Fru Inger til Østråt - 4

sag på det bedste,--styrke hendes gunst hos almuen--! --Ah, jeg
kunde fristes til at give mig den onde selv i vold, om han
skaffed mig fingre i grev Sture--
(Vinduet i baggrunden stødes op. Nils Stenssøn viser sig
udenfor.)
NILS LYKKE
(griber efter sverdet)
Hvad nu?
NILS STENSSØN
(idet han springer ned på gulvet)
Nå; endelig er jeg her da!
NILS LYKKE
(sagte)
Hvad skal dette sige?
NILS STENSSØN.
Guds fred, herre!
NILS LYKKE.
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt
jer.
NILS STENSSØN.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på
gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.
NILS LYKKE.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I
vel.
NILS STENSSØN.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så--
NILS LYKKE.
--så slap I dog ikke ind?
NILS STENSSØN.
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind
på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du
jo sagtens også krybe gennem vinduet.
NILS LYKKE
(sagte)
Ah, om det skulde være--!
(et par skridt nærmere)
Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just
iaften?
NILS STENSSØN.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig,
skal jeg sige eder.
NILS LYKKE.
Aha,--fru Inger Gyldenløve venter eder altså?
NILS STENSSØN.
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne
svare på;
(med et listigt smil.)
men her turde være en anden--
NILS LYKKE
(smiler også)
Nå, så her turde være en anden--?
NILS STENSSØN.
Sig mig,--hører I til huset?
NILS LYKKE.
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.
NILS STENSSØN.
Så?--Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?
NILS LYKKE.
Tredje kvelden efter--? Ja, det er ret nok. --Ønsker I kanske at
stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået
tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud
sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers.
Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge
til at styrke jer.
NILS STENSSØN.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.
(han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det
følgende.)
Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her!
Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og
vand i fire-fem dage--
NILS LYKKE
(betragter ham smilende)
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til
højbords i grevelige sale.
NILS STENSSØN.
Grevelige sale--?
NILS LYKKE.
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I
lyster.
NILS STENSSØN
(glad)
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?
NILS LYKKE.
Ja, jeg véd ikke. Det maa I vel selv bedst kunne svare på.
NILS STENSSØN
(sagte)
Au, for fanden!
(han breder sig i stolen.)
Ja, ser I,--den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for
_min_ del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her
for det første; men--
NILS LYKKE.
--men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre
hverv og andre anliggender--?
NILS STENSSØN.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig
ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min
meste tid på feltfod, og så--
(han bryder pludselig af, skænker og drikker.)
Eders skål, herre!
NILS LYKKE.
På feltfod? Hm!
NILS STENSSØN.
Nej, det var _det_ jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at
se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må
være en herlig kvinde. Ikke sandt?--Det eneste, jeg ikke kan
finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.
NILS LYKKE.
Slå løs?
NILS STENSSØN.
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage
hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.
NILS LYKKE.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det
nok.
NILS STENSSØN.
Jeg? Ja, Gud bedre så sandt; det skulde stort hjælpe, om jeg--
NILS LYKKE.
Da er det dog selsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre
håb.
NILS STENSSØN.
Hvad mener I med det?--Hør, kender I fru Inger?
NILS LYKKE.
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så--
NILS STENSSØN.
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kender hende. Jeg er
også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge
engang.
NILS LYKKE.
Men I véd dog at fortælle--
NILS STENSSØN.
--hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg
tidt nok hørt af Peder Kanzler--
(han stanser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)
NILS LYKKE.
I vilde sagt noget mere.
NILS STENSSØN
(spisende)
Jeg? Å nej, det kan være det samme.
NILS LYKKE
(ler).
NILS STENSSØN.
Hvoraf ler I, herre?
NILS LYKKE.
Af ingenting, herre!
NILS STENSSØN
(drikker)
Det er en liflig vin, I har her på gården.
NILS LYKKE
(nærmer sig fortrolig)
Hør,--skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?
NILS STENSSØN
(smilende)
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.
NILS LYKKE.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!
NILS STENSSØN
(med latter)
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?
(han rejser sig fra bordet.)
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.
NILS LYKKE.
Virkelig ikke? Hvem er I da?
NILS STENSSØN.
Mit navn er Nils Stenssøn.
NILS LYKKE
(ser smilende på ham)
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet
slår ialfald til.
NILS STENSSØN.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min
fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru,
som blev plyndret og slåt ihjel i en af de forrige fejder. Peder
Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred
mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som i véd, har han i mange
år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham,
hvor han færdedes.
NILS LYKKE.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader
det til. --Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog
fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en
fremmed, som--
NILS STENSSØN
(nikker usagt)
--som alt er funden.
NILS LYKKE
(noget usikker)
Og som I ikke kender?
NILS STENSSØN.
Ligesålidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader
selv: jeg er ikke grev Sture!
NILS LYKKE.
Alvorligt, herre?
NILS STENSSØN.
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?
NILS LYKKE.
Men hvor er da grev Sture?
NILS STENSSØN
(dæmpet)
Ja, _det_ er just hemmeligheden.
NILS LYKKE
(hviskende)
Som er eder bekendt? Ikke så?
NILS STENSSØN
(nikker)
Og som jeg har at meddele eder.
NILS LYKKE.
Mig? Nu da,--hvor er han?
NILS STENSSØN
(peger opad).
NILS LYKKE.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?
NILS STENSSØN.
Nej, visst ikke; I misforstår mig.
(ser sig forsigtigt om.)
Nils Sture er himlet.
NILS LYKKE.
Død! Hvor?
NILS STENSSØN.
På sin moders slot,--for tre uger siden.
NILS LYKKE.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen
ind i Norge.
NILS STENSSØN.
Å, det har været mig.
NILS LYKKE.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen som
allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til
konge.
NILS STENSSØN.
Ha-ha-ha; det var jo mig!
NILS LYKKE.
Eder?
NILS STENSSØN.
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder
Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder
var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg
måtte være tilstede på en bestemt tid--
NILS LYKKE
(nikker)
Tredje aften efter Mortens-messe.
NILS STENSSØN.
Der skulde jeg møde en fremmed--
NILS LYKKE.
Rigtig; det er mig.
NILS STENSSØN.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg
skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det
endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder
grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos
Sturerne.
NILS LYKKE.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død
rygtedes, så vilde de gå fra hverandre,--og der blev da intet af
det hele.
NILS STENSSØN.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.
NILS LYKKE.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for
greven?
NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er
falden mig så mangen galskab ind i mine dage. Det var for resten
ikke _mit_ påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der
stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp
ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to
år siden, fortalte de,--og det mindste barn kendte mig igen. Nå,
lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan
jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
NILS LYKKE.
Nu,--og hvad tog I jer så videre for?
NILS STENSSØN.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at
jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg fór over
grænsen--ha-ha-ha--så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme
tilbage med tre-fire tusend mand--eller hvor mange det nu var,--og
så skulde det rigtig gå løs.
NILS LYKKE.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?
NILS STENSSØN.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for
sent.
NILS LYKKE.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme
til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at
I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.
NILS STENSSØN.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer,
og mener, at de har fåt klørne i grev Sture--ha-ha-ha!
NILS LYKKE
(alvorligt)
--så er det ude med eders liv.
NILS STENSSØN.
Mit--? Jeg er jo ikke grev Sture.
NILS LYKKE.
Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og
vækket ufred i landet.
NILS STENSSØN.
Ej, det var jo kun for spøg!
NILS LYKKE.
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.
NILS STENSSØN.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde
være så galen--. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage
jer af mig; og desuden,--rytterne er vel ikke i hælene på mig
endnu.
NILS LYKKE.
Men hvad har I så videre at sige mig?
NILS STENSSØN.
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken--
NILS LYKKE
(ubetænksomt)
Pakken?
NILS STENSSØN.
Ja visst; I véd jo--
NILS LYKKE.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler--
NILS STENSSØN.
Se, her har I dem allesammen.
(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)
NILS LYKKE
(sagte)
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.
(til Nils Stenssøn.)
Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?
NILS STENSSØN.
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.
NILS LYKKE.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket.
(han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.)
Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter,
hvad der er i gære.
Dette lille brev med silkesnoren om--
(undersøger udskriften.)
Også til herr Olaf Skaktavl.
(åbner brevet og ser flygtigt på indholdet.)
Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke.
(læser mumlende.)
"Jeg er hårdt i betryk; thi--"; ja, ganske rigtigt; her står det;
--"den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det
samme urolighederne skulde bryde løs"-- "--men endnu kan der
rådes bod på alting--" Hvad nu?
(han studser og læser videre.)
"I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer
eder dette brev, er en søn af--" --Himmel og jord,--står det så?--
Ja, ved Kristi blod, det står der!
(med et blik på Nils Stenssøn.)
Han skulde være--? Ah, hvis det var således!
(læser videre.)
"Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har
jeg stadig vægret mig ved at give ham tilbake, fordi jeg tænkte, at
jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab
imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet
bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betrode eder denne
hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt
tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som
jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen
har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore
anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at
give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt,
at glæden, trygheden og taknemmeligheden--" -- "--dette er nu vort
sidste håb".
(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han
for sig selv:)
Aha,--hvilket brev! Det er guld værd!
NILS STENSSØN.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja,
ja,--Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.
NILS LYKKE
(hen for sig)
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på.
--Ifald jeg--? Nej, det var for usikkert. Men dersom--? Ah, dersom
jeg--? Det skal voves!
(han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer
dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken
igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:)
Et ord, min unge ven!
NILS STENSSØN
(nærmer sig)
Nå,--det lader på jer, som om spillet går godt.
NILS LYKKE.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på
hånden,--damer og knægter og--
NILS STENSSØN.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu
ikke mere at bestille?
NILS LYKKE.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge--
og trumf ovenikøbet.
NILS STENSSØN.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen--
NILS LYKKE.
Ophøjelsen?
NILS STENSSØN.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så--
(han gør tegn, som en, der hænges.)
NILS LYKKE.
Sandt nok;--men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til
eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en
gylden kæde om halsen.
NILS STENSSØN.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?
NILS LYKKE
(nikker).
NILS STENSSØN.
Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan
jeg skal bære mig ad.
NILS LYKKE.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet
levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror
jer.
NILS STENSSØN.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.
NILS LYKKE.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.
NILS STENSSØN.
Nå ja, ja; jeg _er_ alvorlig.
NILS LYKKE.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn;--ikke så?
NILS STENSSØN.
Ej,--begynder I nu med _det_ igen? Jeg har jo ærligt skriftet
for eder--
NILS LYKKE.
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.
NILS STENSSØN.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da--!
NILS LYKKE.
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.
NILS STENSSØN.
Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede--
NILS LYKKE.
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke
hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?
NILS STENSSØN.
Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter,
siger Peder Kanzler.
NILS LYKKE.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en
fuldgod helgen at gøre løfte til.
(han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.)
Kom hid,--og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders
tunge,--taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv
og for ham, som her hænger afbildet.
NILS STENSSØN
(idet han nærmer sig billedet)
Det sværger jeg,--hjælpe mig så sandt Guds hellige ord!
(viger overrasket tilbage.)
Men, Krist, min frelser--!
NILS LYKKE.
Hvad nu?
NILS STENSSØN.
Billedet _der_--! Det er jo mig selv!
NILS LYKKE.
Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik
og stod her i livet.
NILS STENSSØN.
Sten Sture!--Og ligheden--? Og--jeg talte sandhed, da jeg kaldte
mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?
NILS LYKKE.
Så var det.
NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er--
NILS LYKKE.
I er Sten Stures søn, herre!
NILS STENSSØN
(slagen af stille forundring)
_Jeg_ Sten Stures søn!
NILS LYKKE.
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt
usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders
moder.
NILS STENSSØN.
Selsomt; vidunderligt!--Men kan jeg da også tro--?
NILS LYKKE.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihug, at det er
altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I
tilsvor mig ved eders faders salighed.
NILS STENSSØN.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. --Men
I, som jeg har givet mit ord,--sig mig--hvem er I?
NILS LYKKE.
Mit navn er Nils Lykke.
NILS STENSSØN
(overrasket)
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?
NILS LYKKE.
Jo netop.
NILS STENSSØN.
Og I skulde--? Det var selsomt. Hvordan kommer I--?
NILS LYKKE.
--til at modtage budsendelser frå Peder Kanzler? Det undrer eder
nok?
NILS STENSSØN.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor
bitreste avindsmand--
NILS LYKKE.
Og derfor mistror I mig?
NILS STENSSØN.
Nej, _det_ just ikke; men--. Nå; fanden måtte gruble!
NILS LYKKE.
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren
eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I
forlader eder på mig.
NILS STENSSØN.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med
gode råd, så længe det er fornødent. Når det gælder at hugge løs,
skal jeg nok berge mig selv.
NILS LYKKE.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige
jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at
gøre.
(han går ud til højre.)
NILS STENSSØN
(med et blik på billedet)
_Jeg_ Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm--!
(han følger efter Nils Lykke.)


FJERDE AKT.

(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)
(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru Inger
Gyldenløve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dør til
venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)
FRU INGER
(til Bjørn)
Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i
salen?
BJØRN
(idet han sætter armstagen på bordet til venstre)
Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på
gangen.
FRU INGER.
Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?
BJØRN.
Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg;
men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: "gå ind til
min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før
dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed
hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold". Og så føjed hun
noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.
FRU INGER.
Hørte du det slet ikke?
BJØRN.
Det lød for mig, som om hun sagde: "næsten tror jeg, han alt har
været for længe på Østråt".
FRU INGER.
Og ridderen? Hvor er han?
BJØRN.
Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.
FRU INGER.
Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå
ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.
(Bjørn går ud til højre.)
OLAF SKAKTAVL.
Véd I hvad, fru Inger,--rigtignok er jeg i slige ting så blind
som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om--hm!
FRU INGER.
Nu?
OLAF SKAKTAVL.
--som om Nils Lykke var eders datter god.
FRU INGER.
Da er I nok ikke saa blind endda; thi jeg måtte storligen tage
fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor
begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord,
jeg fortalte om Eline?
OLAF SKAKTAVL.
Han glemte både mad og drikke.
FRU INGER.
Og vore hemmelige anliggender med.
OLAF SKAKTAVL.
Ja, og det som mere er,--papirerne fra Peder Kanzler.
FRU INGER.
Og af alt dette slutter I vel--?
OLAF SKAKTAVL.
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils
Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen,
så--
FRU INGER.
--så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?
OLAF SKAKTAVL.
Ja; og det jo før jo heller.
FRU INGER
(smilende)
Nej,--lige det modsatte, Olaf Skaktavl!
OLAF SKAKTAVL.
Hvordan mener I?
FRU INGER.
Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke
for nogen pris forlade Østråt for det første.
OLAF SKAKTAVL
(ser misbilligende på hende)
Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag
I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for
os og--?
FRU INGER.
Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg
kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til
svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da
vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig,
og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at
understøtte?
OLAF SKAKTAVL.
Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham,--hvad har
I så i sinde med ham?
FRU INGER.
Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils
Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og
jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav
mig til at tænke over sagen.
OLAF SKAKTAVL.
Nu, ser I vel!
FRU INGER.
At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at
forlige mange uenige her i landet.
OLAF SKAKTAVL.
Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig,
måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik
herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og
rettigheder--
FRU INGER.
Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde
tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken
til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest
for mig. Og alligevel--; anden gang at kåre en dansk herre til
svigersøn,--det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad
gribe til; og, himlen være lovet,--_så_ vidt er det endnu ikke
kommet!
OLAF SKAKTAVL.
Jeg er lige klog, fru Inger;--hvorfor agter I at holde Nils Lykke
tilbage på Østråt.
FRU INGER
(dæmpet)
Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket
mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det
ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham.
Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg
synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive
her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og
kløgtig. --Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem
for mig og bad om hende! Da--at jage ham væk som en hund; jage
ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over
hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind
på Østråt--! Jeg siger eder,--jeg kunde give ti år af mit liv for
at få opleve en slig stund.
OLAF SKAKTAVL.
Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve,--_det_ er altså eders
hensigt med ham?
FRU INGER.
_Det_ og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf
Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så
lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt,
hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra
_den_ kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved
Knut Alfsøns lig.
OLAF SKAKTAVL
(ryster hendes hånd)
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om
eder. --Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det
mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder?
Dersom eders datter--? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter
stå sig imod denne snigende djævel.
FRU INGER.
Min datter? Tror I, at hun--? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline
bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende
hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet--
OLAF SKAKTAVL.
Ja-ja,--kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for
skulde I dog.
FRU INGER.
Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde
det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg
blot at hviske hende to ord i øret, og så--
OLAF SKAKTAVL.
Hvad så?
FRU INGER.
--så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede
frister selv.
Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)
NILS LYKKE
(går høfligt hen imod Fru Inger)
Min ædle frue har ladet mig kalde.
FRU INGER.
Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os
endnu inat.
NILS LYKKE.
Desværre;--mit hverv på Østråt er jo til ende.
OLAF SKAKTAVL.
Ikke før jeg har fået mine papirer.
NILS LYKKE.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende.
Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun
så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster--
FRU INGER.
At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig;
thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils
Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han--
NILS LYKKE.
Hvilket, frue?
FRU INGER.
--først og fremst glemme sit ærende--og alt, hvad der for resten
er gået forud for hans komme.
NILS LYKKE
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den)
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige
oplysninger om vore tilhængere i Sverig.
OLAF SKAKTAVL.
Det er godt.
(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og
gennemblader pakken.)
NILS LYKKE.
Og nu, fru Inger Gyldenløve,--nu véd jeg ikke her er mere for mig
at gøre.
FRU INGER.
Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen,
da har I måske ret. Men _det_ vilde jeg dog nødig tro.
NILS LYKKE.
I mener--?
FRU INGER.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder
Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig.
--Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark
kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter
nærmere at kende fruen på Østråt.
NILS LYKKE.
Det være langt fra mig at nægte--
OLAF SKAKTAVL
(bladende i papirene)
Besynderligt. Slet intet brev.
NILS LYKKE.
--fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg
ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.
FRU INGER.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da _det_ at skemte bort
en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem
os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig
så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til
ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle
dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har