Under Nordenvindens Svøbe - 07

os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.
Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove
og tavse vendte tilbage til vore Hunde.
„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde
kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held
alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“
„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde
du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig
jo for at lyde dig; -- men nu er det visselig for sent.“
Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men
Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen
Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en
Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt.
Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore
Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder
at snurre.
„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med Munden drivende af
Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og
bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.
Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var
utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en
Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade
Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne.
Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom
Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham
ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare
Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de
to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der
falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:
„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem
hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“
Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord:
„Af den skal du, og siden de andre, lære!“
Og den gamle forsvinder.
Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham
anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han
Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring
kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal.
Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den
gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og
siger:
„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“
Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed.
Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han
fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.
Sagnet kan vel -- efter vor Maalestok -- ikke kaldes synderlig
smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig
har skabt det, har været saa typisk eskimoisk.

SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER
Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange
Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.
Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige
Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to
Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg.
Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog
Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller.
Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl
Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt
at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i
lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.
En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa
rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.
De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen
til Huset kom forbi deres Madskur, fandt hun der ophængt en stor
Mængde Menneskelaar, og da begreb hun, at hun var kommen til
Menneskeædere.
Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var
alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af
Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og
sattes frem.
„Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil,“ bemærkede
en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind.
Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult.
Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe
en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele
Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt
skinnede.
Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til
Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad
Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor,
saa længe det stod paa. Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin
Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin
Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i
Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig.
Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en
Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssik's Kone blev
glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise.
Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege.
„Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!“ udbrød en
Kvinde, som stod ved Vinduet. „Han har kastet ham om!“
„Kom ud med Reb!“ raabtes der, og hun skyndte sig ud med en Kobberem,
og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den
Aften.
Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder.
Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en
Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller
med.
En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde
han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud,
før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede
dræbt.
„Slæb hende ind, og kog hende til mig!“ raabte Manden.
Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.
„Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!“ brølte
han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.
„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd dig nu med at
flænse hende!“
Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet
paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.
Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden. Ved
et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme
Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne
levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de
lidt efter op igen.
Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist,
tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden og hældte den over
Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og
Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt
ved det.
Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans
egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine
Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man
hørte siden aldrig noget til dem.
-- -- -- Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min Pose for at
sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle Dagens Indtryk:
Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet Menneske ellers plejer
at komme saaledes i Vinterens Hjerte, Renjagten, Væddekørslen,
Historier om Røvere og Missionærer, Aabenbaringer og Profetier,
Menneskeædersagn, -- og jeg sover ind med en fast Overbevisning om,
at intet Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed af
Oplevelser som Grønland.


DEN STORE VÆKKELSE I EVIGHEDSFJORDEN

Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i
Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade:
Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og
en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og
legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille
Søster i Næseborene, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding.
Pigen faldt øjeblikkelig om. Broderen løb hen til hende og forsøgte
straks at trække Pilen ud; men Pilespidsen havde store Modhager, og
da disse holdt igen, maatte han lægge Knæene paa Søsterens Hoved og
trak den saaledes ud. En tyk Blodstraale ramte ham lige i Ansigtet,
og Søsteren udaandede med det samme.
Det var denne store Sorg, som ramte Habakuk og hans Kone Marie
Magdalene; og det var denne Begivenhed, der gav Anledning til det,
jeg nu skal fortælle om.
Dette foregik jo for mange Aar siden paa de Tider, da Menneskenes
Sorger var voldsommere end nu. Det var derfor ikke saa underligt,
at det begyndte at gaa Habakuk og hans Kone galt efter denne
Tildragelse. De fik saa mange Syner og saa mange mærkværdige Drømme,
og alt sammen kom det fra Himlen, sagde de. Og da deres Sind saaledes
var blevet sygt, magtede de ikke længere at skelne mellem Løgn og
Sandhed. Men deres Tale bredte sig blandt Folkene, og deres Ord fik
saare stor Magt over alle.
Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller,
bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene;
alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til
dem, der trængte til det.
Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev
Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.
Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt ogsaa
Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de andre.
Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som havde boet ved
„gamle Sukkertoppen“ og hed Bertel Larsen. Kateketen selv hed Josef;
og snart blev der ikke givet ham andet Arbejde end at nedskrive
Habakuks og Marie Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa
Pladsen op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive paa
dem.
Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik for sig hos
Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men levede af deres
Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede sig aldrig til Profeten;
det var Sem.
En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten talte om sine
Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre derpaa. Han fortæller,
at da han kom ind, slog en underlig Lugt af Orm op i Næseborene paa
ham.
„Hvorfor lugter I alle sammen?“ sagde han til dem, da han gik, og
søgte dem aldrig siden.
Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, hvad de foretog
sig hos Habakuk. Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som
helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en
forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og
de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad
kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen
slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det
samme. Og de kunde da le saaledes, at man skulde tro, Alvor aldrig
mere kunde falde over dem.
Naar Habakuk holdt sine Taler, kunde Forsamlingen gribes saadan af
Længsel efter det evige Liv, at de begyndte at hoppe i Vejret, der
hvor de sad, og min Bedstemoder fortæller, at de nøgne Kvinder kunde
sidde og hoppe saa inderligt op mod Himlen, at hele Huset genlød af
Svup fra fede Bryster. -- -- -- Det var jo i de Tider, da man ikke
gik med Uldtrøje ...
Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne et Navn og
erklære, at den og den nu var kommen paa den rette Vej; og straks for
alle Mænd ud af Huset, greb deres Bøsser og saluterede, for at Himlen
kunde høre, at Menneskene var glade over den store Frelse.
Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden i
Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer for de døde.
Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke længere var
ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt klædt i en hvid
Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da Faareskind var Handelsvare
deroppe. Men en Dag begyndte man at beskylde denne Kvinde for at fare
med Trolddom og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede
Mændene sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte hende ned
til Havet under alle Haande Pinsler; der var dem, der gik med lange
Teltstænger og stødte hende i Skridtet og Underlivet. Ved Havet bandt
de en Sten om Halsen paa hende og kastede hende ud. Da hun var meget
fed, gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret i Vandet
indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med Benene og druknede.
Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias hjem. Da han saa
Liget svømme paa Havet, bugserede han det til Land, trak det op og
gav sig til at hamre paa hendes Hænder med en Sten, indtil Arm og
Haand lignede en Vandmand. Saa kastede han hende ud i Havet og lod
hende føre bort af Strømmen.
Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for Hekseri; hun
havde en Søn ved Navn Paulus. Men da Kvinden vidste, at de en Dag
vilde falde over hende og myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig
til hellere selv at dø.
Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn og spurgte ham:
„Paulus, maa jeg springe i Havet?“
„Ja!“ svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad der blev
sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet.
Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede ud efter
Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun havde kastet sig ind under
Isfoden ved Fjorden.
Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, naar Folk kom for
at bevidne hende deres Agtelse ved at trykke hendes Haand, altid
skelnede skarpt mellem dem, hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot
berørte med sin lille Finger.
Paa den Tid, da den store Vækkelse greb stærkest og vildest om sig,
rejste Bertel Larsens anden Søn, Frederik Bertelsen, som dengang var
Kateket ved „gamle Sukkertoppen“, ind og talte med sin Broder Josef
og foreholdt ham og sine Landsmænd det formastelige i deres Færd; men
hans Formaninger nyttede intet.
Men da ingen Præsts Formaninger kunde gøre Indtryk paa Befolkningen,
hændte der hen mod Foraaret noget, som vakte Folks Fornuft.
Man havde nemlig lagt Mærke til, at Profeten lang Tid igennem havde
haft saadan en besynderlig Trang til at lade sig lyske af unge
Kvinder, og han lagde da ofte sin Haand paa Steder, som ikke sømmede
sig for en Profet.
Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem at tale om, og det
varede ikke længe, før Frafaldet blev aabenlyst. En Dag, da en Mand,
som hed Justus, kom bugserende med en Hvidhval, og Habakuk som
sædvanlig kom ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans
Hus, lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte nøjes
med at kommandere over den Fangst, han selv bragte til Land. Denne
Hændelse blev det store Adskillelsens Tegn, og snart var Habakuk og
Marie Magdalene igen ganske almindelige Mennesker, som ingen tog
Hensyn til.
Og et Tilfælde blev Aarsagen til, at Habakuks Lære og mange
Aabenbaringer ganske gik tabt for Efterverdenen; thi da Frederik
Bertelsens yngste Søn fangede sin første Sæl, samlede man hele den
Bibel, Habakuk og Marie Magdalene havde dikteret Josef, og brugte den
til at koge Gildesuppen paa.
Fortalt af
„_Gamle Sidse_“
fra Holstensborg.


ØSTGRØNLÆNDERE


INDHOLD

Side
Indledning 113
Ægteskabsdramaet i Lindenowsfjord 121
Sakua's Død 124
Mordet paa Katiaja 126
Aviaja og hans Slægt 130
Aandemaneren Autdaruda 133
En Sjæleraners Saga 169
Den usaarlige Uase 173
Manden, som holdt for meget af sin Kone 182
En Historie om Hungersnød 186
En Fristelse 189
Fanden plager dem 195


I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg -- dels i de nærmeste
Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved Kangigdlinguaq, Sønden
for Prins Christians-Sund paa Østkysten, -- østgrønlandske Stammer
fra Bopladserne Syd for Angmagssalik-Gebetet, -- Stammer, som i
forskellige Hold var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe.
Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres Daab meget
lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen Dialekt. Efter
inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne Lære for bedre og
visere end deres egen, derfor havde de jo antaget den; men de havde
paa ingen Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men
tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn til den nye
Tro.
Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der
tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men _turde_
eller _vilde_ blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de havde
forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse.
Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte de; de
boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag. Om Vinteren
især levedes der et broget Samliv, hvor man Aftnerne igennem
underholdt sig med Aandebesværgelser, Sangkampe, Smædeviser og
Sagnfortællinger.
Det var en glad Tid -- men ogsaa en farlig Tid!
I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe
Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de
gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine Begivenheder. Mændene var
optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og
beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til
at være gode mod hinanden.
Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, og
Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at korte
de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene blive helt
anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til Handling og
Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle Mellemværender
opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i
Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor
Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes Tilskyndelse,
glemte al Medfølelse med hinanden og ofte under de besynderligste
Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de
afskyeligste Mord.
Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge;
og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse
nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de
Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer.
Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de
skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv.
Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede
til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig op i
Befolkningen der.
Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres Traditioner
og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.
De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte, at der
endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den gamle
Kunigsarfik -- „Kyssetøjet“ --, hans Kone, to Sønner, tre Døtre og en
Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ
-- „Konebaaden“ --, de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at
have røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet
modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste
bort, og siden havde man intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa
en eller anden afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige,
folketomme Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt
Fangstaar.
Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot meddele, at de,
efter gamle Nuissartoq's -- nu døbt Rosine's -- Opgivelse, har fundet
Sted, saa længe Østkysten fra Umîvik og Syd efter var befolket; men
efter Nâlangarajik's (d. v. s. Graah) Ophold iblandt dem begyndte de
at drage Vest paa for at bosætte sig og lade sig døbe. Graah havde
opfordret dem dertil, og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte
ogsaa, at der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa
Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre til fire
Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen
til at tiltuske sig Varer hos sydligere-boende, der havde været ved
Handelssted.
Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligst-boende, hun
kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu længere mod
Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden Rumpe; de spiste ikke, men
sugede blot Næring til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har
ingen set noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene.
* * *
I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet i
Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.
Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og Opfattelse af
Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, holder min
Fremstilling sig nøje til mine forskellige Kilders Fortællinger og
Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde Beretningen om disse
Menneskeskæbner faa deres fulde kulturelle Betydning.
Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for at ingen skal
tro, at jeg har „lavet Literatur“ paa visse opsamlede Fakta.
Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget
sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo dels selv fortrudt
deres Fortid, og dels havde de nu lange Tider igennem faaet deres
hedenske Handlinger fordømte af Præst og nye Landsmænd.
Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren -- for det
meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte til lidt
Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis og løj som alle
Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig intet at gøre, blot leve
sammen med dem, selv være saa meddelsom som muligt og forøvrigt blot
vente paa en Lejlighed, da Trangen til at fortælle overvandt
Reservationen.
Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, og de gav mig
under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer af de Begivenheder, der
havde været hovedbestemmende til deres Indvandring til Vestkysten og
den dermed følgende Omvendelse til Kristendommen; Skildringer, som
giver det grelleste Billede af et lille Samfunds Opløsning. Sjældent
er mere dyriske Handlinger bleven øvede af Mennesker, som af Naturen
havde ufordærvede Hjerter; aldrig har Øde, Isolation og aandelig
Stagnation drevet gode Mennesker til mere afsindige Raaheder.
Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere ind paa
Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa mine Rejser har
levet sammen med gladere, mere medgørlige og godmodige Mennesker end
disse Østgrønlændere, der, om de havde levet i en civiliseret Stat,
vilde have været hjemfaldne til Skafottet for de grusomste Mord ...
Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede mellem disse
ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, har ogsaa en videnskabelig
Betydning; _thi disse Tragedier, der berettes af Øjenvidner, viser,
at de gamle eskimoiske Sagn i langt højere Grad, end man tidligere
har troet, er Eskimoernes egen Historie_, der traditionsvis er
overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene,
der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, der kun havde
deres Oprindelse i en eller anden yderst spinkel Tildragelse, som var
bleven udpyntet til fælles Underholdning. De mange Hjerteløsheder,
der omtales, „Mænd, der spiser deres Koner“, „forældreløse, der
mishandles“, „hensynsløse Blodbad paa Kvinder“, -- Emner, der
behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, -- er sikkert alt
sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra
Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten godtgør
dette.
Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens
Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes.
Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden
som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne.
De var saa gode og skikkelige!
Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred -- trods alt!
Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke, at de
dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste Forstand formes
af den Natur, der omgiver dem.
Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en
Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt og
skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans Land!
* * *
Sofie Poulsen var den, der gav mig de første Oplysninger. Hun hed
oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten sammen med tre
Konebaadsbesætninger i 1900, var hun Neqigssanoq's anden Kone.
Neqigssanoq har i Daaben faaet Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var
hendes ældre Søster Singime, i Daaben kaldet Helene.
Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at de
skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted, Sønden
for Julianehaab, og der skulde de gaa til Daabsundervisning hos
Præsten. Straks maatte da Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst
havde taget. Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der
paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som en Mands
eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier;
Medhustruen blev erklæret for at være Enke.
Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands
Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre
Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af Enker.
Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille Datter,
der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig Side blev
der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde da være
Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det skulde gaa saa
vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten privat var meget
godgørende over for Sofie.)
Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af
Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin
forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie,
de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre
alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og
det var ikke altid saa let.
Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til
nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa
en tre-fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa.
Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“,
fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en
saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er meget yndet af
Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en
Tamorassâq i Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten.
Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til Stranden, naar
Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om Foraaret i Klapmydstiden
og solgte dem. Paa denne Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger,
som hun anvendte til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa
Pengene til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med
gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen.
Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun hader nu af
et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For Resten har
Forholdet til Søsteren aldrig været godt, da de begge var meget
skinsyge.
„„Jeg vil have ham alene for mig!“ sagde jeg til min Søster; men det