Fru Inger til Østråt - 6

lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har
en liden lygte i hånden.)
NILS LYKKE
(lyser spejdende omkring og hvisker):
Alt er stille. Jeg må afsted.
ELINE.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du
forlader mig.
NILS LYKKE
(omfavner hende)
Eline!
ELINE
(efter et lidet ophold)
Kommer du aldrig mere til Østråt?
NILS LYKKE.
Hvor kan du tvile på det? Er du ikke fra nu af min trolovede?--
Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig,
inden vi atter mødes?
ELINE.
Om jeg _vil_ være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje?
Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det?--Du kom
ved nattetid; du banked på min dør;--og jeg lukked dig ind. Du
talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet.
Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig
ind som i et trolddoms-net?
(hun skjuler hurtig sit ansigt ved hans skulder.)
O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette--.
Tro, siger du? Du _har_ mig jo. Jeg er jo _din_;-- _må_ være
det--i al evighed.
NILS LYKKE.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme,
sidde som frue i min fædreneborg!
ELINE.
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.
NILS LYKKE.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?
ELINE.
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har
du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du
elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg
endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter
over alle andre. Hvor kan elskov være _dig_ andet end en leg
og kvinden et legetøj?
NILS LYKKE.
Eline,--hør mig!
ELINE.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn,
fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og
dog,--hvor forunderligt,--når jeg i drømme bygged op mit eget
vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste
det. Nu skønner jeg det hele. Had var det ikke jeg følte. Det var
en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste,--efter dig, som
engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.
NILS LYKKE
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet)
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt--.
Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før
i denne stund. --Skulde det ikke endnu være tid--? Ah, dette
forfærdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)
ELINE.
Hvad er det? Så tungt et suk--
NILS LYKKE.
O, intet,--intet!
Eline,--nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både
med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i
denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig--
ELINE.
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for
den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine
øjekast er et kongebud, som byder det.
(hun lægger sig ned for hans fødder.)
O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind,
skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for
evighed.
Du gode Gud,--hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes
sagde jeg til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min
stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd
fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min
kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør
sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd.
Således er også jeg stolt, så længe jeg tør sidde ved dine
fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød.
Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder:
"for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger
min stolthed nu og alle dage.
NILS LYKKE
(drager hende op på sit skød)
Nej, nej,--ikke for mine fødder, men ved min side er din plads,--
og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja,
Eline,--du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig
engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min
vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.
ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte
blomsterkosten for din fod.
I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande.
Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med
falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet;--dit
navn klinger foran dig, hvor du drager hen. --Alt, hvad _jeg_
begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din
arm. Som _den_ var også _jeg_ blind for lyset og for livet,
indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op
over løvtoppene. --Men, tro mig,--hvor dristigt jeg end spiler
mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.
NILS LYKKE
(rejser sig)
Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her;--tag denne ring,
og vær _min_ for Gud og mennesker,--_min_--selv om de døde skulde
få urolige drømme derover.
ELINE.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som--?
NILS LYKKE.
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. --Se
så;--nu har jeg fæstet dig!
ELINE.
_Jeg_ Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad
her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er
så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu.
Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min
moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad
jeg har fejlet.
NILS LYKKE.
Og give sit minde til vor pakt.
ELINE.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle
mennesker er gode;--jeg bærer ikke længere nag til nogen,--
undtagen én.
NILS LYKKE.
Undtagen én?
ELINE.
Ak, det er en sørgelig fortelling. Jeg havde en søster--
NILS LYKKE.
Lucia?
ELINE.
Kendte du Lucia?
NILS LYKKE.
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.
ELINE.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende;--nu er
hun i himlen.
NILS LYKKE.
Og du--?
ELINE.
Jeg hader ham.
NILS LYKKE.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham,
hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.
ELINE.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg _kan_ ikke, selv om jeg vilde det;
thi så dyrt har jeg svoret--
(lyttende.)
Hys! Kan du høre--?
NILS LYKKE.
Hvilket? Hvor?
ELINE.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd paa landevejen.
NILS LYKKE.
Ah, det er _dem!_ Og jeg, som glemmer--! Hidover kommer de.
Så er der stor fare! Jeg må afsted!
ELINE.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du--?
NILS LYKKE.
Imorgen, Eline--; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. --Nu hurtig,--
hvor er løngangen, som du nævnte?
ELINE.
Gennem gravkælderen. Se,--her er lemmen--
NILS LYKKE.
Gravkælderen!
(for sig selv.)
Lige godt; reddes må han!
ELINE
(ved vinduet)
Rytterne er lige udenfor--(hun rækker ham lygten.)
NILS LYKKE.
Nu velan--
(han begynder at stige ned.)
ELINE.
Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det
sorte kors; det er Lucias--
NILS LYKKE
(stiger hurtig op og slår lemmen i)
Lucias! Fy--!
ELINE.
Hvad siger du?
NILS LYKKE.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.
ELINE.
Hør; nu hamrer de på porten!
NILS LYKKE
(lader lygten falde)
Ah, det er for sent--!
(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra
højre.)
ELINE
(imod ham)
Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?
BJØRN.
Overfald! Grev Sture--
ELINE.
Grev Sture? Hvad han?
NILS LYKKE.
Har de dræbt ham?
BJØRN
(til Eline)
Hvor er eders moder?
TO HUSKARLE
(indstyrtende fra højre)
Fru Inger! Fru Inger!
FRU INGER GYLDENLØVE,
(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste
dør til venstre og siger hurtig:)
Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for
vore venner, men lukket for alle andre.
(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge
huskarlene går ud igen til højre.)
FRU INGER
(til Nils Lykke)
_Det_ var altså snaren, herr rigsråd!
NILS LYKKE.
Inger Gyldenløve, tro mig--!
FRU INGER.
Et baghold som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint
tilsagn, der kan fælde mig!
NILS LYKKE
(idet han tager papiret frem og river det istykker)
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod
eder.
FRU INGER.
Hvad gør I?
NILS LYKKE.
Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod
eder,--nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min
brøde. Men ud _må_ jeg nu, om jeg så skal _hugge_ mig
igennem porten! --Eline,--sig din moder alt! --Og I, fru Inger,
lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig--og taus! Tro mig, I
skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr.
(han går skyndsomt ud til højre.)
FRU INGER
(ser hoverende efter ham)
Ret så! Jeg forstår ham!
(vender sig til Eline.)
Nils Lykke--? Nu--?
ELINE.
Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.
FRU INGER.
Og han har dig kær af hjertet?
ELINE.
Det har han sagt, og jeg tror ham.
FRU INGER.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder
jeg!
ELINE.
Min moder,--I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok,--det er min
ukærlige færd, som har fortørnet eder.
FRU INGER.
Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham
ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det
har kostet dig; thi jeg kender jo dit had--
ELINE.
Men, min moder--!
FRU INGER
Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig
ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham
nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så--. Ah,
Eline, om vi kunde slide hans ménsvorne hjerte sønder i brystet
på ham!
ELINE.
Ve mig;--hvad er det I siger?
FRU INGER
Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal
holde dig oppe. Så vid da--
(lyttende.)
Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det--
(hun vender sig atter til Eline.)
Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.
ELINE
(med et skrig)
Lucia!
FRU INGER.
Det var ham, så sandt der er en hævner over os!
ELINE.
Da stå mig himlen bi!
FRU INGER
(forfærdet)
Eline--?!
ELINE.
Jeg er hans trolovede for Gud.
FRU INGER.
Ulykkelige barn,--hvad har du gjort?
ELINE
(med dump røst)
Forbrudt mit hjertes fred. --God nat, min moder!
(hun går ud til venstre.)
FRU INGER.
Ha-ha-ha--! Det bærer nedad bakke med Inger Gyldenløves slægt.
_Det_ var den sidste af mine døtre.
Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun
kanske bleven lykkelig--på en måde.
_Det_ skulde så være. _Det_ står skrevet hist oppe i
stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den
anden, indtil stammen står bladløs tilbage.
Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine
døtre vil jeg ikke tænke.
Regnskab? Gøre regnskab?--Ah, det er først på den store
uvejrsdag--. Det varer længe, førend _den_ kommer.
NILS STENSSØN
(råber udenfor til højre)
Hej,--slå porten i!
FRU INGER.
Grev Stures røst--!
NILS STENSSØN
(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber
med fortvilet latter:)
Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!
FRU INGER.
Hvad har I tabt?
NILS STENSSØN.
Mit rige og mit liv!
FRU INGER.
Og bønderne? Mine svende;--hvor har i dem?
NILS STENSSØN.
Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten,
skal jeg ikke kunne sige jer.
OLAF SKAKTAVL
(udenfor til højre)
Grev Sture! Hvor er I?
NILS STENSSØN.
Her; her!
OLAF SKAKTAVL
(kommer med et klæde om sin højre hånd).
FRU INGER.
Ak, Olaf Skaktavl, også I--!
OLAF SKAKTAVL.
Det var ugørligt at slippe igennem.
FRU INGER.
I er såret, ser jeg!
OLAF SKAKTAVL.
Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.
NILS STENSSØN.
Hvor er Svenskerne?
OLAF SKAKTAVL.
I hælene på os. De bryder porten op--
NILS STENSSØN.
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg _kan_ ikke,--jeg _vil_ ikke dø!
OLAF SKAKTAVL.
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?
FRU INGER.
Men dersom de gennemsøger gården--?
NILS STENSSØN.
Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab,
eller at klynges op--! O nej, Inger Gyldenløve,--det véd jeg
forvisst,--det vil I aldrig tåle!
OLAF SKAKTAVL
(lyttende)
Nu brast låsen.
FRU INGER
(ved vinduet)
Der stormer mange mennesker ind i portrummet.
NILS STENSSØN.
Og _nu_ at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde!
Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve
for. Nej, nej, nej!--Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve!
Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg--
FRU INGER.
Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen.
(bestemt til Olaf Skaktavl.)
Han _må_ reddes--hvad det end skal koste.
NILS STENSSØN
(griber hendes hand)
O, det vidste jeg nok;--I er ædel og god!
OLAF SKAKTAVL.
Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham--
NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden--!
FRU INGER.
Hemmeligheden?
NILS STENSSØN.
Ja visst; eders og min!
FRU INGER.
Krist i himlen,--kender I den?
NILS STENSSØN.
Frå først til sidst. Og nu, da livet står på spil--. Hvor er herr
Nils Lykke?
FRU INGER.
Flygtet.
NILS STENSSØN.
Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge.
--Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand
kommer--
FRU INGER.
Hvad så? Hvad vil I gøre?
NILS STENSSØN.
Købe liv og frihed;--åbenbare ham alt.
FRU INGER.
O nej, nej;--vær barmhjertig!
NILS STENSSØN.
Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg
nu véd--
FRU INGER
(ser på ham med undertrykt bevægelse)
Så er I frelst?
NILS STENSSØN.
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste
middel.
FRU INGER
(fattet og med eftertryk)
Det yderste middel? I har ret;--det yderste middel tør hvermand
friste.
(peger op mod venstre.)
Se, derinde kan I skjule eder så længe.
NILS STENSSØN
(dæmpet)
Tro mig,--aldrig skal I komme til at angre eders færd.
FRU INGER
(halvt for sig selv)
Det give Gud, I sagde sandhed!
(Nils Stenssøn går hurtig ud gennem den øverste dør til venstre.
Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder ham tilbage.)
FRU INGER.
Forstod I, hvad han mente?
OLAF SKAKTAVL.
Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders
søn for at frelse sig selv.
FRU INGER.
Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel
forsøges. --Godt og vel, Olaf Skaktavl,--det ske, som han sagde!
OLAF SKAKTAVL.
Hvad mener I?
FRU INGER.
Liv mod liv! Én af dem må gå under.
OLAF SKAKTAVL.
Ah,--I vil--?
FRU INGER.
Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske
høvedsmand i tale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han
derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans
adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der
endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det,--længe skal I ikke
komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet
efter. --Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl,--
det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs
kvinde eller--
OLAF SKAKTAVL.
Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold.
(rækker hende hånden.)
Inger Gyldenløve,--ved mig skal ikke eders navn dø ud.
(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)
FRU INGER
(bleg og rystende)
Tør jeg også vove--?
(der høres larm i værelset; hun iler med et skrig henimod døren.)
Nej, nej,--det må ikke ske!
(et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge
hænder og iler med et fortvilet blik fremover gulvet igen. Efter
et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og
siger sagte:)
Nu er det forbi. Alting er stille derinde. --Du så det, Gud,--jeg
betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.
OLAF SKAKTAVL
(kommer taus ind i salen).
FRU INGER
(lidt efter, uden at se på ham)
Er det gjort?
OLAF SKAKTAVL.
For ham kan I være tryg;--han forråder ingen.
FRU INGER
(som før)
Han er altså stum?
OLAF SKAKTAVL.
Seks tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.
FRU INGER.
Ja, ja,--den højre var også for god til sligt.
OLAF SKAKTAVL.
_Det_ må I om;--tanken var eders. --Og nu til Sverig! Fred med
jer så længe! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg
selv anden.
(han går ud gennem den øverste dør til højre.)
FRU INGER.
Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme!--Han begynder
at blive mig dyrekøbt nu.
(Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigsknægte ind
gennem den forreste dør til højre.)
EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, hvis I er husets frue--
FRU INGER.
Er det grev Sture, I leder efter?
KRIGSKNÆGTEN.
Det er så.
FRU INGER.
I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos
mig.
KRIGSKNÆGTEN.
Tilflugt? Forlad, min højædle frue,--men den mægter I ej at give
ham; thi--
FRU INGER.
Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har
han,--ja, se selv efter--, derfor har han aflivet sig.
KRIGSKNÆGTEN.
Aflivet sig?
FRU INGER.
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da
han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn,
at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans
adelige byrd. --Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste
stået rede i mange år.
(til krigsknægtene.)
I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig.
DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT.
Det skal ske, som I byder.
(til en af de andre.)
Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med
resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind
og--
(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn
ind i værelset til venstre.)
FRU INGER
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet)
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden
farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i
bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod?
Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine
fienders vold. Er det så _mig_, der har dræbt ham? Værner
ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig,
fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod?--Det
er noget, som _måtte_ så være. Enhver moder havde gjort som
jeg.
Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg.
(hun sætter sig ved bordet til venstre.)
Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu
rejse sig og støtte den store sag. En ny konge--; rigsstyrer
først, og så konge--
(hun begynder at skrive, men stanser tankefuld og siger sagte:)
Hvem vil de vælge i den dødes sted? --Kongemoder--? Det er et
vakkert ord. Der er kun én hage ved det;--denne hæslige lighed
med et andet ord. --Konge_moder_ og--konge_morder_. --Kongemorder,--
det er den, der tager en konges liv. Kongemoder,--det er den, der
skænker en konge livet.
(hun rejser sig.)
Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. --Min søn
skal vorde konge!
(hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det
atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.)
Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus.
Det er derfor jeg kender mig så selsomt tilmode.
(vender hovedet hvast til siden, som om hun talte til nogen.)
Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?
(grublende.)
Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en
ihjel? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og
dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid
dette--(gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.)--
dette stød imod hjertet--og så den røde blodflom bagefter?
(hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem
papirerne.)
Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil
være virksom både dag og nat. Og om en måned--om en måned kommer
min søn til mig--
BJØRN
(træder ind)
Var det eder, som ringede, min frue?
FRU INGER
(skrivende)
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i
stuen.
(Bjørn går ud igen til venstre.)
FRU INGER
(efter en stund, rejser sig med heftighed)
Nej, nej, nej;--jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og
værker i mit hoved--
(opskræmt, lyttende.)
Hvad er _det?_ Å, de skruer låget til på kisten derinde.
Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge,
som kom med kisten på sin bag. --Dersom nu han derinde en nat fik
det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån?
(ler stille.)
Hm,--vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe.
(heftigt.)
Men slige eventyr duger alligevel ikke! De volder urolige drømme.
Når min søn vorder konge, skal de forbydes.
(hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.)
Hvor længe plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder
at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Så længe ikke det er gjort,
er det usundt at leve her.
(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på
bordene.)
FRU INGER
(der atter har taget fat på papirerne):
Det er ret. Lad mig se du kommer ihug, hvad jeg sagde dig.
Mange lys på bordet! --Hvad tager de sig nu for derinde?
BJØRN.
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.
FRU INGER
(skrivende)
Skruer de det _godt_ fast?
BJØRN.
Så godt, som det behøves.
FRU INGER.
Ja, ja,--du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at
det gøres forsvarligt.
(går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger
hemmelighedsfuldt:)
Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på
hjerte. Vær på din post mod alle mennesker,--både mod dem, som
_er_ døde og mod dem, som _skal_ dø. --Gå nu ind--gå
ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.
BJØRN
(sagte, hovedrystende)
Jeg kan ikke blive klog på hende.
(han går atter ind i værelset til venstre.)
FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra
sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette
her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold
inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl!
(hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og
siger sagte:)
Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!
(hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.)
Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men
den anden,--er ikke også han din søn? Og han er _min_ tillige;
mærk dig det!
(hun skotter stjålent henover billedrækken.)
Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med
mig, hvor jeg står og går.
(stamper i gulvet.)
Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus!
(begynder at vende alle billederne indad mod væggen.)
Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv--. Synes du det
_nu_ er på tide--? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når
jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi
munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og
menneskene!
(hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:)
Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som
har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan
vidne imod mig.
(breder pludselig armene ud og hvisker:)
Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg!--Hys! Jeg vil
sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe--hinsides stjernerne--
fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg
skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen
vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.
BJØRN
(kommer fra værelset til venstre)
Frue, jeg har at melde--. Krist fri mig,--hvad er dette?
FRU INGER
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til højre):
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til
konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt;--thi det var
med den vældige selv, jeg havde at stride.
NILS LYKKE
(kommer åndeløs ind frå højre)
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger,--vid at--
FRU INGER.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker.
(en ligsalme høres inde fra værelset.)
Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for
kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn--så længe
til hun fik røde hænder deraf. --Hvor er mine døtre? Jeg ser dem
ikke.
NILS LYKKE.
Guds blod,--hvad er her sket?
FRU INGER.
Mine døtre;--mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én
igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen.
(hviskende.)
Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.
NILS LYKKE.
Ah,--dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.
FRU INGER.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves
søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han
bærer om halsen. --Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig!
Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha,--hvem sejrer, Gud eller
jeg?
(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)
FRU INGER
(griber sig om hovedet og råber):
Liget!--
(hviskende.)
Fy; det er en hæslig drøm.
(hun synker ned i højsædet.)
JENS BJELKE
(som er trådt ind fra højre, stanser og råber overrasket):
Død! Altså dog--
EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Selv har han--
JENS BJELKE
(med et blik til Nils Lykke)
Han selv--?
NILS LYKKE.
Hys!
FRU INGER
(mat og besindende sig)
Ja, rigtig;--nu kommer jeg det altsammen ihug.
JENS BJELKE
(til krigsknægtene)
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.
EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, herr ridder;--men denne ring, som han bar om sin hals--
NILS LYKKE
(griber ham i armen)
Ti; ti!
FRU INGER
(farer ivejret)
Ringen? Ringen!
(hun iler hen og river den til sig.)
Sten Stures ring!
(med et skrig.)
O, Jesus Krist,--min søn!
(hun kaster sig ned over kisten.)
KRIGSKNÆGTENE.
Hendes søn?
JENS BJELKE
(på samme tid)
Inger Gyldenløves søn?
NILS LYKKE.
Så er det.
JENS BJELKE.
Men hvorfor sagde I mig ikke--?
BJØRN
(der forsøger at løfte hende op):
Hjælp; hjælp! Min frue,--hvad fattes eder?
FRU INGER
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):
Hvad der fattes--? Én kiste til. En grav hos mit barn--
(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går
hurtig ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)