Jenny: Roman - 17

maaneder bragt usigelig lidelse og sorg -- og savn, Jenny, et savn, som du
ikke kan gjøre dig forestilling om, savnet af dig, af din ungdom, af din
skjønhed, din velsignede kjærlighed. Og hvert mindste minde om disse ting
har været forbitret af anger -- dette stadige nagende spørgsmaal, hvor
kunde jeg lade hende gjøre det, hvor kunde jeg tage mod det, hvor kunde jeg
tro paa en lykke for mig selv med hende? Ja Jenny, for jeg har troet paa
det, saa vanvittig det høres ud, fordi jeg følte mig saa ung sammen med
dig. Husk at min egen ungdom gik jeg glip af, alt mens jeg var langt yngre
end du er nu; en ungdoms glade arbeidsliv og glade elskovslykke fik jeg ved
egen skyld ikke smage. Og dette var hevnen. Min døde ungdom kom og spøgte,
da jeg saa dig -- mit hjerte følte sig ikke ældre end dit. Og Jenny, intet
i verden er forfærdeligere end det, at en mand er gammel og hans hjerte er
ungt.
Du skriver, at du vil gjerne engang senere, naar gutten er blevet lidt
større, at jeg skal komme og besøge dig og se vort barn. Vort barn -- det
er en saa urimelig tanke. Ved du, hvad jeg stadig maa tænke paa? Kan du
huske den gamle Josef paa de italienske alterbilleder, han som altid staar
ude i baggrunden eller ved en side, og ømt og sørgmodig betragter det
guddommelige barn og dets unge og deilige mor, disse to, som helt er
optagne af hinanden og slet ikke ænser hans nærvær. Kjære Jenny, misforstaa
mig ikke, jeg ved jo, at det lille barn, som nu ligger paa dit fang, ogsaa
er mit kjød og blod, og dog -- naar jeg tænker paa dig, som nu er mor, da
føler jeg mig som den stakkars gamle Josef udenfor.
Men derfor skal du heller ikke have mere betænkeligheder ved at tage mod
navnet af min hustru og den beskyttelse for dig og dit barn, som ligger
deri, end Maria havde ved at betro sig til Josef. Egentlig synes jeg ikke
engang, det er ganske rigtig af dig overfor barnet vilkaarlig at berøve det
dets fars navn, som det dog har ret til -- du kan ha saa megen selvtillid
du vil. En selvfølge er det, at du ved et saadant ægteskab vedbliver at
være lige fri og ubunden som nogensinde, og at det ogsaa naarsomhelst du
maatte ønske det, skal blive legalt ophævet. Jeg beder dig indstændig om at
overveie dette. Vi kan blive viede i udlandet, om du ønsker det kan
allerede nogle maaneder efter skridt til dets ophævelse foretages, og du
behøver aldrig at vende tilbage til Norge, endsige bo under tag med mig.
Om mig selv er ikke stort at fortælle. Jeg har disse to smaa værelser
heroppe paa Hægdehaugen lige i nærheden af den løkke, hvor jeg er født og
har levet til mit tiende aar, da min far kom som foged til Numedal. Fra mit
vindu ser jeg toppene af de to store kastanjetrær udenfor indgangsdøren til
mit barndomshjem. De er ikke synderlig forandret. Heroppe begynder allerede
aftenerne at blive lange og lyse og vaarlige og de tegner sine nøgne, brune
kroner mod den bleggrønne himmel, hvor enkelte gyldne stjerner funkler i
den skarpe, klare luft. Kvæld efter kvæld sidder jeg her ved mit vindu og
stirrer didover og drømmer og mindes mit hele liv. Ak Jenny liden, hvor
kunde jeg nogensinde glemme, at der laa et helt liv, et liv, næsten dobbelt
saa langt som dit, og mere end den halve del henlevet i uafbrudt ydmygelse,
nederlag og smerte -- mellem dig og mig.
At du tænker paa mig uden vrede og bitterhed, er mere end jeg havde haabet
og ventet. Den lykke, som aandet gjennem hver linje i dit brev, har gjort
mig saa usigelig godt. Gud velsigne og bevare barnet og dig; al lykke i
verden ønsker jeg over dig og over det. Jeg holder saa usigelig meget af
dig, du lille Jenny, som var min engang.
Din hengivne

Gert Gram.


VII.

Men Jenny blev boende hos frau Schlessinger. Der var billig -- og hun
visste ikke, hvor hun skulde gjøre av sig heller.
Der kom vaar i luften, og over den vældige aapne himmelkuppel drev tunge,
solbræmmede skyer, som brandt i guld og blod og speilet sig i det urolige
hav om kvelden, naar hun gik ute paa moloen. Og de triste og mørke flater
indover blev lysegrønne, og poplerne blev brunrøde av unge skud og duftet
lindt og lunt. Langs jernbanedæmningen myldret der frem violer og smaa
hvite og gule blomster. Og tilsidst blev sletten yppig og grøn, og det
vældet av farver langs grøftekanterne, og svovlgul iris og store hvite
skjærmplanter stod og speilet sig i torvmyrernes vandhuller. En vakker dag
drev der utover landet søt høiduft, som blandet sig i den salte tarelugt
fra stranden.
Badehotellet blev aapnet og der kom sommergjester i de smaa huser ved
moloen. Der vrimlet av barn paa den hvite strandbred; de rullet sig i
sandet og plasket barbent utover i vandet, og mødre og barnepiker og bonner
i Spreewalderdragt sat og sydde og saa efter dem i græskanten. Badehusene
var kjørt ut i vandet, og smaa tyske bachfischer skrek og hujet derute. Og
der kom lystseilere til moloen og besøk fra byen og om kvelden var der
dansemusik paa badehotellet og fuldt av spaserende i den lille furuplantage
utenfor, hvor Jenny hadde ligget tidligere paa vaaren i det strie græs og
lyttet til bølgeslaget og suset av vinden i de forblaaste kroner.
En og anden av damerne sendte et interessert og deltagende blik efter
hende, naar hun gik veien langs badestranden i sin sorte og hvite
sommerkjole. Badegjesterne i byen hadde naturligvis faat vite, at det var
en ung norsk pike, som hadde faat et barn og sørget saa forfærdelig over
dets død. Og nogen var der jo, som fandt det mere rørende end skandaløst.
Forresten gik hun oftest indover landet; der kom aldrig sommergjesterne. En
sjelden gang gik hun helt ind til kirken og kirkegaarden, hvor gutten laa.
Hun sat og stirret paa graven, som hun ikke hadde latt gjøre noget ved, og
hun kunde lægge paa den nogen vilde blomster, hun hadde plukket paa veien,
men hendes fantasi negtet at sætte den lille graa muldhaug, hvor ugræs og
straa skjøt op, i forbindelse med hendes lillegut.
Om kvelden sat hun paa sit værelse og stirret i lampen -- med et
haandarbeide, som hun ikke rørte. Og hun tænkte altid paa det samme --
husket de dage, hun hadde hat gutten -- den første tiden, den matte,
fredelige lykke, mens hun laa og frisknet til -- siden, da hun sat oppe og
frau Schlessinger viste hende tilrette med at bade og stelle og klæ og reve
ham -- og da de reiste sammen til Warnemünde for at kjøpe fint tøi og
blonder og baand, og hun kom hjem og klippet og sydde og tegnet og broderte
-- gutten hendes skulde ha nogen fine klær istedetfor det tarvelige
færdigkjøpte, hun hadde bestilt fra Berlin. Og en komisk havesprøite hadde
hun kjøpt -- med avtrykningsbilleder paa det grønmalte blik: en løve og en
tiger stod mellem palmer ved et himmelblaat hav og betragtet forfærdet de
tyske panserkolosser, som dampet mot rikets afrikanske besiddelser. -- Hun
hadde syntes, den var saa leven -- og lillegut skulde faa den og leke sig
med, naar han blev stor nok -- om længe, længe. Først maatte han jo opdage
mors bryst, som han nu bare blindt hugget sig fast i -- og sine egne smaa
fingre, som han ikke kunde faa ut fra hinanden endda, naar han filtret dem
sammen -- og om litt kunde han kjende mor, og titte efter lampen og mors
ur, naar hun lot det dingle foran ham -- der var saa meget, som lillegut
skulde lære. -- Aa gud.
I en skuf laa alle hans saker, og hun saa aldrig paa dem. Hun visste
allikevel, hvordan hvert stykke saa ut og kjendte det i sine haandflater --
det glatte myke lin og det ru uld og den halvfærdige jakken av grøn flonel,
som hun hadde brodert smørblomster paa -- den han skulde hat og kjøre ut
med --.
Hun hadde begyndt paa et billede fra stranden med de røde og blaa unger paa
den hvite sandstrand. Og et par av de deltagende damer kom bort og saa paa
og forsøkte at indlede bekjendtskap: «Wie nett!» Men hun var misfornøiet
med skissen og gad ikke gjøre den færdig, heller ikke begynde paa noget
nyt.
* * *
Saa lukket badehotellet en dag, og det stormet paa sjøen og sommeren var
forbi.
Gunnar skrev fra Italien og raadet hende til at komme dit. Og Cesca vilde
ha hende til Sverige. Moren, som intet visste, skrev og begrep ikke,
hvorfor hun blev der. -- Og Jenny tænkte paa at reise -- men hadde ikke
tiltak. Skjønt der allikevel litt efter litt vaagnet en vak længsel. -- Hun
blev nervøs selv, ved at hun gik slik og ikke kunde bestille noget. Hun
maatte ta en bestemmelse -- om det saa bare var at springe ut i sjøen fra
moloen en nat.
En kveld hadde hun tat frem kassen med Heggens bøker. Imellem dem var der
et bind italienske digte -- Fiori della poesia italiana. Saan en utgave,
som er beregnet paa turister -- i bind av lærmosaik. Hun bladet i den for
at se, om hun hadde glemt alt sit italiensk.
Boken faldt op av sig selv paa Lorenzo av Medicis karnevalsvise -- der laa
et sammenfoldet papir, beskrevet med Gunnars haand:
«Kjære mor -- nu kan jeg da fortælle dig, at jeg er lykkelig og vel
ankommet til Italien og har det bra i alle maater, samt at --» resten av
arket var overskrevet med gloser. Ved verberne var deklinationen skrevet
op. Og der stod gloser i bokens marg -- tæt, tæt, langs det sørgmodig
lystige karnevalsdigt --. «Hvor ungdommen er vakker -- som flygter straks»
--.
Selv de mest almindelige ord var skrevet op. Gunnar maatte ha prøvet at
læse det, straks han var kommet til Italien -- før han kunde noget av
sproget. Hun saa efter paa titelbladet: G. Heggen, Firenze 1903 stod der.
Det var før hun kjendte ham.
Hun bladet og læste her og der. Det var Leopardis hymne til Italien, som
Gunnar var saa begeistret for. Hun læste den. Margen var svart av gloser og
blækflekker.
Det var som en hilsen fra ham -- inderligere end nogen av hans breve. Han
ropte paa hende, ung og sund og fast og virkelysten. Han bad hende komme
tilbake til livet -- og arbeidet. Ja om hun kunde ta sig sammen og begynde
at arbeide igjen. Hun maatte forsøke -- vælge, om hun skulde leve -- eller
dø. -- Hun vilde ditned igjen, hvor hun engang hadde følt sig fri og sterk
-- alene, bare med sit arbeide. Hun længtet efter det -- og efter vennerne,
de paalidelige kamerater, som ikke kom hinanden saa nær, at det gjorde
vondt, men levet side om side med hver sit eget -- og det som var deres
alle -- tillid til sine evner, glæde ved sit virke. Og hun vilde se igjen
landet dernede, fjeldlandet med de stolte og strenge linjer og de solsvidde
farver.
Et par dage efter reiste hun til Berlin. Hun gik i byen nogen dage -- var
paa gallerierne. Men hun følte sig træt og fremmed og vildfarende. Saa drog
hun videre til München.
I Alte Pinakothek saa hun Rembrandts hellige familie. Hun tænkte slet ikke
paa det som maleri -- saa bare paa den unge bondekone, som sat endda med
serken trukket bort fra det melkespændte bryst og saa paa barnet sit, som
var sovnet ind. Kjærtegnende tok hun om den ene lille bare foten hans. En
styg liten pøbelunge var det, men struttende sund -- og han sov saa godt og
var deilig og søt allikevel. Josef tittet paa ham over morens skulder. --
Men det var ingen gammel Josef, og Maria var ingen jordfremmed himmelbrud
--. Det var en kraftig middelaldrende haandverksmand og hans unge kone, og
barnet var deres begges lyst og glæde --.
Om kvelden skrev hun til Gert Gram. Et langt brev, ømt og bedrøvet -- men
det var et farvel for bestandig.
Dagen efter løste hun billet direkte til Florens. I det første daggry sat
hun ved kupévinduet efter en søvnløs nat paa toget. Vildbækkene sprutet
hvitt nedover skoggrodde fjeldsider. Det lysnet mere og mere, og byerne hun
kjørte forbi blev mere og mere italienske av karakter. Rustbrune og
mosegyldne taksten, loggiar paa husene, grønne tremmejalousier mot rødgule
murvægger, barokke kirkefacader, stenbroers buerækker ut i elven --
skilterne paa stationerne hadde tekst baade paa tysk og italiensk. Vigner
utenom byerne, graa borgruiner paa fjeldknauserne --.
Ala. Hun stod ved toldskranken og saa paa de morgengrætne første- og
andenklasses passagerer -- følte sig saa meningsløs glad. Hun var i Italien
igjen. Tolderen smilte til hende, fordi hun var blond, og hun smilte
tilbake, fordi han tok hende for et eller andet herskaps kammerjomfru.
Fjeldkjæderne vek til siderne, lergraa med blaa skygger i kløfterne,
jordsmonnet lyste rustrødt og solen flammet hvitt og hett.
Men Florens var bitterlig kold og graa i novemberdagene. Træt og forfrossen
drev hun omkring i byen en fjorten dages tid -- kold i sit hjerte mot al
den skjønhet hun saa og melankolsk og motløs, fordi den ikke varmet hende
som før --.
En morgen reiste hun til Rom. Markerne laa hvite av rim nedover gjennem
Toskana. Utpaa dagen lettet frosttaaken og solen skinnet. Og hun saa igjen
det sted, hun aldrig hadde glemt: Trasimenersjøen laa blekblaa med fjeldene
i dis omkring. Ut i vandet skjøt en odde med en liten stengraa bys taarne
og tinder. En cypresallé førte ditut fra stationen. --
Men til Rom kom hun i høljende regn. Gunnar var paa perronen og tok imot
hende. Og han klemte hendes hænder, da han ønsket velkommen, og mens de
skrumlet avgaarde i en drosche til det logis han hadde skaffet hende, i
regnet, som plasket ned fra den graa himmel og op fra gatens brolægning,
blev han modig ved at snakke og le --.


VIII.

Heggen sat ved yttersiden av marmorbordet og tok omtrent ikke del i
samtalen. Av og til skottet han over til Jenny, som sat klemt inde i
hjørnet med whisky og selters foran sig. Hun snakket overstadig muntert med
en ung svensk frue tvers over bordet og tok ikke spor notis av sine
sidekamerater, dr. Broager og den lille danske malerinde, Loulou von
Schulin, som begge forsøkte at tiltrække sig hendes opmerksomhet. Heggen
saa, hun hadde drukket formeget -- igjen.
De var en liten flok skandinaver og et par tyske, som hadde truffet sammen
paa en vinkneipe og nu utpaa natten var havnet her i den inderste krok av
en skummel kafé. Og selskapet var helt igjennem noksaa paavirket av alkohol
og svært uvillig til at efterkomme vertens opfordringer om at gaa -- det
var langt over hans lovlige lukketid, han fik tohundrede lires bøter -- ja
sikkert!
Gunnar Heggen var den eneste, som mere end gjerne skulde set, at symposiet
fik en ende. -- Han var den eneste ædru og i daarlig humør.
Dr. Broager anbragte hvert øieblik sin svarte mustasche paa Jennys haand.
Naar hun trak den til sig, forsøkte han sig bare paa hendes nakne arm. Sin
anden haand hadde han faat placert bak hende i sofaen, og de sat saa trangt
der i kroken, at det var faafængt at forsøke at slippe fra ham. Forresten
var ogsaa hendes motstand temmelig slap, og hun lo uforarget av hans
nærgaaenhet.
«Uha!» sa Loulou von Schulin og trak skuldrene i veiret. «At De dog kan
taale det! Synes De da ikke, han er ækkel, Jenny?»
«Jo det var vel. Men De ser jo -- han er akkurat som en spyflue -- nytter
ikke jage ham væk. Isch, hold op da, doktor --»
«Uh,» sa hun som før. -- «At De kan holde den mand ud!»
«Skidt! Jeg kan jo saapevaske mig, naar jeg kommer hjem --»
«Saa!» Loulou von Schulin la sig indover Jennys fang og strøk hendes arme.
«Nu passer vi paa de stakkels kønne hænder. Se!» Hun løftet en av dem op
til beskuelse for taffelrunden. «Hvor er den dog deilig, ikke?» Hun løste
sit irgrønne automobilslør av hatten og svøpte arme og hænder ind «I
fluenet -- vil I bare se --» og rakte en lynsnar liten tunge ut mot
Broager.
Jenny sat et øieblik med armene indtullet i det grønne slør. Saa viklet hun
sig ut av det, trak jakke og hansker paa.
Broager sank hen i halvblund. Men frøken Schulin løftet sit glas:
«Skaal, hr. Heggen!»
Han lot som han ikke hørte. Først da hun sa det igjen, tok han sit glas
«Pardon, -- jeg saa ikke --», drak og saa bort igjen.
En og anden smilte. Eftersom Heggen og frøken Winge bodde dør i dør i
øverste etage etsteds nede mellem Babuino og Corso, gik folk ut fra deres
forhold som en selvfølge. Og med hensyn til frøken von Schulin saa hadde
hun efter et forbigaaende legitimt egteskap med en norsk forfatter reist
fra ham og barnet ut i den vide verden, hvor hun hadde antat sit pikenavn
og titel av frøken og malerinde samt dyrket venindeskaper, hvorom der gik
særdeles skumle rygter.
-- Verten kom tilbake til selskapet og parlamenterte indtrængende for at
faa dem paa dør. De to opvartere slukket gasblussene længere ute i lokalet
og stillet sig avventende op ved bordet. Der var altsaa ikke andet for end
at betale og gaa --.
-- Heggen var blandt de sidste, som kom ut. Borte paa torvet i maaneskinnet
saa han frøken Schulin ta Jennys arm. Og de løp mot en ledig drosche, som
de andre holdt paa at storme. Han sprang ditbort og hørte paa avstand Jenny
rope: «dere vet, den der i Via Paneperna --» og hun hoppet ind i den over
fyldte drosche -- dumpet ned i fanget paa nogen.
Men der var damer, som vilde ut igjen, og damer, som vilde ind -- der
hoppet ustanselig folk ut av den ene vogndør og ind av den anden. Kusken
sat ubevægelig paa bukken og ventet, og øket sov med hodet duppende ned mot
stenbroen.
Jenny var nede paa gaten igjen, men frøken Schulin rakte ut haanden -- der
var god plads.
«Det er synd paa hesten,» sa Heggen kort. Saa gav hun sig til at gaa efter
-- ved siden av ham, sidst i flokken av dem, som ikke hadde faat plads i
droschen. Vognen rullet langsomt i spidsen.
«Du vil ikke si, du gidder være sammen med de menneskene længer -- traske
helt ut i Paneperna for den saks skyld?» sa Heggen.
«Aa vi finder vel altid en ledig drosche til underveis --»
«At du gidder -- fulde som filler er de jo og -- allesammen --» gjentok
han.
Jenny lo slapt:
«Det er jeg ogsaa vist --»
Heggen svarte ikke. De var kommet op paa Piazza di Spagna. Hun stanset:
«Du vil altsaa ikke være med, Gunnar?»
«Hvis du endelig skal holde paa længer saa -- ellers ikke.»
«Du behøver da ikke for min skyld -- du kan skjønne, jeg greier mig nok
hjem --»
«Hvis du blir med, blir jeg ogsaa --. Du faar nemlig ikke lov til at dille
rundt med bare de fulde menneskene.»
Hun lo, den samme slappe og likeglade latteren.
«Faen, saa blir du saa træt imorgen, at du ikke orker at sitte for mig
heller --»
«Aa jeg skal nok klare at sitte --».
«Th! Tror ikke paa det. Og forresten saa kan ialfald ikke jeg arbeide no
ordentlig, hvis vi skal rangle omkring slik hele natten --»
Jenny trak paa skuldrene. Men hun begyndte at gaa nedover i retning mot
Babuino, motsat de andre.
To guardiar i sine slængkapper passerte dem. Ellers var der ikke et liv paa
den øde plads. Springvandet rislet foran den spanske trappe, som laa hvit
av maaneskin med anlæggenes eviggrønne busker svarte og sølvblinkende
omkring.
Jenny sa pludselig haardt og haanlig:
«Jeg vet, det er godt ment, Gunnar. Det er pent av dig, at du forsøker at
passe paa mig. Men det er ingen nytte til --.»
Han gik litt og tidde.
«Nei ikke hvis du selv ikke vil --» sa han om en stund.
«Vil,» hærmet hun.
«Ja, jeg sa vil.»
Jenny aandet kort og heftig, som hun vilde svare -- men saa tok hun sig i
det. Væmmelsen kom op i hende -- halvfuld var hun, det visste hun godt
selv. Det manglet bare, at hun skulde gi sig til at skrike op -- jamre,
forklare, hyle og graate kanske -- fuld. Indfor Gunnar. -- Hun bet munden
igjen over ordene.
De kom til sin port. Heggen laaste op, tændte en voksfyrstik og begyndte at
lyse dem op igjennem den endeløse, mørke stentrap.
Deres to smaa værelser laa alene i en halvetage øverst ved trappens slut.
Forbi dørene løp en liten gang, som endte i en marmortrap op til husets
flate tak.
I sin dør rakte hun haanden ut mot ham:
«Godnat da, Gunnar -- tak for iaften,» sa hun lavt.
«Selv tak. Sov godt --»
«I like maate.»
* * *
Han aapnet vinduet inde hos sig selv. Midt imot skinnet maanen paa en
okkergul mur med lukkede vinduesskodder og svarte jernbalkoner. Pincio
reiste sin høide bakom med hvastblinkende mørke løvmasser mot den maaneblaa
himmel. Nedenunder laa der gamle mosegrodde tak -- der hvor husets kulsorte
skygge holdt op, hang likblekt vasketøi til tørk paa en lavere terrasse.
Gunnar laa lutet utover vindueskarmen -- trist og ækkel tilmote. Gu faen om
han var snerpet ellers -- men se Jenny slik --. Uf --.
Og det var han selv, som hadde faat hende dradd med paa det der fra først
av. For at kvikke hende op -- hun hadde gaat og sturet som en syk fugl de
første maanederne. Ja han hadde tænkt naturligvis, at de to ondskapsfuldt
skulde moret sig med at se paa de andre -- apekatterne. Han hadde jo aldrig
anet, det skulde virke slik --.
-- Han hørte, hun gik ut av sit værelse -- op paa taket. Heggen stod et
øieblik tvilraadig. Men saa fulgte han efter ditop.
* * *
Hun sat i den eneste stol deroppe, bak det lille lysthus av bølgeblik.
Duerne kurret i søvne i slaget ovenpaa dets tak.
«Er du ikke gaat iseng da,» sa han lavt. «Du blir kold --.» Han hentet
hendes sjal fra lysthuset og rakte hende. Satte sig op paa murkanten mellem
blomsterpotterne.
En stund sat de tause og stirret ut over byen, hvis kirkekupler svam i
maanedisen. De fjerne høidedrags linjer var helt utvisket.
Jenny røkte. Gunnar tændte ogsaa en cigaret.
«Jeg merker forresten, jeg taaler næsten ingenting mere -- at drikke mener
jeg. Det virker med en gang,» sa hun liksom undskyldende.
Han merket, hun var helt ædru igjen.
«Jeg synes, du skulde la det være en stund, Jenny. Og ikke røke -- svært
litet ialfald. Du har jo klaget over dit hjerte --.»
Hun svarte ikke.
«Igrunden er du jo enig med mig angaaende de menneskene. Jeg skjønner ikke,
at du gidder nedlate dig til at være sammen med dem -- paa den maaten --»
«Undertiden,» sa hun sagte. «Saa trænger man -- bedøvelse, rent ut sagt. Og
hvad det angaar at nedlate sig --.» Han saa ned i hendes hvite ansigt. Det
bare, blonde haar flimret i maanelyset. «Sommetider synes jeg ikke --.
Skjønt nu i øieblikket for eksempel -- skammer jeg mig. Nu er jeg altsaa
ualmindelig ædru, ser du.» Hun lo litt. «Sommetider er jeg det ikke -- selv
om jeg ingenting har drukket. Det er da, jeg faar lyst til at være med paa
det der --»
«Det er farlig, Jenny,» hvisket han. Og om en stund: «Jeg kan ikke si andet
-- jeg synes, det er ækkelt, saan som iaften. Jeg har set et og andet du --
hvordan det gaar til --. Jeg vilde nødig se dig plumpe nedover -- ende som
noget slikt som Loulou --.»
«Du kan være rolig, Gunnar. Det blir ikke slik jeg ender. -- Igrunden saa
orker jeg jo ikke det der. -- Jeg skal nok sætte punktum før --.»
Han sat stille og saa paa hende.
«Jeg vet, hvad du mener,» sa han tilsidst sagte. «Men Jenny -- der er
andre, som har tænkt det samme. Men naar man har latt sig gli nedover en
stund --. Saa gjør man ikke det, du kalder at sætte punktum --.»
Han gled ned av murkanten, kom bort og tok hendes haand:
«Du Jenny -- hold op med det der da -- hvad?»
Hun reiste sig op og lo litt:
«Foreløbig ialfald. Jeg er vist kurert for ranglelysten for en lang stund,
tror jeg.»
De stod litt. Saa rystet hun hans haand:
«Godnat da gut. -- Saa sitter jeg for dig imorgen,» sa hun i trappen.
«Ja tak.»
Heggen blev sittende litt endda og røke og smaafryse og tænke, før han gik
ned til sig selv.


IX.

Hun sat for ham den næste dag efter lunsch og like til det begyndte at
skumre. Naar hun hvilte, vekslet de nogen likegyldige ord, mens han blev
ved at arbeide paa bakgrunden eller vasket penslerne.
«Saa!» Han la bort paletten og gav sig til at ordne i skrinet. «Nu kan du
faa slippe for idag!»
Hun kom bort, og de stod litt sammen og saa paa billedet.
«Det sorte er ganske fint behandlet -- synes du ikke, Jenny?»
«Jo. Jeg synes, det tegner svært bra.»
«Ja --» han saa paa uret: «det er næsten tid at gaa og spise, du -- gaar vi
sammen?»
«Gjerne det. Jeg skal bare ind og bytte paa mig spaserdragten -- venter du
saalænge?»
Litt efter, da han banket paa hendes dør, stod hun færdig og fæstet paa sig
hatten foran speilet.
Hvor vakker hun er, tænkte han, da hun snudde sig mot ham. Slank og lys i
det stramme staalgraa -- hun virket saa dameagtig, fin og tilknappet,
kjølig og stilfuld --. Og han vilde ikke tro, det han selv hadde tænkt --.
«Var det forresten ikke en avtale, at du skulde ut til frøken Schulin
ieftermiddag og se sakerne hendes?»
«Jamen jeg gaar ikke.» Hun blev meget rød. «Ærlig talt saa har jeg ikke
lyst til at dyrke det bekjendtskap -- der er vel ikke større ved hendes
ting heller --?»
«Nei det skal vorherre vite! -- Jeg begriper bare ikke, du fandt dig i
hendes tilnærmelser igaaraftes. Æsch, jeg vilde hellere spise en tallerken
med levende metemark --»
Jenny lo litt. Saa sa hun alvorlig:
«Stakkars -- hun er vel igrunden ulykkelig --»
«Aæh -- ulykkelig. -- Jeg traf hende i Paris i 1905. -- Det værste er, hun
er vist aldeles ikke pervers av naturen. -- Bare dum -- og forfængelig --.
Nu skulde _det_ være kryt --. Hadde det været moderne at være dydig, hadde
hun sittet paa en forhøining nu og stoppet barnestrømper -- kanske puslet
litt med at male roser med duggperler paa --. Og været den skikkeligste av
alle Johanne Louiser i Dannevaag -- og glad til --. Men da hun slap ditned
fra de etatsrøtterne, hun er rundet av -- saa skulde hun være med paa
noterne -- frigjort og malerinde -- og syntes, hun maatte skaffe sig en
elsker for sin selvagtelses skyld. -- Og saa faar hun uheldigvis tak i en
klods, som faar hende i omstændigheter -- og er gammeldags og vil, de skal
være gift aldeles umoderne og forlanger, hun skal passe barnet og huset
--.»
«Du kan jo ikke vite -- det kan nu ogsaa tildels være Paulsens skyld at hun
løp fra ham --.»
«Javel var det hans skyld. -- Han var gammeldags som sagt og hadde smak for
huslig lykke -- og gav hende vel forlitet av elskov og ingenting av pryl
--»
Jenny smilte trist:
«Jaja Gunnar. Du vil nu ha det til det, at livet er saa forbandet let
oversigtlig --.»
Heggen satte sig skrævs over en stol med armene rundt dens ryg.
«Det er saa litet av sikkert, vi har at holde os til angaaende livet du, at
det er noksaa oversigtlig. -- Man faar gjøre op sit bestik og sine domme
efter det. -- Og greie op med alt det usikre, saa godt man kan, eftersom
det dukker op paa tapetet --.»
Jenny satte sig i sofaen og hvilte hodet i hænderne:
«Jeg har ikke længer fornemmelsen av, at der er noget i livet, som jeg har
tilstrækkelig oversigt over -- saa jeg kan bruke det til grundlag for mine
domme -- eller gjøre op noget bestik paa det,» sa hun rolig.
«Det tror jeg ikke, du mener.»
Hun smilte bare.
«Ikke altid,» sa Gunnar.
«Det er vel ikke nogen, som mener det samme altid --»
«Jo altid naar man er ædru. Som du sa inat, man er sommetider ikke ædru,
selv om man ingenting har drukket --.»
«Nu -- naar jeg engang imellem føler mig ædru --.» Hun brøt av og tidde.
«Du vet det samme som jeg vet. Du har visst det altid. I det store og hele
tat gaar det et menneske, som det selv har villet. Man er sin egen skjæbnes
herre -- som regel. En gang imellem er man det ikke -- paa grund av
omstændigheter, man ikke raar med. -- Men det er en kolossal overdrivelse
at si, det hænder ofte --.»
«Gud skal vite, det er ikke gaat mig som jeg vilde, Gunnar --. Og jeg hadde
villet i mange aar -- og levet efter min vilje --.»
De tidde begge stille en stund.
«En dag,» sa hun langsomt, «saa forandret jeg kurs et litet øieblik. Jeg
syntes, det faldt saa strengt og haardt at leve det liv, som jeg syntes,
var det værdigste -- saa ensomt, ser du. Saa bøiet jeg til siden et øieblik
-- vilde være ung og leke litt. Og dermed kom jeg ut i en strømning, som
drev mig -- jeg endte borte i ting, som jeg aldrig er sekund hadde trodd
det mulig, _jeg_ skulde komme i nærheten av --.»
Heggen satt litt.