Gildet på Solhaug - 4

(brister i gråd)
Min arme søster,--far vel, far vel!
Som en moder har du mig vogtet og fredet,
har ledet min fod, har til himlen bedet
den frommeste bøn for mit held.--
Se, Gudmund,--lad os i dette bæger
drikke hende til; lad os ønske, at snart
hendes sind må igen vorde frejdigt og klart,
og at gud hendes kvide læger.
(hun tager bægeret.)
GUDMUND.
Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende.)
Nej stans!
(tager bægeret fra hende.)
Dette bæger skulde jeg kende.
SIGNE.
Det er Margits bæger.
GUDMUND
(ser nøje på det.)
Ved himlen,--ja,
nu mindes jeg--. Dengang jeg drog herfra
monne mosten i bægeret gløde;
hun drak mig til på et frydeligt møde;
men det blev hende selv til sorg og nød.
Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød
af dette bæger.
(slår indholdet ud af vinduet.)
Vi må afsted.
(Larm og råb udenfor i baggrunden.)
SIGNE.
Hys!--Gudmund, jeg hører stemmer og fjed!
GUDMUND
(lyttende.)
Knut Gæslings røst!
SIGNE.
Å, frels os, gud!
GUDMUND
(stiller sig foran hende.)
Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.
(Margit kommer ilsomt fra venstre.)
MARGIT
(lyttende til larmen.)
Hvad gælder det? Er min husbond--?
GUDMUND og SIGNE.
Margit!
MARGIT
(får øje på dem.)
Gudmund! Og Signe! Er I her?
SIGNE
(imod hende.)
Margit,--kære søster!
MARGIT
(forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt i
hånden.)
Bægeret! Hvem har tømt det?
GUDMUND
(forvirret.)
Tømt--? Jeg og Signe, vi vilde--
MARGIT
(skriger.)
Nåde, nåde! Hjælp! De dør!
GUDMUND
(sætter bægeret fra sig.)
Margit--!
SIGNE.
Å gud, hvad fejler dig!
MARGIT
(mod baggrunden.)
Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!
(En huskarl kommer skyndsomt fra svalgangen.)
HUSKARLEN
(råber forskrækket:)
Fru Margit! Eders husbond--!
MARGIT.
Han! Har også han drukket--?
GUDMUND
(sagte.)
Ah, nu fatter jeg--
HUSKARLEN.
Knut Gæsling har fældet ham!
SIGNE.
Fældet!
GUDMUND,
(drager sværdet.)
Endnu ikke, vil jeg håbe.
(hvisker til Margit.)
Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.
MARGIT.
Da priset være gud, som frelste os alle!
(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud
i baggrunden.)
EN ANDEN HUSKARL
(i døren, stanser ham.)
I kommer for sent. Herr Bengt er død.
GUDMUND.
Altså dog fældet.
HUSKARLEN.
Gæsterne og eders folk har fat bugt med voldsmændene. Knut
Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de.
(Gudmunds svende, gæster og huskarle fører
Knut Gæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts
mænd bundne mellem sig.)
KNUT
(bleg og stille.)
Manddraber, Gudmund. Hvad siger du til det?
GUDMUND.
Knut, Knut, hvad har du gjort?
ERIK.
Det var en vådesgerning, det kan jeg sværge på.
KNUT.
Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig og så
hug jeg uforvarende til.
ERIK.
Her er mange, som så på det.
KNUT.
Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den.
MARGIT.
Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo,--ét kræver jeg;
lad fare eders onde anslag imod min søster.
KNUT.
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit usalige løfte. Tro mig,
jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for
min gerning.
(til Gudmund.)
Skulde du komme til ære og værdighed igen, så tal godt for mig
hos kongen.
GUDMUND.
Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg ud af landet.
(Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende
sammenhængen.)
MARGIT
(til Gudmund.)
Du rejser? Og Signe vil følge dig?
SIGNE
(bedende.)
Margit!
MARGIT.
Lykke være med jer begge!
SIGNE
(om hendes hals.)
Kære søster!
GUDMUND.
Tak, Margit. Og nu farvel,
(lyttende.)
Hys; jeg hører
hovslag i gården.
SIGNE
(angst.)
Der kommer fremmede folk!
EN HUSKARL
(i døren i baggrunden.)
Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund Alfsøn.
SIGNE.
Å, herre i himlen!
MARGIT
(farer op i skræk.)
Kongens mænd!
GUDMUND.
Så er alt forbi! Å, Signe, at miste dig nu,--det var det
tungeste, jeg kunde friste.
KNUT.
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede
til at slå for dig.
ERIK
(ser ud.)
Det nytter ikke; de er os for mandstærke.
SIGNE.
De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund!
(Kongens sendebud med følge kommer ind fra
baggrunden.)
SENDEBUDET.
I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn.
GUDMUND.
Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt!
SENDEBUDET.
Det véd vi alle.
GUDMUND.
Hvorledes?
(Bevægelse blandt de forsamlede.)
SENDEBUDET.
Jeg har befaling at byde eder til gæst i kongens gård. Han
skænker eder sit venskab som før, og rige forleninger dertil.
GUDMUND.
Signe!
SIGNE.
Gudmund!
GUDMUND.
Men så sig mig da--?
SENDEBUDET.
Eders avindsmand, kansleren Audun Hugleiksøn er falden.
GUDMUND.
Kansleren!
GÆSTERNE
(halvhøjt, til hverandre.)
Falden!
SENDEBUDET.
For tre dage siden mistede han hovedet i Bergen.
(med dæmpet stemme.)
Han havde krænket Norges dronning.
MARGIT.
(går hen mellem Gudmund og Signe.)
Så følger straffen i brødens fjed!
Skærmende engle, fromme og milde,
har nådigt skuet inat til mig ned
og reddet mig før det var for silde.
Nu véd jeg, at livet vil mere sige
end jordens gammen, end verdens rige.
Jeg har følt den anger, den rædsel vild,
som kommer, når sjælen er sat på spil.--
Til den hellige Sunnives kloster jeg går--.
(da Gudmund og Signe vil tale.)
Stille! At rokke mig intet formår.
(lægger deres hænder sammen.)
Gudmund,--før hende hjem som brud.
Eders pagt er from; den skærmes af gud!
(Hun vinker til afsked og går mod venstre. Gudmund og Signe vil
følge hende. Margit stanser dem med en afværgende bevægelse, går
ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op og
kaster sit skær ind i stuen.)
GUDMUND.
Signe,--min viv!--Se, dagen rinder;
det er vor unge kærligheds dag!
SIGNE.
Mine bedste drømme, mine fagreste minder
skylder jeg dig og din harpes slag.
Min ædle sanger,--i sorrig og lyst
slå kun din harpe, som bedst du lærte;
tro mig, der er strenge dybt i mit bryst,
som skal svare dig i fryd og i smerte.
KORSANG
(af mænd og kvinder.)
Over jorden vogter lysets øje,
værner kærligt om den frommes fjed,
sender trøstens milde stråler ned;--
lovet være herren i det høje!