Den engelske Lods - 2

altsaa i den sorte Prindses
sværderobrede Provindses
arildsodlede Distrikt--
ansee som et højst forrædersk
Døden værd Oprørerpak,
der meeneedersk
sveget har mod Leoparden
Underdanens svorne Pligt.
Vi imedens ville følge,
_Isle of Wight, Old Englands garden_,
dine Skjønhedslinjers Bølge,
prægende sig ud i Luften
liig en underskjøn Afspeiling
af en yndig Feers Ø;
under vor Laveringsseiling
langsmed Landet drikke Duften
af det slagne friske Hø;
_Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale,
som, af Morgensolens Straale,
snart illumineret, til
Bjerg af Roser blive vil,
medens _Nettleston's,_ det hvide,
liig en lang uhyre Hæk
af Viburner og Jasminer,
sees ud i Havet glide,
til det som en Linje tviner
mellem Luft og Bølge væk.
Lad ham sidde der den Tvære!
sine tause Glas fortære
med en skattegravertyst
indædt heed forsvoren Lyst,
som om hvergang han paa Bunden
Perle eller Diamant,
slubbrende den ind med Munden,
i det tømte Bæger fandt!
Andet kalder vore Blikke:
Her her aabner alt _Spithead_
Gyldenhornet (Stambuls ikke
maaler sig i Pragt dermed).
Derfra, paa tredobbeltkronte,
bølgebaarne,
kun ved Sejer gjenforsonte,
herskende Britannias Bud,
skyhoslige Tordentaarne,
fare viftehurtigt ud
did den stolte Dronning peger,
efter alle Vindens Streger.
Nu imellem _Portsmouths_ hvide,
milelange Fæstningsvolde,
som i Øst, paa langtudskaarne
Tunger synes hist at glide,
liig en Sølverkjæde hen,
fuld af Led af runde Taarne,
Citadeller
og Kasteller,
som for sammen fast at holde
Havets Bryn med Himmelen...
Mellem disse havomstrømte
Krigens skinnende Palladser
og imellem _Rydes_ berømte
poppelkronede Terrasser
(_Ryde_, som Walter Scott lovpriser
fremfor Indiens Paradiser)
Flaaden laa i dyben Fred,
adspredt paa _St. Hellens_ Rhed:
Englands Gyldenhorn, _Spithead,_
--Rolige, som Skjær, af vegne
Springflod op i Veiret stegne,
som ved Kogleri, imens
Ebben løber Fjæren lens,--
rolige som kolossale
Graasteens-Sfinxer i de Dale
Nilens Strømme overfløde,--
rolige, som Hvale, der,
bugopvendte og som døde,
sove midtpaa Havets Øde:
hist og her
hine stolte, taarnehøje
_men of war's_ for Anker fløde,
ubevægte, skjøndt mod deres
grønne Bouge Bølger skjæres,
stærke, høje som tilsjøs.
Og det blev for Aandens Øje,
som om hvert et Skib kun var
flagbetegnet Ankerbøje
for den største
Verdens første
Verdens sande _man of war,_
for _Great Britain_ selv, som har
slidt sig fra Europa løs,
lagt sig ude langt tilsjøs,
riig og fri og stolt og bøs!
Grusomme «_Diktator_» vi
ilede med Gru forbi.
Yderst hen «Najadens» Morder,
som forjagt
af sin Daads Melancholi,
havde eensom sig forlagt.
Som om Nordmænds eller Danskes
og Franzosers kjække Border
kunde see sin Roes forvanskes,
sig beundret ei, men hadet,
laa den eensom der og baded,
sit, med gabende Kartover
rundtomkring besatte, Bryst
midti Rhedens grønne Vover,
fjernest ifra Englands Kyst,
liig en Svane uden Mage
og af Flokken glemt tilbage.
Men just der, hvor nedadvendte
Skygger af dens Master endte,
saae Vi dem fra «_Royal George_»
(det for mange Herrens Aars
Tider siden sjunkne store
Tredækslinjeskib) at bore
sig med Stag og Takl og Top
imod hine ligeop,--
Sex i Alt og Tre mod Tre.
Ja, da skarpt jeg saae i Vandet,
fik jeg tydeligt at see
_Royal George_ i Vant og Mers
med Gespenster fuldt bemandet,
klavrende paakryds og tvers.
Nelsons Skib ved Abukir,
(agterpaa _«The Vanguard_» stod
malt paa Sort med Træk som Blod,
meer til Rædsel end til Ziir)
laae for Anker uden Rigg,
rolig som en Ø, i Havnen,
rækkende (som Invaliden
frem sin Armstump) op de korte
Master, ifra Merset borte,
hvortil Sejeren i Striden
før saa ofte lænte sig.
Og det syntes stundom mig,
som om op og ned ved Stavnen,
under Skibets Gallion,
dandsende langs henad Siden,
frem af Bølgen hæved sig
Heltens yndige Sirene,
Lady Emma Hamilton,
løftende høit op i Favnen,
snelt som Skvulp af sjunkne Stene,
sølvhvidt Oldingshoved, slynget
om med slimig Tang og Tare:
Hans, der med et Glimts Forbi,
som tilveirs Raketter fare,
grusomt blev i Raaen klynget:
gamle Caraccioli.
_«Agamemnon»,_ vidt berømt
ligesom sin græske Navne,
næst hiin tryllende Medusa,
(Hamilton, Siren-Gorgonen,)
af Lord Nelson elsket ømt,
strakte Marmorgallionen
mellem to berømte Stavne:
«_Thunderer_» og «_Arethusa_».
«_Victory_», i Nelsons Blod
med Udødelighed døbt,
kneiste som en Pyramide,
taarnet op af Bramseil hvide,
som et Bjerg med kulsort Fod,
men i Sne forresten svøbt.
«_Dreadnought_» (gamle Collingwoods)
«_Africa_» (Sir Sammy Hoods)
vingede «_Bellerofon_»,
som bortførte
i sin Favn Napoleon,
sørgeslørte
Fangebuur «_Northumberland_»,
Howes «_Ajax_» og «_the Queen_»,
«_Hero_», «_Royal Sovereign_»,
Codringtons, den Navariner,
tvende Gange tændt ibrand,
«_Triumph_», «_Caledonia_»,
«_Windsor-Castle_», «_Victoria_»,
--alle Disse blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.
O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Fæstningsgrave,
ovenfra, naar Synet høined
sig mod Sky, i Dybet øinet
som et Garn af sorte Baand
mellem disse Dødskasteller,--
o, her kunde
Døden, om den var en Aand,
og ei burde tænkes heller
som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der borthvifter Jordens Vaande,--
o her kunde den, belæsset
med Fordærv, med Ljaen hvæsset,
Herrens Dommes Overbringer
til en millionfold Skare,
gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de Dødeliges Magt,
uden Trækket til Medynken
skulde, svulmende i Rynken,
om hans Læbe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i sin Gjennemfaren
han sin Dæmonvinge synke,
hilsende Orloggerskaren,
lade højt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin Lee.
--Lodsen var og blev mærkværdig:
under al vor Opseilads
tømte taus han sine Glas,
og for hver berømt Fregat
var han færdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjækt og godt
tatuert Matrosgesicht
nikked ned fra Boug og Plikt
til vor groggende Pilot.
Mangen blaa og blaarød Skjorte
fik kun Tid at vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Dæksmariner
slige grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
«_Ho, Johnny! ho! How do you do?
Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
Sing, Sailor, oh!_»
Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjør fornøjet,
traadte Vreden frem i Øjet,
som om gjennem Løvets Dunkle
brandguul og til Spranget bøjet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i næste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen rød
ud i Nattens mørke Skjød;
og saa hilste han igjen
venligt paa hver gammel Ven--
venligt nok, dog saa omtrent
som en Løve eller klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens bløde
Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin klø'de.
Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik, men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,
netop som vi over Staget
gik, en Kutter at undgaae,
som imellem Flaaden laae...
Ah! det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod!
Negerpigesort- og slank!
Reisningen som Palmens rank!
Uden andet synligt Smykke
end en Bord omkring som Blod.
«Denne der--var Lodsens første
Ord paa længe sagt til Os,
da han havde slukt sin Tørste--
har til Navn «_the Albatross_».
Og en Albatross paa brede
stedse spændte Vingers Flugt
Kuttren er, til hidsig Jagt
efter Slaveskibe brugt,
flyvende med rastløs Magt,
som om levende den vrede
Havørns Hjerte med dets Hede
i dens skarpe Boug var lagt.
Men derfor, derfor især,
ja derfor
har jeg Kutteren saa kjær:
Jeg har havt en Søn ombord--
Francis ...»
Og med dette Ord
Taaren, som for nylig, tvungen
ved at han sig beed i Tungen,
i sin Væxt tilbagesank,
modned atter fuld og blank;
og, før han fik knust den, gled
ad hans brune Kind den ned.
«Francis?»--spurgte jeg mig selv--
«Francis? Jagt paa Slaveskibe?»
Hvad betyder dette vel,
at mig saa bekjendt det lyder?
Hvad betyder,
at jeg ikke frem kan gribe
hvad jeg veed er i min Sjel,
men som i dens Dyb sig skyder?
Men vilkaarligen at tvinge
frem som Syn den havte Drøm
er at ville daarlig bringe
Klokke, sjunken i en Strøm,
til deri som før at klinge.
Netop naar den gribes skal,
vægtforøges dens Metal,
som om alle Dybets Kræfter
halende sig hænge efter,
som om Afgrundsslanger knytte
sig om deres vundne Bytte
med fortvivlet Kraft og Vrede
om den sjunkne Kirkeklokke,
der er bleven deres Flokke
altforlængst et hævdet Rede.
--Men der var ei Tid til daarlig
anstrengt Grunden
efter Drømmene paa Bunden
af min Sjel,
naar de ikke uvilkaarlig,
som opflydte af sig selv,
komme af dens Dybder frem.
Og desværre flux naar Blunden
er med Nattens Timer svunden,
lukker den sig over dem
--som om sine Perler Bundens
Musling stærk,
af Polypens Arm berørt,--
hurtigt, hurtigt før Sekundens
svage Dødssuk hen er ført,
en Passionsblomst liig om sine
korsbetegn'te, straalefine
Stjerneblommers Underværk.
Som med Dagens Time dennes
fagre Blomstring er forbi,
Sjelenes med Nattens endes;
og naar over Østens Høje
Morgenrødens Flammer tændes,
lukker du dit Aandeøje,
Dødeliges Fantasi!
Der var ingen Tid at spildes
paa at jage undfly't Drøm,
der tilfældig kun, som gale
Antilope eller Svale
atter hildes,
kommen af sig selv igjen--
Thi i Fjernets Graa derborte
syntes bag os alt Spithead
sjunken med sin Flaade ned.
Skibenes Kolossers sorte
Masser med de hvide Rande,
fulde af Kartovers Porte,
saaes meer ei ovenvande.
Masterne og deres Ræer,
hist hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i Fjorden syntes
Omrids liig af Granetræer,
svedne af en Ildebrand,
skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne
af et miilbredt Ørkenvand.


VI
Scenery. Engelsk Efev
Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper liig, der rulles op,
_Hampshire_'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
nærme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vælde
skabt at have Nordens Fjelde,
Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skaberglædes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrømmende Indskyden!
Mere bløde Linjerækker
fine Pensel ei i glatte
Olje trækker,
slaaer ei blidnet Døningbølge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de grønne træbesatte
_Hampshire's_ Høje, som forfølge
paralelt hinandens Flugt
langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.
_Da_ fornam jeg grant, hvordan,
mine Fædre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem stærke Kjæmpebryster
vælded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod)--
_da_, ja _da_ jeg klart forstod,
hvordan Nordens ørnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde dødeligt forelske
sig i dine skjønne Former,
kvindefagre Engelland;
ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sønderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
for at pode
ind i hint sit eget Blod.
Fæstet end af deres Fødder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Mærke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de stærke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjønne Egn.
Men en større, skjøndt ei værre,
Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
ældre end en Patriark,
født vel før end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
overlevet
og paa Taarnene forlængst
sit Familiebanner hævet,--
Krandse hængt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvælv,
hver Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste Taarne selv
hist og her isøndertrykket
med sin egen stærke Arm.
... Stærke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,
stolte Slægters Overlever,
Han, som sine Fænniker,
op ad Murens Steilhed stegen,
trædende paa døde Grever,
fra Ruinens Tinder svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrønne,
evigen ungdomlig-skjønne
Efev, voxet vildt afsted:
Englands stolte Eges kaarne
trobevarte Kjærlighed,
Planteverdnens Ganymed.
Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli'e forladte,
lad _the Queens_ Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
--o før trende Aar er' rundne,
Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporløst, som en Klase Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, sønderslaget,
paa de øde Byruiner,
udad høje Mezzaniner
slangemægtig inden kort
kaade Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind-og udad langs de sorte
Dødens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrøn sig sno;
stærkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,
sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;
til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med ægte Baadsmandskast.
Ja, om London ud var død,
om dets Millioner gjøre
Ende paa den Kamp de føre
mod den grønnende Natur,
stedse flyttende sin Muur
længer ud i Landets Skjød,
og om de forlode det,
mylrende ad alle Stræder,
Orme liig, der alt har ædt,
Staden, som bestaaer af Stæder,
levnende det Øde, som
over Eufrats London kom,
over stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon:--
_da,_ da inden Somre faa
vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade sønder slaa,
over _London-Bridge_ sig spænde,
sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjøre _Bondstreet_ til at see
som en hvælvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opføre,
men hvortil
spodske Stære see og høre
under skjærende Kritik:--
gjøre London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordølges,--
til et Vildnis, hvor kun følges
vilde Skjønheds Ordenslov--
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
--ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
...O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjøndt med endnu større Pragt,
saa at Øiets ømme Lindse
maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte _Cowes,_
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
øst sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned:--
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glød antændte
Diamantsafirer brændte.


VII
Yachtclubb-Flaaden
O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
«Caledonia» selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedækket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mægtige Belæg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
som forjagte
stilleblevne Tidselskjæg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmærker,
Menneskenes Underværker
næsten træt og overmæt,
Øjet søger
til Naturen, hvor den spøger,
følger heller
Højene om landligtblide
skjønne _Cowes_, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.
O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden sværmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djærve Vingekast
cirklende de under Skyen
lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig nærmed,
sænkende sig paa vor Mast.
Og, at Alt ved _Cowes_ skulde
være nydeligt tilfulde,
laa der, ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Sølversandet
perleglindste gjennem Vandet,
adspredt henad _Calshots_ Kyst,
en saa underdeilig Flaade
at man gjerne tænke kunde
den med Alfer var bemandet,
bygget kun til Feers Lyst.--
ja en herlig Flaade atter
af Korvetter og Fregatter,
meget større ei end Baade,
Skjønmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af Sjøkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,
med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,
smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en øde
Hedes Banke,
enkelte som Ax, med røde
Purpurblommer hæve sig.
Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu, nu lægger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som er paa Ætna blaanet?
eller--til en bedre Spas--
til en Viscountesses Tørste
fra Vestindien allerførste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem veed (hvis nu Mylord
for en _Belesprit_ har Ord)
om _His Grace_ i Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den glimrende Salon
han paa Æresord har lovet
Morgan eller Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,
og de høitberømte To
ingen Bøn han kunde negte.
Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae
seilbedækket os imøde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin lange
smekkre Halses Sølverslange
blandt de andre vilde graae
paa et Kjern i Nordens Øde
som en Dronning viser sig--
der ombord hvor tæt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dør,
mellem gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrøde
Parasollers Silkehimle!
Og af lange hvide Slør,
hviftende for lette Bør
Stjerner ud i sine Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som det gyldne Roer holder.
Ah, hvor nære
langskibs hun til Luvart kunde
lade Yachten trodsig skjære,--
farligt, skjøndt saa sikkert som
Somnambules Gang iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer ogsaa, ganske blege,
med af Rædsel aabne Munde:
«_La Duchesse! Duchesse_! skrege...
O, for Guds Skyld! Roret om!»
Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med udstrakte Hænder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rælingens Gelænder
i et ængsteligt Geled.
_Da_, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at løbe ned i Læ,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rædselsfuldt at see:
skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sørgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.
«_Johnny--You!_» sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
--o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Øre--
hørtes Ladyen at raabe.
Meer at høre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.
Men hvad tænker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.
Men hvad tænker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slængte saa
i de gridske Bølgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og hørte Pungen falde...
Nei, ei den, nøiagtigt talt,
lod sig høre da den faldt;
thi dens grønne sølvindslyngte
Net blev sprængt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Bølgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjølvand bruste.
Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa Ærmet
tørker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig nærmed,
til den trilled moden ned?


VIII
Lodsens Fortælling
Yachten var forlængst forsvunden,
som forbi os fløjen And.
Alt _Southamptons_ gamle Taarne,
nærmere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens kløvte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
«Tvende Gange, Gentlemen,
(_Damnd!_ det har I maattet mærke)
Tvende Gange--to formeget--
har De seet mig gamle Ulk
--fy det er en Skam!--i Graad:
først igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stødte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt mødte,
var i Øjet Taaren steget,
og mit barske muskelstærke
Ansigt har, nervøst bevæget,
kjæmpet med kvindagtig Hulk.
Nu! for mine Landsmænds Skyld,
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, først siig mig dette:
ejer Selv De Børn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive
idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig trængte frem.»
Vor Kaptain med Nik bekræfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et ømt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Følelsens Mystér.
«Agterud--saa han begyndte--
agterud en _League_ omtrent,
der hvor hine grønne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spændt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
_Cowes_, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.
Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Rækken,
saa det sidste Egetræ,
som i _Norriscastles_ Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Læ,
som om Førsterhuus det var,
mens den anden laae saa nære,
som en Fiskers, Fjordens Fjære,
at, naar Floden høit sig skar,
strøede den med perleskjære
Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprængte Trappetrin--
--_der_ i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.
Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Røstet,
der den Gamles Kammer var--
--o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Førster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
høre på de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.
«_Johnny!_»--havde Gamlen sagt--
«Jeg er træt af Lordens Jagt.
Tag din Mary Ann tilægte!
Hun, saalænge I er' to,
ikke vil din Fader negte
dette lille Kammers Ro.
Og desuden har jeg Grunde
--lagde hviskende han til--
til at skynde, om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord
kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget
Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Førstefødte kjendte.
Og hvad skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges Jagter
har jeg funden
udenfor din Marys Dør
Lordens egen Jagthest bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket «_Loves
flower, fairy Queen of Cowes?_»)
og Mylord, den unge Herre,
han er værre
end ham onde Rygte gjør.
Derfor, om jeg raade tør,
næste Søndag, om du agter ...»
Far fik ikke udtalt før,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.
«Thi--saa hun troskyldig sagde--
_Johnny_, tænk dig! saa galant
er Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit aflagde...
O, han var en Søn mod hende,
og mod mig som ømmest Broder!»
Jeg naturligt lod mig ikke
mærke med det allermindste,
talte ei om Hvepsens Sværmen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei om sølveroverglindste
Slanges fule sagte Nærmen
til den Finkes trygge Rede,
som den vil til Frokost æde.
Men, som raadet af min Far,
næste Søndag allerede
Mary Ann min Hustru var.
Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og Aften tænkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel sænkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var
uforskyldte Gjenskins Glands
ifra Hans,
paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.
Og for ret mig fro at gjøre,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig ikke see og høre.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne Høg,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spøg
for et Væddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over til Paris
med en Sværm Mylords og Squires.
Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa høit tilveirs,
at ei Syn den ind kan hente,
skjøndt den selv kan alt bespeide,
lodret svævende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne paa Luur,--
var han kun paaskrømt forsvunden:
og kun Hændelsens Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af _Bonaparte_,
ei Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at han sparte
mig en Tid--et Aar det varte-
for min Lykkes Nederlag.
Verden veed, en vakker Dag
fandt man nemlig tomt og sprængt
det forgyldte
trange Papegøjebuur,
hvori Frankrigs Ørn var stængt
og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme Øine
ligesom tilskue hængt,
og at Frankrig den Udfløine,