Catilina - 1

Henrik Ibsen
SAMLEDE VÆRKER

Mindeudgave
Første Bind


Kristiania og København
Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
Centraltrykkeriet
KRISTIANIA
1908
* * * * *

CATILINA
(1850)

* * * * *
Forord til Anden Udgave.
Dramaet "Catilina", det arbejde, hvormed jeg betrådte forfatter-banen,
er skrevet i Vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvende år.
Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter at
erhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gå
op til student-eksamen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen,
opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig,--alt dette greb
mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længe
bagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til
Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i
den retfærdige kamp mod "tyrannerne"; jeg skrev en lang række sonetter
til kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordring
om at sætte alle smålige hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sin
hær, at rykke; brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg
nu for tiden, i modsætning til dengang, betviler at mine vingede
opråb vilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes eller
Skandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenfor
manuskriptets halvprivate område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra
ved mere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger
overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke,--hverken
fra venner eller ikke-venner,--indbragte mig andet end det tvilsomme
udbytte, af de første at hilses som anlagt for det ufrivillig morsomme,
medens andre fandt det i højeste måde påfaldende at et ungt menneske i
min underordnede stilling kunde give sig af med at drøfte ting, som
end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder
sandheden at tilføje at min optræden, i forskellige forholde, heller
ikke berettigede til synderligt håb om at samfundet i mig turde påregne
nogen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom jeg også ved epigrammer
og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent
det bedre af mig, og hvis venskab jeg i grunden satte pris på.
Overhovedet,--medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig på
krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkår og
omstændigheder.
Således var stillingen, da jeg under forberedelserne til eksamen
gennemgik Sallusts "Catilina" samt Ciceros taler imod sidstnævnte.
Jeg slugte disse skrifter, og nogle måneder efter var mit drama færdigt.
Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske
skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg er
endnu tilbøjelig til at tro at der dog må have været adskilligt stort
eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrødne
sagfører Cicero ikke fandt det hensigtsmæssigt at give sig ikast,
forinden tingene havde taget en sådan vending, at der ikke længere var
nogen fare forbunden med angrebet. Erindres bør det også, at der gives
få historiske personer, hvis eftermæle har været mere udelukkende i
modstandernes vold, end Catilinas.
Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men
af sin bedrift helt og holdent optagne principal måtte jeg så godt som
stjæle mig fritimer til at studere, og fra disse stjålne studietimer
stjal jeg igen øjeblikke til at digte. Der blev således ikke synderlig
andet end natten at ty til. Jeg tror, at dette er den ubevidste årsag
til at næsten hele stykkets handling foregår ved nattetid.
En for omgivelserne så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg
befattede mig med at skrive skuespil, måtte naturligvis holdes hemmelig;
men ganske uden medvidere kan en ty veårig digler ikke godt forblive, og
jeg betroede derfor to jævnaldrende venner, hvad der i stilhed
beskæftigede mig.
Vi tre knyttede store forventninger til "Catilina" da det var bleven
færdigt. Først og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet
forfatternavn, at indleveres til teatret i Kristiania, og derhos skulde
det offentliggøres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste
påtog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit rå urettede udkast,
et hverv, hvilket han udførte til den grad samvittighedsfuldt, at han
end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i
produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i
øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg
her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student,
senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften.
Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var
"Catilina" indleveret til teatret; at det snart vilde komme til
opførelse, derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvil, såsom
direktionen bestod af meget skønsomme mænd; og ligeså lidt kunde det
betviles at byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et
klækkeligt honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han,
var kun at udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.
Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle
vanskeligheder at vise sig. Fra teaterdirektionen erholdt min ven
stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag.
Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som
én udtalte sig i samme retning som teaterdirektionen. Den højstbydende
forlangte så og så meget for at trykke stykket uden honorar.
Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han
tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv
optræde som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han
forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt
forretningsmæssigt ved sagen--undtagen korrekturlæsning, hvilken han
anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript
at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende
fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt
og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller
tre skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og
ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for
overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere
aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten.
Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania.
Der indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort i forvejen var
"Catilina" kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og
interesse i studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de
fejlfulde vers og fandt for øvrigt bogen umoden. En mere anerkendende
dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en
mand, hvis anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg
herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget
af det lille oplag; min ven havde en del af eksemplarerne i sit værge,
og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at
optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte
sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de
nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første
fornødenheder.--
Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min
tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv
klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog
jeg også "Catilina" for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg
næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den fandt jeg at den dog
rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man
ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min
senere digtning har drejet sig,--modsigelsen mellem evne og higen,
mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og
komedie på engang,--kommer allerede her frem i tågede antydninger,
og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæumsskrift at
foranstalte en ny udgave,--et forsæt, hvortil min forlægger med
sedvanlig redebonhed gav sin billigelse.
Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle
originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et
aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det aller første rå
udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydelig, hvad der oprindelig
havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen så godt som intetsteds
afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.
Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning,
således, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort
det, såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne
havde været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles
udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den
oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.
Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine
venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som
en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har været
vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for femogtyve år
siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den måde eller så
snart, som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig
således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have
været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en helhed,
da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.
Dresden i Februar 1875.
Henrik Ibsen.


PERSONERNE:

LUCIUS CATILINA, en adelig Romer.
AURELIA, hans hustru.
FURIA, en vestalinde.
CURIUS, Catilinas slægtning, en yngling.
MANLIUS, en gammel kriger.
LENTULUS, }
COEPARIUS, }
GABINIUS, } unge adelige Romere.
STATILIUS, }
CETHEGUS, }
AMBIORIX, } Allobrogernes udsendinger.
OLLOVICO, }
EN OLDING.
PRESTINDER og TJENERE i Vestas tempel.
GLADIATORER og KRIGERE.
ALLOBROGERNES LEDSAGERE.
SULLAS GENFÆRD.

(Første og anden akt foregår ved og i Rom, tredje akt i Etrurien.)


FØRSTE AKT.

(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved
vegen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.)
CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb,--og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder--!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(Efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage;--
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind;--
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma,--og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn,--
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina;--vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allobrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere
kommer nedover landevegen uden at bemærke Catilina.)
AMBIORIX.
Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.
OLLOVICO.
_Det_ Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germaniens,--Galliens og måské.
AMBIORIX.
Desværre, ja;--så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allobrogers land.
OLLOVICO.
Det vil os skænkes.
AMBIORIX.
Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed.
OLLOVICO.
Du frygter, synes det?
AMBIORIX.
Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger,--
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men _her_--
CATILINA
(råber ned til dem).
--her råder vold og egennytte;--
ved list og rænker blir man hersker her!--
OLLOVICO.
O, ve os, brødre,--han har os beluret!
AMBIORIX
(til Catilina).
Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.
CATILINA
(stiger ned på vejen).
Frygt ikke;--spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale.--
Fra Allobrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat--tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje;--
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget--
AMBIORIX.
Men sig,--hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?
CATILINA.
En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag,--
med lyst og mod den mægtige at fælde.
AMBIORIX.
Det stolte Romerfolk--? Ah, Romer, svar;--
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?
CATILINA
(peger mod staden og siger):
Se, Allobroger,--hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol.--
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat.--
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat.
(han går.)

(En søjlegang i Rom.)
(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)
COEPARIUS.
Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv.
CETHEGUS.
Ej! aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud--og lader:
det hele gå sin egen skæve gang.
LENTULUS.
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldig at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.
STATILIUS.
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis som vor--
CETHEGUS.
O, ti med sligt!
LENTULUS.
Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.
CETHEGUS.
Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS.
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!
LENTULUS.
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius;--
jeg tænker han, som vanligt, søger os.
MANLIUS
(træder heftig ind).
Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.
LENTULUS.
Hvad er påfærde? Hvorfor så forbitret?
STATILIUS.
Har ågerkarle plaget også dig?
MANLIUS.
Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder--
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.
COEPARIUS.
Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.
CETHEGUS
(muntert).
Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun,--min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.
STATILIUS.
Din overdåd tilskrives må dit uheld.
CETHEGUS.
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.
MANLIUS.
Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal--! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande.--
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!
LENTULUS.
Ved guderne,--skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.
CETHEGUS.
O, ja; ja vel;--ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.
LENTULUS.
Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.
STATILIUS.
Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder--
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS.
Jeg kender en, der mægter os at lede.
MANLIUS.
Du mener Catilina?
LENTULUS.
Netop ham.
CETHEGUS.
Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS.
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore;--
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.
LENTULUS.
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
Iaftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag;--
et dristigt mål han havde længst i sigte.
STATILIUS.
Ja, konsulatet har han længe søgt.
LENTULUS.
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet;--
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet--pønsende på hævn.
STATILIUS.
Da går han sikkert på vort forslag ind.
LENTULUS.
Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
(de går.)

(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med
den hellige ild.)
(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)
CURIUS.
Hvad, Catilina,--hid du fører mig?
I Vestas tempel!
CATILINA
(leende).
Nu ja; som du ser!
CURIUS.
I guder,--hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan--
CATILINA.
O, lad det være glemt!
CURIUS.
Du er i fare, og forglemmer den--
ved blindt at styrte dig ind i en anden.
CATILINA
(muntert).
Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov,--den forbudne;--
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.
CURIUS.
Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!
CATILINA.
En spøg? Ja visst,--som hver min kærlighed;--
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast,--og med et flygtigt blik
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før.
CURIUS.
Det vil jeg tro. Men sig,--hvad fulgte siden?
CATILINA.
I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.
CURIUS.
Du elsker begge
på engang? Nej,--det kan jeg ej forstå.
CATILINA.
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog--jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed;
hos Furia--. Gå, gå; der kommer nogen.
(de skjuler sig mellem søjlerne.)
FURIA
(kommer ind fra den anden side).
Forhadte haller,--vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte,--gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der.--
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her,--
som røved mig enhver min ungdomsglæde,--
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst.
CATILINA
(træder frem).
Og heller ej for mig en anden lue--
en mere blid--du nærer, Furia?
FURIA.
I guder; Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej--?
CATILINA.
Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.
FURIA.
O, herligt; herligt! Så er og _min_ lyst;--
og dette tempel hader jeg des mere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus--!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge;--
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsig sig til ende,
og ingen tanke rettes mod en dåd.
CATILINA.
Ah, Furia, hvor selsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm,--
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit--af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er--som dit--foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig,--de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind.
FURIA.
Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig,--så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom--og lad os følge røsten!
CATILINA.
Hvad mener du, min skønne sværmerinde?
FURIA.
Kom,--lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fedreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte;--se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem!
CATILINA.
O, mægtig tryllende du drager mig--
FURIA.
Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade,--
langt, langt fra Roma stanser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to!
CATILINA.
O, skønt!--Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.
FURIA.
Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvori kun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
Dengang en helteflok,--og nu en skare
af trælles trælle--
CATILINA.
Spot mig også du;--
men vid,--for Romas frihed at bevare,
for end engang at se dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned--
FURIA.
Dig tror jeg; dig alene;
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her.
CATILINA.
Jeg går; dog kun for atter dig at møde.
En tryllekraft mig fængsler til din side;--
så stolt en kvinde så jeg aldrig før.
FURIA
(med et vildt smil).
Da lov mig _et_; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?
CATILINA.
Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.
FURIA.
Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
jeg véd, i Roma færdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab til døden--
og had bag gravens sorte skygger selv.
CATILINA.
Og så--?
FURIA.
Så sværg,--min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius?
CATILINA.
Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde--! Furia,--
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt,--
og marmorhvid, som ligets, er din kind.
FURIA.
Jeg véd det ikke selv.--En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed til ende!
CATILINA.
Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham!
FURIA.
Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn.
CATILINA.
Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot,--
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde?
FURIA.
Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn.--
Da kom en niding til vor fjerne egn;--
han så den unge vordende prestinde--
CATILINA
(overrasket).
Prestinde? Sig mig--! Tal--!
FURIA.
Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.
CATILINA
(urolig).
Du kender ham?
FURIA.
Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.
CATILINA.
Så nævn det da!
FURIA.
Det navn har ry. Han heder Catilina.
CATILINA
(farer tilbage).
Hvad siger du? O, rædsel! Furia--!
FURIA.
Kom til dig selv! Hvad fattes dig?--Du blegner.
Min Lucius,--er denne mand din ven?
CATILINA.
Min ven? Nej, Furia,--nu ikke mere.
Jeg har forbandet,--svoret evigt had--
mig selv.
FURIA.
Dig selv! Du--du er Catilina?
CATILINA.
Jeg er det.
FURIA.
Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;--
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand,--ve!
CATILINA.
Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)
FURIA
(efter et ophold).
Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet,--og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst.--
En selsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evig gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!
EN VESTALINDE
(træder ind).
Gå, Furia; din vagt er nu til ende;
thi kom jeg hid--. Dog, hellige gudinde,--
hvad ser jeg; ve dig; ve dig! Flammen slukt!
FURIA
(forvildet).
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte;--
den slukkes ej.
VESTALINDEN.
I magter,--hvad er dette?
FURIA.
Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op--og dør