Under Nordenvindens Svøbe - 10

Total number of words is 4633
Total number of unique words is 1194
47.9 of words are in the 2000 most common words
61.4 of words are in the 5000 most common words
68.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
lege ude. Og de unge Piger flygtede altid straks for ham ind i
Husene.
Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i
Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang
han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned
under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land,
plejede han at vaagne.
Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved Solnedgangstid,
krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede ud. Han var knapt kommen
uden for Husenes Synsvidde, før han hørte en Mand raabe:
„Jeg er kæntret! Hjælp mig!“
Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, at det var en
af de næseløse, Ildfolket.
„Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen af Hvalrostand,“
sagde den kæntrede.
„Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke magter, er min
sørgelige Søvnighed!“ svarede han.
„Nu skal du først følge mig til mit Land,“ sagde Ildmanden, og saa
slog de Følge.
Da de kom frem, sagde den næseløse:
„Den Mand, frelste mit Liv, da jeg var lige ved at dø!“
„Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for
første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak,“ sagde
Pebersvenden.
„Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig
siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa
Uheld til Fangst.“
Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.
Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige
unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond,
syntes de.
Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle:
„Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“
Og saa løb alle kisimîtuatsait (de, som er saa heldige at være ene:
de unge Piger) ind i Husene.
„Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der raabte.
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste
Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne.
Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem
med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud.
Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen rejste han
ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han
hjem med Fangst.
Da begyndte de enlige Piger at tale sammen:
„Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og saa begyndte de at
kappes om ham.
„Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen.
Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den
bedste i Flokken.
Nu levede de sammen, Pebersvenden og Kvinden, og hver Dag flænsede
hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun træt og gav sig til at raabe:
„Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?“
„Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem,“ svarede
Pebersvenden.
Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han:
„Ja, der var engang -- -- --“, og da dette var undsluppet ham, gik
han til Hvile. Men det varede længe, før han faldt i Søvn. Og først
da Solen stod lige paa Bopladsens Huse, vaagnede han og roede ud.
Den Dag fangede han kun een Sæl.
Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og da hun ikke lod
sig stille til Ro, fortalte han:
„Der var engang, ja -- -- -- jeg var vaagnet hen paa Aftenen og var
roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa Hjælp. „Jeg er kæntret!“
raabte han, og saa roede jeg hen til ham og bragte ham paa ret Køl;
og da jeg skulde se til, var det en af de næseløse.
„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den
næseløse til mig.
„Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken,“ sagde jeg.“
-- -- -- Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og
mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige
Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham.
Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og
saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind
gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem.
Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra
Klipperevnen:
„Gaa du nu ud til ham!“
Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde:
„Tag mig!“
„Dig vil jeg ikke have,“ sagde Pebersvenden, „du suger jo Næring af
Skarn.“
Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den
sige:
„Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn.“
Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen:
„Gaa du nu ud!“
Og saa kom en Flue ud.
„Du kan faa mig,“ sagde den.
„Nej, dig gider jeg ikke have,“ sagde Manden, „fordi du ganske
planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig
store.“
Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før.
Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud.
„Tag mig!“ sagde Stankelbenet.
„Nej, du har saadan lange Ben,“ sagde Pebersvenden, og Stankelbenet
gik leende ind.
Saa kom Tusindbenet ud.
„Tag mig!“ sagde Tusindbenet.
„Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, „du har alt for
mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og
dine Øjne er fæle.“
Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind.
Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud.
„Tag mig!“ sagde Myggen.
„Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende ind.
Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke
vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han
sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone.
„Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad.
Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham:
„Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man
hører Lyd af Fugleunger!“
Og Pebersvenden faldt i Søvn.
Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var
bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det
var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken.
Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde.
Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit
Mavebælte.

PEBERSVENDEN, SOM GIFTEDE SIG MED EN RÆV.
Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend. Hans Landsmænd
opfordrede ham til at gifte sig, men han vilde ikke.
En Dag satte han en Rævefælde op. Da han saa til den, havde han
fanget en Ræv, og den slog han ihjel.
Næste Gang han saa til sin Fælde, havde han igen fanget, denne Gang
en Hunræv.
Den tog han med hjem og havde den som Hund i Huset under Vinduet.
Naar han holdt Maaltid, gav han Ræven Kødbenene, og saa laa den
derhenne og gnavede.
Saaledes havde han det med Ræven, og saa en Morgen tog han ud paa
Kajakfangst.
Der var ikke gaaet lang Tid, før Skindene af de Sæler, han fangede,
var beredte, naar han kom hjem; ja til sidst var de endogsaa hængte
til Tørring paa Stilladset ude.
Senere lagde han ogsaa Mærke til, at hans Lampe blev passet, medens
han var ude, og aldrig gik ud. Ved sin Hjemkomst fandt han Gryden
kogende over Lampeilden uden at der var et Menneske i Stuen.
Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen med disse Ting,
gemte han sig en Dag bag et Fjæld for at holde Udkig, og se:
En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. Det var Ræven, der
kunde skabe sig til et Menneske.
Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende. Inde i Huset saa han
blot noget mørkt forsvinde ind under Vinduet. Gryden var vendt, men
ikke et Menneske i Huset.
Dagen efter gemte han sig igen, og atter kom der ud af Huset en
Kvinde med en dejlig stor Top. Da hun gik ind igen, løb han efter
hende og fik fat paa hende, inden hun kom ind under Vinduet. Og nu
tog han hende til Kone.
Hun var saa smuk, at hun lignede de hvide Mænds Kvinder!
Medens han nu levede der med hende som Kone, kom der en Mand paa
Besøg.
„Skal vi to ikke bytte Koner?“ sagde den fremmede engang paa en
Kajaktur.
„Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!“
Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje.
Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den
Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun
blev svedt.
Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa
Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til
sidst.
En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han
rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis
hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!
Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det varede ikke længe,
før Kvinden kom til at svede; og hun, som var smukkere end andre
Kvinder, kom til at lugte af Ræv.
Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da Lugten blev
strammere og strammere, brast det til sidst ud af ham:
„Men hvor kommer dog den Rævestank fra?“
Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka!
Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter
hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene.
Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet.
„Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet
maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham
ud.
Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme
tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene
endnu og kalder paa hende.
* * *
Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt
nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet,
rystede han paa Hovedet og sagde:
„Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var
farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af
Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“
Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid
gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over
noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i
et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og
skriftet.
Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og
en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den
gamle Aandemaner, Kunigsarfik.
Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine
Udfordringssange, der smædede over den gamle.
I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to
Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en
Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i
Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i
Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.
Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den
første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han
ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han
saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes
Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige
Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i
Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han
ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste
Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham
frygtelige „Skaller“, hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller
indstilledes ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet,
at „Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene“.
Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord eller nogen Mine
lade sig mærke med, at Sangerens Haan eller Mishandlinger gjorde
fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod skulde der spille et overlegent
Smil paa hans Læber, og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med
Modstanderens mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i Oprør, saa
at han kunde forløbe sig.
Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; da kunde han
tage sin Hævn.
Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde udfordre til
Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt ikke blot
Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. Man plejede i den
Tid, der gik forud for Kampen, at hærde sin Pande paa følgende Maade:
Kraniet af en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette
skulde man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden var
bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. Der var dem, der
kunde opnaa en saadan Færdighed, at de kunde splintre et Sælkranium,
fortalte Christian. --
I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians
Smædesange, -- Christian hed dengang „Konebaaden“.

„KONEBAADEN“S UDFORDRINGSSANG TIL „KYSSETØJET“,
DER HAVDE RØVET FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE.
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Jeg undser mig vel,
Da jeg skal udfordre i Sang ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
En vældig Mand
Skal blive min Fjende,
En gevaltig Mand!
Det er det store Kyssetøj ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Hvorfor bryster du dig?
Du, som slet ikke er saa vældig.
Lad de store bryste sig!
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Naar du drabelig
Besværger Aander,
Gemmer du dig i Dynen
Bag din Kone ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Rygtet gaar -- --
Er det sandt,
Du store Kyssetøj?
Din Kone hældte Vand
Over Fjæset paa dig,
Og du -- ha--jai--ja ...
Snapped' efter Vejret,
Da du for op af dit Leje! ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja.
Jeg faar vel et kort Liv,
Du, som er den vældige,
Jeg, som er den lille Aandemaner!
Dræb mig nu
Og røv min Sjæl!
Jeg forældreløse
Er jo saa ufarlig ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Livet var vel det eneste,
Jeg holdt af;
Derfor søgte jeg Livskraft
I en Hund, jeg skabte til Kvinde
Og tog til Kone.
Derfor magter du ikke Død
Over mig,
Der tog Hund til Kone ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Lær Visdom af Ynglingen,
Du forældede gamle!
Sjæle røvede du,
Saa du til sidst savnede Mennesker
Og maatte stjæle Svigersønner ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Jeg undsaa mig i Begyndelsen
Til Sangkamp!
Jeg var en ung Mand,
Og min Modstander
Saa forældet ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Men du er jo som et sølle Barn,
Naar du græder
Over Mangel paa Mænd til dine Døtre.
Du skulde sætte et Laag
Over dit Fjæs,
Der er modbydeligt af Smuds.
Jeg beklager din Kone,
Naar du brister i Graad,
Og hun skammer sig,
Du store Kyssetøj.
Ha--jai--ja, ha--jai--jai ...
Skjul dit Fjæs ...
Derned og Syd paa ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Land søgte jeg Nord paa,
Da Vreden fyldte mig.
Min Slægt var udryddet,
Mine Søskende myrdede,
Og Vreden fylder mig,
Og Land søger jeg Nord paa.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj!
Opad og Øster ud ...
* * *
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Jeg vil smædesynge dig!
Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang,
Maa jeg myrde dig.
Jeg skal harpunere dig
I Skulderbladet;
Jeg øvede mig
I Kast paa Klapmydser.
Nu fælder jeg dem i eet Kast ...
Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig;
Harpunen gik langt ind i Klippen,
Og de rullende Søer skyllede over den.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj! ...
Opad og Øster ud ...
* * *
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Nord paa søgte jeg Land,
Da min Slægt var udryddet.
Jeg længtes og var uden Søvn.
Nu er jeg fattig,
Fordi jeg er barnløs ...
Opad og Øster ud ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Hvis jeg skulde træffe dig,
Sipulortaq,
Som før var min Svoger,
Du, som ligger
Hos Kunigsarfik's Datter,
Vil jeg neppe lade dig leve.
Lad din Vrede rejse sig
Paa din Søsters Vegne!
Jeg har forskudt hende ...
Opad og Øster ud ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Lad din Vrede vaagne!
Mindes du,
Da du kejtet kæntrede i Kajak
Og halvdød blev bragt hjem af mig?
Men lad nu din Vrede vaagne!
Tænk paa din Søster,
Saa skal jeg tænke paa min.
Og lad os saa mødes.
Du er jo den ældste.
Hvem troer du,
Vil blive den, som lever? ...
Opad og Øster ud ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Da du skulde betvinge Aander,
Hoppede du kejtet i Vejret.
Da maatte din Kone skamme sig.
Skammelig er du,
Derfor smædesynger jeg dig.
En ond Smædesang skal jeg synge dig,
Og du skal faa dig en Skalle,
Saa du kreperer af en Fejltagelse ...
Opad og Øster ud ...


EN SJÆLERANERS SAGA.
Jeg skal fortælle dig om Ilisimartoq, den største Drabsmand, jeg har
kendt. Hvor mange Sjæle han røvede, ved jeg ikke, men deres Tal var
stort.
Han var nede fra Angmagssalikegnen, men drog Nord paa for at handle
paa Vestkysten; saa gjorde han Holdt ved Igdluluarssuit, hvor der
dengang var mange Mennesker og god Fangst. Han kom sent paa Aaret, og
saa passede det lige, at han overvintrede der.
Vinteren igennem artede han sig vel. Saa kom Sommeren, og han rejste
stadig ikke Nord paa for at handle. Det lod til, at han havde opgivet
sin Handelsrejse. Den følgende Vinter var det saa, at Drabslysten kom
over ham.
To unge Mænd var ude paa Fangst i Kajak, Quperneq og Ukugssulik. Den
ene af dem, den yngste, var en spædlemmet lille Fyr; men den ældre
Broder var stærk og farlig at komme i Lag med.
Disse to Brødre møder Ilisimartoq paa hjemgaaende. Quperneq havde
fanget to Remmesæler. Saa er det, at Ilisimartoq ror til bagfra lige
ind paa Quperneq, der ikke saa ham, før han allerede havde løftet sin
Harpun. Han vidste nu, at han var nærmere Døden end Livet; det var
for sent at forsøge nogen Modstand, og saa vendte han bare Siden til
og ventede Kastet ...
Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og Fuglepilen
trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen.
Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden blot
med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede.
Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse af
Perler og roede hjem.
Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa vilde han jo
have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes Familie. Men da de
to Brødre ikke kom hjem, vidste alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt
dem; denne lagde heller ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke
lige rent ud.
Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at sætte en ny
Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, der har ganske
bestemte Spidser til Mennesker.
Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin Harpun, vidste
alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og man vogtede derfor nøje paa
ham.
Hans Svoger, Igsiavik („Stolen“), der var ked af, at han nu atter
vilde skaffe dem nye Fjender paa Halsen, bestemte sig til at komme
ham i Forkøbet.
En Dag roede Fangerne ud sammen i Kajak, fem i Følge; blandt disse
Ilisimartoq og hans to Svogre, Igsiavik og Isângassoq; de havde i
Forvejen aftalt, at i Dag skulde Ilisimartoq dræbes.
Ude ved en af de yderste Øer gik Ilisimartoq i Land for at hvæsse sin
Harpunspids, og saa vidste de andre, at det gjaldt om at passe paa.
Men for at lade som intet, gav de sig til at synge Trommeviser,
siddende i deres Kajaker.
Ilisimartoq var en stor Aandemaner. De havde ikke ladet ham ane noget
i deres Holdning, men ikke desto mindre blev han med eet mistænksom
og urolig, saa sig om, alt medens han hvæssede Harpunspidsen, rejste
sig til sidst pludselig op og roede bort uden at sige et Ord.
Saaledes var han lige ved at undslippe, uden at de havde faaet
Lejlighed til at myrde ham; men saa var det, at en af Kajakmændene
gik hen til det Sted, hvor Ilisimartoq havde hvæsset sin Harpunspids,
og gav sig til at mane ham tilbage. Ilisimartoq var allerede kommen
langt bort, da han gav sig til at mane; men saa stærk en Magt fik
Tryllesangen over ham, at han vendte om, rolig og intet anende,
ganske som det var ham indgivet af Formularen; saa gik han atter i
Land og gav sig til at hvæsse sin Harpunspids.
Igsiavik listede sig nu bag paa ham; Ilisimartoq sad bøjet forover og
sleb Jernspidsen til, og inden han fattede Mistanke, gav Svogeren ham
bagfra et Skud, der gik ind gennem Skulderen og ud gennem Hovedet.
Saa styrtede de fire andre frem og greb fat i Ilisimartoq; men saa
stærk var han i sin Dødskamp, at de alle blev slyngede tilbage, og
det lykkedes ham saaledes at faa Tid til at stryge sin Haand hen over
Skudsaaret, saa det lægtes.
Ilisimartoq var en vældig Troldmand; stor var hans Magt, og meget
ondt havde han i sig, og det onde hjalp ham, da han altid havde
villet det onde (den nyomvendte Nukarajua's Ræsonnementer).
De andre kastede sig imidlertid øjeblikkelig over ham igen, da de fik
samlet sig efter Forskrækkelsen, og en af dem gned Spæk hen over
Saaret.
Da Spækket nu hindrede Ilisimartoq i at læge Saaret ved Trolddom, fik
de hurtigt Bugt med ham. To holdt ham i Armene, og en tredje stak en
Fuglepil ind i Endetarmen paa ham. Han jog Jernspidsen ind i
Aabningen, stødte den ind i Underlivet og rørte om i hans Tarme ...
Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i
Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig
stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden.
Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq.
Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for
ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger. Han kom til at
tænke paa sin Søster, og megen Medlidenhed havde han med hende, nu da
de havde dræbt hendes Mand og Forsørger; og han brød ud i høje
Veklager over Ilisimartoq og begræd hans Død.
Men Igsiavik, hans Broder, gik hen til ham og sagde:
„Og saa dræber vi dig, hvis du ikke straks holder op med dine dumme
Veklager.“
Da tav Isângassoq, thi Igsiavik var hans ældre Broder. Derpaa skar
man alle Leddene over paa den myrdede for at hindre Sjælens Hævn.
Hovedet puttede man i en Fangeblære, slæbte det op til en Bræ og lod
det falde ned i en dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man
var bange for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet.
Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den Bræ, hørte Raab
dernedefra.
Saa stor var hans Magt, og derfor var Menneskene bange for at lade
ham leve ...
Fortalt af
_Nukarajua_,
der indvandrede til Vestkysten for
c. 15 Aar siden for at lade sig
døbe sammen med sin Slægt.


DEN USAARLIGE UASE.

QINGAJAQ FORTÆLLER.
Fortællersken er c. 60 Aar og indvandrede til Igdlukasik paa
Vestkysten for c. 20 Aar siden og fik i Daaben Navnet Susanne.
Hun er Søster til Pinertoq, døbt Noah, og Pangagkarwik, døbt Hedvig;
disse bor nu ved Qernertoq Øst for Kap-Farvel. De har oprindelig
været 7 Søskende, de øvrige er døde. Deres Moder, Qujâq, var fra
Tingmiarmiut, deres Fader, Ingersia fra Inugssuarmiut, Norden for
Umanaq paa Østkysten.
Den gamle Ingersia tænkte engang paa at tage ned til Vestkysten for
at lade sig døbe; men hans Sønner raadede ham derfra, idet de sagde:
„Du kan ikke staa dig ved at blive døbt; det vil blot gaa dig ilde.
Ingnerssuit (Mennesker uden Næse, der bor i et Land, der skal ligge
inde mellem Jorden og Havet; man kommer derind ved at gaa ned i Havet
ved Kysten) har fortalt os, at naar han, som de døbte kalder Jesus,
viser sig ved Verdens Undergang (om Verdens Undergang havde de hørt
paa deres Rejser til Vestkysten) for at holde Dom over døbte og
Hedninger, saa vil Timersit, store Indlandsboer, og Ingnerssuit og
Akilinermiut (Folk, der bor paa den anden Side det store Hav og
ligesom Indlandsboerne skal være meget store) slaa sig sammen i Kamp
mod denne Jesus og dræbe ham; og da skal de døbte blive forladte i
Kløfter og Afgrunde, medens Hedningerne selv vil bane sig Vej op til
Himlen.“ -- --
Faderen bestemte sig derfor til ikke at lade sig døbe. Qingajâq
skildrer sin Fader som en Kæmpe; han havde udviklet sine Kræfter
ganske særligt, fordi han i sine unge Dage var bleven undsagt af
nogle Fjender og derfor Resten af sit Liv maatte være forberedt paa
Overfald.
Hendes Faders ældre Søster har oplevet en to Aars uafbrudt Vinter
(ukiut mardluk nipitartut), hvor de drevne af Hungersnød maatte spise
hinanden.
Hendes Moders yngre Søster havde været gift med en af deres Hunde og
havde efter Moderens Udsagn faaet tre Hvalpe, men var død, kort efter
at Fødselen var overstaaet.
* * *
„Naa, det var om Uase, jeg skulde fortælle; jeg har kendt ham og boet
hos ham i tre Vintre. Han var en meget stor Aandemaner, som de ikke
fik Bugt med, dengang de vilde dræbe ham. Hans Søn, Ukugssulik, har
jeg ogsaa kendt; han var ganske lille, da man stræbte Faderen efter
Livet. Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, han
var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende at være
sammen med. Han var ganske ung dengang, men havde alligevel en gammel
Mands Snille og Forstand. Hans ene Øje var lukket; det saa derfor
altid ud, som om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet.
Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt! Han blev senere
snigmyrdet sammen med sin Broder fra et Baghold i Kajak af
Ilisimartoq, Sanimuinaq's yngre Broder. Men det, jeg nu skal fortælle
dig om, gik for sig, dengang Ukugssulik var ganske lille.
Uase havde engang i Spøg sagt, at han vilde tage Kagssanîp's unge
Datter til Medhustru, skønt hun egentlig var bestemt for en ugift ung
Mand.
Uase var ene, uden Brødre, uden Slægt, og det vil sige uden Hævnere.
Der var derfor ingen Risiko ved at myrde ham; og det var der da ogsaa
tre Mænd, der fik Lyst til, idet de foregav at være opbragte over,
at Uase vilde berøve en ung Mand den Kvinde, han skulde have til
Hustru. De vidste iøvrigt godt, at det hele var sagt i Spøg; men man
skulde tage Vare paa sine Ord i de Tider ...
De tre Mænd hed: Qaratsuk, Angiamineq og Sorqiaq; de havde forøvrigt
slet ikke noget Mellemværende med Uase, men misundte ham blot hans
store Styrke. Alle disse Mænd var nede fra Angmagssalikegnen og var
paa Handelsrejse Syd paa. Uase havde foreløbig taget Land ved
Kingatak, i Nærheden af Umîvik.
En Dag han var ene ude i Kajak, passede de ham op ved Perserajuk. De
foregav, at de var paa en længere Fangstudflugt, og havde megen Mad
med. De bød ham op paa et Maaltid. Uase aad dygtigt, lagde nok Mærke
til, at de andre ingen Madlyst havde, men blev dog ikke betænkelig
derved. Efter Maaltidet, da Uase var bleven rigtig mæt og madtung,
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Under Nordenvindens Svøbe - 11
  • Parts
  • Under Nordenvindens Svøbe - 01
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1483
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 02
    Total number of words is 4922
    Total number of unique words is 1413
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 03
    Total number of words is 4836
    Total number of unique words is 1499
    47.8 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 04
    Total number of words is 4910
    Total number of unique words is 1244
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 05
    Total number of words is 4722
    Total number of unique words is 1537
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 06
    Total number of words is 4873
    Total number of unique words is 1506
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    60.1 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 07
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1489
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    58.4 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 08
    Total number of words is 4923
    Total number of unique words is 1274
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.3 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 09
    Total number of words is 4937
    Total number of unique words is 1126
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    69.3 of words are in the 5000 most common words
    74.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 10
    Total number of words is 4633
    Total number of unique words is 1194
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 11
    Total number of words is 5002
    Total number of unique words is 1336
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.0 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Under Nordenvindens Svøbe - 12
    Total number of words is 2227
    Total number of unique words is 747
    58.8 of words are in the 2000 most common words
    70.0 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.