.
Og når så forårsvarmen bryder frem--
FALK.
Så skyder op småbitte grønne damer!
LIND
(træder til og griber Falks hænder).
Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand--
jeg føler mig så lykkelig og sikker!
GULDSTAD.
Se der er kæresten; fortæl hvordan
man sig som nyforlovet elsker skikker!
LIND
(ubehageligt berørt).
Sligt drøftes nødigt med en tredjemand.
GULDSTAD
(spøgende).
I slet humør! Jeg skal til Anna klage.
(nærmer sig damerne.)
LIND
(ser efter ham).
Hvor kan man sligt et menneske fordrage!
FALK.
Du tog for resten fejl af ham,--
LIND.
Ja så?
FALK.
Det var ej Anna, som han tænkte på.
LIND.
Hvad! Var det Svanhild?
FALK.
Ja, det véd jeg ikke.
(med et lunefuldt udtryk.)
Tilgiv mig, martyr for en fremmed sag!
LIND.
Hvad mener du?
FALK.
Sig, har du læst idag
avisen?
LIND.
Nej.
FALK.
Jeg skal dig bladet skikke;
der står om en, som fik, på skæbnens bud,
sin gode friske kindtand trukket ud,
fordi en fætter af ham led af tandværk.
FRØKEN SKÆRE
(ser ud til venstre).
Der kommer presten!
FRU HALM.
Vil De se hvor mandstærk!
STYVER.
Fem, seks, syv, otte børn--
FALK.
Det var ubændigt!
FRØKEN SKÆRE.
Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt!
(Man har imidlertid hørt en vogn stanse udenfor til venstre.
Presten, hans kone og otte småpiger, alle i rejsetøj, kommer ind
én for én.)
FRU HALM
(iler de kommende imøde).
Velkommen, hjerteligt velkommen!
STRÅMAND.
Tak!
FRU STRÅMAND.
Her er visst gæstebud--
FRU HALM.
Å, hvilken snak!
FRU STRÅMAND.
For gør vi bryderi--
FRU HALM.
Nej ingenlunde;
De kommer så tilpas, som tænkes kunde;
min datter Anna blev forlovet just.
STRÅMAND
(ryster Annas hånd med salvelse).
Så lad mig vidne;--elskov,--kærligheden,--
det er en skat, som ikke møl og rust
fortære kan,--hvis der er noget ved den.
FRU HALM.
Men hvor det dog var smukt, De tog de små
herind til byen med Dem.
STRÅMAND.
Fire spæde
vi har foruden disse her.
FRU HALM.
Ja så.
STRÅMAND.
Tre af dem er for små til allerede
at fatte tabet af en kærlig fader
i stortingstiden.
FRØKEN SKÆRE
(til Fru Halm, idet hun tager farvel).
Nu jeg Dem forlader.
FRU HALM.
Å, hvorfor vil De alt så tidlig gå?
FRØKEN SKÆRE.
Jeg må til byen og fortelle nyheden;
hos Jensens véd jeg man går sent til ro;
jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden;--
imorgen er det søndag; gratulanter
vil strømme over dig fra alle kanter!
FRU HALM.
Godaften da!
(til de øvrige.)
De har vel ej imod
en dråbe the? Fru Stråmand, vær så god!
(Fru Halm, Stråmand, hans kone og børn, samt Guldstad, Lind og Anna
går ind i huset.)
FRØKEN SKÆRE
(idet hun tager sin kærestes arm).
Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svømmende på tronen!
Nej, men du ser jo ikke!
STYVER
(tver).
Å jo visst;
jeg tænkte bare på obligationen.
(De går ud til venstre. Falk, der under det foregående ufravendt har
betragtet Stråmand og hans kone, blir alene tilbage i haven. Det er
nu fuldkommen aften; inde i huset er tændt lys.)
FALK.
Alt er som afbrændt, dødt;--en trøstløs jammer--!
Slig går man gennem verden, to og to;
tilhobe står de, som de sorte stammer,
en skogbrand levned på den øde mo;--
så langt, som synet rækker, er kun tørke,--
o, bringer ingen livets friske grønt!
(Svanhild kommer ud på altanen med et blomstrende rosentræ,
som hun sætter på rækværket.)
Jo én--jo én--!
SVANHILD.
Falk! Står De her i mørke?
FALK.
Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
hvor lampen lyser på de gustne lig--
SVANHILD.
O fy!
FALK
(ser efter Stråmand, som viser sig ved vinduet).
Han fordum var på mod så rig;
han stred med verden om en elsket kvinde;
som vedtægts kirkestormer manden gjaldt,
hans kærlighed slog ud i glade sange--!
Se på ham nu! I kisteklæder lange,--
et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!
Og fruentimret med det slunkne skørt,
med skæve sko, som klasker under hælene,
hun er den vingemø, som skulde ført
ham ind til samfundsliv med skønhedssjælene.
Hvad er igen af flammen? Næppe røgen!
_Sic transit gloria amoris_, frøken!
SVANHILD.
Ja, det er uselt, uselt dog, det hele:
jeg véd ej nogens lod, jeg vilde dele.
FALK
(rask).
Nu vel, vi to gør oprør mod en orden,
som ej naturens er, men kunstigt skabt!
SVANHILD
(ryster på hovedet).
Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,
så visst, som det, vi træder på, er jorden.
FALK.
Nej, der er sejr, hvor to går frem i enighed.
Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,
som led af trivialitetens menighed!
Se, målet for personlighedens virke
er dog at stå selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et sjæleliv i Deres årer banker,
De ejer varme ord for stærke tanker.
De vil ej tåle formens snørliv lagt
om Deres hjerte, frit må det pulsere;
De fik ej stemme til at sekundere
i fælleskoret efter vedtægts takt.
SVANHILD.
Og tror De ikke smerten mangen gang
mit syn har mørknet og gjort barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne veje--
FALK.
Ja, i den stille tanke?
SVANHILD.
Nej, i dåd.
Men så kom tanterne med gode råd,--
de skulde sagen drøfte, granske, veje--
(nærmere)
den stille tanke, siger De; nej kækt et
forsøg jeg vovede--som malerinde.
FALK.
Og så?
SVANHILD.
Det glap, thi evnen var mig nægtet;
men frihedstrangen lod sig ikke binde;
bag stafeliet søgte den teatret--
FALK.
Den plan blev sagtens også omkalfatret?
SVANHILD.
Ja efter forslag af den ældste tante;
hun foretrak en plads som gouvernante--
FALK.
Men dette _her_ har ingen før mig sagt!
SVANHILD.
Naturligvis, de tog sig vel i agt.
(med et smil.)
De frygted nok, "min fremtid" skulde lide,
hvis unge herrer fik den sag at vide.
FALK
(ser en stund på hende med tankefuld deltagelse).
Jeg ante længst, at Deres lod blev slig.--
Jeg mindes grant, da første gang jeg så Dem,
hvor lidt De tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forstå Dem.
Om bordet sad det pyntelige lag,
hvor theen dufted,--passiaren surred,
mens frøkner rødmed og mens herrer kurred,
lig tamme duer på en lummer dag.
Religionens og moralens sag
blev talt af modne møer og matroner,
og husligheden prist af unge koner,
mens De stod ensom, lig en fugl på tag.
Og da så sladderen til slut var steget
til thevandsbakkanal og prosasvir,--
da skinned De som sølvet, vægtigt præget,
imellem stemplet kobber og papir.
De var en mynt ifra et fremmed rige,
blev her beregnet efter anden kurs,
var neppe gangbar i en kvik diskurs
om vers og smør og kunst og mer deslige.
Da--just som frøken Skære havde ordet--
SVANHILD
(med et alvorligt anstrøg).
Mens kæresten stod bag, som ridder bold,
og bar sin hat på armen lig et skjold--
FALK.
Da nikked Deres moder over bordet:
"Drik, Svanhild, førend theen bliver kold".
Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af unge og af gamle.
Men navnet tog mig i det samme nu;
den vilde Vølsungsaga med sin gru,
med sine faldne ætters lange række,
mig tyktes ind i vor tid sig at strække;
jeg så i Dem en Svanhild nummer to,
i andre former, efter tiden lempet.
Bag reglens løgnflag er for længe kæmpet,
nu fordrer fylkingen forlig og ro;
men hånes loven i en samtids brøde,
da må for slægtens synd en skyldfri bløde.
SVANHILD
(med let ironi).
Jeg tænkte mindst, at slige fantasier,
så blodige, fik liv i thevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste kunst
at høre ånders røst, hvor ånden tier.
FALK
(bevæget).
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot
der glitrer tårer,--o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i støvet trådt,
og æltet til et ler, hvis form ej huskes,
da skal af hver en tusendkunstner fuskes
med modellerkniv plumpt og dumt og råt.
Vorherres gerning verden plagierer,
den skaber Dem påny--i _eget_ billed;
den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De _slig_ på postamentet stillet,
da jubler den: Se _nu_ er hun normal!
Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!
Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen
hun passer dejligt til dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes hånd.)
Men skal De åndigt dø, da _lev_ forinden!
Vær _min_ i Herrens vårlige natur;
De kommer tidsnok i det gyldne bur.
_Der_ trives damen, men der sygner kvinden,
og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad andre få Dem i det nye hjem;
men _her_, her sprang min første livsvår ud,--
her skød mit sangertræ de første skud;
her fik jeg vingers flugt;--hvis De ej svigter,
jeg véd det, Svanhild,--her, her blir jeg digter!
SVANHILD
(blidt bebrejdende, idet hun trækker hånden til sig).
O, hvorfor siger De mig dette nu?
Det var så smukt, når vi i frihed mødtes.
De skulde tiet; skal da lykken støttes
af løftets ord, for ej at gå itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi.
FALK.
Nej, jeg har pegt på målet, sæt nu over,
min stolte Svanhild,--hvis De springet vover.
Vær kæk; vis, De har mod at være fri!
SVANHILD.
At være fri?
FALK.
Ja, det er netop frihed,
at gøre heltud fyldest i sit kald;
og _De_, det véd jeg, blev af himlen viet
til værn for mig mod skønheds syndefald.
Jeg må, som fuglen jeg blev opkaldt efter,
mod vinden stige, skal jeg højden nå;
_De_ er den luftning, jeg kan vugges på;
ved _Dem_ får først min vinge bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir verdens eje,--
når løvet falder, skilles vore veje.
Syng Deres sjælerigdom i mig ind,
og jeg skal give digt for digt tilbage;
så kan De ældes under lampeskin,
som træet gulner, uden kval og klage.
SVANHILD
(med undertrykt bitterhed).
Jeg kan ej takke for den gode vilje,
skønt klart den viser Deres hjertelag.
De ser på mig, som barnet på en silje,
der skæres kan til fløjte for en dag.
FALK.
Ja, det er bedre end i sumpen stå,
til høsten kvæler den med tåger grå.
(heftigt)
De _må!_ De _skal!_ Ja, det er Deres pligt
at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!
Se fuglen _der_,--uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som sangens bøgers bog.
O, svigt mig ikke; syng for mig som den,--
mit liv skal give digt for sang igen!
SVANHILD.
Og når De _kan_ mig, og når jeg er tom
og sunget har min sidste sang fra grenen,--
hvad så?
FALK
(betragter hende).
Hvad så? Nå ja, så husk Dem om.
(peger ud i haven.)
SVANHILD
(sagte).
O ja, jeg husker De kan bruge stenen.
FALK