Kærlighedens Komedie - 1

Henrik Ibsen
SAMLEDE VÆRKER

Mindeudgave
Første Bind


Kristiania og København
Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
Centraltrykkeriet
KRISTIANIA
1908
* * * * *

KÆRLIGHEDENS KOMEDIE
(1862)

* * * * *

Forord til 2den udgave af "Kærlighedens komedie".

Nærværende digt er skrevet i sommeren 1862 og første udgave udkom
samme års vinter.
Men jeg begik den fejl at udgive bogen i Norge. Både tid og sted var
uheldigt valgt. Digtet vakte en storm af uvilje, voldsommere og mere
udbredt end de fleste bøger skal kunne rose sig af i et samfund,
hvis overvejende flerhed ellers betragter literære anliggender som
sig så temmelig uvedkommende.
Modtagelsen overraskede mig for øvrigt ikke. "Den sunde realisme",
som vi Nordmænd, ialfald for realismens om end ikke for sundhedens
vedkommende med føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt
til i det bestående at se det berettigede, i opgavens løsning at se
dens idé. Denne betragtningsmåde skaber et inderligt velbefindende,
men just ikke så megen klarhed.
Da jeg nu i min komedie efter bedste evne svang pisken over
kærligheden og ægteskaberne, var det i sin orden, at de mange skreg
på kærlighedens og ægteskabets vegne. Den tankens tugt og dressur,
som kræves for at begribe vildfarelsen, har flertallet indenfor vor
bogdømmende og læsende almenhed kun ufuldstændigt gennemgået. Det er
imidlertid ikke min sag at give noget kursus. Et forord er ingen abc.
Til Danmark kom der i sin tid neppe synderlig flere eksemplarer
af digtet, end de, der tilstilledes de københavnske blade til
anmeldelse.
For den kritik, som dersteds blev min bog tildel, har jeg
overhovedet al grund til at være taknemmelig. Mangen bemærkning
derfra har været vækkende for mig, og når jeg desuagtet, med
undtagelse af nogle sproglige rettelser, lader denne nye udgave
udkomme i uforandret skikkelse, så sker det, fordi jeg ved den
mellemliggende tid og udvikling er kommen for langt bort fra digtet,
til at jeg skulde kunne håbe ved ændringer hist og her at kunne
tilveiebringe nogen organisk forbedring af det, som nu engang er
og må være kernen i det hele.
Rom, i januar 1867.


PERSONERNE:

FRU HALM, en embedsmands enke.
SVANHILD, hendes datter.
ANNA, hendes datter.
FALK, en ung forfatter, hendes logerende.
LIND, teologisk student, hendes logerende.
GULDSTAD, grosserer.
STYVER, kopist.
FRØKEN SKÆRE, hans forlovede.
STRÅMAND, prest fra landet.
FRU STRÅMAND, hans kone.
STUDENTER, GÆSTER, FAMILJER og FORLOVEDE PAR.
PRESTEFOLKENES OTTE PIGEBØRN.
FIRE TANTER, EN HUSJOMFRU, EN OPPASSER, TJENESTEPIGER.
* * * * *
(Handlingen foregår på fru Halms løkke ved Drammensveien.)


FØRSTE AKT.

(Scenen forestiller en smuk have med uregelmessige men smagfulde
anlæg; i baggrunden ses fjorden og øerne udover. Til venstre for
tilskuerne hovedbygningen med en veranda og ovenover denne et åbent
kvistvindu; til højre i forgrunden et åbent lysthus med bord og
bænke. Landskabet ligger i stærk aftenbelysning. Det er tidligt
på sommeren; frugttrærne blomstrer.)
(Når teppet går op, sidder fru Halm, Anna og frøken Skære på
verandaen, de to første med håndarbejde, den sidste med en bog.
I lysthuset ses Falk, Lind, Guldstad og Styver; på bordet står
punschmugge og glasse. Svanhild sidder alene i baggrunden
ved vandet.)
FALK
(rejser sig med hævet glas og synger).
Solglad dag i hegnet have
skabtes dig til lyst og leg;
tænk ej på, at høstens gave
tidtnok vårens løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit tjeld,--
lad den så langs alle bakker
drysses vejrslåt næste kveld!
KOR AF HERRERNE.
Lad den så langs alle bakker
o.s.v.
FALK.
Hvad vil du om frugten spørge
midt i træets blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under slæb og slid?
Hvorfor lade fugleskræmmen
klapre dag og nat på stang!
Glade broder, fuglestemmen
ejer dog en bedre klang!

HERRERNE.
Glade broder, fuglestemmen
o.s.v.
FALK.
Hvorfor vil du spurven jage
fra din rige blomstergren!
Lad den før som sangløn tage
din forhåbning, én for én.
Tro mig, _du_ ved byttet vinder,
tusker sang mod sildig frugt;
husk moralen "Tiden rinder";
snart din friluftslund er lukt.
HERRERNE.
Husk moralen "Tiden rinder"
o.s.v.
FALK.
Jeg vil leve, jeg vil synge,
til den dør, den sidste hæk;
fej da trøstig alt i dynge,
kast så hele stadsen væk.
Grinden op; lad får og kviger
gramse grådigt, hver som bedst;
_jeg_ brød blomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde rest!
HERRERNE.
_Jeg_ brød blomsten; lidt det siger,
o.s.v.
(de klinker og tømmer glassene.)
FALK
(til damerne).
Se, _det_ var visen, som De bad mig om;--
bær over med den; jeg er tanketom.
GULDSTAD.
Å, hvad gør det, når bare visen klinger?
FRØKEN SKÆRE
(ser sig om).
Men Svanhild, som så ivrig var især--?
Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger;
_nu_ er hun borte.
ANNA
(peger mod baggrunden).
Nej, hun sidder _der_.
FRU HALM
(med et suk).
Det barn! Gud véd, når jeg får skik på hende!
FRØKEN SKÆRE.
Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende
var mindre rig på--sådan--poesi,
som ellers findes hist og her deri.
STYVER.
Ja, og det var dog ganske visst så let,
at få lidt mer mod slutningen placeret.
FALK
(klinker med ham). Man kliner ind, lig kit i revnet bræt,
til den blir fed nok, spækket, marmoreret.

STYVER
(uforstyrret).
Ja, det går glat; jeg husker det så godt
ifra mig selv.
GULDSTAD.
Hvad? Har De Musen redet?
FRØKEN SKÆRE.
Min kæreste? Gud ja!
STYVER.
Å, kun så småt.
FRØKEN SKÆRE
(til damerne).
Han er romantisk af sig.
FRU HALM.
Jo, vi véd det!
STYVER.
Nu ikke mere; det er lang tid siden.
FALK.
Fernis og romantik går af med tiden.
Men forhen altså--?
STYVER.
Ja, det var nu i
den tid, jeg var forelsket.
FALK.
Er da den forbi?
jeg trode ej din elskovsrus udsovet!
STYVER.
Nu er jeg jo officielt _forlovet_.
det er jo mere end _forelsket_, véd jeg!
FALK.
Ret så, min gamle ven, jeg holder med dig!
Du avanceret har, beståt det sværeste:
forfremmelsen fra elsker og til kæreste.
STYVER
(med et behageligt erindringssmil).
Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret
mit mindes faktiskhed i dette nu.
(vender sig til Falk.)
For syv år siden,--vil du tro det, du?
Jeg gjorde vers i stilhed på kontoret.
FALK.
_Du_ gjorde vers--ved pulten?
STYVER.
Nej, ved bordet.
GULDSTAD
(slår på sit glas).
Silentium, nu har kopisten ordet!
STYVER.
Især om aftningen, når jeg var fri,
jeg konciperte remser poesi,
så lange, som--ja to-tre brukne ark.
Det gik!
FALK.
Du gav din Muse blot et spark,
så traved hun--
STYVER.
Ustemplet eller stemplet
papir, se det var hende lige godt.
FALK.
Så poesien flommed lige flot?
Men hør, hvorledes brød du ind i templet?
STYVER.
Ved hjælp af kærlighedens brækjern, ven!
Med andre ord, så var det frøken Skære,
min kæreste, som hun blev senere hen,
for dengang var hun--
FALK.
Ret og slet din _kære_.
STYVER
(vedblivende).
Det var en selsom tid; min jus jeg glemte;
min pen jeg _spidsed_ ej, nej, jeg den _stemte_.
og når den i konceptpapiret rev,
det klang som melodi til hvad jeg skrev;--
omsider expederte jeg et brev
til hende--hun--
FALK.
Hvis kæreste du blev.
STYVER.
Tænk, samme dato indløb hendes svar;
andragendet bevilget,--sagen klar!
FALK.
Og du, du følte dig ved pulten større;
du havde bragt din elskov på det tørre!
STYVER.
Naturligvis.
FALK.
Og aldrig mer du digted?
STYVER.
Nej, jeg har aldrig siden mærket trang;
det var med ét, som om mig åren svigted;
og når jeg prøver nu en enkelt gang
at sætte sammen blot et nytårsvers,
så kommer rim og versemål på tvers,
og,--jeg forstår ej, hvad det stikker i,--
men det blir _jus_ og ikke _poesi_.
GULDSTAD
(klinker med ham).
Og derfor er, min sjæl, De lige god!
(til Falk.)
_De_ tror nu færgen over lykkens flod
er bare til, for _Dem_ at sætte over;
men se Dem for, ifald De farten vover.
Hvad Deres vise angår, véd jeg ej
om den poetisk er i alle ender;
men hvordan end De visen snor og vender,
den har en _slet moral_, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig økonomi:
at lade alskens fugle æde karten
før den får tid til moden frugt at bli;
at lade kør og får få græsse fri
herinde sådan udpå sommerparten?
Jo, her blev vakkert næste vår, fru Halm!
FALK
(reiser sig).
Å, næste, næste! Tanken er mig kvalm,
som i det slappe ord "det næste" ligger,
det gør hver glædens rigmand til en tigger!
Hvis jeg som sprogets sultan måtte råde
en time kun, det silkesnoren fik,
og skulde ud af verden uden nåde,
som b og g af Knudsens grammatik.
STYVER.
Hvad har du da imod det håbets ord?
FALK.
At det formørker os Guds fagre jord.
"Vor næste kærlighed", "vor næste viv",
"vort næste måltid" og "vort næste liv",--
se, den _forsynlighed_, som heri ligger,
_den_ er det, som gør glædens søn til tigger.
Så langt du ser, forstygger den vor tid,
den dræber nydelsen af øjeblikket;
du har ej ro, før du får båden vrikket
imod den "næste" strand med slæb og slid;
men er du fremme,--mon _du_ da tør hvile?
Nej, du må atter mod et "næste" ile.
Og sådan går det--fort væk--udaf livet,--
Gud véd, om _bag_ et stoppested er givet.
FRU HALM.
Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så!
ANNA
(tankefuld).
O, det han siger, kan jeg godt forstå;
der må dog noget sandt på bunden være.
FRØKEN SKÆRE
(bekymret).
Sligt må min kæreste ej høre på,
han er ekscentrisk nok.--Å hør, min kære;
kom hid et øieblik!
STYVER
(beskæftiget med at rense sin pibespids).
Jeg kommer snart.
GULDSTAD
(til Falk).
Ja, ét er mig dog i det mindste klart:
at De bør holde noget mer i ære
forsynligheden; tænk Dem blot, ifald
De skrev et digt _idag_ og satte al
den dyre restbeholdning ind deri,
som De på lager har af poesi,
og fandt, De intet havde mer tilbedste,
når De imorgen _digtede_ det næste;--
da fik kritiken Dem nok i kalotten.
FALK.
Jeg tviler på, den mærked bankerotten;
da slentred arm i arm kritik og jeg
gemytligt frem jo på den samme vej.
(afbrydende og med overgang)
Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig?
Du sidder her den hele tid så sturen;
studerer du måske arkitekturen?
LIND
(tar sig sammen).
Jeg? Hvorfor falder du på det?
FALK.
Jo visst;
du har ej øjet fra altanen hist.
Er det verandastilens brede buer,
som du med slig dybsindighed beskuer?
Hvad heller dørens kunstigt skårne hængsler,
og vindus-lugerne med ditto stængsler?
For _noget_ er det, som din tanke fængsler.
LIND
(med et strålende udtryk).
Nej, du tar fejl; jeg sidder her og _lever_.
Berust i nuet intet mer jeg kræver.
Jeg har en følelse, som om jeg stod
med verdens rigdom drysset for min fod!
Tak for din sang om glædens liv i våren;
den var som af mit eget indre skåren!
(hæver sit glas og veksler et blik med Anna, umærkeligt for de
øvrige.)
En skål for blomsten, der den dufter smukt,
foruden tanke på at vorde frugt!
(drikker tilbunds.)
FALK
(ser på ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let
tone).
Vil mine damer høre; det var nyt!
Her har jeg letvindt gjort en proselyt.
Igår han gik med salmebog i lommen,
idag han kækt trakterer digtertrommen.--
Man påstår vel, at vi poeter fødes;
men stundom kan en prosaist dog gødes
så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås,
med rimet sludder og med metrisk vås,
så alt hans indre, lever, sjæl og krås,
når ud det krænges, findes ganske fuldt
af lyrisk ister og retorisk smult.
(til Lind.)
Men tak for resten for din gode mening;
herefter slår vi harpen i forening.
FRØKEN SKÆRE.
Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig ro,--her mellem blomstergrene,
hvor De kan færdes for Dem selv alene--
FRU HALM
(smilende).
Nej, han er doven, så det er en gru.
FRØKEN SKÆRE.
Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende,
var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud til højre.)
Det lille havehus, bag løvet gemt,
det ligger for en digter så bekvemt;
_der_ synes mig, De måtte blive stemt--
FALK
(går over mod verandaen og læner sig med armene på rækværket)
Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel,
så skal jeg digte om den lyse himmel.
Skaf mig, om blot en månedstid på borg,
en kval, en knusende, en kæmpesorg,
så skal jeg synge livets jubel ud.
Og helst, min frøken, skaf mig blot en brud,
som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.
Jeg har om den ting supplicert Vorherre,
men han har hidtil vist sig døv, desværre.
FRØKEN SKÆRE.
Fy, det er jo frivolt!
FRU HALM.
Ja hæsligt sagt!
FALK.
Å, De må ikke tro det var min agt
at gå med hende under arm på "Kurland";
nej, midt i lykkens vilde jubeljagt
hun måtte gå til evighedens urland.
Jeg trænger til lidt åndig gymnastik,
som jeg på _den_ vis måske grundigst fik.
SVANHILD
(har under det foregående nærmet sig; hun står nu tæt ved Falk
og siger med et bestemt men lunefuldt udtryk):
Godt, jeg skal be for Dem om slig en skæbne;
men når den kommer,--bær den som en mand.
FALK
(har vendt sig overrasket).
Å, frøken Svanhild!--Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De også, at jeg stole kan
på Deres bøn, som noget rigtigt virkende?
Med himlen, ser De, må man omgås lirkende.
Jeg véd jo nok, De vilje har for to
til mig at skille ved min sjælero;
men om De også har behørig _tro_.
se, det er sagen.
SVANHILD
(mellem spøg og alvor).
Vent til sorgen kommer
og gulner livets lyse, grønne sommer,--
vent til den nager vågen og i drømme,
så kan om styrken af min tro De dømme.
(hun går over til damerne.)
FRU HALM
(dæmpet).
Men vil I to da aldrig holde fred?
Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skære blander sig
i samtalen. Svanhild står kold og taus.)
FALK
(går efter en kort, tankefuld stilhed over til lysthuset og siger
hen for sig):
Der lyste visshed ud af hendes blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt,
at himlen vil--
GULDSTAD.
Å nej--Gud vil den ikke!
Den var da, med respekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige ordres.
Nej, ser De, gode hode,--hvad der fordres,
det er motion for arme, ben og krop.
Lig ikke her og glo i løvet op
den lange dag; hugg ved om ikke andet.
Det måtte også være rent forbandet,
om ikke inden fjorten dage De
for Deres gale nykker da var fri.
FALK.
Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd;
til venstre har jeg kød, til højre ånd;
hvad var vel visest her at vælge først.
GULDSTAD
(idet han skænker i glassene).
Først et glas punsch, det slukker harm og tørst.
FRU HALM
(ser på sit uhr).
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er på tiden vi kan vente presten.
(rejser sig og rydder op på altanen.)
FALK.
Hvad? Skal her komme prester?
FRØKEN SKÆRE.
Gud, ja visst!
FRU HALM.
Det var jo _det_, som jeg fortalte sidst--
ANNA.
Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede.
FRU HALM.
Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist;
tro mig, af det besøg De høster glæde.
FALK.
Men sig, hvem er han da, den glædens såmand?
FRU HALM.
Å Herregud, det er jo presten Stråmand.
FALK.
Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn,
og læst, at han skal ind og gøre gavn,
som stortingsmand, på politikens marker.
STYVER.
Ja, han er taler.
GULDSTAD.
Skade blot, han harker.
FRØKEN SKÆRE.
Nu kommer han med frue--
FRU HALM.
Og med arvinger--
FALK.
At more dem i forvejen lidt, de hulde,--
for siden får han begge hænder fulde
med svenske spørsmål og med statsrådsgarvinger;
jo, jeg forstår.
FRU HALM.
_Det_ er en mand, herr Falk!
GULDSTAD.
Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.
FRØKEN SKÆRE
(fornærmet).
Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hørt tale dog med stor respekt,--
og det af folk, hvis ord har megen vægt,--
om presten Stråmand og hans livs roman.
GULDSTAD
(leende).
Roman?
FRØKEN SKÆRE.
Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af hverdagsfolk vurderes kan.
FALK.
De spænder min nysgerrighed gigantisk.
FRØKEN SKÆRE
(vedblivende).
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rørende sig lader hidse
til railleri! Det er jo velbekendt,
at her var en, som bare var student,
der var så fræk, så ryggesløs, så usel,
at kritisere selve "William Russell".
FALK.
Men sig, er oplandspresten da et digt,
et kristent drama eller noget sligt?
FRØKEN SKÆRE
(rørt til stille tårer).
Nej Falk,--et menneske, på hjerte rigt.
Men når en så at sige livløs ting
kan forårsage slige ondskabssting
og vække fæle lidenskabers mængde
af slig en dybde--
FALK
(deltagende).
Og af slig en længde--
FRØKEN SKÆRE.
Så vil, med Deres skarpe blik, De snart
begribe at--
FALK.
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
det er romanens indhold og dens art.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en fart--
STYVER.
Jeg skal af sagens fakta ekstrahere
det vigtigste.
FRØKEN SKÆRE.
Nej, jeg erindrer mere;
jeg kan fortælle--
FRU HALM.
Det kan også jeg!
FRØKEN SKÆRE.
Å nej, fru Halm, nu er jeg alt på vej.
Ser De, herr Falk,--han gjaldt, som kandidat,
for et af hovedstadens bedste hoder,
forstod sig på kritik og nye moder--
FRU HALM.
Og spillede komedie privat.
FRØKEN SKÆRE.
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte,--
FRU HALM.
Og husk, hvor pent historier han fortalte.
FRØKEN SKÆRE.
Ja giv dog tid; jeg kan det på en prik.
Han skrev og komponerte selv musik
til noget, som en--forelægger fik;
det kaldtes "Syv sonetter til min Maren".
Å Gud, hvor sødt han sang dem til guitaren!
FRU HALM.
Ja, det er visst, at han var genial!
GULDSTAD
(dæmpet).
Hm, somme mente nu, at han var gal.
FALK.
En gammel praktikus, som ikke henter
sin visdom blot af mugne pergamenter,
har sagt, at kærligheden gør Petrarker
så let, som fæ og ladhed patriarker.
Men hvem var Maren?
FRØKEN SKÆRE.
Maren? Det var _hende_.
hans elskede, som snart De lærer kende.
Hun var en datter af et kompagni--
GULDSTAD.
Et trælasthus.
FRØKEN SKÆRE
(kort).
Ja, det må Herren vide.
GULDSTAD.
For det var hollandsk last de gjorde i.
FRØKEN SKÆRE.
Sligt hører til den trivielle side.
FALK.
Et kompagni?
FRØKEN SKÆRE
(vedblivende).
Som ejed store grunker.
De kan vel tænke, hvor der kur blev gjort;
der meldtes friere af første sort.--
FRU HALM.
Og mellem dem sågar en kammerjunker.
FRØKEN SKÆRE.
Men Maren værged kækt om kvindens ret.
Hun havde Stråmand mødt i "Dramatiken":
at se og elske ham, det var nu ét--
FALK.
Og bejlerskaren måtte stå i stikken?
FRU HALM.
Ja vil De tænke Dem den romantiken!
FRØKEN SKÆRE.
Og læg så til en gammel grusom far,
som bare gik omkring og skilte hjerter;
jeg tror der også en formynder var,
for endnu mer at øge deres smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
de drømte sammen om et stråtækt bo,
et snehvidt får, som kunde nære to.--
FRU HALM.
Ja i det højeste en liden ko,--
FRØKEN SKÆRE.
Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte,
en bæk, en hytte og hinandens hjerte.
FALK.
Ak ja! Og så--?
FRØKEN SKÆRE.
Så brød hun med sin slægt.
FALK.
Hun brød--?
FRU HALM.
Hun brød med den.
FALK.
Se, det var kækt.
FRØKEN SKÆRE.
Og flytted til sin Stråmand op på kvisten.
FALK.
Hun flytted op! Foruden--sådan--vielse?
FRØKEN SKÆRE.
Å fy!
FRU HALM.
Fy skam! Min salig mand på listen
står blandt forloverne--!
STYVER
(til frøkenen).
Ja, din fortielse
af faktum er det, som forvolder tvisten.
I referater har det megen vægt
at ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig få det i mit hode,
hvor de kom af det--
FALK
(fortsættende).
--thi man tør formode,
at får og ko ej med på kvisten bode.
FRØKEN SKÆRE
(til Styver).
Å, du skal vel betænke ét, min gode:
Man _trænger_ ej, hvor kærligheden troner;
to ømme hjerter klarer sig med lidt.
(til Falk.)
Han elsked hende til guitarens toner,
og hun gav på klaver informationer--
FRU HALM.
Og så, forstår sig, tog de på kredit--
GULDSTAD.
Et år, til handelshuset gik fallit.
FRU HALM.
Men så fik Stråmand kald et steds der nordpå.
FRØKEN SKÆRE.
Og i et brev, jeg siden så, han spor på,
han leved blot for pligten og for hende.
FALK
(supplerende).
Og dermed var hans livs roman til ende.
FRU HALM
(rejser sig).
Ja nu jeg tror vi går i haven ned;
vi må jo se, om vi dem har i vente.
FRØKEN SKÆRE
(idet hun tar mantillen på).
Det er alt svalt.
FRU HALM.
Ja, Svanhild, vil du hente
mit uldne sjal.
LIND
(til Anna, ubemærket af de øvrige).
Gå forud!
FRU HALM.
Kom så med!
(Svanhild går ind i huset; de andre, undtagen Falk, går mod
baggrunden og ud til venstre. Lind, der har fulgt med, stanser
og kommer tilbage)
LIND.
Min ven!
FALK.
I lige måde!
LIND.
Hånden hid!
Jeg er så glad;--jeg tror mit bryst må sprænges,
ifald jeg ikke får fortalt--
FALK.
Giv tid;
du skal forhøres først, så dømmes, hænges.
Hvad er nu det for adfærd? Lægge skjul
for mig, din ven, på skatten, du har fundet;--
for tilstå kun, formodningen er grundet:
Du trukket har et lod i lykkens hjul!
LIND.
Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl!
FALK.
Så? Levende,--og ej i snaren kvalt?
LIND.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk--!
FALK
(hurtig).
Forlovet!
LIND.
Ja!
idag,--Gud véd, hvor jeg tog modet fra!
Jeg sagde,--å, sligt lar sig ikke sige;
men tænk dig,--hun, den unge, smukke pige,
blev ganske blussende,--slet ikke vred!
Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte på mig,--og jeg tror hun græd;
_det_ er jo gode tegn?
FALK.
Ja visst; bliv ved.
LIND.
Og, ikke sandt,--da er vi jo forlovet?
FALK.
Jeg må formode det; men for at være
aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære.
LIND.
O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt!
Jeg er så klar, så sikker, uden frygt.
(strålende og hemmelighedsfuldt.)
Hør, jeg fik lov at holde hendes hånd,
da hun tog kaffetøjet bort fra bordet!
FALK
(løfter sit glas og tømmer det).
Nå, vårens blomster da i eders bånd!
LIND
(ligeså).
Og det skal være højt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende til min død,
så varmt som nu:--ja, for hun er så sød!
FALK.
Forlovet! Derfor var det da, du slang
på hylden både loven og profeterne.
LIND
(leende).
Og du, som trode, at det var din sang--!
FALK.
Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne.
LIND
(alvorligt).
Tro ellers ikke, Falk, at teologen
er fra min lykkes time dreven ud.
Der er den forskel kun, at ikke _bogen_
forslår som jakobsstige til min Gud.
Nu må jeg ud og søge ham i _livet_.
jeg føler mig i hjertet mere god,
jeg elsker strået, krybet for min fod;
_det_ er jo også del i lykken givet.
FALK.
Men sig mig nu--
LIND.
Nu har jeg sagt det hele,--
min rige gåde, som vi tre vil dele.
FALK.
Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?
LIND.
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund
jeg lever i det vårlige sekund.
Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;
der holder skæbnens tømmer _jeg_ og _hun_.
Ej du, ej Guldstad,--ja, ej selv fru Halm
tør sige til min friske livsblomst: "Falm!"
Thi _jeg_ har vilje, _hun_ har varme øjne,
og derfor må den, _skal_ den opad højne!
FALK.
Ret så, min broder, dig har lykken brug for!
LIND.
Mit livsmod brænder lig en vilter sang;
jeg kender mig så stærk; lå der et slug for
min fod,--hvor gabende,--jeg over sprang!
FALK.
Det sige vil i simpelt prosasprog:
Din kærlighed har gjort dig til et rensdyr.
LIND.
Nå,--farer jeg med renens vilde tog,
jeg véd, til hvem min længselsfugl imens flyr!
FALK.
Så får den alt imorgen til at flyve;
du følger med kvartetten jo tilfjelds.
Jeg lover for, du trænger ingen pels--
LIND.
Kvartetten! Pyt,--lad den alene klyve!
For mig er højfjeldsluft i dalens bund;
her har jeg blomsterne og fjordens vidder,
her har jeg løvsalsang og fuglekvidder,
og lykkens huldre,--ja for her er _hun_.
FALK.
Ak, lykkens huldre her i Akersdalen
er sjelden, som en elg; hold fast i halen.
(med et blik mod huset.)
Hys,--Svanhild--
LIND
(trykker hans hånd).
Godt; jeg går,--lad ingen kende,
hvad der er mellem dig og mig og _hende_.
Tak for du tog min hemlighed! Begrav den
i hjertet,--dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han går ud i baggrunden til de andre.)
(Falk ser et øjeblik efter ham og går et par gange op og ned i
haven, under synlig bestræbelse for at bekæmpe det oprør, han er i.
Lidt efter kommer Svanhild ud fra huset med et tørklæde på armen
og vil gå mod baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende
ufravendt; Svanhild stanser.)
SVANHILD
(efter et kort ophold).
De ser så visst på mig--?
FALK
(halvt for sig selv).
Ja _der_ er trækket;
i øjets sjø det skygger over bunden,
det leger skjul med spottens alf om munden,
det _er_ der.
SVANHILD.
_Hvad?_ De gør mig halvt forskrækket.
FALK.
De heder Svanhild?
SVANHILD.
Ja, det véd De vel.
FALK.
Men véd De, frøken, at det navn er latterligt?
Gør mig til vilje; kast det bort ikveld!
SVANHILD.
Fy,--det var egenmægtigt, lidet datterligt--
FALK
(ler).
Hm, "Svanhild"--"Svanhild"--
(pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden?
SVANHILD.
Er det da stygt?
FALK.
Nej, dejligt som et digt,