Under Nordenvindens Svøbe - 06

der er Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, at
Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres
Tilbagevejen Uger igennem.
Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes lange,
spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert for Konebaade at komme i
Nærheden. I Kajak derimod er den dygtige Hvalrosfanger sjældent bange
for dem, naar de da ikke optræder i alt for overvældende Mængde.
Træffer man en Flok paa Land, -- og Hvalrosserne kan bestige hele
Smaafjælde -- afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen og anretter
vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger sig langsomt hen over
Fjældene. I Løbet af en Time kan man under heldige Forhold dræbe
indtil et halvt Hundrede Stykker. Og det giver vedkommende
Grønlændere en god Fortjeneste.
Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop over Tassaralik
ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos Storfangeren David, en af de
dristigste Hvalrosdræbere. Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af
Grønlændere fra Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke
begyndt; man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land.

_Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902._
Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven
Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over mig i Dag; men den
nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa berømt; selv Sydgrønlænderne, som
nødigt vil staa tilbage i noget, taler derom. Kommer en fremmed til
en Boplads, skal han se og ses -- straks første Dag. Og det anstaar
sig ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin Tærskel uden
at bespise ham. De Goder, man byder paa i de forskellige Telte, kan
af gode Grunde ikke varieres: først Kød, -- Sælhundekød eller, som
her, Hvalroskød -- og siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man
skal mange Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid
blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og drikke. Er
man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og kan roligt gaa. Men at
indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter med tilhørende Kaffe
lige efter hinanden -- er noget, man først vænner sig til, naar man
har levet en god Tid blandt Grønlændere.
Da jeg i Løbet af 2-3 Timer havde indtaget mine 8 Maaltider raabtes
der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, at det var „for at
faa Maden til at sætte sig“. Fodbold spilledes med stort Liv af baade
Mænd, Kvinder og Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose,
og det virkede ganske komisk at se dem springe om med de smaa
skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere til at sparke
til Bolden, brød et Latterkor løs fra de gamle Koner, som saa til.
„Perûk! Perûk!“
„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“
Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste sig ind i
Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden -- bare for at komme
til at „perûvokke“ en eller anden Kæledægge.
Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver. Særlig var
jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op
ved Mørkets Frembrud.
Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig
til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer,
gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer.

_19. September._
Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene. Vi
vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid
til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder
løb skrigende og kaldende om mellem hinanden.
„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en.
„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden.
„Konebaaden blæser i Søen!“
Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til
Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I
Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der
flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, forfjamskede Mennesker, der
faldt over hinanden.
Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev
Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade.
Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte.
Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret Karakter.
Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme.
Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi tager den,
liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, snakkes der om,
hvad der falder de forskellige i Munden. Det haster ikke med at komme
op i Dag; Søvnen var kun tynd i Nat.
„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger David; „men jeg har
dog endnu ikke opnaaet at blive Herre i mit Hus. Svigermoder regerer
os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes
Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente
med hendes Regimente.“
Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.
Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige
udenfor. Det er snetykt og koldt.
„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. „I mine unge
Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg
liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe.“
„Fortæl om dine Kajakture, David!“
„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat
Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor
første Ungdom.“
„Fulgtes I altid ad, Ové og du?“
„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min
Fangstkammerat.“
„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til
at fortælle.“
„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i
Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa
vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa,
jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En
rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver
af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne
lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig
strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over
Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar
Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste
Vejret -- da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en
Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til
ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa
endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine
Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og
skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa
mig.“
Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.
„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op,“
mente hun.
Og vi langede til og gav os til at spise.
„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største Glæde har vi,
naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her:
„Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene,
langt til Søs -- Bøsser dur ikke i Søgang -- saa glemmer jeg baade at
ryge og at drikke Kaffe!“ Saa stor en Tosse er jeg endnu.“
„Du holder meget af Søen, David!“
„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; -- aldrig i Ro længe ad
Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit
Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig.
I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret og er
først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i
Almindelighed -- nu og da blandede med Hvalros -- ved Mundingen af
Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af
Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i
September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad -- tilbage
til Tasseralik efter Hvalros.
Alt, hvad vi saaledes samler ind -- tørret Kød, tørrede Angmassætter
og Natârnaq -- lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt
med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved
Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil
December.
Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar
Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og -- saa har vi været
Aaret rundt.“
„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“
„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der
holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i
Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker.
Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak
Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os
begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede
sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente
man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket
Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt.
Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede
med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at -- --
-- --“
„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra.
„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David.
„Ja, indtil videre,“ -- og saa i Tøjet og ud til Dagens
Besværligheder. -- -- --

_21. September._
Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set oppe i
Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men
aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være
Renspor -- alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en
ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer
siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret
maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at
Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde
var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at
forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være
en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et
glubsk Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet.
Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. Tre Gange
kan man spise dets Kød, naar man blot passer paa ikke at beskadige
Benene; saa mange Gange vokser Kødet ud igen.
I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over Kingigtok.
Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig
til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en
Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og
saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor
Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding.
Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier
afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. Kvinderne sad i
Nærheden af Lampen og syede. Ude var det maanelyst og stille. Der
hørtes kun svage Bølgeskvulp nede fra Fjæren.
Malanga fortalte.
Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar -- hurtig i sine
Bevægelser og behændig i sin Tale.
„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok i Morgen.
Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set
mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om
„den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?
Jeg skal fortælle det.
Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i
Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere
forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det
var en lille forældreløs Dreng. Naar han fangede en Rype, delte han
den med sine Landsmænd. Fangede han to, kunde Glæden ikke have været
større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget blev der ikke
til hver, men de fik dog altid Smag paa deres tørre Tunger.
En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den ganske Dag uden at
støde paa noget levende. Dagen hældede mod Aften, da han naaede
Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype.
Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa
uden Bytte.
Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa
et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det
Sted tidligere. Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter
til sidst ind gennem Husgangen.
Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde
kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end
Drengens.
„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“
Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.
„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen
spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes
at være bleven mindre. Saa meget var der.
„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har
hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“
Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig skulde til at
begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han
kunde bære.
„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa
du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt
Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som
en eneste Mundbid. Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor
meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde
mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“
Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom
hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par
Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale
om Spæk.
„I -- î -- î, om man kunde spise lidt Spæk til -- î -- bare en eneste
Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og
hindrede dem i at følge deres Lyst.
Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset,
gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans
Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.
„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde Kæmpen og pegede paa
Ribbenet.
Drengen begreb ikke, hvad det var.
„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, og da først
forstod Drengen det.
Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et
forsvarligt Maaltid.
„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i
Aften!“ sagde Kæmpen.
Og det gjorde Drengen.
Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig -- til Angakokleg.
„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal
deltage. Følg med!“ siger han til Drengen.
Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens
Tanker strittede mod Forslaget.
„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da
han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget.
Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og
begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig.
„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du
dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du
vil falde ned.“
Saa gik de sammen til en Afgrund -- det skal nok have været paa
Kingigtok's øverste Tinde -- og der fik Drengen Ordre til at klamre
sig fast til Kæmpens Hals.
Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb
ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af.
Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i
en Storm. Det var alt, hvad han sansede.
„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have
faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han
aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt,
langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han
bevægede sig i en Rundkreds.
„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et
stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem
Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal
sætte sig. Saa var de ved Husgangen.
Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele
Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig
afløste hinanden.
Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.
„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du
saa gaa hjem.“
Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden
skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde
bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk
til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.
Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem.
„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa hinanden.
„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har
fanget en Kapiarfik.“
Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem
meget til at være fornuftige.
„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han
give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“
Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.
Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle
gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde
være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne
Tale, blev vrede og skammede dem ud.
Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og
Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde
bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod
neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede:
„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord.
Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!“
Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.
Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus -- men ikke engang en
Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet.
Her ender denne Fortælling.“
-- -- -- Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, der stor og
stejl hævede sig over alle andre Fjælde i Omegnen.
Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop.
„I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren.
Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted
langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til
Kingigtok!“
Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte. Hun laa
krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes hviskende Stemme skjalv,
naar hun blev ivrig. Hun havde siddet halvsovende med lukkede Øjne,
saa længe Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op.
Hendes Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede sin
blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand aftørrede
den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse Øjne. Hun
hostede, vædede med Tungen sine tørre Læber og talte:
„Jeg mindes endnu saa tydeligt den Tid, da jeg var ung og deltog i
Rensjagterne som Kødbærerske. Det er længe siden, men jeg er dog
endnu i Stand til at faa alle de gamle Oplevelser til at vaagne. Ak,
det er længe siden, at jeg ophørte at leve; alt, hvad jeg har set, er
nu paa Afstand, saa langt, langt borte. Men gennem Tankerne kan alt
dog endnu rykke helt tilbage, ganske som om jeg saa mit Liv i
Kikkert. Det fjærne bliver nær.
I min Ungdom kunde selv Kvinder fange Rensdyr. Vi var gaaede ud for
at plukke Bær, ikke langt herfra, da en stor Renflok kom hen imod os.
Vi lagde os blot ned i Lyngen. De kom travende lige hen over os, og
da var det, at gamle Lisbeth greb en lille Kalv i Benet og fangede
den. Aa, hvor husker jeg al den Morskab, vi havde med at trække den
hjem.“ -- -- --
Gamle Ajunge har talt for ivrigt, -- et Hosteanfald kvæler hendes
Ord. -- -- --
Aftenen er stille og maanelys. Teltlampernes Skær falder ud over Søen
og taber sig i Natten som bugtende Ildslanger.
De unge har samlet sig uden for Teltene og synger. Langsomt, hvilende
i Klangen, fører Basser og høje Sopraner Melodierne igennem.
Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod
Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang.


MANASSE

„Ele -- ele -- le -- le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans
tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over
Isen.
„Ja -- saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min
Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for
Spring!“ -- --
Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og
dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter
bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs
Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.
Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i
Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke
mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham.
Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring,
greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med
mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen
peb under Slædemederne.
Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver.
Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner
bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde
.....
Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og
gaar hen til ham.
„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“
„Rygter lyver altid! Forstaar du -- mine Hunde er bare i
Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!“
svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han
dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en
Mester i at udnytte.
Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over
et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi
op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og
barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over
Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen
igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi
op paa Land og slaar Lejr for Natten.
Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om
Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem
og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede
Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i
denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.
Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse
har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele
Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen
velgørende.
Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø, Lyngbunden
kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften
ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet
med Øjnene.
„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde,
jeg skal imens faa Vandet i Kog.“
Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen
Respekt.
„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?“
spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer allesammen,
saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land.“
Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og
hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.
„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af
Sult, og andre, som har mange Penge liggende, -- Penge, der blot er
til for at føde andre Penge?“
„Ja, Manasse!“
„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres
Folk ....
Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme
intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos
jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders
fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de
er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være
Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større
Forbandelse.“
Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop
Te.
Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det
var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i
Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets
Troldmænd stræbte ham efter Livet.
Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige,
italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg
falder i Søvn under en af hans Historier.
Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg,
vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var
blikstille med klar Himmel: Fartsdag!
„Manasse -- Manasse!“
Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det
eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.
„Manasse, det er Morgen!“
En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler i Søvne:
„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?“
„Kog Te!“
Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter
en lang og fast Søvn.
Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa
over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde
den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med
synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse.
Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig
Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til
Aulatsivik i Konebaad.
Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav
Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig
over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind
paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod
Hundene, da Huden stivnede til Is.
Manasse vender sig om imod mig og raaber:
„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“
Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af
at tø Ansigtet op.
Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var
kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i
afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.
Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der
farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne,
løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes
Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, -- bare
gennem ondt og godt over Rensporene.
Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at
hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og
Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme.
Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte
an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde
kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt
Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at
stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min
Ledsagers.
Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen,
da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld
og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der
rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde
Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.
Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte
listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold.
I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene
og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi
kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet