Under Nordenvindens Svøbe - 11

Total number of words is 5002
Total number of unique words is 1336
49.0 of words are in the 2000 most common words
64.0 of words are in the 5000 most common words
70.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
siger de andre pludselig, at de vil forsøge at løbe om Kap op ad
Perserajuk-Fjældet.
Uase var ganske vist ikke meget oplagt til Løb nu, men vilde dog ikke
undslaa sig, og saa benede de af opefter. Men Uase stod længe før de
andre oppe paa Fjældtoppen og morede sig med at se de andre mase
opefter.
„Ja, saadan er han, og derfor er jeg aldrig rigtig hyggelig til Mode
ved at se ham med Tanke om Drab,“ sagde Angiamineq til de to andre.
Han havde oprindelig slet ikke haft Lyst til at dræbe Uase, men de
andre havde dels tvunget dels betalt ham til at gaa med.
Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. Men i det
Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han stod med det ene Ben
paa Land og det andet i Kajaken, var der en af de andre, der raabte:
„En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“
Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den ene Skulder, saa
han tumler ud i Søen, og inden han kan faa Tid til at samle sig, faar
han en Lænser stødt ind mellem Skulderbladene med en saadan Kraft,
at Odden gaar ud mellem Brystbenene.
Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev et Øjeblik saa
forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, saa han derved blot
fik Lænseren trukket længere ind i Kroppen paa sig. Men i et Ryk
fik Angiamineq den ud igen og kastede den nu ind i Skulderen,
saa voldsomt, at det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i
Skulderbladet.
Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang i sit Liv
begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at hans Øjne saa Ild!
Men han var jo en mægtig Aandemaner, og da han blot kom saa meget til
Besindelse, at han kunde stryge sig hen over Saarene med Haandfladen,
blev disse lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa.
Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk kom ogsaa
til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. Han var ved at segne,
men fik det lægt ved at stryge Haandfladen hen over det.
Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, thi Stødet blev
ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene faldt ud af Siden paa
ham, da Mavesækken blev sprættet op. Alt det Spæk, han kort forinden
havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk
hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase
umuligt at faa helet det sidste.
For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op i Ansigtet paa
Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle Skridt tilbage, saaledes
at Uase kunde faa Fodfæste paa Land, og nu var det Angiamineq's Tur
at blive kastet i Søen. Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte
gøre, styrtede Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han
nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask!
Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede sig ved en
Løgn.
„Hej -- Hjælp! Kom, du Kajak dernede!“ brølte han. „Qaratsuk og hans
Ledsagere myrder mig!“
Qaratsuk, som troede, at der virkelig var en Kajak i Nærheden, bøjede
sig ned mod Jorden for ikke at blive set, krøb hen til sin Kajak, fik
Angiamineq, som endnu befandt sig i Vandet, paa Slæb og roede af al
Kraft ud til en lille Ø. Sorqiaq stak til Fjælds og gemte sig.
Lidt efter kom der virkelig to Kajaker forbi, og dem raabte Uase an.
Et Stykke af en Halvpels blev klasket om Mavesaaret, efter at
Indvoldene var stoppede ind, og en Helpels af Vandskind blev presset
ned over hans Krop, saaledes at alle Saarene blev dækkede; og saa
bugserede de ham hjem.
Det er Skik paa Østkysten, at man skal beholde en Forbinding paa i
fem Døgn; men inden Uase endnu havde faaet sin Helpels af, fik han
Underretning om, at hans tre Fjender var flygtede Syd over til et
Handelssted paa Vestkysten.
Saaret i Underlivet var længe om at blive lægt. Maven bulnede ud,
underløben af Materie, stram og udspilet som et Trommeskind! Uase kom
til at se ganske besynderlig ud; det var, som om Maven og det øvrige
Legeme ikke hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud
og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind og Ben.
Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende stille
og ubevægelig; ikke engang Armene kunde han røre. Han lignede en stor
Sten, og Fuglene kom og satte sig paa hans Hoved og lyskede ham. Han
var ikke i Stand til at hæve Armene for at faa dem skræmt bort.
Det varede længe, men til sidst kom han sig fuldstændigt. De Mænd,
som havde forsøgt at myrde ham, skulde imidlertid selv faa et kortere
Liv; man siger, at Uase manede Undergang over dem med Tryllesange.
De var fire Konebaade i Følge, alle fra Angmagssalik, paa
Handelsrejse Syd paa. Vi var paa den Tid ogsaa paa Handelsrejse,
ligeledes Syd paa, men alle fra Syddistriktet. Da vi kom til Itivdleq
paa Hjemgaaende, traf vi „Nordboerne“ paa Vej til Pamiagdluk. Det
Aar var der megen Sygdom paa Vestkysten, og de østgrønlandske
Konebaadsbesætninger blev smittede. Jeg mistede paa den Rejse min
Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre.
Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang man blot kom til
at tænke paa den Rejse; nu er det længe siden, og man fortæller
derom, som var det blot et Sagn, der ikke kom en ved.
Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske udtyndede
Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at ro Baadene. Den
fjerde Konebaadsbesætning uddøde ganske, paa min Søster nær, som var
bleven Enke, og saa to halvvoksne Søskende, en Dreng og en Pige. De
var ved at sulte ihjel, da de tilfældigvis blev trufne af Nakuaq,
Kuania's Fader, og optagne.
Sygdom dræbte Folk; Sygdomme, som vi ikke havde kendt til,
før man begyndte at besøge Handelsstederne. Ikke engang de
Forkølelsessygdomme, som fulgte efter et Ophold paa Vestgrønland,
havde vi kendt før; og alt det Fnat, som alle, der er gaaede Sønden
om Landet („Uvijarnerit“), er saa befængte med, var ogsaa ukendt
tidligere.
Pesten gik dengang særlig ud over Baadlagene fra Angmagssalik. Af de
fire Konebaade vendte kun den ene tilbage, og det var Qaratsuk's, en
af Uase's Fjender.
Men Angmagssalikerne optraadte ogsaa uden Skaansel over for dem, som
havde mistet deres Forældre eller nærmeste paarørende. Baade
halvvoksne og Børn efterlod de paa den øde Kyst, da de ikke vilde
have Besvær med at underholde dem. De blev kastede i Land, naar de
forsøgte at komme med, og der opstod paa den Maade hele Slagsmaal,
hver Gang en Lejrplads skulde forlades. De, der af Førerne var udsete
til at blive ladte tilbage, kastede sig over Konebaadene, naar disse
stødte fra Land. Men Besætningerne slog dem med Aarerne, saa at de,
bedøvede af Slagene, tumlede tilbage og efterlodes for engang at
sulte ihjel, hvis de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i
Havet ...
Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, der
ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre og Tæer; det var
ved Umîvik, og i samme Telt var ogsaa Uase.
Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi paa Nordgaaende.
Uase blev bleg og tavs, da hans gamle Fjende lagde til Land. Qaratsuk
blev ogsaa alvorlig, for han troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men
Nakuaq, som vilde hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var
fuldt af Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i
Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han gik ligefrem og
kælede for dem, der var derinde.
„Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af Gæster; lad os
glæde Gæsterne ved vor Tale!“ sagde han til Uase.
Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig Kamp med sig
selv. Han svedte af Vrede; det dryppede ned paa Gulvet fra hans Hage,
og hans Haar dampede. Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke
faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi
troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; -- bare
ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det!
Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst ...
Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og siger ham lige
rent ud:
„Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig paa vor Gæst?“
Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans Hage, og der
stod Damp af hans Haar.
Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han rettede sine Øjne
mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og blev til slet ingenting,
sagde han:
„Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte Hævn!“ Og for at
haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet myrde ham selvtredje, fortsatte
han:
„Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet sin Fjendes
Styrke!“ („Kisermaugama toqutsinaviangilanga; kisiat inoqativta
nukinga misiligsimalerângavtingo, toquniartarparput“).
Og derpaa forlod han Teltet.
Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt ham. Hans
Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, og Resten af Aftenen
talte og spøgede han, som om han ikke et Øjeblik havde tænkt paa at
myrde; for det havde dog været Uase's faste Forsæt, da han atter
stødte sammen med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme
Narrestreger, der havde faaet ham til at lade være.
Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet paa den
rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene hans Skyld, at jeg ikke
kom til at overvære Mordet paa Qaratsuk.
Og det var vi alle kede af.“ ....
* * *
Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle Susanne
fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, Sabine og
Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle var forhenværende Østboer og
Hedninger, men som nu alle i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det
evige Liv.
Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem,
og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da
deres Fantasi kom i Bevægelse.
„Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde Rosine.
„Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede Sabine.
„Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at give til
Bedste,“ sluttede Susanne.
Disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs -- det var byttebegærlige
Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig ...


MANDEN, SOM HOLDT FOR MEGET AF SIN KONE.

GAMLE SABINE FORTÆLLER.
Ved Itivdlerssuaq, Norden for Umanaq, levede der engang for mange Aar
tilbage en Mand, som af Skinsyge vaagede meget nøje over sin Kone.
Han kunde ikke taale, at Konen gik ud, naar han ikke selv gik med, og
plejede derfor, naar han tog ud paa Fangst, at gemme hendes Fodtøj.
Men hændte det, at han alligevel fik Mistanke om, at hun havde været
ham utro, tog han sin Kniv og stak hende i Benene. Dette gjorde dog
ikke saa ondt, sagde Konen, men naar han tog to sammenhængende
Muslingeskaller og kneb Stykker af Laarkød ud, da først maatte hun
skrige af Smerte.
Da Konen imidlertid ikke kunde udholde sin Mands Mishandlinger, løb
hun til Fjælds en Dag, da han var ude i Kajak. Oppe paa Fjældet
vendte hun sig ud mod Havet og gav sig til at anraabe de mægtige
hvide Mænd om Hjælp.
Et stort Isfjæld blev straks synligt ude til Søs og kom drivende mod
Land. Da det kom nærmere, viste det sig at være et af de hvide Mænds
Skibe. Ud paa dette flygtede nu Kvinden.
Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og han faldt straks hen
i heftig Sorg; thi han holdt meget af sin Kone, der var smuk og havde
en dejlig, lyserød Krop ...
Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide Mænd var komne
med et stort Skib og havde røvet hende.
Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde borttaget
Faldrebet og alle nedhængende Tove. Rasende roede han rundt om
Skibet, men fandt overalt kun en brat Væg, han ikke kunde komme op
ad. Endelig saa han under Sprydstagen et Reb, som man havde glemt at
fjerne; det greb han fat i og gav sig til at klatre op ad det i
Armene alene, siddende i sin Kajak. Men saa snart Matroserne opdagede
dette, skar de Rebet over, saa at han faldt ud i Søen igen.
Da han forgæves havde roet nogle Gange rundt om Skibet, vendte han
hjem og græmmede sig saare over Tabet af sin smukke Kone.
Dagen efter hørte han, at de hvide Mænd havde sat hende op paa en høj
og eneknejsende Fjældtinde oppe ved Itivdlerssuaq; og der stod nu
Konen oppe! Han gik derhen, men kunde ikke klatre derop. Nede fra
tryglede han forgæves sin Kone om at komme ned, hun svarede ham blot:
„Ser du, havde du ladet dig nøje med at stikke mig med Kniven i
Benene, saa var jeg aldrig flygtet bort; først da du begyndte at
klippe mit Laarkød ud med Blaamuslingeskaller, flygtede jeg fra dig.“
Og hun nægtede at komme ned til ham; han, som før ikke engang kunde
udholde, at hans Kone blot forlod ham en Smule, var nu ganske ude af
sig selv af Sorg over Tabet ...
Da Manden kom igen den næste Dag, havde Konen gravet sig ned i
Jorden. Hun havde gravet Hulen saaledes, at den gik helt gennem
Jorden som en underjordisk Gang.
Jeg har selv set denne Hule; naar man stod i den søndre Indgang og
kastede en Sten derind, hørte man Stenens Plask i Havet; kastede man
den derimod fra den nordre Indgang, hørte man, at Stenen faldt paa
Land.
Dybt inde i denne Hule gemte Konen sig, saa Manden ikke kunde finde
hende. Han forsøgte at krybe derind, forsynet med en velspækket og
vægekranset Lampe, men naar han kom et Stykke ind, gik Lampen ud.
Ogsaa den Dag maatte han opgive at faa fat i sin Kone.
Dagen efter kom de hvide Mænd til Manden og sagde:
„Hør, hvis det virkelig er sandt, at du holder saa meget af din Kone,
saa vil du vel med Glæde give dig ud paa et Vovestykke, naar du blot
derved opnaar at faa fat i din Kone! Se, vi har spilet et Tov ud
mellem de to Fjældtinder; dette skal du entre over i bøjede Arme.
Lykkes dette for dig, skal vi give dig din Kone tilbage.“
Oppe ved Iterdlagssuaq var der to meget høje Fjældtinder. Mellem
disse blev Linen udspændt. Nedenunder var der en stor Sø; blev Manden
træt undervejs og slap Grebet i Tovet, maatte han drukne i Søen.
Da de hvide Mænd havde ført Manden ud til Linen, var der en af dem,
der entrede over for at vise ham, hvorledes han skulde bære sig ad.
„Det var svært godt gjort! Men kan en hvid Mand gøre det, kan vel
ogsaa jeg!“ tænkte Manden.
Ved Linens ene Ende saa han en Økse, og den kastede han først ud i
Søen, da han var bange for, at man skulde hugge Tovet over, naar han
var kommen ud.
Saa entrede han ud i Armene, og det gik let for ham, da han var meget
stærk; men der var langt mellem de to Fjældtinder ...
Da han var kommen midtvejs ud, giver de hvide Mænd sig pludselig til
at svinge Tovet; Manden, der nær havde mistet Taget, slyngede nu
ogsaa Benene om Linen og holdt sig saaledes fast, skønt han
efterhaanden blev ganske ør i Hovedet.
De hvide Mænd, der saa, at han holdt sig godt fast, gav sig nu til at
svinge Tovet med stor Voldsomhed. Og derude, midtvejs mellem de to
Fjældtinder, hang Manden; først da Linen skar sig dybt ind i hans
Armhuler og slappede alle Muskler, mistede han Taget og styrtede ud i
Søen.
Saaledes dræbte de hvide Mænd den Mand, som holdt saa meget af sin
Kone, at han ikke engang taalte, at hun forlod hans Hus; og siden
giftede de sig med hans Kone.
Fra denne Kvindes Efterkommere stammer alle Blandinger paa Østkysten;
og de hvide Mænds Ophold skyldes det, at Folk ved Anoritôq taler en
saa mærkelig Dialekt.


EN HISTORIE OM HUNGERSNØD.

Rosine, en gammel Kone ved Igdlukasik, Nordvest for Kap-Farvel, gav
mig efterfølgende Beretning, som hun havde hørt af sin Moder, da hun
levede paa Østkysten.
„En Gang for mange Aar siden hændte det paa Østkysten, at to Vintre
fulgte lige efter hinanden uden at blive afbrudte af Foraar, Sommer
og Efteraar. Menneskene fik ikke Lejlighed til at samle Forraad, en
frygtelig Hungersnød brød ud, og mange Bopladser døde ud.
Allerede ud paa Efteraaret, før Islæget endnu normalt skulde komme,
kunde man mærke, at noget usædvanligt maatte ske, da store Isstykker
begyndte at skyde op af Havet; og det syntes, som om Havets Bund var
bleven beklædt med Is.
I Begyndelsen var der dog en Del Sæler, og disse holdt sig meget i
Overfladen, maaske fordi det var for koldt for dem at dukke ned.
Men snart lagde Is sig over hele Havet, og den blev hurtigt saa tyk,
at det blev umuligt at slaa Hul for at fange. Hertil kom meget stærke
Snefald; Sneen faldt saa tæt, at dybe Kløfter dækkedes, og Fjælde
lagdes lige med Sletter. Alt levende døde, og ingen kunde færdes paa
Land eller Is.
Man tærede paa de Forraad, man havde, og de strakte længe til. Paa de
Tider kendte man ellers sjældent til Nød. Naar Vinteren var omme, var
der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men
dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som
syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne
før ud paa Vinteren.
Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt;
men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind,
kom Varmen ikke. Sneen smeltede ikke, og Isen blev liggende paa
Havet. Og paa denne Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter.
Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene var opbrugte, og
man havde intet Haab for Vinteren. Det varede heller ikke længe, før
Hungersnød og Sultedød begyndte at hærge Menneskene.
Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: hvad
der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind og Konebaadsskind.
De mere forsigtige, som endnu havde Haab om, at det dog eengang
maatte falde ind med Varme og Foraar, nøjedes med at skære det
øverste af Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille
Stykke af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig
engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, saa at man
kunde se Roerskernes Ben tvers igennem Baaden.
-- -- -- Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde blive Sommer
igen, og at alle Mennesker skulde dø.
Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, begyndte man at
spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de
overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns
Lig, og Børn deres Forældre.
Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist
den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede de faa sig til Livet, nu da
det syntes, at Døden skulde blive fælles for alle den Vinter, at de
hellere spiste deres kære fremfor selv at blive Føde ...
Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede
Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret.
Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst
ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som
savnede Kræfter til Forsvar.
Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede
Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage.
Det er nu mange Aar siden, det hændte, at to Vintre fulgte paa
hinanden uden Sommer; men alle vi, som fulgte efter, kom saaledes til
at stamme fra Menneskeædere ...“


EN FRISTELSE

I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, boede den
gamle Jomfru, Majuvartariaq („Opgangsstedet“), som i Daaben havde
faaet Navnet Nikoline; hun var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende
Stær paa begge Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa.
Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de Viskelæders Kinder
samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, saa Skraasavlet drev ned ad
hendes Hage.
Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende.
En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den lille Fjældkam
bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru et Besøg. Jeg medtog et
Lys -- jeg vidste, at der vilde være mørkt i hendes Telt --
Tændstikker, en Rulle Skraa og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre
hende lykkelig.
Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt
Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det
ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige
ved at træde op i det.
„Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed
fortærer mig arme Udskudsmenneske!“ stammede Nikoline.
Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig en frisk Skraa
og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt sammen og talt om
ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle lidt om den Tid, hun var
Hedning paa Østkysten.
„Blot nogle uskyldige Sagn!“ foreslog jeg.
Nikoline satte et forfærdet Ansigt op og slog afværgende ud med
Haanden.
„Næh, ved du nu hvad! Nu er jeg bleven døbt, og jeg har, lige siden
jeg blev et kristent Menneske, anstrengt mig for at glemme alt det,
der hørte mit Hedenskab til -- og saa skulde jeg give mig til at
fortælle Sagn nu! Nej, dem er det virkelig lykkedes mig at glemme.
Det hjælper mig aldrig til noget godt, naar jeg kommer ind paa det,
jeg nu eengang har vendt Ryggen. Jeg holdt engang meget af at synge
Trommesange, og saa en Dag, efter at jeg var bleven døbt, gav jeg
efter for en pludselig Lyst til at synge en af mine gamle Sange. Jeg
gjorde det, og tænk dig! bagefter var det nær aldrig lykkedes mig at
faa den ud af Hovedet igen. Selv om min Mund stod lukket, og min
Stemme tav, svirrede Melodien dog rundt i Hovedet paa mig og vilde
slet ikke forlade mig ...
En Dag, længe efter at jeg var bleven døbt, kom en Konebaad fra
Østkysten paa Handelsrejse til Qernertoq; det var Christians. Dengang
var han jo udøbt og Aandemaner.
De laa i Teltlejr et Stykke fra Husene, og mange Mennesker havde
samlet sig om dem. Da gav Christian sig pludselig til at synge
Aandeviser, og de Kvinder, som fulgte ham, stemte i med.
Jeg hørte det og løb min Vej, for jeg kunde mærke, hvorledes den
gamle Melodi fik Magt over mig igen.
Men saa kom Folk hen til mig og sagde, at det jo bare var
Trommesange, saa det kunde jeg da nok høre paa; og saa lod jeg mig
overtale og gik hen til det Telt, hvor de sang.
Jeg stillede mig hen ved Indgangen og blev ved med at lytte og lytte.
Jeg troede til sidst, jeg drømte, og at jeg var paa Østkysten; jeg
troede, jeg var hjemme igen, at jeg endnu var Hedning og aldrig havde
været døbt ...
Og det var blot, fordi jeg hørte de gamle Trommesange! Men saa
vanskeligt kan det onde være at faa Bugt med, naar man først engang
har ejet det.
Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og det giver Livet
større Glæder, end jeg før kunde vente, synes jeg. Nu ved jeg
bestemt, jeg skal gense min afdøde Slægt, og den Tanke fylder mig med
saa megen Trøst, at jeg gerne glemmer alt det gamle.
Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu død som døbt og
begravet ved Qernertoq. Aa, jeg havde vist endnu haft gode Klæder,
hvis hun havde været i Live. Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav,
og da maa jeg synke min Graad ...
-- -- -- Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle Tider, da vi
endnu var „uvidende“, da det onde endnu var i os? -- Ja, men du vil
jo stadig have mig til at tale om det, jeg ikke længere vil huske;
jeg har virkelig glemt det alt sammen!
Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig i Begyndelsen
umuligt at begribe det, man vilde forklare mig. Jeg kunde heller slet
ikke lære „dem, man skal kunne faa til at tale“ (Bogstaverne).
„Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?“ spurgte min Lærer,
en tysk Ny-Hernhuter Præst. „Maaske der er noget, som hindrer dig i
at optage det hellige; du maa skrifte, tal bare ud!“
Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, og saa
angav jeg dem. Jeg troede, at det var det værste, jeg havde givet mig
af med. Men det hjalp ikke, at jeg fortalte om Trommeviserne og om
min Glæde over dem, dengang jeg var uvidende og ikke kendte det gode.
Der maatte være noget andet, som hindrede mig i at annamme Læren om
det gode. Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel
Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i
Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg
Dumrian! -- Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet
til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.
Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev mig forklaret,
og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært.
Nu skal du faa mit Skriftemaal!
Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg legede sammen i
et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, Folk laa endnu i Telt. Det
var mørkt derinde, og vi legede Skyggeleg (tarqajaq).
„Tarqajauvutit“, („du er en Skygge“) raabte vi til hinanden, „ata --
ata -- ata!“ Og saa løb vi skræmte om i det mørke Hus, skrigende og
skubbende til hinanden.
„Du er Skyggen! Atata -- ata -- ata!“ skreg vi og snublede om i
Mørket.
Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor
Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. --
„Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i Huset, og vi
kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse.
„Vi leger Skygge,“ svarede vi.
„Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab
ved blot og bar Leg. Nej, lidt Trolddomskunst er der noget ved; det
er det eneste, som virkelig er Morskab.“
Det gøs i mig. „Hvad mon han nu har for med os?“ tænkte jeg, og jeg
blev bange, for jeg havde allerede dengang i Tankerne bestemt, at jeg
skulde ned til de døbte.
„Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt,“ sagde han og førte os ind
i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. Han satte sig ned og gav sig
til at gnide imod en Sten, mod venstre naturligvis, ad det ondes
Retning.
Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer talte i Munden
paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, der kom til. Bier surrede
rundt omkring ham, og vi hørte nede fra Gulvet, langt nedefra under
Jorden, et Kor, der sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som
Salmesangen i Kirken hernede ...
Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende og brummende
til Kende fra Loftet, fra Husmuren og helt nede fra Gulvet. Ja, det
hele var ubegribeligt!
„Saa, nu kom Amarsiniôq,“ sagde han endelig, og vi hørte en stærk
Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst
og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske
langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter.
„Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?“ sagde Qanguatse. Vi kunde ikke
faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det
lange, mørke Hus.
„Amarsiniôq“ er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i Netsideskind;
ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar han ser Børn alene, røver
han dem og stikker dem ned i sin hule Ryg.
Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde ikke se det, da det
var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig op med at gnide paa Stenen,
og der blev igen stille i Huset.
„Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er
noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og
har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om
mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner.
Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet
under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. Til Fjælds mellem disse er
jeg mere hjemme end blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa
skal jeg lære dig mange Ting!“ sagde han til mig.
„Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min Sten mod
venstre, saa vil Vandet pludselig strømme op fra Jorden og fylde
Bassinet. Først vil det ferske Vand ligge stille uden Bevægelse; saa
vil det siden kruses, naar mørke Skygger farer hen over det; saa
rejser det sig i høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af
Ydre, vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde mig,
trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det ogsaa gøre ved dig.
Men det vil kaste os op igen, ganske som vi var, før det aad os,
og vi er da blevne større Aandemanere, end vi var før. Saaledes
har dette Uhyre ofte ædt mig, for at jeg kunde vokse i min
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Under Nordenvindens Svøbe - 12
  • Parts
  • Under Nordenvindens Svøbe - 01
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1483
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 02
    Total number of words is 4922
    Total number of unique words is 1413
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 03
    Total number of words is 4836
    Total number of unique words is 1499
    47.8 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 04
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1244
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 05
    Total number of words is 4722
    Total number of unique words is 1537
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 06
    Total number of words is 4873
    Total number of unique words is 1506
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 07
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1489
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    58.4 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 08
    Total number of words is 4923
    Total number of unique words is 1274
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.3 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 09
    Total number of words is 4937
    Total number of unique words is 1126
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    69.3 of words are in the 5000 most common words
    74.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 10
    Total number of words is 4633
    Total number of unique words is 1194
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 11
    Total number of words is 5002
    Total number of unique words is 1336
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.0 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 12
    Total number of words is 2227
    Total number of unique words is 747
    58.8 of words are in the 2000 most common words
    70.0 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.