Under Nordenvindens Svøbe - 09

Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.

RAVNEN OG GAASEN.
En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone,
men Gaasen vilde ikke.
„Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge os,
naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor
du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“
Men Ravnen var stædig og forelsket.
„Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den vigtigt.
Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens
Kone.
Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:
„Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig,
og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig
paa vor Fart over det store Hav.“
„Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan
trætte mig!“
Og saa favnede den bare igen.
Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad
Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa
at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse.
„Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot
meget mere omkring.
Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.
Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det
store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:
„Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal
sætte over det store Hav.“
Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.
„Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og fløj om
i Luften, medens de andre hvilede sig.
Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne
Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog
somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i
Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til
Vejrs igen.
De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen
gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.
Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den
Vinge, der vendte ud til Sidemanden -- venstre for den ene og højre
for den anden -- ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde
hvile sig.
Der satte Ravnen sig.
Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den
igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt;
først Fødderne -- saa gik Vandet den til Hoften -- saa til Livet --
saa til Halsen -- saa til Skægget -- --. Konen havde faaet ham hen
til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende
søgte at holde hans Hoved oppe.
Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i
Vejret, da Ravnen sank.
Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs.
Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede
Aander, og for ham fortalte den sin Historie.
Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var
druknet paa Vej over det store Hav.
Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi
den.
* * *
Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske Sagn paa
Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at skabe Virkning og vække
Latter, er saa ganske forskellige fra dem, vi ellers er vante til, at
man i en Oversættelse let løber Fare for at virke raa just der, hvor
der for Eskimoer ligger en Pointe.
Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker
opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa
Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig
uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt
om det, uden at det bliver uanstændigt.
Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en
god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin
Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse.
Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af
Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring
giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art -- paa Kirkeloftet --
og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige
Fantasi.
Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke,
saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper
Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at
soves ud ...

DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.
Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede
ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var
der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke
længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til
at passe ham.
Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa
en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i
Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev
han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et
andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her
sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et
Genfærd ind.
„Ai! Her er Mennesker!“
Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange.
„Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man var Jordboer,
plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet og gik ud.
Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset,
og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen.
„Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind.
„Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig herinde, da et
Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“
Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt fyldt af Lus; alt
i den var i Bevægelse.
Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, og saa blev
Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der ganske alene i Huset,
da Vægge og Støtter med eet begyndte at ryste, og en Mængde Genfærd
faldt ned i Huset, det ene efter det andet; og det sidste genkendte
ham; det var hans Søster, der for nylig var død.
Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; de brødes, de
fortalte Historier og lo i eet væk.
I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men til sidst blev de
ham en behagelig Tidkort i Natten, og først da man begyndte at høre
de kommende Bopladsfolk, for de ud af Huset.
„Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa Kræfter, og
intet skal mere være dig umuligt!“ sagde Genfærdene, og en for en
faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's Søster kunde ikke komme
ud; det var, fordi hendes Broder havde passet hendes lille Barn,
havde rørt ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun endelig
faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et Par Fødder.
„Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par Fødder forsvinde
der,“ var der en, der sagde.
„Ja, nu skal I bare høre!“ sagde Qalanganguase, som allerede var
begyndt at komme til Kræfter. „Her har været fuldt af Mennesker, og
hele Natten kortede de for mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at
blive rask.“
Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt forlod
hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden.
„Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!“ hørte han dem sige,
som han laa der. Og saa bandt de Drengen fast til Husstolpen og lod
ham svinge frem og tilbage, alt medens han forsøgte at slaa paa
Trommen. Siden gjorde Folkene sig rejseklare og tog ud paa Sangkamp,
men den lamme Dreng lod man blive tilbage i Huset. Der laa han ganske
alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans
Fader.
„Hvorfor er du alene?“ spurgte de.
„Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller tog ud
paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage.“
„Rejs med os!“ sagde Forældrene.
„Ja!“ sagde Drengen.
Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og
saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd.
Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han
forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig
siden. -- -- --

DE TO BRØDRE.
Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en
Moder og en Søster.
Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone.
En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele og uflænsede
havde hengemt til Vinteren; han var bleven bange for, at Haarene
skulde falde af.
Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til Datteren: „Hent et
Hoved til mig, jeg vil koge det.“
Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han svarede:
„Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren.“
Og det sagde Søsteren saa til sin Moder.
„Hvor mon han nu tænker at drage hen,“ sagde Moderen, „siden han vil
have Kødoplag liggende til os?“
Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det
største, hun havde søgt ud.
Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel
Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa
Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem
ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak,
men han var stærkere end andre der paa Pladsen.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og
saa var det Vinter en skønne Dag.
En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik
Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
„Jeg vil foretage en Aandeflugt!“ raabte han.
Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at besværge sine
Hjælpeaander.
Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, og da
han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, sagde han til sin Kone:
„Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!“ Og efter disse
Ord for han ud af det ene Vindueshjørne.
Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre fremefter og
fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med en Syltinde. Han dalede lige
ned paa Tinden og hvilede sig paa den med sin ene Fod, idet han
snurrede rundt.
Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans Opmærksomhed. Han
stirrede derned og kunde se, at en Kvinde stod paa Gulvet og
flænsede. Ved Siden af hende stod en af de enligt vandrende (Piger)
og ventede. Han lettede og sprang derned.
„Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!“ sagde Konen.
„Ja, hvem kan det være?“ svarede Manden.
Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, men hendes
Forældre gav sig til at mane Aanderne.
„Tja, det kunde jo være en Hund,“ sagde Manden, da han var færdig, og
den unge Kvinde var atter rolig og tog Spækket for at bringe det ud
af Huset. Da hun kom ud, kastede Poulineq sig over hende og greb
hende bagfra.
„Her er han! Det er en Mand!“ skreg Pigen.
„Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!“ sagde Poulineq.
Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne.
„En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!“ raabte Pigen.
Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa store, at de gik ham
helt op til Brystet. Dem trak han paa og gik ind.
Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos dem. -- -- --
Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham.
Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem,
skiltes de og gik.
Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte
med, at han gav sig til at mane Aander.
En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde
gemt for Vinteren, og det samme hændte:
Man kom ud og bad ham om et Hoved.
„Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han.
Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind.
„Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen.
„Han svarer, at det er Vinterforraad!“
„Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden,“
sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og
saa var det Vinter en skønne Dag.
Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket
faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen.
„Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han.
Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve
sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han
fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som
en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han
Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde:
„Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for os; jeg, som
troede, at han var død!“
Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen sidde
afklædt i et Hus og gnave af en Bjørnefod. Han lettede og sprang lige
ned foran Broderen.
„Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden af!“ sagde
Broderkonen.
„Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge efter mig,“ sagde
Manden, der vidste, at Broderen var kommen. Og saa gik han ud og
gemte sig, og Konen gav sig til at søge efter ham. Hun hørte noget
tale fra en Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind.
De to Brødre talte nu længe sammen.
„Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!“ sagde Poulineq. „Jeg
skal tage min Kone med og komme paa Slæde. En Dag, naar en Falk
kredser over dit Hoved, skal du søge Land, og da skal jeg komme til
dig!“
Derpaa for Ilimageq hjem.
Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen laa jævn, for at
fange og for at afvente Broderens Komme. Der var aabent Vand lige ud
for Land, men inde i Fjorden laa Isen, og han spejdede ofte efter
kommende Slæder.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham.
Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og
kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op.
„Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik
ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned
paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig ved noget sort. Landet
var saaledes formet, at der mellem to Fjælde var en Bræ, der løb lige
ud paa Isen. Den lille, sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se:
en Slæde kørte lige løs paa ham.
Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et lille Barn paa
Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han rejste sig op. Hundene
havde faaet Færten af ham, og han rejste sig i Flugt hen over Isen.
Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte Foden saa
voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, og Hundene faldt
bagover.
„Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!“ sagde Manden.
Og da faldt Konens Frygt.
Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og viste Vej.
„Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge,“ sagde Folk, da de
nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede
kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da
Poulineq's forhenværende Kone kom ind.
„Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise,“ sagde
hun.
„Man er mæt!“ sagde Poulineq.
Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa.
Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde:
„Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!“
Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom ind i Huset.
„Sæt dig her!“ sagde Konen og kælede for Pladsen ved Siden af sig med
Haanden.
Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød.
Han havde sin Kone og sit Barn med sig.
Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; der laa
noget deri, som lignede et Stykke Tørv til at tænde op med. Det tog
hun og gav til Barnets Moder og sagde:
„Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!“
Og Moderen tog det, og Barnet spiste.
Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og Barnet døde.
Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde
Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud.
Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar
hende op.
Men saa kom Broderen til og sagde:
„Lad mig søge!“
Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op
igen.
Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, nu da hendes
Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand:
„Lad os rejse hjem!“
„Ja,“ sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk kom ned til deres
Slæder, da de rejste.
Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund ind, spændte den
fra og sagde til den:
„Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb det forbandede
Ægtepar!“
Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker ind gennem
Vinduer og Husgange for at gemme sig.
Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem Vindu eller
Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind.
Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde kastet sig over
hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede
sine Kløer opefter og rodede op i Menneskebunken.
Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de!
Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i
Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig.
Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre.
„Fik du dem begge to?“ spurgte Manden.
Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa
Stilladset, hvor Manden havde gemt sig.
Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op
foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd.
Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. -- -- --

FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG.
Et stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et
Hus.
Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn
paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene.
Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler
skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen
turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade
Mennesker.
Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte
Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land
og raabte:
„Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“
Men Børnene legede, og Børnene skreg.
Og den gamle gik hjem.
Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod
han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Men Børnene, der var
glade og ikke tænkte paa Mad, legede i Kløften, og atter skræmte
deres Skrig alle Fangstdyr bort fra Flagerne.
Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod Klippen:
„Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!“
Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske som en Mund,
der slutter Læberne efter Raab.
Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en
sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres
Børn. Men Børnene kom ikke.
Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen
i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød. Saa gik de hjem og
hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de
Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det.
Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene
øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og
de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom en gammel Kone løbende fra
Fjæren, hvor der laa nyfanget Sæl, og i sin Haand havde hun hele
Sælens Tarm, fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet med
Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst.
De sænkede Tarmen ned gennem Fjældspalten, Børnene løste for
Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde.
Saa kom Dagen derpaa.
„Hvordan har I det dernede?“ raabte man derned.
Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa
Ryggen:
„Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud
gennem Hud og Kød!“
Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken:
„Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og
fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig. Men vil I vente, saa skal jeg
aabne det lukkede i Morgen gennem en Tryllesang.“
Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel Kvinde ud, og den
gamle Mand kom hen og spurgte hende:
„Tror du, at Himlen vil staa blaa i Dag?“
„Selvfølgelig! Solen vil skinne!“ svarede hun.
„Hvorfor?“ spurgte den gamle Mand atter.
Da saa Konen ind i den gamle Troldmands Ansigt og sagde stille for at
vække hans Samvittighed:
„Selvfølgelig fordi Barnet i Dag maa æde sig ind i hendes Nakke.“
Men den gamle, der blev vred over det Svar, tryllede ikke
Klippestykkerne fra hinanden, og alle Børnene sultede ihjel derinde.
Og saa maa den Historie ende her. -- -- --
* * *

MENNESKEÆDERSKEN.
Det hændte nu som sædvanligt, at Kajaker, som roede Øster paa, aldrig
kom tilbage. Til sidst var der kun en af Fangerne tilbage; ogsaa han
roede en Dag Øster paa for at se efter sine Landsmænd. Da han kom
rundt om et Næs, blev der raabt til ham:
„Kom op!“
„Nej, jeg kommer ikke op!“
„Men saa kom dog op!“
Og da hun var saa stædig, saa gik han i Land.
„Bær din Kajak op!“
„Nej, jeg bærer den ikke op!“
„Jamen saa bær den dog op!“
Og da hun var saa stædig, saa bar han den op.
„Tag Redskaberne op af din Kajak!“
„Nej, jeg tager ikke Redskaberne op!“
„Men saa tag dog Redskaberne op af din Kajak!“
Og da hun var saa stædig, saa tog han dem op.
„Vend Bunden i Vejret paa din Kajak!“
„Nej, jeg vender den ikke op!“
„Men saa vend dog Bunden i Vejret!“
Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op.
„Læg Stenen paa Kajaken!“
„Nej!“
„Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“
Og saa gjorde han det.
„Gaa nu ind!“
„Nej!“
„Men saa gaa dog ind!“
Og saa gjorde han det.
„Træk din Pels af!“
„Nej!“
„Men saa træk den dog af!“
Og saa gjorde han det.
„Tag dine Støvler af!“
„Nej!“
„Men saa tag dog dine Støvler af!“
Og saa gjorde han det.
Og hun hængte dem op til Tørring.
„Men hvad skal man da give ham at spise?“
Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad og gik siden
ud for at hente Mad.
Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde hans tidligere
Husfæller som Billeder i sit Hus, idet hun havde klistret
Ansigtshuden op paa Væggen.
Konen kom ind med en Pose med Bær. Manden gav sig til at spise, men
da han greb ned i Posen, fik han fat i en kogt Menneskehaand, og da
han saa den, sagde han:
„Saadan noget kan jeg ikke spise!“
Da det blev Aften, gik de til Ro.
Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede en Smule, lagde han
Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; men naar han saa lod, som om han
vaagnede, hørte han Klang af Jern. Saadan smed hun sit Vaaben fra
sig.
Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. Manden greb sit
Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak under Armen og løb ned mod
Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik
lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat.
Ved sin Hjemkomst fortalte han:
„Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage. Det
er en Menneskeæderske, som lever af dem.“
Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og da han kom ned
for hendes Hus, raabte hun:
„Kom saa op!“
Og han svarede:
„Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!“
„Ja, men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende deroppe, som nær
havde myrdet dig.“
„Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!“ raabte Kajakmanden
op til hende.
Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt
ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til
Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter.
Nu blev Kællingen vred og busede ud:
„Gid man kunde stikke ham dernede!“
Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage:
„Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“
Kvinden var lige ved at falde om.
„Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen.
Og han var lige ved at kæntre.
„Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem
hende!“ raabte han tilbage.
Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin
Krumkniv:
„Gid man kunde ramme ham dernede!“
Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre.
Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem.
Og her vil jeg ende denne Historie.

RYPEN OG HAVLITEN.
Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og
saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der
kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al
Opmærksomhed.
Saa raaber Havliten opefter:
„Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“
Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet:
„Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over
dig.“
„Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de
røde Bukser?“
Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned:
„Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?“
„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig
vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op.
„Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som
slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede Rypen.
Saa vendte Havliten sig imod den og sagde:
„Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede
Næb?“
„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede
Rypen.
Og saa begyndte de for Alvor at skændes.
„At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede
Fødder!“
„Du da med de hele Plader!“
„Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb
Rypen op og greb den.
„Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen.
„Nej aldrig!“ svarede Havliten. Og saa førte den Rypen ned mod
Havet.
„Ak, og det er mig her,“ sagde Rypen, „som aldrig før nærmede mig
Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide.“
Rypen var bleven saa medgørlig.
„Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!“ skreg
Havliten, der havde grebet Rypen i Armen.
Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik
Fodfæste paa Fjældhylderne.
„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for
Havet!“ skreg Rypen.
Plump! -- Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og
Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid,
Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde.
Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst
var øverst.
Den var død. -- Men hvor blev den anden af?
Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød
Rypen med en Rødfisk i Munden.
„Qaqe-qa-qaoq!“ (Saa kom man da med Nød og Næppe op igen.)
Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den:
„Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle
Vrede.“
Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene.
Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig lyske sit
Mavebælte!

INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN.
Der var engang en Pebersvend.
Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling.
Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar han saa dem