Under Nordenvindens Svøbe - 08

samme sagde hun naturligvis til mig, og da min Mand i Reglen foretrak
mig, fordi jeg var yngre, var min Søster altid ond imod mig,“
forklarede Sofie.
Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede hende. „Tal
ikke om den skamløse!“ siger hun, naar man nævner ham. Men paa den
anden Side syntes Emanuel heller ikke at være falden ganske til Ro
ved Kirkens Afgørelse. Det viser følgende lille Tildragelse, som
Sofie fortalte mig:
Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det
fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig
om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks
Emanuel.
Hun blev bange, vendte sig om og raabte:
„Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!“ Og saa gav
hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han satte efter hende, skød
en Genvej, naaede hende og var ved at gribe hende i den ene Skulder;
men hun sprang til Side, snoede sig fra ham og løb videre.
„Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!“ raabte Emanuel.
„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede Sofie og gav sig
nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først
standsede Emanuel og raabte efter hende:
„Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!“
Og siden har han ikke søgt hende .....
* * * * *
Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig efterhaanden
hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra de sidste Aar paa
Østkysten. Og da jeg saaledes først havde visse Fakta at gaa ud fra,
faldt det mig siden ikke saa vanskeligt gennem Spørgsmaal at faa de
Oplysninger, jeg søgte.
I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale eskimoiske
Fremstillinger saa nær, som det var mig muligt i en dansk
Oversættelse.


ÆGTESKABSDRAMAET I LINDENOWS-FJORD.

Besuk fortæller.
„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, og han
boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang Vinterplads ved Nunagssuk
lige i Nærheden.
Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og
de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.
En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres
Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende -- han havde nemlig lagt sig
hos Atarajik -- og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en
Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet,
sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til.
Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, og et af
de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget helt ud i Sneen.
Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa Katiaja nær, blev aldeles
forbrændte, ganske sorte i Kødet, og al Huden var sveden af dem.
Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, tænkte ikke et
Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest forbrændte. De bar deres
smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne;
først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres
Legemer for at aande dem varme.
Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende
Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og
tændte Lys. Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig
afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa
stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag
forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os.
Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at
hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.
En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der
saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt.
Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt
sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om
hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik!
Ingen havde kastet hende i Havet!
Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en
anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med
nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten
ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man
skulde forstaa ham.
Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. Men saa blev han
træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til
Havet.
De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i
Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred
Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar
Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.
Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk Brænding brød
mod Land.
Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben deroppe paa
Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han saa ned i de brydende
Braadsøer.
Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham ind i Huset
igen. De vilde saa gerne beholde ham som Mand, da han var saadan en
god Fanger.
Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i
Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham.
„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa
havde han styrtet sig ud i Havet.
* * *
Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med
lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens
hun var ugift, sammen med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end
disse.
Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst,
før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende
hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene
knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6-700 Pund)
havde hun ganske ene trukket op paa Isen.
I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda
heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde,
morsom at være sammen med, men farlig!
Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet
paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var
Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist
Niarajuak.
Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for
at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.
Det var Løgn.
En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men
dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var
kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at
have slaaet hende helt ihjel.
Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor
Sten og knuste hendes Hoved.


SAKUA'S DØD.
Vi boede dengang paa Fangstplads sammen med min Mands to Brødre, Adam
og Christian.
Christian hed dengang Autdârutâ; han var Aandemaner og en hidsig og
farlig Mand. Han tog Sakua til Medhustru netop paa den Tid. Sakua
var en af dem, der var sluppen levende fra Husbrændingen ved
Lindenows-Fjord.
Hun var en rar Pige, og Christian holdt meget af hende; men der
herskede dog et underligt Forhold mellem Christian og hende. Til
Tider var han stærkt optagen af hende og favoriserede hende paa sin
første Kones Bekostning. Til andre Tider forskød han hende og jog
hende ud af sit Hus. Han bebrejdede hende navnlig, at hun ingen Børn
fødte ham.
Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han pludselig ind paa
hende i vildt Raseri og smed hende ud. Hun gik grædende op mod
Fjældet lige ved vor Boplads, da Christian griber sin Bøsse og
styrter ud efter hende.
Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham.
„Hvad vil du?“ spurgte hun.
„Du er en elendig Kvinde, der ikke kan føde din Mand Børn“ raabte
Christian, spyttende af Arrigskab. „Du fortjener ikke at leve.“
Og saa fyrede han paa hende.
Skuddet ramte hende i Brystet uden at dræbe hende.
„Hvorfor gør du dette?“ sagde hun, da hun styrtede om.
Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende og slog hende i
Hovedet med Bøssekolben; men da heller ikke det hjalp, raabte han paa
en lille Dreng, der legede i Nærheden af Huset med en Fuglepil.
Drengen bragte ham Pilen, og med den gennemborede Christian hendes
Strube, saa at hun endelig døde.
Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, skilte Hovedet
fra Kroppen og kastede det ud i Havet.
Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme Hjerte og spiste
det .....
Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra Fjæren, og lod
hende blive liggende der.
Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen.
Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse.


MORDET PAA KATIAJA.

Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig
sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen
kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt
om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange
Mennesker. Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde:
„Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som bilder dig ind, at
du alene skal leve!“
Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, for nu vidste
hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun havde tilbage at vente.
Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring
falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør
man for at pine sine Fjender med Dødsangst.
Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin
Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at
tage Hævn over Kvinden. Vi andre havde saaledes længe vidst, at hun
skulde dræbes, men ingen af os havde turdet sige det til hende, saa
at hun i Tide kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer
til en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes.
Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt at flygte
bort, thi der passes nøje paa.
Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af
Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa
hende.
Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet.
„Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja havde nemlig
engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at
leve.
Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav
Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det
sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham
tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste
vi, at Katiaja ikke havde langt igen.
Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og
sagde:
„Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian.“
Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem
Husene og for sammen ved den mindste Lyd.
Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie
rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet
skulde øves.
Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet
tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham
raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han
var den eneste levende paa hele Kysten:
„De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun dø!“
Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa ud, som om en
vældig Vrede var bleven Herre over ham. Han løb hen til Katiaja's Hus
og kiggede ind ad Vinduet; men han kunde ikke opdage, hvor hun havde
gemt sig. Saa gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde
han se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. Han vilde
ikke gaa ind til hende; det var, som om han med eet var bleven bange
for hende. Saa gik min Mand, Emanuel, op paa Huset og gav sig til at
rive Taget op; han frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor
hun sad.
Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til hende i
Ophidselse:
„Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte du andre
Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! Og gid du maa
udaande dit Liv med Smerte!“
Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede
fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en
Lyd fra sig.
Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende
Katiaja ud.
Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar
gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der gik for sig, og gav sig
til at skrige, da hun saa dem slæbe af med Moderen.
Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede det, ganske
som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa Katiaja's Hjerte spiste han;
dette gjorde han for at forebygge, at den dødes Aand skulde hævne sig
paa ham. Derpaa tildækkede han Liget med nogle Sten.
Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til Morderen:
„Qujanaq! Isumangnaeqingigput!“ (Tak! Tak! Nu er hun ude af vore
Tanker.) Dette sagde de for at smigre Christian, for alle var bange
for ham.
Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde dø. Ingen gad
have hende hos sig, ingen gad føde og klæde hende, ingen brød sig om
den forældreløse. Den lille Pige hed Katiarajik, omtrent som Moderen.
En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af Kvinderne
Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem Fjældene et Stykke
fra Husene og efterlod hende der, for at hun kunde omkomme af Kulde
eller af Sult.
Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre hende skrige,
og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa
til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i
Fjældene i den mørke Nat.
Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet
hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde.
Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala -- hun er nu
døbt og bor her ved Handelsstedet -- op fra Briksen, greb den lille
Pige ved Armen og førte hende ud igen.
Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's Hoved mod en skarp Sten
og lod hende blive liggende ude i Sneen ...
Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned
til Vestkysten for at lade sig døbe.“


AVIAJA OG HANS SLÆGT.

En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds
sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar.
Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men
henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var
svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i
Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt
Nordlysbælte skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende
Skær ud over det dønende Hav.
„Det er de døde, der spiller Bold“, sagde Henrik om Nordlysene. „Man
siger, at de løber omkring deroppe uden Bukser paa ..... Se, hvor de
farer af Sted!“
„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev den
nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at
blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo
faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at
myrde, blev de helt afsindige.
Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod;
han spiste Tangplanter dertil. Til sidst lykkedes det ham virkelig at
tømme Liget.
Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske vist -- det
var jo min Fader, som havde oplært ham til Aandemaner; men alligevel
-- man kunde jo ikke vide ...
Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet i Løbet af en
Vinter:
Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde af Sygdom lige
efter hinanden. Han var en stor Aandemaner og holdt i den Anledning
Aandebesværgelser; og hans Hjælpeaander fortalte ham, at det var en
Mand paa Pladsen, Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle.
Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var ham
behjælpelig.
De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i en Kajakblære og
kastede det ud i en Sø. Resten af det sønderlemmede Legeme blev
dækket til med Sten.
Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle Perujuvatsiak,
Christians Moder, havde dem hele Vinteren igennem i sin
Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, hvis den skulde ville
hævne sig .....
Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet og spørger efter
sin Mand; hun vidste intet om det, der var sket.
„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa
sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende
tilbage; nu havde hun fundet ham ....
Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for
at sørge.
Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da
Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa
Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore
Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som
Handelsvare, blev sønderskaaret og spist.
Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. Ingen af de
andre hjalp hende og hendes seks Børn, -- nej, det er sandt, det
mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det
lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen.
Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult inden ret
længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede
dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig. De
to ældste, de var næsten voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da
Moderen bad dem om det; de andre maatte Moderen kaste ud.
Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv ned til
Stranden; han var den, der var mindst medtagen af Sult, fordi de
ældre stadig havde givet ham Mad af deres Rationer.
Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede
uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i
Søen, saa skulde Moderen følge efter.
Det gjorde Drengen og druknede.
Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og
kastede sig ud ....
Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie.“
-- -- -- Henrik har fortalt sin Oplevelse; vi sidder nu hver paa sin
Sten og tier.
En Mand skyder frem gennem Mørket og bliver staaende paa en Fjældkam.
Han har ikke set os og raaber vore Navne.
Det var Christian, der kom for at byde os til Maaltid paa friskfanget
Sæl .....


AANDEMANEREN AUTDARUTA.

Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i
et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst
til selv at lære ham at kende.
I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod
skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker:
„Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse
med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den
skinbarlige Satan, jeg har for mig.
Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen
greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og
jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i
Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“
Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids
Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed.
Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig
altid usikker.
Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede
Blik!
Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en
mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr .....
Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en
Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger; og nu var han tæmmet, --
hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet
ham ...
* * *
Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage en Rejse
sammen med Christian. Rejsen strakte sig over en Maaned, og
Christian, som imidlertid havde sluttet sig stærkt til mig, vilde
endnu have fulgt mig, hvis han ikke var bleven saa stærkt angreben af
Fnat, at han maatte lade sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.
Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik
vi talt meget sammen.
Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte
om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa
Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde
tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst
Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at
slaa en Streg over sin Fortid.
Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:
„Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange
Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var
paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til
Spæksyltning for Vinteren.
En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg
søgte, men fandt ingen Mennesker.
Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og
gik hjem.
Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte
jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang.
Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd
komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.
„Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for
at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander.
Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen.
Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene
kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner. Han
kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive
sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og
ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med.
En Dag kommer han og siger til mig:
„Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok
trænge til Hjælp, du lille faderløse.“
Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at han vilde gøre en
stor Aandemaner ud af mig. Inde i en Fjord gik vi paa Land lige ved
en Hule, og den gamle lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad
mig lægge nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et
Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg saa en stor
Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og nærme sig Aandemaneren. Den
kastede sig over ham, maste ham Led for Led og aad ham. Derpaa
kastede den ham op igen og svømmede bort.
Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. Han var meget
medtaget, men kunde dog selv ro hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig,
at han, for hver Gang han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større
Magt over sine Hjælpeaander.
Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og det var, for at
jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det var nødvendigt, for at jeg
skulde blive til noget. Vi roede af Sted og kom frem til Hulen; den
gamle bad mig om at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget
uhyggelig til Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende.
Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; da skælvede
jeg af Angst. Den kastede sig over mig og knaste mig Led for Led,
men mærkeligt nok gjorde det slet ikke ondt; først da den bed mig i
Hjertet, gjorde det forfærdelig ondt.
Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. Jeg fik nu
mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare kunde længere true mig, fordi
jeg altid var beskyttet.
Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til Søs og kom
bugserende med en stor Remmesæl indefter mod Land; intet anende roede
jeg langsomt fremefter. Havet laa ganske stille. Da bliver jeg med
eet omringet af mange Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende
hen imod mig.
„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og
straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens
Bugserline.
Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for
over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede Kajaker;
de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge inde mellem
Havet og den faste Jord.
Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere til,
saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et besynderligt
Udseende. Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig
aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen,
blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle
Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en
Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa
pludselig kan de forsvinde igen.
Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte
mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet
mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han
min Hjælpeaand.
Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte
til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr.
Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe,
aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde
alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi
jeg forraadte dem ved min Daab.“ -- -- --
Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad
han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten.
Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for,
naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige
Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.
Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe,
før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at
lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over
Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger
rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv
af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og
illustrerende Maade.
Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv
mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen.
Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han
plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle
Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar
Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at
hoppe paa dine Løgne!“
Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler:

DA RAVNENE KUNDE TALE.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale.
Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt
Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de
altid det modsatte af, hvad de mente.
Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand,
som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.
Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af
Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed.

RAVNEN OG ØMMERTEN.
Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder
den sin Stædighed. Nu skal du bare høre:
Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster
i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke
hinanden.
Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide
Mønstre.
Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede
Ravnens Dragt ganske som sin egen.
Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten,
som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det
hele.