Fru Inger til Østråt - 3

vel ikke være eder ubekendt--?
FRU INGER.
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er
vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den
norske adel.
NILS LYKKE.
Ganske visst.
FRU INGER.
Det er altså derfor I gæster Østråt?
NILS LYKKE.
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen
mundtlig forsikring af eder--
FRU INGER.
Nu vel?
NILS LYKKE.
Hør mig, fru Inger! I sagde selv for nylig, at eders stilling er
vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun
halvvejs vover åt forlade sig på eder. Eders egen fordel må
nødvendigvis knytte jer til _os_. Til de misfornøjede er I
derimod bunden ved landsmandskabet, og,--hvem véd,--måske også
ved et eller andet hemmeligt bånd.
FRU INGER
(sagte)
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han--?
NILS LYKKE
(mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer
utvungent):
I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at
udholde. --Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse
forholde, som--
FRU INGER.
I eders magt, siger I?
NILS LYKKE.
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen
vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det,
der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af
tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde
været min agt, så vidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har
forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne
sendelse herop.
FRU INGER.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd;--nu forstår jeg eder ikke.
NILS LYKKE.
Jeg tåger maske ikke fejl, når jeg formoder, at I, ligeså godt
som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i
Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et
større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og vil
derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne
gå deres egen gang. Ikke sandt?
FRU INGER.
Bliv ved!
NILS LYKKE
(forskende, efter et kort ophold)
Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas
trone i fare--
FRU INGER
(sagte)
Hvor vil han hen?
NILS LYKKE.
--det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som
på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.
FRU INGER
(undvigende)
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd!
Hvor skulde I vel ville søge--?
NILS LYKKE
(smilende)
Søge? Manden er allerede funden--
FRU INGER
(farer sammen)
Ah! Er han funden?
NILS LYKKE.
--og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke
skulde falde på ham.
(ser stivt på hende.)
Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn--
FRU INGER
(med et skrig)
Hellige frelser, hvoraf véd I--?
NILS LYKKE
(studsende)
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. --Denne unge mand
har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.
FRU INGER
(ånder friere igen)
Hos--? Ah ja;--ja visst!
NILS LYKKE.
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig
som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og--som I
måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af
grænsefjeldene.
FRU INGER,
(der imidlertid har fattet sig)
Herr rigsråd,--I nævner alle disse begivenheder med fuld
forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder
til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide
noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne
enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn
heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.
NILS LYKKE
(dæmpet)
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå
dem bi?
FRU INGER.
Hvorledes skal jeg forstå eder?
NILS LYKKE.
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til?--
Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at
kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden
intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og
almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og
undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller
er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet
hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der i grunden snører
_os_ ligeså stramt som _eder_. Men I vil visst også erkende,
at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor
betænkeligt,--så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.
FRU INGER.
Og denne støtte--?
NILS LYKKE.
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke,
ej så længe Gustav Vasa sidder ved roret; thi _hans_ regnskab
med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive
det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side,
og som skyldte Danmarks bistand sin krone--. Nu; I begynder at
forstå mig? _Da_ kunde vi med tryghed sige til eder Norske:
"tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer
efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være
eders!"--Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod i
grunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv
indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved.
Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver
mistro fare. Altså--
(bestemt.)
den riddersmand frå Sverig, som kom hid en timestid før jeg--
FRU INGER.
I véd det da allerede?
NILS LYKKE.
Tilfulde. Det er ham jeg søger.
FRU INGER
(for sig selv)
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde.
(til Nils Lykke.)
Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre
ham til eder.
(hun går ud gennem riddersalen.)
NILS LYKKE
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).
Hun henter ham! Ja, virkelig,--hun henter ham! Dysten er halvvejs
vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå.--
Hun sidder dybt i det med urostifterne. Fór sammen af skræk, da
jeg nævnte Sten Stures søn.--
Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke
Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al
sindighed og omtanke--. Med mit løfte om bistand drager han
afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen,--og det
hele forehavende er kvalt.
Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes
ud, at den unge grev Sture har været på Østråt,--at en dansk
udsending har havt en sammenkomst med fru Inger,--at, som følge
deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en
fjerdingvej frå gården. --Inger Gyldenløves anseelse hos almuen
være så stor den vil,--imod sligt et stød skal den have svært for
at stå sig.
(farer pludselig uroligt op.)
Alle djævle--! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i
dette øjeblik smutter os af hænderne--
(lytter beroliget mod riddersalen.)
Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af herr
Olaf Skaktavl.)
FRU INGER
(til Nils Lykke)
Her bringer jeg den I venter.
NILS LYKKE
(sagte)
For helvede,--hvad skal det sige?
FRU INGER.
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt
mig--
NILS LYKKE
(tvilrådig)
Så? Ja så? Nu, ja--
FRU INGER.
--og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste
lid til eders bistand.
NILS LYKKE.
Ikke det?
FRU INGER.
Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans
tunge skæbne--
NILS LYKKE.
Denne mands--? Nå--ja, ja vel--
OLAF SKAKTAVL
(til Nils Lykke)
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at
mødes her--
NILS LYKKE.
Peder Kanzler--?
(fatter sig hurtig.)
Ja, rigtig,--jeg har en sendelse fra Peder Kanzler--
OLAF SKAKTAVL.
Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor
ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes--
NILS LYKKE.
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.
OLAF SKAKTAVL.
Heller lige løs på sagen--
NILS LYKKE.
Lige løs, uden omsvøb;--således er altid min vane.
OLAF SKAKTAVL.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?
NILS LYKKE.
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte--
OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som--
NILS LYKKE.
Papirer? Nå ja, papirerne!
OLAF SKAKTAVL.
I har dem vel hos jer?
NILS LYKKE.
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast--
(han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:)
Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store
opdagelser at gøre--
(han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lamperne i
riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:)
Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet
kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.
OLAF SKAKTAVL.
Godt; som I synes.
NILS LYKKE
(sagte)
Frist vunden,--dyst vunden!
(med stor venlighed, til fru Inger:)
Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger
Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?
FRU INGER.
Jeg?--Ingen.
NILS LYKKE og OLAF SKAKTAVL.
Ingen?
FRU INGER.
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i
en leg, hvori alt sættes på spil? Så meget mere, da ingen af mine
forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.
NILS LYKKE.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom
beder jeg eder være forsikret.
OLAF SKAKTAVL.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders
landsmænd?
FRU INGER.
Sandelig,--denne tiltro glæder mig.
(hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)
NILS LYKKE
(sagte)
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!
FRU INGER
(rækker hver af dem et bæger)
Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til
Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds!
(hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger
alvorlig:)
Men nu må I vide,--det ene bæger indeholdt en velkomsthilsen for
min forbundsfælle, det andet--døden for min uven!
NILS LYKKE
(kaster bægeret)
Ah, jeg er forgiftet!
OLAF SKAKTAVL
(på samme tid, idet han griber efter sit sverd)
Død og helvede, har I myrdet mig!
FRU INGER
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke):
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve--
(til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:)
--og mine landsmænds tro på mig, ligervis!
(til dem begge:)
Og dog skulde jeg give mig eder i vold? Så sagte, mine ædle
herrer,--så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.
ELINE GYLDENLØVE
(kommer gennem døren til venstre)
Stor larm og støj--. Hvad er påfærde?
FRU INGER
(til Nils Lykke)
Min datter Eline.
NILS LYKKE
(sagte)
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.
ELINE
(bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun
betragter hum).
FRU INGER
(rører ved hendes arm)
Mit barn,--denne ridder er--
ELINE.
(gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser
ufravendt på ham og siger):
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.
NILS LYKKE
(sagte til fru Inger)
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia--? Skulde hun vide--?
FRU INGER.
Stille! Hun véd intet.
ELINE
(hen for sig)
Jeg vidste det;--således måtte Nils Lykke se ud.
NILS LYKKE
(nærmere)
Nu vel, Eline Gyldenløve,--I har gættet rigtigt. Og da jeg
således på en måde er eder bekendt,--og da jeg derhos er eders
moders gæst,--så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer
ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i
den et billed af eder selv.
ELINE
(stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham)
Forlad mig, herr ridder,--den er plukket i mit eget kammer, og
der vokser ingen blomst for eder.
NILS LYKKE
(idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken
foran i sin vams:)
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue
rakte mig den til afsked, da jeg imorges fór fra Trondhjem. --Læg
vel mærke til, min ædle jomfru,--skulde jeg byde eder en skænk,
der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.
ELINE,
(der viljeløst har taget blomsterne)
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig,--før jeg delte
den med _eder_, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder
og slængte stumperne for eders fod!
(hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i
riddersalen.)
OLAF SKAKTAVL
(mumler for sig selv):
Kæk,--som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!
FRU INGER
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke)
Ulven _kan_ tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.
NILS LYKKE
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline)
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!


TREDJE AKT.

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i
forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes
af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte
med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer
hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med
mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde.
Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)
ELINE GYLDENLØVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket I hendes
ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever
optrinnet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse,
ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet
stemme):
--og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone--;
blomsterne var det;--og
"Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!"
Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra
Østråt,--jeg havde hørt dem alligevel!
Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham,--denne Nils
Lykke!--Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger
han,--og træder dem under sin fod.
Og det er til _ham_, min moder tænkte at byde mig frem!--
Hvor jeg hader ham!
De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke
sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange,
som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud
som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker,
og mine riddere kom og gik,--allesammen så de ud som Nils Lykke.
Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har
jeg vidst, hvor sødt det var--før ikveld. Nej,--ikke for tusend
års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så
ham!--
"Guds hellige blod, hvor hun--"
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)
NILS LYKKE
(hen for sig)
"Sov vel på Østråt, herr ridder," sagde Inger Gyldenløve, da hun
gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men--; der udenfor,
himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på
båren; to rigers skæbne i min hånd;--og på mit bryst en vissen
blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig,
jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.
(bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.)
Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. --Ah, hvis jeg turde
vove--
(højt:)
Jomfru Eline!
ELINE
(stansende ved døren)
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?
NILS LYKKE.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.
ELINE.
Er I?
NILS LYKKE.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder;--
den flyr mig.
ELINE.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort;--et hav i storm--
NILS LYKKE
(smilende)
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.
ELINE.
Hos mig?
NILS LYKKE
Vort første møde har forvisset mig derom.
ELINE.
Og I besværer eder derover?
NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde, men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.
ELINE
(stolt)
Tror I, det vil lykkes eder?
NILS LYKKE.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.
ELINE
Og hvilket?
NILS LYKKE
Mit farvel.
ELINE
(et skridt nærmere)
Eders farvel? I forlader Østråt--så snart?
NILS LYKKE.
Endnu inat.
ELINE
(synes et øjeblik tvilrådig med sig selv; derpå siger hun koldt):
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)
NILS LYKKE.
Eline Gyldenløve,--jeg har ingen ret til at holde eder tilbage,
men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige
eder.
ELINE.
Jeg hører eder, herr ridder!
NILS LYKKE.
Jeg véd, I hader mig.
ELINE
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
NILS LYKKE.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had.
Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder
i min skrivelse til fru Inger.
ELINE.
Nok muligt, jeg har ikke læst dem.
NILS LYKKE.
Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg véd, eders
moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt
eder, at jeg priste den mand heldig, som--; ja, I véd, hvad håb
jeg nærede--
ELINE.
Herr ridder,--hvis det er derom I agter at tale, så--
NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af
andre grunde;--det sværger jeg eder. Hvis mit rygte,--hvad jeg
desværre har årsag til at formode,--er nået til eder, forinden
jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv
tilstrækkeligt til ikke at forundre eder over, at jeg i deslige
sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder,
Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under
slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer
ud af vanen med at betjene sig af omveje--
ELINE.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af.
I fejler for øvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder,
der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde
ældre grunde.
NILS LYKKE
(urolig)
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?
ELINE.
Det er som I formoded;--eders rygte er gået forud for eder selv,
til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så
nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og
forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd
spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og
latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og
eggende, lig en fiendes sejers-sang.
Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig
stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel,
at stilles ansigt til ansigt med eder, forat I kunde erfare, at
der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt--dersom
I agter at bruge den.
NILS LYKKE.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har
sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt;--men
årsagerne dertil kender I ikke. --Som syttenårig junker begyndte
jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den
tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked--endnu før ønsket
var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade
hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min
gave tilbage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,--jeg ærer eder
derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men
hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé,
det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.--
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens
livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det
ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se,
derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. --Vid da, at også
jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når
jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig
imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise
mig vejen til et berømmeligt mål. --Jeg bedrog mig, Eline
Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men _hun_ var ikke iblandt
dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at
foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I?--Jeg
véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender
den andel, jeg har i forholdene--. Det siges om mig, at jeg skal
være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har
kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad
jeg søgte,--havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet
som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at
jeg da i dette øjeblik, havde stået ved eders side som talsmand
for alle de forurettede i Norges rige. Thi _det_ tror jeg: en
kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at
bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.
ELINE
(for sig selv)
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje
og svig på hans læber. Og dog--; ingen sang er så liflig som hans
ord.
NILS LYKKE
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders
vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og
vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I
længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at
I selv vidste hvorhen. --Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved
fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og
strengeleg, har sejlet forbi, langt derude;--et dunkelt rygte om
store begivenheder er nået til eder;--da har I følt en higen i
eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var
hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder.
I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder
med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv;--en jomfru i
eders unge år har andet at gruble over. --Eline Gyldenløve! Har I
aldrig tænkt eder hemmelige kræfter,--en stærk og løndomsfuld
magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte
om det brogede liv derude i den vide verden,--når I drømte om
ridderspil og lystige fester,--så I da aldrig i eders drømme en
ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet
midt i den larmende færd,--en ridder, der engang havde drømt
fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves
søgte blandt alle dem, der omgav ham.
ELINE.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord?
Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst--
uden selv at vide det? Hvoraf véd I--?
NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.
ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt
forstået eder; og dog--alt, alt synes mig forandret siden--
(hen for sig.)
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes
end alle andre.
NILS LYKKE.
Der gives én ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes
tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der
kunde sket, hvis alt havde føjet sig _så_ eller _så_. Havde
jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt
og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som--
Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har
bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en
lønlig røst frå først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg
tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.
ELINE.
Det kan I.
NILS LYKKE.
Nu vel;--og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om
halvt forsonet os med hinanden. Ja,--jeg er endnu dristigere i
mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den
fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå,--
misforstå mig ikke! Jeg mener ikke _nu straks_,--men _engang_,
senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært,--
og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og
ligefrem med eder, så lad mig sige jer--
ELINE.
Herr ridder--!
NILS LYKKE
(smilende)
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær
I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var
uskrevet; thi--ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder
synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligeså godt sige det rent
ud,--jeg elsker eder ikke, og vil aldrig til at elske eder. Vær
I derfor, som sagt, fullkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre
forsøg på at--
Men hvad fattes eder--?
ELINE.
Mig? Intet; intet. --Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med
disse blomster? Hvad vil I med dem?
NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshanske, som I på alle kvinders vegne
har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den
op?
Hvad jeg vil med dem, spurgte I?
(dæmpet.)
Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark,--når
strengelegen tier og der er stilhed i salen,--da vil jeg tage
disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der
sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge--
(afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.)
Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter.
Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder
eder altså mit farvel.
ELINE.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)
NILS LYKKE.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders
fædrelands skæbne, der nager eder?
ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig)
Mit fædreland?--Jeg tænker ikke på mit fædreland.
NILS LYKKE.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.
ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. --I går til Danmark? Var det ikke så I
sagde?
NILS LYKKE.
Jeg går til Danmark.
ELINE.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?
NILS LYKKE
(pegende på vinduet til venstre)
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.
ELINE.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?
NILS LYKKE.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.
ELINE
(hen for sig)
Havet? Tanken har mågevinger. Havet stanser den ikke.
(hun går ud til venstre).
NILS LYKKE
(ser en stund efter hende; derpå siger han):
Hvis jeg kunde afse to dage til det--eller blot én--så skulde
hun være i min vold ligeså godt som alle de andre.
Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt.
Skulde jeg virkelig beslutte mig til--? Nej; heller ydmyge hende.
--(han går omkring i stuen.)
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem
skulde tænkt sligt muligt herefterdags?--Væk med dette! Jeg må ud
af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.
(han sætter sig i en stol til højre.)
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger
Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når
det rygtes, at jeg er med i forbundet. --Eller skulde fru Inger
virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle
løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit
smuthul?
(han springer op)
Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst
rimeligt, at grev Sture slet ikke findes på Østråt. Kan hænde at
rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder
kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens
jeg--
(går urolig op og ned ad gulvet.)
At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet
udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter,--og ikke
lægger dølgsmål på min færd--. At stå til spot og spe både her og
i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden,--og så gavne hendes