Under Nordenvindens Svøbe - 12

Aandemanermagt. Det kommer frem af en Stendysse midt i en Sø; det
ser fælt ud, men man skal ikke være bange.“
Jeg kunde nu mærke, at han vilde have mig til Medhjælp og at han
vilde oplære mig i sin Kunst.
„Du er et forældreløst Barn ligesom jeg, og jeg tænkte at jeg kunde
hjælpe dig,“ sagde han venligt.
Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og skjulte mig.“
-- -- --


FANDEN PLAGER DEM.

En Aften sad jeg i mit Telt, træt af Sagn og led ved Overtro, og
skulde have lidt Hvile, da der kom Indbydelse fra gamle Susanne. Jeg
kom ....
Man gav mig kogt Havtorsk, der havde været hengemt til Forraadnelse,
og gammel selvløben Tran til Dyppelse. Raaddent Kød smager mig, men
raadden Fisk har jeg aldrig kunnet vænne mig til. Maaltidet var mig
modbydeligt. Og saa var der desuden saa utilladelig skiddent i Huset.
Gamle Susanne rendte rundt i sin bare Særk, der var laset og sort af
Smuds. Hvor man ikke havde Særken, havde man det skidne Legeme. Da
jeg sad og spiste den raadne Fisk, der var lagt ned paa et
uappetitligt Gulv, hvor der blandt andet henstod Urinspande, blev et
lille Barn holdt frem over Gulvet; jeg maatte tage min Mad til mig,
for at det ikke skulde stænke derpaa; samtidig skulde jeg underholde
mig med min livlige Værtinde, og det forekom mig et Øjeblik, maaske
fordi jeg var træt, at ens Arbejde mellem primitive Folk ikke altid
er idel Behagelighed. Man maa leve sammen med dem, man vil skildre.
Er de nogle Svin, maa man leve med dem i Svineriet. Under et
Rejseophold faar man ikke Tid til at reformere. Vilde man begynde at
bebrejde dem deres Levemaade, vilde de øjeblikkelig blive fornærmede
og trække sig tilbage; og saa faar man ikke Lejlighed til at gøre dem
gode igen.
Susanne var imidlertid en fortræffelig Fortællerske, saa man gik
alligevel en god Del igennem for at være gode Venner med hende. Hun
skulde fortælle mig noget om en Djævlebesættelse ved Igdlukasik. Og
da jeg havde faaet sat min raadne Torsk til Livs, slog hun mig paa
Skulderen og udtalte sin Glæde over, at jeg havde taget til Takke med
hendes simple Retter. Og saa kastede hun sig ind i sin Fortælling.
* * * * *
„Intet er mærkeligt af alt det, jeg har oplevet paa Østkysten; jeg
har rejst alle Pladser igennem, lige fra de sydlige helt op til
Pikiutdleq, i Angmagssaliks Nærhed mod Nord. Jeg har været sammen med
de sydligere Østboere, dengang de var mange, og jeg har levet sammen
med Angmassalikere; men intet mærkeligt har jeg oplevet sammen med
disse, naar jeg kommer til at tænke paa de Tider, da Fanden plagede
Beboerne her ved Igdlukasik.
De Nætter i Træk havde jeg Drømme, som varslede om, at mærkelige Ting
vilde ske!
Første Nat drømte jeg, at en hvid Mand kom ind i vort Hus; han havde
en stor Pels paa af lutter spraglede Skind, og saa spurgte han efter
Nukerujuk: „Den senede“.
Hvad skulde det sige? „Den senede“ var en forlængst afdød Angakok fra
Østkysten.
„Han er gaaet ind i Silas' Hus,“ skyndte jeg mig at svare. Det var
den bare Løgn, men jeg var bange; -- ja, og saa forsvandt Manden.
Næste Dag fortalte jeg mine Husfæller Drømmen, men ingen kunde tyde
den ...
Natten derpaa havde jeg igen en Drøm: En Mand traadte ind i vort Hus
og blev staaende midt paa Gulvet.
„Det er dog uhyggeligt,“ tænkte jeg, „hvad mon han vil?“ -- Og jeg
syntes, at jeg maatte gemme mig. Men nu gik den fremmede lige hen til
Sofie, en ung Pige, som laa ved Siden af mig, og saa gav han hende et
Kys og forsvandt.
Om Morgenen fortalte jeg mine Husfæller, hvad jeg havde drømt.
„Aj, aj!“ sagde Sofie, „det var dog uhyggeligt! Tænk, jeg vaagnede
selv ved Kysset!“ -- Ja, det sagde Sofie selv.
Ser du, disse Drømme var nu blot Indledningen; men der kom siden til
at foregaa mærkelige Ting ved Igdlukasik.
En Konebaad var tagen paa Bærtogt ind til „store Rude“-Fjord
(Ingalârssuaq) her lige Øster for, -- og Sofie var med.
Allerede Dagen efter, at de var tagne bort, kom de tilbage igen. Det
havde været galt fat med Sofie; hele Natten igennem havde hun
gebærdet sig paa en saadan Maade, at Mændene -- flere ad Gangen --
maatte skiftes til at holde hende fastklemt ned mod Jorden. Siden, da
det lod til, at Træthed endelig var falden over hende, havde de
skyndt sig tilbage til Bopladsen.
Det var en mærkelig Nat, vi nu kom til at opleve sammen med Sofie.
Hun var ganske vild. Folk begyndte nu at tale om, at det længe havde
været galt fat med hende; hun befattede sig med det onde. En Onkel af
hende havde forsøgt at lære hende Angakokkunster, skønt hun i Daaben
havde lovet at forsage Djævlen og alt hans Væsen. Sofie var kommen
herned som lille fra Østkysten.
Ud paa Aftenen begyndte den onde igen at faa Tag i hende. Jeg var
ganske ung dengang, nylig kommen fra Østkysten, og havde ikke Begreb
om, hvad det egentlig var, som foregik. Jeg troede bare, at hun var
syg, og var slet ikke bange. Først da mine Husfæller begyndte at
bebrejde mig min Ligegyldighed, kom jeg til at tænke over, at der
maaske kunde være noget usædvanligt paa Færde. De andre var jo gamle
kristne og vidste bedre Besked end jeg.
„Bah, tror du, du endnu er paa Østkysten?“ sa' de, „ser du ikke, at
det er den onde, som har besat Pigen?“
Jeg vidste ikke, hvad det skulde sige, men forstod jo nok, at det var
noget uhyggeligt noget. Det blev værre og værre med Sofie. De holdt
hende fast nedstemt imod Briksen, og hun vaandede sig voldsomt.
„Ser du ikke, hvor Djævlen plager hende?“ sagde de andre. „Ja, du er
nu ogsaa en ren Hedning endnu, saa lidet troende og saa uvidende.“
Jeg blev helt skamfuld derved.
..... Nu kunde den Mand, som holdt hendes ene Arm, ikke mere, og man
bad mig afløse ham. Jeg greb fast om hendes Haandled, der var saa
smaa og smalle, at jeg kunde fatte helt om dem. Jeg var ung og stærk
dengang og tænkte, at det skulde dog gaa haardt til, om jeg ikke
skulde kunne holde den Arm nede.
..... Men saa var det, at Pigen pludselig begyndte at vokse. Brystet
svulmede op, og hendes Lemmer bulnede ud; Haandledene blev saa svære,
at jeg ikke længer kunde fatte om dem.
„Der kan du se! Se, se!“ sa' de andre til mig.
Og saa begyndte det jo alligevel at gaa op for mig, at der maatte
være noget galt paa Færde .....
Man bad mig løbe hen efter Kateketen. Da jeg kom ud, var der Opløb
mellem Husene.
„Djævlen har besat Sofie! Sofie er falden fra!“ skreg man til dem,
der endnu ikke vidste noget.
Saa kom Kateketen ind; ja, hvor det var besynderligt, for det var
netop ham, jeg havde drømt om, -- Silas!
Han stillede sig hen foran Pigen og gav sig til at tale med Skriftens
Ord. Hans Ord var mange, og jeg forstod dem ikke alle. Han bebrejdede
Pigen, at hun havde givet sig den onde i Vold, og han søgte at drive
ham ud ved Kristi Navn.
Kateketens Tale hjalp; Pigen blev tavs og mere medgørlig, men hun var
endnu langtfra kommen sig og laa længe derefter sløv og halvtosset
hen.
Se, det var nu bare Begyndelsen, dette med Pigen, -- det, som kom
bagefter, var meget forunderligere .....
To Kajaker havde været ved Iluiteq for at sælge Spæk. Da de kom hjem,
var de ganske fra Forstanden. Til en Begyndelse paastod de, at de
havde mistet Forstanden, fordi de havde drukket Brændevin hos den
danske Assistent; men senere hen blev det ganske anderledes.
Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og
da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen
sammen med min Mand.
Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der
foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede
mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa
Østkysten.
De to Mænd var lille David og Ananias.
Begge gav sig til at bekende tidligere Frafald og skrifte, at de
havde givet sig af med Trolddom.
De var egentlig ikke helt fra Forstanden; men deres Fornuft var
ligesom lammet, og Ordene boblede ud af Munden paa dem, nej, de skød
op af Hjernen paa dem, uden Sammenhæng, ustandseligt, som Isstumper
skyder op af Havet, naar et Isfjæld kalver.
Deres Ord greb om sig; flere og flere bekendte tidligere Frafald, og
mange Mennesker, som vi alle havde anset for gode Kristne, bekendte
mærkelige Synder.
Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og skænkede
Kaffe, pludselig sige til Ananias:
„Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter Livet som
forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe dig, kom min Søn mig
altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; og saa turde jeg ikke nærme mig.
Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?“ sagde hun saa, henvendt til
Sønnen, og han nikkede til Svar.
„Synes du saa ikke,“ vedblev den gamle, henvendt til Ananias, „at du
skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?“
„Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa
overhovedet give noget for?“ svarede Ananias.
„Og hvad vil du saa give?“ spurgte den gamle.
„Min Kajak!“ svarede Ananias.
„Og ikke mere?“ spurgte den gamle.
„Jo, min nye Riffel kan følge med,“ sa' Ananias.
Og dermed var baade den gamle og Sønnen tilfredse.
Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa man næsten ikke
kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som ikke var vant til noget
saadant fra Østkysten, spilede ordentlig baade Øjne og Øren op.
David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: „Ja, nu er
jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg tvættet af mig.“
Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod Himlen og
raabte:
„Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til Himlen!“
Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme.
Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, havde sat sig
paa et Par Brædder, der var lagte over en Urinbalje, saa stor som en
overskaaren Tønde, fyldt til Randen med Urin.
Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver hun saa ivrig,
at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, i Vejret.
Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, saa at
Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, som laa paa Knæ
.....
Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen af dem, og en
ulidelig Stank bredte sig over Huset.
Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord
derom.
Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var som en Sygdom,
der smitter. Flere og flere vilde bekende, og David prædikede som
Præst.
Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive Djævelens
Handlinger, men havde ikke længere Magt over Folkene, der beskyldte
ham for at være lunken i Tro. Og Kateketen, der frygtede, at alle
skulde falde fra, gav Ordre til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for
at David kunde blive ført til Missionæren i Frederiksdal. -- Jeg
meldte mig som Roer.
Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle andre op af
den.
„Bort med ham! Bort med ham!“ skreg de. „Han smitter os alle sammen!“
Og saa stor en Magt havde den onde nu over David, at han var bleven
ganske sort i Ansigtet, under Øjnene og under Munden. Han saa fæl ud.
Saaledes var ogsaa alle de andre besatte.
Jeg, som var ganske uvidende om den Slags Ting dengang, syntes, at de
saa forfærdelig grinagtige ud; det var, som om de havde sværtet sig
med Sod for at se morsomme ud. Og da jeg mødte gamle Rosine, lo jeg
hende lige op i hendes sorte Ansigt.
Naa, da man ikke vilde sidde i Konebaad sammen med David, saa maatte
han jo puttes i en Kajak; men da han først var kommen ned i den,
nægtede han at ro.
Saa maatte da min Mand Josva og Davids yngre Broder Zakarias bugsere
ham helt ned til Frederiksdal.
Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke ro samme Vej som
Konebaaden.
„Jeg besmittes af deres syndige Aand,“ sagde han; og saa maatte de
bugsere ham langt til Søs for at føje ham.
I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. Han sled
sig løs og løb op mod Elven. Der stod han og pegede op mod
Stenurts-Fjældet og fortalte, at han kunde se et stort, hvidt Slot
med lysende Vinduer. Mange smukke Fugle kredsede om Slottet, og
Englene vinkede ad ham.
..... Men saa kom Missionæren og tog David med sig hjem .....
Ja, ser du, det var, dengang Fanden plagede vore Bopladsfæller; og
som jeg sagde dig før, Mage til besynderlige Ting har jeg aldrig
oplevet paa Østkysten.
Men det havde jo ogsaa sin Rimelighed, for vi var jo dengang kun
uvidende Hedninger, som ikke forstod os paa Djævlebesættelser .....“
Det her skildrede foregik ved Igdlukasik for en Snes Aar tilbage.


Det her behandlede Materiale er indsamlet paa
„Den danske literære Grønlandsekspeditions“
Rejse 1902-1904.