Catilina - 5

Til jorden bunden er endnu din skygge.
Riv sønder disse tusend trådes net!
Kom, lad mig trykke kransen i dit hår;--
den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft;
den dysser dig til ro! den dræber mindet.
CATILINA
(klangløst).
Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord?
Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande.
FURIA
(sætter kransen på hans hoved).
Nu er du smykket. Sådan skal du træde
for mørkets fyrste frem, min Catilina!
CATILINA.
Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre;--
jeg stunder hjem til alle skyggers land.
Lad os tilsammen gå! --Hvad fængsler mig?
Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig
på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne;--
den holder mig i livets land tilbage;
den drager mig, som månen drager havet.
FURIA.
Følg med; følg med!
CATILINA.
Den vinker og den blinker.
Jeg kan ej følge dig før dette lys
er ganske slukket, eller slørt af skyer.--
Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;
det er et hjerte, bankende og varmt;
det binder mig; det fængsler og det drager,
som aftenstjernen drager barnets øje.
FURIA.
Stands dette hjertes slag!
CATILINA.
Hvad mener du?
FURIA.
Du har din dolk i bæltet. Kun et stød,--
så slukkes stjernen, knust er dette hjerte,
som stiller fiendtlig sig imellem os.
CATILINA.
Jeg skulde slukke--? Blank og spids er dolken--
(med et skrig.)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?
O, var du nær--! Nej, nej,--jeg vil ej se dig!
Og dog--det tykkes mig, som alt blev godt,
at freden kom, ifald jeg kunde lægge
mit hoved til dit bryst og angre--angre!
FURIA.
Hvad vil du angre?
CATILINA.
Alt, hvad jeg har øvet!
At jeg har været og at jeg har levet.
FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du står,
går ingen vej tilbage. --Prøv det, dåre!
Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed.)
Snart vil de rejse sig, de tusend døde;
forførte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de kræve af dig
det liv, det blod, den ære du har røvet.
Forferdet vil du flygte ud i natten,--
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Actæon lig, af hunde-koblet jaget,--
en skygge, jaget af de tusend skygger!
CATILINA.
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs.
I lysets verden er jeg hjemløs nu!
Jeg følger dig til alle skyggers land;--
det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære.
FURIA.
Hvi famler du med dolken?
CATILINA.
Hun skal dø.
(et lyn slår ned og tordenen ruller.)
FURIA.
De store magter jubler ved dit forsæt!--
Se, Catilina,--hist din hustru kommer.
(Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.)
AURELIA.
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes!
Han er ej blandt de døde--
(får øje på ham.)
Høje himmel;--
min Catilina!
(hun iler imod ham.)
CATILINA
(forvildet).
Nævn ej dette navn!
AURELIA.
Du lever! Ja--!
(vil kaste sig i hans arme.)
CATILINA
(afværgende).
Vig bort! Jeg lever ikke.
AURELIA.
O, hør mig, elskte--!
CATILINA.
Ti; jeg vil ej høre!
Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;
du vil mig lænke til et halv-livs rædsel.
Stir ikke på mig! Dine øjne martrer,--
de stinger mig i sjælen som en dolk!
Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne--
(han drager sin dolk og griber hende i armen.)
AURELIA.
Våg, milde guder, over ham og mig!
CATILINA.
Luk dine øjne; luk dem, siger jeg;--
i dem er stjerneskin og morgenhimmel--.
Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
(tordenen ruller atter.)
Dit hjerteblod! Nu råber livets guder
sit afskedsord til dig og Catilina!
(han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han
forfølger hende.)
FURIA
(lyttende).
Hun strækker sine hænder bønligt mod ham.
Hun beder for sit liv. Han hører intet.
Han støder til! --Der faldt hun i sit blod.
(Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.)
CATILINA.
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.
Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger;
jeg skimter og jeg hører kun forvirret
som under stride vande. Véd du vel,
hvad jeg har dræbt med denne lille dolk?
Ej hende blot,--men alle jordens hjerter,--
alt levende, og alt, som gror og grønnes;--
hver stjerne har jeg slukt, og månens skive,
og solens ild. Se selv,--den kommer ikke;
den kommer aldrig mere; slukt er solen.
Nu er den hele vide jordens kreds
forvandlet til en kold uhyre grav
med blygråt hvælv,--og under dette hvælv
står du og jeg, forladt af lys og mørke,
af død og liv,--to hvileløse skygger.
FURIA.
Vi står ved målet, Catilina!
CATILINA.
Nej;
et skridt endnu--før jeg ved målet står.
Frigør mig for min byrde! Ser du ikke,
jeg går med Catilinas lig på ryggen?
En pæl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken.)
Forløs mig, Furia! Tag denne pæl;--
med den jeg spidded morgenstjernens øje;--
tag--tag, og ram den tvers igennem liget,
så mister det sin magt,--og jeg er fri.
FURIA
(griber dolken).
Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket!
Afryst dit støv og gå med mig til glemsel!
(hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af
træet.)
CATILINA.
(efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden og
siger mat):
Ah, nu fatter jeg din spådom,
gådefulde ånd!
Halvt jeg falder for min egen,
halvt for fremmed hånd.
Nemesis har gjort sin gerning.
Dølg mig, dødens mulm!
Mørke Styks, løft nu din bølges
hoved højt og svulm!
Bær mig over; sink ej båden;
jag den rastløs frem
mod den tause fyrstes rige,
alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen går dernede!
jeg skal vandre stum
imod venstre--
AURELIA
(fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst).
--nej mod højre!
Mod Elysium!
CATILINA
(farer sammen).
O, hvor dette lyse billed
fylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia,
--sig mig,--lever du?
AURELIA
(knæler ned ved ham).
Ja, jeg lever for at stilne
dine smerters sø,--
lever for at lægge barmen
mod dit bryst og dø.
CATILINA.
O, du lever!
AURELIA.
Kun en afmagts
slør omkring mig faldt;
men mit matte øje fulgte
dig; jeg hørte alt,--
og min kærlighed en hustrus
kraft mig atter gav;--
bryst ved bryst, min Catilina,
går vi i vor grav!
CATILINA.
O, hvor gerne! Dog, forgæves
er dit glade håb.
Vi må skilles. Jeg må følge
hævnens hule råb.
Du kan haste let og frigjort
frem til lys og fred;
jeg må over glemsels-floden,
må i mørket ned.
(dagen gryr i baggrunden.)
AURELIA
(peger mod den stigende lysning).
Nej; for kærligheden svinder
dødens rædsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger;
morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hænder.)
Lyset sejrer! Ser du, dagen
kommer stor og varm!
Følg mig, Catilina! Døden
griber alt min barm.
(hun segner ned over ham.)
CATILINA
(trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft):
O, hvor lifligt! Grant jeg mindes
nu min glemte drøm,
hvordan hvælvets mørke spredtes
af en stråle-strøm,
hvordan barnerøster sang
imod den unge dag.
Ah, mit øje vorder dunkelt,
og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, som
aldrig før det var,
og min fortids vilde vandring
ligger bag mig klar.
Ja, mit liv var uvejrs rasen
under natlyns glød;
men en rosenfarvet morgen-
dæmring er min død.
(bøjer sig over hende.)
Du har sjælens mulm forjaget;
i mit bryst er ro.
Se, jeg følger dig til lysets
og til fredens bo!
(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme:)
Morgnens milde magter skuer
i forsoning ned;
du har nattens ånd besejret
ved din kærlighed!
(Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod
baggrunden, hvor hun forsvinder mellem trærne. Catilinas hoved synker
ned på Aurelias bryst; de dør.)