Jan van Huysums Blomsterstykke: En Buket - 1

JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
af
HENRIK WERGELAND

Utgitt første gang 1840


JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER

Anch'io sono pittore.--_Correggio_.
Johan (Jan) van Huysum
(Født i Amsterdam 1682, d. 1749.)

--»Hans Fader _Justus_, en middelmaadig Maler, gav ham den første
Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine
skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomsterrigets Rafael; dets
Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre
prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just
havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine
Blomsterstykker Insekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o.s.v.,
alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser,
zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og
ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning undgik han omhyggelig
ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i
det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste
og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne
Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund,
foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte.
En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen
Indflydelse paa hans Kunst.»
Naglers Künstler-Lexicon.

--»Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugtmaler; følte
sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og
indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den
levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og
Frugtstykker. Han forstod at udspeide Naturens Hemmeligheder, at fængsle
den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste
i denne _genre_ ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og
ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var den
Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og overtraf alle sine
Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i
Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa
iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans
Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og
Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af
sine Billeder tog han 1000-1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere
i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden.»
Allg. deutsche Real-Encyklopädie.

--»Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og
hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste
Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den
mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste
Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I
Landskabsmaleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at
male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og
Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blomsterne, det
Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Bevægelse, han vidste at
give sine Insekter--Alt er henrykkende i hans Malerier.»
»Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Worterbuch.»

--»Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han
har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende
Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere.
Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Gellevævet
see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulle man troe
bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang man seer dem,
om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade
Mesterværket.»
Marquis d'Argens, _Examen critique_.

--»Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde,
Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora
tillige havde givet ham sin Vellugt.»
_Galerie du Musée Napoléon_.

--»Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt
hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i
Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres
Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han
komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han
aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor
Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv
hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun
med Møje man bragte ham til at undervise _Margaretha Havermann_, paa
hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine
Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art
Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans
Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og
laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans
Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de
ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans
Insekter, Duggen og de enkelte Duggdraaber overtræffer Alt hvad man
hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give
saavel _Gool_ som _Descamps_ Underretning.»
Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste.

--»Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle
Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende
og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager
meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg
paa hans Tavler eller Lærred, siger _Descamps_, var tilberedet med den
største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt,
at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller
fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed,
men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det
Transparente, den sandeste og brillanteste Glands--alt Dette findes her
forbundet med hint _touche_, som Naturen anviser, og som hverken kan
tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe
heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen.
Basrelieferne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte og af
lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de
lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst
egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens
yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene,
Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og
frembringer den fuldkomneste Illusion.»
Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch.

I disse Domme stemme ogsaa »Lüdemanns Geschichte d. Mahlerei» og »Hirts
Kunstbemerkungen» overeens.
I »Historische Erklärungen der Gemälde welche Herr _Gottfried Winkler_
in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768» findes netop det Stykke af _v.
Huysum_, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet:
»Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar
og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde
gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner,
blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler,
fyldte Hyacinther o.s.v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger
forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige
Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik
gjennemtrænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste.
Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en
Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9/2» højt, 2',
2» bredt. Dets forrige Besidder var Hr. _Dietrich Schmid_ i Amsterdam,
hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde.» Det er nu siden flere
Aar i Hr. Stiftamtmand _Thygesons_ Besiddelse. Der gjorde det det
Indtryk paa Forfatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med
en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end
foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af
ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en
brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul,
dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rødspraglet Nellik, en blaa Hyacinth,
en Konvolvulus, en Forglemmigei, en halvaabnet Rosenknop og en
Ridderspore. Dertil en Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par
flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang
have villet tørre væk.
Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan
forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik,
men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde
hedde en Buket til den genifulde Malerinde, som har valgt
Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end _van Huysums_, til
Gjenstande for sin nydelige Pensel.


I
Beskuelsen

Plumpe Menneskebeundring,
som behøver Luft og Læber!
Mere plump end Dyrs Forundring,
der er taus og bly beskeden,
krænker du i din Tilbeden,
øder i Begeistringsheden;--
med din Elskovs vilde Brunst
du din egen Elskte dræber:
din tilbedte rene Kunst.
Ve, om nu, da jeg maa tale
(saa nødvendigt som at Brystet
stønner, naar det bliver krystet)
denne Draabe skulde dale
fra _van Huysums_ Rosenblad,
af min Læbes Mundveir rystet!
Foraarsvinden, yr og glad,
var af meer barmhjertig Hu:
Duggens Glands fra Lund og Hegn,
perlemoderagtig Regn,
gjemt i foldet Marikaabe,
hver en Draabe, hver en Draabe
har letsindigen den plyndret,
alle hen i Luften søndret
--_denne_ ligger der endnu,
yderligt som Taaren baaret
bævende af Øjenhaaret,
yderst i dit Diadem,
yndige og blide Smerte,
som din Byrde triller frem;
skjøn som Perlen, der var værdig
til at være Stjernes Hjerte;
fuld som Magdalenens Graad,
fuld og tung og bristefærdig;
bristende, skjøndt endnu heel,
som beslutningsmodent Raad
i tungsindig Engels Sjel.
O! saa herligt er det Mindste:
Draaben, der paa Bladet glindste.
Glindste? Ja er den ei svunden,
som et fuldfødt Ord fra Munden,
man ei kan tilbagekalde
i sit Hjertes tause Grund?
Thi den syntes jo at falde
af sin Vægt i hver Sekund.
Dette, at den evigt spiller,
evigt mæt af Glands sig runder,
evigt fylder sig og triller,
--det er Under over Under,
hvorpaa jeg forbauset grander,
Kunstens Dyd, Naturens Feil,
som at fængsle Lyden fast.
Luftens Svale i sin Hast,
Billedet i Kildens Speil.
O, hvad sød vellystig Skræk!
Angst for Vind og Solens Straale!
Draaben, som ei meer kan taale!
Fluen, som vil flyve væk!
Sneglen der, som nu vil flytte
hen paa næste Blad sin Hytte!
Malte Blad, som vil sig hæve!
Fagre Blomsterliig, som leve!
O, hvad sød vellystig Skræk!
Mens jeg stirrer paa dem møde
mig forvirret længst hendøde
Elskerinders Ansigtstræk.
Og, endskjøndt I er' saa sande,
maa jeg troe, I aldrig gro'de
blandt de andre paa vor Klode,
men engang i Edens Lande:
Blomstre! at I derfor ere
Blomstre vel, men endnu mere:
Blomsterblomstre, disse liig,
som fortrylle os i Haven,
som en Aand i Himmerig
ligner Liget under Graven.
Ak, som denne Blomstbuket
maatte Kjærlighed see ud
med sin Sværm af Lidenskaber,
hvis en Elsker, mens han taber
sig i Favntag hos sin Brud,
fik sit Hjerte kløvt medeet,
saa man med et Aandeblik,
(hurtigt som man skimter Fligen
af Gespenst, der flygter just)
Øje paa dets Drømme fik,
paa dets uudtalte Higen,
paa dets Tankers Embryoner,
paa dets Eed, før den udtoner
i et troløst Aandepust,
mens den endnu ligger der
som en Nyfødt reen og skjær,
der engang skal bli'e Forbryder,
paa dets Haab, før Vingen skyder
spæd som Blomstens Hjerteblad,
paa dets Tale før den lyder,
paa dets Fryd, før den bli'er glad,
og i Smiil om Læben flyder.
Hvor er slig en Lidenskab,
slig en Vellyst, qvalt af Smerte,
sligt et dæmpet Hjerteslag,
slig en Glød paa Elskovsmunde,
slig en blodig Hjertevunde,
som i Pragttulipens Gab,
denne mørke, selvfortærte,
krampestærke, syge Rødmes
natteagtige Skarlag!
Hvor er Kjærlighedens Sødmes
Frydberusningsøjeblik,
da Du Ja af Hende fik,
yndigt i de tvende røde
Roser, som hinanden møde!
Efter Kys en Tørst saa heed,
som de Begge brænde med?
Hvor maa Elskovs Anger lide,
Rødmes Blus med Bleghed stride
her i denne fulde hvide?
Hvor er fyrigt Frydbegjær
som i denne Nelliks Skjær?
Hvor et Blod, der saa kan gløde,
som dens fine, purpurrøde
Dugregn af Granater, ud
sprængt paa Perlens skjære Hud?
Andagt, naar den syner bedst,
seer paa fjerne Himles Fest
for det frelste Zions Helte
ei saa fagre fine Telte,
som Konvolvlerne udbrede,
blaaere end Himlens Bund,
finere end Blusels Klæde
foran Brudens Ønskes Mund.
Uskyld har saa fiint et Blaat,
en saa skjær en Blegnens Kulde,
ei som Hyacinthen faae't;
Ømhed ei saa rig en Yden,
som Syringen der, den fulde:
hver en Smaablomst i dens Klase
er en liden egen Vase
af et halvklart Porcellin,
fuld af Honnings søde Nyden,
fuld af Sommerfugles Viin.
Er saa reen en Engels Hjerne,
Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm
og Martyrens Taarestrøm
som Narcissens blege Stjerne!
O, i den kan Helg'nen gjerne
al sin Tempelandagt speile;
thi, saa rank den skjød, den har
sænket dog det fromme Hoved,
som om Gud i Bøn den loved,
som om Uskyld kunde feile,
somom det en Syndskyld bar.
Og hvor malte sig en Tanke
i genifuld Ynglings Sind
ildig som paa denne ranke
Blodvalmues Luekind?
Og hvor mon saa fyrig Plan
i et Manddomshjerte tændes
som det Flammehvælv, der spændes
ud i denne Tulipan?
Og hvor sukkede en Bøn,
saa uskyldig og saa skjøn
som Kjærminden der, den slanke,
der saa ydmyg, bly sig klynger
--bly som tause Taares Tanke--
til en Moserosenknop?
Og hvor er den Skjald, der synger
godt som denne tause Lille
Blomstmystererne, de stille,
blot den engang, engang vilde
Rosenlæben lukke op?
O, hvis Knoppen vilde mæle,
hvis en Aand den vil besjele,
o hvor jeg den bede vil
(og med Ild maae Skjønne bedes)
at fortælle mig hvorledes
slige Blomster bleve til!


II
Den hollandske Familie

_»Alonzo de Tobar_! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer!
følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero! adelante_!»

_Alonzo de Tobar_, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands
Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive
_Velasquez_ eller Spaniens Stolthed, _Bartolomeo Esteban Murillos_, er
bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen
til Priis. _Viva el coronel_! Han bryder sig ikke meer om nederlandske
Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»

_Alonzo de Tobar_ er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre
kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af
en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken.

Fortvivler han endnu over den store Murillos's »Santa Katharinas
Trolovelse» eller over Velasquez's »Familie». Ha, der jage de sidste
Kyradserer forbi og raabe: »Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos!
Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero!
adelante_!»

Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i
Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart
hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna
begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske
Spanier ødelagde forat begeistres til at blive en Murillos og at kunne
male en »S.ta Katharinas Trolovelse».
Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da
styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen
Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens
Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens
Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig
mod Kjættere. Dem bekrigede _han_, mens han var hvervet til at bekrige
det politiske Folk, hans Herres Fiender.

Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag
det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der
skyder sig op af Ghoret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det
skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn.

Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens
Datter _Katharina_ stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er
i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. »Alonzo de
Tobar, vil du ikke være med?» raaber en Landsmand, idet han paa de
Andres Skuldre svinger sig op i Ghorvinduet, og seer ned i den
flammende, qvindefyldte Kirke. »_Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis
de l'enfer_! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?»

Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af
de luxembourgske _fils perdus_, han mister sit Ulvenavn, han bliver
hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod
vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til _denne_ Landsbyes
Ødelæggelse.

Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen
til, jublende mellem sine Kamerader »en _la honra de nuestra Sennora_!»
men denne Landsby, _denne_ var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for
ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for
nydelige. Vedbende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen;
Stokroser stode paa Vagt udenfor Dørene.

Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne.
Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det
udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene
Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik
som Wallonerne mylre indigjennem Døren.

Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle
Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har
seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders,
Præstens, Huus, dette der ved siden af Kirken, det ærværdigste af dem
alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave
udenfor, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flammerne
slaae ud.

Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens,
Nederlandenes Vidunder. »Katharina,» mumler han--og der kommer Liv i
Rytterens nedbøjede Skikkelse--»jeg har seet Katharina, _min_ Katharina,
ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina
forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning
meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn,
Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars 'Katharina' skal
overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!»
Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte
Arme, som korsfestet, stormer imod sin Faders Dør. »_O milagro de
Dios_!» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk
ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forferdelse, aabnede Døren for
de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: »Katharina! O Gud
være lovet!»
»Hun _er_ en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes
Lokker. _O milagro de Dios_! Det er et Vink fra Himlen.»

Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en
Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. »Himlen er barmhjertig; Alonzo
de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som
den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos'
Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i
hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar.»

Alonzo stormer rasende, mod Døren. »_Ayuden los angelos_! Vanvittige,
ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive
Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end
Flammerne.»

Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige _Adrian_, med Bibelen
opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste _Margaretha_
og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden _Katharina_, der ilsomt
havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden
om sin Brudgoms, _Johans_, den blomstrende Yngling; saa den fromme,
nonneagtige _Narcissa_, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege
Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald;
saa _Hyacinth_, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke,
fine _Elisabeth_; den lille _Benjamin_ og Tvillingsøsteren _Anna_, »Anna
liden», med Hovederne i Moderens Skjød og bedækkede af Barnepigen, den
gamle trofaste _Magdalena_; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen,
den ældste Datter _Klara_, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig
Kriger--maaskee Narcissas Trolovedes Banemand--havde overgydt hendes
Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end
man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker.

_»Ayuden los santos_! De komme!» larmer Alonzo udenfor. »Afvejen! Huset
tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. »De komme!» raaber
Johan, ilende mod Døren. »Paa Knæ!» befaler den Gamle. »Gud alene kan
redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. »Frels os! Wallonerne...»
hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. »Vi ville blive frelste!»
raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have
hørt sin Spaniers Slemme. »Ja, vi ville blive frelste»--jamrer Faderen
hændervridende--»Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er
tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os
før de Rædsomme--»

Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den brændende Kirke
falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger,
hvor de kunne gribe ind.

»Herind! Herind, Kamerader! _La Doncella aqui_!» Alonzos Landsmand, som
jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke,
har sprængt Døren. _»Abajo los hereticos_!» Wallonerne styrte ind;
Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. »Det
er ham!» skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk
grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde
Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod
den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund--
--I samme Sekund...
Gud! Himmel! hvad er skeet?
Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte
Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var
sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom,
Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og
Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor
Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve,
Ingen af dem har Katharina!
Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde
Krigere viste sig i Døren rædsommere.

Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian
vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af
Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en blaahvid Sjø
over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender
Spanieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne
af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede
roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der
sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi
de stode sammenflokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa
deres Reder vare Brændte.

Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster
Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang
aandede. »Var _Hun_ din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med huul Stemme.
»Hvem?»
»Hun, Gamle! _la querida del cielo_! Du saae det, og maa forstaae mig.»
»Jeg havde fem: Klara og Katharina og...»
»Katharina; ingen Anden mener jeg. _O mea caritta_!»
Den gamle leer ham op i Øjnene.
»Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog din Tanker.»
Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser.
»Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske
Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg
kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en
Barmhjertighed.»
Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.
»Ve mig!» mumler Alonzo. »Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have
ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en
guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i
et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.»
Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte--Han, der
iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine
ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje,
der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky.

Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en
Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt
sin Herre, tåger Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes
undviger _Alonzo Michael Tobar_, han, der blev den store Bartolomeo
Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en
Plads imellem Spaniens Malere er en »Santa Katharinas Trolovelse», hvori
han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen,
samt en »Familie», der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste
har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo
de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale
Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale
Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker.


III
Gamle Adrians Blomsterbed

Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom
staaer den der uden Naboer. Omstreifende Medlemmer af de Faa af
Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de
fandt imellem Ruinerne.

Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin
Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor
Hytten, saaende og plantende i den askeblandede Jord. Han veed, det er
Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud
af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med
sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han
rundtomkring det, mumlende: »Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give
sin Velsignelse.» Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde:
»hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?»

Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog
afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som
sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig?--Hans Haar var vel
hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne
klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af
inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine
kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin Velsignelse!» og han
bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem.

Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den.
_Holland_, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saadanne Vidundere