Gildet på Solhaug - 2

(hen for sig.)
Så mangt har forandret sig siden--
SIGNE.
Margit, du _skal_ være fro og glad!
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende!
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
at vejde den vilde rå;
om natten kan du sove i fruersal
på silkebolsterne blå.
MARGIT
(ser mod karnappet.)
Og _han_ skulde komme til Solhaug som gæst!
SIGNE.
Hvad siger du?
MARGIT
(vender sig.)
Intet.--Gå; smyk dig som bedst.
Min lykke, den du så lydt monne prise,
kunde times dig selv.
SIGNE.
Hvad mener du vel?
MARGIT
(stryger hendes hår.)
Jeg mener--; nu ja, det vil sig jo vise--;
jeg mener,--hvis en bejler red sig hid ikveld--;
SIGNE.
En bejler? Til hvem?
MARGIT.
Til dig.
SIGNE
(med latter.)
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej.
MARGIT.
Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad
om din tro?
SIGNE.
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt.
MARGIT.
Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?
SIGNE.
Å, var han end konge, med hallen fuld
af dyre klæder og røden guld,
det skulde så lidet mig friste.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Kære søster min,--her vil jeg bygge og bo;
og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,
dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.)
MARGIT
(efter et ophold.)
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid--til Solhaug? Nej, nej, det
kan ikke være.--Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg
hørte granerne suse dybt derinde i skogen, når jeg hørte fossen
rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok
for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var
han langvejs herfra.--Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer
ikke.
BENGT
(i hastværk, fra baggrunden, råber.)
En uventet gæst, min hustru!
MARGIT.
Og hvem?
BENGT.
Gudmund Alfsøn, din frænde!
(råber ud gennem døren til højre.)
Det bedste gæstekammer må holdes rede--og det på stand!
MARGIT.
Han er da alt på gården?
BENGT
(ser ud gennem svalgangen.)
Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare.
(råber ud højre igen.)
Den snittede ekeseng med dragehovederne!
(går hen til Margit.)
Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han
efter.
MARGIT.
Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?
BENGT.
Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og seks rustede mænd
er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand
nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage
imod ham.
(råber ud.)
Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med
ormehovederne!
(ser ud i baggrunden.)
Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min
sølvknappede stav! Slig en herre,--Krist fri mig--ham må vi tage
imod med ære, med stor ære!
(han går skyndsomt ud i baggrunden.)
MARGIT
(grublende.)
Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
Hvad vil han? Er det hans agt at se,
om bittert jeg nages af kummer og ve?
Lyster det ham at prøve og friste,
hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at--? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre Piger kommer ind i stuen.)
MARGIT.
I høre mig vel, mine terner små;
I bringe mig på stand min silkekåbe blå.
I følge mig flugs i fruerstuen ind,
at klæde mig høvisk i fløjel og skind.
To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,
den tredje skal vinde perler i mit hår.
I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)
MARGIT.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.
(hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalgangen i
baggrunden.)
BENGT.
Og endnu en gang,--hil eder under Solhaugs tag, min hustrus
frænde!
GUDMUND.
Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog
vel i alle måder, vil jeg tro?
BENGT.
Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele
fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står
rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun
alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine
kår.
GUDMUND.
Og Margit,--hun er da vel fornøjet?
BENGT.
Gud og hvermand skulde tro, hun måtte være det; men selsomt nok--
GUDMUND.
Hvad mener I?
BENGT.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at
Margit var lystigere tilsinde alt imens hun leved i fattige kår,
end siden hun blev frue på Solhaug.
GUDMUND
(hen for sig.)
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.
BENGT.
Hvad siger I, frænde?
GUDMUND.
Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.
BENGT.
Ja, mener I ikke, det går mig ligeså? Jeg vil aldrig gælde for en
ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan
ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne
sige mig på, at jeg holder hende strengt; alt tilsyn med hus og
gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre--. Nå, I var jo
altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer.
Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at
jeg--
(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)
GUDMUND
(går hende imøde.)
Margit,--kære Margit!
MARGIT
(stanser, ser fremmed på ham.)
Forlad mig, herr ridder; men--?
(som om hun først nu genkendte ham.)
Forsandt, hvis jeg ikke fejler, så er det Gudmund Alfsøn.
(rækker hånden frem.)
GUDMUND
(uden at tage den.)
Og du kendte mig ikke straks igen?
BENGT
(leende.)
Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig,
at din frænde--
MARGIT
(går over mod bordet til højre.)
Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan dø i
tiende led imens--
GUDMUND.
Det er syv år siden vi sidst sås.
MARGIT.
Tilvisse, det må være længere siden.
GUDMUND
(ser på hende.)
Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.
MARGIT.
Hel selsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes min
en evig lang tid siden jeg var barn.
(kaster sig ned i en stol.)
Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os
med eders sang.
(med et tvungent smil.)
Ja, I véd vel, vi er glade her på gården idag,--vi holder gilde.
GUDMUND.
Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.
BENGT.
Ja, idag for tre år siden blev jeg--
MARGIT
(afbrydende.)
Min frænde har alt hørt det.
(til Gudmand.)
Vil I ikke lægge eders kappe bort?
GUDMUND.
Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er
koldt,--koldere, end jeg havde ventet.
BENGT.
Da er jeg både svedt og varm; men jeg har også fuldt op at tage
vare på.
(til Margit.)
Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan
jo snakke sammen om gamle dage.
(vil gå.)
MARGIT
(tvilrådig.)
Går du? Vil du ikke heller--?
BENGT
(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at
færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min
hustru kan være mig foruden.
(til Margit, idet han tager hende under hagen) Vær du
trøstig; jeg skal snart være hos dig.
MARGIT
(hen for sig.)
Å, kval og harm at måtte lide alt dette.
(kort taushed.)
GUDMUND.
Hvorlunde lever eders søster kære?
MARGIT.
Jeg takker; hel vel.
GUDMUND.
Det blev sagt, hun skulde være hos eder.
MARGIT.
Her har hun været siden jeg--
(slår om.)
For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter.)
Hun træder visst snart i stuen herind.
GUDMUND.
Signe havde fordum så vennesælt sind;
hun kendte ej list eller rænke;
når jeg kommer ihug hendes øjne blå,
jeg må på guds engle tænke.
Dog, mangt kan i syv års tid forgå.
Sig mig,--mens fjernt fra bygden jeg vandred,
har også hun sig så stærkt forandret?
MARGIT
(tvungent spøgende.)
Hun også? Er det i kongens gård
slig høvisk tale man lærer?
I minder mig om, hvordan tiden tærer--
GUDMUND.
Margit, hel vel mine ord I forstår.
Engang var I mig begge så blide;
I græd, da jeg skulde fra bygden ride;
vi loved at holde som søskende sammen
i fryd og i ve, i nød og i gammen.
I lyste som en sol mellem jomfruer små;
så viden om land eders ry monne gå;--
fuldt vel er I endnu så fager en kvinde.
Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt
den fattige frænde. Så umildt er I stemt,
I, der engang var så vennesæl tilsinde.
MARGIT
(nesten tårekvalt.)
Ja engang--!
GUDMUND
(ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme):
Eders husbond bød os at korte
tiden med at melde om gammelt og kært.
MARGIT
(heftigt.)
Nej, nej; ikke derom!
(roligere.)
Det falder mig så svært
at mindes; den ting har jeg aldrig lært.
Meld heller om de år, I var borte;--
den tid er vel ej på bedrift så arm;
meget må I kunne mig berette;
derude er jo verden både vid og varm,--
der er sindet og tankerne lette.
GUDMUND.
I kongens hal var jeg aldrig så fro,
som dengang jeg var smådreng i det fattige bo.
MARGIT
(uden at se på ham.)
Og jeg--hver dag, jeg på Solhaug bode,
takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.
GUDMUND.
Vel eder, dersom I kan takke fordi--
MARGIT
(heftigt.)
Og er jeg da ikke hædret og fri?
Kan jeg ikke byde, som det huger mig bedst?
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst;
Og det, véd I, var mig altid til måde.
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
men I ser, jeg er fro, mit sind er let.
Se, derfor kunde I sparet jert komme
til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.
GUDMUND.
Hvad mener I, fru Margit?
MARGIT
(reiser sig.)
Tilfulde jeg véd,
hvad der fører jer ind i min enlige stue.
GUDMUND.
I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
(hilser og vil gå.)
Guds fred og farvel da, min ædle frue!
MARGIT.
Det var eder mere til ære, ifald
I var bleven, hvor I var, i kongens hal.
GUDMUND
(stanser.)
I kongens hal? Kan I spotte min nød?
MARGIT.
Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde;
jeg gad vide, hvor I tænker at ende!
I kan eder klæde i fløjel rød,
er kongens mand, ejer gods og guld--
GUDMUND.
Bedst må I vide, om lykken er mig huld.
I sagde for nylig, fuldt vel I vidste
mit ærend på Solhaug--
MARGIT.
Det véd jeg forsand!
GUDMUND.
Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste;--
da véd I, jeg er en fredløs mand.
MARGIT.
(skrækslagen.)
Fredløs! Du, Gudmund!
GUDMUND.
Det er jeg for visst.
Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
havde jeg kendt eders tanker og sind,
aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Jeg mente, I endnu var mild og god,
alt som dengang jeg eder forlod;
men jeg vil ikke trygle; skogen er stor,
og sikker er min hånd og min bue;--
langt heller være hejens sten mit bord
og bjørnehiet min stue.
(vil gå.)
MARGIT
(holder ham tilbage.)
Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste.
GUDMUND.
Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;
og livet vil hver mand friste.
Tre nætter lå jeg som hunden ude;
på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben
og læned mit hoved til urens sten.
At tigge om ly, om bolster og pude
i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
min tro var jo frejdig; mit håb var ungt;
jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,
da er du frelst fra al din kvide;
der finder du venner; på dem kan du lide.--
Men håbet er skørt som markens blommer.
Eders husbond mødte mig med horn og krus;
han åbned for mig både dør og porte;--
men øde tykkes mig eders hus;
hallen er mørk; mine venner er borte.
Nu godt; jeg stiger påny til fjelds.
MARGIT
(bønligt.)
Å, hør mig!
GUDMUND.
Mit sind er ej som en træls.
Nu tykkes mig livet en uselig gave;
Jeg agter det fast for intet værd.
Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært;
mit fagreste håb jeg måtte begrave.
Farvel da, fru Margit!
MARGIT.
Nej, Gudmund, hør!
Ved gud og mænd--!
GUDMUND.
Forlyst dig som før;
lev du i gammen og ære;
så lidet skal Gudmund mørkne din dør;
ret aldrig han skal dig besvære.
MARGIT.
Nu er det nok. Dine bitre ord
vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs fór
alt over strande så vide,--
tro mig, da var det min kæreste dag,
da du tyed ind under Solhaugs tag,
da var det for visst min gladeste fest,
når den fredløse meldte sig her som gæst.
GUDMUND.
Du siger--! Hvad skal jeg tænke og tro?
MARGIT
(rækker ham hånden.)
At frænder og venner på Solhaug bo.
GUDMUND.
Men det, som du nys--?
MARGIT.
Agt ikke derpå.
Hør mig, så vil du det hele forstå.
For mig er livet en nat så sort;
der er ikke sol eller stjerne.
Og intet mægter min kvide at fjerne;
thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.
Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
jeg hilded mig selv i brogede lænker.
Tro mig, så klageligt vederlag skænker
rigdom, når barmen er sorrigfuld.
Dengang vi var børn,--hvor var jeg da fro!
Vore kår var ringe, fattigt vort bo;
men rigt var håbet i mit bryst herinde.
GUDMUND,
(der ufravendt har betragtet hende.)
Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.
MARGIT.
Kan være; men al den lov og pris,
jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.
Du måtte bort til de fremmede lande;
men alle dine kvæder graved sig ind
dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
og sløred med tanker min pande.
Du havde sunget om al den lyst,
som mægter at rummes i et menneskes bryst:
du havde sunget om det frejdige liv
blandt herrer og fruer. Alt som bedst
kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;
og så--så blev jeg min husbonds viv.
GUDMUND.
Å, Margit!
MARGIT.
Der gik ikke lang tid hen,
før jeg måtte så bitterlig græde.
At tænke på dig, min frænde, min ven,
det blev min eneste glæde.
Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal
og i alle de store stuer!
Her gæsted os riddere, herrer og fruer;
her sang mig til ære så mangen skald;
men der var ikke én, som ret mig forstod,
ikke én, som fatted min jammer;--
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;
dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.
GUDMUND.
Men din husbond--?
MARGIT.
Han var mig aldrig kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide.
GUDMUND
(bevæget.)
Og derfor var det, du vendte dig bort--.
MARGIT
(uden at se på ham.)
Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde.
GUDMUND.
Margit, kunde du tro--?
MARGIT.
Nu, kort
og godt, der var grund nok for hånde.
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skræk.)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme--!
Alle helgener se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du--?
GUDMUND
(smiler.)
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred.
MARGIT.
Men du, som nylig stod højt i agt,--
sig mig hvorlunde--?
GUDMUND.
Snart er det sagt
Du véd, jeg var i de franske riger,
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
at føre prinsessen med svende og piger
og skatte til Norge som kongens brud
Herr Audun var så fager og prud;
prinsessen var den livsaligste kvinde.
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn;--
de talte tilhobe, de hvisked i løn.
Hvorom? Det var svært at finde.--
Det var sig en nat; jeg læned mig tyst
op imod snekkens side;
mine tanker stævned mod Norges kyst
alt med de måger hvide.
Da hvisked to røster bag ved min ryg;--
jeg vendte mig om;--det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
Hun så på ham med et klageligt blik
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk,
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham--
(afbrydende.)
Det greb mig med rædsel og skræk.
MARGIT.
Hun bad--?
GUDMUND.
Jeg fór op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk;--
(tager en liden flaske frem.)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.
MARGIT.
Og den--?
GUDMUND
(med dæmpet stemme.)
Den rummer en gådefuld saft;--
en dråbe deraf i din uvens bæger,--
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
MARGIT.
Men sig mig--?
GUDMUND
(hviskende.)
Den var for kongen bestemt.
MARGIT.
Alle helgener!
GUDMUND
(idet han atter forvarer flasken.)
Vel, at jeg fik den gemt.--
Tre dage efter var farten til ende.
Så lønligt flygted jeg med mine svende;
jeg vidste jo nok, i kongens hal
vilde Audun listelig volde mit fald,--
vilde forklage mig--
MARGIT.
Nu er forbi
din værste nød; snart er alt ved det gamle.
GUDMUND.
Alt? Nej, Margit,--dengang var du fri.
MARGIT.
Du mener--?
GUDMUND.
Jeg? Intet. Å, lad mig samle
mine tanker; jeg er så frejdig og fro
fordi jeg, som fordum, er hos eder to.
Men, sig mig,--Signe--?
MARGIT
(peger smilende mod døren til venstre.)
Hun kommer snart.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,
og det er vel ikke gjort i en fart.
GUDMUND.
Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.
(han går ud til venstre.)
MARGIT
(ser efter ham.)
Hvor han er fager og mandig.
(med et suk.)
Der er ikke megen lighed mellem ham og--
(rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.)
Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang!
(kort taushed.)
Det var en selsom fortælling, den om prinsessen, som--. Hun havde
en anden kær, og så--. Ja, disse kvinder i de fremmede lande,--
jeg har hørt det før,--de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for
at gøre en tanke til dåd.
(tager et bæger, som står på bordet.)
Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han
rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til
Solhaug.
(sætter bægeret ind i et vægskab.)
Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt
har ikke solen skinnet i tre år.
(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra
venstre.)
SIGNE
(løber leende hen til Margit.)
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!
MARGIT
(smilende, til Gudmund.)
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også _hun_ sig så stærkt forandret.
GUDMUND.
Tilvisse! Men at hun skulde--! Nej, nej,
det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hænder og ser på hende.)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå;--
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
nu er du en huldre, som kogler og gækker.
SIGNE
(truer med fingeren.)
Ja, vogt dig! Hvis huldrens harme du vækker,--
pas på,--hun hilder dig i sit garn!
GUDMUND
(hen for sig.)
Næsten bæres mig for, som det alt var sket.
SIGNE.
Men vent; du har jo end ikke set
hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.
(idet hun går ud til venstre.)
Nu må du mig alle dine kvæder lære!
GUDMUND
(sagte, ser efter hende.)
Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
der endnu var knop ved dagens komme.
SIGNE
(bringer harpen.)
Se her!
GUDMUND
(griber den.)
Min harpe! Så blank som før!
(slår nogle toner.)
Der er endnu klang i de gamle strenge;--
nu skal du ikke længer på væggen hænge--
MARGIT
(ser ud i baggrunden.)
Hist kommer vore gæster.
SIGNE
(mens Gudmund indleder sin sang.)
Hys,--stille! å hør!
GUDMUND
(synger.)
Jeg vandred i lien så tung og så ene;
de småfugle kvidred fra busker og grene;
så listelig kvidred de sangere små:
hør til, hvordan kærlighed monne opstå!
Den vokser som eken i årene lange;
den næres ved tanker og sorger og sange.
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund!
(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter
harpen fra sig.)
SIGNE
(tankefuld, gentager for sig selv.)
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund.
MARGIT
(adspredt.)
Talte du til mig?--Jeg hørte ikke ret--?
SIGNE.
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun--
(synker atter hen som i drømme.)
MARGIT
(halv højt; ser frem for sig.)
Den vokser som eken i årene lange;
den næres ved tanker og sorger og sange.
SIGNE
(opvågnende.)
Du siger, at--?
MARGIT
(farer med hånden over panden.)
Å, det var intet. Kom; vi må gå vore gæster imøde.
(Bengt kommer med mange Gæster, Mænd og
Kvinder, ind gennem svalgangen.)
GÆSTERNE
(synger):
Over tilje med sang og strengespil
i gildestuen vi træde.
Guds fred vi ønsker den frue mild;
vi ønsker både gammen og glæde.
Gid altid en himmel, så lys som idag,
over Solhaugs tag
må sig brede!


ANDEN AKT.

(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til
venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for
stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og
stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne
er oplyste. Musik høres derinde.)
GÆSTERNE
(synger i gildestuen.)
Lad fedlen klinge; ved strengeklang
træder vi dansen den nat så lang.
Hvor lystigt at trine på tilje!
Den jomfru brænder så skær som et blod;
det er sig den smådreng, bold og god,
han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra
huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at
lyde dæmpet derinde.)
ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.
KNUT.
Lad du mig om det.
ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår
herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan
komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du
ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.
KNUT.
Jeg véd, hvad jeg gør. I hans egen stue har jeg søgt ham, og der
var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham
her,--mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe
til hustru?
ERIK
(langtrukkent.)
Nej, med det gode blev det vel ikke, men--
KNUT.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven
fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte.
(bestemt.)
Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her på
gården vide at Gudmund Alfsøn er fredløs;--imorgen får han se at
hjælpe sig selv.
ERIK.
Ja, men kongens lov?
KNUT.
Å, kongens lov! Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes
ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så
måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og
manddrab.--Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe--?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)
SIGNE.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.
GUDMUND.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!
SIGNE
(med glad og stille forundring.)
Jeg--jeg er ham kær!
GUDMUND.
Det er ingen som du.
SIGNE.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig!
GUDMUND.
Det tør du forsandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå;--
da jeg rejste, var du som alferne små,--
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde,--
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.
SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord.)
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld,--nu er det længe siden;--
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var til sinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød;--
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.
GUDMUND.
Signe, min dejligste blomme!
SIGNE.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydelig vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.
GUDMUND.
Så mægtig er elskov;--i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst.--
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.
SIGNE
(undsélig.)
Vil du sige hende--?
GUDMUND.
Alt bør hun kende.
SIGNE
(som før.)
Ak, gå da alene;--jeg véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.
GUDMUND.
Nu godt; jeg går.
SIGNE.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre,--nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.
GUDMUND.
Der bier du?
SIGNE.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)
MARGIT.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,