Fru Inger til Østråt - 2

Total number of words is 4959
Total number of unique words is 1371
44.7 of words are in the 2000 most common words
61.6 of words are in the 5000 most common words
67.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
ELINE.
På mig?
FRU INGER.
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger
ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.
ELINE.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri,--det vilde kun lidet
både mig.
FRU INGER.
Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.
ELINE.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var,
så vil også jeg--
FRU INGER.
Nok derom. Hør mig videre. --At drage fra Østråt vil neppe være
dig meget imod.
ELINE.
Kan hænde, min moder!
FRU INGER.
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine
eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.
ELINE.
Hvad mener I?
FRU INGER.
Eline,--hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin
borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?
ELINE.
En ridder, siger I?
FRU INGER.
En ridder.
ELINE
(saktere)
Og den danske udsending kommer hid inat.
FRU INGER.
Inat.
ELINE.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.
FRU INGER.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er
visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du
vælge og råde selv i denne sag.
ELINE
(et skridt nærmere)
Har I hørt om hin moder der kørte over fjeldet ved nattetid med
sine småbarn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det
gjaldt liv eller død;--og hun kasted sine små bagud efter sig, en
for en, for at vinde tid og frelse sig selv.
FRU INGER
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit
barn for ulvene!
ELINE.
Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder
ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for
ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden
drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents
Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders
frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har
terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen
sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været
ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges
rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i
landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig;
hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende?
Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens
dag!
FRU INGER.
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.
ELINE.
Eders regnskab er ikke hermed til ende. Hvor er Lucia, eders
andet barn?
FRU INGER.
Spørg Gud, som tog hende.
ELINE.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun
måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da
hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter
stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og
døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder!
I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende;--
men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes
hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gjaldt hendes ære.
Men I blev ubøjelig,--og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det
alt!
FRU INGER.
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?
ELINE.
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde
ligesom en stingende rædsel for hans navn;--hun nævnte det
aldrig.
FRU INGER
(lettet, hen for sig)
Ah, så véd du dog ikke alt.--
Eline;--den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig.
Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på:
Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk--
ELINE.
Også det véd jeg.
FRU INGER.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han
besnæret hende.
ELINE.
Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en
moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.
FRU INGER.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene,
vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?
ELINE.
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke.--
Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig
rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt,
at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader
dem måske; men I frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til
Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter
i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem
hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende,--da
stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet
skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at
knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd.
Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung?
I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal
hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!
FRU INGER.
Du? Hvad har du i sinde?
ELINE.
Jeg går _min_ vej, ligesom I går _eders_. Hvad jeg har i sinde,
véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt
for vor retfærdige sag.
FRU INGER.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det
samme som du,--og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.
ELINE.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers.
Måske det endnu er tid for eder--; nu, Gud styrke og lede eders
færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på
Merete, som græder sent og tidlig over sit forspildte liv. Tænk
på Lucia, som sover i den sorte kiste.
Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om
eders sidste barn.
(hun går ud til venstre.)
FRU INGER
(ser en stund efter hende)
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste.
--Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne
nat spilles brikkespil om hele Norges rige.
Ah,--rider der ikke nogen gennem borgeledet?
(hun lytter ved vinduet.)
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det.--
Har Gud Herren ret til dette?--Danne mig til kvinde,--og så læsse
en mandsdåd på mine skuldre.
For jeg _har_ landets velfærd i mine hænder. Det _står_ i min
magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra _mig_ de venter
tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det--kanske aldrig.
Nøle? Ofre de mange for den enes skyld?--Var det ikke bedre,
ifald jeg kunde--? Nej, nej, nej--jeg _vil_ det ikke! Jeg _kan_
det ikke!
(hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort
som i angst og siger hviskende:)
Nu er de derinde igen. Blege spøgelser;--døde fædre; faldne
frænder. --Fy; disse borende øjne fra alle krogene!
(hun slår bagover med hånden og skriger:)
Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig,--vig! Jeg _kan_
ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg,
klædt i en forreven lammeskinds kjortel og med rustne våben, er
trådt ind fra riddersalen.)
DEN FREMMEDE MAND
(stanser ved døren og siger dæmpet):
Hil eder, fru Inger
Gyldenløve!
FRU INGER
(vender sig med et skrig)
Ah, fri mig Krist i himlen!
(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende,
ubevægelig, lænet til sit sværd.)


ANDEN AKT.

(Stuen på Østråt, ligesom i forrige akt.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet til højre foran vinduet.
Olaf Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter forråder,
at en stærkt bevæget samtale har fundet sted.)
OLAF SKAKTAVL.
For sidste gang, Inger Gyldenløve,--I er altså urokkelig i eders
forsæt?
FRU INGER.
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er
det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under,
hvad enten vi støtter det eller ej.
OLAF SKAKTAVL.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde
roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt,
hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud
imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min
slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve
år jaget fredløs i skog og fjeld. --Rygtet har sagt mig død mere
end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt
mig i jorden, før jeg har taget hævn.
FRU INGER.
Så har I et langt liv i vente. Hvad vil I da gøre?
OLAF SKAKTAVL.
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet
mig af med at lægge anslag op. Det er _det_, som I skal hjælpe
mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit
værge.
FRU INGER.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er
rustne.
OLAF SKAKTAVL.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. --Inger
Gyldenløve,--I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der
slog et mandshjerte i eders bryst.
FRU INGER.
Mind mig ikke om, hvad der _var_.
OLAF SKAKTAVL.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I _skal_ høre mig,
om så.--
FRU INGER.
Nu vel; men gør det kort; thi,--ja, jeg må da sige jer det,--det
er utrygt for eder her på gården.
OLAF SKAKTAVL.
På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe
vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end
vanker.
FRU INGER.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.
OLAF SKAKTAVL.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det
var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu
fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos
stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder.
Også mig var I kær,--kær, som ingen kvinde har været det før
eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var
tanken på rigets ulykke og store nød.
FRU INGER.
Jeg var femten sommere gammel,--husk det! Og var det ikke, som om
et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?
OLAF SKAKTAVL.
Kald det for hvad jer tykkes. Men _det_ véd jeg: de gamle og
erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre,
at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore
rettigheder tilbage. Og _det_ véd jeg også: I selv tænkte
dengang det samme.
FRU INGER.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke
Herrens kald, der talte gennem mig.
OLAF SKAKTAVL.
I _kunde_ blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed
fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom i vente; og I
havde øre for klageskrigene--dengang.--
Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske
flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg
ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter
bar vi ham ind gennem slotsporten--
FRU INGER.
Som lig; som lig!
OLAF SKAKTAVL.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham.
Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i
riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med
øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige,
at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete
stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove
velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det
øvrige. --Inger Gyldenløve,--hvem var det, som da brød sig vej
gennem mændenes kreds? En ungmø,--fast endnu et barn,--med ild i
øjet og med grådfyldt mæle. --Hvad svor hun? Skal jeg gentage
eders ord?
FRU INGER.
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.
OLAF SKAKTAVL.
I husker eders ed--og har dog glemt den.
FRU INGER.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke
om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der
er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være
mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.
OLAF SKAKTAVL.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, i stedet
for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er
usel malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold
imellem dem,--hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have
holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.
FRU INGER.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for
gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til
at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til
Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule
eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede--
OLAF SKAKTAVL.
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår
bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. --I ser, fru
Inger,--_jeg_ trænger eder ikke; men både adel og almue har
eder behov.
FRU INGER.
Det gamle omkvæd.
OLAF SKAKTAVL.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får
høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er
uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.
FRU INGER.
Jeg véd det.
OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler er med,--men hemmeligt, forstår I.
FRU INGER
(studsende)
Ja så?
OLAF SKAKTAVL.
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.
FRU INGER
(rejser sig)
Peder Kanzler, siger I?
OLAF SKAKTAVL.
Han selv;--eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?
FRU INGER
(halvt hen for sig)
Kun altfor vel!--
Men sig mig, jeg beder jer,--hvad budskab bringer I?
OLAF SKAKTAVL.
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt
til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok
tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte
ham op og bød ham min bistand;--han har kendt mig i tidligere
dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked
han mig hid.
FRU INGER
(utålmodig)
Ja visst, ja visst,--han skikked eder hid for at--?
OLAF SKAKTAVL
(hemmelighedsfuldt)
Fru Inger,--der kommer en fremmed til Østråt inat.
FRU INGER
(overrasket)
Hvorledes? Véd I, at--?
OLAF SKAKTAVL.
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at
Peder Kanzler skikked mig hid.
FRU INGER.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl,--umuligt!
OLAF SKAKTAVL.
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare
længe, førend--
FRU INGER.
Nej, ganske sikkert; men--
OLAF SKAKTAVL.
Så I var da beredt på hans komme?
FRU INGER.
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I
slap ind, så snart I banked på.
OLAF SKAKTAVL
(lyttende)
Hys;--der rider nogen over vejen.
(han går til vinduet.)
Porten lukkes op.
FRU INGER
(ser ud)
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.
OLAF SKAKTAVL.
Det er altså ham. Hans navn?
FRU INGER.
I véd ikke hans navn?
OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at
udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter
Mortens-messe--
FRU INGER.
Rigtig; det er just som ikveld.
OLAF SKAKTAVL.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund
kunde jeg erfare, hvem han var.
FRU INGER.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at
kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få i tale.
OLAF SKAKTAVL.
Nu, hvis I så lyster.
(De går begge ud til venstre.)
(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem
døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i riddersalen,
går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen udenfor.
Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske befalingsmand,
Herr Jens Bjelke, ind i stuen.)
NILS LYKKE
(dæmpet)
Ingen?
FINN
(ligeså)
Nej, herre!
NILS LYKKE.
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?
FINN.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at
være pålidelig.
NILS LYKKE.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst,--er
nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?
FINN.
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.
NILS LYKKE
(dæmpet til Jens Bjelke)
Han er her.
(vender sig atter til Finn.)
Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?
FINN.
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, så vidt jeg véd. Han
blev straks stedet for fru Inger, og hun--
NILS LYKKE.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?
FINN.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer,
for--
NILS LYKKE.
Det er godt.
JENS BJELKE
(hvisker)
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.
NILS LYKKE
(med et smil)
Hm!
(til Finn:)
Hør, sig mig,--gives der her på gården nogen anden udgang, end
gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener,--kan nogen
slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?
FINN.
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder
i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger
selv; ja--og så kanske jomfru Eline.
JENS BJELKE.
Så, for djævelen!
NILS LYKKE.
Det er godt. Du kan gå.
FINN.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke
på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da
straks være ved hånden.
NILS LYKKE.
Godt.
(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)
JENS BJELKE.
Hør,--véd I hvad, kære ven og bror,--dette her bliver nok et
lumpigt felttog for os beggeto.
NILS LYKKE
(smilende)
Å,--ikke for mig, håber jeg.
JENS BJELKE.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig
en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog
eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte
ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge;--
og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul
bag et kvindeskørt!
Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd
og ikke gik frem efter mit eget hoved.
NILS LYKKE
(sagte)
Den anger kommer vel silde, min bror!
JENS BJELKE.
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig
været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har
jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået
den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter
urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han
ætlede sig til Østråt--
NILS LYKKE.
Han _er_ her! Han _er_ her, siger jeg!
JENS BJELKE.
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet
porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så
kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte--
NILS LYKKE.
Men i det sted åbner man porten nokså høfligt for os. Pas på;--
svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke
skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.
JENS BJELKE.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja!--Hvor kunde I nu også få
det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel
fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigsmandskab, så--
NILS LYKKE.
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for _det_. Men
læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne
heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger;
hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, _det_ er
ikke rådeligt.
JENS BJELKE.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger
I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens,
ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi
to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen
havde hele sagen!
NILS LYKKE.
Nu vel, kære herre,--hvis I ikke synes om den vending, eders
sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.
JENS BJELKE
Til jer? Hvad vil I da gøre?
NILS LYKKE.
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke
med våbenmagt kan sætte igennem. --Nu, ærligt talt, herr Jens
Bjelke,--jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi
mødtes i Trondhjem igår.
JENS BJELKE.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved
krigsknægtene?
NILS LYKKE.
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden
dem; og så--
JENS BJELKE.
Fanden besætte jer,--havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg
burde da vidst, at I stændig går med en ræv bag øret.
NILS LYKKE.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal
være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af
højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min
sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig,
da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg
tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét
vanskeligt hverv.
JENS BJELKE.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er
den slugeste djævel i alle de tre riger.
NILS LYKKE.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her
går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi
her gælder det at besnære en kvinde--
JENS BJELKE.
Ha-ha-ha! I _det_ håndværk har I nok for længe siden gjort
mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig
også?:
Hver en skøn-jomfru sukker så mod,--
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!
NILS LYKKE.
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring.
Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som
ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men
det _må_ ske,--for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe
kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet,
så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig
næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved
højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen
hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en
konges sendebud. --Nu,--ikke sandt,--I overlader fru Inger til
mig? Husk på,--dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg
pladsen for eder hos mere end én ungmø--
JENS BJELKE.
Å, véd I hvad,--det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde
jo hals og hånd over dem allesammen. Men lige meget; siden jeg nu
engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på
jer. Dog, _det_ er et ord,--findes den unge grev Sture på Østråt,
så skaffer I ham frem død eller levende!
NILS LYKKE.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter ialfald ikke at slå ham
ihjel. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold
landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal
i uopholdelig få kundskab derom.
JENS BJELKE.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud--?
NILS LYKKE.
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed--
JENS BJELKE.
Forstår sig. Nå,--god lykke!
NILS LYKKE.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke går ud til højre.)
NILS LYKKE
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om;
derpå siger han dæmpet):
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde,
som et barn for to år siden fortalte mig så meget om.
Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu,--nu er
hun død
(han nynner med et halvt smil:)
"Blomster brækkes, blomster visner--"
(han ser sig om igen.)
Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om
jeg var tilhuse her. --Derinde er riddersalen. Og nedenunder er--
gravkælderen. Der ligger nok Lucia også.
(sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.)
Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg
satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da
jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys
nævnte hendes navn, var det som en røst maned hende op af
ligkælderen. --Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen
er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel.
Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser paa mig bag
dørstolpen!
(han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:)
Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente.
Det er kedeligt at vente;--og du har hjulpet mig at fordrive så
mangen kedelig stund--
(han farer med hånden over panden og går et par gange frem og
tilbage.)
Se så!--Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det
jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som
om hun vented på en, der aldrig kommer. --Derinde--
(han ser mod døren til venstre)
der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er
Eline hun heder.
Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig,--så kløgtig og så
djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til
ægtehustru--? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet.--
(han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.)
Hvorledes vil fru Inger modtage mig?--Hun vil ikke svide gården
af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med
knive bagfra vil hun heller ikke--(han lytter mod stien.)
Aha!
FRU INGER GYLDENLØVE
(kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:)
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd,--
NILS LYKKE
(bøjer sig dybt)
Ah,--Østråts frue!
FRU INGER.
--og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.
NILS LYKKE.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at
mit komme vilde overraske eder--
FRU INGER.
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde
visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på
Østråt.
NILS LYKKE.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?
FRU INGER.
Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget
over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover
I endnu--
NILS LYKKE.
Tillad, fru Inger Gyldenløve,--i det stykke kommer vi neppe
til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad _jeg_ ved
samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg
var træt af mit ubundne liv;--over de tredive år var jeg jo også
allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from
hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde _eders_
svigersøn--
FRU INGER.
Tag eder vel i vare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit
barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det
er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed--
NILS LYKKE.
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig.
I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså frå nu af åben
ufred imellem os?
FRU INGER.
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.
NILS LYKKE.
Fra _eders_ side, kan hænde. _Jeg_ har aldrig været eders
avindsmand,--skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt,
havde skellig grund dertil.
FRU INGER.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke
gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders
lejr. --Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter
Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå.
Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!
NILS LYKKE.
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge
mener jo at have et gammelt krav på eder,--et krav, som man
siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.
FRU INGER.
Tillad, herr rigsråd,--for min færd står jeg ingen til regnskab
uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I
mig vide, hvad der fører eder hid.
NILS LYKKE.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Fru Inger til Østråt - 3
  • Parts
  • Fru Inger til Østråt - 1
    Total number of words is 4672
    Total number of unique words is 1291
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    65.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Inger til Østråt - 2
    Total number of words is 4959
    Total number of unique words is 1371
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Inger til Østråt - 3
    Total number of words is 4755
    Total number of unique words is 1356
    41.4 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Inger til Østråt - 4
    Total number of words is 4811
    Total number of unique words is 1188
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Inger til Østråt - 5
    Total number of words is 4787
    Total number of unique words is 1305
    41.3 of words are in the 2000 most common words
    56.6 of words are in the 5000 most common words
    63.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Inger til Østråt - 6
    Total number of words is 4706
    Total number of unique words is 1225
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    67.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.